Søren Kierkegaard
I Hr. Otto Borchsenius's nys udgivne interessante Samling "Literære Feuilletoner", en Bog, om hvilken der som Helhed sikkert bør fældes en gunstig Dom, findes under Overskriften "Søren Kierkegaard" en Bedømmelse af mit Skrift med denne Titel, i Anledning af hvilken jeg udbeder mig Plads for nogle Linier i "Morgenbladet". Denne Bedømmelse stod i sin Tid – om jeg ikke fejler, i en noget mindre høflig Form – i et nu indgaaet Tidsskrift, til hvis Udtalelser om mig jeg altid har tiet. Den var den Gang anonym og indbød allerede af den Grund ikke til Svar. Nu, da jeg ser, at den til Forfatter har en Mand, der sikkert kun ønsker, at der skal vederfares mig Retfærdighed, føler jeg mig opfordret til at udtale mig mod nogle af de der fremsatte Anker, for at de ikke skulle blive repeterede i det uendelige af andre.
For de forskjellige artige Vendinger, hvormed denne Kritik er gjennemvævet, kvitterer jeg med Tak; men de kunne ikke forhindre mig fra at prøve den, og naar jeg ikke kan andet end finde den baade smaalig og løs, saa tror jeg ikke, det beror paa, at den trods mulige Ændringer forekommer mig at have ligesom bevaret Præget af det Organ, hvori den fra først af stod.
Min Bog begynder med en Meddelelse om, hvorledes jeg som Barn første Gang hørte Kierkegaards Navn i Forbindelse med hans af ham selv saa meget omtalte, ulige lange Buxer. Dette er selvfølgelig fortalt for at vise, at den store Tænker ingenlunde havde Uret i at antage Snakken om hans Buxer for almindelig og mere udbredt end Opfattelsen af hans Geni. Hr. Borchsenius kalder nu denne min Meddelelse "en temmelig utrolig Anekdote"; han synes ikke at være sig bevidst, at disse Ord indeholde en utilladelig Fornærmelse, der herved afvises.
Jeg havde gjort opmærksom paa, at Kierkegaard var daarlig Spaamand. Jeg fremhævede, at han i Marts 1846 skrev: "Et Oprør vilde i vore Dage være det utænkeligste af alt", og jeg tilføjede: "I Marts 1848, nøjagtig 2 Aar efter, hændtes som bekjendt "det utænkeligste af alt" i Paris, Berlin, Wien, Rom, Ungarn og Danmark".
Hvem kunde tro, at nogen vilde have noget imod en saa slaaende, saa almen anerkjendt historisk Sandhed at indvende? Ikke des mindre husker jeg, at denne Sætning i "Nær og fjærn" i sin Tid med et vist Eftertryk tilbagevistes med den Vending, at der i Danmark i 1848 ikke var sket noget Oprør. Der tilføjedes endog, hvis min Hukommelse ikke skuffer mig, saadan noget som "Vi have allerede tidligere gjort dette gjældende". Jeg husker levende min Forbavselse ved denne Indsigelse, og dog var jeg forberedt paa meget. Men det forekom mig næsten æventyrligt, at nogen i vore Dage, i den nærværende Slægt, i Danmark, vilde paastaa, at der ikke var gjort Oprør i Danmark 1848. Jeg kunde vel tænke mig, at en eller anden forhærdet Slesvigholstener vilde vægre sig ved at modtage Betegnelsen Oprører, men ikke, at nogen i Danmark vilde nægte Oprøret. Ytringen lod sig kun forklare, naar man mindedes det danske Højres onde Samvittighed, der selv i de mest uvedkommende, mest uskyldige Ord læste Hentydningen til "Fortvivlelsens Selvhjælp". Der stod jo imidlertid i Texten tydeligt nok Danmark og ikke Kjøbenhavn.
Jeg tav, da jeg blev sat saaledes i Rette i "Nær og fjærn". Men Følgen er, at denne vægtige Anke gjentages. Hr. Borchsenius kan tage mig det ilde op, hvis han vil: jeg begriber til Nød, med Vanskelighed, at man een Gang forskylder en saadan – lapsus calami, men at man optrykker den paa ny og retter to, tre nye Korrekturer paa den, det begriber jeg ikke. Han siger roligt: "Her skete intet Oprør".
Hr. Borchsenius skriver videre: "Vi gaa hurtig over Brandes' Fremstilling af Kierkegaards Forlovelseshistorie. Hvis man indrømmer ham Ret til saa uforbeholdent at behandle dette Æmne, vil ingen kunne nægte, at hans psykologiske Skarpsind og kritiske Kombinationstalent osv."
Denne med "Hvis" indledede Betingelsessætning antyder naturligvis, at Forfatteren, der er for hensynsfuld til at ville dvæle ved dette Parti, rigtignok Hovedpartiet, af min Bog, hører til dem, der betænke sig paa at indrømme mig hin Ret; han insinuerer, at jeg har overtraadt min literære Beføjelse.
Forf. synes heller ikke her at føle, hvor højst nærgaaende, næsten personligt krænkende denne Insinuation er. Det er mig en højst ligegyldig Sag, at et Dusin mere eller mindre navnløse Literater i sin Tid i Anledning af dette Skrift godtgjorde sig selv deres kritiske og religiøse Overlegenhed over mig; men det er mig ikke ligegyldigt, at man fra et tilsyneladende velvilligt Standpunkt sigter mig for Indiskretion i Omtalen af Kierkegaards Forlovelse. Jeg har i selve min Bog om Kierkegaard udtalt mig tydeligt nok om Spørgsmaalet. Her vil jeg blot een Gang for alle sige, at min Ret til at omtale dette Forhold kan aldeles ikke være Gjenstand for Indrømmelser fra Per eller Povl; den er utvetydig. Hvad min Ret til at berøre det "saa uforbeholdent" angaar, da ligger den ikke for, eftersom min Omtale deraf er saa langt fra at være uforbeholden, at den, som enhver kan se, er i allerhøjeste Grad forbeholden. Hvad vil overhovedet dette ikke her alene fremkomne Angreb sige? En Kritiker forefinder hele Bunker, hele Bind af de intimeste Udtalelser, trykte efter den afdøde Forf.s udtrykkelige Ønske og under hans nærmeste Slægtnings Auspicier, og Kritikeren skulde ikke have Ret til at tænke over disse Udtalelser og benytte dem som Materiale! Her er slet ikke Tale om Ret; det var Pligt.
Hr. Borchsenius skriver fremdeles: "Brandes overvurderer dog maaske den Indflydelse, Korsarens Angreb havde paa Kierkegaard, naar han fremstiller dette som omtrent den eneste Grund til at "Paradoxet viger for Passionen" eller med andre Ord til Kierkegaards Krigserklæring imod den officielle Kristendom." Denne sidste Eller-Sætning er i høj Grad vildledende og beror paa en Misforstaaelse. Det ser ud som om min Kritiker mente, at jeg ved "Passion" tænkte paa Lidenskab, Forbitrelse eller lignende. Sammenhængen viser, at jeg ved "Passion" mener Kristi og hans Efterfølgeres Passion ɔ: Lidelse, Martyrium. "Paradoxet viger for Passionen" vil sige, at Kierkegaards theoretiske Opfattelse af Kristendommen som fornuftstridig træder tilbage for hans praktiske Opfattelse af den som stridende imod Kjød og Blod, som Lidelsens Vej. Hertil var Korsarangrebene efter min Opfattelse selvfølgelig ikke, – som man overalt har ladet mig sige – "den eneste Grund", men den ydre Foranledning, og hvor megen Ret jeg havde i den Formodning, viste strax efter min Bogs Udgivelse paa en overraskende Maade det da udkomne tredie Bind af Kierkegaards Papirer, som jeg ikke havde kjendt.
Jeg havde skrevet: "Fra Kristenheden kæmpede Kierkegaard sig i ethvert Tilfælde fri", en Sætning, der her og i Sverig med megen Aandsoverlegenhed blev gjendrevet som letsindig fremsat og fulstændig falsk. Som bekjendt mener K. med Kristenheden den officielt kristelige Verden. De skrivende Herrer vare saa lidet inde i Kierkegaards Udtryksmaade, at de indbildte sig, jeg havde talt om hans Løsrivelse fra Kristendommen. Naar nu ogsaa Hr. Borchsenius i Modsætning til Kierkegaards og min Terminologi betegner Sibbern som "den eneste større Aand, der i vor Literatur virkelig kæmpede sig løs fra Kristenheden ɔ: de kirkelige Dogmer", saa kan jeg ikke heri se andet end en Begrebsforvirring og en Legen med Ord. Kristenheden kan aldrig betyde "de kirkelige Dogmer", thi Ordet gaar paa Mennesker, paa Folk, og det at Kierkegaard kæmpede sig løs fra Kristenheden i den Betydning, hvori han og efter ham jeg og hidtil alle andre have taget Ordet, er ingen Tvivlsgjenstand.
De faa, som interessere sig for literær Taktik, ville maaske erindre, at Methoden overfor min Bog i sin Tid var denne, først og fremmest naturligvis at fastslaa min Inkompetens overfor Æmnet. At jeg ikke var den Mand, der kunde fortolke en Individualitet som Kierkegaard, det var klart. Men det gjaldt at gjøre Bogen til en Taabelighed. Man fik den da gjort til et Indlæg for den Mening, at Kierkegaard, hvis han havde levet længere, vilde være bleven "Fritænker", altsaa Forfatterens Meningsfælle. At faa saadan noget ud af Skriftet var svært; men der stod lykkeligvis en Linie eller to i min Bog, af hvilke med nogen Fortolkningskunst noget lod sig vride ud, paa hvilket denne Suppe kunde koges.
Hr. Borchsenius er en urban og velvillig Kritiker, men han bemærker dog i Anledning af hine Linier temmelig strængt:
"Er det altid af mere end tvivlsom Nytte at strides om, hvad en Mand vilde have gjort, hvis han havde levet længere, synes det os dobbelt unyttigt at gjøre det overfor en Natur som Søren Kierkegaard." Og herefter – efter at have paapeget den tvivlsomme Nytte, ja den dobbelte Unytte – giver saa Hr. Borchsenius paa sin Side sig til at bekæmpe mit berygtede "Forsøg paa at gjøre Kierkegaard til Fritænker".
Hr. B. har nu for det første Uret i at finde Grublerier over, hvorledes en fremragende og karakterfast Mand vilde have stillet sig, i Fald han havde levet længere, som aldeles ørkesløse og tomme. Mangen Historiker har f. Eks. med god Grund stræbt at vinde Klarhed over, hvilke Wallensteins Planer vare, hvorledes han vilde have handlet, om ikke Døden havde bortrevet ham. Saa umuligt som det dernæst er, positivt at forudsige, hvad en Mand vilde have gjort, saa muligt, ja naturligt er det at sige, hvad han (efter sin hele Karakter, sine egne Forudsætninger, sin hele Fortid) ikke kan tænkes at ville have gjort. En saadan negativ Udtalelse var min:
"Umuligt havde han kunnet holde sig paa det Punkt, hvorpaa han stod ved sin Død, han havde maattet drage nye Konsekvenser, og disse havde nødvendigvis alle gaaet i Retning bort fra den bestaaende Kirkelighed, thi alle andre Veje vare spærrede for ham". Man burde dog først tænke over, hvad der ligger og ikke ligger i disse Ord, før man imødegik dem med løse Indfald, som at Kierkegaard maaske var gaaet i et "Kloster", hvilken Institution dog vel ikke fandtes indenfor den bestaaende Kirkelighed.
Nogen positiv Formodning om Kierkegaards Fremtid har jeg, som Citatet viser, aldrig fremkommet med. Det hele, hvoraf Fabelen om min Gjøren Kierkegaard til Fritænker i sin Tid blev digtet, var de to Linier, jeg fremhæver:
"I Begrebet Angest forekommer et Steds i forbigaaende den Vending: "Denne Anskuelse som man kan kalde kristelig eller hvad man vil" er sikkert den rette. Man kunde tænke sig en saadan Vending gjennemført gjennem hele hans Tankegang."
Det er alt. Og jeg ser ikke, at det er muligt at udtrykke en Gisning mere henkastet og mere fordringsløst. Her er virkelig ingen Anledning til at tale om det unyttige, det dobbelt unyttige osv.
Mon min Kritiker ogsaa har gjort sig den rette Umage for at forstaa mig, inden han bedømte mig? Jeg har ikke dette Indtryk. Min Bog hed "En kritisk Fremstilling i Grundrids" og var netop dette. Naar Hr. Borchsenius i den Grad overser den, at han et Steds bemærker: "en saadan (ɔ: virkelig, udtømmende) Biografi af Kierkegaard er jo til Dato ikke funden", saa synes han mig at overvurdere det Stofliges Betydning. Jeg vilde ikke træde Stoffet bredt – den Kunst er ikke stor – men give et Rids af det Væsenlige, og jeg var – hvad Hr. Borchsenius bebrejder mig – særligt kortfattet mod Slutningen, dels naturligvis fordi det Materiale, jeg behøvede til Fremstillingen af Kierkegaards sidste Leveaar, endnu ikke forelaa trykt, dels af en Aarsag, som det undrer mig, at en Forfatter, der har Sans for aandelig Fornemhed, ikke af sig selv er falden paa. Men man forstaar ikke en saadan Bog ved at hænge sig i Ord og Enkeltheder og prøve paa at sige Nej overalt, hvor Forf. har sagt Ja. Man maa gaa ud fra Helheden, fra Forfatterens Opfattelse, og hvis man ikke deler den, stille sin egen Opfattelse mod den. Men dertil udfordres rigtignok, at man har en. Jeg har fundet flere hos Hr. Borchsenius, men jeg har ikke kunnet finde en, og jeg berører dette Punkt især, fordi jeg tror her at berøre det svage Punkt i hans for øvrigt saa dygtige og af mange Kundskaber baarne kritiske Virksomhed. Han opfatter ikke. Han oplyser, meddeler, fortæller, belærer om mangt og meget, men han opfatter ikke. Han har – tror jeg – forset sig paa et Sted hos Taine, som han har stillet som Motto foran sin Bog "Fra Fyrrerne". Taine siger, ganske rigtigt som Hr. Borchsenius anfører det, at han foretrækker et historisk Skrift, som kun giver Texter med en Fortolkning, for en Historie, der bestaar af regelmæssige Ræsonnementer og farveløse Fortællinger". Hr. Borchsenius slutter heraf, at man bør lade Citaterne tale for sig selv og omhyggeligt afholde sig fra for egen Regning at gribe ind. Deraf kommer det, at hans kritiske Studier, deres øvrige Fortrin ufortalte, ere skrevne som hvis En vilde udtrykke sig i lutter Forudsætninger uden nogen Sinde at drage en Slutning. Der gives som bekjendt Bordtalere, hvis Veltalenhed navnlig ytrer sig i Forsætninger; men de have for mange af dem, man savner altfor tidt en Eftersætning hos dem. Saaledes savner man hos Hr. Borchsenius som Literaturhistoriker en Eftersætning, en Slutning. Men at dette ikke er Meningen med den Methode, Taine anser for den bedste, vilde Hr. Borchsenius dels let have indset, hvis han havde mindedes den franske Forfatters egen djærve, kraftige Fremstillingsform, dels, hvis han havde betænkt, i Anledning af hvem og af hvad Taine siger hine Ord. Han siger dem for at rose Carlyle, den personligste, voldsomste, mest digteriske blandt Englands Historikere, og han siger dem for at lovprise hans "Cromwell", et Værk, i hvilket de talrige Citater, ja selv Parlamentstalerne ere ikke blot omgivne af, men gjennemtrukne med de lidenskabeligste personlige Udtalelser.
I Fald min ærede Kollega, naar han selv skriver, vilde prøve paa først og fremmest at danne sig en Opfattelse af Helheden og saa vil lade alle Enkeltheder bestemmes ud fra den, er jeg overbevist om, at hans eget Exempel vil lære ham, hvor umuligt det er at tage sytten Hensyn i hvert Ord, man skriver, hvor nødvendigt det er at regne paa Læserens gode Forstand og udtale sig med en vis Knaphed og Fynd; man bliver da ganske vist hyppigt misforstaaet, men ikke naar Læseren, der har sat sig ind i Totalanskuelsen, supplerer den løsrevne Sætning med Resten, og siger sig selv, under hvilke Betingelser og Indskrænkninger den maa forstaas og ene kan forstaas.
Berlin, den 14de Oktober 1880.
Georg Brandes
