Tilblivelsen af Isbjørnen

|440|

Overordentlig indtaget. Hm!

I midten af januar 1884 var Pontoppidan begyndt at offentliggøre Isbjørnen i Morgenbladet. Det skete med Otto Borchsenius som mellemmand. Den 13 år ældre litterat var blevet Pontoppidan en god |441| mentor, ven og agent efter at han godt to år tidligere havde antaget Pontoppidans debut, den lille fortælling "Et Endeligt", til offentliggørelse i Ude og Hjemme hvis litterære redaktør han var. Til det ansete ugeblad var Pontoppidan et halvt år efter blevet fast, men først efterhånden flittig, bidragyder.

Morgenbladet havde været bondepartiet Venstres hovedstadsorgan siden 1878, de sidste tre år med politikeren Viggo Hørup (1841-1902) og Georg Brandes' bror, forfatteren og senere også politikeren Edvard Brandes (1847-1931) i redaktionen og med venstrehøvdingen Chresten Berg (1829-91) som politisk og økonomisk chef. Af politiske grunde havde Berg nu løsrevet sig fra disse "europæere" og smidt dem ud af redaktionen for sammen med andre at danne det "danske Venstre", af modstandere kaldet "Den danske Bevægelse". Den nye redaktør K.P. Kristensen (senere Korsgaard) skulle per 1. januar overtage redaktionen, og det var til ham at Borchsenius henvendte sig med Pontoppidans som sædvanligt endnu ikke helt færdige manuskript til føljetonen, og han lovede også at forhandle honoraret.

Efter at to af de i alt syv afsnit af Isbjørnen har været trykt, skriver Pontoppidan den 18. januar undskyldende til Fr. V. Hegel på Gyldendal:

Jeg håber ikke, at De, Hr. Justitsråd, læser min ‘Isbjørn’, som for Tiden står i ‘Morgenbladet’. Jeg bekjender med Sorg, at dette løse Udkast er kommet altfor tidlig ud i Verden. Men en Gang i Tiden tror jeg, der kan komme noget godt ud af det.

Hegel har tilsyneladende ikke taget ham det ilde op. I hvert fald indbyder han ham – i brev af 20. januar – til afskedsfest for digteren Holger Drachmann der sammen med sin kone skal rejse sydpå for længere tid. Festen skal foregå fredag den 25. januar, og blandt de indbudte gæster er også Otto Borchsenius. Det er længe siden Pontoppidan har været inde i hovedstaden fra Hjørlunde; han har selv skrantet, og hans kone er højgravid. I Morgenbladet står det femte afsnit af Isbjørnen, det sidste fra Grønland, og Pontoppidan er taget tidligt ind for at ånde byluft og snuse nyt. På Strøget møder han to gange i dagens løb Georg Brandes og hilser hver gang ærbødigt. Brandes studser og spørger hvem han har for sig (Levned III, 1908, s.77).

|442|

I samtalens løb roser Brandes Isbjørnen skønt den altså blev trykt hos "fjenden", og Pontoppidan gemmer sin ugegamle sorg bort over føljetonens løsagtighed og glæder sig uskrømtet over anerkendelsen som han samme aften hos Hegel nævner over for Borchsenius og senere – i udateret brev af 9. el. 16.2. – vender tilbage til. Selv gør Brandes et notat i sin dagbog om mødet: "rart Indtryk".

I øvrigt var det ikke kun Brandes, der udtrykte sig rosende om Isbjørnen. Chresten Bergs boede på det tidspunkt endnu i Hillerød, og familien var gode venner med Pontoppidanbrødrene fordi fru Maren Berg som ung havde været i huset hos deres forældre og siden opretholdt forbindelsen. Under et besøg ude i Hjørlunde erklærer hun sig "overordentlig indtaget i den", fortæller Pontoppidan i nævnte brev til Borchsenius.

Pontoppidan er dog på den anden side også lidt forbeholden over for al denne ros. Han tilføjer i en parentes et hum! og atter to hum'er efter Brandes (jf. SR I, s. 226 hvis Hm!'er forekommer allerede i avistrykket 7.2.1884):

‘Hvad skal det Hum sige?' – vil du måske spørge, men jeg kan måske også få dig til at besvare det. Jeg nægter ikke, jeg selv er lidt i Vildrede med det.


|459|

For Tiden under Pressen

Efter Mimosers udgivelse omkring 1. december 1886 koncentrerede Pontoppidan sig om færdiggørelse af samlingen Fra Hytterne der udkom i april det følgende år. I samme måned nævner han i en ansøgning om understøttelse på finansloven Isbjørnen som en udgivet bog og Spøgelser som "for Tiden under Pressen" (Breve I, s. 81).

Skønt disse to titler – med den sædvanlige forsinkelse – faktisk er Pontoppidans to næste bøger, havde han anderledes grandiose planer om "en større Roman" (se nærmere herom Kielberg, Rømhild 1997, s. 14-15). Men forlægger Hegels betingelser for i denne sammenhæng at finanisere en påtænkt udlandsrejse fik Pontoppidan til i den omgang at trække følehornene til sig og i stedet indgå en aftale om nu at gøre Isbjørnen færdig. I et brev af 18. juni forpligter Pontoppidan sig til mod et månedligt forskud på 200 kr. inden den 15. september at aflevere "det fuldstændige Manuskript på ikke mindre end femten Trykark til 'Små Romaner III' inden 15. Septb. d. År."

Pontoppidans interesse for Grønland var af gammel dato, vakt i hans studietid på Polyteknisk Læreanstalt hvor en af hans lærere i geologi, Knud Steenstrup, på en ekskursion havde fortalt studenterne om sine egne oplevelser deroppe. De optog Pontoppidan så meget at han natten lang læste i Grønlandsforskeren H. J. "Rinks berømte Værk om 'Grønland og dets Beboere'", jf. Hamskifte, 1936, s. 67/Erindringer, 1962, s. 112; Grønland, geographisk og statistisk beskrevet udkom i to bind 1852-57. Når han i sommeren 1876 blev så skuffet over ikke at komme med på en geologisk ekspedition til Grønland, skyldtes det snarere den sindets optagethed af naturen og livet deroppe som Steenstrup og Rink havde tændt, end polyteknikerens interesse for geologi. Derfor skriver han i sin første selvbiografi at den "lange Række Begivenheder, som skulde ende med at omstyrte alle mine Fremtidsforhaabninger, saa der i Stedet for 459 en Ingeniør blev en Skribent af mig" begyndte netop med professor J. F. Johnstrups annoncering af den forestående ekspedition og hans opfordring til studenterne om at søge optagelse på den.

Den Nat, der fulgte, blev en af de uroligste, jeg havde oplevet. Først henad Morgenstunden faldt jeg i Søvn, men ogsaa i Drømme jog jeg bjørneskindsklædt og højt raabende hen over den grønlandske Indlandsis med fjorten halsende Hunde foran Slæden (se Hamskifte, s. 64-71/Erindringer, s. 111-14).

Svend Norrild har i sin Dansklærerforeningsudgave af Isbjørnen afdækket en anden kim til bogen: modellen for Thorkild Müller, som allerede Vilh. Andersen havde udspurgt forfatteren om (1917, s. 47). Til sin gode bekendt i de sene år, forfatteren Niels Jeppesen, har Pontoppidan på opfordring fortalt at det var en jævnaldrende kollega til faderen "fra hvem jeg har historien om hans attestats", og udfrittet af Jeppesen udbyggede Pontoppidan sin erindring, som Jeppesen giver videre til Norrild:

En aften kl. 7, da vi skulle spise, var far ikke kommet, og han plejede ellers at møde præcis, og da han endelig kom, lo han så hjerteligt, hvilket han heller ikke plejede. Han fortalte da, at han havde haft besøg af en gammel studenterkammerat, som havde fortalt om sit liv på Grønland. Det er "Isbjørnens" historie (Norrild 1949, s. IX; Niels Jeppesen 1951, s. 23).

Norrild har endvidere (men først i 1957-udgaven1) overbevisende identificeret modellen som Morten Fabricius Dan Hammer (1808-74) hvis mor var adoptivdatter af en grønlandsk missionær. Hammer fik ganske rigtigt en meget dårlig embedseksamen med samme karakter som Müller og var 1837-46 missionær på Grønland. I Pontoppidans fødeår blev han præst i Kongerslev.

Ahnlund har spurgt sig, om Pontoppidan mon også havde Rink fremme da han så skrev avisudgaven af Isbjørnen: "möjligen (...); i varje fall överensstämmer lokalfärgen med Rinks framställning" (1956, s. 427, note 1). Det hindrer dog ikke teksten i på en meget 461 lang række punkter at være temmelig langt fra virkeligheden (se noter).

Bogmanuskriptet til Isbjørnen blev måske afleveret til tiden den 15. september, for dagen efter skriver Pontoppidan til Hegel fra Jernbanehotellet at han forgæves har opsøgt ham

for at sige, at jeg gjærne vilde behandle enkelte af de grønlandske Partier i "Isbjørnen" lidt fyldigere, hvorfor jeg vilde bede om Tilladelse til at beholde[!] Manuskriptet en Ugestid. Jeg skal da samtidig eller lidt senere sende Manuskriptet til Romanen. Den første bliver nøjagtig 10 Ark, den sidste c 15.

Isbjørnen endte på 128 tryksider svarende til kun otte ark, og Spøgelser blev på 216 sider svarende til knap 14 ark. Det kunne tyde på at det ikke blev til så meget med udvidelsen af de grønlandske partier som Pontoppidan havde tænkt sig.

Sammenligner man avisudgaven fra Morgenbladet med bogudgaven fra 1887, er de tre udvidelser der springer i øjnene, Thorkilds første utok-fangst (ovf. s. 197-98), den brede introduktion af Ephraim og Rebekka (ovf. s. 199-201) og indbjærgningen af kæmpehvalen (ovf. s. 204), men de udgør tilsammen langtfra to ark=32 sider. Hvad der i øvrigt var blevet tilføjet i Danmarksdelen samler sig hovedsageligt om kapellan Ruggaard (i avisudgaven hedder han Basse). Hele beskrivelsen af hans ankomst og indretten sig, hans ambitioner og hans intrigeren – jf. ovf. kap. 8 (s. 214-18) – er ny. Men også skildringen af Müller aftenen før bispens besøg, scenen i kirken før og efter dennes ankomst og den bevingede slutpointe – "I har de Tyranner, som I fortjener"