Blade af min Dagbog
"Den norske Strid" staar paa sin Højde. Hver Dag leverer Pressen Indlæg, og Kampen beskjæftiger alle literære Sind.
Ulmet har Striden længe. Et Par Kliker i Kjøbenhavn – Byens unge Mænd, halvt Literater, halvt jeunesse dorée – har i Aar og Dag moret sig med at skose Norge. Naar man kjendte Klikerne, lagde man ikke nogen større Betydning i det hele. At øve sit Vid er det Par Kredses Sport. Skiven derfor er vexlende og ligegyldig.
I et Aarstid, som sagt, var den Norge og norske Forfattere.
Vind i Sejlene fik Skiveskyderne imidlertid derved, at "Politikens" og "Børstidendens" Anmeldere støttede dem.
De to Brødre, som skjøtter Literaturen i de tvende Blade, er med Rette Kritikens Førstemænd. Og nu huggede de smaat, men ideligt, med Strejfhug, men bestandig gjentagne, løs mod Norskhed og Nordmænd ved hver given Lejlighed.
Der har i "Politiken" i Maaneder ikke staaet den Literaturanmeldelse at læse, hvori ikke Nordmænd fik et Knips i forbigaaende.
Saa kom Kejserbesøget i Kristiania – med en lidt smertelig Følelse for os Danske. Og "den norske Strid" sugede Næring – – til Garborg tabte Taalmodigheden.
Naa, Garborg bruger Ord, som danske Folk kun kjender fra Gaden, og som jeg, maa jeg tilstaa, aldrig vilde hengive mig til i en Debat.
De er for frimodige – naar de skal raabes nedover Kattegat til et "Broderfolk".
Men i Realiteten kan jeg ikke se andet, end at Arne Garborg har Ret.
Jeg finder det paa samme Tid ufint og dumt hver anden Dag at lade norske Forfattere høre al denne Snak om "dansk Arbejdsmarked", "dansk Forlag med gode Penge" og "dansk Kritiks Hjælp".
Jeg tror, at hele denne bavardage var overflødig mellem Gentlemen, og den ser mig i det hele – hvad skal jeg sige? – ret "israelitisk" ud ...
Desuden er den ganske dum. Dette Spørgsmaal om Arbejdsmarkedet og Forlaget blev virkelig meget træffende karakteriseret af den Avis, som forleden kaldte det "et Stykke skjært Kjød, hvoraf man ikke skulde tro det muligt at faa noget Ben i Halsen".
Vore Forlæggere har taget norske Bøger som de har taget danske Bøger for at tjene paa dem. Paa de norske Bøger har de tjent meget. Derfor er der blevet ved med at tage dem. Og fordi de følte sig forpligtede mod de ældre og store Forfattere, har de troet det Ret ogsaa at aabne deres Dør for de unge og lovende.
Det er hele Forholdet. Og jeg vil give dem Skam, som ikke finder, at Forlæggerne har handlet rigtigt.
Alligevel har man faktisk i et Aarstid Gang paa Gang talt om de norske Forfattere som om Folk, der spærrede os danske Vejen.
Det er baade lidet fint følende og meget meningsløst.
"Politiken" har fremdeles anket over, at Nordmændene ikke gjorde nok for i Norge at gjøre dansk Literatur kjendt.
Vi danske skrev og talte om norsk Literatur. De norske talte og skrev ikke om dansk Literatur.
Hvorlidt er der f.Ex. – udbryder baade "Politiken" og "Børstidenden" – i Norge skrevet om Pontoppidans "Skyer"!
Hvorlidt er i det hele ikke Hr. Henrik Pontoppidan kjendt i Norge.
Jeg tror virkelig, at Hr. Pontoppidan er lidet kjendt. Men jeg ved tillige, at f.Ex. J.P. Jacobsen og Georg Brandes er udmærket kjendte.
Og – at man i Norge i det hele taler og skriver adskilligt om meget i dansk Bogverden, selv om man endnu ikke er naaet til at fejre Hr. Pontoppidan i slet saa stærke Ord som det i en enkelt kjøbenhavnsk Kreds er blevet Skik. ...
Sandsynligvis vil man heller aldrig naa hertil.
.....
"Den norske Strid" vil imidlertid fortsættes.
Den begyndte med norske Forfattere. Den vil rimeligvis ende ganske anderledes.
Foreløbig synes det idetmindste saa.
Samtidig med den Garborgske Episode har nemlig en anden Fejde været udfægtet paa Literaturens Marker.
Erik Skram havde i "Tilskuerens" Juni-Hefte offentliggjort "Et literært Rundskue". Det var allerede privat blevet meget kommenteret, af mange meget misbilliget – da forleden i "Børstidenden" Bladets Anmelder rykkede i Vej med en Artikel til Skram, som var mildest talt mer end haansk.
I de bitreste og mest affejende Ord tog Forfatteren – hvem alle indviede kjender – Afstand fra Skram og norske Forfatteres seneste Bøger. Arne Garborg fik sit Rap for "[Hos] Mama", Finne kom i Krogen med sine "Børn", Skram selv blev nærmest stillet udi Gabestok – – og jeg blev meget umotiveret kaldt for en "Nordmand".
Saa var man af med mig.
Desværre kan jeg ikke modtage den store Kritikers velmente Kompliment: jeg er nu en Gang dansk og faar vedblive med at være det.
Ved Siden af alle os elendige, Dødssyndere for Mesteren, løftedes da naturlig Pontoppidan paa Skjold – man er nu herhjemme saa vant til den Ceremoni – og hans "Skyer" erklæredes "for bedre end alle Nordmændenes Bøger tilsammen."
Om man dog nu ikke i Norge skulde begynde at se sig om efter Pontoppidan.
Ikke Drachmann, ikke Schandorph, der dog er bred og djærv, ikke Gjellerup, hvis Kjærlighedsdigte er en Sprogets Pryd, saa ømme, saa fine –
Nej, ingen af dem er "dansk Literatur".
Det er Hr. Pontoppidan, Forf. af "Sandinge Menighed", "Spøgelser", "Mimoser" – der er ham, som er "Prætereo censeo" – –
Der er noget mærkeligt i det. Henrik Pontoppidan er en fin Stilist. Sart snor han mildt tonende Ord om Stemninger, der har over sig meget af Slettelandskabets Poesi.
Men en betydelig Aand! En Digter af Drachmanns Art og Oprindelighed, af Schandorphs Vederheftighed, af Gjellerups stolte Ihærdighed – – paa ingen Maade.
Og alligevel, alligevel skal Pontoppidan være Føreren.
Hvordan er det! Var der en Gang en Marskal, som tilbage havde kun én Mand, og saa gjorde han denne eneste Mand til General? – – –
...."Striden" har nu gjort Holdt, som sagt, ved Erik Skram og Hr. Pontoppidan.
Den vil ikke ende der.
Erik Skram – der iøvrigt er Medarbejder i "Politiken", og som maaske derfor med nogen Forbauselse har set sig i Bladets Spalter tituleret "hylende Derwisch" – har svaret "Politikens" Anmelder. Denne vil nu svare igjen – og man tør maaske vente mange sære Spring i den forlængede Diskussjon.
Hvad mig angaar, beklager jeg den ganske Strid.
Den vil kun udsaa Bitterhed og skille Venner.
Herman Bang
