Henrik Pontoppidans nye Bog
"Hans Kvast og Melusine" (Schubothe.)
Hvad Titlen paa Henrik Pontoppidans nye Bog betyder, turde være mere end gaadefuldt. For vel veed vi, hvad "Hans Kvast" er for En, og den Betegnelse passer ganske udmærket paa Fortællingens Hovedskikkelse; og der er vel ogsaa adskillige, der ud af deres Børnelærdom mindes, at salig Melusine var en stakkels Kvinde, der til Straf for at have ombragt sin utro Fader blev begavet med Snohale, saaledes at hun hver Lørdag Aften var dejlig foroven, men "Orm" forneden. Kun hvis hendes Ægteherre ikke den Aften vilde "begære hendes Lejlighed", kunde hun blive Menneske igen. En Aften gik imidlertid Naturen over Optugtelsen, han belurede hende, og stakkels Melusine forblev altid en skrækkelig Orm, der forvoldte mange Ulykker. Saaledes fortæller Folkeventyret. Men i Pontoppidans Bog findes end ikke fjerneste "Anspielung" paa en Kvinde med Melusine-Træk, hverken reelt eller symbolsk. Og hvad "Hans Kvast" har med Melusine at skaffe, er endnu mindre forstaaeligt. Pontoppidan skulde da vel aldrig have forvekslet Melusine med den trofaste Griseldis, der blev sat paa mange Slags haarde Prøver af sin Ægtefælle? For det kunde bedre passe paa den uselviske og opofrende Kvindeskikkelse her i Bogen, der unægtelig i sit Ægteskab sættes paa Taalmodighedens Prøvesten.
Naturligvis kan det være mindre vigtigt at forstaa, hvad den Titel betyder, selv om det driller Læseren, naar Bogen ellers duer noget, og det gør den selvfølgelig, da det er Henrik Pontoppidan, som har skrevet den. Hans Bog er Fortætning helt igennem: den er fortættet i sin Stil, fortættet i sin Form og fortættet i sit Indhold. Vær saa god, lige til Sagen, hold Traaden fast, ingen lyriske Svinkeærinder, om jeg tør bede – det er Anti-Lyrikeren Pontoppidan, som har Ordet, Panteisten, men Drømmehaderen Pontoppidan. Vil nogen spørge, om det er en mærkværdig og dybsindig Bog, han her har skrevet, da maa det ærlige Svar blive: ingenlunde; betydelig i dybere Forstand vil den næppe kunne kaldes, men det er en mandig Bog, en klog og overlegen Bog, der skærer lige tværs gennem alt Vrøvlet og modig jager en Operationskniv ind paa det syge Sted. Thi en stor Litteraturens Operatør paa Følelseslivet, det er maaske, hvad Henrik Pontoppidan ikke mindst betyder i dansk Litteratur.
Ellers er, som sagt, Historien i og for sig ikke mærkelig. Den fortæller omet sjattet, dansk Mandfolk, en Mand, derer stopfuld af Løgn og anden Liderlighed, men alligevel en Mand med noget Kunstnerblod i sig. Det viser sig, at denne Musikus, der Aar igennem har nbæret sin egen Selvopholdelsesdrift med nogle Smaasange og saa med det, kan har villet gøre, tilsidst former et Kunstværk, uden at dog naturligvis hans Menneskeværd derved vokser. Nu er det nogety af det vanskeligste for en Foratter at faa sine Læsere med sig, naar han i Ord vil male et Kunstværks, et Maleris eller et Musikstykkes glimrende egenskaber. Ordet kan her aldrig erstatte Farverne eller Tonerne, og heller ikke Pontoppidan kan vinde os for Hr. Hugo Martens' "Syndflod". Det faar nu ogsaa være. For Hovedstykket falder andetsteds. Det tjener til Bevis for Pontoppidans kunstneriske Oprigtighed og dybe Menneskekundskab, at han ikke her alene nøjes med en ny Udgave af Hjalmar Ekdal, men giver os et ægte Menneskebarn, hvis Bagage er nogle Perler og meget Snavs. I det hele varer Pontoppidan sig altid for Overdrivelser. Hvor er ikke denne Skildring af "Hans Kvasten", af hans lidt indskrænkede og kritikløse lille Borgerkone, af Svigerforældrene helt igennem vederheftig og virkelighedstro. Og hvor meget siger ikke denne klare og sunde Stil med den Forkærlighed for Impefektets eposdannende Egenskaber; hvor meget fortælles ikke paa disse to Hundrede smaa Sider, hvor andre Forfattere – med mindr Følsomhed for Teknik og Komposition – vilde have brugt det dobbelte maaske.
En stærk og klog Bog har Pontoppidan her skrevet med Adresse til Vejrmøllernes og Vindbeutlernes Fagforening.
J.C.
