Hans Kvast og Melusine
Henrik Pontoppidans nye Bog
Henrik Pontoppidan: "Hans Kvast og Melusine", 217 S. (Schubothe)
Havde det været Skik som i gamle Dage at sætte et Motto paa en Bogs Titelblad, kunde Hr. Henrik Pontoppidan ikke til sin nye Bog "Hans Kvast og Melusine" have fundet noget mere passende end Dr. Rellings Replik fra "Vildanden": "Inden tre Fjerdingaar er lille Hedvig ikke andet for ham (c: Hjalmar Ekdal) end et smukt Deklamationsnummer". Paa lignende Vis som Relling spaar, at det vil gaa Hjalmar Ekdal, lader Pontoppidan sin Hovedperson, Komponisten Hugo Martens, optræde. Dog turde der være den store Forskel: Ibsen tugter, mens Pontoppidan spotter.
I et Øjebliks Raadløshed, da alle Veje ud af hans økonomiske Vanskeligheder syntes ham lukkede, gør Hugo Martens, efter at have tildrukket sig Mod i en Flaske Portvin, et Selvmordsforsøg. "Men der var," skrifter han siden for sin Hustru, "ikke gaaet lang Tid efter den uhyggelige Tildragelse, før den var bleven ham selv ganske ubegribelig […] Indtil han lidt efter lidt var naaet til et afklaret Syn paa den hele Tilværelse som et Glimt af Guds evige Strid med Mørket og dets Aander og kunde se tilbage paa sin Foreteelse som paa en fortvivlet Kamp med de dæmoniske Magter, en Kamp, hvor Gud tilsidst var bleven den sejrende".
"Det er", fortsætter han, "min Overbevisning, at der før eller senere kommer det Tidspunkt i ethvert ærlig følende Menneskes Liv, da han saa at sige maa slaa Vinduet til Uendeligheden op for ikke at kvæles. Det var det, der skete for mit Vedkommende hin mindeværdige 29de Marts. Jeg maatte have Luft, – og stødte saa i min Vildelse Hovedet tværs igennem Ruden."
Dette Selvmordsforsøg gør Hugos Lykke: hans Gæld bliver ikke alene betalt, men der bliver saa mange Penge til Rest, at han kan foretage en Rejse til Midnatssolen; efter sin Hjemkomst fra denne vinder han med en stor Orkesterkomposition "Syndflodssagn" den afgørende Sejr; hans Landsmænd fejrer ham som en Halvgud, og han rejser med Kone og Børn til Italien.
Dog, Pontoppidan blander sin Malurt i Glædens Bæger, han lader Bogens Ræsonnør, Hugos Fætter, Dr. phil. Harald Martens, udtale sine stærke Tvivl om ogsaa dette Selvmordsforsøg var rigtig ægte? "Hugo er jo nok," siger han, "hvad man kalder et Følelsesmenneske […] men han har nu alligevel aldrig ladet sig rive anderledes hen, end at han – i det mindste indtil et vist Punkt – ganske klart og koldt har kunnet beregne Virkningen af sine Handlinger. Det er maaske overhovedet Hemmeligheden ved denne Art Begavelser […] det […] kunde […] ganske godt […] ligne vor gode Hugo saadan halvvejs ubevidst at spille en lille Komedie for sig selv og os andre – for at redde sig ud af en Knibe".
Naar Pontoppidan her lader sit Talerør spottende henføre Hugo til "den Art Begavelser", har han øjensynlig glemt, at han selv i Bogens biografiske Indledningskapitel har skrevet om samme Hugo: "Som Musikmenneske hørte han til de benaadede"; ingen kan dog vist samtidig høre til "de benaadede" og "den Art Begavelser".
I det hele er Bogen af en Pontoppidan at være temmelig uklar, ganske vist er Benævnelsen "Hans Kvast" af Hovedfiguren næsten for tydelig, men til Gengæld volder Bogens Bygning Utydelighed: i et første Kapitel paa 20 Sider fortælles hele Hugos og hans Hustrus Liv og Ægteskab, og derefter optages Resten af Bogens 217 Sider af en enkelt Episode i deres Samliv, hvad Hugo selv "med et forblommet Udtryk kalder "det mørke Vendepunkt" i hans Liv.
"Hans Kvast og Melusine" er ikke alene som alle Pontoppidans senere Fortællinger en kølig Bog; den er en Bog, der lader Læseren kold, fordi Forfatterens Spotterier ikke samler sig til en luende Harme.
A. A.
