Hans Kvast og Melusine

Henrik Pontoppidans nye Bog

Henrik Pontoppidan: Hans Kvast og Melusine. (Schubothe.)

Den ubestikkelige Sandhedssøger har atter holdt sit Spejl op for sin højtærede Samtid, og det gamle Ord om, at Aben kigger ud deraf, selv om det er en saare dejlig Personlighed, der ser derind, har atter bekræftet sig. Det er et alt andet end smigrende Kontrafej, Digteren viser os af sin Kunstfælle – allerede Navnet paa Titelbladet varsler jo det værste. En Hans Kvast, siger Henrik Pontoppidan, en forløjet Nar, en snedig Reklamør, en uudholdelig Posør, en topmaalt Egoist. Hvorfor skulde man ikke først klæde en saadan Fyr af til Skjorten og derpaa vende Vrangen ud af alle hans "ædle" Dele? Det er ikke første Gang, Henrik Pontoppidan tager en efter hans Opfattelse typisk dansk Lyriker op til Behandling. Det er nu en Gang hans Mening, at en af Skavankerne ved vor Folkekarakter er den uvederhæftige Stemningsløftelse, den geléagtige, udflydende lyriske Grød, der dog paa den anden Side er snu nok til at stikke Verden Blaar i Øjnene og for sin egen Person indkassere adskillige jordiske Fordele. Vilde man blive i Billedet med Spejlet, kunde man mulig ogsaa overfor Henrik Pontoppidan paastaa, at han selv en Gang har faaet en lille Splint af det Andersenske Troldespejl i Øjet. Hans Ironi kan være saa blodig, at den slaar ud i Sortseeri og Menneskeforagt. Der kan ligge noget af Svøbeslagets Voldsomhed i hans tilsyneladende saa beherskede og tilknappede Fremstillingsform. End ikke en Henrik Ibsen er ubarmhjærtigere mod sin Hans Kvast, Fotograf Hjalmar Ekdal. Og for at tage et dansk Exempel, synes næsten Egede Schacks Fantaster uskyldige og godmodige i Sammenligning med Hugo Martens, som er den nyeste Hans Kvasts borgerlige Navn.

Man har nylig overfor Ibsens Brand atter mindet om den norske Digters eget Udsagn, at det selvfølgelig var tilfældigt, at Brand-Problemet var lagt over paa det religiøse Omraade. Brands Sandhedskrav kunde lige saa godt være opstillet i den politiske eller literære Sfære. Paa samme Maade kunde Pontoppidans Hans Kvast – om saa skulde være – have hjemme i andre Regioner end just Musikens. En literær Struggler, en poserende Skuespiller, en højhedssyg Lyriker vilde ogsaa kunne have baaret Hugo Martens' Slængkappe. Men Henrik Pontoppidan, der aldrig har behøvet den literære Model for at ramme det almenmenneskelige eller blot individuelle, han vilde til Livs, har sikkert med beraad Hu gjort sin Hugo Martens til Musiker. Digteren har ikke villet have den mindste Smule at gøre med Nøgleromanens Indiskretioner og Skandalens Sladder. Man er altid hos Henrik Pontoppidan oppe i høj, ren Luft, og hans næsten monumentale, klare Stil og Sprog bidrager yderligere til at fæstne Indtrykket af en overlegen Forfatterpersonlighed, der ikke alene selv lever udenfor Vrimlens Smaalighed, men heller ikke har Trang til personligt Opgør eller privat Hævn. Hans samtidige mellem vore Forfattere skulde ikke mindst studere denne Side af hans literære Virksomhed.

Den nye Bog, der med de brede Sider og det aabne Tryk ser saa stor og anselig ud, er egentlig hverken af Omfang eller Indhold nogen alt omspændende Samfundsroman. I Virkeligheden har den sin Plads mellem Henrik Pontoppidans mindre Historier, ligesom den ogsaa med Hensyn til sit ideelle Maal er nøje i Slægt med disse. Det er en enkelt Type, der her analyseres, men unægtelig en almengyldig aandelig Type, hvorfor da ogsaa Digteren ender sin Fortælling med de betegnende Ord: "Vi Mennesker naa'r aldrig frem mod det fuldkomne, saa længe vi forser os paa dets Vrængebilleder." Med andre Ord, naar en tom Hans Kvast kan gaa og gælde for en af Nationens Store, har vi tabt Maalestokken for det virkelig betydelige. En gammel dansk Digter, Carsten Hauch, har en Gang i et dybt alvorligt Digt skildret "de tvende Veje", en Digter kan gaa til Berømmelse. Ogsaa her er den snævre Vej i Længden den sikreste, men der er mange, der alligevel vælger den brede og "ved Trykværk" arbejder sig fremad og opad. Vel kommer der for disse Reklamører og Posører en Gang en Regnskabets Dag, da Lavrbærkransen rives af deres Pande. Men en Hugo Martens tager alligvel ikke i Betænkning at glide med Strømmen og lade sig bære oppe af Modesmag og Partikritik.

Og saa koldblodig gaar Henrik Pontoppidan til Værks overfor sit Offer, at Læserne mangen en Gang halvvejs baade føler Sympathi for Manden og tror paa hans Talent. Den pragtfulde Skildring af Nordkapsrejsen – hvortil Digteren øjensynlig har brugt Selvsynsstudier – indeholder jo ogsaa det store Undfangelsens Nu, da Musikeren skaber sit senere saa berømte Toneværk "Syndfloden", men de paafølgende Scener med Hustruen blotter hurtig Karakterens menneskelige Usseldom. Den skønne Melusine – Navnet paakalder ogsaa her en Tankeforbindelse – staar, i alt Fald efter den første Gennemlæsning ikke fuldt saa klar for Læseren som hendes Ægtehalvdel. Digteren har villet skildre en stor, skøn, tom Kvinde, der trods noget valkyrjeagtigt i sin Person baade mangler Opdragelse og Rygrad. Men efterhaanden er det, ligesom hun endogsaa afvinder den urokkelige Forfatter adskillig Sympathi. Som saa uendelig mange andre Kvinder lader Fru Martens lidt efter lidt det uægte i sit Væsen falde. Kærligheden til Mand, Børn og Hjem adler hende. Hendes rørende Hengivenhed for det store Barn – og slemme Egoist – hun har faaet til Mand, gør hende til en af de mange næsten heroiske Husmødre, der i Stilhed kæmper den tunge, daglige Kamp for at holde det hele oppe, ikke alene udad overfor Gæld og Kreditorer, men endnu mere indad for at bjærge Mandens sidste Smule Sjæl og Menneskelighed. Man venter næsten ikke hos Henrik Pontoppidan at træffe en Ytring som denne, at Kvinderne skal gaa bagefter deres stakkels Mænd og bøde paa, hvad de bringer i Ulave. Det kan skære én i Hjærtet, naar denne brave Hustru i Bogens sidste Tableau er med i Glæden over, at hendes Mand endelig har vundet den store Sejr og som lavrbærkronet Triumfator over Musiklandet Tyskland skal gaa til det forjættede Italien. Hun har dog altfor ofte gennemskuet hans "Storhed".

Men Hugo Martens giver i Virkeligheden ikke Hjalmar Ekdal noget efter i typisk Klassicitet. Det er en af de Karakterskildringer, der vil blive staaende i dansk Literatur. Intet er glemt hos Egoisten og Fantasten. Hans Misundelse og Ubarmhjærtighed overfor den syge og forkomne Kollega, Selvmordsforsøget, der ogsaa er halvt Komediespil, den halvt ubevidste og halvt bevidste Usandhed i Betoningen overfor Blad-Interviewerne af hans nye religiøse Livssyn – det sidste ikke mindst et ægte bidsk Pontoppidansk Træk – lige til Angsten for Kritiken og den afmægtige Forbitrelse overfor Fjenderne, der stempler hans Værker som "opvarmet Biksemad". Digteren har med Mesterhaand holdt sin Hans Kvast svævende mellem naiv Tro paa sig selv og den fiffige Brug af alle Midler til at slaa sig op med. Et Par Bifigurer, Fætteren og dennes Søster, danner endelig en ret ejendommelig Baggrund og Modsætning til Hugo Martens' hele Fantasteri. Men ellers manøvrerer Henrik Pontoppidan her som i alle sine mindre Historier med faa Figurer. Det er paa "Helten", Hovedfiguren, hele Lyset skal falde; derfor drejes og vendes den til alle Sider og Kanter.

Henrik Pontoppidan, der ikke som de gamle danske Poeter ser Digterens Opgave i at skænke sit Folk en kvægende og styrkende Drik, har atter her uden at ryste paa Haanden blandet et Bæger, hvis Indhold trods sin ramme, bitre Smag er sundt. Eller for endnu en Gang at nævne Henrik Ibsen: efter lyriske og moralske Tømmermænd trænger vi alle til en ramsaltet Sild.