Nye Bøger
Henrik Pontoppidan: Hans Kvast og Melusine.
Henrik Pontoppidan har et godt Øje til den danske Nationalkarakter, saadan som den fremtræder i de forløjede Lyrikeres, de holdningsløse Aladdinnaturers sjankede1 Skikkelse, og naar Pontoppidans Vrede er fremme, lader han ikke gærne Solen gaa ned o.s.v. I "Det forjættede Land", "Lykke-Per", "Højsangen", "Nattevagt" o.m.a. Bøger har han ringet sammen2 for disse sølle Stympere, og i sit sidste Værk tager han atter Kalurius – denne Gang slet og ret "Hans Kvast" – ved Ørerne, slænger ham ned over sine Knæ, blotter hans Bagdel og giver ham Strambuks i det beundrende Folks Paasyn.
Der er noget fornøjeligt, noget for et Mandfolk helt opbyggeligt ved denne energiske Retsforfølgning. Al den velsignede Kunstnerdelirium, som er visse Kredses eneste Religion, alt det hysteriske "Sjæleri", hvormed man søger at skjule sin Mangel paa Hjærte, kan nok foraarsage Brækningsfornemmelser, saa det er i og for sig med den inderligste Sympati, man ser Pontoppidan smøge Ærmerne op. Nu vanker der. For den Mand slaar en proper Næve.
Alligevel har han i "Hans Kvast og Melusine" taget sig sin revsende Gærning for let. Bogen er blevet misvisende, og Misvisningen ligger allerede i Titlen.
Hans Kvast – ja saadan gebærder Pontoppidan sig netop, som var det en almindelig, talentløs Kunstnerdilettant, en Gøgler, der havde tilsvindlet sig Berømmelsen, en slet og ret Hans Kvast, han havde under Behandling. Den Slags trakterer man med Forhammeren. Lopper – der oven i Købet har Frækhed til at hoste3 – maser man. Det er ikke nogen særlig Sport for Geniets Skaberevne at befatte sig med, men for et retsindigt dansk Mandfolk som Pontoppidan er det udmærket. Lad os blot faa Lopperne maste! Selv om Fremgangsmaaden bliver en Smule firkantet.
Den Hugo Martens, som er Helten i Pontoppidans sidste Bog, er imidlertid trods alt noget andet og mere end – Hans Kvast. "Som Musikmenneske hørte han til de benaadede", hans ildfulde Kunstnersjæl var "en tonende Flamme", meddeler Pontoppidan. Men forholder dette sig saadan, bliver Bogens Opgave en anden, langt større og sværere. Saa skal vi have noget at vide om, hvordan denne Hans Kvast trods alt kan høre med blandt de store, hvordan hans sjattede4 Personlighed, paa een Gang mør og sejg som et Stykke Bankekød, alligevel kan gennembrændes af den hellige Ild. Vi skal ikke alene have at vide hvordan, vi skal se det, se Forvandlingen foregaa. Et saadant haandgribeligt Indtryk af Kunstens Helligaand, der gør det gamle nyt, maatte blive Bogens Nerve.
Dette har Pontoppidan ikke villet eller ikke magtet. Han præsenterer Hugo Martens for Læserne som en Kunstner af de store – og giver ham Strambuks med samme redelige Iver, som en Lærer trakterer lille Peters Hinterpart.
Men unægtelig, til at knytte de to Ting organisk sammen: den "tonende Flamme" og "Hans Kvast", hører et sjæleligt Finblik, en respektfuld Menneskeforstaaelse, en genial Anelsens Evne, som Pontoppidan næppe ejer. Hans Synsevne er firkantet, derfor opfatter han i de samme, inderst inde umenneskelige, Dimensioner.
Og dog har andre danske Kunstnere evnet det, som her er bristet for Pontoppidan. Se blot Sven Lange i "Hjærtets Gærninger"5! Hvor lever det ikke! Gnistrende, sjælfuldt! Fries6 – ja Gud bedre det for "Hans Kvast", han er, men alligevel – –. Dette "alligevel" er Kunstens Hemmelighed, og den nemmer Pontoppidan næppe nogensinde.
Men derfor rager hans ranke Mandsskikkelse dog himmelvidt op over det meste af det Krapyl, som agerer Digtere i Danmark.
O. G.
