Det ideale Hjem
Literatur
Henrik Pontoppidan: Det ideale Hjem (Jydsk Forlagsforretning)
Henrik Pontoppidan overrasker med endnu en ny Bog paa Markedet, og det en Bog, som vil vække mere Diskussion og mere Modsigelse end "Lille Rødhætte". Pontoppidan fremsætter nemlig i "Det ideale Hjem" en Række Paradoxer, og han retter Angreb mod selve det hellige Ægteskab, som det vogtes af Præsterne.
Adam Malling er en ung Dr. phil. og Naturforsker. Han har set sig gal paa Ægteskabet og opstiller en Række Theorier om, hvorledes Forholdet mellem Mand og Kvinde skal ordnes. Det eneste Fællesskab, der skal finde Sted mellem dem, er det, deres Elskovsforhold nødvendiggjør. Hver for sig skal de blive i den Kreds, hvor de hører hjemme, og Børnene skal opdrages i Moderens Hjem.
Saa ser vi Adam Malling selv ude i Livet, ser, hvorledes hans ædleste Glæder stammer fra Samlivet med sin gifte Søsters Børn, som han tager sig af, da hun er flyttet fra sin Mand. Og da han endelig træffer sin Skjæbne, en ung, jydsk Præstedatter, over hvis Fødsel der hviler et hemmelighedsfuldt Slør, gifter han sig ganske vist med hende – og det uden at hans Moder og Søster aner det Ringeste derom – men han afbryder pludselig Forholdet, skjøndt hun er bleven frugtsommelig, og forlader hende ved Nattetid for at vende hjem til "det Familieskjød", hvor han føler, han hører hjemme.
Problemet er stillet paa Spidsen, men det er udviklet med digterisk Kunst. Fortællingen er glimrende skrevet. Ingen behandler vort Sprog med en saadan Muldjords-Fylde og Klarhed som Pontoppidan, Ingen kan tegne et dansk Sommerlandskab med blaa Fjord og bugnende Marker, som han. Man kommer til at tænke paa Viggo Pedersens1 ypperste Landskabsbilleder.
"Det ideale Hjem" vil tildrage sig stor Opmærksomhed og blive sat til Diskussion i vidt forskjellige Kredse. Bogen ægger ligefrem til Modsigelse. Pontoppidans Betragtninger over Ægteskabet og hans Haansord om Folkeoplysningen, som han ogsaa i "Lille Rødhætte" og i tidligere Arbeider har stiklet til, er Tønder til et alt blussende Baal. Enten man nu er enig med Forfatteren eller ei, kan man ikke nægte ham sin Beundring. Han har meget paa Sinde, naar han sætter Pen til Papiret, og han fortaber sig ikke i lyriske Klynk eller stilistisk Skjønmagerier. Han er en Mand i sin Digtning – og Pris være ham for det.
C. B.
