Det ideale Hjem
En ny Bog af Henrik Pontoppidan.
(Jysk Forlagsforretning).
Pontoppidans ny Bog vil røre mægtigt op, vække Opsigt og Forargelse; med Tilslutningen og Begejstringen vil det sikkert være mindre bevendt.
Ikke saa meget fordi den er et voldsomt Angreb paa Ægteskabet, der jo ikke er saa hellig og ukrænkelig en Institution, at det ikke kan være tilladt at pirke lidt ved det; det er skrøbeligt som saa mange Samfunds-Indretninger, ofte endda overordentligt skrøbeligt, fordi det paa en Gang skal opfylde baade ideelle og materielle Krav.
Det, som vil rejse Diskussionen om Pontoppidans Bog, er hans Ide, der forøvrigt har Rod i de ældste Former for Samfundsliv, om det ideale Hjem, der ligger udenfor Ægteskabet.
For at danne dette vil Pontoppidan, om man saa maa sige, afskaffe Faderen. Han er vel nødvendig til Barnets Frembringelse – hvis man da ikke med Tiden finder en mere ideal Fremgangsmaade? – men udover dette er han overflødig eller snarest skadelig. Det er Moderen, hendes Afkom og hendes Familie, der danner det ideale Hjem.
Dr.phil. Adam Malling forfægter i Bogen dette faderløse Hjems Berettigelse i følgende Ord, der er henvendte til en skeptisk Ven:
Jeg skulde endogsaa tro – skønt det maaske lyder som et Paradoks – at en Mand i adskillige Tilfælde vilde have lettere ved at bevare en uforplumret Kærlighed til sine Søstres Børn end til sine egne, fordi de sidste maaske mindede ham om Øjeblikke, han havde haft Lejlighed til at fortryde. I det hele taget: et saadant Hjem af virkelig blodsbeslægtede, et Hjem, som er bygget op, ikke paa noget saa spindelvævsfint og flygtigt som en Elskovsrus, men paa den Følelse, der er – eller dog vilde være – Menneskets dybeste og varigste, dersom ikke Ægteskabet i Tidens Løb havde virket opløsende ogsaa paa den, … et saadant Hjem vilde virkelig kunne blive det "Familjeskød", hvortil vi dog alle midt i Livets Tummel føler Trang.1
Et andet Sted hedder det:
Han tænkte i det hele ofte paa, om det ikke vilde være en Lykke for Børn aldrig at lære deres Fader at kende, alene at betragte sig som Afkom af Moderen, en Frugt af hendes Hengivelse under Alnaturens Vilje. I Forholdet til en Fader vaktes der let hos et lidt ældre Barn en forstyrrende Mistanke om, at det ikke særlig var dets Fremkomst, han havde tilstræbt i sit Samliv med Moderen. Anderledes med Moderen selv, hvis sanselige Attraa jo ikke var andet end hendes første Kærlighedsytring overfor det vordende Barn. I Dyreverdenen sporedes aldrig nogen Faderfølelse – – –2
Dr. Malling lever selv efter denne Theori og hans Familie med ham. Moderen er alt skilt fra hans Fader, hans Søster lader sig skille fra sin Mand af Grunde, som synes lovlig lette, og Malling selv gifter sig med en purung Pige paa 17 Aar og forlader hende tre Maaneder efter deres Ægteskab, da hun bærer hans Barn i sit Skød – hvilket synes at være meget mere nær ved en Slyngelstreg, al den Stund han ikke, før han giftede sig, har ladet hende vide, hvad der var hans Hensigt. Det ender Bogen med, at han forlader sin Hustru, som han elsker, for at danne det "ideale Hjem" sammen med sin Moder, sin Søster og hendes to Børn.
Henrik Pontoppidan – eller Dr. Malling om man vil – naar altsaa til dette Resultat ved ganske at fornægte Faderfølelsen, foruden at han reducerer Kjærligheden mellem Mand og Kvinde til en Elskovsrus, der hastig dunster bort. Selv om man vil indrømme ham, at det, hvad Faderfølelsen angaar, er Tilfældet blandt Dyrene – hvad maaske Zoologen ikke altid vil give ham Ret i – føler man sig ikke overbevist om, at det samme maa være Tilfældet med Menneskene. Skulde det ikke være tænkeligt, at netop to Menneskers inderligste Forening i Elskov bar den Gnist i sig, hvoraf begges Kjærlighed til Barnet, deres Forenings Frugt, opstod, hvis da denne Forening er mere end en Parringsakt. Og er Kjærligheden til Barnet ikke mere end denne Opfostringsglæde? Er der ikke, baade for Mand og Kvinde, lidt af det Evighedshaab, som aldrig dør hos Mennesket, i det at se sig selv fortsat, gjennem Barnet erkjende sig selv som en Medfaktor i Verdensordenens Fuldbyrdelse. Det er en Følelse, som en Mand aldrig vil have overfor fremmede Børn, og den vedkommer ikke Opfostringsglæden.
Og er saa denne Familiefølelse saa stærk, som den maa være for at skabe dette ideelle Hjem? Der er dem, der vil mene Nej og have Exempler nok paa, hvorledes Sødskende hurtigt fjærner sig fra hinanden, selv om ikke Livet, hvad det i mangfoldige Tilfælde kræver, skiller dem. Hvor faar saa dette Barn uden Fader den Onkel, der skal træde i hans Sted?
I det hele taget vil der jo kunne komme sa snurrige Konsekvenser ud af det ideale Hjems Realisation, at man har lidt vanskeligt ved her at tage Forfatteren alvorligt.
Med Hensyn til et saa praktisk Spørgsmaal som Forsørgelsen siger Hr. Pontoppidan, at den tilfalder Moderens Familie, i Reglen hendes Brødre.
Sikkert vil de fleste Mandfolk ikke være henrykt over Udsigten til en Byrde, der bliver dem til Del uden nogensomhelst forudgangen Glæde. Men de slipper saa til Gjengæld for deres egne Børn! Javel, men hvis de nu ingen har! Eller hvis de nu selv har et og maa ernære ti, som deres Søster har faaet, vel at mærke med ti forskjellige Mænd, da Manden maa forlade Kvinden efter den første Elskovsrus, hvis Varighed – vide Dr. Mallings Ægteskab! – højst er nogle Maaneder, osv. osv.! Exemplerne fra Dyreverdenen vil jo næppe kunne anvendes her; i Zoologien paatager Onklerne sig vanskeligt at skaffe Føden til deres forsultne Nevøer.
Oprigtig talt, dette er dog vist næppe saa gjennemtænkt, at det fortjener, at Henrik Pontoppidan spenderer sin udmærkende Kunst derpaa. Det er en Paradoks, som det har interesseret ham at udforme i en iøvrigt underholdende Fortælling, men som Lives hurtig vil blive færdig med.
H. L.