Det ideale Hjem
Henrik Pontoppidans nye Bog.
Henrik Pontoppidan: Det ideale Hjem. (Jydsk Forlags-Forretning.)
Skønt Forf.'s nye Bog – den anden i dette Efteraar – for saa vidt vil føles som en Skuffelse, som heller ikke den er nogen Fortsættelse af "Lykke-Per", turde den alligevel have mere med det nævnte ufuldendte Hovedværk at gøre, end det i første Øjeblik ser ud til. Saavidt man kan skønne, vil nemlig den videre Udførelse og mulig den endelige Løsning af Lykke-Pers Livsskæbne bero paa Udfaldet af hans Ægteskab. Og da "Det ideale Hjem" ikke handler om andet end de efter Forf.'s Mening fremtidige Former for kønslige Forbindelser i og udenfor Ægteskabet, om Mand og Kvindes indbyrdes Stilling og Krav til hinanden, om Børnenes Stilling og Fremtidens Hjem overhovedet, er det højst sandsynligt, at Forf. her har tumlet med Tanker, der er afgørende for Afslutningen af "Lykke-Per". Hans nye Bog har, hvad man i gamle Dage ville kalde et Præg af experimental Psykologi over sig. Forf. prøver sig ligesom frem. Med den radikale Skepticisme, der er en af hans Naturs mest fremtrædende Egenskaber, ser han bort fra saa godt som alle det nuværende Samfunds Institutioner og bygger et nyt Hjem, hvori ikke alene den menneskelige Lykke skulde kunne udfolde sig rigere, men hvor særlig den opvoxende Slægt skulde kunne skyde rankere Væxt og under de friere og sandere Livsvvilkaar blive dygtigere Individer.
Overmaade meget i denne Skildring lyder som rene Paradoxer". Et og andet virker absolut frastødende. Forf. er imidlertid lige saa lidt Salonradikaler som pervers Hysteriker. Den aandelige Atmosfære i hans Bog er hverken lummer eller bedærvet. Det er hans Overbevisning, at Udviklingen i den af ham angivne Retning vilde være til Samfundets Gavn og de enkeltes Lykke. Hvad der er Alvor for ham, bør i Alvor prøves – og imødegaas – af hans Læsere. Henrik Pontoppidan maa ikke slaas i Hartkorn med en Sven Lange og dennes lige saa usunde som modbydelige sidste Fortælling1. Allerede hans rige digteriske Evne, der ogsaa i den nye Bog giver sig mange Vidnesbrd, hæver ham højt over Literaturens Strugglere og øvrige uhyggelige Nutids-Fremtoninger.
"Det ideale Hjem" fortæller om en ung Videnskabsmand, hvis Fornavn – Adam – allerede skal antyde det oprindelige, muldjordfriske i Personligheden. Han har i en naturhistorisk Piece, der bærer Romanens Titel, udviklet sit Syn paa Ægteskabet som et af de Menneskepaafund, der ved sin Naturstridighed har voldt mest Skade i Verden. Det er efter hans Anskuelse det civiliserede Menneskes Grundulykke, at det har ladet haant om den Sædelære, der tydeligt nok staar prentet i den sande "Livets Bog", Naturen, og som ingen Jordens Skabning ustraffet tør krænke for at erstatte den med de selvlavede – halvt filosofisk, halvt religiøst begrundede – Moralbud, hvorpaa det moderne Samfund hviler. Det tragiske ved Ægteskabet, den store, ubodelige Modsigelse i dette bedrøvelige Menneskepaahit er, at det dræber Kærlighedslykken netop, hvor der er de rigste Muligheder til Stede baade for de paagældende selv og for deres Afkom. Lad Menneskene, siger han, i Nødsfald gifte sig, dersom de ikke har Mod eller Lyst eller Raad til aabent at trodse Tidens Opfattelse af Sædelighed. Men Mand og Hustru skal i hvert Fald ikke stifte Hjem og bo sammen. Lad dem – hedder det – vogte sig for at rykke hinanden op af den Jordbund, hvor de er voxede, i den Tro, at de vil være i Stand til at slaa Rødder i en ny. Hver af Parterne skal uforstyrret bliver hjemme hos sine egne nærmeste, "og saa for Resten knytte erotiske Kammeratskaber nach Belieben, for Livet eller for en Aften, hemmeligt eller aabenlyst, men i alle Tilfælde uden andet Fællesskab end det, der nødvendiggøres af deres Elskovsforhold". Kommer der Børn, skal disse udelukkende tilhøre Moderens Hjem og forsørges af Slægten, f.Ex. af hendes Brødre, og under Tilsyn af Mormoderen som Slægtens ældste. "Faderen behøver slet ikke at kendes, hverken af Barnet eller Familien." Hans Andel i Barnet er overhovedet "ikke Omtale værd". De fleste Mænd vil desuden have lettere ved at bevare en uforplumret Kærlighed til deres Søsters Børn end til deres egne, og et saadant Hjem af virkelig blodbeslægtede vilde kunne blive det "Familieskød", hvortil vi dog alle midt i Livets Tummel føler Trang. Navnlig vil et saadant Hjem kunne blive et sandt Paradis for Børnene, hvis Fremtid man altid taler saa bekymret om, saa snart Talen er om det friere Forhold mellem Kønnene, som den stigende Kultur vil kræve.
Hvor uroligt end en Kvinde bliver omtumlet paa Kærlighedens store Hav, vil hendes Børn kunne leve lige fredeligt og betrygget i det uomskiftelige Familjeskød, hvor ikke en Stol behøver at flyttes, om hun saa tyve Gange skifter Elsker. Her vil de kunne udvikle sig harmonisk i Stedet for – som Børn af et Ægteskab – at blive Offer for ulige Paavirkning af de to ulige Slægter, hvoraf de er udsprungne, og ende som den Slags Aands-Bastarder som største Parten af Menneskene i vor Tid. – –2
I sit nævnte Værk om Familielivet i Dyreverdenen havde Dr. Adam derfor kæmpet for Ophævelsen af "Elskovens Vornedskab". Den frigjorte Drift skulde efter hans Mening gengive 1) Afkommet "Elskovsbørnenes" Sundhed, 2) Kvinderne deres Renhed og Stolthed, 3) Mændene den Bejler-Kraft, som de nu højst et Par Gange i deres Liv fik Lejlighed til at udfolde Som det attende Aarh.s Filosofer havde frigjort Troen, og som det 19de Aarh.s Socialdemokrati havde tilkæmpet Masserne Haabets Frihed, skulde det være det kommende Aarhundredes Opgave at løse Kærlighedens beskæmmende Lænker. Som Motto uden paa Bogen satte For. derfor ogsaa "i naiv Trods" de Ord: "Fri Tro, frit Haab og fri Kærlighed".
I Fortællingen ses nu, hvorledes Dr. Adam og hans nærmeste realiserer disse radikale Theorier. Hans Søster lader sig skille fra sin Mand og flytter med sine to Drenge tilbage til Moderen og Adam. Den sidste bliver Børnenes Opdrager og "Fader" i fremtidig Forstand. Og saa nær knyttes hans Hjærte til disse to Smaafyre, at han selv, da han har givet efter for sine Sanser og indladt sig paa et Ægteskab, en Nat flygter fra sin Hustru og vender tilbage til sine to Drenge. Dette er i kort Begreb Bogens Fabel.
Ligesom Mennesker med naturlig Følelse vil nedlægge Indsigelse mod den Rolle, Forf. eller hans Dr. Adam, i Fremtiden tildeler den virkelige Fader – nærmere Paavisning behøves paa dette Punkt næppe – saaledes er det yderst frastødende, at den gode Hr. Ægtemand i Nattens Mulm og Mørke sniger sig fra sin Hustru, ikke mindst da hun er frugtsommelig. Hvis hun nu blev syg af Sorg over Bruddet, og det gik ud over Barnet i Moders Liv, hvad bliver der saa af den mange skønne Ord om Børnene, hvis Ret gaar forud for Forældrenes? Det er jo næsten sjæleraat, naar Adam skriver til sin Hustru, at det var paa høje Tid, de skiltes, "om de skulde kunne bevare Mindet om deres Kærlighedsliv som et helligt Møde, der havde løftet dem op over Døgnets Smaalighed". At sende en saadan Hilsen til den Kvinde, der bærer hans Barn under sit Hjærte! Vi frygter for, at Fremtiden ikke reformeres ad den Vej. Der er ogsaa noget, der hedder Faderkærlighed.
Forf.'s øvrige Radikalisme vilde det føre for langt her at komme nærmere ind paa. Han siger bl.a. meget paradoxale Ting om den voxende Folkeoplysning – hvad der i hans Øjne er et Onde – og retter særlig et hvast Angreb paa Kirkens stigende Magt, navnlig fordi Præsteskabet staar som en Kerub-Vagt omkring "den Institution, der er selve Giftbrønden i det borgerlige Samfund: det helliggjorte Ægteskab."
Hvor langt Henrik Pontoppidan personlig deler Dr. Adams Anskuelser, skal her lades usagt. Men som ovenfor berørt gør den radikale Videnskabsmand Indtryk af at være et Forsøgs-Objekt for Forf.'s Experimenter paa forskellige Samfundsområder. Han har villet se, hvor langt disse Fremtids-Tanker kunde bære. Er Forf. nu kommet til det Resultat, at baade Dr. Adam selv og hans Theorier plumper igennem, eller mener han, at de har den ideelle Ret? Det er som sagt maaske derpaa, at Fortsættelsen af "Lykke-Per" vil give et Svar.
"Det ideale Hjem" har mulig mindre af det levende Liv over sig end andre af Forf.'s Bøger. De theoretiske Undersøgelser og Udviklinger tager Plads. Men det er alligevel i mange Henseender et ægte Værk af Henrik Pontoppidan, der her foreligger. Den klare, anskuelige Fremstilling i det smukke Sprog, Evnen til typisk Menneskeskildring, Glæden over Naturen – alt dette er ogsaa her til Stede. Man kan være med eller imod denne Forfatter – hans Plads i vor Literatur er nu ubestridt i allerførste Række.