Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
Sendt fra Overgaden neden Vandet 15. 9. december 1924

god — mærkværdig nok


9.12.24.
Overg. n. V. 15.

Kære Søiberg!

Det var et meget trist Brev, jeg dér fik fra Dem. Jeg forstår, at De er nedtrykt; og hvad nytter det at ville trøste, når man ingen Hjælp kan yde. Gæld er en skrækkelig Plage; og hvad der er det værste ved den: ligesom Væggetøj er den uudryddelig. Har man først fået den ind i Huset, bliver man den aldrig kvit. Jeg indbildte mig en Gang, at jeg selv – ved et Mirakel – var bleven fri Mand; men jeg regnede ikke med Statens og Kommunens lange Fingre, der År for År bliver griskere. Jeg tror, at De og Deres Frue skal være glade 2 ved, at De under de nuværende Forhold ikke er kommen til Kbhvn. På Skagen har De dog Deres eget Hus og kan lettere sætte Tæring efter Næring. Skal det også ske med sammenbidte Tænder, så er dog et Hundeliv altid at foretrække for de Genvordigheder, man udsætter sig for herovre, når man ikke kan stå med Pengene i Hånden. Jeg var en Gang selv i den Situation, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulde skaffe hundrede Kroner til Huslejen, der skulde betales den næste Dag. Så satte jeg mig Klk. elleve om Aftenen til mit Skrivebord, og med Bistand af megen Kaffe skrev jeg til Klk. 1 den næste Formiddag en stor Fortælling1, som jeg solgte til en Almanak for den dobbelte PrisSum. Og Fortællingen blev god – mærkværdig nok. Men det var ikke af den Grund, 3 jeg vendte tilbage fra Almanakmanden med en Jubel i Brystet. Jeg havde skaffet mig selv og min Familje en Plageånd fra Livet, knækket en Væggelus, og kunde udhvile mig, indtil den næste kom krybende for at bide. Sådan er en dansk Forfatters Liv, i hvert Fald i Ungdommen og (sædvanligvis) også i Alderdommen, når han ikke har en rig Slægt eller et Embede at støtte sig til. De må spytte i√ Hænderne, kære Søiberg; ellers bliver De stikkende i det økonomiske Uføre, De er kommen ind i, og som truer med at lukke sig over Dem. Forhåbenlig sender Andersen-Nexø de Penge, han har lovet Dem fra det tyske Forlag. Så har De en Grund at stå på; – og gid De så aldrig vilde gøre mere Gæld!

Blot disse hastige Linjer i Dag. Jeg må gå i Seng, da jeg ikke er rask og længe har skrantet. Og jeg skulde jo gerne være 4 frisk til Julen. – Hils Kone og Børn fra os begge; og sig til deres Frue, at vi endnu har hendes Hedeblomster og glæder os over dem.

Deres hengivne
H. Pontoppidan

 
[1] stor Fortælling: flg. almanak-bidrag er kandidater: 1) "Ane-Mette" i Folkets Almanak 1887, udg. juli 1886. — 2) "Landsbyens Dronning" (12 s.) i Wisbech's illustrerede Almanak 1890, udg. aug. 1889. — 3)"Den gule Rose" i Folkets Almanak for 1892. — 4) "Et Resultat" i Venstre Bog for 1892. 4) er så langt den længste. tilbage