Et Resultat
En Kærlighedshistorie fra Provisoriernes Dage.
Med Tegninger af H.A. Brendekilde.
I.
[Tegning 1] Landsbyen hed Tjepperup og laa ensomt i Nærheden af Havet. Dens nærmeste Omegn dannedes af frugtbare Marker, Enge og rige Moser. Men allerede i en Afstand af en halv Fjerdingvej begyndte mørke Lyngtoppe at løfte sig som store Muldvarpeskud over det grønne Agerland i Vest, Græsset blev blegere og stridere, Bakkerne højnede sig, og efter næppe en Times Vandring befandt man sig midt i en dyster Hedeørken, 105 over hvis ensformige Lyngtæppe kun et Par dybt opkørte Hjulspor viste Vej.
Inde i Byen, i en lille fattig Husmandsstue, der var sammenbygget med en Række andre og vendte ud imod Gadekæret, boede et enligt, aldrende Ægtepar, Mikkel Ejlegaards.
Manden var Dagtærsker hos en af Byens Gaardmænd og lignede en udslidt Arbejdshest, der var gjort til Menneske. Han var over tre Alen lang, mager og knoklet, noget fremoverludende, med smalt Hoved, stærkt fremspringende Næse, store vandgraa Øjne og en lille Skægdusk under Hagen. I sin Tid havde han været berømt i Sognet for sine Kæmpekræfter. Nu var kun Skulderknoglerne og de blaaprikkede Hænder af usædvanligt Omfang; Brystet var indsunket, Ryggen smal, og Benene saa ud som et Par Stylter i de altfor vide Benklæder, der bagpaa hang som en slunken Sæk, næsten ned til Knæhaserne. Udtrykket i hans Ansigt var stillestaaende og mørkt men egentlig ikke tungsindigt. Snarere tydede det paa den lidt melankolske Fred, der kan komme over Folk, som har slidt deres Tid og stridt deres Strid og nu føler en Smule Tomhed ved ikke at have flere Vanskeligheder at overvinde.
Mikkel Ejlegaard havde i Virkeligheden heller ingen Grund til at være mismodig. Han kunde se tilbage paa et Liv, der ikke var levet forgæves. Trods sin beskedne Livsstilling og den Fattigdom, hvori han altid havde levet, havde han med sin sjældne Pligttroskab og hæderlige Vandel vunden alles Agtelse. Hans fire Børn var – takket være en samvittighedsfuld Opdragelse – alle komne godt i Vej, og i det hele regnedes Familien almindeligvis for noget mere end de andre Husmandsfolk og Indsiddere der i Byen.
Især havde den ældste af Sønnerne, Per, haft Lykken med sig. Allerede som Pog havde hans Lærenemhed vakt Opmærksomhed i Skolen, og efter sin Konfirmation blev han ved gode Venners Hjælp anbragt som Elev paa et Seminarium. Nu var han Skolelærer i et af 106 Nabosognene og spillede allerede en ikke ringe Rolle i Egnen som Taler ved politiske og religiøse Forsamlinger. Den ældste Datter, Sofie, var tidlig bleven gift i selve Sognet med en ældre, velstaaende Boelsmand; Hans Jørgen var Pakhuskarl inde i Købstaden, og endelig havde den yngste Datter en god Plads paa en Proprietærgaard ovre paa den anden Side af Heden.
Denne Datter, Kirstine, var Forældrenes Kælebarn og desuden den, de altid tænkte paa med mest Ængstelse – dels fordi hun var den yngste og af den Grund syntes dem mere hjælpeløs, dels fordi hun virkelig altid havde ejet mindre Modstandskraft og Frimodighed end sine Søskende. Hun havde fra lille lidt af en Tunghørighed, der tidligt havde givet hende et aparte Væsen og gjort hende lidt sky overfor fremmede. Som Barn sov hun altid underlig uroligt om Nætterne og vaagnede ofte under høje Skrig, som hun bagefter ikke selv kunde sige Grunden til. Om Dagen derimod gik hun stille omkring og gjorde Nytte i sin Moders Stue og Køkken, fejede Gulvene, passede Grisen eller sad og nynnede ved Gruen og strikkede eller syede.
For Resten var hun langtfra nogen Stakkel. Nitten Aar gammel var hun en rank og smuk Pige, lidt lille og lidt bleg men velskabt, med tykke Haarfletninger, halvmaaneformede Bryn og store mørkebrune, noget stikkende Øjne, der syntes baade at høre og se. Mellem Veninderne var hun altid livlig og havde ofte tunghøriges pludselige Anfald af barnagtig Overstadighed, i hvilke hun kastede sig ned paa Gulvet og sprællede med Fødderne under ustandselig Latter. Saa snart der derimod viste sig en fremmed i Nærheden, blev hun stille, indesluttet, aarvaagen og mistænksom. Især havde hun, lige siden hun blev voksen, lige som en Skræk for Byens Karlfolk og havde aldrig været at formaa til at gaa til Legestue eller Dans.
Mellem Forældrene havde det oprindelig været en Bestemmelse, at Kirstine foreløbig ikke skulde ud at tjene men blive hos dem for at være til Hjælp og 107 Opmuntring i deres Alderdom; og rimeligvis vilde hun endnu have gaaet omkring som Barn i Hjemmet, dersom der ikke i hendes nittende Aar var sket noget – noget som egentlig ingen vidste hvad var.
En Søndag Eftermiddag var Mikkel Ejlegaard tilfældigt kommen ind i Tørvehuset og havde til sin Forundring der set Kirstine staa meget optaget og kigge ud gennem Murens lille, korsdannede Luftvindue, der vendte ud imod Gadekæret.
[Tegning 2] Hendes Kinder blussede, Øjnene skinnede – halvt frygtsomt, syntes det – og da hun opdagede Faderen, gav hun et lille Skrig fra sig og bøjede sig hurtigt ned over Tørvestablen for at sanke op i sit Forklæde.
Mikkel Ejlegaard bad hende at gaa ind til Moderen, som havde spurgt om hende; og da hun var gaaet, 108 hastede han hen til Vinduet for at se, hvad der saaledes mod Sædvane havde optaget hende ude paa Gaden.
Der var ikke et Menneske at øjne. Men ovre paa den anden Side af Gadekæret sprang en lille hvid Hund, der i det samme forsvandt bag et Hushjørne.
Over Mikkel Ejlegaards haarde Ansigt gled en sort Skygge. Han knyttede Haanden i sin Lomme og mumlede Forbandelser mellem Tænderne.
"Det Troldskab!.....Det Røverpak!"
Fra den Dag iagttog Faderen mistænksomt sin Datters hele Færd, og det kunde da ikke undgaa hans Opmærksomhed, hvorledes hendes Væsen Dag for Dag paa besynderlig Maade forandrede sig.
Hun syntes greben af en Feber, som hun skamfuld søgte at skjule, men som mere og mere tog Magten fra hende. Hun, som før i Timevis havde kunnet sidde urørlig som en lille Mus ved Gruen i Køkkenet og passe sin Naal eller sine Strikkepinde, kunde ikke længere finde Ro men gjorde sig hvert Øjeblik et Ærinde ind i Stuen, ud i Tørveskuret eller til et eller andet lille, afsides Skur, hvorfra der ligeledes var et Glughul ud til Gadekæret.
Fra sin Husbonds Tærskelo, hvorfra Mikkel Ejlegaard kunde holde Øje med sit eget Hus, saa han hende endog et Par Gange om Eftermiddagen, mens Moderen endnu sov, ligesom stjæle sig ud i Døraabningen, hvor hun da blev staaende, klemt op imod Karmen og halvt skjult af den, med sit Strikketøj mellem Hænderne, som om hun blot stod der for at trække frisk Luft. Men det var tydeligt at se, at hun forinden omhyggeligt havde hæget sig, med rent Forklæde, Strimmel i Halsen og olieglattet Haar. Nu og da skelede hun ogsaa frygtsomt over Strikkepindene henimod Kirkesmuget som for at se, om hun blev iagttaget.
Denne pludselige Iver for ved enhver Lejlighed at pudse og pynte sig var næsten det, der foruroligede Mikkel Ejlegaard allermest. Kirstine havde vel altid taget Vare paa sin Person; men nu gik hun med kæmmet 109 Haar lige fra Morgenstunden og sæbevaskede sig tidlig og silde, saa hendes Ansigt formelig skinnede. Blot hun skulde hen til Gadebrønden efter Vand, maatte hun have sine ny Lædertøfler paa og et Tørklæde om Halsen; og skulde hun til Kjøbmanden, kunde hun sjælden nøjes med mindre end en hel Omklædning.
[Tegning 3] Naar hun da gik hen over Gaden og rundt om Gadekæret, med Øjnene fæstede mod Jorden og Spaankurven i den stift nedhængende Haand, kunde man se paa Kindernes Farve, hvor hendes Hjærte bankede, saa snart en lille hvid Hund kom og snuste til hendes Kjole, eller naar der inde fra Kirkesmuget hørtes de lange melankolske Toner af en Harmonika, som hver Sjæl i Byen kendte.
110 Saaledes gik et Par Uger, og det var tilsidst, som om hun ikke længere sansede eller saa!
Om Aftenen, naar Lyset var bleven tændt, og Faderen havde faaet fat paa Avisen, hvoraf han gærne læste noget højt om Politikken, kunde hun sætte sig hen paa sin Plads i Halvmørke ved Ovnen og synke saa dybt i Tanker, at Garnnøglet trillede fra hendes Skød, uden at hun mærkede det. Men saa snart hun følte, at Moderen eller Faderen betragtede hende henne fra Bordet, fo'r hun sammen ligesom i Angst, blev bleg, og forlod gærne lidt efter Stuen med et kort Godnat.
"Gud véd, hvad der er i Vejen med Baarnet i den her Tid.....hun ser saa udkrepert1 ud," sagde da Moderen henne ved sin Rok. Hun var en lille, tyk Kone uden Hals, med et uformelig stort, farveløst Ansigt, hvis Øjne altid syntes lukkede, som om hun sov.
Manden tav, med Hjærtet fyldt halvt af Harme, halvt af Medlidenhed.
Han havde flere Gange tænkt paa at tale til sin Kone om Sagen, men hver Gang opgivet det, fordi han frygtede, at hun da ikke skulde kunne lade være at snakke til Kirstine – og maaske til andre – og derved blot gøre Ulykken værre. Hans Mariane var nemlig nok en god og hjærtensbrav Kvinde; men hun havde lidt tungt ved at nemme og lidt svært ved at tie, selv hvor det gjaldt hendes egen Velfærd, – og her vilde blot et eneste uoverlagt Ord, naar det slap ud mellem Folk, kunne bringe Skam og Spot over hele Familien.
Endnu i nogen Tid søgte Mikkel Ejlegaard derfor at trøste sig med, at det hele maaske ikke havde saa meget at sige, og snart igen vilde drive over. Han kunde ligesom ikke faa sig selv til at tro, at hans Datter eller overhovedet nogen af Byens Piger for Alvor kunde have Tanke for sligt Røverpak, selv om det maaske et flygtigt Øjeblik kunde fordreje Hovedet paa dem med sit Flitter.
111 Men saa hændte det, at han en Aften kom hjem fra et Vælgermøde i en af Nabobyerne og ikke fandt Datteren paa hendes vante Plads ved Ovnen; og da han forhørte sig hos Moderen, fik han at vide, at Kirstine i Mørkningen var gaaet ud paa Overdrevet for at besøge en Veninde.
"Ja saa," sagde han og kom pludselig til at skælve over hele Kroppen. "Det er noget nyt, det. Det plejer hun ikke van, tykkes a."
"Aa nej – men det er da godt, om hun kan friskes lidt op. Hun har set saa mat ud af Øjnene i de her Dage og været rigtig ligesom ørekørt i Hovedet, det bitte Lam."
Mikkel Ejlegaard tav.
Men da han havde trukket sin Søndagsfrakke af og løst sit Halsklæde, lagde han sig et Øjeblik hen paa Bænken og holdt Haanden over Øjnene, som om han var ved at faa ondt.
Konen løftede Hovedet og spurgte, hvordan han havde det. Han sagde, at han blot var noget træt – og tav igen.
Men denne Aften modnedes en Beslutning hos Mikkel Ejlegaard, og allerede den næste Dag ved Davren sagde han til sin Kone, at Kirstine inden Skiftedag maatte søge sig en Plads borte fra Byen.
Han vilde ikke sige Grunden til dette pludselige Forlangende; og trods alle Konens Bønner og Klager fastholdt han det med en Bestemthed, der tilsidst ikke tillod nogen Modsigelse.
Den følgende Søndag gik han selv over Heden og ud til en Proprietærgaard et Par Mil borte for at høre, om der skulde være en indvendig Plads ledig der; og da han om Aftenen kom tilbage, var Kirstine allerede halvvejs fæstet til Stuepige for Herskabet fra den næste Maaneds Begyndelse.
Kirstine selv sagde ingen Ting. Hun gik i de sidste Dage helt som i en Døs og gjorde mekanisk alt, hvad man bad hende om.
112 [Tegning 4]
II.
Det var Aaret efter, en maaneklar Søndagaften i September.
Klokken kunde vel være godt elleve. I Tjepperup var det allerede stille. Portene var lukkede, Lysene slukkede og Hundene krøbne i Hus. Kun henne fra Kirkesmuget hørtes Skridt af en ensom Vandrer, Byens Natvægter, der gik der indhyllet i en gammel Soldaterkappe, med et Kohorn hængende i en Snor om Halsen. Tilsidst satte ogsaa han sig til Hvile henne i en Halmstak udenfor en af Gaardene, hvorfra han havde Udsigt over Byen.
Inde hos Mikkel Ejlegaard puslede den gamle Mariane endnu halvt afklædt omkring ved Skæret af Maanen, der i hvidblaa Strimer faldt ind gennem de to utildækkede Vinduer. Hendes Mand laa henne i Sengen, dybt nedsunken i Halmen, og havde allerede i et Par Timer sovet lydeligt, med Næsen vendt ind imod Lervæggen. Han var kommen træt hjem fra et Besøg i Nabosognet hos sin Søn Skolelæreren, hvem en Kreds 113 i Egnen tænkte paa at opstille som Kandidat til det nær forestaaende Folketingsvalg.
Den lille trivelige Kone trippede omkring paa Hosesokker, beskæftiget med at indvikle sit uformeligt store og næsten skaldede Baghoved i et blomstret Tørklæde, hvis Ender hun med en Naal fæstede over Issen.
Hun gav sig gode Stunder. Det var ikke af Nødvendighed, at hun endnu færdedes oppe i denne silde Time og idelig under Afklædningen gav sig noget at bestille, snart omkring i Stuen, snart ude i Køkkenet. Denne natlige Puslen var en gammel Vane fra den Tid, da hendes Børn var smaa. Den Gang havde hun gerne maattet sidde oppe den halve Nat for at lappe og vaske og stoppe, og siden havde hun ikke kunnet faa sig selv til at søge Hvile samtidig med Manden. Hun vidste, at hun ikke kunde faa Ro for sig selv og sine mange Bekymringer for de fraværende Børn, før hun en Times Tid havde puslet omkring i Ensomhed, fordi hun da indbildte sig, at hun endnu havde dem alle fire liggende omkring sig og kunde vaage over dem som i gamle Dage.
En særlig Grund til sine Bekymringer havde hun i denne Tid, fordi hun i over to Maaneder intet havde hverken hørt eller set til Kirstine, – og selv Glæden over Udsigten til, at Per kunde blive Rigsdagsmand, havde ikke kunnet forjage de urolige Tanker, der i den Anledning var opstaaet hos hende. Søndag efter Søndag havde hun ventet hende med dækket Kaffebord og varme Sukkerkringler; og naar Datteren endnu ikke ved Middagstid havde ladet sig se, var den gamle Kone gaaet helt op til Hedegrænsen og havde staaet der over en Time og set ud efter hende med Haanden over Øjnene for at kunne gaa hende i Møde, om hun skulde komme. Men bestandig forgæves!
Mariane havde flere Gange været ilag med sin Mand for at faa ham til at tage over Heden og høre, hvordan det stod til. Men Mikkel var bleven saa besynderlig med alt, hvad der vedrørte den bitte Kirstine. Om man 114 ikke kendte ham, skulde man kunne tro, at han ikke længer huede sit eget Barn. Det var, som om han end ikke var glad ved hende i de Par korte Timer, hun en sjælden Gang kunde besøge dem. Han gik saa underlig urolig omkring, saasnart hun kom, og syntes ikke tilfreds, før han havde hende vel igen over Heden.
Og dog kunde enhver se sig til, at hun slet ikke havde det godt derovre i Proprietærgaarden, skønt hun selv ingen Ting vilde sige derom. Hun var baade bleven gusten og mager, Stakkel, og desuden saa underlig stille og indesluttet, ja ligesom forskræmt. Ogsaa var hendes Besøg bleven sjældnere og sjældnere – og nu blev hun helt borte!
Mariane kunde nu ikke længere udholde denne Uvished, og hun havde i Dag besluttet, at hun den næste Morgen, om Gud undte hende det, vilde forsøge at vinde2 den lange Vej over Heden for at se sin Datter. Hun havde om Eftermiddagen bagt et rundt hvidt Brød, som hun havde viklet ind i et Tørklæde for at tage med, – og mens hun nu puslede omkring i Maanelyset, blev hun ved at opremse for sig selv alle de Ulykker, som mulig kunde have ramt hendes Barn.
Endelig fik hun sig da helt afklædt, trak Strømpeskafterne halvt ned over Læggene, bandt et gammelt Uldstykke omkring Maven og krøb op i Halmen ved Siden af Manden. Under megen Gispen og Stønnen fik hun sine stive Lemmer lagt tilrette under Dynen, foldede Hænderne og laa derefter længe med aabne Øjne og hørte paa det gamle Skab-Urs haltende Tid-en-gaar, Tid-en-gaar henne i Krogen, paa Rotternes flittige Gnaven oppe paa Loftet og den tunge, ligesom underjordiske Snorken af Nabofamilien, der sov paa den anden Side af Væggen.
Endelig faldt Øjenlaagene til og – halvt i Søvne – fremsagde hun højt sin Aftenbøn.
"No siger a dig Tak, Vorherre, for god Helsen, Føje og Klejer. Gud bevaare os allesammen for unde Mennesker, Ildebrand og slemme Syger. Det samme siger 115 a for dig Per, for dig Sofie, for dig Hans Jørgen og for dig bitte Kjesten. – Gud glæde os alle udi Himmerig."
Hun var netop ved at sove ind, da hun blev vækket ved den dumpe Rumlen af en Vogn, der med stor Hastighed kørte ind i Byen.
"Naa, no er Stine Mejlegaards Time kommen," mumlede hun i Halvsøvne. "Gud give hende en god Forløsning."
Men i det samme standsede Vognen brat. Mariane hørte et Par Mandsstemmer raabe til hinanden og genkendte i den ene Ole Vægters hæse Gøen.
Hun var igen bleven helt vaagen. Hvad kan det være, tænkte hun og løftede Hovedet lidt fra Puden for muligt at opfange nogle Ord.
Pludseligt rejste hun sig op paa Albuen – Vognen havde atter sat sig i Bevægelse og nærmede sig den Del af Byen, hvor hun selv befandt sig. "Hvad kan det dog være?" gentog hun ganske højt og ængsteligt.
Et Øjeblik efter standsede Køretøjet ude paa Vejen lige foran Huset, og et Par Træsko hørtes at bevæge sig paa Stenflisen udenfor Vinduerne.
Mariane havde sat sig over Ende i Sengen. En frygtelig Angst havde med ét gennemfaret hende, og hun var lige ved at udstøde et højt Skrig, da hun nu saa' et Ansigt – Ole Vægters – trykke sig ind mod Vinduet nærmest Døren. Samtidig lød en stærk Banken af en Kno paa Ruden.
Næsten stiv af Rædsel ruskede den gamle Kone i sin Mand.
"Mikkel!....Mikkel!....Hører du ikke....Aa Gud, aa Gud – der er vist sket en grumme stor Ulykke."
Men Manden var ikke let at faa vækket. Han slog blot tungt i Luften med den ene Arm og snøvlede i Halvsøvne:
"Hva' er det?"
"Der er nogen der banker...Hører du ikke?...Aa Gud, aa Gud."
116 Omsider fik han løftet Hovedet og gnedet Øjnene; og da nu Ole Vægter ogsaa begyndte at raabe udenfor Vinduet og gentage sin Banken, forstod han hurtigt, at der var noget galt paa Færde. Med sine lange tynde, af Haarvækst næsten sorte Ben skrævede han over Mariane ud paa Gulvet, stak Fødderne i sine Træsko, som stod udenfor Sengen, og gik i sin stumpede Skjorte gennem Forstuen ud paa Stenflisen foran Indgangsdøren.
"Hvad er der i Vejen?" hørte Mariane ham sige derude, næsten truende.
"Er det Mikkel Ejlegaard?" sagde en fremmed Stemme ude fra Vognen.
"Ja."
"A er ovre fra Hedegaarden – og a sku' sige fra Husbond', om du og Konen it' vilde komme med tilbaves straks – for jer Datter er saadan it' rigtig tilpas, sku' a sige."
"Hva'....hva' fejler hun da?"
"Ja, det ved a it' noget om.....det er it' saadan noget meget farlig, sku' a sige....Men Husbond' mente ligevel, det var bedst at skikke jer Bud med det samme og bede jer om at komme."
Mere hørte Mariane ikke. Med en hylende Hulken slog hun begge Hænder for Panden, raabte sin Datters Navn højt og fægtede vildt med Armene for at komme op af Sengen. Da Manden et Øjeblik efter kom ind i Stuen, fandt han hende siddende paa en Stol ved Hovedgærdet. Hun havde ikke faaet noget Tøj paa sig og rystede som i Kuldekrampe over hele sin lille tykke Krop, mens hun uafbrudt blev ved at fremstønne:
"Mit stakkels Barn, mit stakkels Barn – hun er død, hun er død –"
"Naa, naa, Mariane – lad os nu være lidt rolige," sagde Manden, skønt han tydelig nok selv havde ondt ved at tænke og tale sammenhængende. "Det er kanske it' saa slemt. – Se nu at faa Tøj paa dig, at vi kan komme afsted."
117 Selv var han i Løbet af to Minutter i Klæderne. Men Mariane var som lammet af Skræk og Fortvivlelse og kunde ikke komme i Vej. Han maatte da hjælpe hende, skønt hans egne Hænder rystede af Feber; og tilsidst kom ogsaa Ole Vægter stampende ind paa sine Træsko med en kort Træpibe i Munden for at tage en Haand i med.
"Vær nu skikkelig, Mariane," gnævrede han paa sit Hundemaal. "Det har vel it' saa meget at betyde. – Ta'en med Row – ta'en med Row."
Endelig fik de hende pakket i Klæderne og ført ud paa Vognen. Imidlertid var ogsaa Folkene i det lange Hus' øvrige Stuer ved Støjen vækket op af Søvnen, og i alle Dørene saas hvide, barbenede Skikkelser, baade Mænd og Kvinder, der spurgte om, hvad der var paa Færde.
"Aa, hold Kæft med jer," snærrede Ole Vægter, "I kan vel forstaa, at det er jen, der er bleven syg."
Kusken smækkede paa Hestene, og Vognen fo'r afsted. –
Først da de var naaet helt ud paa den maanebelyste Hede, fik Mariane saa megen Besindelse, at hun kunde begynde at udspørge Karlen. Men da var der ogsaa de hundrede Ting, hun vilde vide paa én Gang.
Men Fyren havde tydeligt nok Ordre til intet at røbe. Han undveg med Sejghed alle hendes Spørgsmaal og svarede bestandig blot:
"Ja, se, det ved a it' noget om...ja, se det kender a it' noget til –."
Hun kom ingen Vegne med ham.
Imidlertid sad Manden ved Siden af hende paa Agebrættet, lige bag Kusken, og mælede ikke et Ord. Hans Ansigt var blegt som Døden, hans Hoved fremoverbøjet. Med stive Øjne stirrede han ufravendt ned mod Vognbunden. Hans lange Hestekrop var ligesom ganske slap og kastedes frem og tilbage af Vognens skumplende Bevægelse paa den ujævne Vej. Samtidig sank Overkroppen mere og mere forover, og det saa' et Øjeblik ud, som om han vilde kaste sig ud af Vognen og ind under Hjulene.
118 [Tegning 5]
III.
Allerede den næste Dag vidste man i Tjepperup nøjagtig Besked om de uhyggelige Begivenheder, der i Løbet af Natten var forefaldne hos Proprietæren paa Hedegaarden.
Om Aftenen kort efter Sengetid havde Gaardens gamle Røgter hørt nogen liste sig omkring Gavlen af Kostalden, hvor han havde sin Seng opslaaet i et Indelukke. Han rejste sig op og ved at kigge gennem sit lille Vindue saa han nu i Maaneskinnet en kvindelig Skikkelse, der med vaklende Skridt og i foroverbøjet Stilling fjærnede sig fra Gaarden over Møddingen. Skikkelsen var imidlertid ikke kommen mange Skridt bort, før hun snublede og sank om. I et Par Minutter blev hun liggende sammenkrøben, med Hovedet presset ned i sine Hænder. Saa rejste hun sig igen med Besvær, slæbte sig et Stykke hen ad Jorden, men sank derpaa atter ligesom udmattet sammen.
119 Den gamle Røgter, der øjeblikkelig havde genkendt Stuepigen Kirstine, forstod lige saa hurtigt, hvad der var paa Færde. Han havde – ligesom adskillige andre af Gaardens Folk – allerede i nogen Tid haft Pigebarnet mistænkt for at være "paa gode Veje"; og efter en kort Betænkning trak han sine Klæder paa sig for at hindre at hun gjorde en Ulykke paa sig selv eller paa andre.
Da han naaede ud til hende, var hun allerede begyndt at føde. Hurtigt gjorde han Anskrig, fik Husbonden og Pigerne vækkede og Kirstine bragt ind i Rullestuen, hvor der stod en ledig Seng. Her bragte hun kort efter en fuldbaaren Søn til Verden. Men om det nu skyldtes Opholdet i den kolde Natteluft eller hvad nu Grunden var: hun døde et Par Timer efter under krampagtige Kuldegysninger. Barnet derimod levede endnu.
Det var en Uldhandler fra Indreherredet, der først bragte disse Efterretninger til Tjepperup; men i Begyndelsen vilde man slet ikke fæste Lid til hans Fortællinger. Dertil havde hele Familien Ejlegaards – og ikke mindst Kirstines – strenge Paapasselighed været altfor vel kendt.
Men man fik snart Syn for Sagen. Henimod Middag kom en Vogn langsomt kørende ned fra Heden og ind i Byen. Paa Agefjællen hos Kusken sad Mariane Ejlegaard, opløst i Graad, skjulende Ansigtet med Snippen af sit Sjal og bærende en Bylt – et Barn? – paa Skødet. Bagest i den lange Høstvogn stod Kirstines rødmalede Kommode, som alle i Byen straks genkendte; og imellem denne og Agefjællene laa noget som et Menneske, tildækket med Halm og et Stykke Sejldug – Kirstines Lig.
Derimod saa' man ikke noget til Mikkel Ejlegaard. Han sagdes at være staaet af Vognen udenfor Byen for ad en Bagvej at naa Hjemmet.
Hvad der dog satte Sindene allermest i Bevægelse – og hvad der gjorde Sagen dobbelt opskræmmende og 120 gaadefuld – var den Omstændighed, at Kirstine lige til det sidste havde vægret sig ved at opgive Barnefaderens Navn. Skønt hun – som Skik i slige Tilfælde var – under Nedkomsten blev baade tigget og truet, for at ikke Mistanken skulde falde paa uskyldige; og skønt den hurtigt tilkaldte Jordemoder, da hun saa', at det gik mod Døden, tilsidst bad alle andre forlade Stuen og derpaa med kærlige Ord bad hende for Barnets Skyld at betro hende Faderens Navn, havde Kirstine med sin sidste Livskraft bidt Tænderne sammen – ligesom i Rædsel for at Navnet i Dødens Øjeblik skulde slippe over hendes Læber.
Hun havde i det hele intet villet sige og ikke rørt sig. Først da man fortalte hende, at der var sendt Vogn efter hendes Forældre, udstødte hun et vildt skærende Skrig og gjorde Forsøg paa at springe ud af Sengen for at flygte.
En halv Time før Forældrene kom kørende ind i Gaarden, udaandede hun i Jordemoderens Arme med de Ord: "A vil ha' Barnet med mig i Kisten." –
Hele Eftermiddagen stod Købmandens Butik fuld af Byens Folk, der strømmede til for at høre nyt om den hemmelighedsfulde Begivenhed. Det svirrede i hele Byen med Rygter; men i Virkeligheden var det ikke lykkedes nogen at bringe mindste Lys i Mørket.
"Ja, i Sandhed! En gaadefuld Tildragelse – en besynderlig Begivenhed!" blev den lille blege Købmand ved at gentage i salmesyngende Tone. Han stod bag Disken og vuggede sig paa Hælene, med en stor Taftes Kasket ned over Ørene, Hænderne foldede under Maven og de rødkantede Øjne fromt hævede mod Loftet. "De stakkels Forældre!.....Aa ja..... Man maa jo haabe, at Vorherre vil lade sit Lys fremskinne ogsaa i denne dunkle Sag og aabenbare det skjulte og fordægtige – som der staar i Biblen."
"Ja, a har nu mine egne Meninger om, at det er Proprietæren selv," sagde i en ophidset Tone en ung, køn Husmandskone, der stod ved Disken med et Barn paa 121 Armen. "Saadan en Højremand gør sig saamænd ingen Samvittighed af at bringe en fattig Pige i Ulykke – det Skarn!"
"Der kan s'gu være noget om 'et," sagde de omkringstaaende Mænd og lo.
"Ja, Herrens Veje ere uransagelige – meget uransagelige," missede Købmanden. "Hvad skal man sige!"
"Der kommer Snushane!" udbrød pludseligt en Mand, der sad paa Kanten af en Sildetønde henne ved Vinduet og saa' ud paa Gaden. "Nu kan han faa noget at stikke sin Næse i....der er kanske noget godt at lugte til."
"Ja, han har ogsaa været svært ledig i den sidste Tid," sagde en anden haanligt – og alle i Butikken lo højt.
Derude ved Gadekæret stod Gendarm Fredriksen – "Snushane" som man i Fortrolighed kaldte ham – og skyllede sine lange Støvler med den lakerede Skafterand i det plumrede Vand. Han var netop hjemkommen fra sit Hovedkvarter i Købstaden og var endnu iført Vaabenfrakke og Kepi3.
Det var en middelhøj, firskaaren Skikkelse med rødligt, tætklippet Haar, lyse, næsten hvide Øjenbryn og et rundt, fregnet Bondeansigt, der var noget opdunstet af Drik og Lediggang. Han havde i godt og vel et Aar haft sit Kvarter her i Tjepperup og var paa Grund af sin Stilling Genstand for Befolkningens Had og Foragt. Hvor han viste sig, vendte Folk straks Ryggen til. Naar han traadte ind i en Butik eller en Krostue, rejste alle tilstedeværende sig som paa Kommando og forlod øjeblikkelig Lokalet, – og man havde unægtelig forundret sig noget over, at disse Demonstrationer endnu ikke havde formaaet at fordrive ham fra Byen og skaffe Fred og ordnede Tilstande i Landet.
Forøvrig var Gendarm Fredriksen personlig uden Skyld i den Foragt, hvormed han blev forfulgt. Han var i Bunden et godmodigt, beskedent Menneske, hvem Ulyst til Arbejde og uheldig Paavirkning i Soldatertiden 122 havde drevet ind paa hans ilde ansete Haandtering. Aldrig havde han gjort en Kat Fortræd – og det kneb derfor i Længden for adskillige af Byens Folk at bevare den moralske Forargelse over hans Nærværelse imellem dem.
Især kneb det ofte for Byens unge Pigebørn, der ikke var upaavirkelige for det Skær af flot Mandighed, som himmelblaat Klæde, blanke Knapper, Livgehæng og Sjako4 lægger selv over en almindelig Bondekarl. Naar de – skjult bag Vinduer og halvaabnede Døre – saa' Gendarm Fredriksen vandre ud af Byen i fuld, blankpudset Parademundering, med Karabin, Sidegevær, Cigar i Munden og Sjako'ens lange hvide Nakkesnor viklet op over den lakerede Skygge, og naar de da i Tankerne sammenlignede ham med deres egne vadmelsklædte Kærester – var det ikke altid, at Sammenligningen faldt ud til Gunst for de sidste.
Gendarm Fredriksen havde desuden den Fordel, at han paa Grund af Uniformen kunde tillade sig Forskønnelser af sin Person, der var et almindeligt Bondemenneske forment. Han kunde saaledes sno sit lille, lyserøde Overskæg opad i to smaa kække Spidser, der vilde have gjort en civil Bondekarl latterlig. Han turde gaa med hvide Handsker, turde have "Diamant"-Ring paa Lillefingren og bruge Pomade til sit Haar. Naar de unge Piger da ved Byens folkelige Forsamlinger, ved offentlige Dansegilder eller andre Lejligheder, hvor Gendarmen i Embeds Medfør skulde være til Stede, nødtvungent kom til at staa i Nærheden af ham og med uroligt bankende Hjærte blændedes af Lynene fra hans blanke Knapper og mærkede Duften af hans Pomade, havde de en smigrende Fornemmelse af at være kommen i Forbindelse med de fornemmes Kreds, uden dog at have forladt deres egen.
Endelig bidrog den Afsondrethed, hvori han ved Forholdenes Magt var tvungen til at leve, og de Spotterier og Bagtalelser, hvormed Byens Karle temmelig plumpt søgte at skjule deres Misundelse, til at forøge 123 den Tiltrækning, Gendarm Fredriksen udøvede paa følsomme unge Kvindehjærter. Skønt de unge Piger ikke turde sige det højt, tænkte de mangen Gang med Varme, at det dog ved Gud var Synd med al den Forfølgelse imod det stakkels Menneske. Naar de den lange Søndag saa' ham gaa ganske ene omkring, kun fulgt af sin lille hvide Hund, eller især naar de om Aftenen hørte de lange melankolske Toner af hans Harmonika inde fra Kirkesmuget, hvor han havde sin lille Stue, rørte der sig i deres Hjærter en hemmelig Medlidenhed, der altid er den første Spire til Kvindernes Kærlighed, Opofrelse og Hengivelse. Havde det ikke været af Skræk for den Skam, der vilde komme over dem, om nogen fik at vide, at de i Smug holdt Snak med Gendarmen, skulde de saamænd ikke have noget imod – saadan i al Uskyldighed naturligvis – at være ham lidt til Trøst i hans Ensomhed.
Uden at ane det spillede Gendarm Fredriksen ind i flere af de unge Pigers Drømme paa en Maade, der undertiden bagefter forskrækkede dem selv.
IV.
Da Fredriksen havde skyllet sine store, af Vejsmuds tilsølede Støvler, vaskede han ogsaa sine Hænder i Gadekærets Vand, tørrede dem af i sit Lommetørklæde, kastede et Blik hen til Købmandens Butik, saa' sig ligesom betænksomt omkring til forskellige Sider og gik derpaa langsomt og slentrende ad den Vej, hans Blik først havde taget.
Idet han traadte ind ad Købmandens Dør, rejste straks alle de tilstedeværende Bønderfolk sig op og forlod larmende Butiken.
Da Døren havde lukket sig efter den sidste, trak Købmanden – der af Hensyn til sine Kunder havde sat et fortrædeligt Ansigt op, da Gendarmen nærmede 124 sig – pludselig sin brede Skruptudsemund op til et Smil og rystede paa Hovedet. Han stod i Hemmelighed paa en fortrolig Fod med Gendarmen, med hvem han – paa Grund af nogen Uregelmæssighed ved sin Spirituosahandel – ikke gærne vilde lægge sig ud.
Fredriksen trak paa Skuldren – en Ytringsform, han havde lært af Underofficeren i Tjenesten og nu ved alle Lejligheder anvendte. Derpaa lod han sig falde tungt ned paa en Stol ved Disken, strakte Benene skrævende fra sig og mumlede noget om Øl.
Købmanden havde allerede stukket Proptrækkeren i en Halvflaske, hvilken han derpaa satte foran ham med en rund Bevægelse af Armen – ligesom en Opvarter.
"Ja, De har jo ogsaa hørt om denne Nats gaadefulde Tildragelse, Hr. Fredriksen, Uldhandleren var jo kommen, inden De tog til Byen i Morges," sagde han saa og stillede sig op paa sin vante Plads mellem Disken og Kakkelovnen, med Hænderne foldede under Maven, Øjnene i Loftet og Hovedet paa Hæld – ligesom en Degn, der læser i Kordøren. "I Sandhed – en besynderlig Begivenhed! Man maa jo haabe, at Vorherre ogsaa i denne dunkle Sag vil lade sit Lys skinne og aabenbare det skjulte og fordægtige."
"Ja, De kan jo nok huske hende," vedblev han, da Fredriksen intet svarede, men kun syntes optaget af at styrte Flaskens Indhold ned gennem sin Hals. "Hun kom i sin Tid saa meget her i Butiken, og jeg synes at erindre, at De et Par Gange kom i Snak med hende herinde ... hun var ellers saadan lidt menneskesky af sig. Ja, hvem skulde den Gang have troet, at det kunde gaa den skikkelige Pige saa ilde? I Sandhed! Herrens Veje ere uransagelige!"
Men da Fredriksen stadig intet svarede, kastede han Blikket ned paa ham og saa' ham da sidde foroverbøjet med den tømte Flaske hængende mellem Hænderne, Øjnene lukkede i det røde, opdunsede Ansigt.
125 Først i dette Øjeblik opdagede Kjøbmanden, at Gendarmen var beruset.
Han drog et Suk, rystede paa Hovedet og sagde med rnild Bebrejdelse:
"Hør, Fredriksen – nu har De vist igen overbebyrdet Dem inde i Staden. Jeg synes dog, De skulde passe lidt paa .... De véd vist ikke selv, hvor slem De har været i den senere Tid. Folk begynder allerede at snakke meget om det. Husk paa, hvad Kristus siger: vogt paa dig selv. Det samme sagde jo ogsaa Løjtnant Hansen til Dem forleden .... Det har De jo selv fortalt mig."
"Aa, Fanden med alle Grejer5!" udbrød pludselig Fredriksen foragteligt, kastede sig tilbage paa Stolen og satte Flasken paa Disken med et Brag. "Lad mig faa nok en Øl! .... Jeg tørster sgu', som om jeg havde ligget fjorten Dage i Saltlage."
Den fromme Købmand betænkte sig. Men da han en Stund havde betragtet den berusede med et anklagende Blik, følte han øjensynlig dermed sin Samvittighed fri og trak en ny Flaske op.
"Fanden med alle Grejer!" udbrød igen Gendarmen, tørrede først sin egen, derpaa Flaskens Mund af med Haanden og sagde med en gammel Vittighed:
"Folk siger nok, at Jeppe drikker – men de siger ikke, hvad for en Tørst, han lider! Skaal, Købmand!"
Da Flasken var tømt, rejste han sig ligesom i overgiven Krigsstemning og rakte Købmanden Haanden over Disken paa Slagtermaner, med Arm og Haand krummet, Tommelfingren ret i Vejret.
"Tak for Øllet, Købmand, eller skriv det op .... ligesom De vil!"
Saa lo han og gik med usikre Skridt ud af Butiken.
Med Haanden paa Laasen vendte han sig endnu en Gang om og sagde:
"Hør, Købmand – er det sandt, hvad Folk siger, at det Barn – hendes – Pigens, som døde i Nat – at det lever endnu?"
126 "Ja, mærkeligt nok, det skal saamænd befinde sig i bedste Velgaaende – desværre – kan man vel næsten sige!"
"Hvorfor mener De det?" spurgte den anden pludseligt stille og skulede mistænksomt hen til Købmanden.
"Aa, det kan da kun blive til et sølle Liv for saadanne et Pus, der hverken har Mo'r eller Fa'r lige fra Fødslen.... For Faderen holder nok sin Mund nu, da ingen kan røbe ham. Saadan er det jo med den Slags Mandfolk!.... Naa, maaske er det ogsaa bedst saadan, For noget galt maa der dog være ved ham, siden hun hellere vilde efterlade sit Barn uden ringeste Understøttelse end sige, hvem han er."
Fredriksen svarede ikke og slog Døren i efter sig uden at sige Farvel.
V.
I Mørkningen sad Mariane Ejlegaard inde i Stuen sammen med sin 80-aarige Morbroder, en lille skaldet Mand med to vandklare Øjne og en stor blaa Næse i et blegt Ansigt. Han boede henne i Fattighuset, og var straks, da han hørte om den skete Ulykke, rokket herhen paa sine hjulede Ben – mindre for at trøste, end fordi han mente, at der ved en saa ualmindelig Lejlighed nødvendigt maatte "falde lidt til gode".
Mariane sad paa Kirstines gamle Plads i Ovnkrogen og hulkede med Forklædet for Ansigtet; Oldingen sad og kremtede og indskød nu og da i Stilhed et "Ja, hvad skal man sige" eller "Ja, saadan gaar'et," mens han idelig med sin lille, tykke, hvide Tunge slikkede sig om de tørre Læber – ligesom i utaalmodig Længsel efter den Læskedrik, han endnu ikke havde faaet.
Henne ved Sengen laa det nyfødte Barn og sov i en gammel Kurvevugge, som Mariane havde laant hos en af Nabokonerne.
127 Pludselig hørtes fremmede Skridt ude i Forstuen, en Haand bankede stille, næsten lydløst paa Døren, og en uniformeret Mand traadte ind.
Det var Gendarm Fredriksen.
Han var meget bleg og blev staaende ved Døren, tæt op imod den, mens han med sky Øjne saa' sig omkring i Stuen, som om han søgte efter noget, han ikke vilde se.
"God Aften," sagde han endelig og traadte et Skridt frem.
Synet af Gendarmen havde med ét gjort Mariane ganske stiv af Rædsel. I et Nu fo'r den Tanke gennem hendes Hoved, at Datteren kunde have været meddelagtig i en Forbrydelse, og at Lovens Haand nu søgte at ramme hende – selv paa den anden Side af Graven.
Hun strakte Armene ud, vendte Ansigtet bort, som for at afværge et skrækkeligt Syn, og stønnede: "Aa, Gud – aa, Gud! Der er da ikke sket noget galt. Aa, Gud, a ryster over hele min Krop.....hun har da ikke gjort noget forkert......Herre Jøsses – – hvad har hun gjort? – –"
"Bliv ikke forskrækket," stammede Gendarmen med Besvær – man kunde ligesom høre Hjærtet hamre i hans Aandedræt – og traadte et Par Skridt nærmere. "Jeg vilde bare spørge...om jeg kunde...kanske være Dem til nogen Nytte......"
"Aa, Gud – aa, Gud! Hvad skal her være at gøre!" hulkede Mariane og sank atter tilbage i Stolen med Forklædet for Ansigtet.
Gendarmen svarede ikke straks. Hans sky Blik flakkede paany uroligt fra hans Støvlespids ud i Stuens halvmørke Kroge og tilbage igen – og hver Gang det traf den gamle Morbroder, skyndte denne sig at sætte et nedslaaet Ansigt op og snyde sig kraftigt med Fingrene.
"Jeg mener," sagde han endelig. "Hun.....Deres Datter.....har maaske efterladt sig nogle Ting, der kunde lede Politiet paa Sporet.....der kunde jo være 128 saadan Erindringer eller Breve, som kunde give Oplysninger om, hvem som....hvem hun har...."
Mariane rev Forklædet fra Øjnene. Det, Gendarmen her sagde, havde hun ikke før tænkt paa! Hun rejste sig øjeblikkeligt fra Stolen, søgte ivrig i sin Lomme efter noget, der viste sig at være en Nøgle, og gik hen til Kirstines Kommode, som var bleven anbragt ved den ene Væg.
Udsigten til at kunne finde sin Datters Forfører fik hende med ét til at glemme baade Sorg og Graad. Med Hjælp af Gendarmen blev hver Skuffe, hver Æske, hvert Stykke Papir omhyggeligt undersøgt; Kjolelommerne blev vendte, og selv Bibel og Salmebog gennembladede – men ikke et Brev, ikke et Spor var at finde.
Der gik et Lettelsens Suk gennem Gendarm Fredriksen.
"Ja – saa er der jo ikke noget at gøre," sagde han.
Mariane brød atter ud i sin haabløse Hulken, og Morbroderen begyndte igen at snyde sig med Voldsomhed, hvilket overhovedet syntes at være ham den eneste Ytringsform for Sorg.
Fredriksen blev staaende stille og saa' ned for sig, mens Mariane pakkede Kommodens Indhold sammen og lukkede Skufferne. Hans Blik gled langsomt over Gulvet, indtil det naaede Vuggen i den anden Ende af Værelset. Saa tog han det hurtigt til sig, som om han havde brændt sig. Men snart gled det frem igen, søgte ud over Vuggen, hen over Sengen, ind igennem den halvaabne Dør til Køkkenet....
"Hvor....har....De Deres Datter?" stammede han endelig, ligesom med lam Tunge.
"Vi har sat hende ude i Tørveskuret, snøftede Mariane. "Vi har jo ingen Plads til hende herinde – – Vil Hr. Gendarmen maaske gærne se hende?" tilføjede hun lidt efter, skønt med en Fornemmelse af, at det vistnok var en Venlighed, hun egentlig ikke burde vise denne Mand.
129 Gendarm Fredriksen syntes at betænke sig. Der gik hæftige Rykninger igennem ham, og hans store Mund skælvede.
Saa rystede han paa Hovedet.
Men i det samme gled hans Blik atter over Gulvet hen til Vuggen i den anden Ende af Værelset, og efter et Øjebliks Tavshed sagde han:
"Men har Deres Datter ikke haft andre Steder, hvor hun kunde have gemt noget fra den Tid, hun var her hjemme....en Kiste eller saadan noget....?"
"Ja, en Kiste havde hun jo –"
"Ja, saa – hvor staar den?" spurgte han hurtigt.
"Hendes gamle Kiste staar histude i Pindehullet...men der er vist bare gamle Klude i."
"Det var dog værd at se godt efter."
"Ja, a ved ikke, om Gendarmen vil følge med –"
"Det er vist bedst, jeg bliver herinde. Jeg skulde gærne holde et Øje med Sognefogden, om han skulde komme her forbi...... Kan den gamle dér ikke følge med?"
"Jo, kom du Morbroder. Saa kan du holde Lygten – for der er mørkt derinde –"
I samme Øjeblik, de to havde forladt Stuen, nærmede Fredriksen sig under heftig Sindsbevægelse Vuggen, men standsede pludseligt inden han var naaet helt der hen.
Fra Forstuen lød nemlig Træskotrin; Klinken skramlede, Døren aabnedes – paa Tærskelen stod Mikkel Ejlegaards lange bøjede Skikkelse, lergraa i Ansigtet og med uredt Haar.
Han havde hele Eftermiddagen holdt sig skjult ovre i sin Husbonds Lo. Selv den gamle Morbroder havde han ikke villet træffe. Men da han havde set Gendarmen gaa ind i hans Hus, kunde han ikke længer styre sig. Nu maatte han have Vished, hvad det saa skulde gælde.
Da Gendarm Fredriksen ved første Øjekast saa', at Mikkel Ejlegaard anede alt, tabte han ganske Fatningen. 130 Han vaklede, maatte støtte sig til Bordet og gav sig til at opramse, mens hans snappede efter Vejret – ligesom en Forbryder, der er greben paa fersk Gerning:
"Det er mig, der er Fa'er til Barnet.....men jeg har ingen Skyld i, saadan som det er gaaet...... Jeg har gærne villet gifte mig med hende....det har altid været min Tanke....men Kirstine vilde ikke....hun sagde, hun kunde ikke.....men jeg vil betale til Barnet... Han skal ikke lide nogen Nød – –"
[Tegning 6] Mikkel Ejlegaard saa' paa ham med et Blik, hvori alle Slags menneskelige Følelser syntes at kæmpe vildt om Herredømmet. Han løftede sin stentunge Haand – for at dræbe dette Menneske – eller for at slynge 131 sin Forbandelse ned over ham – han vidste ikke selv hvilket –
Men i det samme var det, som om alt brød sammen inden i ham. Overvældet af Sorg, Skam og Udmattelse vaklede han hen til Bænken under Vinduet og mumlede blot i Forbigaaende:
"Gaa, du!...og Vorherre være dig naadig for, hvad du har gjort."
VI.
I flere Dage laa Kirstines uskønne Lig udstrakt i en lang udhugget Papirsskjorte paa en Vognfjæl inde i Tørvehuset, med en Staalsaks6 for Fødderne og et Halmkors paa Brystet. Moderen havde pyntet hende efter bedste Evne. Hun havde flettet røde Baand i Ligets Haar, givet det en Tøjblomst i den ene Haand og en Moskrans om Halsen.
Mange af Byens Fruentimmer og Børn kom daglig for at se til Liget og følge dets Forandringer, og ottende Dagen efter Dødsfaldet blev det begravet under stor Deltagelse.
Men kort efter hændte der noget, der gav Folk Anledning til Eftertanke. Gendarm Fredriksen forsvandt nemlig pludselig fra Byen og vendte ikke siden tilbage. Det fortaltes, at han havde gjort et mislykket Selvmordsattentat inde paa Kasernen i Købstaden, og forinden skulde han have betroet en Kammerat, at han vilde skyde sig, fordi han var Skyld i et Menneskes Død.
Omtrent samtidig oplyste en omrejsende Handelsmand, der kørte omkring i Egnen med Lervarer, og nu igjen var kommen til Tjepperup, at han en Gang om Sommeren havde set Gendarmen spasere i Maaneskin over Heden med et Pigebarn om Livet. Handelsmanden var under Kørselen falden i Søvn; hans Studespand havde derved forladt Hjulsporene og forvildet sig ud i 132 den øde Hede; og her var det, at Kæresteparret var bleven set. Pigebarnet havde gaaet med Hovedet trykket ned i Hænderne og grædt, saa det kunde høres langt bort; derfor og fordi Vinden bar fra dem, havde de ikke mærket Vognen, der kom listende over Lyngen et Par hundrede Alen bag dem. Hvordan Pigebarnet saa' ud, kunde Handelsmanden ikke sige; men han huskede, at de tog Vejen ud mod Proprietærgaarden.
Hermed var Gaaden endelig forklaret; og Folk i Tjepperup forundrede sig over, at de ikke for længe siden havde tænkt sig alt dette selv.
Men over de gamle Ejlegaards Hoveder aabnede sig nu alle Spottens og Foragtens Sluser – mindre paa Grund af sædelig eller politisk Forargelse end af almindelig menneskelig Skadefryd. De gamle Ejlegaards havde altfor ofte kunnet triumfere over andre, hvis Døtre det var gaaet ilde, til at disse nu ikke af Hjærtens Lyst skulde forsøge at gøre Gengæld.
For rigtig at haane dem, undgik alle deres Hus, som var det befængt med Pest; og ganske aabenlyst slyngedes der Beskyldninger ud imod dem for Meddelagtighed i Datterens Handlinger; thi Gendarm Fredriksen var en Gaardmandssøn og formentes at være Arving til en Ejendom paa Fyn. Hvorfor skulde vel ellers Mikkel Ejlegaard i sin Tid pludselig have sendt Datteren bort? Det var naturligvis blot for, at hun og Gendarmen kunde drive deres Frispas7 i Ro ude paa Heden.
Værst var det dog for de gamle Forældre, at ogsaa deres egne Børn trak sig mere og mere tilbage fra dem. Især vendte Skolelæreren dem harmfuldt Ryggen, efter at de Mænd, der havde tænkt paa at opstille ham til Folketings-Kandidat ved forestaaende Valg, i Stilhed lod hans Kandidatur falde.
Mikkel Ejlegaard blev i Løbet af kort Tid en Olding at se paa, og det var snart ikke længer nogen Hemmelighed, at han var begyndt at drikke. Undertiden flere Gange om Dagen kunde man se Mariane liste over 133 til Købmanden med en Flaske skjult under Forklædet. Mikkel derimod saa man sjældnere og sjældnere. Han sad inde i Stuen og drak sammen med den gamle Morbroder, der før havde været ham – som overhovedet alle Byens Total- og Maadeholdsmænd – en Torn i Øjet, fordi denne Mand nu var over 80 Aar og bevisligt havde saa at sige levet af Brændevin i de sidste 60.
[Tegning 7] Imidlertid voksede Gendarmbarnet op og blev en køn, men bleg og spinkel lille Dreng med en Skyhed over sit Væsen, der mindede om hans Moder. Han var da ikke heller gammel, før han mærkede, at han maatte være anderledes end andre Børn. Hjemme gik Bedstefaderen altid og skjældte paa ham og sparkede til ham, som om han havde begaaet en Forbrydelse. Ofte, naar han var fuld, sagde han rent ud, at det eneste, han fortrød, var, at han ikke for længe siden 134 havde drejet Halsen om paa ham. Byens Folk lo altid ad ham, naar de saa' ham, og gav ham underlige Navne, som han ikke forstod. For Fremmede skulde han altid forevises, som om han var et mærkeligt Dyr; og selv mellem de andre af Byens Gadebørn, som han legede med ude paa Vejen og i Vængerne, følte han sig utryg og forskudt. Altid fik han overladt den Post i Legen, som ingen andre vilde have; og gjorde han mindste Indvending, eller lod han sig ikke uden Modstand banke og rive i Haaret, rejste de sig straks alle som én imod ham, omringede ham med vilde Skrig og forfulgte ham op til Bedsteforældrenes Hus, idet de raabte alle hans Øgenavne.
[Tegning 8] Af disse havde han saa mange, som der var Dage i Maaneden; og intet nedslog ham saa dybt som dette. Nogle kalde ham "Den lille Forglemmigej8", andre "Blaamandsfrø" o. s. v. Oftest kaldes han dog "Resultatet" 135 eller "Det lille Resultat" – et Udtryk, man havde laant fra Avisernes Spotterier over Gendarmernes Virksomhed. Han var endog en Gang bleven højtidelig døbt med dette Navn, idet nogle kaade Karle en Søndag Eftermiddag havde tilfredsstillet deres politiske Hævnlyst ved at tage fat i Gendarmbarnet og dyppe den lille Purk ned i Gadekærets mudrede Vand.
*
Nu er den lille Ole Ejlegaard snart fire Aar gammel. Oftest ser man ham sidde paa Trappeflisen udenfor sine Bedsteforældres Hus, trykket forknyt op mod Væggen, mens Byens andre Børn løber og leger rundt om Gadekæret. Med sine store, brune, melankolske Øjne ser han op mod Fuglene, Træerne, Skyerne og Stjærnerne, som om han bestandig spørger dem, om de dog ikke vil sige ham, hvad det er, han har gjort. –
