Ane-Mette

En Fortælling

Den Vej, der fra Lillelunde1 By fører i Vest, bugter sig først paa en Strækning af næsten en Fjerdingsmil2 hen over ganske fladt og frodigt Land med mange spredte Gaarde og grønne Agre. Derpaa kravler den møjsommelig op ad en svær, knudret og nøgen Højderyg, der temmelig brat hæver sig fra Slettelandet, – og naa'r omsider i flere store Svingninger dennes højeste Punkt, hvor den gamle Kampestenskirke ligger ensomt og frit med sin murindhegnede Kirkegaard.

Den ligger midt paa den mørke Lyng mellem Rævehuler og Lærkereder, syngende sine smaa, nette Morgen- og Aftensange med en klar, indsmigrende Røst, der paa stille Dage høres ned over Dalen, og sættende i med stærkere og malmfuldere Stemmer, hver Gang en af de Lillelunde Bønder gjør sin sidste, langsommelige Kirkefærd op igjennem Hulvejene, – en stor (til 4 Mark 8 Skilling) for Gaardfolk og velhavende Haandværkere, samt en mindre (à en Rigsort), 2 til hvis mere beskedne Toner Husmænd og jordløse Indsiddere ager op til deres Fædre, … for nu slet ikke at tale om disse fattige Stympere, der, ligesom ad en Bagvej, listes over i Evigheden uden anden Musik end Degnens Amen og Grusets tre dumpe Slag paa Kistelaaget.

Selve Kirkegaarden er nøgen og uhyggelig – opreven af Vestenvinden, der her uhindret kaster sig ind over Gravene. Men rundt om Aasen breder Land og Fjord sig i vid og skjøn Forening for ens Øjne. Og i Vest – hvor Brinken sænker sig stejl og vild – svæver Blikket ud over en stor, gammel, nu tilgroet Fjordvig eller "Have", ganske fyldt med høje Rør og tæt Siv, over hvis uendelige Flade det sildige Efteraar lægger de vidunderligste Toner af gult og rødt, og hvorfra der – navnlig ved Aftenstid, naar Solen gaar ned dér langt borte bag de blaanende Højder – stiger et næsten øredøvende Spektakel af Fugleskrig: Ænder, Rødben, Viber, Drummer, Gæs … et Virvar af Hundreder af Stemmer, der som en sand Helvedeskoncert trænger herop i Hedehøjdernes paradisiske Fred. –

En meget varm Sommerdag sad en midaldrende Kone her udenfor Kirkegaardsporten under en gammel Hyldebusk, i hvis tynde, blaa Skygge hun havde søgt Ly for den ubarmhjærtige Sol, der stegte ind over Gravene.

Hun sad i Sørgehætte og sort Shawl, og støttede den lange, fremstrakte Hage i Hulingen af en knoklet, tørvebrun, af Arbejde mishandlet Haand, mens hun, hensunken i Tanker, stirrede ud over Fjorden.

Det var en Kone, der var baade godt og vel kjendt i Egnen, hvor hun i Almindelighed gik under det besynderlige Navn "Niels Larsens Brud." Hendes egen Oprindelse havde man næsten fuldstændig glemt; thi baade Navnet og Berømmelsen skyldte hun udelukkende sin for fire Aar siden afdøde Mand Niels Larsen, der – endskjønt han blot var en fattig Fisker, som endda kun saare sjældent fiskede – havde erhvervet sig en Navnkundighed, der sikkert endnu længe vil overleve ham.

For at forstaa denne, vil det næppe være nok at oplyse, at Niels Larsen drak. Thi denne Egenskab havde han tilfælles med enhver uberygtet Lillelunder der var kommen over Konfirmationsalderen. Der maa i alle Fald tilføjes, at Niels Larsen saa godt som helt og udelukkende levede af Brændevin – ja, at hans lille indskrumpede, af Spiritus ligesom gjennemsivede Legeme tilsidst næsten ikke var modtageligt for almindelig menneskelig Føde, saa det var en sand Ynk at se, med 3 hvilket Besvær han pinte selv den mindste Krumme Brød ned gjennem sit sammensnerpede Svælg.

Kommer nu dertil, at han ikke desmindre var et kvikt Hoved, med en altid slagfærdig Tunge og et uopslideligt Galgenhumør, samt at han endnu efter sin Død fejrede den – man kunde sige videnskabelige – Triumf, at den gamle Distriktslæge yderst forsigtigt udskar hans lillebitte, seje og kuglerunde Mave, hvilken derpaa som en sjælden og kostelig Skat anbragtes i et Glas med Spiritus, for senere under almindelig Beundring at fremvises ved en stor Lægeforsamling i Kjøbenhavn, – saa vil det næppe længer forbavse, at han af Lillelunderne dyrkes som en Slags Sogne-Helgen, hvis forskjellige vidunderlige Bedrifter og mest yndede Slagord endnu samvittighedsfuldt opbevares til beundrende Ihukommelse.

Nu var de ogsaa absolut enestaaende – de Masser af alskens brændbart Stof, der daglig kunde løbe igjennem ham. Og det var fast utroligt, hvad han kunde hitte paa af List og Kneb for at komme i Besiddelse af dem.

Han havde saaledes lært sig en egen, uimodstaaelig Maade paa hvilken han "fløjtede" sig til den første Snaps og "galede" sig til den anden. Og naar han gik omkring i Gaardene med sine Fisk – som andre havde fanget – var det hovedsagelig for paa denne Vis at erhverve sig sit "ene fornødne" – som han selv rent ud kaldte det.

Men kom først Drikkelysten rigtig over ham, kunde han bogstavelig flaa den sidste Las af sine egne Børn for at faa den tilfredsstillet.

Paa saadanne Dage saa man ham da gjærne svingle rundt i Sognets Byer – snart med en gammel Stol, snart med en Kaffekværn, en af Konens Særke, en Stegepande, en Høne eller et Stykke Barnetøj – Ting, han havde røvet hjemme fra, og som han nu med megen pudsig Snak og Gestikuleren falbød omkring i Gaardene, – altid til en og samme Pris af 9 Øre pr. Stk., for hvilken Sum Kjøbmanden nemlig solgte Pæglen i sin Butik.

Først naar han paa denne Maade havde drevet om – undertiden i flere Døgn – og tilsidst drukket selve Knapperne af sin Vest og Træskoene af sine Fødder og næppe længer kunde støtte i Knæerne, samlede han sig omsider sammen med en sidste Kraftanstrengelse, strøg sig med sin underlig lille visne Haand hen under den store, mørkerøde, uformelige Næse, der sad som et uhyre Jordbær midt i det blaaviolette Ansigt, og 4 sagde til den jublende Ungdom, der gjærne fulgte ham gjennem Gaderne:

"No sejer A Godnat, Godtfolk! No skal A hjem til min Brud!3"

Det var hans staaende Udbrud, der i sin Tid havde givet Anledningen til det Navn, som Konen endnu bar. Men den Gang var der kun saare faa, der iøvrigt havde en Tanke tilovers for den stakkels Moder, som sad der ude paa Marken med fem Børn i en ussel, synkefærdig Hytte, hvorigjennem Vinden jog, og – værgeløs – kæmpede en stum, fortvivlet Kamp paa Liv og Død for sine smaa.

Ingen anede, hvor hun havde stridt og tumlet – Dage og lange Nætter – med dette vanvittige Menneske. Ingen, hvad hendes ærekjære Hjærte havde lidt i denne forsmædelige Elendighed!

Endnu sad de bitre Mærker af disse mange Aars Lidelser og Savn i det lange, blege noget maskeagtige Ansigt, – yderligere uddybede af den utrættelige Oprejsningens Kamp, der havde fyldt hendes Liv siden hin lykkelige Vintermorgen, da man bragte hende Mandens stivfrosne Lig. – Og dog var der mest som en mild, dump Sørgmodighed udbredt over hendes Træk, som hun nu sad der med Haanden under Hagen og tankefuldt stirrede ned over Dalen.

Ved Siden af hende stod hendes yngste Barn, en bleg lille Pige paa en elleve-tolv Aar, og saa sig forskræmt omkring med et Par store, mørkeblaa Øjne.

Hun var pyntet i en ren, men fattig Stads, med graa Tøjstøvler og gul Straahat med skotske Baand; og paa Armen hang en Krans af Mos og Evighedsblomster. Hun rørte sig ikke fra Pletten ved Moderens Side, men syntes spændt at lytte – snart efter en Skovl der arbejdede inde paa Kirkegaarden, snart efter Fugleskriget fra Fjorden, naar dette med ét forstærkedes og skar op igjennem Stilheden.

Pludselig for hun sammen ved Lyden af en underlig tør Hoste, der kom nede fra Bakken; – og lidt efter dukkede en lille hvidskjægget Gamling, med en Pilevaandskube over Nakken og en Stav i Haanden, harkende og kræmtende op over Vejen.

Han gik paa gamle Folks Vis og smaasnakkede med sig selv, og saa hverken Moder eller Datter, før han befandt sig lige ud for dem. Men da standsede han ogsaa med et Forundringsraab og bøjede sig smilende frem over Stokken, idet han – med begge Hænder støttet paa den – trykkede den dybt ned i Sandet.

5 "Ih nej, Hilledød! – Ska' jen træffe jer her, Elsebeth!"

Moderen havde rettet sig op af sine Drømmerier og betragtet ham med et kort, sky Blik. Nu saa hun atter ud til Siden, mens en ejendommelig lille Rødme farvede hendes Kinder.

"Ja" – sagde hun langt.

"Der er da itte" – han kiggede nysgjerrig hen paa hende med et Par smaa, mørke, frittende Øjne – "der er da itte saadden – hændt no'et – hva'?"

"Næ."

"Der er da itte nogen af jeres, der saadden er gaaen … hen og dødt?"

"Næ."

"Hejer af Familien?"

"Næ."

"Men A tykkes … I er i de swotte Klejer, Elsebeth."

"Aa ja – det er da endelig osse noget Tøv", sagde hun, idet hun ligesom lidt forlegen glattede paa et Par Shawlfrynser i sit Skjød … "Det er vor ældste bitte, der skal graves op."

"Naa – aa! Saa – aa! … Ja, sé det er jow en Saw for sig … Herregud! Naa – saa 'et skal det, det bette Skidt! … Saa er det sawtens Anders Jensens smo Kjesten, der skal puttes ner der?"

"Ja; – vi har jo itte Ret over 'et længer, og saa …"

"Ja, A ku' tink 'et. Det er jow en hie Omstændighed med at fo det bette Pus i Jorden, etter hvad der sejes. Ane Klokkers var indom til vor Mu'er iavtes, og hun fortaalte, te der sku' kimmes. Men mon det dog osse ka' haa sin Rimmelighed?"

"Ja – det ka' et vel."

"Ja, wissen er 'et, at buede æ Præst og æ Dejn er buden til Gilles – og Dovteren med, kan A forsto – for han haa da allefals hisset Flavet lissom de anner, og strøt Granner osse … Naa, Anders Jensen haa jo Gaverne til 'et – og til mer end det, om det sku' vær'. Men det er missæl itte olle, der ka' gi'e de' Bøen en saadden Begjængelse."

"Nej", sagde Elsebeth, ligesom ved sig selv.

"Det var hejsen løjerlig nok", fortsatte den gamle, idet han bestandig mere nyfigent mønstrede hende med de sammenknebne Øjne. "For det vidst A slet it om, at I haade no'e Smaatøv paa Kjerregoren, Elsebeth."

6 "Aa nej saamænd", svarede hun langsomt og saa ud over Fjorden. "Det er da endelig itte saa underlig … En husker det næppe nok selv."

"Ak ja, saadden gor 'et", sagde han og rystede paa Hovedet. "Der kommer saa møjet imellem, og saa manne anner etter – og Orene gaar. … Ak ja – A kinner 'et wal, A osse! … Var det hejsens en Dreng?"

"Nej – det var en Tøs."

"Herregud! Var det en Tøs! … Ja, sé det ku' nu haa væt en Legekammerat for dig, Lotte – hva'?"

Han henvendte sig til den lille Pige, der med sammentrukne Bryn og alle Tegn paa Utaalmodighed trykkede sig ind imod Moderen.

Denne tog hendes Haand og klappede den i Smug.

"Ja – En fik da heller ingen Ro for hende, før hun fik Lov at komme med. Hun vilde partout sé sin Søster, sa'e hun."

"Ja, det var jo da saa rimmelig. Hun haa jo olle siet henner far, kan A forsto … For det maa da saa vær manne Or sijen, at det bette Kræ gik hen og døde fra jer af – itte?"

Men da Elsebeth intet andet svarede hertil end et besynderlig kort "Ja", studsede den gamle. Derpaa trak han langsomt de buskede Øjenbryn i Vejret og saa ud over hendes Hoved, som om der pludselig gik en Praas op for ham … Mindet sagtens om hin uhyggelige Aften for over tyve Aar siden, da Niels Larsen fik sit første alvorlige Deliriumsanfald.

Det var nemlig et Par Mænd og Karle fra Byen, der den Gang bragte ham hjem til det lille Hus paa Marken i denne sørgelige Forfatning. Og da laa der i et Hjørne af Stuen, mellem Halm og Pjalter, en lille mager tre-aars Pige med store skinnende Øjne og stred med Vejret. I Løbet af Natten, mens Moderen og nogle Naboer tumlede med det vanvittige Menneske, døde hun stille hen … ingen vidste bestemt naar, – ja ingen ænsede det rigtig i den almindelige Elendighed.

"Ak ja, ja" – sukkede den gamle, og denne Gang saa han ned paa Moderen med virkelig uforstilt Deltagelse. "Verden er itt af Smør – som man sejer. Tit tykkes En jo, den ku' vær' annerledes. Men det er savtens netop saaden, at Vorherre vi haa den. Og saa er det tinkelig nok bedst saadden."

7 Elsebeth svarede ikke. Hun havde atter lagt Hagen i sin Haand og stirrede med fugtige Øjne ned over den lange, bugtede Vej, ad hvilken hendes stakkels førstefødte hin mørke Novemberdag blev bragt herop af fire fremmede Folk, mens hun selv stred derhjemme med den rasende Mand – syg og sanseløs af Nød og Skam, næsten uden at have fattet, hvad der ellers var foregaaet omkring hende. – –

I det samme blev der kaldt inde fra Kirkegaarden.

Den gamle bød Farvel og fortsatte harkende og hostende sin Vej ned over Aasen. Men Elsebeth tog Barnet ved Haanden og gik ind mellem Gravene.

Herinde, omtrent midt i Haven, var to Mandfolk beskjæftigede med Hakke og Skovl.

Den ene – en rigtig Lillelunde-Type i Niels Larsens Mønster: skrutrygget, korthalset, med et bredt Galgengrin i det blaarøde Ansigt – stod nede i Graven og kastede Gruset op til den anden, der atter skovlede det sammen i Bunker paa Siderne.

Denne var en lang, opløben og søvnig udseende ung Fyr, der kun smilte dumt, hver Gang den ældre rev en Vittighed af sig nede i Graven. Men netop som Elsebeth nærmede sig, bøjede han sig ned over Randen af det næsten færdig gravede Hul, og betragtede – synlig interesseret – et stort, brunt og tandløst Dødningehoved, som den anden holdt mellem Hænderne.

Da ogsaa Elsebeth var naaet derhen, stirrede de alle en Stund paa det i stum Forbavselse, medens den lille Lotte – blaa i Kinderne – krampagtigt greb i Moderens Skjørt. Derpaa saa de spørgende paa hinanden.

"Det kan jo inte være henner", sagde endelig den unge.

"Nej – hun var jo kun en bette jen … itte, Elsebeth?"

"Jo. Hun var tre Aar," svarede denne.

"Jamen, saa ligger hun jo slet inte her."

"Jeg véd ikke – det har dog Ane Klokkers altid sagt."

"Top!" udbrød pludselig Manden i Graven og rakte Fingeren i Vejret. "Det er Dælen … hm! … Det er Gud han hjælpe mig den gamle Lars Bonde paa Lyngtaaften!"

"Hvem?" spurgte begge de andre.

"Kan du itte huske, Elsebeth – Anders Mortensens Svigerfader, ham den gamle La's med Træbenet, som kom paa Fattiggaarden og døde af de Kopper? Han var i Graven her før jer Tøs, – det er sikker nok, for A var selv med til Begjængelsen."

8 Elsebeth rystede paa Hovedet. Hun huskede intet.

Men nu spyttede Manden i Næverne og tog fat med fordoblet Kraft, … og mellem Grus, Sten, Kistestumper og Knokler af et fuldvoxent Menneske kom nu snart et, snart flere smaa spinkle Barneben frem for Dagens Lys.

9 Elsebeth stod ganske stille, og fulgte ufravendt Skovlens regelmæssige Vandring fra Gravens Mørke op i det skinnende Sollys. … Da en Gang en blank Knap paa en Stump Halsbaand, som hun syntes at gjenkjende, fulgte med dernede fra, gik der som et kort Stød igjennem hende. Og da hun lidt efter fik Øje paa en Lok af tørt, mørkerødt Haar mellem det opkastede Grus, var det, som om pludselig Barnets Billede lyslevende steg op for hendes Sjæl, og en stor Taare trillede ned ad hendes Kinder.

Hun tørrede den dog hurtig af med Bagen af sin Haand; og idet hun stille lagde sig ned paa Knæ ved Graven, sankede hun varsomt Stykke for Stykke op i sit Forklæde, efterhaanden som de kom op.

Men da hun havde faaet Forklædet fuldt, bøjede den lille Lotte sig frem imod hende, og spurgte hviskende:

"Mo'er – er det Søster Ane-Mette?"

I det samme peb Kirkegaardsportens Hængsler paany, og Ane Klokkers samt fire Karle fra Byen kom halsende ind med Madkurv og Brændevinsflasker.

"I maa skrubbe jer – nu kommer de!" raabte en af dem til Graverne, idet de stormede ind i Taarnrummet, som Klokkerkonen havde aabnet; … og strax efter rungede allerede de første, malmfulde Toner (til 4 Mark 8 Skilling) ud over Dalen.

Dernede kom nu ganske rigtig Ligtoget dragende ud fra den flagsmykte By – Skridt for Skridt og Vogn paa Vogn i en uoverskuelig Række. Først selve den blomsterdækkede Kiste paa en nymalet "Rejsevogn" med to vælige Knapstrupper; dernæst Præstens Kalesche med to Røde, efterfulgt af Spand paa Spand af Heste og Hopper, der vrinskede omkap og slog med Halerne i den bragende Middagssol.

I næsten overdreven Sneglegang drog det hen mellem de frodige Agre, hvor Køerne paa Kløverne og Faarene i Brakken forundret spilede Øjnene op over dette usædvanlige Skuespil. Men efterhaanden lagde en bestandig tættere Sky af optrampet Vejstøv sig over det, saa man tilsidst næsten kun kunde se Mændenes høje Hatte samt Røgen fra de spruttende Cigarer, som man – med hin velgjørende, urokkelige Ro overfor Døden som for Livet – lod dampe brav efter den solide Frokost.

Der gik hen imod en Time, inden de naaede op til Kirken. –

Imidlertid havde Elsebeth henne i et Hjørne gravet et alendybt Hul, hvori hun varsomt havde nedlagt hvert lille Ben 10 af hendes stakkels Ane-Mette. Derpaa havde hun omhyggelig hyllet det til og tilsidst klappet Gruset ad4 som en hel lille Dukkegrav; og Lotte havde strøet Sand paa Højen og lagt sin Krans oven paa.

De var netop færdige hermed, da Følget strømmede ind gjennem Porten.

Det var et stadseligt Følge – og blev en stadselig Jordefærd.

Den lille vimse Degn hoppede omkring som en Skade, hviskede og tiskede embedsivrig med Præsten, snoede sig med udtryksfuld Deltagelse om den sørgende Fader og istemmede tilsidst Salmerne med en saadan Inderlighed som han var betalt for det … hvad han for Resten ogsaa var. Inde i Kirken talede Præsten først i en stiv Klokketime. Og efter Jordpaakastelsen holdt han "stille Bøn" i Hatten saa længe, som det varer, naar man tæller op til Hundrede. Ja, om det saa var Kirkeklokkerne, saa slyngede de til Slutning deres Toner op imod Himlen med en Vælde, som om de indtrængende vilde minde dennes Hersker om, at det var selve Anders Jensens Barn, han nu havde taget i sin Varetægt.

Men henne ved den lille Grav stod Elsebeth og lyttede op til disse Klokker. Og der laa over hendes Ansigt ligesom den stille, trygge Fortrøstning om, at dog ogsaa en lille Straale af al denne Guds Velsignelse nu endelig havde naaet hendes stakkels Ane-Mette.

 
[1] Lillelunde: opdigtet stednavn med sjællandsk sprogtone. Navnet optrådte første gang i "Et Endeligt" i Stækkede Vinger, 1881. tilbage
[2] Fjerdingsmil: d.v.s. Fjerdingmil, hvortil det da også er rettet i Fra Hytterne. tilbage
[3] "No sejer A…": dette er renlivet jysk. I Fra Hytterne har HP ændret dialekten i replikkerne i retning mod sjællandsk (f.eks. A > jeg). tilbage
[4] klappe (noget) ad: ODS har ikke denne sammensætning, men derimod klappe af (ell. til), banke jord sammen med en skovl. tilbage