Den indbundne udgave kom efter tidens skik i forskellige farver, her i en silkegrå komponeret shirting. Omslagets illustrationer af Hans Tegner er komponeret som to forskellige træsnit af xylograf F. Hendriksen; Tegners initialer er at finde på den højre åbred, F. Hendriksens i billedkanten på den venstre. Illustrationerne til udgaven i Det Nordiske Forlags Nordisk Bibliotek (deraf svanerne) fra 1902 er af Ludvig Find. Meget ujævnt fordelt rummer bogen foruden den firfarvede omslagsillustration der gentages på forbladet, 18 pennetegninger.
1) Det ældste stof til bogen stammer fra Pontoppidans kapitel "Kronjyder og Molboer" (A1) i det af M. Galschiøt redigerede tobindsværk Danmark i Tekst og Billeder, 1887, der udkom heftevis i perioden 1884-93, Pontoppidans bidrag dec. 1885-marts 1886.
2) "Dagbog" (A2) fra Kjøbenhavns Børs-Tidende 4.8.1889.
3) Fortællingen "Den gule Rose" (A3) i Folkets Almanak 1892, udg. i aug. 1891.
(B) Bogen Minder blev udgivet i slutningen af oktober 1893 på P.G. Philipsens Forlag i et oplag på 2100 eksemplarer. Tektskritisk optrykt i Smaa Romaner 1893-1900.
(C) 2. udgave udkom i Fortællinger, bd. 1, 1899, side 281-373. Denne tekst ændredes i princippet ikke i de senere optryk i 1902 (i Det Nordiske Forlags "Nordisk Bibliotek") og i 1922 (i Noveller og Skitser, bd. 1, igen optrykt som Den kongelige Gæst og andre Noveller og Skitser, Gyldendal 2002, s. 35-105).
En synoptisk sammenstilling i søgbart PDF-format af de tre tekstformer A-C.
er registreret i HPF. I det omfang de citeres eller henvises til i Flemming Behrendts Efterskrift til Smaa Romaner 1893-1900, er de at finde blandt netstedets anmeldelser.