Danske Billeder

Et Fugleperspektiv

Som et mægtigt Rev skyder den danske Halvø sig ud i Havet. Nordsøens evige Brænding skummer langs dens Kyst, og mellem dens hvide Flyvesandsklitter og på dens mørke vidtstrakte Heder har de vilde Vestenstorme deres Tumleplads.

De kommer derude fra Havet, fulde af Salt og Skum. Over den frådende Havstok kaste de sig uophørlig ind over den nøgne, forrevne Strand, hvor store, sølvskinnende Mågeskarer uroligt kredse om og blande deres skjærende Skrig med Bølgernes dumpe Larmen. Ikke en Busk, endsige et Træ er at øjne på den hele Kyst. De hvide Klitter fyge som Sne. I deres golde, løse Sand kan ingen Spire varigt fæste Rod, og om et Skud forsøgte at hæve sig over Jorden, vilde Stormene strax kappe det, og Havtågerne vilde dræbe det med Saltlage. Alene den bleggrønne Marehalm formår at suge Næring af denne Goldhed og trodse alle Angreb. Melankolsk svajer den rundt om på Klitterne med sine tørre Strå, plantet af Menneskehånd i lange lige Rader for at dæmpe Sandflugten.

Langs hele Halvøens vestlige Kyst strækker sig denne Række af trøstesløse Sandhøje, dannende Landets eneste, skrøbelige Værn mod Stormens uophørlige Angreb. Herfra kaste disse sig ind over de udstrakte Heder, der bag Klitrækken ruller deres mørke Klædning ud over Landet, dækkende dette med et tæt, ugjennemtrængeligt Panser af strid Lyng, Rævlinger, Blåbærris og andre hårdføre, jordkrybende Planter, hvorover Vindene stryge uden at kunne få fat. … Et uoverskueligt Øde! Ikke heller her et Træ eller blot en Busk til Læ. Alt er raseret; selv Lyngtæppet er ligesom studset af Stormen. Det eneste, der rager op over den golde, bølgende, endeløse Flade er de fattige, spredt liggende Hytter, hvorfra Menneskene føre deres sejge, aldrig hvilende Kamp mod denne barske og karrige Natur.

Kun hvor en pludselig Fordybning i Jordsmonnet frembringer lidt Læ, især hvor et rindende Vand har gravet sig sit bugtede Leje ned i Sandet og dannet en Kløft, brydes Ensformigheden; og når på sådanne Steder tillige Kulturen er trådt hjælpende til, kan hele små grønne Oaser uventet åbenbare sig midt i den mørke Lyng-Ørken. Men i Almindelighed skal man milevidt ind i Landet, før man træffer Egne, der ikke bære Mærker af denne utrættelige og ubarmhjærtige Vestenvinds Ødelæggelser. Det er egentlig først, når man kommer om på Østsiden af de næsten sammenhængende Højdedrag, der som en knudret Rygrad hæver sig omtrent i Halvøens Midtlinje, at dens værste Magt er brudt.

Men da forandres også hele Landskabets Karakter. Skovene begynde at kigge frem. Og jo mere man nærmer sig Østkysten, des større bliver Forvandlingen. Det er, som om man trådte ind i en helt anden Verden. Dybe, dejlige Fjorde skyde sig her ind i Landet mellem Enge og pragtfulde Skovskrænter. På Engene mylrer det med fedt, sortbroget Kvæg, der vader tilknæs i det saftigste Græs. Over alle Bakkerne bølger den axtunge Sæd i gyldne Vover. Kirker, Møller og tusindtallige Huse og Gårde ligge spredt over det frodige Landskab.

Så falder Landet brat af mod den østlige Kyst. Fra Toppen af de høje, stejle Brinker se vi atter ud over Havet.

Det er her Kattegat – et forholdsvis fredeligt Hav med kort, krap Sø og hundrede hvide Sejl og Røgsøjler i Horisonten. Ingen Brænding, intet Drøn. Kun en ejendommelig melodisk Susen ned fra Bredden, hvor Bølge efter Bølge glider frem og skyller tilbage og ved denne Bevægelse uafladelig skurer Havstokkens Lag af små, runde, afglattede Sten imod hinanden.

Derude i dette vuggende Blå, fjærnt i Øst og Syd, svømmer de danske Øer – over hundrede i Tal, nogle store, andre små, men alle lige frodige og grønne, et Arkipelag af flydende Haver, bugnende af Korn og de yppigste Skove.

Kornet betinger Danmarks Existens; Landbruget er dets egentlige Ernæringskilde. Men Skovene er Landets Stolthed, dets ejendommeligste og skjønneste Prydelse.

Det er Bøgen, der er det fremherskende Træ. Det er denne høje, slanke, mod Syd stræbende Stamme med den vidtforgrenede, løvrige Krone, der giver Skovene deres Karakter, og som navnlig her på Øerne udfolder sig i en Størrelse og med en Pragt som på intet andet Sted på Jorden. I gamle Dage var det Egen, der dækkede Landet; men Bøgen dræbte den med sin mægtige Skygge. Dette majestætiske Træ tæler ingen Medbejler. Ubarmhjærtig kvæler den alt, hvad der vil spire frem i dens Nærhed, idet den med sit tætte Løvhæng stænger for Lys og Luft.

Nu står den som Sejrherre, svulmende, rolig og stolt, løftende sin kongelige Krone over Landet.

**
*

Denne Halvø, "(Jylland)" og disse Øer "(Sjælland, Fyen, Lolland og hvad de nu alle hedde) er den sidste Rest af et fordum mægtigt Kongerige, hvis Magt strakte sig fra Atlanterhavet til den botniske Bugt, fra Ishavet til ind i det tyske Rige. Nu er det danske Landområde kun beskedent; en Ørn flyver over det uden at hvile, og selv en vingeløs Skabning kan med Jærnbane gjennemfare det fra Sol står op til Sol går ned.

Og som Landets Udstrækning er ringe, er også dets Højde kun lidet imponerende. Her findes ingen himmelstræbende Tinder eller svimlende Afgrunde. Tværtimod. Landet er, skjøndt stærkt kuperet, gjennemgående lavt, dette Overflade ejendommelig afrundet, vuggende sig i bløde, rolige Muldbølger, der på intet Punkt hæver sig mere end halvsjette hundrede Fod over Havet. Ordet Danmark betyder også: den lave Mark.

Men denne Landets Fladhed og bløde Bølgeform giver det netop dets særegne Ynde. Det er just denne idelige Skiften fra Høj til Dal, hvorpå dets ejendommelige Skjønhed beror.

Og trods Landets Lidenhed, rummer det indenfor sine Grænser en Mangfoldighed og frembyder en Afvexling, der gjør en Rejse igjennem det på særegen Måde tiltrækkende1. Mens man i Bjærglande f Ex. kan rejse hele Dage med den samme Fjældtop foran sig og den samme Kløft under sine Fødder, fornyes Indtrykkene og vexler Stemningen her bestandig. Nye Billeder, nye Landskaber, nye Skjønheder drage En uophørligt forbi. Snart lukke Skovene sig over En med Skygge og Kjølighed, snart brede bølgende Agre og duftende Kløvermarker sig på begge Sider af Vejen med Landsbyer, Møller og brølende Kvæg. Hist bader en lille sivomkranset Sø sig indsmigrende i Sollyset, omgiven af grønne Skrænter, der spejle sig i dens blanke Flade. Her løfter Landet sig alvorsfuldt i brede Bølger, over hvilke Vejen møjsommeligt bugter sig op mellem vilde Roser og blomstrende Tjørn. Så åbner Udsigten sig pludselig milevidt over en smilende Langdal, i hvis Bund en blinkende Å slynger sig frem som en Sølvsnor på Engens blomsterbroderede Fløjlstæppe – og lidt efter lukker alt sig atter tæt omkring En, og man befinder sig dybt i en mørk Hede-Ørkens tungsindig stille Kløfter, hvorover kun en enlig Lærkes Himmelklokke kimer.

Denne det danske Landskabs lunefulde Omskiftelighed fremtræder dog mindre på Øerne, hvor Frodigheden, den yppige Idyl er den alt overvejende, end i Jylland, hvor Modsætningerne ere større, og Forholdene i det hele mere storslåede. Dette gjælder ikke mindst om Østsiden af den Højdekjæde, der – som før nævnt danner Grænsen mellem den frugtbare Kattegatskyst og Vesterhavsegnens øde og vide Stormregioner. Og da den jydske Længdebane netop løber enten ganske nær eller lige igennemi alle Fald ikke langt fra√ disse Strækninger, hvor Modsætningerne således overalt mødes, hvor man har en bekvem Lejlighed til i kort Tid at stifte Bekjendtskab med alle de Former (undtagen Klitten), hvorunder den danske Natur kan optræde.

I Løbet af få Timer gjennemfarer man her fra Syd til Nord de forskjelligste Landskaber. Man har en Fornemmelse som af et mægtigt, bevægeligt Panorama eller et uhyre Kæmpemusæum, der med Kyndighed og fin Beregning fremfører for En alle den danske Naturs Ejendommeligheder i netop den Orden og med akkurat de Afvexlinger, der klæder den bedst. Hvert Minut bereder nye Overraskelser, hver Station bringer nye og uanede Udsigter. Indtagende virker især de dybt indskårne Fjorde, der her én for én passerer Revu (?) for En i hele deres Udstrækning, den ene skjønnere end den anden, nogle ganske skovomhyllede, mindende om store, drømmende Skovsøer med stejlt opstigende Skrænter, der ligesom tørstigt luder ud over det blanke Spejl2; andre omsluttede af nøgne, blødt formede Lyngbakker, der ruller deres mørkebrune Fløjlsdraperier ned√ i Vandenes silkeblå Skjød (Hobro Fjord)√ atter andre hvilende mellem disse mægtige, saftfulde, fuldstændig flade Engdrag, mylrende af Kvæg og Blomster, der er Landets uudtømmelige Rigdomskilder, og som med deres glinsende Fedme, deres smørgule Blomster, deres krydrede Høduft, deres store, tætliggende Landsbyer, deres velnærede Bønder og uendelige Storkesværme synes at hensætte En til det Eventyrets Slaraffenland, hvor ingen sår, men alle høster. (Randers Fjord med Gudenå Dalen)√.

Tilsidst kjører man på en imponerende Jærnbro over et bredt Sund (Limfjorden)√, og Banelinjen skjærer kort efter Kanten af en stor Vildmose, et milevidt livløst Øde, som aldrig en menneskelig Skikkelse eller blot en Fugls Flugt nogensinde opliver. En let, blålig bølgende Em hviler Sommer og Vinter ude over dets utilgjængelige Midte, og når Solen skinner, skimter man de utydelige Omrids af snart hvide, snart mørkere Fremtoninger; der ligesom svæve eller sejle åndeagtigt over Disen. Det er Fata Morgana, der her af Moradsets giftige Dunster bygger sig sine Spøgelsesslotte.

Herfra drejer Banelinjen ind i et vildt og mørkt Hedelandskab; Bakkernes jævne Bølgeflade bliver uroligere, dristigere og spreder om sig al Goldhedens og Fattigdommens triste Poesi. Flokke af magre Får drive enlig om mellem Højenes blege og fattige Græs eller søge Skygge mellem Revlebær og Tjørn. Hist og her ligge et Par faldefærdige Hytter nede ved en Bæk, der siver ud i Sandet og frembringer en Smule Grønsvær. En lille vantreven, ganske lodden Ko græsser der med en forslugen Mine, og tæt derved, på en lille firkantet Ager af opdyrket Sand, går en gammel udslidt Hest og bag denne en lille skrutrygget Bondemand, der med en klar Stemme synger omkap med Lærken over hans Hoved, som for at holde Håbet oppe over al denne Trøstesløshed.

Så åbner Udsigten sig forude. Et friskt salt Pust strømmer os stødvis i Møde og får de lange, spinkle Strå på Bakkerne til at neje sig. Langt ude i Horisonten skimtes en smal Stribe glitrende Blåt. Den vider sig ud, nårmer sig, breder sig ud under hele Himlen, fyldes med hvide Sejl, blinker af Mågeskarer, ruller imod os, rejser sig, bruser… det er Havet.

**
*

Havet! .…. Det er her overalt det første og det sidste, Begyndelsen og Enden. Hvorhen du rejser i dette Land – bestandig vil dettte vuggende, endeløse Blå vinke dig i Møde, før du aner det, … snart venligt smilende, halvt fortroligt, ligesom lokkende dig ud til sig med sine hvide, gyngende Skumblomster, hvormed det har smykket sit Bryst; … snart i hvilende Ro, nøgent og dejligt, slumrende døsigt hen i en vid Blånen med Himlen i sin Favn; … snart igjen med truende Åsyn, rynkede Bryn, med Fråde om sine tusinde brølende Munde, hvis Stemmer forfærde dig, nårmens√ det ligesom hungrigt dundrer med sin stærke Klo mod Kysten efter Bytte.

I dette store, stærke, frie Hav hviler da det danske HavLand√ som en rødmossetblomstrende√ Glut i sin Moders Favn. Med moderlig Ømhed omslutter Havet det hele Land med alle dets Øer imed√ sine bløde Arme, og Nat og Dag fremmumler det for Landets Børn√ sine Vuggesange. Men Danmark er også i bogstavelig Forstand et Barn af Havet, et Foster af Bølgen, af hvis Skjød det i Tidernes Morgen langsomt er√ opdukkedet√. Det er en gammel Havbund, der lidt efter lidt er hævet op over Havspejlet, hvad der bl.a. gjør det forklarligt, at man midt inde i Landet kan finde Rullesten og Skaller af Havdyr dybt i Bakkernes Sand.

Endnu synes det man da√ også overalt at bære ligesom Mindelserblive mindet√ om denne sinLandets√ Oprindelse. Bestandig, hvor man end færdes i dette Land, føres Tanken uvilkårlig√tilbage til Havet. Denne Overfladens karakteristiske Bølgeform, som overalt møder Øjet; de løvrige Skoves melodiske> ejendommelige√ Sus, der minder En om Bølgens Brusen; Beboernes havblå Øjne, deres blege Hud og lyse Hår, ja selv deres Gemyts sælsomme'1 Koldblodighed, en ejendommelig Forening af sejg Styrke og blød Eftergivenhed – alt synes En en Arv fra det Hav, som Land og Folk skylder sin Tilblivelse. –

Skagen

Den, der vil se Havet i dets Vælde, skal rejse til Skagen. Han lærer da samtidig Klitten at kjende i dennes største Udstrækning og stifter endelig Bekjendtskab med en By, der i Ejendommelighed søger sin Lige.

Skagen er nemlig Navnet på et fattigt Fiskerleje på over to tusinde Sjæle, der ligger ensomt mellem Klitter ude på den yderste, øde Odde af Jyllands Nordspids, omgivet af to store Have, hvis idelig fremrykkende Bølgerækker mødes og brydes foran den som larmende Hære, – forøvrig forbunden med (eller adskilt fra) Omverdenen ved en smal, milelang, ganske ubeboet Klitørken, hvor kun en Række triste Telegrafstænger minder En om menneskelig Virksomhed.

Vejen derop går fra Frederikshavn, Endestationen på den jyske Længdebane, en lille livlig Handelsplads, der ligesom forslæber sig på en umådelig Havn, hvis mægtige Fangarme strækker sig langt ud i Havet. Hele Bryggen, ja hele Byen lugter af Fisk. Thi fra Havnen er en vigtig Export af alleslags Havdyr, der forsendes enten i Fiskekvaser over Kattegattet til Kjøbenhavn eller på Is med Jærnbanen gjennem Jylland helt ned til Midten af Tyskland.

Om Fiskenes Fortrinlighed hersker kun én Mening. En fredrikshavnsk Rødspætte vilde kunne bedække sit Bryst med flere Hæderstegn end nogen Fyrste. Som yderligere Bevis kan fortælles følgende: En rig Hamburger-Kjøbmand, som havde berejst hele Evropa lige fra Lissabon til Constantinopel, spist Østers i Marennes, drukket Muskat i Montefiascone og plukket Dadler i Valencia, kom en Gang her til Byen på en tilfældig Gjennemrejse, tog ind på et Hotel og forlangte en Ret Fisk. Siden vendte han regelmæssig hver Sommer tilbage og forblev her i flere Uger, alene for at spise Rødspætter lige optrukne af Havet. Og han gav sin Salighed i Pant på, at højere Nydelse forundtes ingen dødelig.

Fra Frederikshavn til Skagen er der 5 Mil. Det påtænkes at fortsætte Jærnbanen derop og lægge et Spor tvers igjennem Klitørkenen – en Plan, der rimeligvis i en endog meget nær Fremtid vil være virkeliggjort. Foreløbig må man imidlertid tage til Takke med den gule Postkareth, men man er ingenlunde ilde tjent dermed. Tværtimod. Man sidder særdeles behageligt mellem Vognens Hynder, man har fri Udsigt til begge Sider, og Landskabet glider En ikke hurtigere forbi, end at Indtrykkene af dets mærkelige, vilde og storladne Poesi får Tid til at fåstne sig hos En. Endelig har man på Bukken en Kusk i skinnende rød Kappe, der gjærne blæser En et lille muntert Stykke på sit Horn, ifald man ønsker det.

Og en lille Adspredelse på det første Stykke Vej er for den Sags Skyld ikke af vejen. Terrænet begynder fladt og temmelig ensformigt. Vel følger Kattegattets blå Stribe os trofast i Øst, men i Afstand; og i Vest har man kun Udsigt til sandede Marker, blege Kjær- og Engstrækninger med spredtliggende Gærde og hist og her en lille forkrøblet og vejrblæst Lund, der ligesom kryber hen ad Marken.

Men efterhånden øjnes Klitterne. Først dukker de op i Øst og stænge her snart Udsigten til Havet. Så begynde de også at skimtes i Vest, forrådende, at nu snævres Landet ind, at nu nærme de to store Have sig for hvert Skridt hinanden for tilsidst ude over Skagens Rev med deres oprørte Vandmasser at gjennembryde den sidste Skranke og som frådende Vilddyr kaste sig i hinandens Favn. Snart høres allerede Kattegattet snøfte tæt ved os bag Sandhøjene på vor højre Side; og standser man og lytter, vil man i stille Vejr og især efter Storm også tydeligt høre det endnu fjærne Vesterhavs hule, utålmodige Dundren mod Kysten.

Alligevel forløber Vejen forholdsvis fredeligt, indtil man når Aalbæk, et lille Fiskerleje omtrent midtvejs mellem Frederikshavn og Skagen.

Her er Mødested for Postvognene nord- og sydfra ved en lille Kro af højst primitiv Beskaffenhed. Om Sommeren, især i Ferietiden, når Antallet af Vognene fra begge Sider kan beløbe sig til henimod en Snes Stykker, er det et ganske broget Stykke Rejseliv, der her, så at sige midt i Ørkenen, udfolder sig i den halve Time, der bedes ved Kroen. Vejrblæste eller svedige, forkomne af Sult og Tørst, stamper Rejsende i de forskjelligste Kostumer ind i de små lave Stuer, som de hurtig helt fylde – den ene Halvpart livlig betagne, opfyldte af alt, hvad de have set, og fortællende hinanden derom med Stemmer som Søfolk, der ere blevne vante til at råbe gjennem Bølgelarm og Storm, – den anden Halvdel livlig lyttende, spændt forventningsfuld, begjærligt opsnappende i det almindelige Spektakkel alle Slags Stumper af Beskrivelser over det Skuespil, der venter dem.

Det hele er det lystigste Røre. I de forskjelligste Tungemål råbes på de forskjelligste sult- og tørststillende Midler. Hundrede Hænder overfalde øjeblikkelig de fortumlede Piger, der komme fra Køkkenet med Favnen fuld af Flasker, Kopper, Glas og alle Slags Fornødenheder. Hist står en adstadig, ældre Gentleman med grå Gamascher og drikker Øl af en Spølkumme. Her er et overgivent Selskab af Damer og Herrer kommet op at slås om en Tallerken Smørrebrød. Alt er den muntreste Forvirring.

Så lyder Hornsignalet derude fra, Tegnet til Opbrud. Nu er Fristen ude – til Vogns!

Herved er imidlertid den Ting at bemærke, at man ikke fortsætter Vejen med den samme Vogn, der bragte En hertil. Denne er nemlig sædvanligvis en almindelig lukket Vogn; men en sådan er både for tung og bredsporet til de Veje, vi nu skal befare. Vi bestige derfor en almindelig tostolet, sækaldet "holstensk" Vogn, der også er meget behagelig at sidde i, og hvorfra man ligeledes har Udsigten til en Kusk i skinnende rød Kappe foran sig. En gammel, vejrbidt Ulk med et stort, violet Ansigt, et hvidt trevlet Skjæg under Hagen og en tobaksbrun Mund hjælper os til Sæde. Han venter ingen Drikkeskilling derfor; han er her kun, fordi det morer ham nu, da han er bleven for gammel og stiv til at bruges på Søen, at stå her hver Middag og se på al denne fremmede Ståhej; – og dette, uden al Beregning at række en hjælpende Hånd overalt, hvor det behøves, det er noget, der ligesom ligger Folk i Blodet her i disse Egne, hvis barske Vildhed bestandig tvinger Menneskene til Sammenhold og gjensidig Støtte.

Så knalder alle Piskene. Under Hilsen og Viften rulle de to Vognrækker atter bort – hver til sin Side langs Telegrafpælenes ligeløbne Linjer. Med Hænderne dybt i sine store Klaplommer, gumlende på sin Tygge-Tobak, bliver den gamle Ulk ved at stirre smilende efter os, indtil vi alle forsvinde fra hans Synskreds, – og atter ligger det lille Karavanserai ensomt og forladt i sin Sandørken, hvis uendelige Tavshed sluger det. –

**
*

Hidtil har Klitrækkerne kun været lave, og Afstanden imellem dem ret betydelig. Men jo længere vi nu lade Ålbæk bag os, des mere forandre Forholdene sig. Lidt efter lidt voxe Klitterne på begge Sider, både i Højde og Udstrækning, og samtidig rykke de for hvert Skridt hinanden nærmere på Livet – for tilsidst helt at smelte sammen derude i det store, ganske ubefolkede Sandhav, der endnu skiller os fra Skagen.

Vi se det allerede bølge foran os – gråt, grågrønt, med skumhvide Toppe, vildt og gyseligt øde, som en uhyre Brænding, der med ét er stivnet og forstummet. Snart vil dets golde, kun med spredte Marehalmstrå bevoxede Høje lukke sig tættere og tættere omkring os. Vi se allerede kun Himlen over os og oprevne, svagt fygende Skrænter til alle Sider. Den knugende Tavshed stiger. Vi høre kun Vognhjulenes Knirken i det dybe Sand og en underlig spøgelsesagtig, ligesom smertefuld Sukken af de tørre Marehalmsduske, når Vinden drager igjennem dem.

… Klitten er dannet af Stormen. Den består af Flyvesand, det vil sige, fint, hvidt Sand, som Havet har kastet op på Stranden, som Solen dér har tørret, og som Stormene derfra har ført med sig og tilsidst tårnet op i høje Driver, ganske som de Vinterdage gjøre det med den løse Sne. I forrige Tider, før man kjendte Marehalmens Evne til med sine utrolig lange og fine Rødder at dæmpe Sandflugten, var en sådan Klitregion i en uophørlig og skjæbnesvanger Bevægelse. Ved den mindste Luftning begav de fine, løse Partikler sig på Vandring. Fygningen vedvarede så at sige bestandig, forandrede daglig Klitternes Form eller flyttede dem efterhånden helt. Og når så Stormene brød løs! Hvilken Dommedags-Rædsel! En tæt, tordenblå Sky af ophvirvlet Sand indhyllede hele Egnen og slukkede Solens Lys. Alt var i vildeste Flugt. Én for én opreves Klitterne og førtes hvinende gjennem Luften – vidt over Ødet, tilbage til Havet eller ud til tilgrænsende, frugtbare Egne, som de begravede.

Man kan endnu nogenlunde danne sig en Forestilling om hine vilde Skuespil på enkelte, tilbageblevne Pletter, der til Dato hårdnakket have modsat sig ethvert Forsøg på at bøjes ind under Kulturens Tugt. Således på den berømte – og berygtede – Råbjerg Mile.

Man må, for at nå denne, forlade Postvejen og dreje mod Vest ind gjennem Klitterne. Tilsidst ser man da foran sig en vidtstrakt Række af høje, brede, blødt svulmende, askegrå eller – når Solen beskinner dem – sølvflimrende Sandbølger, fuldkommen nøgne, så blotted for enhver Vegetation, som havde de i samme Nu hævet sig op af Havets Dyb. En Dødens Stilhed, en knugende Ensomhed ruger over dem. Jo mere man nærmer sig disse mægtige, tavse, af alt Liv forladte Masser, især når en forreven Skyhimmel ligesom angstfuld flyver hen over dem, des mere gribes man af deres vilde, storladne Melankoli, og man begynder at forstå de Fortællinger, man har hørt, om den pludselige Rædsel, der har grebet Folk på dette Golgatha, når de i Ensomhed have vandret hen over det.

I stille Vejr indskrænker Sandets Bevægelser sig til en fin, melagtig Fygen, der holder sig til Overfladen og ikke hindrer en Bestigen. Kan en sådan alligevel være besværlig nok op gjennem de mægtige Skråningers dybe og bløde Sand, i hvilket man for hvert Skridt frem skrider allermindst det halve tilbage, og standser man ofte forpustet undervejs og kaster et tvivlrådigt Blik op til Toppen og et betænkeligt ned mod Dalen – med en uhyggelig Fornemmelse af, at en eller anden usynlig Trolddom modsætter sig Ens Fremtræden og med Magt holder En tilbage, så lønnes alligevel al Umage og alle Betænkeligheder mange Gange, når man først har nået den højeste af alle Toppene.

Man har da foran sig i Nord den hvide, grå og vissengrønne Klitørken i hele dens mægtige Udstrækning, omsluttet af de to Have, der netop skimtes i Øst og Vest. Hvilket Syn! Med sine utallige, skarpe, solbelyste Kamme og sine beskyggede Dale, med sin Uendelighed af Toppe og Fordybninger og med sin stivnede Ro frembringer den i første Øjeblik et Indtryk, som så' man ud over en fremmed Klode, – over et af disse døde Månelandskaber, der forfærder os som Synet af et Lig, der er stivnet i Dødsøjeblikkets Krampetrækninger. Men efterhånden forandres Indtrykket. Store Skygger af Skyer jage hen over den vilde Flade. Og idet man bliver ved at stirre ud over dens uendelige Bølgerækker, mens snart en, snart en anden Top pludselig ligesom forsvinder og derpå strax igjen dukker solbelyst op, ser det tilsidst ud, som om det døde er bleven levende, som om det hele mægtige Sandhav er i uafbrudt, gyngende Bevægelse. En Svimmelhed griber En, og man får en Fornemmelse, som om man befandt sig på Dækket af et Kæmpeskib og stirrede ud over de oprørte Bølgers vilde Dans for Stævnen.

Man kan da sætte sig ned i det varme Sand og betragte selve Milens hvide Flade, der i store roligt svulmende Former breder sig omkring En som et Stykke Urtids-Landskab uden Liv eller Lyd. Selv dine egne, dybe Fodspor ere allerede udslettede i Sandet, din Røst opsluges af disse Vidders uendelige Tavshed, ja endog din egen Person vilde snart tilintetgjøres af disse evigt vandrende Sandelementer, der lydløst lægger sig om dig, såsnart du har taget Sæde, og hobe sig op over dine Ben, som om de ikke tålte dig her på deres Enemærker og vilde begrave dig under deres døde Masser. Rejser der sig blot den mindste Smule Blæst, vil du også snart opgive ethvert Forsøg på at holde dig dem fra Livet. Det oprørte Sand pisker dig i Ansigtet som med tusinde fine Nåle og omgiver dig med en Hvirvelrøg, der tager Vejret fra dig. Og idet du får en levende Forestilling om, hvorledes her vilde være at færdes, om en virkelig Storm pludselig brød løs, skynder du dig herfra, som fra selve Forbandelsens Ørk, og trækker ikke Vejret frit, før du atter velbeholden har nået Foden.

… I en så øde, så menneskefjendsk, så uhyggelig uberørt Tilstand har altså hele den store Klitregion i gamle Dage befundet sig. Historien har meget sørgeligt at fortælle her om Sandflugtens frygtelige Ødelæggelser. Frugtbare Engstrækninger, hele Landsbyer og store Hovedgårde ere ofte under et eneste Uvejr for bestandig blevne begravede under Masserne. Her, på begge Sider af den bugtede, kun med Lyng belagte Postvej, ad hvilken vi nu atter Skridt for Skridt arbejde os møjsomt frem, har Bonden pløjet, og Køerne græsset, og Gård har ligget her ved Gård med Velstand og Lykke.

Nu kjører man Time efter Time uden at se andet menneskeligt end de melankolske Telegrafstænger og Plantørens lille Hus, der ubamhjærtigt er bygget midt i Ørkenen. Rundt om sig har man kun Klit ved Klit, bestandig højere og vildere, med de i lige Rækker nedplantede Marehalms- og Klittagsduske. En enkelt Gang kan man se en Ræv luske om mellem Sandhøjene eller en Hare skjule sig bag en Tue, og hist og her kan en Flok magre, halvvilde Får i Afstand betragte os fra en Top med forskræmte Blikke. Ellers intet.

Endelig møder os i Øst, et Stykke fra Vejen, et besynderligt Syn: et Kirketårn, der rager ensomt op af Klitterne – et Minde om en af de nysnævnte Ødelæggelser. Det er den sidste Rest af Skagens gamle Kirke, der i sin Tid byggedes af Hollændere og Skotter, som fiskede her under Kysten. Under en frygtelig Nordvestenstorm for godt et Aarhundrede siden, hobede Sandet sig således op over den, at Kirkefolket siden hver Søndag måtte møde med Spade og Skovl for at komme ind i den. Alligevel benyttedes den endnu tyve Aar derefter, indtil et nyt Uvejr ganske begravede den på Tårnet nær.

Så nærme vi os Rejsens Ende. Snart drejer Vejen ud af Klitterne. Vi se foran os en flad Sandhede og ude på den – en langstrakt By med en lille Kirke, flere store Kjøbmandsgårde og mange små Huse, hvis teglhængte Tage skinner dobbelt røde mod at det kridthvide Sand.

Det er Skagen.

**
*

Skagen ligger som en Oase på Grænsen mellem Klitverdenen og Jyllands alleryderste Spids, det nøgne Sandhorn, der kaldes Grenen. Egentlig er der to Byer, Gammel-Skagen (også kaldet Højen) ved Vesterhavet og Ny-Skagen ved Kattegattet. Afstanden mellem dem er c. ½ Mil, og det er den sidste, der er Hovedbyen, ligesom det også er den, der i første Øjeblik overrasker den fremmede med sine Omgivelsers Frodighed.

De udstrakte Sandflader, der omgive den, ere efter Sandflugtens Ophør blevne omdannede til brune Lyngheder og fredsommelige Kjærmoser; og Stykker af disse ere igjen – takket være den udmærkede Fiskegjødning d. v. s. Affald af Fisk, som Havet her så rigeligt skjænker – gjennem møjsommeligt Arbejde gjort til ganske frugtbart Agerland, hvor Køer græsser og Heste pløjer. Ja, endog en hel lille Lund vinker En i Møde midt i Sandet, opelsket gjennem en ihærdig, årelang Kamp mod Elementerne. Alligevel må man ikke vente her at finde nogen Storstads-Kultur. Byens ene lange, så at sige eneste Gade består af foddybt Sand, der har givet dens Beboere en ejendommelig Gang, så man overalt i Riget kan kjende en Skagbo på den Måde, hvorpå han løfter Benene. Inde mellem Husene ligge de nøgne Klitter. De såkaldte "Haver", som Beboerne omfatte med en så rørende Ømhed, består i Almindelighed blot af et med Pindeværk indhegnet Stykke Sand af et Lagens Størrelse, hvor et Par spredte Blomster føre en hensygnende Tilværelse i Ly af oprejste Potteskår. Bag tætte Plankeværk kan hist og her en Smule Hæk trives, men hvert mindste nysgjerrigt Skud, der vil kigge op over Plankernes Overkant, klipper Vestenvinden øjeblikkeligt.

Naturligvis træffer man overalt Minder om Havet. Hist dannes Taget på et Udhus af en gammel tjæret Båd med Kjølen ivejret; her har Familiegrisen fået Logi i et strandet Skibs Ruf. Al Slags opskyllet Vraggods møder overalt Øjet … for slet ikke at tale om det Sæt af Fiskestejler med Guirlander af til Tørring ophængte Fisk og den Uendelighed af udspændte Net, der omgiver ethvert Hus.

En høj Klitrække skiller Byen (her Ny-Skagen) fra Kattegat og danner dens Værn mod Øst. Om nogen Havn er der ikke Tale; end ikke så meget som en Fortøjningspæl findes her; Sand og Sø vilde øjeblikkelig føre den væk. De store Både stå opstillede i Række på den anselige Forstrand og blive, for hver Gang de skulle benyttes, under Opsang skubbet ud i Søen ved Hjælp af 6-8 brede Fiskerrygge.

… Under de mørke, vilde Vinterstorme, når Himlen ligger tungt over Hav og Land med gråblå, flygtende Skyer; når de store, hvide Måger ængstelig trykke sig sammen under Klitterne, og Brændingen skummer og raser, så ingen Båd kan slippe ud; når selv ikke Røgen vil rigtig ud af Skorstenspiberne, men trykker sig lavt og ligesom angst ned over Tagene – da krymper det hele Leje sig ligesom tættere sammen mellem sine Sandhøje; Døre og Luger stænges forsvarligt. Bådene skydes helt op mod Klitrækken, for at den stigende Sø ikke skal nå dem, alt flytteligt surres og rebes som på et Dæk under en Orkan, alle holde sig så vidt mulig inden Døre, og Døgn på Døgn ligger hele Byen hen som i en halv Dvale, lukket inde i sig selv, mens Sand og Skumflager, hvirvle hen over den.

I stille, lyse Solskinsdage, sådanne som især om Sommeren ikke sjældent indtræffe, frembyder Byen derimod det livligste Skue. Én for én kommer Bådene ude fra Havet med Fangst, slynges over Brændingen, løbe op på Sandet og drages i Land. Langs Stranden løbe Skarer af halvnøgne Drenge og Småpiger med opløftede Kjoler og pjaske i Bølgerne; andre sidde henne i Skyggen under de optrukne Både, med Hænderne i Skjødet, og se ud på de små piblende Strandterner, der uafladelig stryge hen over Vandfladen og dykke efter Fisk. Oppe på Klitrækken sidde Fiskere, der have været ude på Nattefangst, og rede Garn; andre stå på Udkig, urokkelige som Statuer med Hænderne dybt i Lommerne, og have ikke Øjnene fra Havet. Inde i Byen, hvor Sandet brænder under Fodsålen, ere alle Døre åbne, og rundt om Husene ligge Ænder, Høns og Grise og lade sig vellystigt gjennembage af Solen. Hist sidder en flittig Kunstmaler sammenbøjet under en stor gul Paraply som en Frø under en Paddehat; her står en ung Tourist med Myggeslør om Hatten og gantes med et Par lattermilde Fiskerpiger; og langt ude mellem Klitterne – midt i den stegende Sol – spaserer en hel Familie med røde, gule, grønne og blå Parasoller ud til Fyret. Thi Fyret! … Det er Skagens Stolthed og alle Touristers Endemål. Højt og slankt hæver det sig derude på den yderste Odde som Landets sidste, vældige Milepæl.

Man skal komme der henimod Solnedgang, en stille Dag med høj, klar Luft. Det Syn, der da møder En fra den slanke Søjles Top, søger sikkerligt sin Lige.

Dernede, lige under En, ligger Grenen det flade, smalle Sandhorn, der som det blandt alle Søfolk berygtede Skagens Rev fortsætter sig under Vandet indtil henimod en Mil ud i Havet. Selv i blikstille Dage når Kattegattet ligger som et Spejl, og Vesterhavet hviler i lange rolige Dønninger, står der en Skumkam ude over dette Sted, hvor de to store Have mødes. Over disse ser man milevidt til begge Sider. Hundrede af Sejlere og Dampere drage hen over dem og sende ved Flag en Hilsen hjem gjennem den lille Signalstation ved Tårnets Fod. Vender man sig så om, ser man ind over Landet, der herfra kan studeres som på et Landkort. Først har man en lille Klitsø tæt ved Tårnets Fod, hvorfra et øredøvende Spektakkel stiger op af Mågerne, der her har deres Forsamlingsplads; så kommer Byen; og bag denne igjen den grågrønne Klitregion med dens Uendelighed af Toppe.

Og over dette Hav og dette Land lægger der sig flere og flere Farver, jo mere Solen nærmer sig Horisonten. Klitterne gløde som Ild, og en Purpurstrøm glider ud over Havet, idet den blodige Solkugle berører dets Spejl. –

Vesterhavet

Som bekjendt er der få Steder i Verden, hvor så mange Skibe – Dampere såvelsom Sejlere – årlig gå til Grunde som på den jyske Vestkyst. Forslåede af Vestenstormene eller indhyllede i Tåge og Tykning drive de hjælpeløse herind ude fra Nordsøen, hugge mod Sandet og sønderslås dér ynkeligen af Brændingen.

Tusinde og atter tusinde af stolte Sejlere have her fundet deres Grav; og trods alt, hvad den nyere Tid har gjort i Retning af Fyr, Mærker lydende Tågesignaler o. s. v. bærer denne øde, vilde, forrevne Strand endnu den Dag i Dag med Rette Navn af "Skibenes Kirkegård".

Denne Kirkegård havde i gamle Dage sine Ligrøvere blandt Kystlandets Beboere, der levede i Samlinger af små, tjærede Træhytter hist og her bag den nøgne Klit og til daglig ernærede sig fredeligt ved Fiskefangst på Havet. Men når Stormene brød løs, eller Tågerne svøbte sig om Stranden, vågnede uhyggelige Lidenskaber hos dette halvvilde Folk. Da lå de i rækkevis deroppe på Klitterne og lyttede til Havets Dundren, urokkelige, med et gridsk Glimt i de halvt tillukkede Øjne – som lurende Schakaler, der høre Kamp og vejre Bytte. Ve da de ulyksalige, der drev derude for Vind og Vove! Ingen hjælpende Hånd blev rakt dem i deres Nød, ingen gav Gjensvar på deres sønderrivende Jammerskrig. Og bjærgede de sig selv ved et Under frelste i Land – en Kniv i Siden og en Hæl i Øjet var den Velkomst, der mødte dem. Og mens Brændingen kastede Stumperne af det sønderbrudte Skib og dets Ladning op på Stranden som Røvernes Bytte, begravedes de lemlæstede Lig i Klittens Sand, og hvert Minde var udslettet om den blodige Dåd.

Endnu spille disse Strandinger en ikke uvæsenlig Rolle i Vesterhavsfiskernes Liv. En "god" Stranding kan bøde på mangt et fejlslagent Fiskedræt, og Aarets Udbytte regnes mange Steder nok så meget efter Strandingernes Antal og Værdi som efter Heldet ved Fiskefangsten.

Men som Klitten selv, er nu også dens Beboere og disses Liv draget ind under Civilisationens Ledebånd. Langs hele Kysten findes der nu, flere Steder med kun få Mils Mellemrum, Redningsstationer, som Staten har oprettet, og som under store Bekostninger vedligeholdes med sindrig konstruerede Redningsbåde, Raketapparater til Udskydning af Redningsliner foruden mange andre Hjælpemidler til Skibbrudnes Redning, – men navnlig med et fast lønnet, vel organiseret og fortrinlig indøvet Redningsmandskab, udtaget af Kystens kjækkeste, stærkeste og pålideligste Folk. Med et Heltemod, en Opofrelse, en Koldblodighed, der må vække Beundring, forlade disse Hus og Hjem, såsnart Nødskuddet kalder, og vover ofte eget Liv i Brændingen for at frelse skibbrudne Kammerater, som de ikke kjende, ja hvis Sprog de for det meste end ikke forstå.

Denne Art af Strandinger, hvor det gjælder Liv og ikke Skib, er imidlertid ikke af dem, som nutildags beriger Fiskerne her. Tvertimod. For under utrolige Anstrengelser – og tidt med Døden for Øjnene – at kæmpe i Brændingen i halve eller hele Døgn, modtager hver af Redningsmandskabet i Løn kun ganske få Kroner, og Vraget og den Ladning, der senere kan bjærges, tilhører Assurandørerne og sælges under Statens Kontrol. Det er under andre Omstændigheder, nemlig når et Skib (især en Damper med kostbar Fragt som Bomuld eller Kaffe) på Grund af Tåge eller ved Uagtsomhed støder på Landgrundene og må have Bistand for at komme løs, at Fiskerne få Lejlighed til Fortjeneste. Under sådanne Forhold, hvor intet Menneskeliv men kun Skibets Værdier stå på Spil, må der ofte betales ganske klækkelige Løsepenge, af hvilke der altid tilkommer Fiskerne en Trediedel selv om det er en hidkaldt Bjærgningsdamper, der udfører Arbejdet.

De Grunde, hvorpå Skibene støde, er de såkaldte Revler, lange, faste, undersøiske Sandvolde, der – i Almindelighed i et Antal af tre – i forskjellige Afstande nøjagtig følger Kystlinien. De åbenbare sig, selv i stille Vejr, derved, at Søen brækker over dem ("Brændingerne"), skjøndt den yderste Række har sexten Fod Vand over Kronen. Imellem dem er Vandet dybt og sejlbart. Den første Revle, d. v. s. den, der er nærmest Kysten, er kun skilt fra denne ved få Alen lavt Vand, og ligger under østlige Vinde undertiden helt oppe over Vandskorpen. Over den anden Revle er der under sædvanlige Forhold gjærne ti Fod Vand, og på denne er det i Almindelighed, at større Skibe første Gang støde, idet Brændingen har løftet dem uskadte over den yderste, tredje Revle. Men også denne anden Revle kan Skibene ved høj Sø blive slynget over, selv efter at de have stødt, og det er da på den første Revle, at de finde deres Undergang. Kun når Skibene ere meget små eller under en Orkan, kan Søen føre dem også herover og kaste dem helt op på Stranden.

**
*

Det var en Dag ud på Høsten. Vi var et Selskab på fire Personer, der gjennemblæste og forkomne efter en otte Timers Kjøretur langs Vesterhavsstranden – henimod Aften havde nået en af de små Fiskerbyer, der gjemmer sig bag Klitrækken. Det havde blæst stærkt i fire Døgn, og Blæsten var tilsidst steget til en Brandstorm, der havde sat Havet i et sådant Oprør, at vi på det sidste Stykke Vej vare blevne ganske døve af at høre på dets overmægtige Drønen.

Nu sad vi lunt og godt inde i den lille Gjæstgiverstue og oplivede os ved en varm Grog sammen med Strandfogden, Formanden for Redningsbåden og et Par andre af Redningsmandskabet, alle støtte, bredskuldrede, skjæggede Skikkelser, hvis alvorlige, vejrbidte Ansigter og lidt ludende Holdning tilstrækkelig fortalte om deres anstrengende og farefulde Æventyr på Havet.

Naturligvis faldt Samtalen snart hen på Strandingerne. Den sidste, de havde haft her, lå næsten tre Fjerdingår tilbage i Tiden, men den havde også været en af de frygteligste, de længe havde oplevet. Formanden for Redningsmandskabet, en tre Alen høj og tilsvarende bred Kæmpeskikkelse, med et rødbrunt Skjæg ned til fjerde Vesteknap, fortalte derom omtrent følgende:

"Det var netop Juleaften. Det var en forrygende Storm, ja mestendels en Orkan med Snetykning og bidende Frost, så Søen, der gik helt op mellem Klitterne, klingrede ligesom med Glasstumper. Jeg havde ved Solnedgang været oppe på Udkig og set ud over Havet, og havde derpå, som Loven byder, sat Nattevagt ud, inden jeg gik hjem. Så var Klokken vel bleven sådan noget som ti, og jeg var kommen i Seng, og kanske havde jeg også blundet en Timestid – for rigtig sove kan jeg aldrig i et sådant Vejr – så bliver der banket hastigt på min Rude. "Hvad er der på Færde?" spørger jeg. – "Der er en Stranding udfor Røderenden, lige under Land. Jeg kan høre Folkene skrige," blev der svaret med Nattevagtens Stemme. – "Har du givet Kjendingssignal?" spurgte jeg; men han var allerede borte for at bringe Meddelelsen videre. "Gud hjælpe de Stakler," tænkte jeg, idet jeg stod op. "I en sådan Nat gives vist ingen Redning." Så vækkede jeg Mo'er, der i Hast varmede en Kaffetår, mens jeg klædte mig i Oljetøjet, bandt Sydvesten under Hagen og fik en Lygte tændt. Men Lygten slukkedes af Stormen i samme Øjeblik, jeg trådte ud af Huset. Det var et forrygende Vejr. Jeg kunde ikke se en Hånd for mig; jeg skimtede bare de hvide Sneprikker, der fór mig forbi Øjnene. Skjøndt jeg dog ikke er nogen Spædekalv, havde jeg næsten ikke Magt til at arbejde mig op gjennem Stormen, og Kulden var så hård, at der strax dannede sig lange Istapper i mit Skjæg. – Udenfor Redningsbådens Hus, hvor vi altid samles, traf jeg flere andre af Mandskabet, som allerede var komne i Tøjet, og snart vare vi alle samlede. Et Par Stykker blev ved Redningsbåden for at afvente Pligtkjørernes Komme, mens vi andre strax begav os til Strandingsstedet med Raketapparatet. – Røderende ligger nu ikke mere end en halv Fjerdingvej herfra, men alligevel var vi vist en hel Time om den Tur, skjøndt vi sandelig ikke smølede. Vi ravede os gjennem Mørket og Stormen og de rygende Klitter og nåede da endelig Toppen af den yderste Klit, hvor Havet brølede os i Møde. Det var lige netop, at vi heroppe på Højden kunde holde os oprejste imod Stormen, når vi holdt fast omkring hinanden. Den glasklingrende Brænding hørte vi lige under os, og nu og da blev vi overstænkede af frossent Skum. – Vi kunde bestandig ikke se en Hånd for os, og i første Øjeblik hørte vi heller ikke andet end Stormens og Bølgernes Rasen. I Begyndelsen gjør jo Brændingen En nemlig altid stokdøv; det er først, når man har vænnet sig lidt til dens Dundren, at man hører enhver nok så lille Lyd, selv om det er en Lærkes fine Tone, ganske tydeligt igjennem den. Det varede da heller ikke længe, før vi hørte de Skibbrudnes hæse, sønderrivende Jammerskrig sammen med Skibets Bryden og Bragen i dens Sammenføjninger√fra Skibet i alle dets Fuger (?) og de fløjtende Hvin fra sprængte Liner. Vi forsøgte at skyde Raketter ud imod dem, men forgjæves. De rakte ingen Vej imod et sådan Vejr. I enkelte Øjeblikke var det som om Stemmerne forstummede derude, men kun Bragene lød forstærket ind som dumpe Skud af Kanoner. Men så dukkede Hylene og igjen, bare endnu vildere og mere hjærteskærende, – en Kvindes Skrig over dem alle, gjennemtrængende, hjælpeløst, uden Ophør, mens Mændene hørlig i Fortvivlelsens Kamp afbrydes og bides oppe i Rigningen, som slingrede frem og tilbage over Brændingen. – Endelig kom Redningsbåden, forspændt med 6 Heste. Hvordan de i dette Mulm havde kunnet komme gjennem Klitterne, var næsten ubegribeligt; de arme Dyr havde da også slidt, så der stod et helt Lag af Svedskum over dem – og nu fik vi i Hast gjort Båden klar og skudt ned mod Havstokken. Jeg skulde just til at tage mit Mandskab ud til den første Tørn (for vi havde bestemt, at forsøge, det vilde vi nu alligevel) – – da var det med ét, som om Havet sitrende rejste sig mod Skyerne. Et enkelt, splintrende Brag lød tæt inde under Land. Derpå blev alt stille. Ikke et Skrig. Men i et Nu fyldtes det sydende Vand foran os med en Forvirring af splintret Skibsgods: Tømmer, Plankestumper, Sejl, Kister, Liner og en Mængde store Tønder, der allesammen malede rundt imellem hinanden som i en kogende Kjedel. Så forstod vi, at alt var forbi.… Det var da også et sørgeligt Syn, der mødte os, da Dagen begyndte at bryde frem. Mellem Mastestumperne og indfiltret Linegods lå syv stivfrosne, ligesom kandiserede Lig på Stranden, hvor Bølgerne havde skyllet dem op. Skibet selv lå på Siden i Brændingen og lignede et Talgtrug med sit Ispanser og sit Isskjæg. Så var der ikke mere for os at gjøre, og da vi havde fået Ligene på en Vogn, kjørte vi med dem herind til Byen.

**
*

Overalt, hvor man færdes ved Vesterhavet, mindes man disse Ødelæggelser, der danne de æventyrlige Afbrydelser i disse øde Egnes ensformige Liv, og som er Emnet for alle deres Sagn og Fortællinger. Langs hele Havstokken, undertiden kun med få Hundrede Fods Mellemrum, stå de afpillede Rester af gamle Skibsvrag som Skeletter af Kæmpeådsler. Under daglige Forhold, d. v. s. når Søen ikke er alt for høj, stå de fleste halvt inde på Land. Alligevel betaler det sig ikke at ophugge dem helt, og de få derfor Lov til at stå således og for hvert Aar synke dybere og dybere ned i Sandet, indtil dette tilsidst fuldstændig begraver dem.

Forøvrig kaster Bølgeslaget daglig alleslags Sager op på Stranden, der er som en Oplagsplads for alt, hvad Bølgerne have ranet eller Folk kastet over Bord fra Kyst til Kyst. Om ethvert Forlis og næsten enhver Begivenhed ude i rum Sø, bringer Havet her Bud. Navnebrædter, Champagneflasker, Gallionsfigurer, Vinfoustager og tusinde andre Ting drive her i Land, og samles af Strandfogederne sammen i Bunker under Klitterne for at bortsælges ved Auktion. Hist træffer man et helt Træ, der er svømmet herover fra fremmede Lande, her en tillukket interessant udseende Kasse, her igjen en tilproppet Flaske med en Seddel, der bringer en sværmerisk Sømands elskovsfulde Længselssuk efter sin Hjærtenskjær – eller et skibbruddent Mandskabs sidste Hilsen til Hjemmet, før Bølgerne lukkede sig over dem.

Disse mange opskyllede Gjenstande bidrage ved den Måde, hvorpå de uvilkårlig sætte Fantasi i Bevægelse, til at underholde den Rejsende på hans Vandringer langs denne ensomme Strand, hvis Ensformighed aldrig trætter, og hvis storladne Øde og højtidelige Tavshed mere og mere bemægtiger sig Ens Sind og løfter Ens Tanke højt op over det daglige Livs små Bekymringer og Besvær. Til den ene Side ruller det uendelige Hav med al sin dragende, vilde Magt; til den anden rejser Klitten sin tavse Mur, der ligesom vil stænge for enhver jordisk Længsel; og foran sig har man kun den brede, hvide, nøgne Forstrand, hvorfra Sværm på Sværm af store Måger langsomt løfte sig, idet man nærmer sig.

Enkelte Steder langs Jyllands Vestkyst brydes Klitrækken af store, høje Ler- og Kalkstensbanker, der skyde sig helt ud til Havet, så Brændingen besprøjter deres stejle, ofte underlig fantastisk formede Sider. Således er der ved Lønstrup den æventyrlige Rubjerg Knude, og noget sydligere Bulbjærg, et ludende Fjæld med det mærkelige Klippestykke Skareklit, der – 40 Favne fra Land – står frit som en høj Søjle midt i Brændingen. I nærheden af Rubjerg Knude ligger et bekjendt Badested, Fiskerlejet Lønstrup, der ligesom de mange andre Badesteder langs denne Kyst – navnlig det enestående skjønne men vanskeligt tilgjængelige Blokhus – Aar for Aar bliver stærkere besøgt af Folk, der ikke bare vil lade sig nøje med Sundenes halvferske Småbølger, men vil føle selve Vesterhavets salttunge Brænding brydes over deres Rygge.

Fra Kattegatskysten

Fra Frederikshavn til Sæby er der knap to Mil. Vejen følger Strandkanten, så man hele Tiden har Udsigt over Havet til den ene Side; til den anden hæver sig høje, stejle Skrænter, tildels nøgne, tildels bevoxede med et lavt Krat. Man får Lyst til under Kjørselen at standse og stige op på en af disse Højder for at se sig om; men man bør vente dermed, indtil man omtrent har nået Sæby. Lidt inde i Landet finder man da et højt Punkt, der hedder Gjedebjærget.

Man har herfra ikke alene en storartet Udsigt over den lille By, den hvide Strand og vidt over Havet; men vender man sig mod Vest, ind mod Land, ser man milelangt ud over den såkaldte jyske Aas, et vidtstrakt, uroligt bølgende Højland, dækket af Lyng, af stridt Græs eller lavt, forkrøblet og vejrblæst Krat, hvorover utallige små, kraterlignende Tuer rager op og giver Egnen et ligesom vulkansk Udseende. Kun nede i de dybeste Dale, hvor Vinden ikke kan få Magt, breder Skove sig og grønne Enge; og her løber også stride Bække om under Bakkernes Fod og samler sig i større Aaer, der gjennem dybe, skovfyldte Kløfter finder Vej ud til Havet.

Her ved Sæby har en sådan Aa netop sit Udløb, og det sidste Stykke Vej snor denne sig dybt nede mellem høje, stejle Skrænter, der er bevoxede med herlig Skov, hvis tætte Løvmasser hvælver sig helt over den som en Tempelbue. En Fodsti fører fra Byen ud i Skoven og følger derinde hele Vejen langsmed det stærkt bugtede Aaløb. Kommer man oppe fra Skagen og herfra har vænnet Øjet til Klittens Goldhed og Øret til Havets barske Drønen, er Overgangen til denne svulmende Pragt og denne sælsomt dybe Fred, som kun Skoven ejer, højst betagende. Idet man træder ind i denne hemmelighedsfulde Halvdunkelhed, får man en Fornemmelse, som om man pludselig betrådte en Æventyrverden, en Trylleskov eller en Slags vældig Naturkirke, og man sagtner uvilkårlig sine Skridt, går langsomt og andagtsfuld og smiler i stille Henrykkelse. Med en guddommelig Renhed spejler de slanke Stamme-Søjler og de luftige Løvbuer sig i det klare Vand. Oppe fra de brogede Grenes Pulpitur strømmer hundrede små Korssangeres jublende Haleluja En imøde, og som et Orgelbrus drager Vinden gjennem Skovens høje Kroner, mens det rindende Vand ligesom fremmumler Bønner ved Ens Fod.

Man bliver ikke let træt af at vandre hen gjennem denne Løvtunnel, der strækker sig henimod en Fjerdingvej ind i Landet; og har man først sat sig til Hvile på en af de mange Bænke, der er anbragt på de smukkeste Steder på Skrænterne over Aabredden, løsriver man sig kun vanskeligt fra de blide Drømmerier, hvori denne Stilhed og blide Ynde dysser En hen. Man føler som en Hussvalelse sænke sig over Sindet, de trætte Tanker kan her få Lov at hvile ud, og idet man stirrer op i dette Mylr af flimrende Blade, der hvælver sig over En og lukker hver Lyd fra Verden ude, glemmer man sine Bekymringer, sine Savn og sine Skuffelser.

I umiddelbar Nærhed af Skoven, og tæt ved Stranden er der for nogle Aar siden oppe på en Høj fundet en jærnholdig Kilde, hvis Vand i lægende Kraft skal overgå de fleste hidtil kjendte Sundhedsbrøndes, endog af dem med evropæisk Berømmelse. Det påtænkes her at bygge en Kuranstalt oppe på Bakkeskrænten med Udsigt ud over Havet, – og man skal da også vanskeligt kunne tænke sig et bedre Tilflugtssted for lidende, der søger Lægedom og Ro. Luften her er vidunderlig frisk og ren. Det saltmættede Havs kraftige Bølgeslag og fine, hvide Sandbund gjør Badene på en Gang ualmindelig styrkende og behagelige. Brænder Solen eller rejser der sig Blæst, har man i Skoven ti Skridt fra sig Skygge og Læ; og forøvrig har man til længere Udflugter hele den henrivende og interessante Omegn med rig Afvexling af vældige Lyngbakker, frodige Skove, vilde, dybe Kløfter og smilende Enge. Kan man ikke få Luft i Lungerne og Farve på Kinderne her, får man det næppe noget Sted.

Selve Sæby er en lille, ubetydelig By. Kun en Skjælm vilde falde på at kalde den blot en "ikke uanselig" Stad. Man løber ikke uden Vanskelighed vild i dens små og få Gader, der alle udmunder i det lille Torv, og hvis tækkelige Småhuses Beboere alle udgjør ligesom én stor Familiekreds, hvis enkelte Medlemmer indtil de mindste Enkeltheder er fortrolige med hinandens Karakter, Vaner og Tilbøjeligheder og med Interesse følger enhver Forteelse i hele Byen. Selv Byens Hunde kjender strax en Fremmed og forfølger ham med arrige Bjæf gjennem Gaden, og det er en Hovedbegivenhed, når Byfogdens Damer har fået nye Kjoler, eller en fuld Mand er faldet i Rendestenen.

Men som Byen ligger dér under de høje, smukke Banker, landlig, fredelig, hyggelig og gjæstevenlig, med blomstrende Frugthaver og frodigt Græs mellem Torvets toppede Sten, er den en Type på alle de mange små Kjøbstæder i dette Land, der – trods sin Velbefolkethed – har den Ejendommelighed alligevel kun at eje én virkelig stor By, Landets Hovedstad Kjøbenhavn. De allerfleste Kjøbstæder er nærmest at betragte som mere eller mindre store teglhængte Landsbyer, samlede om en, højst to Kirker, et Rådhus og en Jærnbanestation. Alle hviler i en vis tryg og slap Stilhed. Kun nede omkring Havnen er der et lidt livligere Røre. Inde i selve Byen tumler Hundene sig uforstyrret midt ude på Stenbroen, og Kattene stryger kjælent hen ad Husmurene eller ligger på Stentrapperne og slikker Solskin. Med Anstand og Værdighed skrider Byens Embeds og Bestillingsmænd hen ad Fortovenes Fliserækker, hilser med omhyggelig Høflighed på hinanden over Gaden som Folk, der intet har at haste efter, henkaster nu og da i Forbigående et Ord om Vejret eller standser foran en god Bekjendt eller Kollega og begynder en Samtale om det sidste Bynyt, om Selskabet hos Byfogdens eller den sidste Forlovelse. Småhåndværkere med Skjødeskind og Småhandlende med fedtede Kaskjetter pusler om i deres åbentstående Boder. Gamle Koner med lange, antikverede Shawler og lydløse Filtsko, Hankekurv i Hånd og falmede Tøjblomster på Hattekysen lister omkring Hjørnerne for at gjøre Indkøb. Og inde i de små Gyder og Vinkelstræder, der hist og her kryber ud fra Hovedgaderne, ligger Klynger af barbenede og barhovede Børn og lader Korkpropper og Papirsbåde sejle i Rendestenene, som damper af hedt Vand fra Brænderierne. –

**
*

Dog – endnu en anselig dansk By er i Færd med at danne sig. Det er Aarhus.

Denne ligger også på den jyske Kattegatskyst – men adskilligt sydligere end Sæby – og er Jyllands vigtigste Ind- og Udskibningssted for Øerne, især for Kjøbenhavn på Sjællands Østside. I dens rummelige Havn ligger der tæt med alle Slags Sejlere, der losser og lader; Bryggen er stablet fuld af al Slags Gods; Kraner skriger, Dampfløjter piber, Tønder rulles, Vogne buldre, alt er Liv og travl Virksomhed. Vandrer man op igjennem Byen, strømmer der En også her alle vegne et Pust af Storstadsliv imøde. Elegante Butikker, Hoteller, Kafeér, smukke Promedader, Broer og Pragtbygninger. Under klingende Spil drager Militæret gjennem Gaderne, og Sommeraftener åbnes der i Byens Udkanter Forlystelsesetablissementer med Musik og anden Underholdning.

Kommer så dertil, at Aarhus Omegn hører til Landets smukkeste, vil man forstå, at Byen egner sig særdeles til et lidt længere Rekreations-Ophold for Rejsende, – hvad der er meget heldigt, da man, når man vil gjennemrejse dette Land, vanskeligt kan undgå i det mindste én Gang at komme til denne By.

Lige nord for Byen ligger på et storslået, af dybe Kløfter gjennemfuret Højdedrag Ris Skov, hvorfra man overalt har den mest henrivende Udsigt over den stille Havbugt og det omgivende Land, især til den høje, nøgne Halvø Mols ovre på den anden Side, der, navnlig henimod Aften, når den nedgående Sol belyser den, hæver sig dejligt op af Havet med blødt svulmende Former. –

Endnu mere storslået er dog Udsigten fra den såkaldte Ørnerede, Toppen af en stejl Skrænt, der et Par Mil Syd for Byen træder dristig lige ud i Havet. Vejen derud går uafbrudt gjennem de herlige Marselisborg Skove, hvorfra man har det ene Kig efter det andet ud over Søen, det ene skjønnere end det andet, indtil man når Ørnereden, det smukkeste af dem alle. Her har man Havet i hele dets Storhed lige under sig, bredende sig vidt til begge Sider, hvor Landet trækker sig tilbage, og endeløst ud mod Horisonten. Dets ejendommelig melodiske Susen stiger op omkring En og blander sig sælsomt med Bruset fra Skoven over Ens Hoved. Der er en Friskhed i dette Syn og denne Lyd, der er betagende. Øjet blændes, og Øret fortumles deraf, idet man fra Skovens grønlige Tusmørke pludselig træder ud i dette Lysbad og hører Mågeskrig og Høgehyl blande sig omkring En.

En Hederejse

Vi kom fra den lille, ældgamle, historisk så mærkværdige By, Viborg, der ligger midt i Hjærtet af Jylland og i sin Tid var Hovedstaden i denne Provinds. Vi havde beset dens herlige, gamle Granit-Domkirke, vel en af de ejendommeligste Bygninger i Norden; betragtet den myrdede Kong Erik Glippings ormstukne Tænder, der sammen med et Par andre af hans Efterladenskaber opbevares inde i Kirken, og var nu på Vandring sydefter – en frisk Morgen med Udsigt til en klar Dag med stille Varme.

Vi kom forbi en Plantage, gjennem snart lyng-, snart græsklædte Bakker og tilsidst inde i en Skov, en af de sidste Levninger af den gamle danske Egeskov. Et friskt Kildevæld af Toner – Mejsers og Siskeners overgivne Sladren – strømmede ud fra dens Løv. Store, mætte Krager sad og sov i Solen oppe i de høje Toppe, og inde i de kjølige Skygger, hvor Spætterne hamrede, rislede små muntre Skovbække klingende hen mellem Bregner og mosklædte Skrænter. Så overraskedes vi med et af et blændende Syn. Dybt i mægtige Bakkers Favn hvilede en yndig Sø, smilende og rolig som en Elskerinde'2. En Herregård – det gamle, berømte Hald, hvortil Sagnet henlægger Longobardernes Anførere, Brødrene Aages og Ebbes Fødested – spejlede sine Mure i dens dybblå Flade mellem henrivende lyng- og skovklædte Skrænter. Overvældede af Beundring satte vi os i Skyggen under et Træ og stirrede drømmende ned over Søen. Alt var vidunderlig stille; ikke en Vind rørte sig; Solen bagede ned over os, og i den af Varme flimrende Luft stod Bakker og Skove som bag et uendelig fint, guldindvirket Slør, under hvilket de syntes at blunde. Lige over for os, på den anden Side af Vandet, løftede sig over Bredden en dejlig Skovkuppel, dannet af svulmende Bøgekroner, og ligesom mat forgyldt af Solen. En Vildand trak nu og da klaprende hen over Vandspejlet og forputtede sig derpå igjen inde i Skyggerne under Skrænten. Ellers hørtes kun den utrættelige Lærke, der kvidrende steg og sank højt, højt oppe over vore Hoveder.

Men vi måtte bryde op. Det var vor Agt at opsøge de store, mørke og golde Lynghedesletter, hvortil denne yndefulde Idyl danner den ejendommelige Indgang. Alt i Frastand havde vi skimtet den monotone Ørkenflade foran os, og vi brændte af Utålmodighed efter at stifte nærmere Bekjendtskab med den.

**
*

Lyngen forekommer pletvis overalt i Landet; men det er kun her i Jyllands Midte, mellem Højdekjæden og de vestlige Klitegne, at den optræder i disse mægtige, nøgne, ensformigt mørke Flader, der danner det egentlige Hedelandskab. I de ældste Tider har hele denne Del af Jylland været dækket med umådelige Egeskove, sande Urskove, som Beboerne imidlertid så samvittighedsløst forhuggede, at Vestenvinden tilsidst fik Indpas imellem dem og lagde dem øde. Nu findes som Rester af fordums Herlighed kun enkelte Pletter med lave, vantrevne Egepurrer, der kryber langs med Jorden; … ellers er her kun denne golde, uendelige Lyng, der uden Skygge eller Læ, som et eneste sammenhængende, ensfarvet sort eller – i Blomstringstiden – mørk-violet Tæppe dækker melankolsk over Sandet.

Endnu i den første Halvdel af dette Aarhundrede var hele denne midterste Del af Jylland en eneste endeløs Ørkenflade, hvorover kun ganske få og halvt ufremkommelige Hjulspor førte. I dagevis kunde man da rejse her uden at træffe et menneskeligt Væsen, endsige et Hus. Kun de såkaldte Luftspejlinger gjækkede de Rejsende ved skuffende at fremstille for dem i Horisonten Byer, Søer og Skove, som så pludselig forsvandt. Et eget, halvvildt Ørkenfolk, en Slags danske Zigøjnere, de såkaldte Natmandsfolk, havde den Gang Tilhold og Fristed på disse øde Sletter. De boede herude i Jordhuler og Tørvehytter men var forøvrigt for det meste på Vandring fra Sted til Sted og ernærede sig af at slibe, klinke, flå Skindet af døde Kreaturer o. l. for Bønderne, der boede her langs Hedegrænsen … til Tider, når Lejlighed gaves, også af Tyveri, Landevejsrøveri, ja endog af Mordbrand, når de ved Nattetid, – som de udtrykte sig – lod "den røde Hane gale" over Gårdene. De havde deres eget Sprog, som ingen andre forstod, deres egne Love, Sæder og Skikke, og levede i det hele uden al virkelig Samkvem med det øvrige Folk, som på en Gang foragtede og frygtede dem.

Nu er Heden ikke længer, hvad den var, og også dens ejendommelige Befolkning er forsvundet. Fra alle Sider har man i det sidste halve Aarhundrede og med Statens Understøttelse kraftigt taget fat på dens Opdyrkning. Stykke for Stykke er lagt under Ploven, ved kunstig frembragte Overrislinger af de gjennemstrømmende Aaers Vand er der dannet Enge, vidtløftige Beplantninger af hårdføre Træsorter (Rødgran, Bjærgfyr, østrisk Fyr o. s. v.) er mange Steder påbegyndte, og Aar for Aar trænger Kulturen i forskjellig Skikkelse sejrrig frem, så den berømte jyske Hede tilsidst – og måske snart– vil blive "en Saga blot."

At dette imidlertid endnu er Tid til en virkelig Hedevandring, fik vi Lejlighed til at overbevise os om hin Dag, idet vi fra Hald Sø fortsatte vor Vandring sydefter. Det varede ikke længe, før vi sagde alt menneskeligt Farvel. Det sidste, vi så', var en ensomt liggende Kirke med tilhørende Præstegård, omgivet af en lille Lund – så bredte den mørke Flade sig uden Grænser foran os.

Man skulde ellers forsværge, at der kunde være noget tiltrækkende, endsige uforglemmeligt betagende ved et sådant bart og øde Lyngtæppe, der uden mindste Afvexling dækker et ligeså ensformigt bølgende Landskab. Alligevel vil Ingen kunne færdes her uden at gribes af det sælsomme Vemod, det ejendommeligt milde Tungsind, der hviler over denne brune Ørken. Dens mørke Øde er ikke vildt og afskrækkende men byder Blikket rolig hvile i sine forunderlig bløde, langt henrundede Former; den Stilhed, disse Sletter rummer, og den Ensomhedsfølelse, de vækker, er ikke knugende og tung, men lægger sig om En næsten som Musik, med en egen sød Befrielse, der vækker alle slumrende Længsler og giver vore Drømmebørn Vinger.

Vi steg tilsidst op på en Høj og så' os om. Så langt Øjet rakte, så' vi til alle Sider kun den tavs henstrakte, fløjlsbrune Lyngflade, hvorover den skyfri Himmelkuppel hvælvede sig. Ikke et levende Væsen var at øjne, ikke en Bevægelse at spore, ikke en Skygge at finde. Kun langt ud i Horisonten steg hist og her blålige Røgsøjler lodret i Vejret, og undersøgte vi med Kikkerten, kunde vi se små sorte Menneske-Prikker færdes omkring dem, og Fåreflokke, der med en Hyrde drev op og ned ad Bakkerne.

Lige neden under os bugtede en Hedevej sig frem gjennem den høje Lyng – to dybe Hjulspor, der åbenbarede det hvide Sandunderlag. Idet vi lod Øjet følge den ud over Slettet, så' vi pludselig omtrent midtvejs mellem os selv og Himmelranden en Skikkelse dukke op. Det var os i Begyndelsen ikke muligt at afgjøre, hvad det var. Vi manglede i denne endeløse Flade aldeles en Målestok til Bedømmelsen. Det kunde ligeså godt være en vandrende Kirke som en lille Puddelhund. Allermest syntes den os dog, efterhånden som den nærmede sig os, at ligne en Kamel med to Pukler, og ført af en Beduin med hvid Turban, sandsynligvis fordi vi syntes, at et sådant Optog vilde passe bedst til disse Omgivelser.

Det viste sig imidlertid at være en gammel Mo'erlille, en lille, spinkel Skabning i et stumpet Hvergarnsskjørt og med mørke Stunthoser på et Par næsten uhyggelig tynde Ben. På Grund af Varmen havde hun smøget Livstykket af sig, så det hang ned bag på, og op af den grove Særk stak den nøgne, magre, kobberrøde Hals. Mellem sine brune, knoklede Hænder havde hun en lang Strikkestrømpe, og over Armen bar hun Tøjret af en Ko, som fulgte hende i Hælene – et lille ynkeligt, indskrumpet Kreatur, ganske krøl-loddent over hele Kroppen og med vanskabte Horn. Hun flyttede Fødderne med små, trippende Trin og gik og småsnakkede med sig selv, mens hun ivrigt strikkede. Når hun ved et Ryk i Armen mærkede, at Koen under sin Søgen havde fundet sig en lille Visk ung Lyng eller en Smule Mos, standsede hun mekanisk og blev stående så længe, indtil Koen gav hende et lille Puf med Snuden bagpå.

Idet hun, netop som hun befandt sig lige i vor Nærhed, fik Øje på os, for hun sammen og udstødte et Skrig, som om hun så Spøgelser. Så løftede hun Armen skyggende op for Panden og så' forvildet på os med to små, sorte, på én Gang sky og forskende Knappenålsøjne. Vi søgte ved venlig Tiltale at berolige hende, men det var, som om selve Lyden af vore Stemmer fik hende til påny at fare sammen. Hun stod dér med sit læderbrune, af Rynker gjennemfurede og af et fedtet, stramt Hovedklæde indrammede lille Ansigt vendt imod os som Billede på en Forstening. Selv da vi indtrængende bad hende om Oplysninger angående Egnen, blandt andet om Vejen til den nærmeste By, svarede hun ikke men gav sig til at fremmumle noget usammenhængende, uforståeligt Tøjeri, der lød næsten som en Besværgelse.

Vi opdagede da, at Staklen var gal – sådan som man velsagtens tilsidst let bliver det, når man skal henleve sit Liv Dag ud og Dag ind alene i Selskab med en Ko på dette øde Sted – ; og da vi derfor opgav Underholdningen, fjærnede hun sig strax hastigt med sin drøvtyggende Følgesvend, idet hun hvert Øjeblik rædselsslagent drejede Hovedet om efter os, som om hun frygtede for at blive forfulgt. I over en halv Time kunde vi med Øjnene følge hendes Gang over Heden, inden hun forsvandt som en lille Prik ude i Horisonten; og lige til det sidste kunde vi med Kikkerten se, hvorledes hun bestandig hvert Øjeblik standsede og så' sig tilbage med Hånden skyggende over Øjnene.

Så strakte vi os i Lyngen, i Skyggely af vore udslåede Parasoller, lagde vore Ransler under Hovedet og tændte en Cigar … det sidste med stor Forsigtighed, af Frygt for de berygtede Hedebrande, som undertiden om Sommeren ved Uagtsomhed hjemsøger disse Egne og tit omspænder flere Mil med deres frygtelige Luer. Det var for varmt til at fortsætte Vandringen; det var i alle Fald behageligere at ligge her og lade sig gjennembage af Solen, ganske alene i dette store Øde, i denne uforstyrrelige Fred, og dysses hen af de bløde Toner fra en ensom Hjeile, der kredsede omkring os i nogen Afstand.

Pludselig blev vi vækkede af en Lyd i vor Nærhed, der mindede om knirkende Vognhjul – og virkelig! der kom et højst forunderligt Kjøretøj Skridt for Skridt på Vejen hen imod os. Den lille lave, firhjulede Pindevogn var forspændt med en stor, langhornet Stud og et lillebitte Kræ af en Hest, der ikke tog sig større ud end en Kat ved Siden af Studen. På Vognen sad en mager, hulkindet Mand med denne altfor store Højre-Skulder og i det hele lidt skjæve og ludende Figur, som Folk gjærne får efter Aaringers tungt Slid og legemlige Savn. Han havde åbenbart forlængst iagttaget os; thi da han nåede ud for os, standsede han op og gav sig strax nysgjerrigt i Snak med os, spurgte os smilende ud om vor Hjemstavn, vor Håndtering, om vore Forældre endnu levede og forskjellige andre Ting, – kort sagt, holdt et helt Forhør over os, således som den forsigtige Jyde nu en Gang har for Skik overfor enhver fremmed, han møder på sine Enemærker.

På Vognen befandt sig tillige en ung, kjøn Bondepige på vel en atten Aar. Hun sad bag i, på Vognbunden med de nøgne, af Solen brunede Ben dinglende ned mellem Hjulene. Det så' ud, som om hun havde ligget og sovet på den Bunke Lyng, der fyldte Vognen, og netop var bleven vækket, idet denne standsede. Fra hendes lyse, solbrændte Hår var et Hovedklæde gledet ned på Skulderen, og hendes store, blå Barneøjne stirrede på os med et Udtryk af himmelfaldende Forbavselse.

Da vi velvilligt havde tilfredsstillet den videbegjærlige Bondemands Nysgjerrighed, spurgte han os til Gjengjæld, om vi ikke vilde age videre med ham, et Tilbud, vi især gjærne tog imod, da vi fik at vide, at der endnu var mindst fire Timers Marsch til nærmeste Hytte. Og idet den unge Pige bag sin Lyngbunke blev ved at stirre på os, på vore Støvler, vore Hatte, vore Knapper, vore Tasker og ligefrem slugte alle vore Rariteter med sine forbavsede Øjne, som var det alt sammen en Levendegjørelse af alle hendes hemmeligste Drømme, satte vi os på Agebrædtet ved Bondemandens Side og var snart i livlig Samtale med ham, mens Vognen Skridt for Skridt droges skrumplende og skrigende frem gjennem Hjulsporenes Sand.

Da den første Betænkelighed først var overvunden, viste han sig at være en særdeles snaksom Person og blev snart meget meddelsom. Han boede – fortalte han – ude ved Hedegrænsen, hvor han ejede en Halvgård, som han selv havde opdyrket. Han havde oprindelig kun haft en lille Boelslod efter sin Fader; men for nogle Aar siden havde han tilkjøbt for Spotpris over hundrede Tønder Land Hede, som han siden havde tumlet med. Der havde været meget at udrette. Først skulde Lyngen brændes for at første Halm kunde såes i Asken, så skulde Underlaget brydes, og derefter havde han hentet Løv flere Mil borte fra Skovene for at blande det i Sandet; og da Jorden så var bleven vendt og renset og havde ligget et Par Vintre og en Sommer, og da Studen og Køerne havde gjødet den, var den først bleven gjennemgravet med Spade og så pløjet og harvet og tromlet. "Men så vil det også nok en Gang i Tiden blive Stadsjord," forsikrede han til sidst med et lille, lunt triumferende Sidenik til os. "Og godt er det jo da også at vide sig lidt vel forsørget, når man har ti Knorter hjemme i Reden – og kanske flere, inden man ved Ordet af det." I det hele havde han det meget godt, fortsatte han. De manglede kun sjældent Brød i Huset, og hændte det også engang imellem, så havde de Kartoflerne; og hans Kartofler var – det vilde han dø på – de bedste i hele Sognet.

Mens han med veltilfreds Omstændelighed sad og fortalte os om alt dette, og om sin Tjenestetid som Soldat inde i Kjøbstaden, om sin Kone, der var et "knøv" Fruentimmer, og meget andet, kom vi uvilkårlig til at tænke på Forskjellen mellem Livet i de rige, østjyske Egne, hvor Velstanden så at sige af sig selv spaserer ind ad Bondens Dør, og en sådan Hedebondes livslange Trældom. Vi behøvede blot at se på denne høje, duvende Skikkelse, på dette hulkindede Ansigt, disse uformelige, af Arbejde mishandlede Hænder, disse Hududslet, der talte om usund, utilstrækkelig Næring; eller vi behøvede blot at betragte de tidligt ældede Træk og det sært tunge åndsfraværende Udtryk i hans store, vandblå, stillestående Øjne for at læse os til en Livshistorie, som var en eneste stor Selvopofrelse.

Modsætningen mellem de Livsvilkår, som Øst og Vest byder Befolkningen, trådte endnu stærkere frem, da vi langt om længe kom ud af Heden og standsede foran Bondens beskedne Bolig, et lille ensomt liggende, lavt og gammelt Hus med skjæve Mure og knækket, mosgroet Tagryg, der alene syntes at vente på at få at vide, til hvad Side det helst måtte falde. Han bød os indenfor til en Slurk Øl, og nok så meget af Nysgjerrighed som for at få slukket vor Tørst tog vi imod Indbydelsen.

Først kom vi gjennem et Stykke Have, indhegnet af et Lyngtørvsdige, og hvori Rækker af halvvisne Kålplanter og Kartoffeltoppe ragede op over Sandet. Inde i Stuen, der var klemt inde mellem Fæstald og Svinesti, var der kun trang Plads. En Himmelseng langs den ene Væg, en Kistebænk under Vinduet, en Dragkiste og et Bord optog næsten hele Rummet. De sprukne Vægge var klinet op af Ler, og på deres af Fugt og Ælde gulnede Flader hang en Mangfoldighed af grelt kolorerede bibelske Godtkjøbs-Billeder i forgyldte Paprammer: Kristus på Korset, i Krybben, på Søen og siddende ved Gud Fader den Almægtiges kirsebærrøde Throne. Loftet hang, især i Midten, så lavt, at Manden måtte lægge Hovedet helt ned på Skuldren for at færdes under det; og gjennem Stuens eneste lille Vindue, der tilmed halvt dækkedes af Tagskjægget, sneg Lyset sig mere end sparsomt ind mellem en Kasse Reseda og en Ambra i et Lerkrus.

Henne ved Sengen rejste en lille Kone sig med Anstrengelse op og gav os undseligt Hånden. Hun havde en Tipunds-Nyfødt ved Brystet, to Aarsunger hængende i Skjørtet, og rundt om på Gulvet og Bænken vrimlede og kravlede små, tykmavede, fregnede og rødhårede Børn af alle Aldre.

Bonden, som nu var kommen i sit Es, vilde absolut have, at vi skulde blive lidt. Han så' så lykkelig og veltilfrede ud og kunde åbenbart slet ikke tænke sig, at andre kunde føle sig mindre vel tilpas mellem dette Smuds og denne Armod. Men, ærlig talt, vi længtes efter at komme herfra – ud til lysere Egne, hvor Livet var mindre tungt, og Lykkens Roser mindre blege.

Silkeborgegnen

Denne er det danske Paradis, en Plet af på én Gang så storslået og idyllisk Skjønhed, af en samtidig så æventyrlig, alle Sanser betagende Pragt, og den mest blide, indsmigrende Ynde, at den ikke i hele Landet, om overhovedet noget Sted har sin Lige. Den, der træder ind i denne sydlandskyppige Langdal, der ligger Side om Side med den goldeste Hede, ligesom beregnet på at virke overbevisende alene ved denne Modsætning, fortrylles og forkogles af den Øjenslyst, der overalt møder ham, og des stærkere og uforglemmeligere, jo længere han færdes her, jo mere han fordyber sig i dens svulmende Romantik. Og når han tilsidst forlader den, vil det være med en fortumlende Fornemmelse, som om han vågnede op af en sød, årelang Drøm, i hvilken han har set gjøglende Syner ligesom af levendegjort Musik, eller som om han har gjennemvandret et Æventyrland, en Paradisets underskjønne Have, således som vi i vore Barnedrømme forestillede os den.

Det er en Samling af større og mindre, indbyrdes forbundne Søer, der ligger dybt nede mellem høje Bakker og midt i store, dejlige Skove, der til alle Sider omslutter dem. Kommer man vestfra, over Heden, ser man dem ikke, før man er ganske nær; og aner man da ikke deres Tilstedeværelse, får man som et elektrisk Stød igjennem sig ved pludselig fra en af de høje Bakketoppe at få Udsigt over disse dybe, solbeskinnede Vande, der ligger dernede mellem de mørke, stille susende Skovmasser og ser op på En med en egen hemmelighedsfuld Blinken.

Rolig for alle Vinde, ligesom halvt i Blund, hviler de dernede i uforstyrret Salighed; Skovkransen hænger ud over Vandene med lange, tørstige Grene og sænker i deres Skjød sine dybe, grønlige Skygger; og som et mægtigt, bævende Bladehav, Bølge over Bølge af kuplede Bøgekroner, med Bælter af Birk, og Pletter af mørke, kogende Graner, hæver Bakkerne sig stort og alvorsfuldt op fra deres Rand og lukker al Verdenslarm ude.

Kommer man her en silde Eftermiddagstime, når Skyggerne er lange, og Solen falder fuldt over Skrænterne ovre på den anden Side, er Indtrykket betagende; Hjærtet kommer til at banke i denne uhyre Løvgrav, mellem disse uendelige Skovbølger, der ruller op imod den blå Himmel og stænger til alle Sider. Ikke en Lyd, uden netop dette Løv-Havs evige Brusen, når Ens Øre. En enlig Fugl, der svinger sig ud over Vandet med en Sang, forstummer strax igjen, som blev den forskrækket ved at høre sin egen lille ensomme Stemme midt i Stilheden.

Og alt som Solen synker, og Skyggerne længes og ligesom skyder Lyset foran sig op ad alle Højene, begynder det at skumre under den hængende Skovkrans. Endnu før de sidste, solforgyldte Skovkupler er forsvundne trindt om, glider Natten sagte frem dernede fra de dybeste Kroge. Oppe bag Højdernes mørk-violette Nåletræsrand i Nord gløder Solnedgangens Guld mellem Stammerne og kaster et fint Rosenskjær ned over de blikstille Vande. Al Fuglelyd forstummer. Kun et stille, aftenligt Sus går igjennem Skovene og dør bort i det fjærne.

Da begynder Musvågerne deres natlige Flugt på de bløde Vinger. Uglen svæver ud fra de mørkeste Tykninger, lydløs som en Skygge. Alt viskes ud og toner bort. Skovene hyller sig ind i en blålig, spøgelsesagtig Dunst; og over Søernes hvide Dampe træder Flagermusene deres Hexedans med den stive Hale stikkende bag ud som et lillebitte Kosteskaft under de udspilede Skjørtevinger. … Så stikker Månen sit Horn op over Skovkammen derovre; og alt som den sejler frem gjennem Nattens dybe Blå og lægger sit Sølvslør over Skovene, synes man at gribes af et sælsomt Kogleri. Det er, som om Ens Øre opfangede overnaturlige Lyde af klingende Jægerhorn og Hundeglam fra det fjærne, og ned ved Søbredderne, hvor Skoven luder tættest over Vandet, synes man at se Grenene bøjes til Side af tågehvide, nøgne Kvindeskikkelser, der frygtsomt hælder sig frem og ser sig spejdende omkring, mens de tøvende og tavse lister frem imod Sølvbadet.

**
*

I Almindelighed kommer man dog hertil, ikke fra Heden, men med Jærnbanen sydfra, over den lille, smukt beliggende By Skanderborg ved den østjyske Længdebane. Man kjører her langs med flere af de større Søer, med små, forventningsspændende Udkig ud over disse, indtil man gjennem tæt Skov når Silkeborg.

Her mærker man snart, at man er kommet til et Centrum for det danske Touristliv. Byen selv er lille og landsbyagtig. Men store Hoteller hæver sig over de lave Huse, og et broget Rejseliv udfolder sig i Ferietiden i Byens Gader, i Skovene og ikke mindst på Dækket af de små Dampere, der flere Gange daglig gjennemsejler Søerne.

… Det er en tidlig Morgen. Solen er netop stået op og har spredt sit Guldsmil ud over Landet. Den friske Morgenbrise har vækket de søvndrukne Skove og løftet Fuglestemmerne fra deres Reder. Nede over Søernes spejlblanke Flader driver Tågestumper, der hist og her bliver hængende i Skovkanten – ligesom Flosser af natlige Spøgelsers hvide Gevandter. Op over Skovene sejler en Glente. Hængende, højt oppe, på de brede Vinger, skyder den sig rolig og langsomt frem gjennem Luften med en spejdende Dvælen, hvoraf man ligesom aner det frokostsultne Blik.

Vi sidder på Dækket af den lille Damper, magelig indsvøbte i vore Plaids, og føres langsomt frem gjennem det dugbesprængte, morgentindrende Landskab. Vi har netop forladt den lille By, der hviler for vore Øjne i en fin Rosentåge over sine Enge, og vi sejler det første Stykke Vej i et smalt Aaløb, mellem flade, lysegrønne Marker, hvorover Spindelvævene bølger som et syvfarvet, flimrende Mor. Men snart rykker Træerne ud mod Bredden, og Skovene lukker sig over os. Vi sejler ind i en lang, smal Løvgrotte, netop tilstrækkelig bred til at Skibet får Vand nok at sejle i. Solguld ligesom risler ned til os gjennem det tætte Bladhang, og oven over dette hører vi Fuglene synge omkap, så det næsten gjør ondt i Ørene.

Så vælder Lyset frem igjen, og vi glider ind i den første, større Sø, Bras Sø, ganske omgivet af Skov, der stiger stejlt tilvejrs rundt om, så vi ingen Udvej øjner. En Dis af Varme ligger allerede over dens Flade, og Højdernes Nåletræes-Rande fortoner sig som i en Soltåge. Skibet trækker to lange Bølger efter sig henover det blanke Spejl. Hist og her anløber det Broer og afsætter Passagerer, der vil op på Højdernes Udsigtspunkter. Vi bliver roligt siddende og lader os føre drømmende videre gjennem dette Drømmenes Land.

Alligevel bliver vi tilsidst lidt utålmodige over at være fængslet til dette Dæk. Der er så mange små skjulte Kroge, så mange dybe, hemmelighedsfulde Kløfter og henrivende Småsøer, som Skibet ikke kan komme ind til, og som lokker og drager os fra alle Sider. Vi kigger i Forbifarten ind gjennem en ganske snever Kanal, der mellem høje, næsten lodret stigende Skrænter fører ind til en lille Sø på Bunden af en dyb, tragtformig Skovkjedel, hvis mørke Gransider med vidunderlig Klarhed sænker deres Billede afgrundsdybt i det krystalklare Vand. Et andet Sted ser vi ind over en idyllisk Skovbugt med 5-6 småbitte, med Træer bevoxede Øer; atter andre Steder fristes vi af Skyggen under en ludende Skovmasse, eller af en lille Bænk under et Birketræ på en fremspringende Pynt højt oppe; – og i Stilhed gjør vi os da selv det Løfte, at vi den næste Dag vil tage en lille Robåd for os selv, så vi kan gå i Land, hvor og når vi lyster, og i det hele ret fordybe os i dette Æventyrrige efter eget Tykke.

Og vi fortryder det ikke. I dagevis kan man færdes her uden at trættes, ja jo længere man bliver her, jo fortroligere man smelter sammen med denne vidunderlige Naturharmoni, des mere fængsles og fortrylles man, og des vanskeligere har man ved at løsrive sig. Thi vel møder der En overalt de samme Hovedtræk; men alligevel har hver Krog og hver Top og hver lille Sø sin egen Skjønhed, sin ejendommelige Sjæl, som af den, for hvem den én Gang har åbenbaret sig, aldrig glemmes.

Jo længere man kommer frem imod Syd, des højere bliver de omgivende Bakker. Men samtidig tyndes Skovene noget; mørke Lyngtoppe rager over dem, og nøgne eller kun med Revl og Krat bevoxede Skrænter falder ned imod Vandet. Vi glider ind over den store Juul Sø's vidtstrakte Flade og på denne atter op gjennem den smalle Aa, der danner Forbindelsesleddet mellem alle Søerne, idet den ligesom er den Sølvsnor, hvorpå alle disse kostelige Perler er trukne. Herfra holder så Skovene næsten op, Engene begynder at brede sig, og lidt efter lidt skifter Landskabet Karakter.

**
*

Vil man have et fuldkomment Overblik over denne Egn – og vidt ud over den – da må man op på Himmelbjærget, den høje, mørke, lidt melankolske Top, der hæver sig op fra den sydlige bred af Juul-Sø med et noget plumpt Tårn på Toppen, som vi har kunnet skimte fra mange af de nordlige Udsigtspunkter. Himmelbjærget er noget nær Danmarks højeste Punkt, henimod halvsjettehundrede Fod, Valfartsstedet for tusinde og atter tusinde Rejsende, og den historiske Samlingsplads for Folkemøder og Folkeforlystelser.

Vejen derop fra Søen er – for dem, der ikke vil give sig Tid til at følge den slangeformede Landevej – lidt besværlig, først gjennem Skov og Krat og tilsidst ad Lyngens bratte Baner. Man skal helst komme her henimod Aften, når Solnedgangens fine, vexlende Farvespil lægger sin Glorie over det umådelige Stykke Land, hvorover Blikket tumler sig. Man ved i Begyndelsen ikke, hvor man skal fæste Øjet i denne Uendelighed, der blænder og forvirrer, – i denne Mangfoldighed, i hvilken de enkelte Gjenstande forsvinder, og som Nedgangsskjæret ligesom fortryller. Som en Samling af Spejlstumper ligger Søerne dernede for Ens Fod mellem Skovenes grønne Tæpper. Bådene, der glider hen over dem, ligner med deres to lange Kjølbølger kravlende Myg, og Husene på den modsatte grønne Bred minder om hyggelige Fuglereder under Græstuer. Vi ser gjennem Langdalen i hele dens Udstrækning, øjner Silkeborgs Kirke og Tegltage helt nede for Enden af den mellem Skovene. Over den rødlige Tåge, der hviler over Byen, ser man en Række nøgne Højder, og på disse andre små Byer og andre små hvidkalkede Kirker, og derfra over grønne Marker og mørke Heder og brune Moser, og endnu videre over Aaer og grønne Lunde og små Søer og andre småbittte Byer og småbitte hvidkalkede Kirker, bestandig fjærnere og fjærnere, indtil kun enkelte hvide Prikker skimtes mod de tågede Banker langt, langt borte. Det er en utrolig Forvirring. Og dog bliver man ved at stirre, og er nær ved at stirre sig Øjnene ud af Hovedet, fordi man har hørt, at man skal kunne skimte Domkirken i Aarhus som en Nål derude i Horisontens allerfjærneste Blå.

Men det begynder af aftnes. Over vore Hoveder blegner Himlen. Dagens Herold og Nattens Bebuder, den flittige Lærke, har forlængst med sin Klokke forkyndt, at "Dagens Dronning" er gået til Hvile. Rundt om på alle Bakkerne vidt over Landet, står Hytter og Gårde og stirrer med røde, vidt opspilede Øjne ud imod den Plet i Nord, hvor hun sank ned i sin Purpur-Alkove. Snart slukkes den sidste Skyfakkel om hendes Leje; de fjærne Højder blåner, og hen over Søernes og de rindende Vandes Blod, begynder Englenes Alfer at væve deres lette, bølgende Tågeflor.

Så kommer Natten svævende ind på sine tyste Flagermusvinger. Kold, ubønhørlig, som en uhyre Kjæmpevampyr, sænker den sig over den slumrende Jord, drikker de sidste Farver, suger det sidste Liv.

Fyn

Vi kommer til Middelfart ved Midnat. Over det smalle Lillebælt, der skiller Øen fra Jylland stod Månen og gjø'd sit Fosforskjær over Vandet, forgyldte de skovklædte Skrænter i Vest, det lavt bølgende Bakkeland i Nord, og skinnede ind på Ruderne af den lange Række små, højtliggende Fiskerhytter, hvormed Byen præsenterer sig fra Søsiden. Høje, stejle, eller i Sneglegang vundne Jordtrapper fører mellem hyggelige Småhaver, Træskur, Lysthuse, Møddinger og Fiskestejler fra Strandbredden op til denne Del af Byen, der ligesom hænger ned ad den bratte Skrænt. I den yderste af Hytterne var der Lys, og Vinduet stirrede ud i den hvide Månedis som et rødt, søvndrukkent Øje.

Inde i selve den lille By var alting stille. Den sidste Lyd, der havde forstyrret Natvægteren i hans Kjælderhals, var af Hotelomnibusserne, der var rumlet gjennem de tomme Gader med en Torden, der syntes at have kunnet vække selv de døde omkring Kirkemuren i deres Grave. Oppe på Kirketaget sad to kjærlighedsfulde Katte og messede. En tredje stod nede på Torvet, og så' op på dem, idet den misundelig slikkede sig om Munden.

Det var, som om de på deres ejendommelige Måde vilde minde os om, at vi var kommen til Fyens Land, til Øen med det skjælmske Valgsprog: Natten er vor egen. Og Månen, der svømmede deroppe mellem sine blege Stjærner, gled så hyggelig frem over denne Danmarks, skjønne, yppige, i enhver Forstand frugtbare Kjærlighedshave og syntes med sær fortrolig Mine at smile ned til alt, hvad den så' dernede mellem duftende Humlehaver og blomstrende Pilehegn – i denne Midsommernattens korte, tyste Mørkningstime, i hvilken selv Lærkerne sover. –

Middelfart har et nyt, stort Badehotel, og Byen ejer virkelig også adskillige Betingelser for at blive et Badested af Rang. Vandet er, takket være Bæltets stærke Strøm, altid frisk og klart; Byen selv og dens nærmeste Omegn er overordentlig smuk og har en passende central Beliggenhed i Riget. Endelig er her til Tidsfordriv for Yndere af Sport rig Lejlighed til lønnede [lønnende?] Sejleture, Fiskeri, Jagt på Ænder, Hejrer o. s. v. Måske er her til Gjængæld lidt snevert, lidt indelukket for dem, hvis Hu står til ensomme Steder med fremmede og storladne Omgivelser; som vil gribes af Naturen i dens Vælde og kræver Plads for Blikket til at tumle sig i det uendelige Rum og tage sig sit forfriskende Bad i Himlens Blå som Legemet i Bølgernes.

Men "stor" er ikke den Betegnelse, der passer bedst på Naturen her. Man rystes ikke ud af sine Fuger ved Synet af dette åsmalle Bælt, af disse små grønne Skove, disse frodige, jævnt stigende Kyster. Alt er venligt, hjemligt, mildt, en indtagende Idyl, hvis grønne Yppighed gjør Øje og Hjærte godt: og når Solen om Aftenen daler ned derovre bag de jyske Banker og farver Beltet som Guld og Blod, er det vidunderlig dejligt at sidde derude på Molen eller spasere langs med Stranden og betragte, hvorledes Farverne fortoner sig over Himmel og Hav, mens Landet og Skovene rundt om hyller sig ind for Natten i blålige, røde eller violette Dampe, indtil det alt ligesom synker ned i Sommernattens åndeagtige Dis.

Tæt udenfor Byen, på den vestlige Kyst af en lang smal Odde, der som en Finger strækker sig så at sige ind i den jyske Koldingfjord, ligger en Herregård Hindsgavl. Selve Bygningen er prunkløs og uden Interesse. Det er den til Gården hørende Have eller Park, der har skabt Stedet Berømmelse, og som sikkert også på Grund af sin Beliggenhed – terasseformigt ned over den høje og stejle Skrænt – hører til Landets allersmukkeste. Man finder ikke let noget Sted, hvorfra Lillebelt og dets Omgivelser tager sig mere fortryllende ud end her. Lige under En har man den paradisiske lille Ø Fænø – en svømmende Skov – der spejler sine dejlige Trægrupper i det langstrakte Sund, der skiller den fra Kysten. Alt her er omgivet af Skov, og udenfor går Bæltets stride Strøm med hvide Solblink og kredsende Måge- og Hejreskarer. Og bag ved – i blålig Fjærnhed – skimtes Slesvigs Kyster, Skamlingsbanken, Koldingfjord og Ruinerne af det gamle Slot Koldinghus.

Selve Haven er – som Have betragtet – ikke noget ud over det sædvanlig herregårdsmæssige. Men man kan blive ved at gå i disse hyggelige Gange, der snart sænker sig under skyggefulde Trækroner som mørke, svale Tunneler, snart stiger blomsterduftende op på små fritliggende Højder, snart breder sig i smukke Grusplæner med Lysthuse og gjæstevenlige Bænke. Hvert Øjeblik åbner nye og overraskende Udsigter sig for Ens Blik – nu mod Nord – nu mod Syd – indtil det tilsidst oppe fra Havens højeste Punkt alt sammen samler sig i et eneste stort Rundskue, der er uforglemmeligt.

**
*

Det er en ganske tidlig Sommermorgen; Solen er endnu ikke stået op. En tæt, sølvhvid, bølgende Engdamp indhyller hele Egnen, så det er næppe nok, vi kan se Vejen, ad hvilken vi kjører frem. På Grøfteskrænterne står et Mylr af alle Slags Blomster og fryser i det høje, våde Græs, og bagved skimter vi til begge Sider de tætte Kornagre med deres kjærnetunge Vipper. En uendelig Frodighed!

Vi kommer igjennem et Pár af disse små, idylliske Landsbyer, der er så karakteristiske for Fyen, med nydelig holdte, i Almindelighed stærkt farvede Huse med duftende og skyggefulde Haver, Humleranker højt op ad Taget og et Paradis af blomstrende Potteplanter bag de spejlblanke Vinduesruder. Alt sover endnu trygt. Kun Hanerne galer med en halvkvalt Lyd inde i deres Aflukker – og højt, højt oppe over Tågen kan vi lige akkurat høre Lærken, der jublende bebuder, at Solen er i Anmarch.

Lidt efter melder den sig også selv derude i Øst som en uhyre Ildebrand, der bestandig griber videre om sig. Vi har netop forladt en Dal og er kommen op på Toppen af en høj Bakke, da det første Stykke Kant af dens purpurdryppende Skive dukker op over Tågehavet. Rundt omkring os – milevidt omkring os – bølger det i rosarødt og sølvhvidt som en virkelig, oprørt, frådeskummende Sø, over hvilken blot enkelte højtliggende Punkter – et Par Skove, en Landsby og nogle Kirker – dukker op som små, solbeskinnede Øer. Men efterhånden som "Dagens Øje" kommer til højstols på den ganske skyfri Himmel, smelter Tågerne for dets brændende Blik, og ved det første Stænk af Sol over det dugbesprængte Græs, slår Markens tusinde Blomsterbørn deres grønne Regnkapper til Side og folder de lette, gule, hvide, blå og røde Kjoler ud i det gyldne Lyshav.

Imidlertid er vi kommen ind mellem nogle runde Bakker, der med deres ganske nøgne Toppe og deres Sidebeklædning af tarveligt Revl og Krat minder lidt om et jysk Landskab. Med nogen Forbavselse erfarer vi af vor Kusk, at vi er kommen ind i de navnkundige fynske Alper, der opfylder den sydvestlige Del af Øen. Vi ser hen ad disse store, nøgne Jordbølger og undrer os ikke lidt over den Ironi, der har givet et så trist Bakkestrøg et så romantisk Navn. Men vor Skuffelse varer ikke længe. Snart hører Nøgenheden op; de dejligste Skove begynder at brede sig, og jo længere vi kommer frem, des kraftigere bliver Vegetationen, desmere storslået de dybe Skovkløfter og Udsigten fra de imponerende Højder. For hvert Skridt bliver her mere prægtigt, mere sydlandsk frodigt og farverigt. Hist træffer vi små, stille Søer dybt inde i Skovene. Her falder Skrænterne vildt og sønderrevent ned i mørke Afgrunde. Gjennem dybe og snevre Dale skynder Bække og små Aaer sig frem, overskyggede af Hyben og blomstrende Tjørn. Her stiger Vejen besværligt op mod en solbeskinnet Top og falder derpå strax igjen hovedkulds ned i et grønt Svælg. Det er et virkeligt lille Alpeland.

Pludselig åbner Skoven sig, og vi befinder os på et fremspringende Punkt ovenover en lille By, ved Bredden af et blankt, smalt Sund, omgivet af Skove og grønne Marker. Det er Svendborg. Der ånder i al dens strålende og yppige Pragt en Stilhed, en vidunderlig Fred op fra dette Punkt, der uvilkårlig gjør os tavse. Vi forlader Vognen, og efter at have spaseret et Stykke op ad en Sti, sætter vi os her under et Træ og ser ned. Hvor her er overjordisk dejligt! Solen står allerede lavt på Himlen. Alt er stille. Sundet ligger blankt uden mindste Krusning. Himlens blegrøde Aftenskyer svømmer dybt i dets Skjød. Lige over for os på den anden Side af Vandet ligger de to frodige Øer Turø og Tåsinge, adskilte ved et ganske smalt Sund. På den sidste ses den berømte, højtliggende Bregninge Kirke. De grønne Skrænter, Skovene, de hvide Kirker, de små Hytter nede ved Stranden, Fugleskarerne i Luften og de tre-fire brogede Kvier, som derovre er soppet ud i Vandet for at drikke, alt viser sig på Hovedet i det kobberblanke Spejl og ligesom fortrylles. Så slår Himlen sine gyldne Skyporte op i Vest. Den kongelige Sol er i Færd med at tage Afsked. Langsomt trækker Majestæten sig tilbage til sine Purpurgemakker, idet den i sidste Øjeblik spreder som et nådigt Smil helt rundt over den underdanigt rødmende Jord.

**
*

Vi nævnte før den højtliggende Bregninge Kirke på den skjønne og frugtbare Ø Tåsinge. Denne Kirke er ikke alene et gammelt ærværdigt Gudshus men tillige et moderne, yndet Udflugtstårn, hvor årligt hundreder af Rejsende stiger op for at overskue et Areal af efter Sigende over hundrede Kvadratmile Land og Sø. Fra Svendborg er der kun en lille Mil derover, og da der daglig går offentlig Befordring både over Sundet og gjennem Øen til den lille By Troense tæt derved, er det ikke svært at nå hertil. Ovenpå Kirken er der anbragt et ikke forskjønnende Stillads, og det er fra dette Skafot, man skal hengive sig til Beskuelsen.

Dette er imidlertid lettere sagt en gjort. Det første Indtryk er Forvirring. Man ved ikke, hvorhen man skal vende Øjet i denne Mangfoldighed. Det er, som om hele Verden med ét lå udstrakt omkring én med sine Lande og Have. Man kan ikke finde sig til Rette i denne Uendelighed af Øer, Skove, Bakker, Sunde, Byer, Møller, slyngede Veje og tusindtallige hvide og røde Hytter, der altsammen ligesom mylrer op af Jorden for Ens Blik. Man begynder af gammel Vane at tælle Kirketårne, men opgiver det, inden man er kommen over et Felt, som nogle Håndflader bedækker. Man giver sig til at følge Vejene og udskiller Byer og Skove, men det løber sammen for Ens Blik og bliver borte under Ens Forfølgelse.

Først har man lige under sig til alle Sider selve Tåsinges flade, grønne Land. I Øst ser man ud til den ejendommelig langstrakte og ikke mindre frugtbare Ø Langeland med alle dens Byer, Møller og Kirker, og over disse igjen til Lolland, ja over Storebælt helt til Sjællands Kyster. Imod Syd og Vest har man Udsigt over hele det øvrige fynske Arkipelag, dette Utal af lave, små og lidt større Øer, der svømmer om her i Østersøens friske blå Bølger, som et Kuld af sunde, livsglade Søskende, alle bugnende af Korn og Kvæg. Over disse ser man igjen helt ud til Als og Slesvigs Kyster, ja endog Holsten dukker sydligere frem som en blå Skybanke ude i den yderste Horisont.

Endelig har man i Nord over Svendborg Sund, hele den sydlige Del af Fyn med hele Alpelandet i et fuldendt Fugleperspektiv. Det er, som om man så' ud over en uhyre Have, et Slags Verdenspark, et moderne Eden bestemt til en Gang at give Fred og Lyksalighed til alle hedenfarne Sjæle. Skovene, således som de ligger dér mellem grønne Marker, Aaløb og blå Søer, tager sig herfra ud som Barketter på vide Græsplæner mellem Fiskedamme og kunstige Kildeafløb. Byer og enkeltstående Huse ses så godt som slet ikke. Alt ligger skjult og overskygget af de uendelige Hegn og Havernes Træfylde. Kun de kalkede Kirker tegner sig hist og her mod det grønne som hvide Marmorstatuer i Løvgrotter.

Det hele er et enestående Panorama.

Og idet man endnu en Gang lader Blikket glide helt rundt om den umådelige Horisont, ligesom for at samle det altsammen i et eneste, uforglemmeligt Billede, begynder man at falde i Tanker. Man begynder at fatte, hvor Verden dog må være stor, idet man gjø'r sig det klart, at alt, hvad man her ser omkring sig, strækkende sig ud i det uhyre Rum helt ind i Himmelens Riger, hele den Uendelighed af Byer, Skove, Kirker, Sunde, Øer og tusindtallige hvide og røde Hytter – det er alt sammen kun en forsvindende lille Del af det ganske Danmarks Land, af et af Verdens allermindste Lande. Kun et Knappenålsprik på et Landkort, et mikroskopisk Fnug på vor almægtige Moder Jord.

Og – tænker man videre – denne store, almægtige Moder Jord er selv kun en lille rullende Himmelboldt, en af Verdensaltets aller mindste, – et lille uanseligt Sandskorn, der forskræmt flyver hen gjennem Himmelrummet med sine Lande, sine "Verdenshave", sine Folkeslag og Kjæmpebyer, med sin Sum af Lidelse, Lykke, Viden, Kunst, … intet vilde forrykkes, om det altsammen pludselig forsvandt. Solen vilde lige rolig vandre hen ad sin Bane, Stjærnerne vilde blinke med deres sædvanlige, ligegyldige Ro, og kun Månen vilde få sig en lidt alvorligere Forskrækkelse og mulig uforvarende dumpe ned på en eller anden stor og fremmed Kloder for dér at opbevares i et meteorologisk Musæum.

Og – tænker man til sidst – her sidder jeg, Mennesket, Skabningens Herre, oppe på et Kirketårn og stirrer sorgløst ud i dette Himmelrum, hvor disse vældige Kloder rullérer.

**
*

Møens Klint

Det er alt sagt, at Danmark i det hele og store ikke er noget Klippeland. Kun på den fjærne Ø Bornholm langt ude i Østersøen når det gamle Urfjæld op over Overfladen. Ellers består denne af nyere og de nyeste Formationer, fornemmelig af Rullestenssand og Rullestensler, der sammen med Tørvedannelser dækker Landets faste Underlag af Kridt og Kalk. Disse Kridt- og Kalkformationer dannede i Glacialperioden det undersøiske Rev, der muliggjorde Landets Dannelse. Isbjærgene, der kom svømmende herned fra de den Gang evig isbelagte norske Fjælde (et Datidens Grønland) strandede nemlig på dette Koralrev, og efterhånden som de smeltede, sank den Mængde af i Isen indskruede Sten, Grus o. s. v., som de havde ført med sig fra deres Nedskriden gjennem Gletscherdalene, ned over Revet og ophobede sig dér. Da disse større og mindre og ganske små Klippestykker senere, ved Landets Hævning, en Tid kom under Bølgegangens Påvirkning, fik de mindste ved den indbyrdes Gnidning den kjendte, afrundede Form, der er Rullestenens Karaktermærke. Det er altså de norske Fjælde, at Danmark (og hele den mellemevropæiske Slette) oprindelig skylder sine ejendommelige Stenmasser og derigjennem – ved mekanisk Knusning – sit Sand og – ved Dekomposition – sit Ler. Endnu kan man ved Hjælp af de på de norske Fjældrygge tilbageblevne Gletscherskurer tydeligt eftervise den oprindelige Hjemstavn for så at sige enhver af Danmarks Sten. Gletscherskurerne, d. v. s. de Furer, som indskruede Sten i Fortidens Gletscheris ved dennes Nedskriden har dannet i Fjældsiderne, angiver nemlig den Retning, i hvilken Isbjærgene er sat i Bevægelse; og fortsætter man denne ned imod Danmark, kan man her mange Steder i Bakkerne påvise Sten netop af den for det omhandlede norske Fjæld ejendommelige Art.

Således har da de norske Granitklipper frembragt det nuværende Danmark ganske på samme Måde som Newfoundlandsbankerne den Dag i Dag dannes og omdannes af de fra Grønland kommende Isbjærge. Uden Norges Medvirken vilde Danmark sandsynligvis endnu have hvilet på Havets Bund, eller rettere, det vilde have bestået af en Del i Havet spredte Kalkklipper, et Slags Koraløer omtrent af den Art, hvorpå Sydhavene er så rige. Enkelte Steder bryder nemlig dette ældste Kridt- og Kalkunderlag op gjennem Rullestensformationen og danner på flere Punkter ved Kysterne Partier af en ejendommelig fantastisk Skjønhed.

Vi har forhen nævnt Bulbjærg ved Vesterhavet som et mærkeligt Punkt af denne Art. Men skjønnest og vidunderligst af dem alle, ja for mange det ypperste Punkt i hele Landet, er Møens Klint.

Det er en henimod Mil lang og indtil over 400 Fod høj Kystskrænt af Skrivekridt, der hæver sig så at sige lodret op af Havet. Ovenover krones den af Skov, der flere Steder har skudt sig ned i de dybt indskårne Revner, de såkaldte Fald, der overalt gjennemkløver Kridtmasserne fra oven og danner den Række af dristigt formede Pynter med sønderrevne Skrænter og slanke Spir, hvis æventyrlige, vilde Pragt disse indskudte, yppige Skovpartier yderligere fremhæver. Denne Forening af de grønne Træer, det hvide Kridt og det blå Hav, der ruller for Foden, er af en ubeskrivelig malerisk Virkning, når man står oppe på de høje Toppe og ser ned gjennem den svimlende Dybde. Og kommer man ude fra Havet, eller nærmer man sig fra Stranden, mens Solen beskinner disse blændende hvide Mure med deres Mangfoldighed af Kløfter og himmelstræbende Tinder, der kaster fantastiske Skygger ned over Fladerne, trór man at se for sig et Fépalads med Søjler, Nischer og Spir, et Drømmesyn, der vil forsvinde, idet man træder det nær.

Men det bliver stående, og således som det nu står der, har det løftet sig over Havet i tusinder af Aar, som det danske Folks særlige Kjæledægge, besunget af alle dets Skjalde og underlagt dets mest højtidelige Æventyrskikkelse: den mægtige Klintekonge. Egentlig syntes det at burde have været en Klintedronning, der havde Bolig i dette hvide Palads, hvis ejendommelig kvindelige Skjønhed og ligesom jomfruelige Renhed og Ynde vel netop har vundet hende så megen brændende Kjærlighed. Eller rødmer ikke dette Fjæld ret som en i Badet overrasket Jomfru, når Solen står op derude bag Havet? Og ruller ikke disse Skove sig ned over det hvide Legeme som et mægtigt Hår, med hvilket hun vil søge at skjule sin Nøgenhed?

**
*

Undertiden hænder det om Vinteren, at enkelte Stykker, et Spir eller en Hvælving af Klinten løsner sig og falder i Havet, som da hurtig bortskyller dem. Således skete det Juledag 1868, at det øverste af den såkaldte Dronningestol med et Brag, der hørtes viden om, styrtede ned og dannede en Ø ude i Stranden på over syvhundrede Fods Længde, som dog allerede forlængst er forsvunden. Det er Frosten, der lidt efter lidt trænger ind i Revnerne og tilsidst med Voldsomhed sprænger Blokkene og således bestandig gjø'r små Forandringer i Klintens Form, skjøndt der er draget ligesom brede Styrkebælter af Flintknolde lagvis tværs igjennem hele Kridtmassen.

De Udskyldninger, Bølgeslaget foretager, er undertiden heller ikke så små. I det hele, hvor Frost og Bølge forener deres Anstrengelser, finder der på mange af Landets Kyster betydelige Ødelæggelser Sted. Går man f. Ex. op på det høje Punkt, Aborrebjærget bag ved Klinten og Klinteskoven, ser man et Sted i det fjærne en anden betydeligere lavere Klint af Limsten, den såkaldte Stevns Klint. Kommer man med Damper fra Kjøbenhavn hertil (eller omvendt) passerer man den, og man vil da se, hvorledes Søen der har skåret sig ind under Kalken, så denne luder ud over den sydende Bølge som en vred Pande. Aar for Aar graver Havet sig længere og længere ind, og Blokke af Kalken sprænges bort af Frosten. En Kirke, der er bygget lige over den, synes på Nippet til at styrte i Afgrunden; store Stykker af Kirkegården er allerede bleven opslugt, og når der i Storm messes for Alteret, hører Menigheden Brændingen dundrer lige under Kirkens Gulv. Det synes et Mirakel, at den ikke forlængst er forsvundet i Dybet; men Almuen forklarer det ved, at Kirken hver Julenat flytter sig et Hanefjed ind i Landet.

Andre Steder, især ved Vesterhavet, er Havets Ødelæggelser endnu betydeligere. Ved det overfor omtalte Lønstrup f. Ex. vilde et sådant Hanefjed hver Julenat ikke længe kunne redde en Kirke med en så yderlig Beliggenhed fra den visse Undergang. Hvert Aar forsvinder her syv Alen af den høje Kyst, og gamle Bønder kan huske, hvorledes deres Agre i deres Barndom strakte sig helt ud over det Sted, hvor nu Brændingen bruser.

Hvad nu de årlige Ødelæggelser af Møens Klint angår, så er der dog næppe nogen Fare på Færde. Der skal en forsvarlig Række Vintre og en anselig Mængde Vand til at vaske denne Kritplet af; og endnu i mange tusinde Aar kan Folket forhåbentlig endnu glæde sig over dens Skjønhed, og Digterne besynge den.

Bornholm

Denne Ø ligner kun lidt det øvrige danske Land og har i Udseende langt mere tilfælles med den skandinaviske Halvø. Den skal derfor her kun flygtig berøres.

Det er allerede nævnet, at det er den eneste Plet i Landet, hvor Urfjældet – Graniten – hæver sig op til Overfladen. Overalt er det ellers langt yngre og hovedsalig de alleryngste Formationer, der lader sig til Syne. Hele den nordlige Del af Bornholm danner et sammenhængende Granitplateau, der i Midten hvor det når sin største Højde i Rytterknægten, (500 Fod) har en forholdsvis rolig bakket Overflade, dækket snart med Skov, snart med Muld og Lyng eller ganske nøgen; men som er de ved Kysterne mange Steder, får et vildt og sønderrevent Udseende, gjennemfuret som Klipperne her er af dybe, lodrette Spalter og gabende Afgrunde, til hvis forvitrede Sider vilde Roser og Vedbendranker hager sig fast; hist og her også underminerede af Havet, der har dannet store Huler – de såkaldte Ovne – dybt ind i Klippemassen. Mest bekjendt er Jons Kapel, en romantisk Klipperift, gjennem hvilken en uendelig Trætrappe fører ned i Helligdomsklippen, en isoleret Fjældmasse, der med stejle Sider træder langt ud i Havet, men frem for alt Partiet ved Hammershus, de mægtige Ruiner af en gammel Ridderborg, som ligger højt oppe på en vild Bjærgknude ved Øens nordligste Pynt, med en henrivende Udsigt ud over Klipper og Skjær til Havet. –

Sundet

Den der en stille Sommernat har sejlet over Kattegat, f. Ex. fra Aarhus til Kjøbenhavn, vil sikkert aldrig glemme Indtrykket af den underlig hemmelighedsfulde, ligesom trolddomsagtige Skjønhed, der i Midnatstimerne hviler over Vandet. Man kan ikke få sig selv til at gå tilkøjs, men bliver siddende på Dækket, ligesom fasttryllet af det overjordiske Skuespil, hvortil man er det andægtige Vidne.

Det begynder allerede ved Solnedgangen, efter hvilken Havspejlet i Løbet af kort Tid kan skifte mellem de forunderligste Farvetoner. Det kan fra den dybeste indigoblå efterhånden gå over til rosenrød, kobberrød, irgrøn og det lyseste citrongule; ja undertiden kan det blive ganske brunt, næsten som om det var bestrøet med Bark. Tilsidst svinder dog alle Farver; kun en rødlig Dis lægger sig rundt om Himmelranden, mellem hvilken da Havet ligger som en uendelig Perlemorsflade eller – dersom alt er ganske blikstille – som et endeløst Stykke mathvidt Glas, et mægtigt Troldspejl, hvorover blege Skygger af Skyer, der driver ind under Månen, langsomt gløder hen, mens Månens af Kjølvandet sønderbrudte Spejlbillede forfølger Skibet som en Stime levende Guldfisk. Ovenover hvælver sig den hvidblå Himmel svagt prikket med Stjærner, og hist og her ude i Horisonten ser man nu og da de skarpe Lys af Blinkfyr, der med ét dukker op for strax efter igjen at forsvinde. Med ét skimtes forude ligesom en stor Tågeskikkelse, et natligt Spøgelse, der skrider henimod Skibet med Ild under Fodsålen. Det voxer og voxer. Tilsidst hører man ligesom plaskende Fodtrin i Vandet – – da viser det sig at være et Skib, der for fulde Sejl glider os forbi, – underlig dæmonisk at se til med sit sorte Skrog på det lyse Vand og med den lange, glitrende Hale bag efter sig.

… Ved Midsommertid varer denne Nattens Mørkningstime kun ganske få Timer, og endda bliver det med skyfri Himmel aldrig mørkere, end at man tydeligt kan se på sit Ur, hvad Klokken er. Såsnart den sidste svage Rødme har forladt Himmelranden i Nordvest, begynder det allerede at lysne i Nordøst. Snart gjærer og gløder det derude over de skummende Vande. Som en uhyre, flammende Esse, pustet op af Morgenbrisens Blæsebælg, blusser og gnister det højt op på Himlen fra det gloende Svælg, hvori Skyerne én for én forsvinder og opbrændes som uformelige Stykker Ved. Endelig brister Himmelranden. En Ildflod strømmer ud over Havet. Og Solen – stor og nystøbt – stiger op imellem Flammerne.

**
*

Da øjner man også allerede Land i Syd; Sjællands Nordkyst nærmer sig med høje grønne og hvide Brinker, hvorunder Fiskerleje ved Fiskerleje dukker frem, beskinnede af Morgensolen. I Nordost ser man ligesom en stor mørkeblå Sky svømme på Vandet langt borte. Det er Kullen, et Klippebjærg på den svenske Kyst, som nu nærmer sig forude. Det ser et Øjeblik ud, som om Landene ville mødes dér; som om der ikke fandtes Vej for Sejlere imellem dem. Da drejer Skibet umærkeligt. Og pludseligt, som om det i samme Nu var skudt op af Bølgen, dukker et knejsende Slot med Tårn og gyldne Spir op bag en Odde lige ved Havet. Bølgerne bryder sig med Skumsprøjt om dets Fod; ved dets Side vajer Dannebrog, og bagved åbner det brede Øresund sin gjæstmilde Favn, fuld af Sejlere, af gylden Sol og dejlige grønne Kyster. Med Flag og Redermærke gjør Skibet sin Honnør idet det glider ind i de stille Vande.

Slottet er den bekjendte Fæstning Kronborg, Sundets gamle, trofaste Vogter, der nu i over tre Aarhundreder har stået her på Post foran Porten til Danmarks vigtigste Vandvej – og til Landets Hovedstad. Det blev i sin Tid bygget for at hævde den såkaldte Sundtold, en Penge-Afgift, som ethvert Skib skulde erlægge til den danske Krone, før det fik Lov til at passere Sundet. Denne Told skrev sig fra den ældste Middelalder og er først bleven ophævet henimod Midten af dette Aarhundrede efter en Overenskomst med alle i Sagen interesserede Lande, idet disse udbetalte den danske Stat en Erstatningssum én Gang for alle for Toldens Ophævelse.

At det her ikke drejede sig om små Summer årlig, kan man forstå, når man betænker, at Sundet er og altid har været Skibenes Alfarvej fra Østersøen til Verdenshavene. Tusinder af Sejlere og Dampere passerer årlig dette Sund, og Antallet har vel langt fra været mindre, den Gang de nuværende store Dampfragtere endnu var ukjendte. Indtraf den Gang Modvind, kunde hundrede og atter hundrede Sejlere ankre op på Reden her udenfor; hele Farvandet, helt over til Sverigs Kyst, var som en eneste Masteskov. Og slog så Vinden pludselig om, og der blev Bør, – på én Gang hejsedes alle de hvide Sejl, Flaget kom i Top, Mandskabet råbte Hurra, og som en Skare vuggende Måger forsvandt de hver sin Vej ud over Havet. –

Idet man kommer ned gjennem Sundet, sejlende tæt langs den danske Kyst, mærker man snart, at man nærmer sig en virkelig Storstad. Villa på Villa og hele små Sommerbyer sees derinde på den grønne Kyst, snart mellem Skove, snart oppe på høje Skrænter, bestandig tættere ved hinanden, jo nærmere man kommer Kjøbenhavn. Lystslotte, Skovkapeller, store Badeetablissementer o. s. v. hæver deres Spir og Tårne over de beskedne Cottages. Mest bekjendt af Badestederne er Skodsborg og Klampenborg, begge omgivne af Danmarks skjønneste Skove og beliggende ved høje Skrænter med vid Udsigt ud over Sundet og til den svenske Kyst.

Efter henimod et Par Timers Sejlads dukker tilsidst en Samling spidse Tårne og rygende Dampskorstene op i Horisonten. Det er Kjøbenhavn.

Kjøbenhavn og Omgivelser

Det er ikke Meningen her at give en blot nogenlunde udtømmende Beskrivelse af Danmarks Hoved- og Residensstad, af dens Betydning som den centrale Handelsplads, som Midtpunkt for Landets åndelige Bevægelser, eller af dens Værd som de skjønne Kunsteres By. Dertil vilde fordres et Bind for sig selv. Her skal blot gjøres et Forsøg på ved et Par Streger at antyde Byens Fysiognomi.

Det Indtryk, en Rejsende vil tage med sig efter et kortere Ophold i Kjøbenhavn, vil da vist i Almindelighed være det af en By, der med Rette bærer den Betegnelse, som dens egne Beboere har givet den: det "glade" Kjøbenhavn. Skjøndt Byen ejer en driftig Handelsstand, har en udbredt Skibsfart og langt fra heller er uden Betydning som Fabriksstad, spores ingen overdreven Virksomhedsånd i det daglige Røre. Selv omkring Havnene er der forholdsvis roligt. Folk synes overalt at have god Tid, og hele Byen sover længe om Morgenen.

Den, der derimod en Sommeraften træder ud på den åbne Plads nær Jærnbanestationen, hvor så at sige alle Byens Sommerforlystelsesetablissementer er samlede, især dersom det er en af de mange Aftener, på hvilke det største og mest bekjendte af dem alle, det verdensberømte Tivoli, udfolder sig i hele sin æventyrlige Illuminationspragt, – han vil sikkert i første Øjeblik få en fortumlende Fornemmelse af at være Vidne til en Hexesabbath. Man blændes af de tusinder af gasgule, kulørte og elektriske Lys, det dundrer med Musik fra alle Sider, Himlen gjennemfures af Raketter, Vogne ruller, og bølgende Strømme af Mennesker fylde alle Havens Gange, alle Koncertsalene, Restaurationsbygningerne, Ølhallerne, Jordbær-Kiosker, Ballongynger, Karusselbaner, … det er et fuldkomment Sommerkarneval.

[Det følgende afsnit er i manuskriptet overstreget diagonalt. Det er ikke medtaget i Reisebilder.]

Efterhånden vil den fremmede alligevel vist i Almindelighed finde, at der vel er mange Forlystelsessteder men ingen tilsvarende Lystighed. Der høres ingen stærke Udbrud af Livsglæde, endog sjældent nogen højrøstet Samtale. Sligt ligger ikke for denne nordiske Race. Man spaserer fredeligt Side om Side, uden at stødes og puffes, eller sidder temmelig tavst rundt om ved de små Borde og drikker sit Øl eller sin Grog (Mændene bestandig rygende) og lader Musikkens Toner ombølge En. Foretrukket er især de rørende Melodier; man holder af at bevæges blidt og falder let hen i vågne Drømmerier. Der hviler en vis ængstelig, spidsborgerlig Anstand over det altsammen og en stærkt udpræget Sømmelighedsfølelse gjør sig i det hele gjældende i Befolkningens offentlige Færden og præger overalt det Liv, der (NB: før Natten falder på) udfolder sig på Torve og Stræder. Bekjendte hilser hinanden over Gaden med den mest udsøgte Artighed; Mænd med lidt udbredt Bekjendtskab – må så at sige gå med Hatten i Hånden gjennem hele Byen. "Tak," "Mange Tak," "Tusind Tak," og "Mange tusind Tak" er de mest anvendte Talemåder, og selv med Sporvognskonduktører og Droskekuske tager man en forholdsvis hjærtelig Afsked, idet man forlader hans Vogn.

[Slut på overstreget tekst.]

**
*

Skjøndt Kjøbenhavn både som By og som Hovedstad har adskillige Aar på Bagen, fremviser den ikke noget særligt Præg af Ælde. End ikke i sine offentlige Bygninger, Kirker eller Slotte, har Byen bevaret noget påfaldende gammelt Monument. Dertil har den i Tidens Løb været hjemsøgt af alt for mange og omfattende Ildsvåder, der Gang efter Gang har lagt dens skjønneste Partier i Aske. Således er det store kongelige Slot Christiansborg – et enormt Bygningskomplex – to Gange (sidst for få Aar siden) afbrændt lige til Grunden, og endnu står kun de nøgne, skumle Mure på Tomten og stirrer uhyggeligt frem gjennem sine tomme Vindueshuler.

Byens interessanteste Bygninger skriver sig fra den byggelystne Konge Christian den fjerde, hvis Regjeringstid faldt i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede. Der er især Rosenborg Slot og Børsen, begge opførte i den nederlandske Renaissancestil, der er karakteristisk for så at sige alle denne Konges Bygninger. Især er Rosenborg Slot en sand Perle af yndefuld Bygningskunst, opført af røde Mursten med rige Ornamenter af udhugget Sandsten; i Udstyrelsen af dets Indre er der udfoldet en overordentlig Pragt, og dets Sales Tiltrækningskraft fordobles derved, at de afgiver Udstillingsrum for den såkaldte: de danske Kongers kronologiske Samling, et Raritetskabinet af højeste Værdi, fuld af Kostbarheder og Kunst, der blænder Øjet.

Det er i det hele mere under Tag end under åben Himmel, at man skal søge Kjøbenhavns Skatte. Mange vilde således gå den af Ydre ikke videre bedårende Vor Frue Kirke uinteresseret forbi og kun standse et Øjeblik og betragte Johannes den Døber-Gruppen, Indtogs-Basreliefet og de to store Statuer af Moses og David, der smykker dens Portal – ifald han ikke vidste, at Kirken indeholdt en Række af Thorvaldsens mest berømte Arbejder: hans Kristus over Alteret og de tolv Apostle langs Hovedskibets Vægge; desuden en Frise forestillende Christi Gang til Golgata og en Døbefont i Form af en knælende Engel med en Concha i Armene. Således er det fortrinsvis Kunstsamlingerne og de kulturhistoriske Musæer, hvortil man i Kjøbenhavn søger hen, og som giver Byen Berettigelse til at bære Navn af et "Nordens Athen". Der er et overordentlig righoldigt etnografisk Musæum, et Musæum for nordiske Oldsager, der er enestående, og som man i dagevis kan fordybe sig i uden at trættes; den kongelige Malerisamling (med udmærkede Repræsentanter for gammel nederlandsk Kunst) og den Moltkeske Malerisamling, der kun er lille men så at sige udelukkende indeholder fortrinlige Ting. Endelig er der Thorvaldsens Musæum og Ny Carlsberg Glypthotek.

Det første er et Mausoleum over den danske Mand, der vel har opnået den videste Berømmelse. Født af fattige Forældre kom han i en ung Alder til Italien og opnåede her Verdensry. Intet Under derfor, at det danske Folk, allerede mens han levede, så' op til ham som til en Halvgud, og at det efter hans Død rejste ham dette enestående Mindesmærke. Her findes alle hans Arbejder enten i Original eller Afstøbning, og midt imellem dem, i en åben Hal i Bygningens Midte, hviler Mesteren selv i sin Grav.

Ny Carlsberg Glyptotek skylder også Enkeltmand sin Tilblivelse. Det er samlet af Brygger Carl Jacobsen, en endnu forholdsvis ung Mand, der har gjort sig overordentlig fortjent af Kunsten i og udenfor Danmark. Musæet indeholder fortrinlige Ting lige fra den antike til vore Dages Kunst, og er sikkert en af de righoldigste i hele Evropa.

**
*

Dog – endnu mere end både Musæer og Kunstsamlinger er det Kjøbenhavns Omegn, der lokker den fremmede og holder ham fangen. Det er Sundet, Skovene og Søerne, der uforglemmeligst vil bevares i hans Erindring.

Tæt Nord for Kjøbenhavn ligger Dyrehaven. Det er allerede sagt, at det er på Øerne, og især på Sjælland, at den danske Bøgeskov udfolder sig i den største Pragt. Men af alle sjællandske Skove er igjen Dyrehaven den pragtfuldeste. Intet Sted i Verden svulmer Bøgen i en sådan Fylde som her. Disse Træer synes ikke at kunne tilhøre denne Zone men minder Én om de uhyre Stammer, man endnu kan grave op af de nordiske Moser fra den Tid, da en tropisk Vegetation dækkede disse Lande. Der er enkelte fritstående Træer, hvis Kroner er som en hel Skov, og i hvis Skygge en Batallion Soldater mageligt kunde finde Plads.

Som man kan forstå, afgiver da denne Skov, der kun ligger en halv Times Jærnbanekjørsel fra Hovedstaden, om Sommeren et yndet Valfartssted for dennes Befolkning, – især når til Stedets andre Herligheder endnu kommer det nydelige Syn af mægtige Hjorder Kronvildt, der undertiden i Flokke på over hundrede, fredeligt græsser her mellem Bøgegrupperne. På smukke Sommerdage gjenlyder da også disse Skovsletter af muntre Menneskestemmer, Piskesmæld og Vognraslen. Snart er det en enlig Landauer med et fornemt Herskab, der i den skyggefulde Eftermiddagstime kjører stille gjennem Skoven for at nyde Naturen som det sig anstår intelligente Mennesker, – snart er det lange, larmende Vogntog, der fra den tidlige Morgen holder deres Indtog med Faner og klingende Musik og spreder det glade Indhold ud over Sletterne med store Madkurve og velfyldte Flasker. Navnlig om Søndagene er Tilstrømningen overordentlig. I tusindvis vælter de herud fra Byens Støv og Kvalm – med Jærnbanen, på Dampskibe, i Vogne og tilfods – og oversvømmer hele Egnen. Det er en fuldkommen Folkevandring.

Men på sådanne Dage forstummer de mange Fugle, og Vildtet søger ind i Skovens Dybder og skjuler sig i Tykningerne. Spidsende de bløde Øren lytter det opmærksomt til Latter eller Skjældud fra tykke Borgermadammer, der har lejret sig i Græsset, til Skrig fra trætte Børn, til Fædrelandssange og Hurraråb, der ruller ned oppe fra Udsigtspunkterne, og til den ømme Hvisken af unge forelskede, der i skjulte Stier uforstyrret hengiver sig til deres Sværmerier.

Først når den sidste Vognrumlen af de bortdragende har tabt sig på de fjærne Veje, og Støvet har lejret sig sammen med Mørket under Bøgekronerne, kommer de lidt efter lidt frem af deres Skjul. Og idet Natten vælder frem, ser de sig knejsende omkring med et Blik, der ligesom på ny tager deres skjønne, vide Herredømme i Besiddelse. –

**
*

Af en noget anden Karakter er den store Grib Skov, nordligere på Øen. Man kommer dertil fra Byen Hillerød, ved Nordbanen, det danske Versailles, som den er kaldt. Denne Benævnelse skylder den et Slot, det vidunderlige Frederiksborg, der hviler der mellem dejlige Skove som en Juvel i sin Indfatning. Slottet er oprindelig bygget under den førnævnte Konge Christian den fjerde, altså i den samme skjønne, nederlandske Renaissancestil som Rosenborg, af røde Mursten med en Rigdom af Sandstensornamenter og mange Tårne. Det gjø'r et henrivende Indtryk, når man fra den i gammel fransk Stil vedligeholdte Slotshave pludselig ser Slottet foran sig, stigende umiddelbart op af den omgivende Ringgravs blanke Vande som en Nymfe af Badet. Det nuværende Slot er imidlertid ikke helt igjennem det samme, som Chr. IV opbyggede. For tredive Aar siden gik nemlig dette op i Luer; men det er nu helt gjenoprejst i sin gamle Skikkelse, og indtager absolut den første Plads af alle Danmarks Slotte. Af dets Indre fængsler især den overdådigt udstyrede Kirke og den store Riddersal, hvor der er ødsel med Guld og Sølv og Marmor og Alabast.

Med Indtrykkene fra denne mangfoldige Pragt er det da, man betræder den store Grib Skov. Dens store Stilhed virker derved dobbelt højtidelig, og jo længere man trænger ind i dens mægtige Dybder, des mere gribes man af dens Ensomhed og tavse Fred. Her står Træerne ikke som i Dyrehaven gruppevis med grønne, åbne Pladser imellem sig men i tætte Masser, der stænger som en Mur til alle Sider omkring En og lukker sig helt over Ens Hoved. Man er som fanget ind af Skoven og kan ikke slippe ud. Tæt oven over En kvidrer en enlig lille Fugl, der synes at forfølge En. Man kan aldrig få Øje på den lille Skabning, men hører den bestandig, snart hist, snart her, flytte sig i Løvet over Ens Hoved og gjentage sit: Se-hid! Se-hid! Længere borte fra hører man en Skovdues ømme Kurren, og standser man og lytter, kan man dybt inde fra Skoven høre lønlige Kildevæld klinge. Midt i Skoven træffer man så en lille drømmende Sø. Dens Flade er blank som et sort Spejl med hvide Solpletter fra Lysningerne i Træerne, der luder over den. De slanke Stammer, de krogede Grene, det grønne Bladmylr, Hjorten, der kommer raslende herned for at drikke, alt spejler sig deri med en vidunderlig Renhed og fortryller ved sin uforstyrrelige Ro.

Så bryder Skoven pludselig af, og vi ser ud over en anden, men langt mægtigere Sø, den store Esrom Sø. Ovre på dennes modsatte Bred øjner vi et Slot, omgivet af en herlig Park. Det er Fredensborg, undertiden Sommerresidens for det kongelige Hof og Stedet for de senere Aaringers bekjendte fyrstelige Familiesammenkomster, i hvilke det danske Kongepar danner den naturlige Midte. –

[Her slutter manuskriptet "Danske Billeder"]

Supplement

I Reisebilder aus Dänemark 1890 er der tre stykker der ikke findes i manuskriptet. Det drejer sig om:

  1. "Vorwort"
  2. De sidste 16 linier af kapitlet "Fyn", s. 78
  3. Bogens sidste 26 linier (om Sjælland), s. 106-107

Disse tre stykker bringes her i Karen-Margrethe Nielsens oversættelse fra 2009.

1. Forord.

Det var ikke min hensigt med følgende blade at levere en blot tilnærmelsesvis udtømmende beskrivelse af Danmark; dertil er stoffet – trods landets lidenhed – for stort, når man kun har få ark til disposition. Jeg ville blot tegne nogle få billeder af de for Danmark så ejendommelige naturfænomener – i det håb at fremmede derved må blive i stand til at danne sig en nogenlunde forestilling om hele landets beskaffenhed.

De få lokalitetet, som her er skildrede, anser jeg for de mest typiske. Man skal derfor ikke undre sig over, at navnene på så mange andre mangler, selv om disse hvad skønhed og interesse angår, ikke står tilbage for de nævnte, men måske endda muligvis overgår dem. Således har jeg for at give læseren en forestilling om de danske klitlandskaber forsøgt at tegne et billede af Skagen. Mange ville måske – hvis det kom dertil, at man skulle gøre en rejse til sådanne egne – foretrække Fanø; her har i hvert fald både hav og klit den samme gribende skønhed –, desuden ligger Fanø for rejsende, som kommer sydfra, måske mere bekvemt, og der er udsigt til, at der bliver opført et badeetablissement umiddelbart ved strandkanten.

Der er i det hele taget mange steder, der ville have været en udvælgelse værd. Med hensyn til disse kan der henvises til Bædekers "Nordostdeutschland nebst Dänemark"; i denne rejsehåndbog er der taget hensyn til alle seværdigheder i Danmark, og samtidig finder man deri pålidelige oplysninger om alt, hvad angår rejseruter, hoteller o.s.v.; men den, som vil skaffe sig mere indgående kendskab til danske forhold, vil jeg anbefale den nyligt udkomne bog af H. Weitemeyer: Dänemark, Geschichte und Beschreibung, Literatur und Kunst, sociale und ökonomische Verhältnisse.

FORFATTEREN.

2. "Fyn", slutning, Reisebilder s. 78]

Dog, før vi forlader øen Fyn, skal vi omtale dens gamle hovedstad Odense, der er Danmarks tredje største. Vi kan ikke let overse den, når vi kører tværs over Fyn, for den velbyggede og ret livlige handelsby ligger ved hovedbanen, som gennemskærer øen fra Middelfart til Nyborg. Og når vi er der, så er det umagen værd at valfarte til domkirken, som mange fromme pilgrimme har gjort det i middelalderen for at aflægge et besøg ved det katolske Danmarks nationalhelgen, St. Knud. Denne var en konge, som levede for 800 år siden, og som blev dræbt af sine undersåtter; kort tid efter blev han helgenkåret, og nu hviler hans relikvie i det forgyldte helgenskrin, som står under alteret i krypten.

3. Bogens slutning, Reisebilder s. 106-107]

Ja, øen Sjælland tilbyder den rejsende, som i kortere eller længere tid vil søge ro og rekreation efter besværligt arbejde eller bekymringer for det daglige liv mange smukke steder i en smuk og venlig natur. Man kan nævne Sorø med dens yndige blanding af skov og sø; flere danske digtere har fundet deres hjem her, endnu flere har besunget den. Men man skal ud på landet, for byerne er små og uden betydning for de fremmede, undtagen København. Dog – der er en, som hæver sig op over de øvrige: det er Roskilde, "kildernes by"; "Danmarks St. Denis", tidligere hovedstad og bispesæde. Her lønner i hvert fald et besøg sig, og en jernbanetur på ca. en time fører den rejsende fra København hertil. Højt over den lille by hæver domkirkens to tårne sig. Denne er uden tvivl landets smukkeste gudshus og samtidig dets stolteste nationalmonument, rig på historiske minder som intet andet sted i Danmark. Den omslutter nemlig, foruden de dødelige levninger af mange store mænd, en mængde kongegrave; bl.a. hviler her dronning Margrethe, de nordiske rigers mægtige herskerinde ved slutningen af middelalderen, og de fleste konger af det oldenborgske hus.

Efterskrift

Danske Billeder

Manuskriptet er et hæfte på 149 sider. Det er en afskrift med fremmed hånd af HPs ukendte manuskript med HPs egenhændige rettelser og tilføjelser. HP bruger som han sædvanligvis gør i manuskripter og breve å (og ikke aa). Vi har valgt at bruge å også i selve afskriften. Stykket "Bornholm" er skrevet med en finere skrift. Her ses også å. Jeg vil dog vurdere, at håndskriften er den samme som i resten af manuskriptet.

Pontoppidans genbrug af stoffet i "Danske Billeder"

Skønt Pontoppidan ikke selv fandt sprog og stil affilet – jf. brevet til Hoffory – har han dog benyttet teksten mange andre steder. Jeg skal her nævne nogle:

  • PCA 83 og HPF s. 88
    "Havet og Klitten". Illustreret Tidende 7.7.1889. Det drejer sig om s. 1-19 i Reisebilder.
  • PCA 175 og HPF s. 118
    "Fra Vesterhavets Kyst. Text til et Par Billeder af C. Locher og Ch. Mølsted". Wisbech's illustrerede Almanak 1891. Dateret til 15.-21.8.1890. Det drejer sig om s. 26-34 i Reisebilder.
  • PCA 176 og HPF s. 118
    "En Erindring fra Heden". Folkets Almanak for 1891. Dateret til 15.8.1890. Enkeltheder fra Reisebilder s. 46.
  • PCA 214 og HPF s. 145
    "En Hederejse". Dansk Touristtidende 9.9.1895. Det drejer sig om s. 46-57 i Reisebilder.
  • PCA 215 og HPF s. 145
    "Vesterhavet". To afsnit i Dansk Touristtidende 25.9.1895 og 2.11.1895. Det drejer sig om s. 26-31 i Reisebilder.
  • Ung Elskov, 1885
    På s. 2 findes en beskrivelse af en sø, der svarer til s. 61 i Reisebilder. (Ahnlund s. 194 og note s. 428).
  • Landsbybilleder, 1883
    "En Fiskerrede". Også her finder man materiale, der senere bruges i "Danske Billeder". (Ahnlund note s. 429)
    I min artikel "Henrik Pontoppidan og Skagen", Vendsyssel Årbog, 1999 påpegede jeg sammenfald mellem Landsbybilleder og Reisebilder (s. 57).
  • "Vestfyn", 1893 (Danmark, bd. II)
    Den første side, s. 59, beskriver Middelfart næsten ord til anden som begyndelsen af kapitlet "Fyn" i "Danske Billeder" (Reisebilder, side 68).
    S. 68 genkender man også beskrivelsen af Hindsgavls park.

Anvendt litteratur.

  • Ahnlund, Knut: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinier i författerskabet, 1956
  • Andersen, Poul Carit: Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi, 1934
  • Pontoppidan, Henrik: Landsbybilleder, 1883
  • Pontoppidan, Henrik: Ung Elskov. Idyl, 1885
  • Pontoppidan, Henrik: Reisebilder aus Dänemark, 1890
  • Pontoppidan, Henrik: "Vestfyn", in Danmark, 1893
  • Esther og Th. Skjerbæk og R. Herring: Henrik Pontoppidans forfatterskab, 2006
  • Woel, Cai M.: Henrik Pontoppidan I-II, 1945
 
[1] (*Anm. Skagen, Silkeborgegnen og Møens Klint er – foruden Kjøbenhavn og Omegn – de mest besøgte og sikkert også interessante Partier, af hvilke hvert ejer sin ganske ejendommelige Skjønhed. [HPs i ms tilføjede note] tilbage
[2] (+ Anm. Rejsende anbefales navnlig den henrivende Vejlefjord med Munkebjærg og den nærliggende Greisdal. Se forøvrig Baedäker. [HPs i ms tilføjede note; Den ty. udgave retter "Baedäker" til: H. Weitemeyer: Dänemark, Kopenhagen 1889, deutsche Ausgabe.] tilbage
['1] Gemyts sælsomme: < Gemyt, denne. tilbage
['2] Denne udstregning, der også omfatter den tyske oversættelse, er ikke foretaget med HPs pen, men måske af Turistforeningen? En statsstøttet forfatter kunne åbenbart ikke tillade sig offentligt at røbe kendskab til begrebet. I den forstand er det måske forfatterskabets mest vovede bemærkning. Jf. denne bemærkning i en samtidig turist-artikel:

Det er sandt, at en smuk Pige i Reglen er mest indtagende uden al Pynt, ganske som hun er udgået fra Naturens Hånd. Alligevel kan det til en Afveksling være ganske tillokkende en Gang at se hende med en Rose i Brystet og et lille Diamantfyrværkeri over Håret.

[F.B.] tilbage