Havet og Klitten
Som et mægtigt Rev skyder den jyske Halvø sig ud i Havet. Nordsøens evige Brænding skummer langs dens Kyst, og mellem dens hvide Flyvesandsklitter og paa dens mørke, vidtstrakte Heder har de vilde Vestenstorme deres Tumleplads.
De kommer derude fra Havet, fulde af Salt og Skum. Fra den fraadende Havstok kaster de sig uophørlig ind over den nøgne, forrevne Strand, hvor store, sølvskinnende Maageskarer urolig kredser om og blander deres skærende Skrig med Bølgernes dumpe Larmen. Ikke en Busk, endsige et Træ er at øjne paa den hele Kyst. De hvide Klitter fyger som nyfalden Sne. I deres golde, løse Sand kan ingen Spire varig fæste Rod, og om et Skud forsøgte at hæve sig fra Jorden, vilde Stormene strax kappe det, og Havtaagerne vilde dræbe det med deres Saltlage. Alene den blege Marehalm formaar at suge Næring af denne Goldhed og modstaa alle Angreb. Sørgmodig vajer den trindt om paa Klitterne – ligesom gustnet af Gru over de vilde Ødelæggelser, hvortil den har været det stumme Vidne.
Langs hele Jyllands Vestkyst strækker sig denne Række af trøstesløse Sandhøje og danner Landets eneste, fattige Værn mod Stormenes uophørlige Angreb. Herfra kaster disse sig ind over de vidtstrakte Lyngsletter og forputter sig siden i dybe, dystre Hedeslugter, hvor Flokke af magre Faar driver ensomt om og søger Læ mellem Revlebær og Tjørn. Saa drager de videre gjennem store Skove, som de fylder med deres Brusen; glider herfra ned over bugnende Agre, mætter sig med Duften af vilde Roser, af Kløver og modnende Korn; hvirvler Støvet op paa endeløse Landeveje, kruser Landsbyers Gadekjær og lægger sig til sidst magelig til Hvile i smilende Fjorddale, over vide Enge, der glinser af Fedme og mylrer af smørgule Blomster.
Saa aabner Udsigten sig igjen i Øst. En smal Stribe Blaat glitrer i det fjærne. Den vider sig ud, nærmer sig, breder sig ud under Himlen, fyldes med hvide Sejl, blinker af Maageskarer, rejser sig, bruser … det er atter Havet.
Havet! Det er overalt i dette Land det første og det sidste, Begyndelsen og Enden. Hvorhen man end rejser – bestandig vil dette vide, vuggende Blaa vinke en i Møde, før man aner det, snart frisk smilende, halv fortroligt, ligesom lokkende en ud til sig med de gyngende Skumblomster, hvormed det smykker sin Silkedragt; snart i hvilende Ro, nøgent og dejligt, slumrende døsig hen i en vid Blaanen med Himlen i sin Favn. Snart igjen med truende Aasyn, rynkede Bryn og med Fraade om sine tusende brølende Munde, hvis Stemmer forfærder os, mens det ligesom hungrigt dundrer med sin stærke Klo mod Kysten efter Bytte.
I dette store, stærke, fri Hav vugger da det danske Land som en blomstrende Glut i sin Moders Favn. Med sine bløde Arme omslutter det ømt alle dets smaa og store Øer, og Nat og Dag fremnynner det for dem sine Sange. Men Danmark er ogsaa i særlig Forstand et Barn af Havet, et Foster af Bølgen, af hvis Skjød det i Tidernes Morgen langsomt opdukkede. Hver Sten i vore Bakker har jo Brændingen i sin Tid formet; med hver Haandfuld Sand fra vore Heder har Havet en Gang leget.
Endnu synes Landet ogsaa overalt at minde om denne sin Oprindelse. Ser vi hen over de afrundede Bakkestrøgs bløde Bølgeform, eller lytter vi til Skovenes evige Brusen, overalt føres Tanken uvilkaarlig tilbage til Havet. Menneskenes havblaa Øjne, deres blege Hud og lyse Haar, ja selv deres Sinds sælsomme Koldblodighed, denne ejendommelige Forening af blød Eftergivenhed og sej Styrke – alt synes en Arv fra dette Hav, som Landet skylder sin Tilblivelse.
Den, der vil se Havet i dets Vælde og samtidig lære Klitten at kjende i dennes største Udstrækning, skal rejse til Skagen. Han stifter da tillige Bekjendtskab med en By, der i Ejendommelighed søger sin Lige.
Vejen derop gaar fra Fredrikshavn, en livlig By, som lugter af Fisk og ligesom forslæber sig paa et Monstrum af en Havn, hvis mægtige Fangearme strækker sig langt ud i Havet. Om Fiskenes Fortrinlighed hersker kun en Mening. En fredrikshavnsk Flynder kan bedække sit Bryst med flere Hæderstegn end nogen Fyrste. I selve Byen fortælles følgende: En rig Hamborger-Kjøbmand, som havde berejst hele Evropa fra Lissabon til Konstantinopel, spist Østers i Marennes, drukket Muskat i Montefiascone og plukket Dadler i Valencia, kom en Gang til Fredrikshavn paa en tilfældig Gjennemrejse, tog ind paa et Hotel og forlangte sig en Ret Fisk. Telegraferede derefter til sytten forskjellige Steder, hvor hans Ankomst med Spænding ventedes, at han foreløbig ikke kunde indfinde sig; og vendte siden regelmæssig hver Sommer tilbage hertil og forblev i flere Uger, alene for at spise Rødspætter, lige optrukne af Havet. Og han gav sine tre Millioner i Pant paa, at højere Nydelse forundtes ingen dødelig.
Fra Fredrikshavn til Skagen er der 5 Mil. Det paatænkes som bekjendt at fortsætte Jærnbanen derop og lægge et Spor tværs igjennem Klitterne, en Plan, der allerede er i Færd med at virkeliggjøres. Foreløbig maa man imidlertid tage til Takke med den gule Postkaret, men man er ingenlunde ilde tjent dermed. Man sidder særdeles behagelig paa dens Hynder, man har fri Udsigt til begge Sider, og Landskabet glider ikke hurtigere forbi, end at Indtrykkene af dets mærkelige, vilde og storladne Poesi faar Tid til at fæstne sig hos en. Endelig har man foran sig paa Bukken en Kusk i skinnende rød Kappe, der gjærne blæser en et lille muntert Stykke paa sit Horn, i Fald man ønsker det.
Og en lille Adspredelse paa det første Stykke Vej er for den Sags Skyld ikke at foragte. Terrænet er her fladt og temmelig ensformigt. Vel følger Kattegattets blaa Stribe os trofast i Øst – men i Afstand; og i Vest har man kun Udsigt til sandede Marker, blege Kjær og Engstrækninger med spredt liggende Gaarde og hist og her en lille forkrøblet og vejrblæst Lund, der ligesom kryber hen ad Marken.
Men efterhaanden øjnes Klitterne. Først dukker de op i Øst og stænger her snart Udsigten til Havet. Saa begynder de ogsaa at skimtes i Vest, forraadende, at nu snævres Landet ind, at nu nærmer de to oprørte Have sig for hvert Skridt hinanden for til sidst ude over Skagens Rev at gjennembryde den sidste Skranke og som glubske Vilddyr at kaste sig i hinandens Favn.
Snart høres allerede Kattegattet snøfte tæt ved os bag Sandhøjene paa vor højre Side; og standser man og lytter, vil man i stille Vejr og især efter Storm ogsaa tydelig kunne høre det endnu fjærne Vesterhavs hule, utaalmodige Dundren mod Kysten.
Alligevel forløber Vejen forholdsvis fredelig,indtil man naar Aalbæk, et lille Fiskerleje omtrent midtvejs mellem Fredrikshavn og Skagen.
Her er Mødested for Postvognene nord- og sydfra ved en lille Kro af højst primitiv Beskaffenhed. Om Sommeren, især i Ferietiden, naar Antallet af Postvogne fra begge Sider kan beløbe sig til henimod en Snes Stykker, er det et ganske broget Stykke Rejseliv, der her paa Randen af Klitørkenen udfolder sig i den halve Time, der bedes ved Karavanseraiet. Vejrblæste eller svedige, forkomne af Sult og Tørst, stamper rejsende i de forskjelligste Kostumer ind i de smaa, lave Stuer, som de i et Nu fylder lige til Vindueskarmene, – den ene Halvpart livlig betagen, opfyldt af, hvad de har set, og fortællende hinanden derom med Stemmer som Søfolk, der har vænnet sig til at raabe gjennem Bølgelarm og Storm, – de andre livlig lyttende, stille forventningsfulde, opsnappende af den almindelige Tumult allehaande Beskrivelser over det Skuespil, der venter dem.
Det er det lystigste Røre. Hundrede Hænder overfalder øjeblikkelig de fortumlede Piger, der kommer fra Køkkenet med Favnen fuld af alle Slags Livsfornødenheder. Hist ser man en adstadig ældre Gentleman betænksomt drikke Sodavand af en Spølkumme1. Her er et overgivent Selskab af Damer og Herrer kommet op at slaas om en Tallerken Smørrebrød. Alt er den muntreste Forvirring.
Saa lyder Hornsignalet derude fra. Tegnet til Opbrud, Fristen er ude – til Vogns!
Herved er imidlertid den Ting at bemærke, at man ikke fortsætter Vejen med den samme Vogn, der bragte en hertil. Denne, en almindelig lukket Postvogn, er nemlig baade for tung og bredsporet til de Veje, man nu skal befare. Man bestiger altsaa en almindelig tostolet Holstenskvogn, der dog ogsaa er meget behagelig at sidde i, og hvorfra, man ligeledes har Udsigt til en Kusk i skinnende rød Kappe foran sig.
Man hjælpes til Sæde af en gammel, værkbruden Ulk med et mægtigt, violet Ansigt og en bred, tobaksbrun Fiskemund, hvorfra et hvidt, trævlet Skjæg hænger ham ned paa Brystet. Han venter ingen Drikkeskilling for sin Ulejlighed. Han er her kun, fordi det morer ham nu, da han ikke længer kan komme paa Søen, at staa her hver Middag og se paa al denne fremmede Staahej. Og dette, uden al Beregning at række en hjælpende Haand overalt, hvor det behøves, det er – uden for Skagen – noget, der ligesom ligger Folk i Blodet i disse Egne, hvis Ensomhcd og barske Vildhed bestandig tvinger Menneskene til Sammenhold og gjensidig Støtte.
Saa knalder alle Piskene. Under Hilsen og Viften skilles de to Vognrækker igjen – hver ad sin Vej langs Telegrafpælene.
Hidtil har Klitrækkerne kun været lave, og Afstanden imellem dem ret betydelig. Men jo længere man nu lader Aalbæk bag sig, des mere forandrer Forholdene sig. Lidt efter lidt voxer Klitterne paa begge Sider, baade i Højde og Udstrækning, og rykker samtidig hinanden nærmere paa Livet – for til sidst helt at smelte sammen der ude i det store Sandhav, der endnu skiller os fra Skagen.
Vi ser det allerede bølge foran os – graat, graagrønt, med skumhvide Toppe, vildt og gyselig øde, en uhyre Brænding, der med et er stivnet og forstummet. Snart vil dets golde Høje lukke sig omkring os. Vi ser allerede kun Himlen over os og oprevne, svagt fygende Skrænter til begge Sider. Skridt for Skridt arbejder Hestene sig møjsomt frem ad den lyngbelagte Vej. Den trykkende Tavshed stiger; vi hører kan Vognhjulenes Knirkeri i det dybe Sand og en underlig spøgelseagtig, ligesom smertefuld Sukken i de tørre Marehalmsduske, naar Vinden stryger igjennem dem. En enkelt Gang kan man se en Ræv luske om mellem Sandhøjene eller en Hare skjule sig bag en Tue; og hist og her staar Flokke af halvvilde Faar og betragter os i Afstand med forskræmte Blikke. Ellers intet.
... Klitten er dannet af Stormen. Den bestaar af Flyvesand, det vil sige fint, hvidt Sand, som Havet har kastet op paa Stranden, som Solen der har tørret, og som Stormene derfra har ført med sig og til sidst taarnet op i høje Driver, ganske som de Vinterdage gjør det med den løse Sne.
I forrige Tider, før man kjendte Marehalmens Evne til med sine utrolig lange og fine Rødder at dæmpe Sandflugten, var en saadan Klitregion i en uophørlig og skæbnesvanger Bevægelse. Ved den mindste Luftning begav de fine, løse Partikler sig paa Vandring. Fygningen vedvarede saa at sige bestandig, forandrede daglig Klitternes Form og flyttede dem efterhaanden helt. Og naar saa Stormene brød løs! Hvilken Dommedags-Rædsel! En tæt, tordenblaa Sky af ophvirvlet Sand indhyllede hele Egnen og slukkede Solens Lys. Alt var i vildeste Flugt. En for en opreves Klitterne og førtes hvinende gjennem Luften vidt over Ødet, tilbage igjen til Havet eller ud over tilgrænsende, frugtbare Egne, hvis Landsbyer, Kirker og Enge de begravede.
Man kan endnu nogenlunde danne sig en Forestilling om hine Tiders vilde Skuespil paa enkelte Pletter, der til Dato haardnakket har modsat sig ethvert Forsøg paa at bøjes ind under Kulturens Aag. Saaledes paa den berømte – eller berygtede – Rubjærg Mile2.
Man maa, for at naa denne, forlade Postvejen og dreje mod Vest ind gjennem Klitterne. Til sidst ser man da foran sig en vidtstrakt Række af høje, brede, blødt svulmende, askegraa eller – naar Solen beskinner dem – sølvflimrende Sandbølger, fuldkomment nøgne, saa blottede for ethvert Spor af Vegetation, som havde de i samme Nu hævet sig op af Havets dybeste Dyb. En Dødens Stilhed ruger over dem. Jo mere man nærmer sig disse mægtige, tavse, af alt Liv forladte Masser, især naar en forreven Skyhimmel ligesom angestfuld flyver hen over dem, des mere gribes man af deres vilde, storladne Melankoli, og man begynder at forstaa, hvad man har hørt om den pludselige Rædsel, der har kunnet gribe Folk paa dette Golgata, naar de i Ensomhed har vandret hen over det.
I stille Vejr indskrænker Sandets Bevægelser sig til en fin, melagtig Fygen, der holder sig til Overfladen og ikke hindrer en Bestigen. Kan en saadan ikke des mindre være besværlig nok gjennem det dybe og bløde Sand, i hvilket man for hvert Skridt frem skrider mindst et halvt tilbage, – og standser man end ofte forpustet under Vejs og kaster et fortabt Blik op til Toppen og et betænkeligt ned mod Foden, med en uhyggelig Fornemmelse af, at en eller anden Trolddom maa modsætte sig ens Fremtrængen og med en usynlig Haand holde en tilbage, – saa lønnes alligevel al Umage mange Gange, naar man først er naat derop.
Man har da for sig i Nord den hvide, graa og vissengrønne Klitørken i hele dennes mægtige Udstrækning, omsluttet af de to Have, der netop skimtes i Øst og Vest. Hvilket Syn! Med sine utallige, skarpe, solbelyste Kamme og sine mørkt beskyggede Dale, med sin Uendelighed af Toppe og Fordybninger og med sin stivnede Ro frembringer den i første Øjeblik et Indtryk, som saa man ud over et af disse døde Maanelandskaber, der forfærder en som Synet af et Lig, der er stivnet i Dødsøjeblikkets Krampetrækninger.
Men efterhaanden forandres Indtrykket. Store Skygger af Skyer jager hen over den øde Flade. Og i det man bliver ved at stirre ud over den, mens ilende Lys og Skygge bestandig vexler, ser det til sidst ud, som om det hele Sandhav er i en uafbrudt gyngende Bevægelse. En Svimmelhed griber en, og man faar en Fornemmelse, som om man befandt sig paa Dækket af et Kæmpeskib og stirrede ud over de oprørte Bølgers vilde Dans for Stævnen.
Man kan da sætte sig ned i det varme Sand og betragte selve Milens rolige Dønning, disse bredt svulmende Flader, der breder sig omkring en som et Stykke forglemt Urtids Landskab uden Liv eller Lyd. Selv din egen Røst opsluges af disse Vidders uendelige Tavshed, dine Fodspor er allerede udslettede af Sandet, ja endog din egen Person gjøres der Forsøg paa at tilintetgjøre af disse evig vandrende Sandelementer, der lydløst lægger sig omkring dig og hober sig op over dine Ben, som om de ikke taalte dig her og vilde begrave dig under deres Masser. Rejser der sig blot den mindste Smule Blæst, vil man ogsaa snart af sig selv fortrække. De oprørte Sandhære hudfletter ens Ansigt som med tusende mikroskopiske Landsespidser. Man omgives af en Hvirvelrøg, der tager Vejret fra en, og man faar en Fornemmelse, som om alle onde Aander var slupne løs paa en og med Hvin og Skrig forfulgte en ud af deres Enemærker.
*) Brudstykke af en Samling "Danske Billeder", der paa Foranstaltning af "Dansk Turistforening" vil udkomme i Oversættelser paa Tysk, Fransk og Engelsk, forsynet med Illustrationer af danske Kunstnere (A.F. Høst & Søns Forlag).
