Det forjættede land – brud eller kontinuitet?

Af Lotte Ødegaard

1. Indledning

Henrik Pontoppidans Det forjættede Land har traditionelt været betragtet som et brud med hans tidligere forfatterskab, i nogen grad med naturalismen og især med den impressionistiske skrivestil. Den episke fortællers tilbagekomst og manglen på skråsikker politisk hensigt er åbenlyse træk, men for mig at se er der stadig et tydeligt slægtskab med impressionismen og naturalismen, så jeg vil i det følgende forsøge at påvise kontinuiteten med de foregående årtier. Jeg vil først gøre rede for mit valg af udgave til analysen, dernæst kort angive min forståelse af naturalisme og impressionisme. Efter en hurtig indføring i bruddets karakter, bl.a. som det tidligere er beskrevet, kommer denne opgaves centrale afsnit, hvor jeg håber at kunne påvise kontinuiteten. Jeg har forsøgt at koge alt andet end analysen af romanen ned til et minimum, og i analysen vil jeg primært lade det sprogligt-stilistiske danne baggrund for mere overordnede betragtninger.

2. Valg af udgave

Pontoppidan har også i tilfældet Det forjættede Land givet os en række forskellige udgaver at vælge imellem. Oprindeligt blev den udgivet som tre bind i 1891, 1892 og 1895. Forståelsen af værket har i næsten hele 1900-tallet bygget på omarbejdelserne fra 1898 eller 1918. Jeg har valgt Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave fra 1998, der bygger på førsteudgaven fra 1891-95. Ganske vist har Flemming Behrendt forholdt sig stærkt kritisk til denne udgave, fordi de tre bind ikke oprindeligt har været tænkt som et samlet værk¹, men jeg ønsker at undersøge, hvordan romanen forholder sig til det typiske for de foregående årtier, og det vil derfor være underligt at anvende en udgave fra 1918, hvor verden og litteraturen igen har forandret sig flere gange. På den anden side inddrager jeg en tradition og læsninger, der bygger på reviderede udgaver, så hvor jeg finder det nødvendigt, bliver løsningen også at inddrage 11. udgave (tranebogsudgaven), som forholder sig ganske tro til udgaven fra 1918.

3. Naturalisme og impressionisme

Logisk set må vi begynde med naturalismen, selv om fokus i denne opgave primært vil være på impressionismen. Naturalismen kom jo først, idet den udsprang af det moderne gennembruds krav om at sætte problemer som religion, fattigdom, demokrati og kvindens stilling under debat. Naturalismen krævede en naturvidenskabelig tilgang dertil, hvor mennesket sås som et produkt af arv, miljø og drift.² Denne traditionelle standarddefinition af naturalismen skal dog ikke have lov at stå alene. Senere er det nemlig blevet anført, at Brandes' projekt var politisk og idealistisk, mens den naturalistiske litteratur i praksis blev præget af pessimisme, – ikke med en helt repræsenterende det typiske, men i stedet med vægten på individers psykiske splittelse: Hovedpersoner, der i deres søgen efter frigørelse ender i fortabelse snarere end forklarelse.³

Stilistisk gav naturalismen sig udslag i en søgen efter det sprogligt nøjagtige udtryk f.eks. ved brug af mange sammensatte og afledte adjektiver og substantiver.⁴ Impressionismen kan ses som en videreudvikling af naturalismen, da den i den grad prøver at imitere virkeligheden. Den forlader dog de næsten positivistiske beskrivelser og forsøger i stedet at give en illusion af virkelighed. Sven Møller Kristensen har i Impressionismen i dansk prosa 1870-1900 leveret en uhyre grundig beskrivelse af impressionismens stilistiske virkemidler, som min analyse skal bygge på. Jeg skal ikke her gennemgå disse virkemidler i detaljer, men blot forklare dem løbende i analysen. Siden Møller Kristensen skrev sin afhandling i 1955 er der udkommet andre beskrivelser af impressionismen, men de har ikke samme fokus på sprog og stil.

4. Bruddet

Der har været en tradition for at se Det forjættede Land som et nybrud i Pontoppidans forfatterskab. Politikens litteraturhistorie taler om en første del af forfatterskabet byggende på social indignation⁵, Litteraturens stemmer om et ungdomsforfatterskab med partitagende ironi⁶, og også nye læsninger som Lehrmanns ser et skel, hvor Pontoppidan tidligere tog stilling til aktuelle debatspørgsmål, og nu i stedet krænger vrangen ud på selve den sprogform, hvori debatten føres.⁷ Særligt interessant for min analyse er Sven Møller Kristensens konstatering af, at Pontoppidan tidligere skrev i en moderne stil med alle naturalismens og impressionismens elementer, men fra og med Det forjættede Land vælger en episk fortæller med normal sætningsbygning.⁸

Jeg skal ikke bestride, at der er tydelige tegn på et brud. Man behøver ikke at læse mange sider af romanværket, før masser af indblanding fra den episke fortæller springer en i øjnene. (Alle henvisninger i dette afsnit er til Pontoppidan, 1998). I første linje giver fortælleren os en ret nøjagtig tidsangivelse, hvorefter han bevæger sig fra et olympisk overblik over hele egnen til at zoome ind på landsbyen, provsten og kapellanen (11). Personerne beskrives direkte og det med ord og vendinger, som gør det muligt at slutte fra deres ydre til karaktertræk; f.eks. har Hansted et blegt og barnligt ansigt med et åbent blik (13), mens væver Hansen har et skævt, tvetydigt smil (141), og vi får endda oplyst Emanuel Hansteds alder, som er 26 år (13). Fortælleren har indre syn hos rigtigt mange personer, hvor han f.eks. kender ikke alene Emanuel og Hansines tanker i anledning af forlovelsen, men også Ragnhilds og Hansines fars (126-131). Ja, indsigten ender endda med at omfatte hele sognets holdning (141). Sprogligt har Møller Kristensen ligeledes en pointe, f.eks. er der i sidste helsætning inden kapitel 2 hele 5 ledsætninger, en af dem indledt med "hvortil", som hører til en høj stil, og vi møder de lidt gammeldags udtryk "maatte stunde til" og "det ganske Land" (12).

5. Kontinuiteten

Da nu så mange har interesseret sig for bruddet, vil jeg i min læsning sætte fokus på kontinuiteten. Især på den kontinuitet, der i sprog og stil måske lidt overraskende eksisterer samtidig med det åbenlyse brud. (Henvisninger, hvor kun sidetal og linjenummer uden fodnote er angivet, er i hele afsnit 5 af denne opgave til Pontoppidan, 1998.)

5.1 Naturalisme

På allerførste side gøres der først nar ad provsten, der i stormen mister sin hat, dernæst får vi en gribende historie om en lille pige, som stormen blæser i en mergelgrav, hvor man næste dag finder hendes lig med en katekismus krammet i favnen (11). Dele af et naturalistisk tema er i den grad slået an: kontrasten mellem rig og fattig og religionens manglende evne til at redde barnet. Her endda med en vis stillingtagen, for sympatien med den lille er væsentligt større end med provsten. Senere vrimler det med naturalistiske problemstillinger som arv og miljø, demokrati, religion, mand-kvinde, driftens magt over mennesket osv. De to landsbyer Skibberup og Vejlby har forskellige typer mennesker grundet forskellige naturomgivelser (87), og danskerne er forskellige alt efter, hvilken egn de kommer fra (477-478). Sjældne steder er der også en kritik af de fattiges kår (87 om Villings butiksdreng) og en vistnok oprigtig ment beundring for husmandens viden om dyrehold (137). Ellers er det korrekt som anført i diverse læsninger (nævnt i afsnit 4), at der ikke er en ensidig politisk stillingtagen, som Brandes ønskede. Man kunne vel anføre, at et problem bedre lader sig sætte under debat, når det ses fra flere forskellige sider. Heller ikke en typisk helt har vi, men en hovedperson, der er splittet mellem land og by, dyd og drift, hverdag og fantasi, natur og kultur m.m. Derfor får vi også en forfaldsroman, hvor helten ender på sindssygehospital. Man behøver ikke at lede længe blandt naturalistiske og symbolistiske romaner for at finde lighedspunkter (J.P. Jacobsen: Niels Lyhne, Johs. Jørgensen: Livets Træ, Johs. V. Jensen: Einar Elkær m.fl.). Den lille historie om pigen, der drukner i mergelgraven, er i øvrigt fjernet i senere udgaver.⁹ Jeg er ikke stødt på andre forskelle af samme type, så om det er en bevidst bestræbelse på at fjerne naturalistiske kendetegn, kan jeg ikke sige.

De grundige beskrivelser fyldt med detaljer, der kendetegner naturalismens måde at ville gengive virkeligheden så nøjagtigt som muligt, er mindre hyppige end i Pontoppidans tidligere forfatterskab, men dog stadig at finde indimellem. Side 28 har vi således en lang beskrivelse af Else og Anders Jørgens gård, og vi får at vide, at han har en strid, gråsprængt hårmanke og et par irrede messingbriller. Sådan en detalje som de irrede briller er en typisk naturalistisk måde at få fortalt at brillerne er meget gamle. Derfor findes også sine steder de tilhørende sammensatte og afledte adjektiver og i mindre grad substantiver ("sorteblaa Skyvinger" (11.11), "blaahvide Sneørken" (12.26), "Studereværelsets grønlige Halvskumring" (13.32-33), "blaanende" (52.4), "uldgraa" (203.36), "kalkunblaa" (214.3), "vællingagtige Pludder" (379.20)).

En lidt pudsig måde at sætte mennesket lig dyret findes i sammenligningerne, hvor mennesker ofte sammenlignes med dyr, og dyr enkelte gange med mennesker ("huggede i sig som en Bændelorm" (82.35), "smaaklukkede som en aarvaagen Inspektør" (om en hane) (139.20) eller hvad med vendinger som disse: "Børn at give Die eller Kvæg at fodre" (102.23), "og hun blev ved at stirre paa ham med dette mørke, halvt sky, halvt truende Blik, der mindede om et saaret og overrasket Dyrs" (113.35-37)).

5.2 Impressionisme

For mig at se bygger impressionismen på et ønske om objektivt at ville gengive virkeligheden, som den opleves af os i dagligdagen. For at gøre dette kræves en række sanselige elementer, som nødvendigvis må bygge på et individs blik på begivenhederne. Impressionismen svæver altså mellem et ønske om objektiv virkelighedsgengivelse, som i det følgende forekommer i underafsnittene "Fortællerforhold" og "Dramatiske elementer", og sanselig individualisme, som jeg har forsøgt at samle under overskriften "Sanseligt". Jeg giver i dette afsnit enkelte eksempler på de forskellige impressionistiske træk og forsøger samtidig at angive om trækket er sjældent eller hyppigt forekommende.

5.2.1 Fortællerforhold

Trods den åbenlyse tilstedeværelse af en tydelig fortæller findes der også adskillige lange passager, hvor fortælleren holder sig helt eller næsten helt borte. Der er i disse afsnit ingen fortællerkommentarer, meget lidt beskrivelse, endnu mindre beretning og intet indre syn, i stedet består de af replikker og enkelte korte beskrivelser, der skal få os til at se personerne for os. (F.eks. 54.10-56.36, 255.27-257.29 og 460.20-464.27.)

Der er ofte indre syn, men der er også eksempler på, at Pontoppidan i stedet bestræber sig på at vise os, hvordan personerne føler. Sådan reagerer frøken Ragnhild f.eks., da hun hører om Emanuels forlovelse med Hansine:

Frøken Ragnhild satte hurtigt Skaalen fra sig paa Bordet, saa noget af Vandet spildtes over de fremlagte Pragtværker. (125.15-16).

Da Emanuel har fået brev fra Hansine, frygter hans søster Betty, at denne definitivt afbryder deres forhold:

Fru Bettys Strikkepinde bevægede sig med feberagtig Hast. (460.8).

Da søsteren har fået vished for, at bruddet er en realitet og hører Emanuel tale med stadigt større vanvid, brygges der videre på forholdet til strikketøjet for at understrege hendes bestyrtelse:

Strikketøjet var gledet ned fra Bettys Skød. (462.9).

Personerne bliver ved deres indtræden på scenen rigtigt mange gange ikke straks præsenteret ved navn, i stedet ses et fruentimmer eller en skikkelse, eller der høres en stemme. Fra starten er Emanuel således "en ung fremmed Mand" (12.37), og først gennem provstens replik bliver han "Hr. Pastor Hansted" (14.15), længe omtales han af fortælleren som "Kapellanen", for så endelig på side 25.23, da vi har haft den første indre monolog, at blive til "Emanuel".

Indre monolog er absolut hyppigt forekommende. Jeg går ud fra Møller Kristensens definition: En persons tanker gengivet uden inkvit, i præteritum og 3. person ental med fri syntaks, hvor pauser og retoriske spørgsmål forekommer, ligesom småadverbier, der egentlig hører det talte sprog til, dukker op.¹⁰ Den indre monolog er mindre fremtrædende i de to første bind for så at blive et gennemgående træk i Dommens Dag". Her er det første spæde eksempel, hvor vi glider fra et indre syn til et par sætninger af indre monolog.

[…] og han følte i denne Stund stærkere end nogen sinde, hvorledes han skyldte hende mere end nogen anden, at han havde faaet Mod til at følge Kaldet som det hellige Ords Forkynder. Og hvor var han hende ikke taknemlig derfor! […] Det nyttede nu ikke længer hans kære Fader Etatsraaden at ryste paa Hovedet af hans "vilde Ide". Loddet var kastet! Hans muntre Broder Garderløjtnanten, den vordende Kammerjunker, kunde nu ogaa for Fremtiden spare sig den Ulejlighed […] (25.12-25.18).

Først angiver fortælleren med verbet "følte", at der er tale om indre syn, men udtrykket "følge Kaldet som det hellige Ords Forkynder" er Emanuels sprog. Dernæst får vi et udbrud begyndende med "Og", sluttende med et spørgsmålstegn og efterfulgt af tre punktummer, der skal vise hans bevægede stemning. Denne sætning kan jeg kun opfatte som indre monolog. Fortsættelsen rummer Emanuels ironi over for familien og er stadig fyldt med udbrud. Stillingsbetegnelserne er måske ikke en del af Emanuels tanker, men snarere fortællerens forsøg på at orientere os om hans familiebaggrund. Et par eksempler på den helt tydelige indre monolog, først fra Det forjættede Land:

Han havde jo dog ikke skjult noget for hende; han havde jo hver eneste Dag fortalt hende om alt, hvad der hin Aften var passeret. Og hvad havde der vel ogsaa været at gøre en Hemmelighed af? (316.20-23)

Og så fra Dommens Dag:

Og dér – o Gud! Kirken helt dernede, hvor "Gutten" sov den lange Søvn under Grønsværet. Hans kække, dejlige Dreng! Hans Livs bedste Glæde! […] Og dér? Var det ikke… ? Jo, dér bag de tre mørke Høje gemte sig Skibberup; dér boede Hansine, […] dér gik hun maaske netop nu og tænkte på ham. […] sad maaske ved den kære gamle Elses Sygeleje og tænkte på ham. (418.36-419.3).

Sven Møller Kristensen giver enkelte eksempler på beretning, som farves af en karakters sprog¹¹, og netop denne form, hvor en stil mellem beretning og indre monolog er valgt, vil jeg næsten gå så vidt som at kalde det et af de impressionistiske varemærker for trilogien Det forjættede Land. Eksemplerne på det, der formelt set er en beretning, men samtidig er stærkt præget af ikke bare hovedpersonens, men også mange andre personers sprog og syn på begivenhederne, er virkeligt mange. Emanuels lidt for svulstige, stærkt følelsesladede, nogle steder næsten romantiske sprog farver her beretningen:

[…] en spraglet Sommerfugl, der lokkede ham til at standse for at følge den lette, vuggende Flugt og nyde Synet af de pragtfulde Vingefarver […] nu mod Himlens Blaa […] nu mod det guldgule Korn. (280,37-281.2)

[…] hvormed hans Venner og Meningsfæller over det ganske Land havde fundet sig i deres politiske Umyndiggørelse og daglig saa' Landets helligste Love traadt under Fødder. (281.5-8)

[…] ganske ligesom Muldets Korn, der rakte Menneskene sine bugnende Aks trods al Vinterens Kulde og al Sommerens Tørke. (281.36-37).

Hansine har, i hvert fald indtil Emanuel genser Ragnhild, en tendens til eventyrlige drømme farvet af højskolens og Grundtvigs talemåder om folkelig oplysning:

Skønt den Tanke, at en ung Præst eller Folketaler en Gang – ligesom Prinsen i Æventyrene – vilde krydse hendes Vej, fatte Kærlighed til hende og løfte hende som sin Hustru op over Bondens jordbundne Liv til en Flugt mod Aandens lyse Højder, egentlig ikke var hende fremmed […] (129.10-13).

Også højskolebevægelsens sprog optræder uden en bestemt persons synsvinkel:

I den ny Tids Digterværker derimod, i disse sanddru og alvorlige Virkelighedsbilleder, ofte forfattede af Mænd, der var udgaaet af Folkets egen Midte […] dog især i de store norske Digteres mægtige Samfundsskildringer genoplevede de deres egne, daglige Kampe og Sindsstemninger. Her fandt de ogsaa den sædelige Alvor, det folkelige Grundsyn, det Sandhedskrav og den Retfærdighedstrang, der fik de dybeste Strenge til at klinge i deres Bryst. (227.19-25).

Endelig vil jeg omtale en form for opremsninger eller en række glimt, som Møller Kristensen ikke behandler. Man kan betragte dem som en olympisk fortællers overblik, men de giver også fornemmelsen af at se en masse mennesker og begivenheder på en gang og dermed indtrykket af samtidighed og af at være midt i handlingen eller i masseoptrin, hvorved de for mig kommer til at virke som en logisk del af impressionismen. I starten hører vi som nævnt under naturalismen om provstens hat og om den lille pige, der drukner i mergelgraven, begge fortællinger på ganske få linjer. Lige inden bliver en række af stormens ødelæggelser remset op:

[…] oprevet Bondens Vintersæd, nedtrådt Rør og Siv i Moserne, afsvedet Engene og tilstoppet Grøfterne med Jord og Sand (11.14-15)

Overalt saas styrtede Træer, knækkede Telegrafstænger, splittede Sædstakke og døde Fugle […] (11.16-17)

så kommer fortællingen om en væltet lade, hvorefter endnu en opremsning følger:

Tolv Skorstenspiber var samme Nat væltet ned af Tagene, og inde i Præstegaardhaven var hel Blomsterbede oprodede og alle Stærekasserne blæst ned fra Træerne. (11.22-24).

Et andet eksempel:

[…] højtalende Præster med deres folkeligt klædte Hustruer, alvorsfulde, langskæggede Landsbylærere og rundryggede Bondestudenter med blege Ansigter. Forøvrigt saas også et Par af Højskolens egne Lærere og af Egnens velnærede Bønder med deres Koner. (382.6-9).

Eksemplerne er mange.

5.2.2 Dramatiske elementer

Den store mængde replikker er allerede omtalt først i foregående afsnit. Andre læsninger som f.eks. Lehrmanns har påvist en udpræget brug af replikindividualisme eksempelvis hos Sandinge Højskoles gamle forstander, hos gårdskarlen Niels og hos diverse præster og højskolefolk til vennemødet.¹² Det er nemt at finde yderligere eksempler: Tjenestepigen Lones sjællandske dialekt altid med udtrykket "en anden en" som fast bestanddel (20.32, 20.37, 24.7, 24.10 og 314.26), tømrer Nielsens dialekt (102.7), onkel Joachims gentagelser, pauser, altid indeholdende vendingen "Jeg be'r Dem" forekommer (302-303), Greta og nevøen har et moderne sprog med engelske og franske ord (285-88), og Katinka Gade optræder med et stødende sprog, hvor hun kun formår at sige få ord ad gangen (430.12-13, 432.1-2, 432.9-10 og 432.37-38).

Regibemærkninger, hvor en replik afbrydes for at lade os vide, hvad den talende gør, ses jævnligt, selv om de som regel er længere end Bangs bestående af få ord: "idet han begyndte at vandre heftigt frem og tilbage over Spisestuens Gulv." (48.7), "Han smilte halvt forlegen." (54.37), "brød han ud med forstærket Stemme, idet hans Kinder med ét blussede" (313.1) og "Pateren truede ad hende med Fingren" (402.25))

5.2.3 Sanseligt

Mit overbegreb "sanseligt" er et forsøg på at samle de sproglige virkemidler, der lader os se og i nogen grad også høre begivenhederne for os. Syntaksmæssigt er der ikke meget at komme efter. Med de mange ledsætninger placerer Det forjættede Land sig temmelig langt fra det impressionistiske ideal. Der findes enkelte eksempler på emfase, hvor det der skal fange vort øje på denne måde fremhæves:

I en øsende Regn kom en gammel Kaleschevogn agende […] (379.9)

Og som en Stormvind fo'r hun ud af Haven. (394.37).

I det sidste citat bliver sætningen endda indledt med "Og", hvilket ikke er typisk, men faktisk ikke helt sjældent forekommende. Præpositionsforbindelser og efterstillede led i stedet for nye ledsætninger ses til gengæld ret hyppigt:

Og da den var tilendebragt, satte de unge Piger sig paa Sengekanterne med Armene om hinandens Liv for at bytte Tanker og udøse Fortrolighed. (423.33-35)

[…] naar han sad derude i sin store, grønne Have, ensomt drømmende i Skyggen af et knudret Træ. (425, 36.38)

[…] i de fleste Tilfælde var temmelig tarvelige Hverdagsfølelser – personlig Forfængelighed, en Trang til at vække Opsigt – eller slet og ret Spekulation i Menigmands Pengepung. (431.13).

Vi fornemmer her en nominal stil, som også opstår i en del opremsninger:

Overalt saas styrtede Træer, knækkede Telegrafstænger, splittede Sædstakke og døde Fugle […] (11.16).

Sidste citat fører os igen videre til de mange måder, hvorpå et menneskeligt subjekt undgås. Det saas og der hørtes er meget hyppigt forekommende passivformer, ligesom det, man eller nogen bliver subjekt. Eksemplerne forekommer næsten konstant:

Som Svar kom først et Hik og derpaa et frygsomt hvisket Ja. (21.17)

Kun henne fra Stalden hørtes en svag Raslen som af et Jerntøjr […] (28.18-19)

I det samme aabnedes […] (29.1)

Henne fra Alkoven, hvor det blaastribede Forhæng var trukket for, lød den korte og stødvise Stønnen […] (448.12-13)).

Impressionistiske verber (evt. substantiverede), der angiver en bestemt måde at bevæge sig på eller en medfølgende lyd, forekommer jævnligt gennem hele trilogien: "peb og tudede" (12.9), "Rumlen, Klingren" (25.3-5), "Hosten og Snøften" (44.8), "humpende" (105.9), "skingrede" (226.30), "summede" (353.4), "skumplede" (380.14), "brølte" (inkvit) (497.12).

Metonymien er næsten skoleeksemplet på en sanselig impressionisme, fordi den leder vores opmærksomhed mod en detalje i stedet for mod hele personen:

[…] nogen kaldte paa ham. Det var Frøken Ragnhilds Stemme […] (53.21)

[…] som et eneste stort hjertevarmt Smil færdedes han […] (195.21)

[…] lød igen den raske Stemme […] (226.1)

Uredte Hoveder, der kiggede ud […] (332.10)

En famlende Haand søgte at skille Forhænget ad. (449.36).

Der er eksempler gennem alle 3 dele, men de er måske ikke så varierede; det drejer sig mest om stemmer og ansigter. Til gengæld er sammenligningerne stærkt varierede og i høj grad præget af en individuel sansning. De er af typen konkret-konkret, og jeg kunne egentlig godt tænke mig et nyt begreb "den metonymiske sammenligning", for sammenligningerne hos Pontoppidan har samme effekt som metonymien i impressionismen: Den lader en lille detalje ved en person fylde hele indtrykket af denne:

[…] blaarød Næse hang ned mod Munden som en Kalkunsnabel […] (32.26)

[…] Fod, der med de mange omviklede Klude var saa stor som et Svøbelsesbarn […] (105.10-11)

[…] sad stiv som en Stolpe […] (300.32-33)

Hans Hoved var atter blevet purpurrødt og svulmede op, som en Ballon, der fyldes. (302.20-21)

Spurvene sad paa Rad og rystede Fjerene ligesom gamle Damer, der føler sig besværede af Varme. (425.18).

Igen blandes det moderne med det mindre moderne. Der findes smukke besjælinger, måske for at gøre nar ad bl.a. Emanuels romantiske tilbøjeligheder:

Den lunefulde Julihimmel udfoldede sig allerede fra Morgenstunden saa festlig blaa, med et saa indsmigrende Smil, som var den ivrig for at gøre godt igen, hvad den de foregaaende Dage havde forbrudt med sine Efteraars-Nykker. (392.18-21)

men sammenligningerne af ovennævnte type er langt mere udbredte. Også skinsammenligninger og brug af verbet syntes i betydningen foresvæve er hyppige:

[…] ligesom indrammet af Vindueskarmens grønne Vedbendranke […] (51.30)

[…] det var som om, han straks forstod […] (253.12)

[…] den Duft […] syntes ham at tilhøre Ungdomstiden i hans Faders Hus. (309.35-37).

Til slut skal nævnes nogle af de heller ikke så få illusionsvirkninger, der ved brug af adverbier, giver os en illusion om selv at være til stede:

Sted: deruden for (13.24), herud (43.33), her (272.18, 289.11, 429.16), der (418.36, 419.1, 420.18)

Tid: nu (34.2, 64.1, 224.15, 343.15, 417.34, 492.23).

5.2.4 Ironi

Svend Møller Kristensen skriver, at det hos Pontoppidan er svært at slippe indtrykket af en fortællertilstedeværelse p.g.a. ironien¹³. Det er således helt for egen regning, når jeg vælger at opfatte ironien som en del af impressionismen. Jeg er enig i, at ironien hele tiden lader en fortællerholdning komme stærkt til orde, men formelt set er der ikke tale om en fortællerkommentar. Jeg synes derfor godt, at man kunne regne ironien med til de pseudoobjektive virkemidler. Desuden virker det underligt at betragte Bang som den ypperste repræsentant for impressionismen og samtidig afskrive Pontoppidan bl.a. på grund af ironien. Pontoppidans ironi er vel nok mere udpræget end Bangs, men Bang har sandelig også en tydelig ironi.

Hvordan opstår så ironien? Et stort spørgsmål, som jeg her kun skal give et kort svar på. Nogle af de allerede omtalte træk bidrager i høj grad til en ironisk distance. Replikindividualismen spiller en stor rolle, man behøver blot at nævne Emanuels overdrevent følsomme sprog. En anden teknik er at afsløre personerne gennem deres handlinger, f.eks. Skolelærer Mortensen, der på side 34 snyder i kortspil, for så på side 35 at bede fadervor og slumre mildt og fredeligt ind. Overdrevent kan man vel også kalde det, når servietterne til provsten middagsselskab er foldet som bispehuer (81). Ved samme selskab er der brugt en række positive ord: "ualmindelig smukke", "betagende", "andagtsfuld Tavshed" (81) om borddækningen, selv om vi for længst har fornemmet, at fortælleren ikke billiger provstens hang til luksus. Der bruges plusord om det negative, hvilket vi også ser i beskrivelsen af ægteparret Villing, der kaldes fornuftige, selv om de kun tænker på penge:

Selv i deres ømmeste Øjeblikke kunde disse to fornuftige Mennesker ikke slippe deres Butik og Forretning af Tankerne […] (36.25-27)

En særlig rolle spiller igen sammenligningerne; sympatien for bønderne i romanen svinder hurtigt ind efter følgende beskrivelser:

[…] et rødsprængt Ansigt, i hvis Fedt to store, runde, udvæltende Øjne laa og svømmede som et Par Spejlæg. (79.6-7)

[…] med sin mærkelige Hanegalsstemme, der skingrede i Foredragshallerne som en Hejmdalslur […] (226.29-31).

Ironien eksisterer på mange måder og er ikke altid helt så nem at gennemskue. Hvad med denne egentlig typisk naturalistiske beskrivelse? Kan så mange vidt forskellige farver være alvorlig ment, eller er det en parodi på J.P. Jacobsen?

Da hændte det en Formiddag, at Himmelranden i Sydvest et Øjeblik blev næsten blodrød, derefter hvidgul, gulbrun, til sidst ganske sorteblaa…" (181.21-23).

5.3 Diskussion af Sven Møller Kristensens udsagn om værket

Analysen af trilogien har givet mig grund til at se nærmere på Møller Kristensens udsagn om samme; og lad mig denne gang bringe nøjagtige citater og ikke blot en parafrase:

Noget anderledes stiller sagen sig med stilen i Det forjættede Land og følgende værker. Set fra et impressionistisk synspunkt foretager Pontoppidan her et stilistisk tilbageskridt, til en almindelig episk form med megen beretning, mange symptomer på den episke fortæller, og en normal sætningsbygning, der kan være hypotaktisk og temmelig stiv. De impressionistiske illusionsformer og indirekte metoder bliver sjældne.¹⁴

Overhovedet går Pontoppidan, med Det forjættede Land, bort fra den megen brug af indre monolog, og sætter dem i reglen med anførelse.¹⁵

Jeg undrer mig over dele af disse citater, som bagatelliserer forekomsten af impressionistiske elementer i Det forjættede Land. Jeg overvejede først, om det skyldes, at Møller Kristensen betragter trilogien som 3 enkeltværker, og citaterne derfor måske ikke skulle gælde Muld, men kun de to sidste dele. Det passer med, at der i Impressionismen i dansk prosa 1870-1900 er syv citater fra Muld¹⁶, men ingen fra de to følgende dele. Når jeg ser på antallet af eksempler, jeg har fundet i de tre dele, kan jeg bare ikke se tydelige forskelle. Et træk aftager måske i hyppighed, mens et andet tiltager. Uanset hvordan jeg betragter ovenstående citater, må jeg altså modificere Møller Kristensens opfattelse af Det forjættede Land.

6. Konklusion

Naturalismen anes i enkelte grundige beskrivelser med afledte og sammensatte adjektiver og nogle beskrivelser af fattigdom. Stilistisk desuden gennem sammenligninger mellem dyr og menneske og den udbredte brug af udtryk som skabning og skikkelse i stedet for menneske. Tematisk kommer den stadig til fuld udfoldelse, især hvis mere moderne naturalismeopfattelser lægges til grund.

Det stilistiske brud med de foregående årtier bliver tydeligt gennem fortællerkommentarer, indre syn, lange passager med beretning, direkte personbeskrivelse, besjælinger og gammeldags syntaks. Selv om brugen af at vise personers følelser gennem deres handlinger, indre monolog, regibemærkninger, emfase, og efter punktum, efterstillede led, nominal stil, impressionistiske verber, metonymien og illusionsvirkninger ikke er på højde med de mest udprægede impressionistiske værker af f.eks. Bang, er det dog gennemgående træk, der lader os spore en tydelig impressionisme, mens beretning farvet af personernes sprog, intet menneskeligt subjekt og sammenligninger af metonymisk karakter forekommer meget hyppigt. Nye måder at skrive impressionistisk på er en beretning, som lader os se en række begivenheder eller personer i glimt, ligesom jeg vil betragte ironien som en del af de pseudoobjektive virkemidler.

En række læsninger har ved diskussion af begreber som tvesyn¹⁷, mangesyn¹⁸ og sprogspil¹⁹ påpeget moderne/modernistiske træk ved Det forjættede Land. Denne opgave udtrykker et lille ønske om også at bemærke en delvist moderne fortæller med tilhørende stilistiske virkemidler, der forsøger at lade os se og høre begivenhederne for os.

7. Litteraturliste

Flemming Behrendt: "Fortællingen om en roman", Berlingske Tidende 31.1.1998.
Mogens Brøndsted og Sven Møller Kristensen Danmarks litteratur, Gyldendal 1982, 2. udg.
Birgitte Hesselaa: "Henrik Pontoppidans tvesyn", Kritik nr. 3, 1967.
F.J. Billeskov Jansen og Hakon Stangerup: Dansk litteraturhistorie, Politikens Forlag 1971.
Benedicte Kieler og Klaus P. Mortensen: Gads danske forfatterleksikon – Litteraturens stemmer, Gads Forlag 1999.
Sven Møller Kristensen: Impressionismen i dansk prosa 1870-1900, Gyldendal 1973, 4. oplag.
Ulrik Lehrmann: "Det modernes ironiske dissonanser – Henrik Pontoppidan Det forjættede Land" IN: Læsninger i dansk litteratur 1820-1900, red. Povl Schmidt m.fl., Odense Universitetsforlag 2001
Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, I, Gads Forlag 2002.
Henrik Pontoppidan: Det forjættede land, 11. udgave, Gyldendals Tranebøger 1993.
Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land, 12. udgave ved Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 1998
Jørgen Aabenhus: "Fire forløsende ord – og moderne forfattere befinder sig in medias res" in Hvad de andre ikke fortæller, red. Jon Helt Haarder, Syddansk Universitetsforlag 2008
Knud Michelsen: "Periodebeskrivelse 1870-1890", Arkiv for dansk litteratur (ADL).