Den lidenskabelige kærlighed–

og den ægteskabelige tryghed hos Henrik Pontoppidan

Vi søger til vor egen Beroligelse
bestandig at indbilde os,
at Kærligheden rettest billedlig fremstilles
som et hvidt Duepar, der næppes.
Deraf den Forfærdelse,
hver gang Ørnen slaar med sine Vinger.
(Henrik Pontoppidan 1857-1943)1

Afsæt

Ovenstående citat udtrykker rammende temaet i en af Pontoppidans mest underfundige fortællinger: Den kongelige Gæst (1908). Fortællingen skildrer, hvorledes lidenskaben vækker vellyst, men også rummer splid og jalousi. I skikkelse af den mystiske figur, Prins Karneval, træder Eros ind ad døren hos et mageligt ægtepar. Og så bryder Fanden løs!

I det følgende vil jeg analysere og fortolke Den kongelige Gæst2. På denne baggrund vil jeg med en perspektivering til henholdsvis "Ørneflugt" (1894) og Et Kærlighedseventyr (1918/1930) herefter foretage en tematisk analyse af forholdet mellem den lidenskabelige kærlighed og den ægteskabelige tryghed. Endelig vil jeg via en perspektivering til det moderne gennembrud sammenligne Pontoppidans problematisering af genstandsfeltet med Georg Brandes syn på den frie lidenskab.

Den kongelige gæst – den underfundige lidenskab

Lidenskabens indtog

Ægteparret Arnold og Emmy Højer lever en rolig harmonisk tilværelse i en lille provinsby, kaldet Sønderby, beliggende på den jyske hede. Efter seks år væk fra storbyen har de vænnet sig til det konforme liv på landet og er fuldkommen trygge i deres trivielle roller som ægtemand og hustru. Flere steder i teksten kommer deres magelighed til udtryk. Arnold går rundt i slåbrok og filttøfler, ligesom Emmy ofte har sin morgendragt på til ud på eftermiddagen. Samtalerne drejer sig om huslige anliggender, børnene og hønseavl. Deres eneste stridspunkt er, hvorvidt reolen skal flyttes lidt længere mod døren, ligesom deres største problem drejer sig om skolelærerens spildevand – anliggender, de senere vil betragte som bagateller. Efter et afbud fra nogle pårørende udtrykker Emmy lettelse over, at de nu vil undgå den uro, som besøget ville medføre. Arnold frydes herved:

Som det hyppigt skete havde hun her udtalt, hvad han selv netop havde siddet og tænkt paa. Dersom han ikke lige havde været oppe af Stolen for at faa fat i en Tændstik skulde hun have haft et Kys for de Ord! (417)

Citatet udtrykker den konformitet, som omslutter dem. Ægteparret kender hinanden så godt, at de tænker ens, og Arnold kan ikke engang hive sig op af sin magelighed for at give Emmy et kys. Nok er deres ægteskab lykkeligt, men langtfra lidenskabsfyldt. Dette forhold ændres imidlertid ved en begivenhed, som forudgribes af fortælleren i følgende varsel: "Men Fanden var paa Spil den Dag, da Gæsterne ventedes" (415). Herved hentydes til den mystiske gæst, som ankommer senere samme dag. Denne gæst beder om at være inkognito og ønsker i anledningen af fastelavn at bliver kaldt Prins Karneval.

Den navnløses ankomst til familien bryder den veletablerede harmoni og skaber spænding og uro. Som det udtrykkes: "Hverdagens strenge Love er suspenderet for en liden lykkelig Stund" (423). Emmy modtager ham med mistro og kølighed, mens Arnold er mere tilbøjelig til at gå med på spøgen. Dog bliver Emmy i løbet af aftenen blødgjort af den fremmedes charme og ikke mindst hans musiske kundskaber. Hun er, som Pontoppidans kvinder ofte ses, mere modtagelig overfor lidenskaben, ligesom hun senere i kraft af sin sensibilitet formår at bløde op for Arnold stivhed (Mortensen 1982:142). Ægteparrets indbyrdes forhold forandres markant af den fremmedes tilstedeværelse, idet hans besøg får lidenskaben til at bryde frem. Hans indflydelse udtrykkes gennem en vise om eventyrets gud, som han synger for dem:

"Ja, Livet gaar sin skæve Gang,
Gør hvidt til sort,
Gør smaat til stort
Og krænger om paa ret og vrang.
Tra-Tra! Da kommer Hr. Bajads
Og sætter alt paa rette Plads!"

Det er interessant at bemærke udtrykket "at sætte alt på rette plads". Udtrykket indikerer, at alt ikke er, som det skal være. Ved som en trickster at sætte lidenskaben fri genetableres det "rette" forhold mellem mand og kvinde – nemlig det erotisk lidenskabelige forhold.

I begyndelsen illustreres den slumrende lidenskab ved, at Arnold føler ømhed ved Emmys beklemmelse over situationen. Hendes utryghed appellerer til hans maskuline beskyttertrang, hvilket ses i følgende citat: ""Jeg tror, han har gjort dig rigtig bange," sagde han og lagde Armen omkring hende. "Dit Hjerte banker formelig"" (429). Under omklædningen til festtøj ophidses Arnold ved forestillingen om at se Emmy i hendes lyserøde silkekjole. Han slår armene omkring hende, prøver at tvinge sig til kys og flirter kækt med hende, da hun afviser at tage kjolen på, fordi den er nedringet: ""Ja, hvad gør det? Du er jo netop allerdejligst i det hvide Silkekostyme, Vorherre selv har syet til dig […]"" (431). Også Emmys lidenskab vækkes til live. Mens hun venter på, at Arnold skal se hende i kjolen, banker hendes hjerte vildt, hun rødmer af hans komplimenter og kysser ham lidenskabeligt. Gennem aftenen bliver Arnold mere og mere opsat på, at blive alene med Emmy, så de kan "[…] fortsætte Gildet ganske for sig selv og i langt dristigere Former" (438). Imidlertid vækkes Arnold mistro pludseligt, da han ser hende smile hengivent til den fremmede, og han rammes af en voldsom jalousi. Forholdet mellem dem er efter denne aften for altid forandret. Efter besøget lever de som "[…] et par Nygifte" (558). Harmonien er væk, lidenskaben er brudt frem, men også utrygheden. Som det bemærkes af Pastor Jørgensen: "[…] det var, som om det allevegne trak der i Huset. Man havde altid en fornemmelse af at sidde for aabne Døre" (460).

Den voldsomme jalousi, som Arnolds udfolder, minder Emmy om deres forlovelsesdage. Hun er ked af hans kulde, men ægges også derved: Hun ved, den bunder i lidenskab. Da han slår hende og kalder hende tøjte, føler hun vrede og skam, men også vellyst, hvilket vidner om en erotisk masochistisk tilbøjelighed. De opgaver, som hun tidligere sysselsatte sig med, forekommer hende nu meningsløse. Hvor hun før samlede sig om husholdningsregnskabet, sætter hun sig nu til at spille musik, mens hun længselsfuld venter på Arnolds hjemkomst. I de første år af deres ægteskab sad hun også og ventede længselsfuldt på Arnold. Imidlertid nedvurderede hun inden den fremmedes besøg denne opførsel: "At hun virkelig havde været så barnagtig!" (414). Arnolds forandrede opfattelse af tilværelsen kommer til udtryk i hans natursyn. Før fordrev han tiden på de lange kaneture med at tælle telegrafpæle, men nu betragter han naturen omkring sig:

Som selve Livet havde vendt et fremmed Ansigt imod ham, saadan var også Naturen bleven fornyet for ham i disse Dage. Det store, nøgne Landskab og den vældige Skyhimmel drog hans Tanker til sig med en Magt, han længe ikke havde kendt. Mens han sad der omhyllet af Stormen, genfødtes der i hans Sind store, højtidelige Stemninger, der bevægede Hjærtet og gjorde Tankerne frugtbare. (450)

Citatet illustrerer, hvordan Arnolds øjne er blevet genåbnet for tilværelsens større dimensioner. Hans køn er blevet vækket, hvorfor aner han naturens storhed og kraft. Som der står i slutningen af fortællingen, har naturen "[…] aabnet ham Uendelighedens Drømmedyb bag Nathimlens evighedsforjættede Stjerner." Erkendelsen af den storslåede natur symboliserer, at hans sande natur som driftsvæsen er vakt til live. Han er ikke længere hæmmet af kulturens spændetrøje og tryghedens konformitet, hvorfor han er i stand til at nyde friheden i naturen. Der struktureres her et modsætningsforhold mellem kulturens snæverhed, der kommer til udtryk gennem biedermeiertilværelsens livsførelse og den vilde natur, hvori lidenskaben trives bedst. Den store åbne himmel er således et modbillede til den hjemlige tryghed. Dette modsætningsforhold vender jeg tilbage til i perspektiveringen til de øvrige tekster.

I fortællingen knyttes lidenskaben sammen med musikken og kunsten. Arnolds kommentar: ""[…] Vi har i den Henseende haft det lidt tørt i de senere Aar"", som argument for at holde "[…] en lille Musikfest" (429) vidner om, at lidenskaben er blevet trængt i baggrunden af den ægteskabelige bekvemmelighed. Kommentaren om, at Emmy ikke spiller musik mere: ""En Husmoder har jo sjelden Tid tilovers""(425) vidner om den manglende erotik og sætter endvidere ægteskabet i modsætning til lidenskaben. Da den fremmede begynder at synge italienske og franske kærlighedssange, sygner Emmy helt hen i en følelsesrus, mens Arnold øjnesynligt ikke er videre musikalsk. Dog er det gennem musikken, hun lokker Arnold til sig – og de bliver genforenet.

Slangen i paradiset

Som Flemming Behrendt understreger i sin artikel "Djævelen i kroppen" (1964) anvendes der i Den kongelige Gæst en tydelig syndefaldssymbolik3 .

Denne symbolik understreger oplevelsen af lidenskabens som både sød og syndig. Ægteparrets verden skildres som "et lille jordisk Eden"(415), hvor der hersker fuldstændig harmoni. Den fremmedes indtog i familien og deres derved ændrede forhold skildres bogstaveligt talt i en syndefaldsmetaforik: "Men Slangen var nu engang sluppet ind i deres lille Paradis" (447). I syndefaldsmyten opdager Eva, efter hun har spist af æblet, at hun er nøgen:

"Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig." Han [Gud] spurgte: "Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?" (Første Mosebog, kap. 3)

Da Emmy efter festen står foran spejlet, skammer hun sig tilsvarende over sin halvnøgenhed og plukker skamfuldt roserne ud af sit hår. Hun gør det imidlertid dvælende og med selvmedlidenhed. Hun har smagt syndens frugt og har nydt smagen. Lidenskaben fører til, at hun senere lyver for Arnold, fordi hun ikke kan forklare ham sine følelser. Hun forstår ikke selv "dette Gran af nedarvet Fordærvelse" (447), der fører til vellyst, men også indeholder "skjulte og uanede Afgrunde, hvor de onde Aander vinkede" (448). Lidenskaben skildres herved som en nedarvet del af den menneskelige natur, der må sættes fri, således at individet kan komme ud af den paradisiske harmoni. Erkendelsen af nøgenheden symboliserer herved, at Emmy bliver sig selv bevidst som et menneske, der også rummer mørke sider.

Løbende er der henvisninger til Fanden. Dels med fortællerens varsel, som allerede nævnt, dels med indirekte hentydninger fx gennem en beskrivelse af den fremmedes udseende. Han har lysebrune gedebukkeøjne, overskæg og fip på underlæben. Den fremmede kommer med flere bemærkninger, der leder tankerne hen på "[…] en vis Mand, om hvem det hed, at havde man først rakt ham Lillefingeren o.s.v." (428). Et centralt udsagn, der ligeledes alluderer til Fanden lyder:

Og saadan gaar det vistnok de fleste af os stakkels dødelige med Kunstens Gaver. Og maaske med Livet i det hele taget. Uden man selv har Djævelen i Kroppen, forstaar man ingenting af et Genis Værk. Heller ikke af Vorherres. (428)

Den viden, som mennesket fik ved at spise af det forbudte æble, var ikke mindst en viden om kødets lyst (Behrendt 1964:79). Anskuet i forhold til syndefaldsmyten kan "Djævelen i Kroppen" forstås som kødets lyst eller lidenskaben. Mennesket skal altså have lidenskaben i sig for at forstå kunsten, livet og sig selv. Således forbindes lidenskaben også med erkendelsen af noget større, hvilket netop også kommer til udtryk gennem Arnolds ændrede naturopfattelse. Som Behrendt understreger i sin artikel, kan syndefaldsmyten læses som en ontologisk sandhed om mennesket som sig selv bevidst, hvorved synd ikke blot opfattes som kødets lyst. For så vidt er Den kongelige Gæst ikke kun en fortælling om lidenskaben i ægteskabet, men også en beretning om det at blive et helt menneske: At tilværelsen ikke er harmonisk og statisk, men også rummer følelser som smerte, uro, længsel og fredløshed (smst).

Syndefaldssymbolikken rummer således en dobbelthed, som understreges af det tvetydige portræt af den fremmede. Tjenestepigen, den gamle Ane, bliver ophidset ved hans tilstedeværelse, som "det havde været den Slemme selv" (433) og synes dagen efter at kunne lugte svovl overalt i stuerne. Imidlertid skildres den fremmede også som en satyr eller som Dionysos: "Han lignede en aldrende Satyr, som han sad der og smilede med sin druerøde Mund, mens de graabrune Haarlokker strittede omkring den blanke Isse som en høstlig Vinløvkrans« (438). Satyren er ifølge græsk mytologi højpotente hankønsvæsner med dyrelignende træk, mens Dionysos som vinens gud forbindes med fest og ekstase. Han bringer således fest, erotik og lidenskab ind i ægteskabet, men også en vis uhygge, hvilket netop understreges af hentydningerne til Fanden samt til la dance macabre. Hans tvetydighed symboliserer ligesom dobbeltheden i syndefaldsmyten, at lidenskaben både bringer kærlighed og smerte, ligesom en øget bevidsthed skaber dybde, men også ensomhed.

Det fantastiske element

Uvisheden om den fremmedes identitet og hans ophav sammen med en række eventyrlige elementer bevirker, at teksten bevæger sig i retning mod den fantastiske fortælling. Den fantastisk fortælling som genre beskrives af strukturalisten Tzvetan Todorov (1939) som en tøven hos læseren, der grunder i en ubestemmelighed i forhold til en begivenheds karakter som enten naturlig eller eventyrlig. Denne tøven eller tvivlrådighed kan forekomme både på tekstniveau, dvs. hos personerne i teksten, og på læserniveau (Todorov 1970:37). Oplevelsen af det fantastiske kan formuleres som grundproblemet: "Jeg var nu godt på vej til at tro" (op.cit. s. 33). Det fantastiske finder således sted i vaklen mellem realitet og imagination.

Den kongelige Gæst danner med sin omverdensbeskrivelse et realistisk rum, hvilket er styrende for de forventninger, vi møder teksten med. Idet der pludselig optræder elementer, der har overnaturlig karakter, igangsættes en undren. Den eventyrlige modus kommer til udtryk i den fremmedes evner. Fx gætter han navnet på den kunstner, som har malet et familieportræt, trods kunstneren er relativ ukendt. Hvor både Emmy og Arnold beruses af vinen, synes han upåvirket. Ligeledes pynter han hele stuen med friske blomster og frugter, hvilket virker utroligt, da man ikke ved, hvor de kommer fra. Endelig har ingen set og ved noget om kusken, hesten eller kanen, som skulle transportere ham. "Det var som sporløst forsvunden i Luften« (458). Disse forhold virker kuriøse og får læseren til at undre sig. Dagen efter besøget oplever Emmy en tøven i forhold til den fremmedes eksistens:

Men stadig greb hun sig selv i at forundres over, at han virkelig eksisterede og ikke var længere borte, end at han for den Sags Skyld igen kunne træde ind ad Døren naarsomhelst. (445)

Ikke mindst den fremmedes indflydelse på Emmys og Arnolds forhold, som beskrevet i det foregående, er bemærkelsesværdigt.

Trods mystikken, der omgiver den fremmedes besøg, kan fortællingen ikke siges at være fantastisk i sin helhed, men kan nærmere siges at have det fantastiske som en modus. Modus skal opfattes som tekstens æstetiske appel – tekstens sanselighed, der gør den særlig i læserens bevidsthed. Den fremmede kan allegorisk betragtes som en slags lidenskabens urkraft, der strømmer gennem ægteparrets liv som symbol på den fortrængte erotik. I dette lys kan Den kongelige Gæst anskues som en grundfortælling om lidenskabens betydning snarere end en fantastisk fortælling, idet de eventyrlige elementers symbolske betydning forhindrer en vedvarende tøven hos læseren. Endvidere kan det fantastiske som modus være anvendt for at udfordre det realistiske univers og dermed sprænge den sædvanemæssige personbeskrivelse, som Pontoppidan ofte benytter sig af i de små romaner. Den fantastiske modus giver således fortællingen et mytisk præg og gør samtidig fortællingen farverig og interessant.

Den lidenskabelige kærlighed og den ægteskabelige tryghed

Lidenskab versus tryghed

Ligesom den fremmede i Den Kongelige Gæst beskrives med en dobbelthed – både som Fanden og som en satyr, fuld af fest og farver, men samtidig omgivet af en vis uhygge – bliver hverken ægteskabet eller lidenskaben beskrevet entydigt: Ægteskabet er trygt, men kedeligt; lidenskaben er spændende, men utryg. Fortællingen kommer således ikke med et entydigt udsagn, men forholder sig nuanceret til problematikken vedrørende lidenskab, kærlighed og ægteskab. Denne tvetydighed i forhold til lidenskabens rolle forekommer i flere af Pontoppidans tekster. Jeg vil i det følgende eksemplificere dette gennem de to udvalgte tekster.

Forholdet mellem bundethed og frihedslængsel udtrykkes i allegorien "Ørneflugt". Denne korte krønike handler om ørnen Klaus, der lever trygt i en andegård. En dag befinder han sig højt oppe i luften, fordi de på præstegården har glemt at klippe hans svingfjer. Her forfølger han lidenskabeligt en hunørn, men rammes undervejs af længsel mod gården og flyver derfor tilbage. Imidlertid bliver han forvekslet med en vild ørn og derfor skudt. Fortællingen illustrerer, at det ikke er muligt at leve en tryg og magelig tilværelse og samtidig udleve sin lidenskab. Samtidig struktureres et modsætningsforhold mellem kultur og natur: Klaus repræsenterer den tæmmede natur, mens hunørnen repræsenterer den vilde. Herved underbygges forestillingen om, at menneskets oprindelige natur, der indeholder lidenskaben og erotikken, bliver hæmmet af kulturens spændetrøje, hvor seksualiteten udelukkende udfoldes i formeringens tjeneste. Som i Den kongelige Gæst skildres hverken trygheden eller lidenskaben entydigt. Lidenskaben indeholder skønhed, men også uhygge, hvilket symboliseres af naturen, der både beskrives som et overjordisk rige med rene hvide snetoppe, men også som et dødningelandskab (N. & S bd. I, s. 363). Andegården er lun og hyggelig, men også uren. Klaus’ fjerdragt er smudsig, han lever af det affald, som pigen kaster ud, og han er blevet tyk ligesom de magelige tamænder. Den reelle stækkelse af Klaus’ vinger symboliserer herved den psykiske stækkelse af hans oprindelige natur.

De negative konsekvenser ved at følge lidenskaben beskrives i Et Kærlighedseventyr i udgaven fra 1930. Her skildrer Pontoppidan i en alvorlig tone omkostningerne ved at forlade hjem og børn til fordel for kærligheden. Forinden det skæbnesvangre møde med filosoffen Gabriel Vadum lever Ingrid et fuldkommet sorgløst liv som husmor på en præstegård i en sjællandsk landsby. Hun opdager gennem sin forelskelse i Vadum, at tilværelsen rummer større følelser, end hun hidtil har kendt i sit ægteskab. Vadum bliver da den kongelige gæst i Ingrids liv – den, der forløser hendes lidenskab (Lings 2007:203). For Ingrid bliver lidenskaben således determinerende. Trods omgivelsernes fordømmelse og tabet af sine børn vender hun ikke tilbage til sin mand. Som Klaus i "Ørneflugt" flyver hun drevet af indre naturkraft væk fra sit trygge hjem og ud i den vilde natur, hvilket i sidste ende resulterer i hendes død. Vadum bliver ligesom Ingrid kvæstet af sit oprindelige miljø. Han er vokset op i ensomhed og uden kærlighed, hvilket har resulteret i en dyb mistillid til sine medmennesker og til kærligheden. Derfor formår han ikke at tro på Ingrids kærlighed til ham, men mistænker hende for at fortryde, at hun forlod sine børn. Vadums tvivl og mistillid til Ingrid resulterer i en dyb jalousi, der på et tidspunkt munder ud i en ubegrundet mistanke om, at hun er forelsket i byens sygehuslæge. Konstellationen af den jaloux mand over for den elskende kvinde gør sig ofte gældende i forfatterskabet. Som vist i Den Kongelige Gæst, hvor Arnold mistænker Emmy for at forelske sig i den fremmede, og derfor støder hende fra sig. Og i ekstrem grad i Borgmester Hoeck og Hustru (1905), hvor den sygeligt jaloux mand skubber den elskende kvinde fra sig med sin kulde og sin tavshed og dermed indirekte dræber hende. Hvor borgmesteren uden fortællerens sympati skildres som en typisk Sidenius-karakter, er forklaringen på Vadums jalousi imidlertid mere nuanceret. Han er en uforløst krøbling, der grundet sin opvækst har lært ikke at tro sin "bedste Ven over en Dørtærskel" (N. & S. bd III, s. 347). Selv om Ingrid favner ham i sin uendelige kærlighed, forhindrer hans natur ham at tro på hende. Ligeledes er han draget af ensomhedens kulde, hvor han føler, han hører hjemme. I fortællingen genfindes struktureringen af natur og kultur som modsætninger. Trygheden og ægteskabet hører hjemme i kulturen – i præstegården på Sjælland – mens lidenskaben kobles sammen med naturen i de schweiziske alper. Trods Ingrids lidenskab længes hun efter den hjemlige hygge. Hun føler sig utilpas i det store tomme hus, der ligger ensomt højt til vejrs på en skovklædt bjergskråning (352), ligesom hun ikke er tryg ved at følges med Vadum "Syv tusinde Fod over Menneskeskraalet". Modsætningen mellem trygheden i kulturen og utrygheden i naturen skildres i følgende citat: "Nej, du faar mig ikke derop, Gabriel! Jeg holder mig helst nærmere ved Jorden, ved du! Jeg egner mig ikke for Skyregionerne." (342). Ingrid savner det hjemlige for meget, hvilket sammen med hendes skyldfølelse over at have forladt sit hjem og sine børn får hende til at gå til grunde. Vadums kærlighed kunne måske have reddet hende, men hans modstand mod det hjemlige – symboliseret ved, at han sammenstilles med den ensomme golde natur – forhindrer ham deri. Han kan derfor ikke gengælde hendes overstrømmende kærlighed, hvilket vises ved, at det i Ingrids sygdom er hjertet der rammes – den sjælelige smerte bliver til en legemlig smerte (Pahuus 1995: 194). Den hjemlige tryghed skildres ligesom i Den Kongelige Gæst langtfra positivt. Inde for hjemmets fire vægge risikerer individet at synke ned i behag og inaktivitet ved alt det kendte og trygge, hvilket forhindrer en selvudfoldelse (193). I Et Kærlighedseventyr skildres det ved, at Vadum ikke er i stand til at skrive, fordi han i samværet med Ingrid er drevet ind i "sommerblide Stemninger" væk fra "Tankens Friheds-Rige, hvor Mennesket var ene med sig selv som en Gud, udløst af alle Lænker" (346). Vadum er ikke i stand til at forene den lidenskabelige selvudfoldelse med det trygge hjem, men ønsker mere at bo i en ørnerede, hvor der er rum for flyvende filosofiske tanker.

Helt anderledes er slutningen på første udgave af Et Kærlighedseventyr. Det var helt normalt, at Pontoppidan omskrev sine bøger for at opnå størst mulig klarhed i sprog og indhold – i stil med "Der var engang en mand, der hed Søren« (Diderichsen 2002: 92). Imidlertid er der i forhold til Et Kærlighedseventyr tale om en radikal omskrivning, idet slutningen i første udgave eksemplificerer den vellykkede lidenskabelige kærlighed – som den eneste af hans fortællinger i øvrigt – mens anden udgave ender tragisk med Ingrids død. Den lykkelige slutning forekommer usædvanlig, når Pontoppidans øvrige forfatterskab tages i betragtning. I udgaven fra 1918 beskrives den ubetingede erotiske kærlighed i ægteskabelig form som mulig. Anskuet i forhold til titlen Et Kærlighedseventyr er det muligt, at Pontoppidan betragtede foreningen af ægteskab og lidenskab mere som et utopisk ønske end en reel mulighed. Omskrivningen tyder på, at han har opgivet utopien og i stedet ønsker at vise de negative konsekvenser ved uforbeholdent at følge lidenskabens drifter.4

I det følgende vil jeg som en perspektivering til det moderne gennembrud stille Georg Brandes syn på lidenskaben i forhold til Henrik Pontoppidans.

Lidenskab og ægteskab til debat

Pontoppidans forfatterskab indskriver sig i den litterære strømning, der benævnes det moderne gennembrud, hvori litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927) utvetydigt må betragtes som hovedperson og ideologiske forbillede. I seks forelæsningsrækker med fællestitlen Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur kæmpede han gennem 1870’erne og 80’erne for individets emancipation. Med de velkendte ord om "Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir" (Brandes 1872:20) erklærede han i indledningsforelæsningen på Københavns Universitet den 3. november 1971 sin samtid krig. Samtidskritikken var primært rettet mod indskrænkninger af individets frihed. I denne forbindelse blev ægteskabet og lidenskaben centrale hovedpunkter i debatten, hvilket netop kom til udtryk i samtidslitteraturen. Derfor er det interessant at se på, hvilken holdning Brandes udtrykker i forhold til disse størrelser, og på, hvordan de afviger fra Pontoppidans problematisering af emnet i de fortællinger, som jeg har belyst.

Brandes og lidenskaben

Brandes kæmpede for den frie lidenskab – af eftertiden oversat til den frie kærlighed. (Præstgaard Andersen: 2004). Hans holdninger vedrørende lidenskaben manifesterer sig gennem hele hans forfatterskab, men især i første bind af Emigrantlitteraturen (1872), hvor han fx udtrykker stor sympati for Goethes (1744-1832) Werther, fra romanen Die Leiden des jungen Werthers (1774). Her opsluges Werther af kærligheden til Lotte og tæres op indefra af lidenskab og længsel. I forordet skriver Brandes ligefrem, at Werther burde have erobret Lotte fra hendes forlovede, den fornuftige Albert (Brandes 1872:27). Som forsvar for de seksuelle drifter skriver Brandes i Tilskueren i 1885:

(…) lad os ikke indbilde os, at de [Drifterne] lade sig undertrykke eller udrydde, uden at Mennesket blive defekt eller fordummet.(…) Driftslivet er og bliver Jordbundet for Fantasiens og Skønhedens Blomst ikke mindre end for giftige og stinkende Vækster 5.

Indlægget var en del af den debat omkring sædelighedsfejden, der blev igangsat af Bjørnstjerne Bjørnsons (1832-1910) skuespil En Handske (1883). Her diskuteredes, hvorvidt kvinden og manden måtte have sex før ægteskabet. Mens tilhængere af Bjørnson mente, at både kvinden og manden skulle afholde sig fra det, mente Brandesfløjen, at både manden og kvinden skulle udfolde deres lidenskab frit.

I forhold til ægteskabet var Brandes holdning klar. Han mente, at ægteskabet var et resultat af samfundets konventioner og ikke nødvendigvis var bundet til lidenskab og erotik. I forordet til John Stuarts bog Kvindernes underkuelse, hvilken Brandes oversatte, udtrykker han det på følgende måde:

Monogamien er da altsaa ingenlunde en Frugt af individuel Elskov; Ægteskaberne er Konveniensægteskaber. Men det er den første Familieform, der er grundet ikke paa naturlige, men paa Samfunds-Betingelser, og Hensigten dermed er Mandens Herredømme i Familien og Avling af Børn, der kun kan være hans (Brandes 1885:XX-XXI).6

Brandes hylder altså lidenskaben til fordel for ægteskabet efter logikken: Hellere kærlighed uden ægteskab end ægteskab uden kærlighed (Sejr Nielsen: 2004:13) – en holdning, der også kommer til udtryk i hans personlige liv. Trods sit ægteskab med Gerda, som han blev gift med i 1876, var han i årenes løb sammen med mange kvinder, der faldt for hans charme og status som åndelige frihedskæmper, men med personlige tab som følge. Flere af hans elskerinder begik selvmord, og andre fik ødelagt deres liv, her iblandt hans hustru (Præstgaard Andersen 2004).

Nuanceret tilgang eller tvesyn?

Ved problematiseringen af forholdet mellem kærlighed og ægteskab lever Pontoppidan op til de brandesianske krav om at skrive samfundsdebatterende litteratur. Dog efterlever han langt fra Brandes' parole om ubetinget at slippe lidenskaben fri. Behandlingen af lidenskabs- og ægteskabsproblematikken ligesom de andre grundlæggende eksistentielle genstandsfelter, han problematiserer – fx religion versus ateisme, natur versus kultur, arv og miljø versus menneskets personlige frigørelse og oprør versus hengivelse – forekommer ikke altid entydige i deres udtryk. Denne tendens kaldes almindeligvis for Pontoppidans tvesyn. Dette tvesyn defineres imidlertid ikke ens af Pontoppidan-forskere. Vilhelm Andersen anvender i sin monografi fra 1917 termen som betegnelse for at se en sag fra mere en én side (Hesselaa 1967:63). Hans Brix mener, at tvesynet er funderet i et indre konflikt mellem jordbundethed og eventyrlyst (Gravesen 1998), mens Ejnar Thomsen i Dansk litteratur efter 1970 definerer det som en standpunktsløs holdning til problemerne (Thomsen 1965:79). Endelig argumenterer Elias Bredsdorff i sin disputats Henrik Pontoppidan og Georg Brandes (1964) for, at ordet tvesyn er "evnen til at se en sag også som modparten så den, uden nødvendigvis at antage modpartens synspunkter – uden visselig at havne i et gråt, neutralt ingenmandsland" (Bredsdorff 1964:73). Samtidig gør Bredsdorff op med en langvarig forestilling om tvesynet som en magisk formel til at forstå Pontoppidans forfatterskab. Han mener derimod, at det er blevet til en litteraturhistorisk kliché (Hesselaa 1967:62). Et kuriøst eksempel på ubestemmeligheden af Pontoppidans holdning kommer til udtryk i modtagelsen af hans roman Mimoser – Et Familjeliv (1886). Her betragtede begge fløje i sædelighedsfejden romanen som en støtte af netop deres synspunkt. Georg Brandes bror, Edward Brandes (1847-1931), læser den i sin anmeldelse i Politiken den 15. december 1886 som et godt udtryk for den frie kønsmoral, (Skjerbæk 1970:73) mens den konservative opposition læste den som en hyldest til ægteskabet (Bredsdorff: 1973:167): I Dagbladet den 19. december 1886 skriver en anmelder: "Ingen Forfatter har maaske nogensinde sunget Ægteskabet en smukkere og varmere Lovsang end Pontoppidan i den Skildring, han i "Mimoser" giver af Anton Drehlings og Bettys lykkelige Dage." (smst.) Formodentlig er det Pontoppidans ironiske og karikerende skrivemåde, der har medvirket i den tvetydige opfattelse af værket, som dog ifølge en brevveksling med Edvard Brandes må betragtes som en drilsk udfordring til den rigorøse ægteskabsmoral (Skjerbæk 1970:73)7.

Hvorvidt der i de tre behandlede tekster er tale om et tvesyn, er det grundet den forskelligartede definition af begrebet vanskeligt at bestemme. Anvendes begrebet imidlertid som en nuancerende tilgang til genstandsfeltet, hvilket lægger sig op ad Vilhelm Andersens indholdsbestemmelse – altså en måde at anskue en sag fra flere vinkler – er der uden tvivl tale om et tvesyn.

Afsluttende

I modsætning til Brandes forholder Pontoppidan – som vist i analysen – sig langt mere nuanceret til problematikken vedrørende lidenskab og ægteskab ifølge de analyserede fortællinger.

Ifølge den mytiske grundfortælling Den Kongelige Gæst understreges lidenskaben som en nødvendig betingelse for den menneskelige livsudfoldelse og for opretholdelsen af spændingselementet mellem mand og kvinde. Samtidig opstilles lidenskaben ikke entydigt som et positivt modbillede til trygheden i det traditionelle biedermeierske ægteskab. Det bliver understreget af den fremmedes tvetydige karakterbeskrivelse som både Fanden og satyr. I "Ørneflugt", der kan karakteriseres som en symbolsk fortælling om lidenskabens og tryghedens umulige forening, fremstilles der heller ikke et entydigt billede. Lidenskaben forbindes til det kolde stenlandskab; men på den anden side bliver ørnens natur fordærvet i den hjemlige præstegård. I anden udgave af Et Kærlighedseventyr skildres de tragiske konsekvenser af den lidenskabelige livsudfoldelse samtidig med, at den understreges som nødvendig som individets forløsning.

Kærligheden, som den skildres i de udvalgte tekster af Pontoppidan, er da langt fra et hvidt duepar, der fredeligt næppes. Kærligheden indeholder tværtimod lidenskabens længsel og smerte. Individet ønsker den hjemlige tryghed, men længes samtidig efter at udleve sin lidenskab i de højere luftlag, hvor ørnen hører hjemme. Den lidenskabelige kærlighed og den ægteskabelige tryghed er således ifølge Pontoppidan to størrelser, der er vanskelige at forene.

Bibliografi

Primær litteratur

  • Pontoppidan, Henrik (1922): Borgmester Hoeck og Hustru. IN: Noveller og Skitser, andet bind. Kjøbenhavn, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. (Original 1905)
  • Pontoppidan, Henrik (1922): Den gamle Adam. IN: Noveller og Skitser, andet bind. Kjøbenhavn, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. (Original 1894)
  • Pontoppidan, Henrik (1922): Den kongelige Gæst. IN: Noveller og Skitser, andet bind. Kjøbenhavn, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. (Original 1902)
  • Pontoppidan, Henrik (1930): Et Kærlighedseventyr. IN: Noveller og Skitser, tredie bind. Kjøbenhavn, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. (Original 1908)
  • Pontoppidan, Henrik (1922): "Ørneflugt". IN: Krøniker. IN: Noveller og Skitser, første bind. Kjøbenhavn, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. (Original 1894)

Sekundær litteratur

  • Behrendt, Flemming (1964): "Djævelen i kroppen". IN: Bredsdorff et al. (1964): Indfaldsvinkler. 16 Fortolkninger af nordisk Digtning – tilegnet Oluf Friis. København, Gyldendal.
  • Brandes, Georg (1885): Forord til anden udgave. IN: Mill, John Stuart: Kvindernes underkuelse. København, Gyldendalske Boghandels Forlag.
  • Brandes, Georg (1872): Indledning til Emigrantlitteraturen. IN: Brandes, Georg: Udvalgte skrifter 1. Kritiske synspunkter. Sven Møller Kristensen (red.) 1984, København, Tiderne Skifter
  • Bredsdorff, Elias (1973): Den store nordiske krig om seksualmoralen. Viborg, Gyldendal.
  • Bredsdorff, Elias (1964): Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, bind 1-2. København, Gyldendal.
  • Bibelen. Den Danske Bibelselskab, København, 2000.
  • Diderichsen, Elsebeth (2002): Den umulige kærligheds nødvendighed – hos Henrik Pontoppidan. Århus, Forum.
  • Hesselaa, Birgitte Juul (1967): "Henrik Pontoppidans tvesyn" IN: Henriksen, Aage og Johan Fjord Jensen (red.) Kritik 3, s. 62-74. Gentofte, Fremad.
  • Holmgaard, Jørgen (1977): Henrik Pontoppidan. Forfatterskabets baggrund og udvikling belyst gennem 9 fortællinger. København, Gyldendal.
  • Jørgensen, Bo Hakon (1990): 10 fantastiske fortællinger. Odense, Odense Universitetsforlag.
  • Lings, Jens Kristian (2007): Ørneflugten. Læsninger i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Forfatterforlaget ATTIKA
  • Mortensen, Klaus P. (1982): Ironi og Utopi. En bog om Henrik Pontoppidan. København, Gyldendal.
  • Pahuus, Mogens (1995): Selvudfoldelse og selvhengivelse. Livssynet hos Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan. Ålborg, Aalborg Universitetsforlag.
  • Skjerbæk, Thorkild (1970): Kunst og budskab. Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Odense, Gyldendal.
  • Thomsen, Ejnar (1965): Dansk litteratur efter 1870. København, Roskilde og Bagger.
  • Todorov, Tzvetan (1970): Introduction à la littérature fantastique. Editions du Seuil

Artikler

  • Præstgaard Andersen, Lise (2004): Brandes krævede den stærkes ret. IN: Politiken, den 18.07.2004, 3. sektion, side 7. Artikel-id: e0230af9.

Andet

  • Gravesen, Søren Vangsgaard: "Pontoppidan og Dostojevskij". Afhandling, Københavns Universitet, 1998.
  • Sejr Nielsen, Laura: Mere skabet end ægte? Ægteskabets problemer og potentialer ifølge Henrik Pontoppidans romaner Mimoser, Det ideale Hjem og Borgmester Hoeck og Hustru. Specialeafhandling, Aalborg Universitet 2004.
 
[1] Klumme i Kjøbenhavns Børs-Tidende, den 1. august 1889. tilbage
[2] Den kongelige Gæst udkom første gang i Juleroser 1902 og benævnes af Pontoppidan som en krønike. Den i opgaven anvendte udgave fra 1908 adskiller sig fra den oprindelige ved dens længde og dertil nuancerede beskrivelse af begivenhederne. Udgaven fra 1908 kan betragtes som hørende ind under den lille roman, som Pontoppidan kalder de fortællinger, der beskriver hele levnedsløb, men er centreret omkring en enkeltstående begivenhed ligesom en klassisk novelle. (Behrendt 1964:71) Samtidig bevarer fortællingen grundet de eventyrlige træk sin karakter af krønike. For at undgå genreforvirring anvender jeg følgende betegnelsen fortælling. tilbage
[3] Se Indfaldsvinkler – 16 fortolkninger af Nordisk digtning, s. 71-83. Gyldendal 1964. tilbage
[4] Tolket i en biografisk optik kan omskrivningen hænge sammen med, at Pontoppidans anden kone, Antoinette, dør i 1928, altså to år før Pontoppidan udgiver den radikalt ændrede udgave med den tragiske slutning. Han havde selv måtte forlade sin første kone og deres børn for at være sammen med Antoinette. Første udgave sker derimod året efter, han har fejret sølvbryllup med Antoinette, hvilket kan forklare første udgaves lykkelige slutning (Diderichsen 2002: 91-92). tilbage
[5] Citatet indgår i anmeldelse af Arne Garborgs forfatterskab. Afhandlingen er trykt i Tilskueren, januar 1885. Her citeret fra Bredsdorff 1973:103. tilbage
[6] Den første oversættelse udkom i 1869. Det ovenstående citat stammer fra den anden udgave i 1885, hvor han skriver et nyt forord. Heri giver Brandes en skildring af familiens historie, som byggede på Friedrich Engels Der Ursprung der Familie, des Privateigenthums und des Staats (Bredsdorff 1973:152). tilbage
[7] Pontoppidan skriver til Edward Brandes efter hans anmeldelse i Politiken:

De Angreb, hvor for De efter Deres Anmeldelse af ”Mimoser” har været Gjenstand, er – synes mig – mere dumme end onde. Der er i det hele mere Menneskenes Dumhed end deres Ondskab, der i disse Tider kan fylde en med Bekymring. Jeg håber, det ikke skal vare længe, før man atter er på det rene med, at jeg i alle Fald ikke står på Dumhedens Side.

(Bredsdorff 1964:169). tilbage