Undergangsvisioner

i årene omkring 1. Verdenskrig

Af Carsten Gormsen

Indledning

I tiden fra 1900tallet og op til og omkring Første Verdenskrig kom der en konservativ modreaktion til oplysningsfilosoffernes fremskridtstro på teknikken og den menneskelige fornuft. Især efter Den Franske Revolution var der en optimistisk forestilling om, at samfund skulle baseres på videnskab og fornuft. Denne optimisme vendte sig for fleres vedkommende til en pessimisme, da de havde fulgt konsekvenserne af industrialiseringen, kapitalismen og demokratiernes spæde begyndelse. Overordnet er tanken, at den vestlige civilisation er i krise.

Kritikken kom fra flere sider. Blandt filosoffer var nogle af de fremmeste franskmanden Paul Valéry og tyskerne Hans Freyer, Carl Schmitt og ikke mindst kulturkritiker og historiefilosof Oswald Spengler. I de vesteuropæiske lande har der været forsøg på at opfange kritikken i skønlitterære værker. Her har nogle af de fremmeste til at opfange og sætte ord på denne strømning været danske Henrik Pontoppidan og tyske Thomas Mann.

Jeg ønsker at give et overblik over denne konservative civilisationskritik ved en gennemgang af hovedtrækkene af Spenglers kritik, som den kommer til udtryk i bogen Vesterlandets Undergang, hvilket vil danne grundlag for en analyse og fortolkning af undergangsvisionerne i Pontoppidans De Dødes Rige for til sidst at perspektivere til Trolddomsbjerget af Mann.

Opgør med historien som fremskridt

Man kan kalde Spenglers (1880-1936) kritik for en antimoderne civilisationskritik, fordi han forsøger at gøre op med den oplysningsfilosofiske fremskridtstanke, som bl.a. Kant, Hegel, Voltaire og Locke står for (Peters 2008: 60).

Problemet med oplysningsfilosofferne er, at de har tolket historien ud fra oplysningstidens egen målestok. Historiens udvikling har været set som et konstant stigende fremskridt henimod idealerne om folkenes frihed, et rationelt herredømme, oplysning og undertvingelse af naturen. Med denne målestok bliver tidligere tider normativt bedømt, og man kan derved sige, at de ikke har opnået målet eller det rigtige. Det er en stor fejl at beskue historien således (Spengler 1962: 29).

Jeg ser, i stedet for det omtalte golde billede af én lineær verdenshistorie, et skuespil med en mangfoldighed af mægtige kulturer, der med primitiv kraft blomstrer frem af et moderligt landskabs skød, et landskab, af hvilket enhver af dem i hele deres tilværelses forløb er strengt bundet, af hvilke enhver præger sit stof (Spengler 1962, 330).

Det er en vigtig pointe, at der ikke er én historisk udvikling, men at der er en mangfoldighed af udviklinger, som bestemmes af de naturgivne betingelser; og netop derfor kan man ikke lægge udviklingsidealer fra ens egen periode over på fortidige perioder og derved dømme dem.

Spenglers historieopfattelse er at sammenligne med en organisme. Om organismer ved vi, at deres liv er bestemt af egenskaberne af den art, som de tilhører. Man forventer ikke, at fx et gammelt træ pludselig står klar til at udvikle sig henimod dets egentlige væren. Her har man en sikker følelse af en grænse for dets udvikling. Det samme gør sig gældende med dyr, hvor vi heller ikke forventer, at en gammel hund skulle stå foran at udvikle sit 'sande' potentiale. Vi har her en klar forventning om, at en organismes udvikling er et afgrænset forløb.

Oplysningsfilosofferne ser bort fra denne erfaring, når de tolker historien og menneskehedens udvikling. Spengler svarer således:

Men over for den højere menneskeheds historie hersker der en tøjlesløs optimisme, der foragter al historisk og altså organisk erfaring med hensyn til fremtidens gang, så at enhver i det tilfældigt nuværende konstaterer "ansatserne" til en ganske særligt fremragende stabil "videreudvikling" (…) (Spengler, 1962, 30).

Det er en skarp kritik, Spengler her kommer med. Han finder positionen så forkert, at de ligefrem må foragte historien, og optimismen må være tøjleløs, når den historiske erfaring så entydigt, ifølge Spengler, viser, at udviklingen forløber på samme vis som organismers. Historien handler således om en evig tilblivelse og undergang – ligesom organismer er unge, ælder og dør.

Det er med udgangspunkt i denne historiedeterminisme, at Spengler kritiserer fremsættelsen af eviggyldige idealer og værdier, fordi alle filosofiske tanker er udtryk for den tid, de fremsættes i og er derfor ikke universelle. Det er imidlertid en kritik, man kan fremsætte mod Spenglers egne idéer, da han forsøger at sætte sig udover sin samtid og komme med en historiedeterministisk forklaring på alle kulturers udvikling.

Kultur kontra civilisation

Grundlaget for Spenglers teori er en kultur-civilisationsantitese, hvor civilisation bliver en slags modbegreb til kulturbegrebet. Om civilisation skriver Spengler:

Civilisation er en kulturs uundgåelige skæbne. Her er den top nået, fra hvilken den historiske morfologis sidste og sværeste spørgsmål kan løses. Civilisationer er de yderste og kunstigste tilstande, som en højere art mennesker evner. De er en afslutning (…) (Spengler 1962, 37).

Her kommer Spenglers historiedeterminisme til udtryk, da civilisationen er en uundgåelig skæbne, som kulturer udvikler sig til. Civilisation er på samme tid både toppen af en udvikling og undergangen af den. Selvom den er toppen af udviklingen, så karakteriseres civilisationen som kunstig og unaturlig, mens kultur sammenlignes med det autentiske og naturlige. Civilisationsbegrebet bliver brugt som betegnelse for en kulturs forfaldstegn.

De primære forfaldstegn er det moderne storbyliv og kapitalismen. Kapitalismen har den indvirkning, at den underlægger sig de mellemmenneskelige relationer, forholdet til naturen og alle politiske ideer, magtinteresser, økonomiske kalkuler og konsum. Her ser han en mangel på åndelige værdier. Det handler udelukkende om økonomiske interesser (Peters 2008, 66).

Fra landkultur til massesamfund

Overgangen fra kultur til civilisation i Vesten begynder med Den Franske Revolution og fuldbyrdes i det 19. århundrede. Her sker bl.a. mange tekniske fremskridt efter den industrielle revolution, hvilket er med til at skabe en urbanisering. Folk flytter fra landområderne og ind til byerne.

Betydningen af civis, som civilisation kommer af, er livet i byen. Traditionelt er der en modsætning mellem livet i byen som det civiliserede liv og livet uden for byen som det barbariske. Det billede vender Spengler på hovedet, således at de moderne byboere er barbarer og civilisationen ender i barbari, som i sidste ende når sin undergang (Ifversen 2000, 37).

Metropol og provins – med disse grundbegreber i enhver civilisation fremtræder der i historien et helt nyt formproblem, som vi moderne mennesker netop gennemlever uden blot svagt at have fattet det i hele dets rækkevidde: (…) i stedet for et harmonisk folk, der er sammenvokset med jorden, en ny nomade, en parasit, storbyboen, det rene, traditionsløse (…) altså et uhyre skridt mod det anorganiske, mod afslutningen (…) (Spengler 1962, 37-38).

På landet lever man i pagt med naturen, mens man i storbyen lever et traditionsløst og ufrugtbart liv. I civilisationen opfattes naturen blot som en ressource, der er til for menneskets skyld. "Til metropolen hører ikke et folk, men en masse" (Spengler 1962, 38). Denne masse er fjendtlig mod alt, hvad der hedder traditioner, som repræsenterer kulturen, og metropolen er i den henseende ensbetydende med kosmopolitanisme. Der er ikke længere noget, der hedder hjemstavnsbinding. Det er erstattet af kosmopolitanisme.

Undergangen sker ikke som et pludseligt og abrupt skridt. Den sker derimod som en langsom del af den historiske udvikling, hvor undergangen eller civilisationen er sidste trin i denne udvikling. Det eneste vi kan gøre med denne indsigt er at have en amor fati-holdning til livet. Vi må acceptere vores skæbne og dens grundvilkår, da det ikke er muligt at sætte sig ud over den.

DE DØDES RIGE

Komposition

Pontoppidan (1857-1943) skrev De Dødes Rige i årene fra 1912-16, og bogen var oprindeligt opdelt i fem bøger. Først i 1917 blev de samlet og fik titlen De Dødes Rige. Grunden til at den blev udgivet på denne måde skyldtes sygdom og økonomiske årsager. Udgivelsen trak ud, fordi Pontoppidan blev syg under processen, og da han var rask igen, blev hans kone syg. Han havde brug for penge, så han udgav derfor bogen løbende i fem dele.

Selve bogen er sidste del af en trilogi, hvor Det forjættede Land og Lykke-Per danner de første to dele. Kompositionelt afviger De Dødes Rige fra de to andre romaner ved at være en kollektiv roman. I de to første romaner følger man én hovedperson, hvor hovedpersonens udvikling er det afgørende led i en afdækningsproces. Tidsmæssigt strækker handlingsforløbet sig over 10 og 40-50 år i en hovedsagelig kronologisk fremadskridende handling. I De Dødes Rige er udviklingsforløbet derimod spaltet ud på en række personer, og tidsmæssigt omfatter den kun 3 3/4 år. Der er dog et tilbageblik i historien, som går ca. hundrede år tilbage (Mortensen 2013, 1).

Da de enkelte dele af De Dødes Rige i første omgang udkommer, bærer de alle undertitlen "En Fortælling-Kres". Grunden til dette findes i kompositionen. Vi følger forskellige kredse af mennesker. Det gør vi, fordi Pontoppidan ønsker at give et helhedsbillede af samfundet og kulturen. Det er for komplekst til, at én hovedperson kunne rumme det i sig selv. Kredsene af mennesker inkarnerer kredse af motiver. En lang række af personerne er ikke i udpræget grad psykologisk beskrevet, men er derimod bærere af en bestemt søgen eller optik – tilsammen udgør de et helhedsbillede af samfundet.

En eskatologisk roman

Pontoppidan forklarer sin ledende tanke med bogen i et brev til Georg Brandes (1842-1927)

(…) jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke (Behrendt 2004, 30).

Med andre ord karakteriserer Pontoppidan her sin roman som eskatologisk, dvs. som en forestilling om den vestlige undergang, hvori den sidste tids forfaldstegn vil blive skildret. I bogen forsøges der at finde et alternativ til denne undergang.

Man kan umiddelbart ledes til at tro, at bogen skal læses som en skildring af det danske samfund fra 1901, hvor parlamentarismen indføres, og frem mod første verdenskrig. Det er muligt at læse bogen i det perspektiv, hvor det ses som en skuffet demokratiskildring af tiden efter indførelsen af parlamentarismen. Det, der skulle have vist sig at være en sejr for parlamentarisme og de demokratiske idealer, viser sig som en stor skuffelse. Politikken viser sig at lefle for den laveste fællesnævner i stedet for at efterleve de demokratiske idealer.

De Dødes Rige skal snarere læses, så denne samtidsskildring ses som en abstraktion af den vesterlandske civilisation. I et brev til Hans Brix skriver Pontoppidan "at det ikke har været min Hensigt at skrive et Stykke Danmarkshistorie, men at give et kunstnerisk Billede af en Kulturperiode" (Behrendt 2004, 21). De forfaldstegn, der beskrives i bogen, skal altså ikke kun læses som en samtidsskildring men snarere som en abstraktion for den vesterlandske civilisations forfald. Det er tydeligt, at han deler tanker med Spengler i sin kritik af den vestlige civilisation. Civilisationen er på undergangens rand, fordi den bl.a. er kendetegnet ved at være unaturlig, gold og falsk. Det er alt sammen forfaldstegn, som Spengler også udpeger i sin analyse af undergangen. Jeg vil konkretisere denne civilisationskritik i min videre analyse af bogen.

At vågne i de dødes rige

Bogen begynder med en beskrivelse af Torben Dihmer, der fungerer som et af de væsentligste talerør for civilisationskritikken. Han har været alvorligt syg i tre år og bor på sit gods, Favsingholm, der er mosgroet og forfaldent som ham selv. Han får besøg af sin ungdomsven Asmus Hagen, der er professor i medicin, som mener at kunne helbrede Torben. Hagen kan læses som udtryk for optimismen i den moderne videnskab. Han siger: "vi lever i en ny stor tid, hvor videnskaben (…) gør et nyt mirakel hver dag" (Pontoppidan 1965, 13). Torben er skeptisk, men efter tre måneder er han igen frisk og på benene. Han vælger at rejse; først mod Italien og dernæst jorden rundt.

På et kursted hilses Torben "Velkommen tilbage fra de dødes rige!" (ibid., 49). Hans glæde ved sin tilbagevenden bliver dog kun kort. Han føler sig ikke tilpas i verden og føler snarere, at han er opvågnet i de dødes rige. Han føler, at alting er uvirkeligt, og han har en følelse af at være i en underverden og "nedstyrtet til de fordømtes rige for at pines" (ibid., 66). Han ser ikke længere en autentisk væren om sig. Udviklingen er gået skævt.

For en stund glemmer Torben sit sortsyn, da han møder sin gamle flamme Jytte. Hun mener at have fundet sin sjæleven i ham. Men da hun siger ja til hans frieri, bliver han glad og ser lyst på fremtiden, hvilket får Jytte til at panikke og trække sig tilbage, og hun ønsker ikke længere at giftes med ham. Hun er vægelsindet og oplever en splittelse mellem på den ene side at ville følge sine umiddelbare følelser og på den anden side en angst for de ydre og indre smerter, et ægteskab ville kunne påføre hende.

Kort efter episoden vender Torben tilbage til Favsingholm og stopper med at tage sine piller. Han mener nu at have forsonet sig med sin skæbne, som er at dø af sin sygdom. Han ville kunne kæmpe imod skæbnen, men i sidste ende ville det være omsonst. Torben ønsker ikke længere at sætte sin vilje eller drifter igennem i de dødes rige. Han resignerer i forhold til den moderne verden, hvilket også ses i hans afslag om at deltage i politik. Alle partiets mærkesager, som han tidligere har set som vigtige skridt mod et bedre samfund, finder han nu pludselig hule og meningsløse.

Det er et tydeligt billede på, at Torben har ændret sig markant i løbet af sit sygdomsforløb og sine rejser. Han ser ikke længere positivt på samfundets udvikling, men er derimod begyndt at se forfalds- og undergangstegn. I en senere samtale med Hagen fortæller Torben, hvordan han har mistet troen på, at Rigsdagen og Statsraadet har nogen gavn for mennesker. Han sammenligner det med en maskine, der forsøger at fabrikere menneskelykke. Han ser altså på hele demokratiprocessen som en unaturlig proces, der kan sammenlignes med alle andre fabrikker, som forsøger at sætte de menneskelige behov på vareform.

På sine rejser har han observeret, hvordan mennesker alle steder jagter en indbildt lykke. "(…) hvileløse Skygger halsende afsted paa vild Jagt efter en indbildt Lykke" (Pontoppidan 1965, 368). Menneskene er ikke længere i kontakt med sig selv – ligesom hele vesterlandet, der forsøger at fabrikere den menneskelige lykke. Med brugen af ordet fabrikere indikeres, at det er en kunstig proces. Det er ikke en higen efter noget naturligt. Det er et kunstigt behov. Både på person- og samfundsniveau kan man se, at der er sket en forflytning fra det naturlige til det unaturlige. Ligesom Spengler laver dikotomien mellem kultur og civilisation.

Torben ser menneskene som syge, der arbejder på deres egen ødelæggelse:

Hele den forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, der ikke svarer til noget naturligt Behov, – det maa¹ være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger (Pontoppidan 1965, 388).

Han udpeger ikke kun forfaldstegn i de vestlige samfund, men stiller samme diagnose som Spengler. Det er de sidste krampetrækninger, før samfundet vil gå under. Vesten har bevæget sig så langt væk fra det naturlige, at der ikke længere er nogen vej tilbage. Torben ønsker ikke længere at deltage i denne kunstige stræben efter lykke, hvilket kan ses, da han stopper med at tage sine piller, fordi han ønsker at leve et naturligt liv og trækker sig derfor tilbage til sit gods.

Metropolen

I det følgende afsnit ønsker jeg at lave nogle nedslag i historien, hvor forfaldstegnene tydeligt kommer til udtryk. De konkrete eksempler på forfald er med til at tegne et generelt billede af vesterlandets undergang. De kommer især til udtryk i metropolen, her København, som Spengler også udpeger som stedet, hvor forfaldstegnene tydeligst viser sig.

Vi følger vækkelsesprædikanten Mads Vestrups ankomst til København, hvor han ikke har været i tolv år, og mange ting har forandret sig i byen i løbet af den tid.

Mads havde tidligere haft virke som præst, men blev frataget sin stilling, fordi han begik utroskab mod sin kone. Herefter vender han sig mod kirken og prædiker mod den ved enhver given lejlighed. Han rejser landet rundt for at prædike sine synspunkter mod kirken. Han mener, at kirken er i moralsk forfald, fordi den har fjernet syndsbevidstheden, så alle mere eller mindre kan udfolde deres lyster med velsignelse fra kirken. Mads mener, ligesom Torben, at samfundet står nær undergangen, men de deler ikke ståsted, da Mads er religiøs.

Da Mads kommer til København beskrives hans umiddelbare oplevelse af byen således:

(…) denne sværm af køremaskiner, der fløj surrende ud og ind mellem hinanden som rødøjede kæmpebiller, denne larm af tudehorn og klemten af klokker som på en markedsplads – var det virkelig København? (…) med luende bogstaver "Whisky er den bedste drik" (…) henover himlen med ildskrift: "Søholms kaffe er den billigste" (Pontoppidan 1965: 220).

Hans dom over byen falder promte – "Dette er jo helvede!" (ibid., 220).

Mads benytter sig af et religiøst tolkningsapparat, når han beskriver og dømmer byen, der virker meget fremmedgørende på ham. Det er billedet af en moderne pulserende metropol, som er meget fjernt fra livet på landet. I byen får han et indblik i, hvordan kapitalinteresser har været med til at omstrukturere institutionerne; hvordan alt er blevet varegjort – selv kirken. Han møder Stensballe, der reelt er kirkens leder, som "efter transatlantisk Mønster [havde] taget ogsaa Reklamen og Markedsgøglet (…) og anden amerikaniseret Gudsdyrkelse for at hverve Folk til det nye Korstog" (Pontoppidan 1965, 390). Kirken er blevet en forretning, hvor det handler om at skaffe flere medlemmer og derved øge indtjeningen. Dybden og traditionen i troen er tilsidesat i markedsøjemed. Udover kirkens forfald, ses forfaldet også på det politiske-, det kunstneriske- og på pressens niveau.

Bladet Femte Juni er et andet godt eksempel på, hvordan alt bliver opslugt af kapitalismen og markedsinteresser, selvom det kan være grundlagt på nok så gode idealer. Navnet Femte Juni er en henvisning til den danske grundlov, som blev indført d. 5. juni 1849 og sikrede danskerne ytringsfrihed og lighed for loven. Bladet grundlægges af politikeren Tyge Enslev, der vil tjene folkets sag og kampen for frihed. Med tiden må disse idealer dog vige for oplagstallet og annonceindtægterne. Der bliver ansat en redaktør, Samuelsen, der skal vurdere hele foretagendet fra et forretningsmæssigt perspektiv, og som for øvrigt ikke selv skriver for avisen. Om hans arbejde får vi at vide, at han "instruerede og dominerede en Stab af Medarbejdere, hvis Værdi for Abonnementsprotokollen han nøje takserede og kontrollerede" (Pontoppidan 1965, 241). Om arbejdet med bladvirksomhed får vi også at vide, at det "blev en Industri i stor Stil, hvor det tekniske Apparat betød mere end Talentet" (ibid., 241). Senere hen bliver Samuelsen og nogle andre af avisens ansatte ansat hos et konkurrerende blad, "Hverdagen", ejet af kirken. Det illustrerer tydeligt, hvordan kapitalismen er altopslugende og alt ender med at alt bliver vareliggjort. Nyhedsformidlingen forvanskes til fordel for sensationsartikler, og debatter manipuleres for egen vindings skyld. Mads blev fx kun hentet til byen, fordi Enslev ønskede, at han skulle indgå som en brik i det politiske magtspil, der kunne være med til at sikre ham fortsat indflydelse.

Man følger også, hvordan kunstneren Karsten From, der ender som Jyttes ægtemand, vinder en portrætkonkurrence, fordi han forstår at indynde sig hos de rigtige folk, og ikke nødvendigvis fordi han maler det bedste portræt. Han har bl.a. gjort sig venner med en journalist på Femte Juni, "der havde gjort sin Pligt og bearbejdet Stemningen til Gunst for Billedet" (Pontoppidan 1965, 479). Det er et forfladiget landskab af kunstnere og journalister, der gør sig gældende i København.

Fra optimisme til mareridt

I en samtale mellem Jyttes mor Bertha og Enslev får man et indblik i, hvordan optimismen over udviklingen er vendt til en pessimisme. I en skåltale havde Enslev, der kan kaldes en slags ideologisk stamfader til udviklingen, udtalt til Berthas børn, at de var 'fødte til Verden under Frihedens Tegn, paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – "kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets fri Udfoldelse'" (Pontoppidan 1965, 290). Sådan skulle udviklingen imidlertid ikke gå. Enslev selv synes ikke at kunne se det negative i udviklingen, i hvert fald ikke sin egen tvivlsomme rolle, fordi han selv bliver opslugt af magtkampe og manipulationer. Det, der for Enslev begyndte som et socialt og åndeligt frigørende projekt, som skulle befri folket fra både de politiske og kirkelige magthavere, ender i en forfladigelse og et forfald på alle niveauer.

Da Enslev ligger for døden og har feberdrømme i en morfindøs, drømmer han om

en kaotisk Strøm af uhyggelige Billeder gennem Sjælen, Rækker af dybe Kældere med al Slags modbydeligt Affald, endeløse Jernbanetog i rasende Fart, Dampskibe fulde af Mennesker med latterlige eller hæsligt forvrængede Træk (Pontoppidan 1965, 411).

Hans visioner viser sig at være undergangsvisioner, og hans drøm er blevet til mareridt, der kan sammenlignes med Mads' umiddelbare indtryk, da han kommer til København.

Utopi

Torbens modsvar til denne udvikling er, at det "var hans Tanke at gøre Favsingholm til en Slags Noæh Ark, der skulde bære en lille Skare Mennesker frelst gennem Syndfloden" (Pontoppidan 1965, 459). Det er forestillingen om en utopi, hvor man efter undergangen vil se en genfødsel i naturen. Det er en bevægelse væk fra det falske liv i metropolen og tilbage til det autentiske liv i hjemstavnen.

Torben inviterer bl.a. lægen Povl Gaardbo og hans kone Meta til denne ark. Gaardbo deler Torbens tanker om det menneskelige forfald. Han ser menneskeheden som et sygt træ, hvor sygdommen skyldes selvgjorte plager og ikke er naturlige (Pontoppidan 1965, 427). Han ser menneskehedens historie som kendetegnet ved, at vi altid har søgt mirakler – om de kom fra præsterne, videnskaben eller lovgiverne, så har menneskene altid ladet sig narre, og de har troet på, at der ville komme et mirakel, som kunne fjerne alle negative aspekter ved tilværelsen. Gaardbo har tidligere nægtet patienter morfin, fordi det udelukkende bruges til kunstigt at lindre naturlige sider af livet som fx smerte ved fødsler.

Det er meningen, at man på Favsingholm ikke skal fjerne smerten eller glemme angsten ved livet, som man gør i de dødes rige, som Torben kalder det industrialiserede samfund. Det er alt sammen en naturlig del af det at leve. Som Spengler sagde, så må man have en amor fati-holdning til livet. Torben håber på en ny tid, hvor man "uden Modsigelse [vil] tage det onde med det gode af Livets evige Væld" (Pontoppidan 1965: 497). Livets grundsubstans kan man ikke ændre ved hverken med religion, videnskab eller med andet, man kan ikke gøre andet end at tage alle livets mangfoldige facetter på sig.

Utopien er dog ikke holdbar, fordi den ikke er selvopretholdende, da de er afhængige af arbejdskraft udefra. Der er også det paradoks, at Torben ender i en driftsfornægtelse, mens driftsnydelse samtidig hyldes i Metas reproduktive kraft, heri er der en diskrepans.

Perspektivering

I Manns (1875-1955) Troldomsbjerget fra 1924 finder man ligeledes en konservativ kritik af den vestlige civilisation. Bogens hovedperson, Hans Castorp, der er nyuddannet ingeniør, rejser til Schweiz for at besøge sin syge fætter, Joachim Ziemssen, i tre uger, men opholdet ender med at vare syv år.

På bjerget har Castorp flere samtalepartnere, der alle repræsenterer forskellige retninger. En af de gennemgående samtalepartnere er italieneren Settembrini, der er fortaler for den oplysningsfilosofiske fremskridtstanke. Hans tro på fremskridtet kan ses ved, at han sidestiller juli-revolutionen med den bibelske skabelsesberetning (Mann 1991: 195). Settembrini forklarer oplysningsprojektet således:

Menneskeslægten kom ud fra mørke, frygt og had – dog, ad en strålende vej bevægede den sig fremad og opad mod en sluttilstand af sympati, indre klarhed, godhed og lykke, og på denne vej var teknikken det mest befordrende vehikel (…) Teknik og moral! (Mann 1991: 194)

Lidt senere sammenfatter Settembrini de humanistiske idealer i begrebet civilisation.

Settembrini er karakteristisk for, hvad Spengler kritiserer ved oplysningsfilosofferne. Det er den optimistiske tro på historien som en bevægelse mod et bestemt sæt af idealer samt et forsøg på at bemestre naturen. Settembrini sammenkæder teknikken og moralen, hvilket fint illustrerer troen på moralen som et fornuftsprojekt, der er løsrevet fra fx vilje og drifter.

Settembrini arbejder på et projekt, hvis formål er, at alle menneskelige lidelser skal afskaffes. Der skal fremkaldes mest mulig lykke ved at bekæmpe og udrydde al lidelse. "Intet er mere smertefuldt, end når vor organiske, vor dyriske del hindrer os i at tjene fornuften" (Mann 1991: 304). Dette ønske kan sidestilles med De Dødes Rige, hvor de naturlige kropslige reaktioner som smerte og angst, ønskes reduceret eller helt fjernet af fx Hagen. Man ønsker at underordne naturen en menneskelig orden. Castorp bruger noget tid på at læse bøger om anatomi, fysiologi og biologi, fordi han vil forstå livet. Her finder han ud af, at livet "var eksistensen af det, der egentlig ikke kunne være, af det der kun i denne sammenflettede og febrile nedbrydelses- og fornyelsesproces sødt og smerteligt, med nød og næppe balancerede på værens punkt" (Mann 1991: 341). Ved disse studier finder han ud af, at livet både indeholder nedbrydelses- og fornyelsesprocesser. Hollænderen Mynheer Peeperkorn, en dionysisk karakter, forklarer Castorp det således, "at alle rummede liv og død på én gang, alle var på samme tid kurtisaner^'1 og gifte" (Mann 1991: 712). Sundhed og sygdom er to sider af samme sag. Det er en organismetænkning, som gør sig gældende. Det er samme erkendelse Torben og Gaardbo gør sig, hvor forsøg på at undslippe naturlige sider af livet kan ses som en fornægtelse af livet i dets helhed.

Castorp overfører denne tænkning til det åndelige liv, hvor han vil finde en humanistisk midte, som rummer noget af alle positionerne, fordi positionerne ikke er frugtbare i sig selv. På den ene side Settembrinis position med idealistiske principper så højtsvævende over livets faktiske væren, at den bliver et overgreb på livet selv. Mens Claudia Chauchat, der er inspireret af Nietzsche, hvilket jeg ikke vil berøre yderligere, på den anden side forfalder til en eftergiven for lysten, ligesom den religiøse mystiker, Leo Naphta, heller ikke formår at tage del i etiske bestræbelser for at højne og bedre livet, som Castorp ser som ens pligt.

Forsøget på at finde en sådan humanistisk midte viser sig som et mislykket projekt, ved at Naptha og Settembrini kommer op at skændes og ender med at duellere, hvor Naptha skyder sig selv.

Konklusion

Modreaktionen til den oplysningsfilosofiske fremskridtstro var meget hård i forhold til diagnosen af den vestlige civilisation. Den vestlige civilisation er på undergangens rand. Spengler så klare forfalds- og undergangstegn, som bl.a. giver sig udslag i kritikken af urbaniseringen og forsøget på at bemestre naturen. I Spenglers historiedeterministiske optik fører udviklingen uundgåeligt til vesterlandets undergang.

Både Pontoppidan og Mann fanger de filosofiske strømninger omkring 1900tallet og op til omkring Første Verdenskrig. De giver et billede af en positiv fremskridtstro og en modreaktion til denne. Konsekvenserne af den industrielle-, kapitalistiske- og demokratiske udvikling udstilles tydeligt som mislykkede projekter, der har fjernet mennesket fra dets autentiske væren i pagt med naturen.

Både Torbens og Castorps løsningsforslag viser sig som uholdbare. Mens Torben ender i en driftsfornægtelse, så ender Castorp i en ubalancerbar position. Selvom de begge fejler, gør det ikke deres kritik af den vesterlandske civilisation mindre relevant. Indsættelsen af videnskaben eller idealer som en ny slags Gud er ikke holdbar, fordi det fører til, at der ensidigt fokuseres på dele af mennesket, mens andre sider fornægtes, som vi har set i de to romaner.

Litteraturliste

Flemming Behrendt: "Mit Hovedværk. Brevmontage om De Dødes Rige" IN Undergangens angst De Dødes Rige, Syddansk universitetsforlag 2004.

Inge Giversen: Sejladsen over Det døde Hav, Poul Kristensens Forlag 1999.

Jan Ifversen: "Den europæiske civilisation i krise" IN Kontur Nr. 1., 2000.

Thomas Mann: Trolddomsbjerget bd. 1-2, Gyldendal 1991.

Knud Michelsen: Digter og storby, Tabula/Fremad 1974.

Ole Morsing: "Mennesket i menneskehedens historie – om civilisation, civilisationskritik og Thomas Manns trolddomsbjerg" IN When I'm sixtyfour s. 107-31, Forlaget Modtryk 1999.

Klaus P. Mortensen: "Opgøret med sønnerne: De Dødes Rige" IN Ironi og utopi. En bog om Henrik Pontoppidan, 1982, s. 215-254. (Set d. 20.03-2013).

Rasmus Navntoft: "Humanismens umulighed – om Thomas Manns organiske humanisme" IN Slagmark nr. 53, 2008.

Lis Norup: "Torben Dihmer" IN Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer s. 420-22, Aarhus Universitetsforlag 2013.

Rikke Louise Peters: "Finis Europae? – Oswald Spengler og kulturkrisen efter Første Verdenskrig" IN Slagmark nr. 53 2008.

Henrik Pontoppidan: De Dødes Rige, Gyldendal 1965

Henrik Pontoppidan: De Dødes Rige bd. 1-2, Gyldendal 1992.

Oswald Spengler: Vesterlandets undergang, Aschehoug 1962.