Om tilblivelsen af novellen "Hans og Trine"
Den 1. september 2001 skrev Lykke Nielsen til Flemming Behrendt:
Jeg går på pgu, og skal i dansk analysere Henriks Pontoppidans novelle: "Hans og Trine". Jeg vil håbe at du kan og vil hjælpe mig med at svare mig på følgende spørgsmål hurtigst muligt:
Jeg har læst i dit speciale at nogle af hans noveller er gamle artikler eller breve, og der er lavet om på slutningerne.
1. Har "Hans og Trine" haft en anden slutning, i så fald hvor kan jeg finde den?
2. Er "Hans og Tine" (jeg har bogen: Fra hytterne) nogle mennesker Henrik Pontoppidan har kendt?
3. Er "Hans og Trine" en avisartikel eller brev eller lignende?
Jeg vil blive utrolig glad, hvis du kan hjælpe mig med disse spørgsmål. På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Lykke
Samme dag svarer F.B.:
Kære Lykke.
Tak for din henvendelse. Jeg går ud fra at den udgave du har af Fra Hytterne, ikke er Dansklærerforeningens, men måske Tranebogsudgaven? Ellers kunne du nemlig læse følgende i udgiveren, Johs. P. Olsens "Vejledning" (jeg citerer 6. oplag fra 1972, s. 127). Citatet skulle besvare alle dine tre spørgsmål:
Hans og Trine, første gang trykt i "Fra Hytterne" 1887, 2. udg. 1905. Senere i [månedtidsskriftet] "Tilskueren" 1887 forøget med en ny slutning, derefter i "Fortællinger" 1899, 2. udg. 1903, "Noveller og Skitser" 1922, 2. udg. 1950. Fjorden forekommer, kirken i afstand (Selsø), gadekæret omtales og arbejdsanstalten; vi er i Østby. Det bekræftes af hans artikel "Dovendyr" i Kjøbenhavns Børs-Tidende 25.1.1891:
Inde i Byen boede en fattig Enke. Hun havde tre-fire voksne Døtre, der tjente rundt i Sognet. Regelmæssigt hvert Aar – undertiden oftere – lagde et af Pigebørnene sig hjem hos Moderen for at gøre Barsel. Naar Affæren var overstaaet, blev Barnet hos Moderen, mens Pigebarnet muntert drog tilbage til sin Kondition. Efterhaanden samlede Moderen en 6-7 Stykker af Døtrenes Børn, til hvilke der sjælden kunne udpeges en bestemt Fader; og saa godt som hele Udgiften ved disse Børns Opdragelse kom derfor til at hvile paa Sognet. Forgæves forsøgte Sogneraadet at overtale de glade Pigebørn til at lægge en Tøjle paa deres erotiske Tilbøjeligheder. De svarede blot, at de gerne skulde tage deres Børn til sig; men saa maatte ogsaa de straks melde sig til Sognets Forsørgelse. Saa fandt man det rigtigst at tie stille og finde sig i det uundgaaelige.
Det er den sidste skrevne af fortællingerne. Fortællingen er et bevidst modstykke til Chr. Winthers "Træsnit", i Chr. Winthers bryg er der kommet en del malurt. Kunstnerisk har han haft en lykkelig hånd, men han er på vej bort fra hytterne. Almuemålet er gengivet med de rigtige raske gentagelser ("munter og mundrap", "fri og frank", "pillet og pudset"). Der er ingen social harme, men en vis besk gemytlighed, ja en frivolitet i beskrivelsen. Stilen er impressionistisk, let og elegant med fin antydningskunst som hos Maupassant og med uærbødige allusioner til evangeliets ord. Han har fundet, at fattigfolk også har glæder og sorger; det er en verden for sig, som andre vanskeligt forstår. Han er ved at mane fattigdommens "spøgelse" i jorden, og "Hans og Trine" danner overgangen til Pontoppidans nyromantiske fortælling "Spøgelser" 1888.
Pontoppidans stadige arbejde med sproget kan iagttages ved den vellykkede ændring i 2. udg. 1905. "Fra Hytterne" p.55 "som et hvidt Lagen" bliver i andenudgaven til "som et Brudelagen". I senere udgaver af "Hans og Trine" er tilføjet en ny slutning om Trine, der her i førsteudgaven i læserens sind efterlader et rørende indtryk som den bedragne landsbypige. Pontoppidan har "hærdet" beretningen; robust redder Trine sig ind i et ægteskab og viser sig ved sine handlinger at høre hjemme blandt "Smutten"s beboere.
Hvis du vil kende den slutning som afviger fra den du har læst, må du fortælle mig præcis hvilken tekst du har. Hvad står pgu for?
Venlig hilsen
FLEMMING BEHRENDT
Lykke Nielsen svarer s.d. herpå:
Kære Flemming,
Først vil jeg fortælle dig, at pgu står for:Pædagogisk grunduddannelse. Jeg er meget interesseret i dansk litteratur, og vil gerne senere læse til dansklærer eller lignende.
Det er rigtigt nok Tranebogsudgaven jeg har (tiende udgave, 2. Tranebogsudgave, 2. oplag, 1987) Her ender det med at Trine bliver gift med en enkemand og får 4 børn med ham. Hans flytter fra landet.
Jeg har lige et spørgsmål til, hvis du også vil svare på det?
Er det ikke rigtigt, at H.P var modstander af kristendommen, og på en måde beskyttede "det lille samfund"? Det skulle Georg Brandes have sagt om ham.
Jeg er meget glad og taknemlig for hjælpen, og synes det er en kanongod side. Jeg har fortalt mine medstuderende om den, og synes det er godt med sådan nogle projekter. Mange tusind tak for hjælpen.
Med venlig hilsen
Lykke Nielsen
Næste dag, 2.9.01, svarer F.B.:
Kære Lykke.
Jeg kender ikke en sådan udtalelse fra Georg Brandes om Pontoppidan. Gør andre? Men der er vel ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem at være kristen og så "beskytte det lille samfund", med mindre det lige netop skulle være at beskytte det imod kristendommen. I sine første bøger, Stækkede Vinger (1881) og Sandinge Menighed (1883) skildrer han i høj grad den kristne praksis – udøvet af præster og missionerende højskolefolk – som et overgreb på de små i samfundet, eller om man vil "det lille samfund".
Så det vil ikke være forkert at sige at Pontoppidan var mere imod kristendommen end han var for den. Især var han imod den i den praksis han fandt i den tid og det samfund han levede i. Derimod kunne han godt finde på at hylde kristendommen i dens mere asketiske og "mystiske" former, som f.eks. hos Thomas a Kempis. I sine selvbiografiske tilbageblik kunne han erklære sig enig med den kristne kirkefader Augustin i at "vi føres" (Trahimur), og om sig selv sagde han at han aldrig fik sig helt frigjort af den kristendom han "havde inddrukket med Modermælken".
Lad os vende tilbage til udgangspunkt: den oprindelige slutning på "Hans og Trine". Den løb sådan – og vi sammenligner med det tilsvarende sted i teksten i den udgave der altså fik tilføjet den nye slutning:
| 1887 | 1899 |
|---|---|
| Det var en Middagsstund i Høsten, da Hans med sin Le paa Nakken kom fløjtende oppe fra Sognefogdens, at han ved at dreje ned i Gaden pludselig fik Øje paa Trine, der paa ømme Fødder kom vraltende midt i Støvet med opkiltrede Klæder og helt sammenbøjet af en tung Børing Brænde, som hun havde hentet sig ude i Skoven. | Det var en Middagsstund i Høsten. Hans kom med sin Le paa Nakken oppe fra Sognefogdens, da han ved at dreje ned i et Gænge mellem Gaardene fik Øje paa Trine, der kom vraltende paa ømme Fødder og med opkiltrede Klæder – helt sammenbøjet af en tung Børing Brænde, som hun havde hentet ude i Skoven. |
| Han kunde ikke undgaa at møde hende, men maatte gaa hende lige forbi; og da satte han et rigtig forsorent Ansigt op og tilnikkede hende med et bredt Grin: "Go'Middag, Trine! ... Den er lummer, hva'?" Men dette var dog Trine for meget. Skjønt segnefærdig af Smerter og Udmattelse vendte hun sig omkring med sin Byrde og skreg efter ham: |
Da han indsaae, at han ikke kunde undgaa at møde hende, satte han i sin Betuttelse et lystigt Ansigt op, nikkede i Forbigaaende til hende og sagde: "Go'Middag, Trine! ... Den er ellers lummer idag!" Men dette var dog Trine for meget. Skønt segnefærdig af Smerter og Udmattelse vendte hun sig omkring med sin Byrde og skreg efter ham: |
| "Dit Svin!" Han tænkte et Øjeblik paa at gaa tilbage og stikke hende én i Synet, men besindede sig dog og fortsatte fløjtende sin Vej. – |
"Din Svinehund!" Han blev brændende rød og tænkte et Øjeblik paa at gaa tilbage og stikke hende een i Synet. Men han besindede sig og fortsatte fløjtende sin Gang. – |
| Kort Tid efter blev Hans indkaldt til Efteraarsmanøvre og forlod Byen. Og da han efter Mikkelsdag vendte tilbage, havde Trine allerede født en Søn og var rejst til Hovedstaden for at søge sig en Plads som Amme. | Kort Tid efter blev han indkaldt til Efteraarsmanøvre og forlod Byen. Og da han efter Mikkelsdag vendte tilbage, havde Trine allerede født en Søn og var rejst til Hovedstaden, hvor hun havde faaet Plads som Amme. |
Venlig hilsen
Flemming
Lykke Nielsen svarer samme dag:
Kære Flemming.
Jeg er dig meget taknemlig for dit store arbejde for mig. Jeg tør næsten ikke spørge igen, men vover mig alligevel, du kan jo altid sige nej til at hjælpe mig mere.
Jeg er lidt af et spørgsmålstegn. For i Tranebogsudgaven fortsætter historien ved at Trine bliver gift 2 år senere med en mand som har 4 børn. Novellen ender med at Hans efter sin mors død sælger huset og flytter fra landet.
Jeg tænker så, om det måske er alle de tidligere udgaver der er slået sammen?
Der står sådan i efterskriften [af Thorkild Skjerbæk]: "Tiende udgave (2. Tranebogsudgave) er ligeledes trykt på grundlag af NOVELLER OG SKITSER 1922, efter at teksten i samarbejde med Ester Skjerbæk på ny er sammenholdt med de tidligere udgaver og yderligere nogle formodentlige trykfejl rettet."
Ved du noget om det? Jeg siger igen tusind tak for din hjælp.
Venlig hilsen
Lykke
F.B. svarer herpå:
Kære Lykke.
Som Johs. P. Olsen anfører, blev der allerede ved andenudgaven, i 1899, tilføjet den nye slutning som Pontoppidan havde offentliggjort selvstændigt i tidsskriftet Tilskueren allerede i 1887. Det forvirrende er at udgaven fra 1905 blev betegnet som "Anden Udgave" af Fra Hytterne, men denne tekst er identisk med udgaven i Fortællinger fra 1899. Bortset fra de trykfejl der i tidens løb er opstået, og som Thorkild Skjerbæk har rettet til din Tranebogsudgave, findes der kun disse to forskellige tekster: 1887 og 1899, henholdsvis uden og med den nye, tilføjede slutning. Men som altid har Pontoppidan – hvad du også kan se i boksen ovenfor – gennemarbejdet den ældre tekst til den nye udgave.
Venlig hilsen
FLEMMING