Uglesangen
Gammel nok jeg nu er blevet
Mellem Vugge min og Grav,
Nu jeg staaer ved Falderebet
Ved det store, vilde Hav,
Hvor Magneten er Guds-Ordet,
Og Guds Aand staaer selv ved Roret.
Stormene er frygtelige,
Stille staaer her Mandevid,
Nærmest er de Dødes Rige,
Nemt det er at stevne did;
men, o ve for Ugle-Sangen!
Bundløs der er Undergangen.
Vel, paa jordisk Viis at regne,
Langt af Led er Paradis,
Er os nært dog allevegne,
Hvor hos Ordet er Guds Priis,
Saa for Sjæleøie-Stavnen
Brat sig aabner Himmel-Havnen!
Ja, hvor Aanden staaer for Styret
og Guds-Ordet er Kompas,
Giælder som i Æventyret
Evighedens Timeglas;
Der sig brat, som sagt, saa gjort,
aabner Evighedens Port!
Derfor Jesus-Christus-Navnet
Prises skal evindelig:
Af hans Kiærlighed omfavnet,
Hjertet er i Himmerig;
naar med denne Verden brydes,
til Guds-Bordet vi indbydes.