Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 2. juni 1911
Fra dette Blækhorn skal nu Galden flyde
Busserupgaard1 pr. Espergærde 2/6 11
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Hvor er Menneskene dog uretfærdige! Har nu ikke jeg i en Menneskealder ringet op og bedt Deres Frue, velbyrdige Fru Antoinette, sige mig, hvornaar jeg turde se ud til Dem. Hver Gang jeg kimede, spurgte jeg, og hver Gang svarede allerhøjstsamme: Hans Naade tager ikke imod endnu, kun for den allernærmeste durchlautige Familie. Saa skrev jeg Durchlaut et Brev til forgangen med Forespørgsel om, hvornaar det passede Hr. Eminence at modtage mig, keine Antwort, ringede op Dagen før jeg tog herud – en Pige ved Telefonen – Fruen var gaaet – hvadbehager Nathan? – naa, Nathansen – Klingelingeling –
Og saa skriver De idag i et forøvrigt saa ganske uhyre velkomment Brev med Deres kære og velsignede Kragetær, at jeg maa skamme mig, fordi jeg ikke har set ud til Dem, bebrejder mig, der virkelig af Naturen er en ren Bedemand af Hensynsfuldhed, at jeg ikke har været ved 2 Deres Baare. Og med et Raillerie, der lover godt for Deres fremtidige Produktion, haaner De mig for Hospitalsfrygt og Smitteskræk – jeg, der har besøgt Pesthospitalet i Rom og Kolerabarakkerne i Tunis! Og saa tror De, at jeg er bange for at blive smittet af Deres Galde. Ikke Spor! Jeg har selv Galde og er ganske immun for Deres.
Imidlertid sidder jeg nu her i blaa sweater og hvide Bovser midt i Busserupgaard Have under en blomstrende Rødtjørn. De ved jo, at jeg har sagt Teatret farvel og taget Afsked for denne Gang med det kongelige Gøgemøg paa Kongens Nytorv. Nu er jeg atter fri, 3000 Kr. fattigere, det letter. Skal atter til at leve af denne secunda Staalpen, hvis Produkter De utrættelig har haanet. Men vé Dem, vé! Fra dette Blækhorn skal nu Galden flyde, meget meget kraftigere end Deres, iblandet med Kampesten, Far min, som jeg hælder mine Fjender i Hovederne. Der Löwe kommt! Jeg gaar herude og sammenbrygger noget ondsindet Gift til Brug i Kulturcentrum, De ved maaske, at jeg skal spille i St. Petersborg, Konstantinopel og Yokohama – for sletikke at tale om Lemvig og Nykøbing Mors.
3 Jo, vi begynder saa smaat at eksportere Produkterne. Naar saa min store Foredragsturné er endt i Minnesota, og jeg har fremført Karl Larsen og Skjoldborg for Vestens Niggere og Cow-boys, saa bygger jeg eget Teater paa Vesterbro, stort dejligt Biografteater paa Hjørnet af Øhlenschlägersgade og Abel Cathrinegade hvor vi afvexlende spiller "Asgaardsrejerne" og "De frie Fugle" samt "Drømme" og "Tordenskjold i Dynekilen"2.
Was meinen Sie, mein Herr? Gehen sie nach Hause und legen Sie sich mit Ihrem Glückspeter. Sind Sie weltberühmt wie Skjoldborg? Beinahe nicht. Sind sie todeskrank wie Bang? Nein. Sie haben versucht durch eine Operation Ihre Bücher zu aufreklamieren, und Bauditz kam in Volksausgabe, das war das ganze. Jetzt müssen Sie warten bis Sie 80 Jahre alt sind, dann werden Sie Kommerzienrath, und König Chr. X3 wird eigenhändig den Rettungsmedaille auf Ihre Brust festen. Ach ja, ach ja!
4 Nu ikke mere, jeg sidder i Solen og som De vel kan mærke er min halve Hjærne udtørret. Men inden den anden halve gaar samme Vej, skal De vide, at jeg har længtes i Raseri og Utaalmodighed efter at se Dem. At jeg ikke kom var ikke min Skyld. Jeg er et dannet Menneske, min Herre, og naar der er Fare for et Sammenstød med Skonnerten "Antoinette" af Hellerup, saa sejler jeg mange Mile Øst om Blegdammen.
Skade alligevel, at De ikke fik mig at se. Jeg skulde have givet Dem mangen en Beskrivelse af Folk og Fæ, jeg i den sidste Tid har truffet. Nu maa det vente til en anden Gang. Gid De nu snart maa faa Deres Kræfter igen og atter tage fat til Gavn og Bedste for de mange, der holder af Dem i Livet og i Litteraturen.
Og saa en hjærtelig Hilsen fra mig. Jeg er Deres trofaste Ven, tro De mig, og lad Dem ikke forlede til at tro, at Hospital eller Smitte eller Dævelen selv skulde kunne holde mig borte, hvis jeg havde faaet Lejlighed til at slippe uhindret ind gennem Afspærringen.
Deres
H. N.
