Harald Kidde til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Jægersborg Allé 12, Charlottenlund. 24. november 1912
Deres Sind karskt – hårdt, strengt, klart
Jægersborg Allé 12. Charlottenlund. Telef. Ordrup 325.
24 Nov. 1912.
Kære Hr. Henrik Pontoppidan
Skønt jeg ikke véd, om De overhovedet er kommet hjem1 til Danmark, kun at det er Meningen, at De skal rykke ind i Rich. Guttmanns Lejlighed i Gentofte og vel altså snart igen vil på Farten? vil jeg dog nødigt tøve længere med at sige Dem min hjærtelige Tak, fordi De vilde sende mig Deres Bog2. Jeg modtog den fra Gyldendal med Påskrift "fra Forfatteren". En Gang vil De måske selv sætte Deres Navn i den? Jeg sender nu dette Brev til Gentofte og håber, De må modtage det, ihvor De så færdes!
Jeg tør naturligvis ikke sætte mig til at vurdere en Bog af en så langt ældre Værkfælle, kun takke Dem, fordi De påny har vist Dem i vor Digtning og påny skænket os et Fodstykke til et stort anlagt Værk. Om dets nærmere Udførelse kan vi da foreløbig tænke os alt! Og så bliver det måske helt anderledes! Men vi fantaserer jo alligevel – om den forsvundne Søn, Eventyreren i det Fremmede, der pludselig skal stå dér igen i sit Land med Ungdommens 2 Uro og de fremmede Erfaringer støbt om i Manddoms Styrke og Udsyn – om Torbens og Præstens endelige Kamp – om Jyttes Frelse eller fuldkomne Forvildelse i sit Sinds altfor rigt groende Skov … om alt det meget andet, der her ligger i Kim som en truende eller forjættende Høsts Kerne. Indtil nu er det for mig Præstens Skikkelse, og Jødens, og så Torbens Rekonvalescens-Følelse, der fylder denne første Del med Rigdom. Jytte forstår jeg endnu ikke helt. Og dog er det vel i hende, at den største Høst på Godt eller Ondt spirer? Bliver man utålmodig ved at standses så brat i denne første Del, er det vist særlig på Grund af ens Uklarhed overfor den Kvinde, hvis Navn den bærer. Og jo så fordi De, snart ene blandt vore Skribenter, er Fortælleren og rent umiddelbart fanger Læseren – eller Tilhøreren, havde jeg nær sagt – i det Greb, der er så fast og sikkert her som nogensinde. Nu véd jeg, at er De end måske ikke helt over Deres store Krafttab, hvad det fysiske angår – hvad jeg dog meget håber! – så er Deres Sind visseligt karskt – hårdt, strengt, klart – som vi så vel behøver det herhjemme i Tågens Rige. 3 Måtte vi nu blot ikke vente for længe på den eller de Bøger som skal gøre denne "Del" til et "Hele"! –
Vi har haft en sørgelig Sommer hos os. Just da vi var så vidt færdige med vort Arbejde, at vi turde håbe på ved en lille Rejse at forny os til den næste Omgang, blev min Svigerfader3 syg, og efter kun en Uge døde han. Han blev 74 Aar, men var en Mand i sin fulde Kraft, fyldt af Virksomhedstrang og Livsglæde. Og alt var det omme på 8 Dage. Og knap 2 Måneder efter fulgte Astrids Moder4 ham i Graven, som hun havde fulgt ham, fra de bægge var 6-7 År. Astrid og jeg var da oppe i Sverrig og blev kaldt hjem ved Telegram. Kun med megen Tøven var vi rejst og kun efter Lægens Tilladelse – og dog for tidligt. De kan forstå, det er helt svært for os, især da for min Hustru, at få Arbejdets Hjul i Gang igen. Men det må jo til. Og er jo også Hjælpen for alt.
Finanslovs Understøttelsen, som De jo hjalp mig så stort et Skridt henimod ved Deres Anbefaling, er endnu ikke afgjort. Men jeg nærer, trods alt, ikke stort Håb om, at den går gennem. Alt siges at bero på Appel5. Og han 4 vil ikke udtale sig til mig, de Par Gange jeg har søgt ham. Og nede i Rigsdagen kender ingen mig – undtagen Ivar Berendsen og Fuldmægtig Lauesgård6.
Men måtte jeg have Lykke med "Helten" fik det jo endda være! Ad Åre går det vel. Jeg véd ikke, om De har læst, hvor smukt Nexø hjalp mig med at skaffe mig Ørelyd, ved sin Kronik7 i "Politiken"?
Nu håber jeg, dette Brev må nå Dem, og at det kunde lykkes os at træffe Dem en Gang i Vinterens Løb!
Med venligst Hilsen til Dem og Deres Hustru fra Astrid og
Deres hengivne
Harald Kidde
