Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 22. august 1932
Glæde over Tilværelsen
22 Aug. 32
Kære Pontoppidan. – Tak for Brevet. Som altid glædede det mig at høre fra Dem igen og faa at vide, at De har det godt ogsaa efter, at De har holdt 75 Aars Jubilæum og trods alle de Takkeskrivelser, De har faaet paa Deres Samvittighed i den Anledning. Ja, det var en fæl Form for Gældsforpligtigelse, men man vilde maaske alligevel føle det lidt fattigt, hvis man ikke kom i den. Maatte den snart være overstaaet! – Det var da en fortræffelig Maade, De kom over den Dag paa. Jeg tænkte meget paa Dem, men sendte mine Tanker til "Dejligheden". Iøvrigt højtideligholdt jeg Dagen i Deres Selskab ved at læse den sidste Del af "Lykkeper", hvori De har nedlagt saa meget af Deres Syn paa Livet, som det har formet sig om Dem og i Dem. Og saa glædede jeg mig over det fredelige gyldne Solnedgangsskær, som jeg synes i Lag med at glide op over Deres Livs Aften – – sikke pæne Ord! – jeg mener bare, at jeg af Deres sidste Breve saa vel som af "Barndoms-Erindringerne" har faaet et Indtryk af Velbefindende og Glæde over Tilværelsen – i hvert Fald over Livet i Rørvig sammen med Else Einar og Børnene. Ja, det har været en vidunderlig Sommer, som ogsaa jeg har nydt og glædet mig ved, skønt jeg nok har følt, at jeg ældedes under den, saa Nydelsen og Glæden ikke var saa stor, som jeg kendte den fra tidligere. Men jeg er glad ved, som jeg har det, og klager aldrig. Hvad jeg da heller ikke har Grund til, for naar jeg en sjelden Gang møder og taler med en af de meget faa af mine jævnaldrende, der endnu er i Live, synes jeg altid, at jeg er da en Allerhelvedeskarl i Sammenligning med ham. Men Gassen gaar unægtelig af Ballonen, naar jeg uden at tænke over det, rejser mig for hurtigt og blir svimmel eller skridter op ad en Bakke og saa maa staa stille, fordi Kræfterne gaar af Benene og Hjertet gir sig til at protestere. Helst sidder jeg egenlig stille i min Stue og læser, og saa længe jeg kan blive ved med det og Øjnene ikke vil melde Pas – hvad de undertiden ligesom antyder – vil jeg være tilfreds og glæde mig ved Livet. Gid det maa gaa Dem ligedan, naar De blir 7-88. Jeg glæder mig over, at De atter er begyndt at køre på Jernbane, og at der er Udsigt 2 til, at De vil ta Toget til Helsingør. Hvad mener De om saa at ta Natskjorten og Tandbørsten med og blive her nogle Dage. De skal jo nok op og ned af Trappen, naar De skal i Seng eller paa W.C. men der er da kun 18 Trin, og de er ikke trættende høje – tror jeg da. Her er jo ganske pænt og meget fredeligt, og hvis De vil læse Chr. Winthers "Hjortens Flugt" som ifjor ude hos Vilh. Andersen i Fredensborg, saa har jeg den foruden andre ældre og nyere (men ikke de nyeste) Digterværker at byde paa. Og vi behøver da ikke at sidde klods op ad hinanden paa Konversation hele Dagen. Foreslaa Dem at ta Arbejde med vil jeg ikke – jeg har jo set den lukkede Dør til Deres Arbejdsværelse og den ryddede Pult, naar man kom ind i det, og jeg har følt det som et Venskabs- og Tillidsbevis, naar De som engang ovre i Tyringe læste Stykker for mig af hvad De just hade skrevet, eller bad mig læse en Korrektur og diskuterede mine Bemærkninger med mig.
Vi skal nok faa et Par Dage til at gaa i hyggeligt Samvær, og blir De ked deraf og længes hjem til Deres egen Lænestol, kan De gøre som Rist gjorde sidste Gang, han var her paa Besøg. Han sad paa Bænken udenfor Verandaen og stirrede tungsindigt og tavs ud over Dammen, og saa sa han: Er det Torsdag idag? Saa er det jo imorgen jeg skal til Møde i Understøttelsesforeningen. Det er om Formiddagen – saa maa jeg heller ta hjem i Aften. – Men jeg skal nok komme igen! Jeg vidste det var Løgn, men jeg sa: Ja saa venter jeg dig paa Lørdag! Han kom selvfølgelig ikke. Men det var mig ingen Skuffelse, for jeg hade selv baaret mig ligedan ad den sidste Gang jeg besøgte Heiberg-Jürgensens paa Falster. Saa skal det være, kan vi godt i en lignende Situation smile til hinanden som et Par romerske Augurer, og være lige gode Venner trods det.
Det glæder mig paa Nathansens Vegne, at det er faldet saa godt ud med Rækkehuset. Han var just i Færd med at købe det, da han sidst besøgte mig eller det var nok snarere hans Kone der var det. Da fortalte han mig ogsaa om sit uventede Møde i Deres Stue med Vilh. Andersen. Det maa da ha været en pinlig Situation for Dem. Jeg synes Vilh. Andersen kunde ha taget det mere overlegent og ladet, som om han slet ikke hade læst Nathansens beske men ikke helt uretfærdige Karakteristik. Men om dette kan vi snakke videre, naar vi ses. For nu venter jeg Dem – helst med en Dags Telefon-Varsel (Helsingør 270) for at Rødspætten kan bestilles. Og jeg vil indtil da glæde mig til at skulle se Dem igen.
Deres hengivne
M. Galschiøt