Edvard Brandes til Axel Lundegård
8. november 1889
tror paa ingenting mere
d. 8 Nov. 89.
Kære Lundegård!
Tak for Fødselsdagsbrevet! Der er dog ingen som De, og jeg savner vore gode Aftenpassiarer, hvor lidet fandt Naade for vore Øjne. De kan tro, jeg har meget at skaffe nu, i Rigsdag og i Blad; ovenikøbet er Hørup1 bleven dømt til tre Maaneders Fængsel, saa det giver mig end mere at tage mig til. Venstre gaar ad Helvede til; jeg spaar i Nansens "Krøniker"2 alt hvad jeg kan, at Demokratiets Førere 2 maa tage sig iagt, men de kan ikke mere besværge de Aander, som de har fremkaldt – Aander er et fint Ord, Kroppe vilde være mere passende. Ganske sikkert elsker jeg ikke Højre, saa det tiltaler mig lidet, at det nu skal sejre i Halvfemserne. Saaledes bliver Historien: 1870-80 politisk og literær Opgang, næsten literær Sejr 1882, dernæst politisk Nederlag 1885 og dybere og dybere Fald samtidigt literær Sammenstyrtning; i Halvfemserne gennemføres Reaktionen politisk, og literært? Vinder vi frem igen?
3 De vil sige ja, jeg tror paa ingenting mere, jeg føler ikke Kampens Hede lue i mit Bryst, medens De nu skal til at tage Prygl og give Prygl.
Bjørnsons Bog3 bør De læse; den indeholder gode Ting, skønt Æmnet er kedeligt og Moralen gammeldags. Heltinden er mig for pjanket og helgenagtig. Bogen mangler ethvert Raffinement.
De kan umuligt tænke Dem, hvor Coquelin4 var reaktionær at tale med√. En grundig Skuespillerbornerthed. Han spiller ogsaa langt daarligere end før, er rigtig 4 bleven fælt amerikansk.
De ser, jeg har været blid i mine svenske Teatererindringer. Jeg syntes, ingen Grund jeg havde til at angribe Teaterdirektioner og Skuespillere efter saa flygtigt et Besøg. Men maaske har De slet ikke læst Artiklen og til√ hvad Nytte er det saa at forklare mig.
Venlige Hilsner fra hele Familien.
Deres hengivne
Edvard Brandes.
De er bleven Nabo af Geijerstam. Hvor spænder det af?
