Otto Borchsenius til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Colbjørnsensgade 27. 29. juli 1917
Angsten for "Politiken"
Colbjørnsensg. 27.
d. 29 Juli 1917.
Kære Henrik Pontoppidan.
Tak for dit venlige Brev. Stilheden paa en Søndag Form. giver mig Lyst til et lille Svar. Du har næppe Ret m. H. til Vilh. Andersen. Hvis jeg en Gang – da han ikke kunde skrive ti Linjer uden at smigre Georg og Edv. Brandes – ved passende Leilighed havde vendt det lodne ud imod ham, som du i Forordet til "Fra Hytterne", havde han nok indhentet Oplysninger om dine første 5-6 Forfatteraar. Men uden at være nødt dertil, er det naturligt for ham – som for mange andre – at Verden, Literaturen, først begynder med "Politiken". Han har været en Menneskealder om at lære, at Fremtiden – ogsaa hans egen – alligevel ikke gaar ad den Vej. Nu mener han heller ikke at behøve at frygte for "Politiken"s Magt. Han er blevet en – forventet – ny dansk 2 Magtens Fører. Derfor hans Brud med Georg Brandes – se sidste Bind af "Tider og Typer"1 – derfor hans nationale Artikler i "Nationalt." (Artikler, med hvilke jeg forøvrigt sympathiserer).
Du skriver venligt om vort Venskab, der holdt, "skønt vi ofte stod som Modstandere". Jeg mindes dog kun et enkelt Udfald mod mig fra din Side, vistnok i "Børstidende". Og skønt det i Midten af Firserne naturligvis gjorde mig ondt, at du gik over til "Politiken" og "Børstidende", har du jo senere – sidst og alvorligst i "De Dødes Rige" – fældet en Dom over Bladet, der vel er den skarpeste, der er fældet her til Lands. Jeg har jo levet længe nok til, at mine Anskuelser paa mange Punkter den Gang (i Firserne og Halvfemserne) nu deles af mange eller alle. Naar jeg hører Jacob Hegel rase mod Peter Nansen og Bjørn Bjørnson (næsten mod den gamle Bjørnstjerne med), kan jeg√ jo kun spørge, hvorfor han (og andre) fulgte disse Mennesker. Og jeg kan aldrig 3 bare mig for at tilføje: "Kære Jacob, du kunde have sparet mange Penge."
Angsten for "Politiken" og de daglige Angreb i den har spillet en mægtig Rolle. Jeg kan fortælle om andre end Vilh. Andersen og Hegel, f. Ex. Schandorph, Høffding o. s. fr.
Dertil kommer de usalige Penge. Naar Nansen i sin Føljeton forleden – der dog har vakt almindelig Uvilje – skildrede Drachmanns Gang til Kanossa, glemmer han rent, hvad Rolle "Politiken"s Penge spillede – eller rettere sagt: han fortier det med Vilje. Selv gamle Bjørnstjerne forraadte adskilligt for Hegels Penges Skyld. Schandorph – som du saa venlig omtalte sidst i Snekkersten, og som Vilh. Andersen er uretfærdig imod i Bogen om dig – var mere uafhængig i saa Henseende end Drachmann. Men han var literær bange. Han vidste, hvad det kostede, gjorde han ikke sin Opvartning2. Hans Hustru, der overlevede ham i ti Aar, talte ofte med stor Bitterhed herom.
Er du virkelig tilfreds med Andersens Bog om dig? Er en Del af Bogen hans Universitets-Forelæsninger, beklager jeg hans Elever. Man maa jo læse Bogen flere Gange, før man finder ud af alle hans Aandrigheder, Kombinationer m. m. Og det er ham, der roser dig, fordi du vil gøre dit Sprog simpelt! "Der var en Gang en Mand, der hed Søren"! Og hele den outreret gennemførte Sammenligning med den gumpetunge Ørn og Modsætningen til Ewalds Ode til Sjælen – uha! Jeg kan forstaa, at baade du og dine Venner minder om Vildgæssenes Flugt over de tammes Hoveder, men den stækkede gumpetunge Krøbling er just egenlig ikke nogen Kompliment.
Men dette kunde være et langt Kapitel, og Bladet er fuldt – du maaske træt.
Jeg har i de sidste Uger næsten læst alle dine Bøger om igen. Nu kunde jeg maaske skrive om dig, bl.a. ogsaa for at protestere mod din Omtale af Johan Bojer3.
Med ærbødig Hilsen til din Frue og din Fru Datter.
Din gamle Ven
Otto Borchsenius
