Henrik Pontoppidans forfatterskab og den tyske vitalisme
– specielt med henblik på Lebensreformbewegung
Den vitalistiske Lebensreformbewegung blomstrede i Tyskland i begyndelsen af det 20. århundrede. Det drejer sig om en bred kulturel bevægelse, der bl.a. omfatter naturmedicin, naturisme, reformpædagogik og reformdragter, seksualfrigørelse, anlæggelse af havebyer med mere eller mindre økologisk landbrug og grundlæggelse af kunstnerkollektiver. Bevægelsen har desuden forbindelse til den beslægtede og samtidige Jugendbewegung, hvortil blandt andet vandrebevægelsen er knyttet. Den har karakter af et ungdomsoprør vendt mod victoriansk borgerlig moral og mod det forrige århundredes dekadence og nihilisme og præget af en helhedssøgen med åndelige overtoner i modsætning til modernitetens trusler om overfladiskhed, splittelse og manglende fællesskab.
Bevægelsen rummer både stærkt højreorienterede og stærkt venstreorienterede fraktioner, der ikke desto mindre en overgang forsøger at samarbejde1. Begge parter nærer revolutionære drømme – både egentligt politiske og mere kunstnerisk/æstetisk betonede – om det store vendepunkt, hvorefter menneskeheden skulle fremstå i genskabt autenticitet, hvorefter tilværelsen vil blive præget af ægte dybde og intensitet. Kulturstrømningen markerer sig ikke kun almenkulturelt, men også meget tydeligt i billedkunst og litteratur, cf. Die Lebensreform. Entwürfe zur Neugestaltung von Leben und Kunst um 1900, 1-2 (Bonn, 2001). Filosofisk set kan man som fællesbetegnelse for dens forskellige manifestationer bruge ordet "vitalisme", et udtryk lånt fra naturvidenskaben, der imidlertid også almindeligvis anvendes om livsindstillingen i Nietzsches og beslægtede filosoffers værker, der til en vis grad havde betydning for den ovenfor skitserede bevægelse.2 Vitalismen er en kulturstrømning, der i modsætning til mekanistiske og rationalistiske tankemodeller dyrker en metafysisk – eller i det mindste en ikke-materiel – livskraft, der gennemstrømmer den synlige natur, men som i modsætning til, hvad der er tilfældet i romantikkens panteisme, ikke peger på en guddom hinsides naturen. Opfattelsen af denne livskraft er præget af dynamik og voldsom energi og kan endog sammenfatte modsætninger som liv/død og godt/ondt. Heraf følger, især i det 20. århundredes begyndelse, ovenfor nævnte sværmeri for revolutionære ideer og en næsten apokalyptisk forestilling om undergang og genopstandelse i ét. Plusord er: natur, naturlighed, biologi, instinkter, umiddelbarhed, impulsivitet, rus, ekstase, handlekraft – og en heraf afledt ungdoms- og sundhedsdyrkelse, ofte eksemplificeret i en lys- og soltilbedelse, idet tilhængerne forestillede sig, at der bagom borgerskabets angiveligt stivnede livsførelse ville kunne findes en oprindelig naturlighed.
I dansk litteratur er denne forestillingsverden klart genkendelig hos forfattere fra det folkelige gennembrud (Thøger Larsen, Aakjær, Johannes V. Jensen, Nexø m.fl.) og er i øvrigt i forskellige skikkelser aktiv hos forfattere i størstedelen af det tyvende århundrede3. Viden om den bredere tyske kulturelle bevægelse, der sammenfatter flere kulturområder, får en del brikker til at falde på plads, også i dansk kulturhistorie. Der er således en sammenhæng ikke alene mellem bondeforfatternes skrifter, de fynske maleres landskabsbilleder og Willumsens og Tegners mere heroiserende "store stil", men også mellem bestræbelserne for at kreere ideelle og altomfattende kunstnerhjem omkring århundredeskiftet (Aakjærs Jenle, Johannes Larsens hus i Kerteminde). Disse kunstneriske og kulturelle udtryk har endvidere sammenhæng med kropsdyrkelsen og maskulinitetsdyrkelsen i Niels Bukhs Ollerup, med reformbevægelser i klædedragten (korsettets afskaffelse) og med det intensiverede friluftsliv i almindelighed4.
Dyrkelse af og glæde over mandlig kropskraft er som sagt et kendetegn ved vitalismen, men - især i bevægelsens danske udformning - er en biologisk funderet kvindedyrkelse nok så markant og vedvarende. Kvinden opfattes i overensstemmelse med bl.a. ældre romantisk tradition som nærmere naturen, det ubevidste og det umiddelbare end manden, som til gengæld ofte kommer til at repræsentere hendes næsten udelukkende åndeligt prægede modpol. Enten således, at den splittede og alt for tænksomme mand må frelses af den mere jordnære kvinde, eller – sjældnere – således, at kvindens alt for jordiske krav hindrer manden i at udfolde sine større syner og sin titaniske stræben5. Opfattelsen af de to køn som polære modsætninger, bundet af deres forskellige biologi, står i modsætning til det moderne gennembruds lighedstænkning omkring kønnene. Her skulle kvinden, med Georg Brandes formulering fra Emigrantlitteraturen (1872), have lov til at udfolde "Bevidsthed, Aand, Lidenskab og Villie, activ Charakter" (120) i modsætning til præromantikkens og romantikkens ideal om den purunge ureflekterede pige, der udelukkende var "Gemyt, Inderlighed, Natur" (kursiveringerne skyldes Brandes).
Pontoppidans vitalisme – kvinder, mænd og paradisforestillinger
Selv Henrik Pontoppidan, der i Lykke-Per (1898-1904) havde skabt den ranke, lidenskabelige og samfundsengagerede Jakobe, der helt lever op til Brandes' beskrivelse af den nye tids idealkvinde, kom til en vis grad under indflydelse af vitalismens biologistiske kvindeopfattelse. Sådan kan f.eks. Meta-figuren fra De dødes Rige (1912-16) i det mindste anskues. Hun, der i sin tid var den dummeste i sin klasse, hvor veninden Jytte Abildgaard var duksen, bliver den lykkeligste af de to og ender som den store moderskikkelse, og hun har i øvrigt blind tiltro til sin vist ikke alt for opvakte lægemand, mens den overreflekterede Jytte ikke tør give sig livet i vold med lukkede øjne og følgelig dør uden at have levet. (II, 289)6. Tilbøjeligheden til at skildre mænd som stærke og idébesatte og deres kvinder som svagere og håbløst elskende – med tydelig sympati for de sidstnævnte – er hos Pontoppidan af én eller anden grund mest dominerende i de såkaldt "små romaner" som Nattevagt (1894), Borgmester Hoeck og Hustru (1905), oprindelig titel: "Livets Kilde" (1900), Et Kærlighedseventyr (1918, omarbejdet 1930) og Mands Himmerig (1927), mens han i de tre store romaner tillader sig eksperimenter med kønsrollerne: den vege Emanuel Hansted i Det forjættede Land (1891-95), den stærke, selvstændige og konsekvente Jakobe i Lykke-Per, den refleksionssyge Jytte Abildgaard i De dødes Rige. Dog er det således, at forfatterskabet i sin slutfase tenderer mod en polariseret og således også vitalistisk opfattelse af de to køn.
Forskellen mellem de små og de store romaners mands- og kvindeopfattelse skyldes muligvis til en vis grad genretvang: det er lettere og mere overskueligt at operere med klare modsætninger og heraf afledte plots på forholdsvis begrænset plads. En biografisk forklaring er også tænkelig. Samtlige mandsskikkelser fra de ovennævnte små romaner er af "Sidenius-typen". Borgmester Hoeck præsenteres eksplicit som en Sidenius på mødrene side, ligesom Lykke-Per er det på fædrene. De omtalte stivsindede mænd er således beslægtede med stræberen og oprøreren Per og med den mandlige hovedperson fra De dødes Rige, Enslev, der er skildret som en fremragende politiker, hvis livssag: at bringe folket til magten, faktisk er lykkedes mod adskillige odds. Per og Enslev er i besiddelse af nogle af de samme karaktertræk som mændene i de små romaner (og det er Jakobe sådan set også): vilje, målrettethed, kampånd. Men de tre sidstnævnte personer er i modsætning til de andre omtalte mandlige hovedpersoner ikke alene langt mere nuancerede, men langt mere positivt anskuet. Muligvis havde Pontoppidan det sådan, at når han kunne tilgive Sidenius-arven i sig selv, skabte han skikkelser som Per og Enslev, og når han ikke kunne, blev det til fanatiske mænd af borgmester Hoeck-typen, der sommetider, men ikke altid, havde en undskyldning i, at de fra begyndelsen forsvarede en sympatisk sag. Forfatterskabets stigende forkærlighed for kvinder, der er naturligt begavede for ømhed og kærlighed, men ikke nødvendigvis for så meget andet, må sandsynligvis desuden tilskrives ændrede præferencer i den almindelige litteratur- og åndshistoriske udvikling, dvs. indflydelse fra den vitalistiske menneskeopfattelse.
Pontoppidans mænd skildres dog ikke udelukkende som ideologisk determinerede. Kærligheden spiller så sandelig også en rolle for dem, om end den i mændenes bevidsthed underordnes det samfundsmæssige engagement og den bærende ideologi. De er heller ikke udelukkende åndspersonligheder. En vis indflydelse fra den vitalistiske dyrkelse af den mandlige krop skimtes endvidere i den gentagne fremhævelse af Lykke-Pers flotte skikkelse, der også betager den sensuelt begavede Jakobe, skønt hun klart indser hans menneskelige mangler.
Endelig er den afsluttende paradisforestilling i De dødes Rige med naturkollektivet på Favsingholm en afspejling af faktisk forekommende vitalistiske livsstilseksperimenter. Og det rummer alt til faget henhørende: Metas almoderlige skikkelse og en tilhørende vrimmel af egne og tilløbende børn, en naturlæge, Poul Gaardbo, en esoterisk grubler, Torben Dihmer, der forsker i forbindelser mellem den menneskelig krop og verdensaltet og studerer gamle mystiske skrifter, og en Pan-figur Kjeld Borgen, der efter at være dumpet tre gange til juridisk embedseksamen nu ledsager sin realiserede kærligheds- og naturdrøm med skalmejetoner, dvs. spiller på Panfløjte. Den ikke helt troværdige slutning skal utvivlsomt ikke opfattes som en sær-Pontoppidansk løsning på modernitetens problemer, som tematiseres gennem hele romanen, hvad danske læsere vist har været tilbøjelige til. Den må utvivlsomt være udformet under indflydelse af faktisk eksisterende kollektiver i Tyskland og Schweiz i samtiden7.
Endnu tydeligere ses vitalismeindflydelsen i Pontoppidans sidste skønlitterære værk Mands Himmerig (1927), hvor den iltre og idealistiske mandlige hovedperson, Niels Thorsen, i reaktion mod en slap tidsånd slår om fra en oprindelig venstreorienteret livsanskuelse til noget, der kunne ligne højreradikalisme8. Han udtaler således adskillige gange et håb om, at Danmark vil blive trukket ind i første verdenskrig, fordi det vil virke karakteropdragende og undervejs tager han i lighed med mange andre fanatiske mænd hos Pontoppidan indirekte livet af sin bløde og elskende hustru. Som sædvanlig i tilfældet Pontoppidan ved man ikke helt, hvor man har forfatteren selv i værkets meningsbrydninger, og en nutidig læser vil være tilbøjelig til at tolke Niels Thorsens hensynsløse fremfærd som udsprunget af blind selvovervurdering for ikke at sige selvbedrag, hvad der også kan findes belæg for i teksten. Muligvis har Thorsens utrættelige kamp for at højne moralen i presse og politik dog virket mere troværdig, da bogen udkom. Og det samme kan måske siges om hans blinde tro på, at han ene mand skulle være i stand til at gennemføre danskernes psykiske reformering.
Rent faktisk stod Pontoppidan ikke altid i en sådan modsætning til sine fanatiske og viljestærke mandlige hovedpersoner, som moderne tolkere ofte gerne vil tro9. At han også til en vis grad kunne identificere sig med Niels Thorsens stadig mere rabiate angreb på de sløve danskere, vidner et brev om, som han sendte sin yngre beundrer Martin Andersen Nexø sammen med et eksemplar af Mands Himmerig. Han erklærede her, at det nok havde været bedre, hvis han havde kunnet tie og lade sangfuglekoret i Danmark vedvarende juble uden modsigelser:
Men det kunne jeg altsaa ikke. Jeg maatte lade et Ravnegal skære gennem vort selvglade Kvidder og minde om, at det ikke er Mands Gerning at synge, men at kæmpe.10
Henrik Pontopppidan og verdenskrigen – en ekskurs
Hvad Thorsens krigsbegejstring angår, genfindes den også, når Pontoppidan talte i eget navn – således i det berygtede indlæg i forsvarsdebatten, "Et Nytaarsønske" fra Dagens Nyheder 1.1.29, hvor følgende grausame Salbe forekommer i en polemik mod den Hørup-inspirerede pacifisme – ganske vist indledt med en strategisk indrømmelse:
Alligevel – Krigen er grufuld, og det er maaske rigtigt, at Vederstyggelighederne i Fremtiden vil blive endnu hæsligere end tidligere. Men skulle det dog ikke være fuldt saa farligt for en Nation at vænne sig til at kukkelure i Skulkekrogen og aldrig være med dér, hvor de store Afgørelser træffes? Er det ikke saadan, at selv den ulykkeligste Fejde aldrig i sine Følger bliver saa skæbnesvanger som den uundgaaelige indre Opløsning i et Folk, der af Angst for Livet aldrig vover sig til at tage et Foryngelsens Bad i de stride Strømme, som skænker de store Oplevelsers Gys af Fryd og Fortvivlelse11.
Udtrykket "Foryngelsens Bad" og sammenkædningen af modsætningerne "Fryd og Fortvivlelse" hører tydeligt hjemme i vitalistisk tænkemåde og sprogbrug.
I 1929 var den europæiske offentlighed kommet så langt værk fra chokket over civilisationens sammenbrud i verdenskrigen, at man var begyndt at bearbejde krigen litterært og diskutere den som fænomen. Én af de bedste og mest virkningsfulde pacifistiske romaner, Erich Maria Remarques Im Westen nichts neues, udkommer således i -29 og bliver en eksempelløs succes12. Den oversættes samme år til dansk af Tom Kristensen. Den fortæller historien om det meningsløse liv i de trøstesløse skyttegrave gennem krigens fire år og om det hjerteskærende tab af unge lovende mænd, som myndighederne kun har ligegyldighed overfor. Hærberetningen lyder nemlig: "Im Westen sei nichts neues zu melden" den dag, bogens hovedperson og jeg-fortæller falder, kun en måned før fredsslutningen – som den sidste af en gruppe kammerater fra en gymnasieklasse, der oprindeligt drog i krig med begejstring og vajende faner og forældregenerationens udelte opbakning.
Ved et tilfælde, der ligner en tanke, udkommer Intet nyt fra Vestfronten på dansk samme år, som Thomas Dinesen (Karen Blixens bror), udgiver No Man's Land – til trods for titlen en dansksproget redegørelse for hans personlige deltagelse som frivillig i verdenskrigen på englændernes side og med en bærende anskuelse af livet og krigen, der ligner Pontoppidans ovenfor fremførte og således er den stik modsatte af tendensen i Remarques berømte roman. Thomas Dinesens tilbagevendende påstand er, at han udelukkende deltog i krigen for at opleve intensiteten i konfrontationen mellem liv og død og for at teste sit eget mod – ingenlunde af idealistiske årsager. Thomas Dinesen fører sig absolut amoralsk frem – med Nietzsche i ryggen – og kan derfor kun beklage fredsslutningen, der hindrer ham i fortsat at leve intenst med alle sanser spændt og opleve noget stort og sjælsrystende. Med andre ord: rendyrket vitalisme, der da også en overgang indbragte ham epitetet "Lystmorder" i den danske debat13. Nedenfor følger nogle citater fra No Man's Land:
Til min egen Forbavselse har jeg nu set, at ens Menneskekærlighed og Ærefrygt for Menneskeliv kan fejes til Side som ganske umærkelige overfor Driften til Kamp, Lysten til at overvinde og dræbe en Modstander. Man ser en Fjende knække sammen foran sin Riffel omtrent med samme Følelse, som da man skød sin første Buk: "Jeg fik den!" Og bagefter tænker man på Kampen og Drabet paa samme Maade, som en ung Mand tænker paa sit første lykkelige Kærlighedsforhold: Man fyldes med en varm Tilfredsstillelse ved sejrrigt at have brugt sine Evner og Kræfter i en stor Oplevelse. (s. 130)14
Sammenligningen mellem krig og kærlighed er i øvrigt gennemgående:
Han [krigsguden Mars] har aabnet døren til en ny Verden, den eneste virkelige Verden frigjort og let, hinsides godt og ondt. (…) En stor lykkelig Kærlighed bringer den samme fuldkomne Frigørelse og Frihed. (s. 186)
I denne sammenhæng kommer man uvilkårligt til at tænke på søsteren Karen Blixens implicitte, knap så provokerende og nok mere kunstnerisk overbevisende, sammenkædning af løvejagt og elskov i Den afrikanske Farm, hvor hun i total dionysisk løftelse slutter med at drikke "den syngende brusende Vin" sammen med vennen og jagtkammeraten Denys Finch-Hatton i en samfølelse, der er så fuldkommen, at den ikke kan sprogliggøres:
Vi talte ikke et eneste Ord sammen. Paa vor Løvejagt havde vi været en Enhed, og vi havde intet at sige hinanden. (s. 183)
Thomas Dinesen ekspliciterer tankegangen om drab på mennesker i krig som udtryk for klimaks og som middel mod nihilismens depression – stadig med særdeles provokerende virkning:
Hvad angaar det saa os, om Krigen nok saa meget kan kaldes meningsløs eller taabelig – hvad Mening kan vi overhovedet se i Livet? Livet er Livets eneste Mening og Maal, og bringer Krigen end et Overmaal af Drab og Død, saa kan dog Kamp og Krig som intet andet puste Livet i hvidglødende Flamme, skabe Kærlighed og Had, Begejstring, Udholdenhed og Mod, Lidelse og Sorg. Vi, der har været med i denne Tid, har virkelig prøvet at leve. (s. 144)
Samme år, nemlig 1929, hvor den danske læserverden kunne sammenligne Remarques og Thomas Dinesens yderst forskellige oplevelser af verdenskrigen, fandt en anden litterær konfrontation sted. Pontoppidan havde nemlig forfærdet sin yngre beundrer Knuth Becker med nytårsudtalelsen om krigen som "Foryngelsens Bad".
Knuth Becker havde ganske vist endnu til gode at skrive sin lange romanserie om Kaj Gøtsche (1932-56), der som udviklingsroman betragtet er én af flere efterkommere af Lykke-Per i dansk litteratur, men han var allerede debuteret med nogle digte om hverdag og småfolks kår, Silhuetter I, II, III (1921, 23, 28). Becker blev simpelthen rasende – og formentlig også skuffet, da han utvivlsomt på en række andre områder har opfattet Pontoppidan ikke alene som et litterært forbillede, men også som en radikal meningsfælle. Han svarede igen med et digt, der vrængede af og travesterede Pontoppidans forbløffende anskuelser. Knuth Beckers reaktion på nytårsartiklen er ganske vist mere velment end kunstnerisk vellykket, men utvetydigt:
Ja skal vi da bede til Herren
At Danmark vor Moder forundes en Plads,
Naar næste Gang Satan fra Kærren
Skal raabe med Bomber, Granater og Gas.
Saa lad os da knæle i Mørket med Bøn og Lys,
Oh skænk os Vorherre, dit salige sidste Gys.
Hvor alt hvad der aander i Rige og Stad,
Gaar til i et
Herligt Foryngelsens Bad.
(Trykt første gang i Moderne Dansk Lyrik, ed. Woel, 1929)
For at læseren på ingen måde skal være i tvivl om, at digtet er ment som en dybt ironisk travesti tilføjes som yderligere forklaring i prosa:
Det ser ud som nærmer vi os en Bønhørelse – men lad os da haabe til det sidste at Gud maa være døv overfor denne Bøn.
Pontoppidan fulgte i øvrigt uanfægtet sin nyårsudtalelse op i Flensborg Avis året efter:
At forlige Fredsønsket med sand Fædrelandsfølelse bliver Fremtidens store Kulturopgave. Men også den vanskeligste. Paa Baggrund af den Hverdag vi dagligt har for Øje, et Liv sløvt henslæbt i Raahed og brutal Egennytte, er Krigen som Kulturfaktor alt for iøjenfaldende. Og endnu et: Fredens og Krigens Slagmarker ligner alt for meget hinanden. Modsætningen mangler. Der er Gru og Myrderi paa begge Sider, men for Hverdagens vedkommende uden Storhed og forsonende Selvopofrelse. Skal Krigen miste sin Kulturværdi for Menneskene, maa vort Dagligliv helt omskabes i en Aand som den, der f.eks. udgaar fra Bjergprækenens Ord. Men er der foreløbig Udsigt til det? (16.12.1930).
Som det fremgår er aristokraten Dinesens og den gamle demokratiske oprører Pontoppidans meninger om krigen ikke så fjernt fra hinanden, om end Dinesen er hyper-individualist og Pontoppidan tænker på folket som en helhed. Til gengæld er Pontoppidan med hensyn til forsvarssagen særdeles langt fra de radikale skribenter, hvis meninger han på andre områder stadig følte sig forpligtet af.
Pontoppidan har som bekendt særlige biografiske grunde til afvigelsen på dette punkt fra Hørup-Brandes-linjen. Ifølge erindringerne var han som barn blevet alvorlig skræmt ved i -64 at se tyske tropper så langt mod nord som i hjembyen Randers. Og den eneste gang, hans bidske og ironiske mine for alvor bristede, og han lod sit smeltede hjerte få utvetydigt udtryk, var, da han ved udsigten til Sønderjyllands snarlige forening med kongeriget efter Tysklands nederlag i 1918 skrev:
Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage
en røvet Datter dybt begrædt er kommet frelst tilbage.– Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke
til Sommer vajer Dannebrog igen paa Dybbøl Banke!
Det er således ingen overraskelse at træffe på et anti-radikalt og nationalt sindelag hos Pontoppidan. Det for moderne læsere temmelig forbløffende ved ovennævnte avisnotitser er udpræget vitalistiske diskurs. Han gjorde dog siden afbigt i andenudgaven af Et Kærlighedseventyr 1930, hvor han under omarbejdelsen af den oprindelige novelle indfletter en skildring af krigens trøstesløse ødelæggelser, og i 1932 fik Martin Andersen Nexø ham til at tilslutte sig den danske afdeling af den internationale antikrigskomité.15
Mands Himmerig (1927) – og den skrækkelige Thorsen
Efterlysningen af kampvilje hos det sløve danske folk i "Nytaarsønsket" fra 1929 kom ikke fuldkommen overraskende for samtiden, jævnfør Pontoppidans sidste roman Mands Himmerig (1927), hvor den fanatiske mandlige hovedperson i sin forbitrelse over den tiltagende politiske slaphed og opportunisme fremkommer med udtalelser eller udfald, der ligner dem, vi finder i artiklen. Og efterlysning af lidenskab og alvor hos de danske bakketrolde er jo gennemgående i hele forfatterskabet.
Mands Himmerig foregår omkring 1. verdenskrigs udbrud i København, og den mandlige hovedperson Niels Thorsen er en til døden skuffet bidsk radikaler, der beklager, at hans gamle avis "Friheden" (dæknavn for Politiken) har mistet al kampgejst og forpligtigelse overfor folkets sag. Venstre og de nye radikale opfører sig ligeså fjollet og overfladisk og tragter i ligeså høj grad efter materielle goder og billig berømmelse som det gamle Højre gjorde det. Thorsen, der i øvrigt drives rundt i manegen af intriger, han ikke forstår, og på denne vis pludselig havner ved en Højre-avis, der vil udnytte hans agitatoriske evner til at splitte venstrefløjen før det kommende valg, fremsætter rasende og hasarderede udtalelser af følgende type:
"Vi er et Folk uden Fremtid. Og i dag sættes Kronen paa Ødelæggelsesværket. Det eneste, der nu kan redde os fra en forsmædelig Undergang er en stor europæisk Krig, der sætter os Bajonetten på Struben". (s. 19716)
Ved synet af en bekymret kone og hendes velvoksne bondekarl af en søn, der indkaldes ved den danske mobilisering i anledning af verdenskrigen fremturer Thorsen på følgende vis:
"Jeg tænkte paa Tysklands, Frankrigs og Belgiens begejstrede Ungdom, der i de samme Dage strømmede til Fanerne med deres Mødres Velsignelse og Favnen fuld af Blomster. Og jeg blev i dette øjeblik klar over vor Stilling. Det er ude med os." (s. 215)
Den implicitte fortæller er næppe helt fjernt fra at bifalde disse udtalelser. Danskerne er i de for Europa så skæbnesvangre dage mest optaget af en fjollet konkurrence, som "Friheden" har udskrevet om at finde en begravet kobber-femøre ved Fortunen i Dyrehaven. Denne forhåndsviden er nødvendig for at forstå næste citat:
Men i de samme Dage, der festedes og raabtes Hurra og rodedes i Jorden efter en Femøre, blev der nede i Wien sat en brændende Lunte til det Sprængstof, som i saa mange Aar havde ophobet sig rundt om i Europa. (s. 202).
Fortæller-holdningen er også på linie med Niels Thorsen, når han ytrer afsky for overfladisk pjat i samfundet, som at de ledende Venstre-fruer skal køre i karet med en middelalderklædt herold foran for at agiterer for det demokratiske valg – viftede med bannere, hvorpå der står: "Stem på Sørensen!". Og både fortælleren og læseren deler Thorsens harme, når han manipuleres bort fra chefredaktørstolen ved Københavns førende radikale avis for at blive erstattet af en nullitet. Spørgsmålet er dog, i hvilken grad fortælleren følger Thorsen i hans stadig grovere udfald mod den oprindeligt revolutionære arbejderstand og mod Danmark i almindelighed. Thorsen ytrer sig nemlig stadig mere selvoptaget og rethaverisk og i blind tiltro til, at han ene mand formår at vende udviklingen og "genrejse" Danmark ved at etablere meningsfuldhed i offentligheden og lidenskab og alvor i det enkelte menneske. Hans hånlige replikker om de oprindelige fæller fra arbejdernes kamp er henvendt til en ungdomsven fra proletariatet, der loyalt advarer ham mod et muligt forestående attentat:
Hvad er der blevet af den store Forjættelse om Underklassens Frigørelse: Fyldebøtter og Dovenlars´er (…) Af et sundt og kraftigt Proletariat med vældige Fremtidsmuligheder har I skabt en Yngel af forvorpne Samfundssnyltere, et Slæng af Dagtyve, for hvem ingenting er helligt undtagen Ølpavsen. Det er Aarhundredets største Forbrydelse! (s. 170)
Efter denne svada forlader den tidligere kammerat ham tavs og kridhvid i hovedet af harme. Umiddelbart før har Thorsen da også fægtet med en pistol og mødt advarslen om fysisk vold med udbruddet. "Enhver, der kommer mig for nær, skyder jeg ned som en stinkende Rotte!" (s. 169). Tidligere har han ellers idealiseret "Bærmen", som vi kender den fra mandslingens forestillinger i "Illum Galgebakke" (Skyer, 1890). Thorsen glædede sig således oprindeligt til at gense de gode gamle kammerater med de malende navne: "Jesper Braknæse, Søren Pind og Karl Svendsen" (s. 48) fra Blaagaards Plads.
Hans klippefaste overbevisning om egen betydning formuleres således: "Vi gaar onde Tider i Møde. Bered dig paa det. Det er nu engang faldet i min Lod at gøre Bøddelens Gerning i dette Land." (s. 108). Eller: "Jeg skal gøre ti Mænds Arbejde. Jeg maa slaas med giftige Kryb." (s. 156). Og allerede før han kommer i virkelig strid modvind har Thorsen sat sig for: "At gøre Landsknægtstjeneste eller leve som Jomsviking og ikke blive en Afgud for Skørtemænd og Buksedamer!" (s. 47). Som man ser, rummer Thorsens almindelige opblæsthed - for ikke at sige storhedsvanvid – også en god del kvindeforagt og desuden forherligelse af de gode gamle kønsroller, heraf manden som kriger.
Det er sandsynligt, at forfatteren er ganske enig med Thorsen i den ætsende spot over liberalismen og radikalismen, der ikke førte til virkelig fornyelse, så tåbeligt som disse politiske retningers repræsentanter tér sig i bogen: "Adam den nye blev dum som den gamle!" for at citere fødselsdagsdigtet til Brandes fra 1912. Det er endda muligt, at han ikke står helt fjernt fra udfaldene mod arbejderbevægelsens materialisme, om end dens repræsentanter optræder langt mere sympatiske end de andre politiske partiers, men han deler næppe Thorsens kvindesyn, da det i sin yderste konsekvens fører til den åndelige mishandling af hustruen og total døvhed over for hendes forsøg på at nå ham.
Thorsen foragter kvinder og det kvindelige, skønt det noget overraskende hævdes, at han er en dreven forfører. Han kalder kvinderne svage, dumme og pyntesyge, og modsat idealiserer han stærke mænd, engageret i samfundets, politikkens og krigens kampe. For dem er kvinder kun en hæmsko. Samtidig ønsker han så absolut at holde kvinder borte fra den af ham selv højt værdsatte offentlighed. Da den ideelt og utraditionelt tænkende Ragna Nordby opflammet af kampgejst henvender sig for at blive ansat på hans avisredaktion, får hun at vide, at her ansætter de principielt ikke kvinder. Han vil absolut ikke have "Skørtesuset" (s. 140) i gangene. Og hun slipper kun gennem nåleøjet, så hun fremover kan virke som Thorsens kampfælle og kammerat, fordi hun hverken i sind eller skind er en almindelig kvinde. Både af nød og muligvis også af naturlige anlæg er hun ligegyldig med sit udseende. Hun havde "saare lidt til fælles med de sædvanlige pudrede og læbesminkede Kontor-Amanda´er, der sad ved Skrivemaskinerne med et krøllet Hoved fuldt af alskens Pjank og med en Slangekrop, der sitrede af Kælenskab" (s. 142). Han forstår så udmærket, at en kendt billedhugger har ladet sig inspirere af hende til en valkyrieskikkelse. Hun syntes virkelig skabt til at bære brynje og ride på vilde heste. Thorsen, der ikke lider af den helt store selvindsigt, er ubevidst forelsket i Ragna, der kommer til at virke som hans sekretær, i høj grad delende hans meninger og kampiver. Han har altid ønsket sig en "Fylgje" som hustru med samme ømme og stolte blik, som billedhuggeren har givet sin valkyrie, en djærv og stolt medkæmperske, der ville følge ham i livskampen. Det får han nu, men uden at indlede et fysisk forhold til hende og totalt uforstående overfor både hustruens og alle andre menneskers mistanke om noget sådant. Skinsyge kvinder er jo blot bindegale og højst besværlige for en førerskikkelse som Thorsen, der har livsvigtige ting at foretage sig uden for hjemmet.
Han opfører sig på enhver måde ganske rædsomt over for sin bløde, eftergivende og oprigtigt elskende kone Asta. Ved bogens begyndelse har hun forladt ham, fordi han åbenlyst negligerer både hende og deres ægteskab. Og på grund af den næsten brutale brøsighed, han bestandigt møder hende med, lige meget, hvordan hun prøver at forklare sig. Han vinder hende tilbage – kun for at fortsætte sin hjerteløse og uforstående opførsel.
Pontoppidan-læsere genkender let konstellationen fanatisk, stivsindet mand og elskende kvinde, der forgæves appellerer til den kærlighed, der dog engang var der. Den findes som tidligere nævnt i en lang række af de små romaner fra Nattevagt (1994) til og med Et Kærlighedseventyr, 1. udg. 1918, 2. (ændrede) udg. 1930. Den mandlige hovedperson fra den sidstnævnte roman optræder oven i købet som biperson i Mands Himmerig. Til sin overraskelse møder Thorsen ham, den tidligere bitre og livsfjendske filosof Vadum, ledsaget af en køn, men lidt provinsiel blondine, der ikke forstår noget som helst af hans bøger – og tydeligt forelsket til op over begge ører. Thorsens reaktion på Vadums forelskede lykke er i øvrigt følgende: "Herregud! Saa var nu ogsaa denne mørke Vildfugl hentet ned fra Skyerne af Eros Pil!" (s. 199) Thorsen drømmer selv om at flygte op på fjeldet fjernt fra "Dagligstueklammeren og Kvindejammeren" (s. 167) og heroppe udelukkende leve for den mandige og ukomplicerede dåd, hvor det gælder om at skyde ulv, bjørn og jærv. Ud over det praktisk ugørlige i denne drøm – Thorsen kommer til at tage sig ud som en ufrivillig komisk udgave af Ibsens Brand – viser det, at hans oprindeligt politiske idealer om folkets befrielse er blevet til tomme idealer. Hvad føres kampen egentlig for – ud over hans egen overdimensionerede drøm om total selvudfoldelse? Som mange andre Pontoppidan-mænd med en sag udvikler Thorsen sig fra idealist til fanatiker og videre til fantast. Hans brødre i ånden er i så henseende Hallager fra Nattevagt, der bilder sig ind, at hans lille svagelige søn er den fødte rekrut i den kommende revolutionshær, eller Per, der på afveje i Rom tror at være Cæsar og mener, at han skal hjem og leve et frodigt renæssanceliv med masser af elskerinder i almindelighed og den sexede Nanny i særdeleshed, hvad hans forlovede Jakobe nødvendigvis må vise sig forstående overfor, når det nu alt sammen sker i frihedens og fremskridtets tjeneste.
Og ligesom mange andre Pontoppidan-mænd præsenteres Thorsen som værende farlig for kvinder på grund af sin udfordrende maskulinitet. Det er af denne grund den blide og fint dannede Asta falder for ham – og derfor bliver ved med at være betaget af ham, skønt hun egentlig skammer sig over det. Denne modsætningspsykologi, hvor den erotiske tiltrækning for kvinden er afhængig af et ambivalent forhold til mandens mere rå sider, er et motiv, Pontoppidan ofte arbejder med. Jakobe reagerer på denne vis over for Pers lidt brutale fysiske udstråling og noget upolerede optræden, og hun falder i første omgang til sin egen rædsel for hans mandige krop. Da Per siden, væsentlig ældre og klogere, må give afkald på sin husmoderlige og søde Inger og i den anledning fører hende sammen med en maskulin proprietær, reagerer Inger på samme vis: hun tror at føle en instinktiv modvilje mod manden, men Per har tit spurgt sig selv, om dette ikke netop dækker over en uerkendt tiltrækning. Den sværmeriske Ursula fra Nattevagt har det lige sådan med den frembusende og brovtende Hallager.
Lige fra Det forjætttede Land synes Pontoppidan at have ført en diskussion med sig selv, om den erotiske tiltrækning mellem mand og kvinde beror på ligheder eller forskelle. Han lader således her præstedatteren Ragnhild plædere for at ligheder, "nervesympati", er en forudsætning for parforholdet, mens den sværmeriske præst Emanuel, der har giftet sig med den mutte bondepige Hansigne, mener det modsatte. I realiteten udtaler både Ragnhild og Emanuel sig stik mod deres egne erfaringer. – Der er således ingen tvivl om, at når Thorsens tidligere ven Vadum ser ud til at blive lykkelig med sin provinsielle blondine, der intet forstår af hans filosofiske tanker, så skyldes det, at vægtskålen her er gået ned til fordel for ideen om, at rigtige mænd og kvinder på alle punkter er hinandens modsætninger. Thorsens drøm om den ligesindede valkyrie er naturligvis udtryk for det modsatte standpunkt, men Ragna tages ikke helt alvorligt af fortælleren i egenskab af krigerpige.
Når Thorsens ægteskab med den forelskede og i øvrigt ganske kloge og reflekterede Asta bliver dybt ulykkeligt, skyldes det netop modsætningen mellem parterne. Asta er absolut ikke anlagt til at være fælle i Thorsens evigt åndelige slagsmål. Ifølge Thorsens egen mor er han på dette punkt en typisk, om end noget ekstrem mand: hans øjne strålede allerede som tinknapper, når han som lille buksetrold observerede slagsmål blandt de andre drenge.
Under alle omstændigheder optræder Thorsen råt og egocentrisk over for Asta, og han er intet øjeblik i tvivl om at have ret i alting. Da han i bogens begyndelse synes manipuleret ud af den københavnske bladverden, beslutter han sig for en udenlandsrejse sammen med Asta. Da hun spontant viser glæde over den forsinkede bryllupsrejse, bliver han oprørt over, hvor ringe hendes forståelse for ham er, når hun ikke begriber, at rejsen for ham blot er en sørgelig kompensation for førerpositionen i journalistikken. Til gengæld søger han ikke et øjeblik at forstå hende og hendes længsel efter samvær og bekræftelse. Da han kort efter igen kaster sig ud i kamptumlen, er han komplet uforstående over for hustruens forladthedsfølelse og begyndende depression og prøver indigneret at forbyde hende samvær med hendes søster, som ganske vist er ham uvenlig stemt. Det undrer ærlig talt ikke, at Asta må konstatere, at hendes mand heller ikke reagerer på kulde, varme eller støj i deres fælles lejlighed.
Ægteskabet udvikler sig som følger: kort efter opdager Asta, hun er gravid – en kendsgerning, der ærlig taget ikke optager Thorsen synderligt, bortset fra, at han håber en fødsel vil få hende væk fra, hvad han betragter som sygelige forestillinger om hans mulige forhold til og betagelse af Ragna. Da den gravide Asta sluttelig forlanger en nærmere forklaring på forholdet, nægter Thorsen simpelthen at svare og gør ondt værre ved at resolvere, at hun åbenbart trænger til at være alene og derfor går sin vej. Han afbryder således alt samvær og al kommunikation, netop da hun bønfalder om et svar, og når på falderebet at tilføje, at hun "som andre hysteriske kvinder" kan gå ud i køkkenet og slå noget porcelæn i stykker eller kaste et dusin glas ud af vinduet. Her i sin stue vil han have fred, ellers kan hun flytte med det samme. (s. 187)
Ladt alene i sorg og afmagt gør Asta sit livs-regnskab op. Hun er for stolt til at få et barn med en så hensynsløs mand, som hun til sin beskæmmelse elsker, skønt han, som hun oven i købet må antage, er hende utro. Og den dybt krænkede Asta vælger at begå selvmord. Naturligvis venter man, at Thorsen nu vil angre sin hårdhjertede fremfærd, men dette sker ingenlunde. Han reagerer ved at spinde sig stedse dybere ind i opfattelsen af, at alle andre end ham selv, inklusive Asta, er – eller har været – hans fjender. Han undrer sig over, at Asta ikke har efterladt afskedsbrev, og mener paranoidt at kunne gennemskue, hvorfor hun end ikke har undt ham en forklaring: "Saa hadefuldt havde hun ladet sig ophidse imod ham af hans Fjender!" (s. 200). Thorsens forbløffende evne til selvbedrag og ligeså forbløffende evne til at fortsætte sin stædige tankegang ud i det absurde genkendes også som psykologisk skildring fra Pontoppidans tidligere forfatterskab. Det drejer sig om Emanuel i Det forjættede Land, der mister sin lille dreng, kaldet "Gutten". Han dør i faderens arme af en smertefuld hjernebetændelse, fordi denne i sin blinde tiltro til Gud og naturen har nægtet at hente lægehjælp i tide. Nu må Emanuel da komme til fornuft og angre sin forsømmelse, tænker læseren. Men nej. Det forblindede og selvoptagne menneske konkluderer tværtimod, at Guttens død er en prøvelse sendt af Gud, fordi han ikke selv har haft tilstrækkelig tillid til Herrens almagt og i sidste øjeblik alligevel hentede lægen.
Thorsens ungdomsven Klemens Junge gør ellers hvad han kan for at undskylde ham i forholdet til Asta, selvom han i sin begravelsestale over vennen beklager hans vildledte kampdrift og her vist nok optræder som forfatterens talerør. Med hensyn til Asta mener han på mandfolkevis, at hendes selvmord må skyldes utilregnelighed under svangerskabet. Enhver ved jo, at kvinderne går fra koncepterne i den situation. Han må bringes til orden af sin livskloge kone, der erklærer, at hvis mænd forskriver sig til viljen, forskriver de sig til Fanden, og som fyndigt fastslår, at Thorsens ulykke så sandelig ikke skyldes, at han fik den forkerte kone – og ikke den valkyrie, han drømte om – hvad hendes mand er tilbøjelig til at mene. Asta var et pragtfuldt menneske, men kvinder har aldrig været andet en legetøj for Thorsen, slår hun fast.
Det er formentlig også den fredselskende familie Junge, der har valgt sangen til begravelsen, Jonas Lies gamle skandinavist-hymne: "Midt i en Jerntid …", hvor Norden skildres som en stille verdensmagt for fredens og hjertets sag. Tidligere har samme Klemens i et højskoleforedrag sværmerisk kaldt Danmark for "Sangfuglereden i Europas Løvkrone" (s. 103). Dette idylliske billede dementeres imidlertid på det mest udprægede af slutningen på romanens næstsidste kapitel. Landet bliver ganske vist ikke inddraget i verdenskrigen, hvad der af alle andre end Niels Thorsen må opfattes som en fordel, men til gengæld bliver "København i denne Tid et Verdenscentrum, hvor udenlandske Bladkorrespondenter, tyske og østrigske Opkøbere, alle arter af internationale Eventyrer, hemmelige Agenter, Spekulanter og Lommetype fyldt Hotellerne." (s. 207) Byen er forvandlet til et Babelstårn af udenlandske tungemål, og belejligt nok åbnes samtidig en lueforgyldt varieté med fyrretyve show-girls. Dette får den internationalt orienterede avis "Friheden", radikalismens tidligere kamporgan, til at udbryde i følgende lovsang: "For Verdenspressens Øjne" – hed det – "har København atter hævdet sig som en By af Storstadsrang." (s. 207)
Ligesom man kan være stærkt i tvivl om, hvad Pontoppidan vil med Thorsen-skikkelsen, kan man undre sig over, hvad han egentlig vil med Ragna-figuren. Hun er en videreudvikling af den Ragna Nordby, der optræder i skuespillet Asgaardsrejen (1906), hvor hun dog er udformet som en langt mere realistisk og også mere utvetydig sympatisk skikkelse. Til trods for dramaets oldnordisk klingende navn er hun her en ung nutidskvinde, der længes bort fra sine provinsielle omgivelser, sin opportunistiske far og moderen, der absolut vil have hende gift med den stedlige godsejer. Den intellektuelt begavede datter drømmer derimod ganske rimeligt om at gøre sig gældende i offentligheden, skønt hendes omgivelser prøver at presse hende ind i den traditionelle kvinderolle. Selv har hun derimod planer om at blive én af de første kvindelige journalister i Danmark og på denne vis kæmpe for social retfærdighed. Med hensyn til det sidste er hun inspireret af en onkel, der med glæde mindes sine aktivistdage i kampen mod Estrup-regimet, dengang der virkelig fandtes nødvendige kampe, og det skrivende folk deltog på retfærdighedens side. Samme onkel mener af og til at høre bulderet af genfærd fra forfatningskampens dag – deraf dramaets navn Asgaardsrejen, det norske udtryk for Odins dødningehær.
Som man vil forstå, er Ragna i dramaet en sympatisk og begavet ung pige, der agter at udrette noget mere i tilværelsen end at skaffe sig mand og børn. Med et forslidt udtryk: hun vil realisere sig selv, hvad der er særdeles forståeligt for alle andre end hendes bornerte og manipulerende omgivelser. Imidlertid er det ikke alene af praktiske grunde, hun vil afstå fra ægteskabet. Det er heller ikke kun, fordi hendes bejler sandt og sige afslører en noget misliebig karakter. Der er også en stejl jomfrutrods over hende, og hun følges til dørs med en bemærkning om, at de ædleste racedyr, fuldblodsheste f.eks, jo også har andet i hovedet end formering, udstyret som de er med kappelyst. Der er således stof i hende både til en ung Jakobe og en ung Jytte Abildgaard.
Den Ragna vi møder i Mands Himmerig er imidlertid blevet udstyret med så mange valkyrietræk, at hun nærmer sig det ufrivilligt (?) komiske. Det er ganske vist realistisk, at hun nødvendigvis må fare København rundt på cykel for at passe både sin dødssyge onkel, som hun i øvrigt er i stand til at bære på sine skuldre, og sit efterhånden krævende job som sekretær og en art væbner for den stadigt mere trængte Thorsen. For at sikre trykningen af avisen er hun således nødt til at våge på redaktionen om natten, fordi typograferne saboterer processen i vrede over Thorsens udfald mod arbejderklassen. Hun lever sig ved den lejlighed mere og mere ind i forestillingen om at befinde sig i en af fjender omringet krigslejr. Men grænsen til den gode smag overskrides unægteligt, når hun, cyklende af sted i fuld fart med skørterne i et brus omkring sig, beskrives på følgende måde: "Hun fløj af Sted som Heksen der en uvejrsnat red til Bloksbjerg på sin Oldemoders surrende Spinderok" (s. 120). Endnu værre bliver det, når hun hjemkommet fra den åndelige kamptummel nærmest i psykisk trance digter på et kampkvad med tydelige mindelser om "Vølvens spådom". Optakten lyder:
Det klirrer af Vaaben vidt omking.
Velkommen I jernklædte Mænd,
som fulgte mit Hærbud!
Vi når både rundt om "natsorte Fugle" og "de slugvorne Unger", der æder de faldne. Fortælleren kommenterer:
Ordene blev ved med at strømme. Naar hun først var begyndt at kvæde, kunne hun som galdrende Troldkvinde daarligt holde op igen. (s. 121-22)
– Det er en smule svært at tilgive Pontoppidan den udvikling, han har ladet Ragnaskikkelsen undergå. Spørgsmålet er, om han selv rigtig ved hvorfor, når han tidligere så åbenlyst har haft sympati for selvstændige kvinder af Jakobe-typen. Måske er han simpelthen under indflydelse af vitalismens genopdagelse af nordisk mytologi?17
Der tilbagestår et enkelt spørgsmål: Er Thorsens blinde tiltro til, at han er udvalgt til helt alene at vende samfundsudviklingen i Danmark, et udtryk for tiltagende storhedsvanvid, eller skal selvopfattelsen og det dermed forbundne projekt opfattes som principielt gennemførligt, blot ikke for Thorsen, for så vidt samtiden havde udpræget tro på den store ener? Dette skal ikke udelukkende forstås politisk, men selvfølgelig er det ikke uvæsentligt, at Mussolini var kommet til magten i 1922 – og at Hitler endnu ikke var det. Men ideen om den store fører inden for kulturlivet lå også latent. Allerede i Lykke-Per tales der om den trone, der står ledig for en kommende åndelig høvding, og det er utvivlsomt, at Georg Brandes opfattede sig selv som en sådan og blev betragtet som sådan af mange af sine tilhængere. Det er endvidere i det 20. århundredes begyndelse, at Brandes for alvor får gang i produktionen af sine såkaldte heltebøger om store kunstnere og tænkere (og en enkelt politiker), der ifølge ham afgørende ændrede kultur- eller verdenshistorien: Goethe (1915), Voltaire (1916-17), Cæsar (1918) og Michelangelo (1921). – Forløber for disse værker er "Aristokratisk Radikalisme" (1889), "Det store Menneske – Kulturens Kilde og Endemaal" (1890) og Shakespeare (1895-96). Kaj Munks overmenneskebeundring kulminerer omkring tidspunktet for udgivelsen af Mands Himmerig. En Idealist, dramaet om den amoralske kong Herodes, der har hjertets renhed i at ville ét, nemlig sin egen fastholdelse af magten, er skrevet 1923 og fik sin førsteopførelse i 1928. Herodes aftvinger både Munk og læserne modvillig beundring på grund af sin konsekvente og stålsatte vilje, men først og fremmest på grund af sin charmerende evne til at sno hvem som helst om sin lillefinger og lynhurtigt vende nederlag til sejr.
Så måske har Thorsen og hans mands-vilje ikke forekommet samtiden helt så usandsynlig endda. Men charmerende er han sandelig ikke. Muligvis skal Mands Himmerig simpelthen opfattes som en ikke helt vellykket roman fra den aldrende Pontoppidans side, hvor han nok engang gennemprøver nogle yndlingsmotiver og -diskussioner om mænd, kvinder, natur, kamplyst og hengivelsestrang. Og for den sags skyld også nogle psykologiske iagttagelser om fejlkommunikation og selvbedrag. Under alle omstændigheder kammer romanen mærkeligt over – der er her ikke alene tale om tvesyn, men snarere om manglende sammenhæng og selvmodsigelser. Sympatien er i begyndelsen så afgjort på Thorsens side i hans kamp mod det overfladiske og nydelsessyge samfund, der så ganske har glemt idealerne fra forfatningskampens tid. Til gengæld er det ganske umuligt at have den ringeste sympati for samme Thorsen, når han både brutalt og totalt uforstående knuser sin elskende hustru og undervejs slår om sig med fraser om kvinders dumhed og unyttige tilværelse. Han ender som en studie i blind besættelse af en idé og i en særdeles overdimensioneret opfattelse af egen storhed. Det er, som om den psykologiske interesse overtager billedet samtidig med, at en samfundskritik, der i sit udgangspunkt er identisk med Thorsens, opretholdes, hvorved bogen mister fokus.
Det er dog ikke umuligt, at Pontoppidan selv har holdt mere af Thorsen end de fleste moderne læsere vil gøre, jævnfør den tidligere citerede bemærkning om, "at det er Mands Gerning at kæmpe", der ledsagede gaveeksemplaret af romanen til Martin Andersen Nexø. Der er næppe tvivl om, at dette i bred almindelighed var Pontoppidans mening. I den anledning må det være på sin plads at citere trosbekendelsen fra erindringerne:
Blandt Stormtropperne med flyvende Faner og klingende Spil havde jeg ikke haft min Plads; men at have deltaget som simpel Soldat i Menneskeaandens Befrielseskamp var mig Ære nok" (Familieliv, 1940, s. 110)18 '1
Når det ikke lige er den ucharmerende Thorsen, men den sammensatte Lykke-Per eller den ganske imponerende Enslev, der er repræsentanter for oprørstrang og kampvilje, har mange læsere kunnet følge Pontoppidan, og de har med forståelse lyttet til den manende stemme, der opfordrede danskerne til at træde i karakter. Dette gælder bl.a. én af hans yngre arvtagere i litteraturen, forfatteren Tage Skou-Hansen. – Mange husker sikkert, at Pontoppidan døde i 1943, men de færreste har lagt mærke til datoen for dødsfaldet, nemlig 21. august. Når Tage Skou-Hansen har mærket sig dette, skyldes det, at Pontoppidan dør lige præcis en uge før bruddet med samarbejdspolitikken under besættelsen. Dertil har Skou-Hansen følgende at bemærke:
Men som digter havde han en hensigt ud over kunsten. Han ville vække det træge folkesind (…) Henrik Pontoppidan blev 86 år og døde i eftersommeren 1943. I det mest fortvivlede øjeblik i det danske folks historie. Sådan følte og tænkt mange dengang. Han døde 21. august, otte dage før den mirakuløse dato, hvor det illegale Danmark fik brudt med ansvarsangsten og neutraliteten. Det viljeløse danske folk var alligevel til.19.
Det fremgå af ovenstående præsentation af Mands Himmerig, at romanen har en række fællestræk med tidligere Pontoppidan-værker i de psykologiske iagttagelser og i en række uafsluttede diskussioner, som forfatteren livslangt førte med sig selv, men at den desuden har en række nye, som er hentet fra samtidens vitalistiske livsanskuelse. Dette sidste gælder betoningen af det ekstremt mandlige og det ekstremt kvindelige, den fornyede interesse for nordisk mytologi (valkyrietemaet) og ikke mindst modernitetskritikken og opfattelsen af krigen som karakteropdragende, der hører sammen med en generel tro på det store vendepunkt, der skal føre til sandt fornyet liv både for den enkelte og for samfundet.
De dødes Rige
Modernitetskritik er der i sandhed også tale om i Pontoppidans sidste store roman, De dødes Rige, skrevet omkring og under 1. verdenskrig. Men her er balancen mellem loyaliteten over for frihedsdrømmen og skuffelsen over samtidens forvaltning af den noget nær perfekt. Man støder sig ikke på modsætningerne, men engageres dybt, blandt andet også fordi den bærende idé-diskussion er vævet virtuost ind i den overbevisende og spændende skildring af mange og brogede menneskeskæbner, hvoraf et par er uforglemmelige.
Og dog husker man efter endt læsning bedst den forfærdelige skuffelse over, at radikalismen ikke førte til større lykke for menneskeheden. Hvad blev det til, da folket endelig fik magten? Intriger og magtkamp – og slagsmål om personlig og selvisk tilfredsstillelse, som udartningen af Enslevs parti viser – og såmænd også den gamle høvdings egen skæbne. Og hvor blev lykkelandet af, som de frie børn af radikalismens første generation skulle arve? Tomme fornøjelser, eksistentiel kedsomhed og pressens forskelsløse nyhedsjagt dominerer. Et begavet og fint menneske som Jytte Abildgaard kan slet ikke finde ud af at leve endsige af at elske. Mens Jakobe efter meget mod sin vilje at have mistet Per gik ud i samfundet og prøvede at realisere deres fælles ungdomsidealer hjulpet på vej af sin egen vågnende'2 moderlighed og deraf afledte opmærksomhed og omsorg overfor samfundets forstødte børn, så forbliver Jytte lukket inde i sig selv. Ganske utilbøjelig til at turde vove kærligheden og slet ikke interesseret i at forsøge at realisere nogle af de mange talenter, hun er udstyret med: sprogbegavelse og musikalitet.
Kønsfordelingen i romanen er traditionel. Den mandlige hovedperson Enslev repræsenterer en mennesketype med oprørslyst, i dette tilfælde på den forkuede almues vegne. Han gør kamp og ufred til sin levevej og karrierevej, hvorved han sætter evnen til menneskelig nærhed overstyr. Jytte er derimod kvinden, for hvem kærligheden egentlig ville udgøre det fulde livsgrundlag, hvis hun ellers kunne finde den, og som i panik til sidst griber forkert, da hun falder for den professionelle skørtejæger Karsten From, i hvem hun et øjeblik tror at se den tvillingesjæl, hun altid har ledt efter. Tilsvarende livsuduelig – eller måske er det snarere livet, der ikke er værd at leves? – er Torben Dihmer, som er mærket af en svær legemlig sygdom, som den moderne lægevidenskab næsten mirakuløst ved bodemiddel for. Han nægter imidlertid at tage den medicin, der kunne holde ham fri fra svære legemlige lidelser og en for tidlig død, efter for anden gang at være blevet skuffet i sin kærlighed til Jytte, og efter at have gennemskuet, at det moderne liv er en stor Kehraus til stumt orkester. Dette gælder, hvad enten menneskene som redaktør Zaun febrilsk jager politiske nyheder, eller som konsul Kolding er til fals for hvilket som helst nyt sundhedsevangelium, der prædikes. Bare det er nyt. Enten dette nu hedder det wellerskeske system, eller det består i budskabet om, at folk, der vil deres eget vel, nu skal til at kravle på alle fire og lader sig stege rødbrune for at komme nærmere naturen. I Torbens skæbne anes, som også i Jyttes, en art antiintellektualisme. Han stammer fra en stor og anset jysk proprietærfamilie med betydelige godsbesiddelser, som det gik ganske udmærket, indtil de begyndte at tænke for meget. Sådan kan i det mindste følgende passus forstås:
Torben Dihmer tilhørte en gammel, livsfrodig Proprietærslægt og havde i Opvæksten selv været stærk som en Tyrekalv. Hans Farfar var Klavs Dihmer, den bekendte Kammerraad, der i Midten af forrige Aarhundrede kaldtes Kronjydernes Konge: en Egebul paa fjorten Lispund. Han kørte ind til Randers i en almindelig stiv Bondevogn, men havde som Forspand to dejlige sortbrune Hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunne have fortjent et Mindesmærke i Bronze paa Byens Torv. Ved dem blev i hine Dage den udartede jyske Hest reddet fra Undergang, og der aabnedes i en trang Tid en ny Guldaare for Egnen.
Ogsaa Torbens Far, Etatsraaden, havde været en af det jyske Landbrugs Foregangsmænd. Alligevel brød han selv afgjort med Slægtstraditionen, tog en statsvidenskabelig Eksamen, som der gik Ry af, og rejste siden til Udlandet for at fortsætte sine Studier og lære Verden at kende – da Ulykken ramte ham som en forgiftet Pil fra et Baghold. (s. 5-6)
Torbens stamtavle kan ligefrem bringe tanken hen på Thomas Manns slægtsromaen Buddenbrooks (1901), hvor købmandsfamiliens umiddelbare livskraft aftager, i takt med at den intellektuelle og kunstneriske forfinelse stiger hos de yngre generationer. Ligheden skyldes formentlig den fælles kilde, filosoffen Schopenhauer.
Under alle omstændigheder – Torben bliver syg af noget, der i første omgang ser ud som hjerteproblemer, så syg, at han må hjælpes fra vognen ind på sit fædrene slot og derefter på tredje år sidder i sin bedstefars store armstol og fryser om hænderne, opsvulmet af vand i benene og uden evne til at leve, men dø kan han heller ikke. I sin ensomhed har han trøstet sig ved samtaler med en kuriøs gammel skolekammerat, almuedrengen Mads Vestrup, der i mellemtiden er blevet præst på egnen, men så sandelig en noget enfoldig og gammeldags type, bogstavtro og fyldt med en helvedesprædikants lamentationer over den nye tid og befolkningens selvrådige tro på videnskab og fremskridt. Denne gammelmodige person bliver nu konfronteret med en særdeles moderne læge, Jytte Abildgaards fætter Asmus Hagen, der ankommer med det glade budskab, at lægevidenskaben nu har fundet den medicin, der kan helbrede Torben og få ham til at vende tilbage til de levendes land, hvor både en karriere som leder af det radikale parti venter på den opvakte og karismatiske kandidat i statsvidenskab – og formentlig også en dejlig ung kvinde, omtalte Jytte, som Torben tidligere har været på nær hold af, og som i det mindste endnu ikke har forlovet sig siden trods talrige tilbud fra anden side20. Samtalen mellem Mads Vestrup og Asmus Hagen udvikler sig både til en konfrontation mellem den gamle og den nye livsanskuelse og derefter til et veritabelt skænderi, og ethvert fornuftigt menneske må naturligvis holde med Asmus, der står med midlet i hånden, sanktioneret af videnskaben, til at frelse vennen, mens Mads Vestrup tordner mod enhvert nyt initiativ, der demonstrerer menneskehedens evne til at hjælpe sig selv. Hvis Herren ikke lægger sin velsignelse til, så nytter det ingenting.
Imidlertid viser det sig, at Mads på en sær måde får ret.21 Dog absolut ikke således, at det skulle hjælpe at vende tilbage til den gammeldags gudstro. Tværtimod er Pontoppidan gedigent forfærdet over alle de præster, der pludselig myldrer frem på jord i romanens slutning, begærlige efter at overtage magten og riget.
Men der er ingen velsignelse ved Torbens helbredelse, for han er nu blevet så klarsynet, at han kan se, at det land, han så at sige genopstår til, blot er de dødes rige. Det eneste, der i første omgang ikke skuffer ham, er synet af de unge kvinder. Men det kommer den ene udvalgte Jytte imidlertid hurtigt til at gøre. Hun synes at have en art defekt i sin karakter eller i det mindste i sine erotiske anlæg, for så vidt som hun opfører sig som et af de råkid, der nysgerrigt nærmer sig skovfogedboliger, blot for at løbe væk i samme øjeblik, det opnår menneskelig kontakt. På den måde: lokkende og dragende, men i sidste øjeblik afvisende er hun til stor frustration for mændene22. Jytte har et uvejsomt tjørnekrat i sit indre, som hun hverken kan eller tør finde rede i. Hendes sælsomme væsen skal ikke alene forstås på individualpsykolgisk baggrund og er slet ikke udtømmende forklaret ved et begreb som tidstypisk seksualfortrængning, selvom hun giver udtryk for en vis kropsangst. En del af hendes vægelsind bunder i kritik af ægteskabsinstitutionen, men også i en ligeledes forståelig mistillid til den erotiske kærligheds holdbarhed og hermed mistillid til grundvilkårene i tilværelsen. Hun vil ikke risikere om nogle år at sidde som en forpjusket høne og le af sin egen dybe drøm om lykken, sådan som det er sket for de fleste af hendes ungdomsveninder. Begribeligt nok alt sammen, men alligevel forbliver hun en æggende psykologisk gåde. Ud fra hele bogens sammenhæng, må hendes bristende evne til at indgå i kærlighedsrelationer imidlertid forstås som den intellektualiserende radikalismes manglende evne til at få følelsessiden med.
På samme måde som den mandlige hovedperson Tyge Enslevs svigt i de nære relationer i forhold til kone og elskerinder skal opfattes som en omkostning ved radikalismens nødvendige oprør mod den gamle orden. Det er ikke blot et udtryk for samfundsreformatorens lod i almindelighed endsige en dom over mandssindets generelt manglende kærlighedsevne. Radikalismen, forstået ikke blot politisk, men som en åndsform i videste forstand, indlod sig med det luciferiske, da den ville skaffe 'lys over landet' og gøre menneskene handlekraftige og selvberoende efter århundreders almuepassivitet og kristen afkaldsmoral. Da man – ifølge Pontoppidan ganske vist med god ret – vendte sig mod kristendommens irrationelle livsforklaring, glemte man at tage følelser og instinkter i ed. Symbolsk kommer dette til udtryk i fortællingen om Enslevs slægt. Hans gamle far, den bomstærke Søren Smed, mener i fuldt alvor at have indgået en pagt med Djævelen selv, således at efterkommerne får samfundsmæssig succes, men sætter deres sjælefred overstyr, og en fysisk defekt, (Fandens) klumpfod, nedarves i familien.
Torbens og Jyttes historie omkranser romanen. Den mislykkede forlovelseshistorie og baggrunden herfor i deres tidligere nære bekendtskab oprulles i de indledende kapitler. Og Jyttes og Torbens død, fjernt fra hinanden, men med hinanden i tankerne, afslutter bogen. Jytte har i mellemtiden i sin søgen efter kærligheden gentaget forløbet med en næsten-forlovelse. Denne gang med den smukke og begavede pastor Johannes Gaardbo (bror til veninden Metas mand, Povl). Hvorefter hun er faldet for en professionel forfører, modemaleren Karsten From. Hun ved egentlig godt, at det aldrig vil komme til at gå mellem dem, men lader sig simpelthen bedåre af hans gode humør, hans ivrige efterstræbelser og "hans snildt beregnede Kærtegn", kort sagt af hans erotiske charme. Desuden mener hun i enkelte øjeblikke at kunne spore en indre sorg hos ham, der modsvarer hendes egen eksistentielle sorg, så hun slutter, at han langt fra er så overfladisk, som han kan tage sig ud i selskabets øjne.
Mange af bogens fortolkere har fundet valget ubegribeligt. – Hun skulle jo egentlig have haft Torben, mener de. På sit dødsleje længes hun ganske vist efter ham, men spørgsmålet er, om ikke Jyttes to bejlere, Torben og Karsten, simpelthen skal opfattes som et udtryk for, hvor umulig kærligheden i sig selv er, også set fra forfatterens synspunkt. Jytte er kun interesseret i Torben som den mystiske og fjerne fremmede, og så snart han åbenbarer sig som et menneske af kød og blod, mister hun interessen. Forfatteren har udstyret ham med mange gode menneskelige egenskaber, men ikke med erotisk tiltrækningskraft. Man tror simpelthen ikke på, at der springer gnister mellem ham og Jytte. Det gør der derimod utvivlsomt mellem hende og den i andre henseender umulige Karsten. Romanen er således eksponent for en disharmonisk kærlighedsopfattelse, der også var karakteristisk for mange andre af århundredskiftets forfattere.
Bogen er fyldt med dødslejer. Jytte, Enslev, Jyttes mor og Mads Vestrup dør – de to første i en eksistentiel fortabelse, Jyttes mor dybt ulykkelig og Mads Vestrup efter at være blevet totalt marginaliseret og snydt af de mere kloge i København. Bylivet med fordrukne og opportunistiske kunstnere og sensationsjagende journalister tugtes. Og politikken med dens rævestreger og kristendommen med dens skjulte magtbegær og hykleri får nogle drøje hug undervejs. Men noget og nogen overlever. Torben Dihmer giver de få overlevende asyl på sin store gård, og fællesskabet i en art naturparadis kommer først og fremmest til at omfatte repræsentanter for familien Gaardbo. Der ligger en pointe i, at det trods alt er efterkommerne af almueslægten, der klarer sig bedst, mens Jyttes godsejerslægt, hvoraf flere umulige medlemmer er blevet præsenteret i romanens forløb, er tæt på at uddø. Hendes eget nyfødte barn bjærges dog til Favsingholm som udtryk for et forsonende fremtidshåb. Søren Smeds efterkommere på Favsingholm er Povl Gaardbo (Enslevs brodersøn) med hustruen Meta og talrige børn, født uden bedøvelse for at tilfredsstille faderens naturlægetilbøjeligheder. Endvidere Povls stridige tvillingebroder, Johannes, der angrende indfinder sig til allersidst og vel skal sikre den åndelige dimension i fællesskabet. Og endelig nevøen Keld Borgen, der medbringer en kæreste og snart grundlægger en børneflok. I hans skikkelse viser bogens sporadiske anti-intellektuelle tendens sig nok engang. Han er dumpet tre gange til juridisk embedseksamen, men har fulgt sine naturlige instinkter og er stukket af med en borgermands datter, som han elsker højt. Det unge par tager sig nu ud som en art Adam og Eva på Favsingholms jorde, hvor de snart får overladt et passende husmandssted – med jagtret. Samme Keld viser sig også senere særdeles nyttig, for da en brand bryder ud på Favsingholm og den stedlige almue ikke er alt for interesseret i at hjælpe med slukningsarbejdet, kommer Kelds kæmpekræfter til deres ret, og han hindrer den helt store katastrofe, omend han ikke kan hindre en del opskræmte dyr fra de brændende stalde i at styrte sig i døden ved at løbe tilbage i flammerne. De opfører sig med andre ord ligeså selvdestruktivt som en god del af den frisatte menneskehed. Da bogen klinger ud, hører man som et håb for fremtiden Keld Borgen spille på Panfløjte, eller som det poetisk hedder, skalmeje. Og naturtonerne kommer således til at gennemtrænge kollektivet.
Med hensyn til brugen af Pan og skalmejen hælder Pontoppidan sig til tendenser i samtiden. Pan-figuren var særdeles udbredte i litteraturen rundt om i Europa, men her skal blot erindres om tre nordiske forfatteres begejstring for skovguden: Sophus Claussen ser i 1925 en vision af, hvordan "Pan, Gudsmoder og den lidende Kristus" sidder til højbords sammen, "mens Træerne knirker og knitrer som spændte Gudsmoder sit Snørliv" ("Atomernes Oprør", Heroica, 1925). Knut Hamsun skriver sin naturlyriske kærlighedsroman Pan (1894), og sidst, men ikke mindst møder vi Pan i Aakjærs jublende og livsbekræftende hyrde i den sangbare "Sundt Blod" (Rugens Sange, 1906) med førstelinjen: "Jeg bærer med Smil min Byrde …". Det er ham, der "slænger Skalmejen for Munden;/ Jeg trækker saa langt dens Lyd/ at Kilderne klukker i Lunden/ og Bukkene bræger af Fryd!". Det frie ubundne hyrdeliv hyldes, men "digtets jeg ikke bare er fri, men i pagt med kraften, kroppens og naturens energistrømme."23 På Favsingholm går det knapt så ubesværet og ekstatisk til, men der er en utopi af den art, Pontoppidan under sine overlevende personer.24
Dihmer kan af og til smile lidt ad den naive læge og hans tiltro til naturen, men egentlig spekulerer han selv over beslægtede, holistisk inspirerede løsninger på livsgåden. Han studerer således gamle mystiske skrifter og mener at finde en overenstemmelse mellem det menneskelige legeme og verdensaltet. Og mystiske skrifter skal man faktisk tage alvorligt, når de dukker op hos den ellers så klarhovedede Pontoppidan, jævnfør Lykke-Pers studier af middelalderlige kristne mystikere, der sluttelig fører ham til en art østerlandsk buddhistisk afståelse af alt, hvad mennesket ellers higer efter, for at han kan finde sig selv25. Også Dihmer afdør fra verden, før han dør rent fysisk. Men allersidst i bogen høres dog Keld Borgens skalmejetoner, og det adskilte tvillingepar Povl og Johannes Gaardbo, naturvidenskabsmanden og præsten, finder sammen.
Det er en smule besynderligt, at det naturevangelium, Pontoppidan ellers har gjort sig grumme lystig over, når det blev lagt i munden på den potens-struttende konsul Kolding, der hvert halve år var tilhænger af et nyt sundheds- og gymnastiksystem, nu tages ganske alvorligt. Men Pontoppidan har gennem hele forfatterskabet taget livtag med naturevangeliet fra Emanuels rousseauske tragedie over Lykke-Pers efterladte hymne til naturen og til Torbens mystisk prægede naturfilosofi. Pontoppidan har næppe fået overbevist mange læsere om naturkollektivets velsignelser på Favsingholm. Der er for meget postulat over det.26 Til gengæld er værket som sådan særdeles overbevisende. Når det ikke er så knugende, som det måske lyder i referat, skyldes det den indædte vrede og energi det er skrevet med. Skuffelsen over, at radikalismen ikke medførte det ventede frihedsrige, er – man havde nær sagt – flammende.
Hvad Favsingholms brand angår, kan den opfattes som en symbolsk fremstilling af verdenskrigens ødelæggelser. Bogen er ganske vist skrevet 1912-16 og anlagt som en samtidsroman, men på fortælleplanet er verdenskrigen ikke brudt ud, da Favsingholm brænder. Når fortolkere alligevel har været tilbøjelige til at associere Favsingholms brand med verdenskrigen, skyldes det dels den intensitet, branden skildres med, og dels Torbens paradoksale reaktion:
Der var noget i dette vilde Flammebaal, der virkede befriende paa hans Sind. Han følte sig tusinde Mile borte, og Ildhavet lyste for hans indre Syn som en dæmonisk Bebudelse af den store Verdensbrand, han havde ventet paa, den Syndflod af Ild, hvori en fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa! (II, 277)
Som man vil se, er denne dommedagsforventning er ikke langt fra de udtryk, først Niels Thorsen i Mands Himmerig (1927) og siden Pontoppidan i nytårshilsenen fra 1929 anvendte, når de ønskede, at Danmark måtte blive inddraget i verdenskrigen, for at befolkningen gennem en stor katastrofe kunne opleve en art renselse og genfødsel.
Og Torben Dihmers paradoksale reaktion er under alle omstændigheder tidstypisk og kendt fra både den samtidige tyske og danske litteratur. I forskellige skikkelser bearbejdes forestillingen om en art verdenskatastrofe, der skulle viske tavlen ren og så at sige genskabe tilværelsen som den oprindelig skulle have set ud. I tysk litteratur er dette undertiden sammenkædet med en art Messiasforvetning27. Og for begge nationallitteraturer gælder det, at katastrofeforventningen undertiden knyttes til verdenskrigen (navnlig før man havde set, hvordan den udviklede sig), og undertiden står mere "rent" som en art ur-menneskelig forestilling, der jo også allerede er kommet til udtryk i apokalypsen og den nordiske Ragnarokmyte, men som i særlig grad aktiveres omkring århundredskiftet.
Den stokkonservative danske Valdemar Rørdam opfattede i 1914 verdenskrigens udbrud som den ventede katastrofe, hvor ødelæggelse og skabelse ville gå hånd i hånd. I digtet "Ragnarok" trykt første gang i Berlingske Tidende 22. november 1914 skriver han:
Hvem der end sejrer først, og hvem der taber –
Eet skimter vi mens Kampen endnu tordner:
Verden befrugtes af den hede Damp.
Det er en Dødsstrid, men en Strid, der skaber.
Digtet ender således: "Nu smeltes ud de raadne Slægters Marv/Og Jorden renser sig for Snavs." Som man ser – ikke så langt fra Torben Dihmers ord om den rensende verdensbrand. Lignende toner, om end uden direkte forbindelse til verdenskrigen, lyder i Sophus Claussens berømte og svært tolkelige "Imperia", hvor "Jordmassens Dronning" præsenterer sig således: "Giftige Kratere, rygende Dybder,/Sortsvedne Huler, der stinker af Svovl og Metal,/Aabner sig brat, naar jeg lyder mit flammende Kald." (Danske Vers 1912, trykt 1. gang 1909 i Tilskueren). Også dette digt slutter med et håb om den store forløsning. Den golde jordkerne venter ubændigt på "Ilden min Herre", og deres lykke skal blive berygtet. I et andet Claussen-digt, "Digteren og Daarskaben" (Tilskueren 1916 – dvs. samme år, som undergangs- og genopstandelsessynerne omkring Favsingholm kom til at afrunde De dødes Rige) – møder digter-jeg’et en fristerinde, der tilbyder ham alverdens herlighed. Hun er som mange af Sophus Claussens kvindelige figurer på én gang både lokkende og frastødende, og hendes mere eller mindre forrykte påstande er, at ondt og godt er ét og det samme, og at der både er sød beruselse og kommende håb for poeten i synerne omkring verdenskrigens ødelæggelse:
Der er Krig. Har I set? I al Verden er Krig.
Har I set deres Hærmængders blodige Flod?
Hver Ledføjning brager af Mandemod.
Der findes ej Lovbud og Landeskel.
De slaar atter ihjæl, de slaar atter ihjæl.
Det dunkle digt ender med poetens afvisning af den gale sandsigerske og hendes visdom om, at hæslighed er skønhed og undergang genopstandelse, men poeten synes trods alt selv at have forvildet sig ud i lignende forestillinger, også før kvinden dukkede op, for digtet indledes med dette veloplagte portræt af et hujende stormvejr. Sådan en dag, hvor undergang og skabelse synes at gå i ét, sker der følgende:
Der gik en Poet foran Menneskers Dør
Og tilbød dem Verden mer rig end før.
Han loved dem Verden mer vild og ren
Naar Stormfloden først havde raset ud.
En Strandbred med blinkende Sand og Sten.
Han loved en Verden mer ren og vild
End det sydende Hav og den lutrende Ild.
Denne åbenbart ganske vidt udbredte forestilling om rusen i undergangen kulminerer i dansk litteratur i Tom Kristensens roman Hærværk fra 1930. Og især i det indlagte digt. "Asiatisk i Vælde er Angsten …" (skrevet 1928), hvis to sidste strofer lyder:
Men min Angst maa forløses i Længsel
Og Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
Og mod Hærværk og pludselig Død.Jeg har længtes mod brændende Byer
Og mod Menneskeracer paa Flugt,
Mod Opbrud, som ramte Alverden,
Og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.
Man kan indvende, at Tom Kristensens uforlignelige digt snarere beskriver en låst psykologisk tilstand og en deraf følgende længsel efter "at gå til grunde" i begge betydninger af udtrykket, end det er udtryk for et ønske om forandring i den eksisterende samfundstilstand. Undergangs- og opstandelsestanken er blevet til en ren psykologisk eller måske endog en ren digterisk størrelse. Men det er alligevel tankevækkende, at Tom Kristensen må have skrevet sit dommedagsdigt med dets fascination af ødelæggelse samtidig med, at han, vist nok lige så helhjertet, sad og oversatte Remarques pacifistiske krigsbog, Intet nyt fra Vestfronten. Fascinationen af ødelæggelse forsvinder formentlig fra offentlighedens verden, herunder fra digtningen, i takt med, at truslen fra nazismen og den optrækkende 2. verdenskrig rykker nærmere.
Det skal imidlertid repeteres, at der findes to vigtige årstal, hvor denne forestillingsverden trænger sig på i dansk digtning, nemlig 1916, hvor det stadig er muligt at opretholde en fascination af verdenskatastrofen, som den udfolder sig i verdenskrigen28, og 1929, hvor det næppe mere er muligt, cf. Intet nyt fra Vestfronten’s verdensomspændende succes, men hvor vi i Danmark ikke desto mindre har nogle sildefødte reaktioner, der fastholder en Nietzscheagtig fascination af krigen og en betragtning af den som enten individets eller nationens redningsplanke: Thomas Dinesens No man´s Land og Pontoppidans nytårshilsen.
Hvorom alting er: Pontoppidans forfatterskab efter århundredskiftet er ikke ganske upåvirket af den primært fra Tyskland kommende vitalisme, selvom forfatterskabet kan virke så eksklusivt dansk. Hans livslange optagethed af (og diskussion med sig selv om) forholdet mellem mand og kvinde, synet på og fascinationen af naturen og konfrontation af kampvilje over for hengivenhedstrang synes på en måde at være statisk, om end særdeles nuanceret og præget af det berømmelige tvesyn – og udmundende i forskellige løsninger undervejs. De livslange diskussioner udspiller sig endvidere inden for et særdeles dansk forfatterskab, der bl.a. har tæt forbindelse til den politiske, sociale og ideologiske udvikling i Danmark 1870-1930, og som det derfor har været vanskeligt at vinde genklang for i udlandet til trods for nobelprisen. Ikke desto mindre inddrager Pontoppidan til stadighed nye aktuelle åndelige bevægelser og udefra kommende ideologiske strømninger i forfatterskabet, måske også i større omfang, end man hidtil har været opmærksom på. Dette gælder i det mindste den tysk inspirerede vitalisme, som den udfoldede sig i bevægelsen for en ny "Lebensreform" i begyndelsen af det 20. århundrede.
