En gammel Bog, der er god som ny

Henrik Pontoppidan var en mærkelig mand, og det er naturligt, at venner fortæller, hvad de ved om ham. Således udsendte Niels Jeppesen fornylig en samling Samtaler med Pontoppidan'1. Heri meddeles, at digteren ejede en gammel katolsk opbyggelsesbog og i den fandt målestokken for ægte og uægte fromhed. Meddelelsen fremkaldte protest. En datterdatters mand'2 erklærede, at for det første var omtalte bog på fransk, og da Pontoppidan ikke kunne fransk, havde han følgelig ikke læst den; for det andet havde han foræret den bort, nemlig til sin datterdatter, da hun sendtes til Frankrig i pension. Niels Jeppesen svarede, at han betvivlede Pontoppidans ukendskab til fransk (som ogsaa ville være underligt), men tilføjede, at bogen forelå på dansk, og både nævnes og citeres i sidste bind af Lykke-Per. Man kunne – mener vi – desuden finde et argument i, at den gamle mand gav bogen til et purungt menneske, der for første gang drog ud i den vide verden. En klog bedstefader gør sig vel tanker ved sådan lejlighed, og ret beset virker indvendingen derfor mod sin hensigt. Den bestyrker antagelsen, at Pontoppidan har tillagt bogen værdi.

Men, hvorfor protesteres der i det hele taget? Ville det virkelig komme Pontoppidan til skade på hans gode navn og rygte, om denne bog havde ligget ham på hjerte? Hvad er det overhovedet for en bog?

Den hedder Om Kristi Efterfølgelse, og har 5-600 år på bagen. Den blev skrevet på latin og er på latin udkommet talløse gange; den er desuden oversat på alle mulige sprog, til dansk påny 1926, næst bibelen er den formentlig den bog, der har størst udbredelse i verden. Den går under forfatternavnet Thomas a Kempis, men herom står en lærd strid. Thomas fra Byen Kempen var en tysk munk, der døde 1471 som 91-årig olding. Hvis han er forfatteren, må han have skrevet i relativ ung alder, og derimod taler unægtelig værkets afklarede menneskekundskab. Fra anden side antager man som forfatter en højtstående fransk universitetsmand, men måske er der ikke tale om blot en enkelt forfatter. Værkets fire "bøger" eller kapitler spænder i indhold og udtryksform så vidt, at man fristes til at tro ikke alene på flere forfattere, men endog på forfattere fra forskelligt århundrede.

Imidlertid, forfatterskabet interesserer ikke så meget som værket selv. Værket er historisk mærkværdigt, fordi det gennem alle århundreder har udstrålet samme kraft; millioner af navnløse sjæle er under livskampen tyet til det, og har gennem det fundet ståsted. Gang på gang ser vi fremragende, religiøse personligheder bekende, at Thomas a Kempis viste vej til nyt liv. Det eksemplar, der ligger på mit bord, har tilhørt min ungdoms lærer, den fine humanist Harald Høffding; understregninger og enkelte tilskrifter vidner om flittig lekture. I Johannes Jørgensens livslegende kommer værket ind på et vendepunkt; den moderne amerikaner Merton, der blev from og gik i kloster, fortæller i sin selvbiografi The sevenstorey Mountain 1940, at Kristi efterlignelse blev ham anbefalet af en inder. Tre kontinenter mødes således i samme syn på denne "dejlige, lille bog", som man har kaldt den.

Pontoppidans interesse har utvivlsomt haft en fornuftig grund. Protesten må antagelig også være fornuftig motiveret. Vi vil forsøge at forstå begge dele.

Værket handler om livsforståelse og om moral, men med livsforståelse menes ikke højtflyvende spekulationer. Atter og atter understreges, at det ikke kommer an på "lærd filosofi". Altid spørges: Hvad nytter det? Spidsfindige forklaringer nytter ikke. Det er ikke så vigtigt at definere, hvad Gud er, som at opleve Gud i sit hjerte. Dette kærnepunkt greb Høffding; i mit eksemplar har han foran skrevet et ord af hin berømte græker, som apostelen Paulus omvendte. Det lyder ikke ved lære om, men ved at opleve det guddommelige! Oplevelsen af Gud gør god, og godhed er den sande visdom.

For Thomas går en af vejene til Gud gennem oplevelsen af os selv. Den, der oplever sig selv, oplever en standende strid mellem menneskenaturens to sider: Ånd og legeme, jeget og "verden". Med beroligende objektivitet understreger han, at denne kamp former sig forskelligt efter de forskellige menneskers forskellige anlæg. Den kan være mer eller mindre streng, men uden om kampen kommer kun den overfladiske. Han mener, at de, der har stærkest kraft, skal vogte sig mest. "De rigest udrustede trues af dybest fald", og fristelsen til at følge den lavere natur ligger altid på lur. Fristelsen er imidlertid ikke blot en fare, den er tillige en spore. I fristelsen prøves vi, fristelsen holder os vågen og på vagt. Fristelser kommer ude fra, vi har en kamp at bestå med "verden", den heftigste kamp består vi dog med os selv, og sejrens løn er, at vi bliver "stærkere end vi selv". Kampen er hård: "Du må gennem ild og vand, før du når til afspænding. Du må gøre vold på dig selv, før du besejrer lasten"; "uden arbejde ingen hvile, uden kamp ingen sejr". Sejrens vej kaldes "korsets vej", og der findes "ingen sindets styrke, ingen frelse for sjælen uden i korset". Men hvad betyder korset? Korset betyder det, man kalder Askese, hvilket nu om stunder betragtes som et uartigt ord, man opfatter askese som en livsfjendtlig holdning, og underkuelse af naturlige drifter, og naturlig vil sige kødelig. For Thomas er imidlertid den drift, der udgår fra sjælen, ikke mindre "naturlig", og med askese mener han først og fremmest opøvelse og styrkelse af den sjælelige kraft. Mennesket skal opøves til at forme sit liv indefra. Samliv med mange mennesker, spredte samtaler, hidsige diskussioner forvirrer; målet nås derfor bedst i isolation. Thomas priser munkelivet under en abbeds tugt, og kalder verdens lyst tom. Men han er på vagt mod hovmod: "Vi er alle skrøbelige, og bør ikke anse andre for mere skrøbelige end os selv". "De fejl, vi iagttager hos andre, skal vi ikke kritisere hos dem; vi skal bekæmpe dem i os selv". En fin bemærkning!

Ligesom iagttagelserne er nøgternt klare, er tonen usentimental. Der er ingen billig rørelse at hente hos Thomas, men vel advarsel mod billig rørelse: "Jesus, siger han, har mange elskere, men få der vil bære hans kors". Læren om korset vil i det hele taget være de fleste ubehagelig, alligevel er den sand, og det gælder realiteter, ikke skønsnak: "Ikke store ord gør hellig og retfærdig, men dydigt liv."

Til et dydigt liv hører andet end "dyd"; kun det liv er i højere forstand dydigt, hvis indre drivkraft er "kærlighed". Læren om kærligheden som Guds væsen og kilde til alt godt og værdifuldt er bogens grundmaxime. Atter her viser sig friheden for sentimentalitet. Kærligheden skal ytre sig i handling for andre, men "mange søger dybest set deres eget, hvad de så end foretager sig, de ved det blot ikke."

Vi har fremhævet værkets psykologiske og etiske side, men forfatteren har, som jo allerede titlen røber, en hensigt ud over dette. Psykologi og etik skal vise vej til et større mål, verdsligt udtrykt: til et harmonisk liv. Dog Thomas taler ikke verdsligt, han kaldet det: Livet i Gud. Thomas var augustinermunk og levede under Augustins motto: Mit hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.

Vi vender os til Pontoppidan. Hans Lykke-Per, hvis hele liv er forgæves oprør mod en pietistisk barndom, begynder på et vist tidspunkt at samle gamle andagtsbøger, blandt dem Thomas a Kempis. Han gyser ved værkets fornægtelse af "Blodets Grunddrifter"; hans ønskedrøm er det modsatte extrem: en solbrun, sorgløs naturgud. I en forfalden præstegård, hvor en præst uden menighed, pastor Fjaltring, residerer med en hustru, der søger trøst i flasken, finder han billedet på en ensomhed i sorg og smerte, der myrder sjælen og gør legemet til vrag; Fjaltring hænger sig af anger; hans var skylden for, at den kvinde, der begyndte med lys og liv, forkom. Men dette er ikke Pers sidste erfaring. Han taler om "det store Spøgelse", og mener dermed en samvittighed, der er syg. Et spaltet sind uden kraft til at vælge, fostrer syg samvittighed. Fjaltring havde en syg samvittighed, og ikke mindre Per selv, så længe han i evig usikkerhed stræbte efter at være det, hans natur forbød ham at være. Den afgørende forandring indtræder efter den krise, der indledes med erhvervelsen af Thomas a Kempis. Da hører han for første gang i sit indre en "Spøgelsesstemme", der spørger: "Hvem er du selv?" (II.338 ff.). Under løsningen af jegets gåde, erkender han, at vejen til "Frigjorthed" går gennem at "ville sig selv". Han omsætter sin erkendelse i liv. Han akcepterer sig selv som en "Skifting", "en underjordisk en", der er "tegnet med Gravens Kors". Men just idet han forviser sig selv fra alle drømmelande, erfarer han, at den "store Lidelse" er "Guddommens sande Naade". Dog, det er ikke Per, der taler om guddom; det kan han ikke, da han er gudløs. Han taler om "Naturen", som han kalder en uudtømmelig kilde til rigdom for den, der "tror" på den. Pastor Fjaltring manglede troen på naturens helbredende magt, men Per har den. I hans efterladte papirer illustreres det ved historien om en smuk dreng, hvem hans faders råhed slog til krøbling; thi hvad skete? Modsat en broder, der bevarede hele lemmer, men aldrig blev andet end en grov krabat, udviklede krøblingen, netop fordi han var udelukket fra "Livet", i lidelsens skærsild så fint et indre, at der stod glans af ham. Per selv i sit "tilbagetrukne Liv", i sin fjerne afkrog, ser med ligegyldighed, at en anden, der blev i "Verden", stjæler hans planer og ved deres hjælp vinder al den hæder, han engang drømte om. "Verden" og dens herlighed synes tom.

At Per gennemgår just den lutringsproces som Thomas a Kempis anbefaler, forklarer vistnok tilstrækkeligt Pontoppidans interesse for den stærke mystiker og moralist. Men hermed er ikke alting sagt. I den gamle bog er åndens sejr det tilstræbte ideal: Lykke-Per derimod nøjes kun med den, fordi han ikke kan få mere. Han ville gerne have realiseret sin drøm om blussende udfoldelse af alle kræfter, og han testamenterer sine penge til en skole, der forbereder ungdommen dertil. Han selv var handicappet. Medfødt natur tvang ham til at gå den vej, han gik, hvis han overhovedet ville gå nogen vej. Det er naturligt, at Pontoppidan, der aldrig blev træt af at brændemærke det, han kaldte den "lyriske forrådnelse" i fædrelandet, måtte drages af et værk, hvis psykologi er så mandig og hvis moral så krævende, men grænsen i hans tilegnelse lå, så vidt man kan se, der hvor det kristelige begynder. Kun i verdslig, ikke i kristelig forstand kom bogen ham ved. Sagtens for at præcisere dette blev der nedlagt protest.

Det er mærkeligt, at Pontoppidan på et centralt punkt antog samme læremester som Thomas. En dagbogsoptegnelse fra de sene år lyder: "Ganske imod vor Vilje, vore Ønsker og Forhaabninger, nødes vi Skridt for Skridt til at virkeliggøre vort Livs Bestemmelse, som vi mange gange først selv forstaar ved Vejens Ende. "Vi føres"." Den "dybe livserfaring" i de understregede ord bekender han at skylde Thomas a Kempis' fjerne forfader, den hellige Augustin.

 
['1] Samtaler med Pontoppidan: Det drejer sig om Samtaler med Henrik Pontoppidan (1951). tilbage
['2] datterdatters mand: Det drejer sig om Karen Pontoppidans daværende mand, Aage Jeppesen. Hans læserbrev stod i Politiken 24.12.1951. tilbage