Trahimur
(latin) traho: trækker
Formen i passiv, 1. person flertal: trahimur, "vi trækkes" eller "vi føres", tilskriver Pontoppidan kirkefaderen Augustin (353-430), første gang i et brev 6.8.1931 til Dina Lea. Som det fremgår af debat- og andre indlæg på dette netsted, er det endnu ikke lykkedes at påvise Pontoppidans kilde til denne tilskrivning. Udtrykket anvendes ingen steder i Augustins forfatterskab.
Pontoppidan anvender udtrykket tre gange:
| "Dagbogsoptegnelse" citeret i Slægtsbogen, 1931, s. 292 | Drengeaar, kap. 6, 1933, s. 121 | Undervejs, kap. 7, 1943, s. 177 |
|---|---|---|
| Det Ord trahimur, – vi føres – som Augustin gjorde til sit Valgsprog og lod indgravere i sit Signet, vidner om en dyb Livserfaring hos den gamle Kirkefader. Ganske imod vor selvherlige Vilje, vore egne Ønsker og Forhaabninger, nødes vi Skridt for Skridt til at virkeliggøre vort Livs Bestemmelse, som vi mangen Gang først selv forstaar ved Vejens Ende.1 | Det Ord Trahimur, som Augustin gjorde til sit Valgsprog og lod indgravere i sit Signet, kendte jeg naturligvis ikke den Gang, og jeg vilde vel heller ikke have forstaaet den Erfaring om Livet, som det udtrykker. Vi føres. Stik imod vore egne Ønsker og Forhaabninger, ja mangen Gang paa Trods af den sejgeste, den selvherligste Vilje, narres eller nødes vi Skridt for Skridt til at opfylde vort Livs Bestemmelse, som maaske først bliver os aabenbar ved Vejens Ende. | Jeg kendte endnu ikke det Ord "Trahimur", som Augustin lod indgravere i sit Signet og gjorde til sit Valgsprog. Og om jeg ogsaa havde kendt det, vilde jeg ikke den Gang have forstaaet, hvilken Livserfaring det rummer. Vi føres. Ofte stik imod vore hedeste Ønsker, ja paa Trods af den selvherligste Vilje opfylder vi, hvad der er bestemt for os og maaske ikke bliver os klart, før ved Livets Afslutning. |
