Trahimur

Af Ivar Gjørup, 26.4.2018.

Augustin bar aldrig ring. Vi ved det fra Possidius, som skrev om Augustins liv kort tid efter dennes død som 76-årig i 430 e.Kr. – numquam annulum in manu habens. Oplysningen kan ikke betvivles, Possidius havde kendt sin ven gennem fire årtier – cum quo ferme annis quadraginta … vixi.

1. Det giver en senere udgiver af Augustins værker vanskeligheder. I et af Augustins bevarede breve står der nemlig, at afsenderen har signeret brevet med et billede af et ansigt i profil. Den lærde udgiver er helt på det rene med, at et 'signet', som vi siger i dag, dengang var indfældet i en signetring – hanc epistolam signatam misi annulo, skriver Augustin, 'med en ring' som bekræftelse af, at denne forseglede skrivelse var uåbnet og kom fra netop denne brevskriver.

Men hvordan går det til, når han nu aldrig bar ring? Udgiveren klarer vanskeligheden med det lille ord forte, som vi her kan gengive med 'velsagtens': Augustin lånte velsagtens en ring til formålet fra en anden, skriver han – ab aliquo forte etc.

2. Jeg læser Erik A. Nielsens betagende bog om emblemer, Gådetale, netop udgivet hos Gyldendal med pragtfulde billeder ved Bjarne Sandstrøm. Her stødte jeg på ordet 'trahimur' og blev gjort opmærksom på, at Henrik Pontoppidan i sin alderdom kredsede om oprindelsen til og meningen med det udtryk. Vi kender alle ordets betydning, en 'traktor' er en 'trækker', og vi 'trækker noget fra' ved at 'subtrahere' – traho svarer til dansk 'trække'.

'Vi trækkes', skal det umiddelbart gengives. Meningen fremgår måske tydeligere, hvis vi i stedet vælger 'vi føres' som oversættelse af trahimur. Pontoppidan knytter ordet til Augustin, der havde det som sit seglmærke, skriver han. Andre og bedre læsere end jeg har søgt at finde belægget for den tilskrivning, og de har beriget Pontoppidan Selskabets hjemmeside med gode overvejelser om den sag.

3. Mit beskedne bidrag er nu dette: Augustin bar aldrig ring. Ingen har fundet belæg for, at han gjorde brug af en sådan sentens, trahimur, når han signerede sine breve. Med henvisning til Possidius gør jeg nu gældende, at vi med sikkerhed ved det modsatte: At han ikke havde nogen signetring og følgelig heller ikke noget signet.

Noter

Augustinus levede fra 354 til 430. Efter sin omvendelse til kristendommen i 386 vendte han tilbage til sit hjemland i Nordafrika, hvor han blev biskop i Hippo Regius i provinsen Numidia o. 396.

Hans brev til Victorinus, biskop i Numidien, er fra 401 og udgivet som nr. 59: hanc epistulam signatam misi annulo, qui exprimit faciem hominis attendentis in latus.

Possidius blev biskop i det nærliggende Calama i 390'erne. I cap. 24 af VITA AUGUSTINI oplyser han, at denne aldrig benyttede hverken nøgle eller ring, Numquam clavem, numquam annulum (skrevet med dobbelt n) i sin hånd eller på sin finger, in manu habens. Han overlod nemlig regnskaber og kirkens øvrige forretninger til andre, forstår man på sammenhængen. 'Jeg levede med ham næsten fyrre år ved Guds gave, uden bitre stridigheder af nogen art, venskabeligt og godmodigt," skriver han til slut, cap. 31: cum quo ferme annis quadraginta Dei dono absque amara ulla dissensione familiariter ac dulciter vixi.

De latinske tekster er ikke nemme at få fat i. Har man mod på det, kan man søge – som jeg har gjort – ved hjælp af citaterne, og finde frem til Patrologia Tomus XXXII, som er 1. bind af Augustins Samlede Værker, oprindelig udgivet Paris 1674, genudgivet med visse ændringer samme sted 1845, fundet på den russiske azbyka.ru (tilgået april 2018).

Udgiverne har tilføjet deres eget VITA AUGUSTINI, sammenstykket af hans egne og andres tekster. Vi læser IV.2.6: Epistolam mittens ad Victorinum, monet signatam illam esse annulo, qui exprimit faciem hominis attendentis in latus (Epist. 59, n. 2). Cum nunquam annulum in manu haberet, teste Possidio (Possidius, in Vita August., c. 24), ab aliquo forte istum, quo memoratam epistolam signavit, utendum acceperat.

Man kan også skrive augustinus.it på søgelinjen, og bruge den italienske indholdsfortegnelse til at finde frem. Her er Epistola 59 dateret til 402.

Erik A. Nielsen: Gådetale – Emblemer, symbolik, spejle, Billedsprog IV, Gyldendal 2018, s. 169-170.