Trahimur

Morten Sebber skrev 20. juni 2001 til Flemming Behrendt bl.a.:

Et forslag: Jeg kunne vældig godt tænke mig, at selskabet i et eller andet regi – et foredrag, en prisopgave, eller hvad du nu måtte synes – sætter fokus på trahimur.

At vi føres – at tingene sker bag vor ryg – skal nok passe på de fleste af os, og det afdækker HP jo så eminent (og ominøst) overalt i sit forfatterskab. Men var det ikke det stik modsatte, der gjorde sig gældende i HP's eget liv? Hvorfor anfører han da i sine erindringer, at trahimur er en livserfaring møntet på hans eget liv? Er han her bare beskeden eller koket? Jeg spørger bare...

Til selskabets daværende formand havde Sebber allerede den 22. maj skrevet bl.a.:

I de sidste 20 år eller mere har jeg lidt af en sand mani for Henrik Pontoppidans biografi og forfatterskab. – Jeg lægger hovedvægten på det psykologiske indhold – menneskeskildringen – i de 3 hovedværker og i erindringsbøgerne. – Det foregår ved selvstudium, som til tider udarter til en Jakobs-kamp – . Jeg er derfor taknemmelig for, at det nu er muligt at søge råd og vejledning i dette nye selskab.

Hertil svarede Flemming Behrendt 29. juni 01 bl.a.:

Dit forslag om at sætte fokus på trahimur begejstrer mig meget. Jeg har talt lidt med teologen (og musikmanden) lektor Jørgen I. Jensen, og vi blev enige om at udskrive en prisopgave der skal lyde cirka sådan:

På hvilken baggrund henviser Henrik Pontoppidan til Augustin-citatet om Trahimur. En analyse af forholdet mellem liv og værk.1

Værsgo, en ordentlig mundfuld. Men besvarelsen kan måske også interaktivt udvikle sig i den diskussionsgruppe der skal op at stå – ligge – på netstedet. Nu må vi se.

Det glæder mig virkelig at vi iblandt os har fået (endnu) en monoman – skønt jeg må indrømme at jeg i mange år (ca. 1970-1995) beskæftigede mig meget lidt med Pontoppidan. Jeg var i 1995 så spændt på om han ”holdt” – og det gjorde han.

Det er jo ikke efter den litterære tidsånd at lægge hovedvægten på det psykologiske. Men som man kan se også af Smærups foredrag, sniger de rent menneskelige forhold sig jo ind oven i alle de fine termer og kategorier. Godt det samme. Pontoppidan ville have værdsat det.

Den 24. august sendte Morten Sebber sine Randbemærkninger

Da de mødtes personligt i oktober, henviste Sebber Behrendt til Vilh. Andersen der skulle have karakteriseret Pontoppidans sind som "Et ensomt, sygt og stolt sind", og den 29. oktober sendte han citatet fra Vilh. Andersens Henrik Pontoppidan, 1917, s. 1382 til Behrendt og skrev bl.a.:

Det fremgaar heraf, at Pontoppidan alligevel ikke blev sit sideniuske Alpdruck kvit, men at dette indre tryk tværtimod tog til. Hvad blev der så af forfatterens sindsro og maskuline ligevægt? Var den ægte eller en (neurotisk) beskyttelsesforanstaltning. Jeg tror det sidste.

(Der er sagkyndige, der definerer neurose som en sjælelig lidelse, der skyldes angst og som manifesterer sig i individets modforanstaltninger mod denne angst. Som modforanstaltning nævnes f.eks. en tilbagetrukket tilværelse - just med det formål at opnå sindsro. Ensomhed er vel både naturlig og nødvendig for en kunstner, men hos Pontoppidan var den, mener jeg, udpræget tvangsmæssig og dermed neurotisk.)

Set i dette perspektiv kan begreber i forfatterskabet som selverkendelse og selvforløsning udlægges i psykoanalytisk sprogbrug som frigørelse fra neurotiske bånd. Var det ikke derfor, – for den sindsro, han derved opnåede - at Lykke-Per anså det for den højeste menneskelykke, at blive sit eget selv fuldt og klart bevidst?

Hans Brix anså dette for en variant af indisk livsfilosofi, men man kan, mener jeg, ligefuldt anlægge en psykoanalytisk synsvinkel.

Dette fører mig til at spørge, om Pontoppidan – dig bekendt – på noget tidspunkt interesserede sig for (fagvidenskabelig) psykologi?

Han kendte givetvis ikke noget til Freud, da han skrev Lykke-Per. Men da vi ved, at Freud forærede Brandes Drømmetydning (1900), vil jeg gerne vide, om Pontoppidan senere i livet – evt. via Brandes – interesserede sig for (videnskabelig) psykoanalyse.

Og omvendt. Kender du til seriøse værker, der behandler Pontoppidans liv og værker ud fra overvejende psykoanalytitiske synspunkter (sådan som f.eks. Ernst Nyborg har skrevet om H.C. Andersen)?

Det tyggede Behrendt ret længe på, men den 24. september svarede han:

Der er for mig ingen tvivl – det vil sige jeg véd intet konkret – om at Henrik Pontoppidan ad læsevejen og vel også gennem samtaler har haft et godt kendskab til sin bror, psykiateren Knud Pontoppidans teorier og observationer som de blev udfoldet i et forholdsvis omfattende forfatterskab, der begyndte med den lille, populære afhandling fra 1886 om Neurasthenien og kulminerede med de tre bind Psykiatriske Forelæsninger og Studier (1892-95) og Kliniske Forelæsninger over Nervesygdomme (1898). Endnu har jeg ikke læst disse afhandlinger, og det har mig bekendt heller ingen andre litteraturforskere, underligt nok. En grundig beskæftigelse med Henrik Pontoppidans måde i forfatterskabet at omgås sygdom står højt på min egen prioriteringsliste.

 
[1] Denne idé blev aldrig virkeliggjort. Medlemmer af styringsgruppen fandt opgaven for vanskelig. Børge Kristiansen har søgt at give et svar. tilbage
[2]

I Pontoppidans sidste Digtning sporer man Nedslaget af alt dette, der er Samtidens Historie, i en medlevendes Sind. Men især mærker man dette Sind selv. Et ensomt, sygt, stolt Sind, trofast mod den Fortid, hvoraf det fik sin Modenhed, følsomt for den Uhygge, hvormed Fremtiden truer. Derved har ogsaa det sidste Afsnit af hans Digtning faaet Betydning som et Skriftemaal for Tiden — i alle Tilfælde for dem af hans eget Slægtled, der skal tage Del i det nye Aarhundredes Liv med det gamles Erfaringer.

læs citatet i sin sammenhæng. tilbage