Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidan døde som en gammel Mand. Vi lærte om ham i Skolen, at han fik Nobelprisen sammen med Karl Gjellerup. Vi læste måske "Nattevagt" eller "Skyer" og fik de nødvendige Kommentarer om de kunstneriske Kampe i 70erne og 80erne og om de politiske i Provisorieaarene. Det var Historie allerede, og Litteraturhistorie. Indtil det uforglemmelige Øjeblik, da man første Gang tog sig for at læse "Det forjættede Land" og "Lykke-Per".

Vi må indrømme, at vi ved ikke, hvad de to Bøger har betydet for det danske Folk. Vi kan ikke aflæse det i Litteraturhistorien, for Pontoppidan dannede ikke Skole. Det var simpelthen umuligt for en yngre Forfatter at gaa i Lære hos ham og blive hans Elev. Hans Meninger kunne man ikke tilegne sig, for man kendte dem knap – følte sig i hvert Fald aldrig rigtig sikker paa dem. Hans Stil kunne ikke plagieres, for den var blottet for Narrestreger. Et Trick kan man aflure og gøre efter, men her var ingen Tricks. Dette stærke, rolige Sprog skjulte sin Menneskelighed saa godt, at det virkede anonymt. Og der var Folk, som maatte trøste sig ved at sige, at Henrik Pontoppidan havde ingen Stil.

Denne Anonymitet bevarede Pontoppidan ogsaa om sin personlige Tilværelse. Der stod ingen Publicity om hans Privatliv, og det var yderst sjældent, han tog Ordet i den offentlige Debat i anden Form end den kunstneriske. I en Tid, hvor "Meninger" af alle Slags stod højt i Kurs, var der noget æggende ved denne Forbeholdenhed. Mens Programerklæringer, Frafald og Omvendelser i den litterære Verden hørte til Dagens Orden, gik han sin egen Vej midt gennem Tidens aandelige Liv – uden at binde sig til noget Program. Karakteristik er hans Forhold til Georg Brandes. Pontoppidan følte sig nok uløseligt knyttet til det, Brandes havde kaldt "det moderne Gennembrud", men han havde en stærk Afsmag for den "Renæssancemenneskelighed", der dyrkedes i Hovedstadens radikale Digterklike, og han forholdt sig mere som en Iagttager i disse Kredse end som en indviet. Da Brandes i 1912 fyldte 70 Aar, skrev Pontoppidan sit berømte "Hyldestdigt", der af nævenyttige Brandes-Hadere straks blev udlagt som det krassest tænkelige Opgør med Brandesianismen. Men saa enkelt var det ingenlunde, for hvem ramte Svøben i Virkeligheden.

I Lykke-Per havde Pontoppidan skildret den jødiske Kvinde, Jakobe, med lysende Beundring for hendes uforfærdede Livsvilje, hendes paa een Gang hede og blufærdige Sind, hendes forfinede Stolthed og betingelsesløse Hengivelse. Og der var mere end Beundring i dette Portræt, der var en varsom, bunden Ømhed, en ufordulgt Kærlighedserklæring. Det var Mennesket udenfor den kristne Atmosfære af Mistænkeliggørelse mod det menneskelige, denne tunge Degneem, der ligger som et Tryk over det nordiske Folk og hæmmer den skønneste Livsudfoldelse.

I det moderne Gennembrud saa Pontoppidan saa meget af denne frie, hedenske Aand, at hans Dom havde Brod til begge Sider. Dette livsfjendske, livsrædde Folk kunde ikke annamme Friheden og tage Livet i Besiddelse. Det kunde højst forstaa Budskabet som en Tilladelse til at forgribe sig paa Livet:

Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.
Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var — og nu sank den i Jorden.
Men ingen har sørget, og ingen vil klage.

I Romanværket Lykke-Per gjorde Pontoppidan op med denne Herlighedsdrøm, idet Værkets stærke indre Spænding skabtes af Modsætningen mellem den nye Verdslighed og hans egen gamle Præsteslægts protestantiske Traditioner. Imod den kristelige Studerekammerluft stod den ny Tids Helt, Ingeniøren, der suverænt underlagde sig den ydre Virkelighed. Yngre samtidige'1 har da ogsaa vidnet om, at de smaa Bind, i hvilke Lykke-Per efterhaanden udkom, blev læst med bankende Hjærter og begejstret Tilslutning af de unge, der i Hovedpersonen, Per Sidenius, saa deres Helt – den nye Verdenserobrer. Men efterhaanden som Værket skred frem, blev Læserne mere og mere usikre. Pontoppidan var streng mod sin Helt. Bag den cæsariske Maske laa Drømmersindet og Livsangsten. Sejrens Frugter visnede, naar han endelig havde dem i Hænderne. Gamle Spøgelser dukkede op, naar han forlængst troede dem manet i Jorden. Han kunde ikke skære sig løs fra Fortiden med det rene Snit, han havde drømt om, og han, som drog ud for at erobre Verden, skjuler sig i det øde Vestjylland som en ensom Mand, for at erobre sig selv.

Det var ikke den Forkyndelse, man havde ventet sig. Man følte sig usikker overfor dette mærkelige Forfatterskab, hvis indre Linje kunde forsvinde for Blikket, naar man mente sig allersikrest at have fundet den. Forfatterens Uvilje lod sig ikke forud beregne, og hans Sympati blev ikke kundgjort med pædagogisk Tydelighed, som man var vant til. Selv naar han foragtede sine Personer, formente han dem ikke Ret til at være Mennesker.

Kun eet kunde man ikke tage Fejl af, og det var den dødelige Alvor, der laa som en bunden Lidenskab i Pontoppidans Digtning. Den bar, ligesom hærdet Staal de mørke, urolige, flammeformede Skygger, der er Sporene af stærk Ild.

Tre brede aandelige Bevægelser i hvert sit danske Miljø har Pontoppidan skildret i sine Hovedværker. Den Grundvigske Kristendom, Brandesianismen og det politiske Venstre, og dog er det ikke Meninger, han har digtet om. Hvad der lever i Læserens Sind mange Aar efter, er Mennesker og deres Skæbne, Landskaber og deres Skæbne, religiøse og politiske Haab, og deres Skæbne i det danske Folk.

Ogsaa Holger Drachmann stod midt i Tiden og stredes med alt, hvad der bevægede hans Folk. Skulde man stundom tvivle om hans politiske Alvor, er det nok endnu engang at læse Forskrevet. Her lever hans smertelige Delagtighed i Folket: Skæbne, dyb og underligt gribende. Ogsaa den havde han forskrevet sig til. Men hans Holdning er Lyrikerens, og hans Linje er Tilslutning og Frafald. Han havde Evnen til fuld Hengivelse i et Haab, men hans Retsindighed maatte saares, hans Hengivelse skulde skuffes, for saadan er Menneskene. Den Smerte maatte han unddrage sig, fordi han ikke havde Styrke til at bære den i Tavshed. Og saa søgte han nye Forbundsfæller, og stod for de gamle som en Overløber.

Der er mange Vidnesbyrd om, at Drachmanns Skikkelse har fængslet Henrik Pontoppidan, og at han har været sig Modsætningen mellem deres Naturer bevidst. Bevidst var ogsaa Pontoppidans Holdning en Modsætning til den lyrisk-romantiske, undertiden direkte polemisk vendt mod H. C. Andersen. Selv ejede har det bevægelige Sind og Naturbetagelsen, men i sin Kunst og sit Liv har han avet1 dem, fordi de i hans Øjne truede med at blive en Nationalsvaghed. Hans faa Digte viser, at han mestrede baade det bevægede Stemningsudbrud ("Det lyder som et Æventyr") og den myndige Dom, som i Brandesdigtet. Hans Vers røber, ligesom hele Forfatterskabet, et nært Slægtskab med Henrik Ibsen. Men han lod alle sit Sinds Muligheder tjene en større Opgave. Vistnok er vi ikke mere i Stand til at skabe en episk Kunst som den homeriske eller Sagaens, men ingen moderne Dansker er kommet denne store, strenge Stil nærmere end Henrik Pontoppidan. Han besad det Virkeligheds-Mod, som er Forudsætningen for den episke Kunst. Hemmeligheden ved den er jo netop, at Digteren træder tilbage og lader os se det Liv, han vil skildre, fra alle Sider. Det er den egentlig kunstneriske Holdning til Tilværelsen. Mens Lyrikeren lader sig rive med eller frastødes af Virkeligheden og udfolder for os sin Sjæls Farveskiftninger, saa har Pontoppidan forsvoret sig til Virkeligheden, saaledes som han med friske Sanser erkender den, og dog bundet sig til at afsige Dommen over den. For bag hans Kunst staar der altid en Vision. Han respekterer nok Stoffet, men han former det ogsaa med sit Temperament. Som Videnskabsmanden har drømt om Naturens Kræfter, inden han finder dem og deres Love, saaledes har Digteren Pontoppidan drømt om Menneskene, og i Lyset af sin Drøm gransker han deres Ansigter. Glæder og Skuffelser skælver i hans Stemme, naar han fortæller om dem, men han forbliver uforfærdet tro mod det, han saa.

Og saaledes har da denne, den mandigste Sjæl, vi kendte, givet os sit Danmark igen. Saaledes lever Mennesker i hans Digtning, at vi har personlige Erindringer om en Tid, da vi endnu ikke var født. Saaledes lever Landet, mørke Skove og nøgne Højdedrag, Veje og Fjorde, brede Bondebyer og Fattigmands Rønner, at der gaar os som et Sug af Hjemve i Hjærtet efter Egne, vi aldrig har set. Han er en Medvider i vore lønligste Stemninger. Han, som drømte om et Folk af modige Viljer, kendte allerbedst den viljeløse Længsel, der kan gribe det nordiske Menneske en Sensommeraften ved Solnedgang, naar det er som om Landet forvandles, og Fortiden stiger levende op fra Jordens Indre og omformer de slørede Konturer. Med en Magt som en elsket, fortrolig Stemme kalder den os ind i Taagen, bort over Skoven, ud mod Himmelbranden i Vest. Hvem ved, maaske er det en Længsel, som ikke er af denne Verden, maaske er det blind Overgivelse til Jordens ældste Fristelser, Dødens Salighed og Tilintetgørelsen. Dette dybe, rene Vemod ved Jordens Fattigdom, som Blicher før ham havde digtet om.

Pontoppidan ser dybt i Mennesker, men han fortaber sig aldrig i formløse Sjælebilleder. Hans Personer staar ubrudt i Kød og Blod. Hans Viden om Drømme og Lidenskaber modsvares af Sansernes Greb om den konkrete Verden. Deraf det praktiske i hans Kunst. I Bevægelse og Handling aabenbarer Personerne sig, ligesom de lever mellem Ting og gaar fra den faste Jord. Men til Rummets tre Dimensioner kommer en fjerde – Tidens. Selv et Landskab aflokker ham ikke blot dets Form og Farver, men ogsaa dets Historie. Overalt i hans Digtning er Tiden til Stede som en løndomsfuld Bevægelse i Tingene.

Henrik Pontoppidans Særkende er da denne kunstneriske Vilje, som behersker Modsætningerne. Og saa stor var hans Styrke, at han kunde arbejde med det største Format, og dog lade det virke, som var det skaaret i eet Stykke.

Saadan staar han da ogsaa selv for vore Tanker – helstøbt og sund. Hans Mod var af de sjældne, og dog var det ham, som bekendte: "Tilgiv mig, Undergangens Angst er gaaet mig i Blodet". Og han taler ikke om personlig Undergang; det var Folkets Skæbne, hans urolige Tanker gjaldt. Og det var det sjældne, at han vovede at tænke disse Tanker til Bunds. Med lidenskabelig Styrke efterprøvede han sin Tids store Idéer, og han prøvede dem – ikke som Propagandist, i den tomme Luft, men som Menneske og Kunstner i det Stof, hvor de skulde virke, i det danske Folk.

Sluttelig er jo Hemmeligheden ved den mørke Pathos i Pontoppidans Digtning, at Tidens Brydning mellem Traditionen og Revolten ogsaa var hans personlige Skæbne. Hans Slægt hører til de fornemste Bærere af Landets aandelige Tradition. Som Individ derimod, var han en Oprører. Han havde hele den første Generations Sundhed og stærke Trang til Selvudfoldelse, og han fornægtede ingen Del af sin Arv, men lærte sig at beherske det stridbare Stof som Kunstner.

Angst og Mod – det var paa een Gang hans eget og Folkets Liv, og nu, da, hans Angst har grebet os alle, har vi mere end nogensinde Behov for at styrkes ved hans Mod. Han døde som en gammel Mand i det mest fortvivlede Øjeblik i det danske Folks Historie, men saalænge vi endnu søger vor nationale Samvittighed, vil Henrik Pontoppidan ikke kunne glemmes. Det var hans Digtnings Daad, at han vilde lære os at vedgaa Arv og Gæld, som det sømmer sig en Søn.

B. P.

 
[1] avet: rettet fra "arvet". tilbage
['1] Yngre samtidige: Som f.eks. Frederik Poulsen. tilbage