Ved Henrik Pontoppidans død
Henrik Pontoppidan døde som en gammel mand. Vi lærte om ham i skolen, at han fik Nobelprisen sammen med Karl Gjellerup. Vi læste måske "Nattevagt" eller "Skyer" og fik de nødvendige kommentarer om de kunstneriske kampe i 70erne og 80erne og om de politiske i provisorieårene. Det var historie allerede, og litteraturhistorie. Indtil det uforglemmelige øjeblik, da man første gang tog sig for at læse "Det forjættede Land" og "Lykke-Per".
Vi må indrømme, at vi ved ikke, hvad de to bøger har betydet for det danske folk. Vi kan ikke aflæse det i litteraturhistorien, for Pontoppidan dannede ikke skole. Det var simpelthen umuligt for en yngre forfatter at gå i lære hos ham og blive hans elev. Hans meninger kunne man ikke tilegne sig, for man kendte dem knap – følte sig i hvert fald aldrig rigtig sikker på dem. Hans stil kunne ikke plagieres, for den var blottet for narrestreger. Et trick kan man aflure og gøre efter, men her var ingen tricks. Dette stærke, rolige sprog skjulte sin menneskelighed så godt, at det virkede anonymt. Og der var folk, som måtte trøste sig ved at sige, at Henrik Pontoppidan havde ingen stil.
Denne anonymitet bevarede Pontoppidan også om sin personlige tilværelse. Der stod ingen publicity om hans privatliv, og det var yderst sjældent, han tog ordet i den offentlige debat i anden form end den kunstneriske. I en tid, hvor "meninger" af alle slags stod højt i kurs, var der noget æggende ved denne forbeholdenhed. Mens programerklæringer, frafald og omvendelser i den litterære verden hørte til dagens orden, gik han sin egen vej midt gennem tidens åndelige liv - uden at binde sig til noget program.
Hans få digte viser, at han mestrede både det bevægede stemningsudbrud ("Det lyder som et Æventyr") og den myndige dom, som i Brandesdigtet. Hans vers røber, ligesom hele forfatterskabet, et nært slægtskab med Henrik Ibsen. Men han lod alle sit sinds muligheder tjene en større opgave. Vistnok er vi ikke mere i stand til at skabe en episk kunst som den homeriske eller sagaens, men ingen moderne dansker er kommet denne store, strenge stil nærmere end Henrik Pontoppidan. Han besad det virkelighedsmod, som er forudsætningen for den episke kunst. Hemmeligheden ved den er jo netop, at digteren træder tilbage og lader os se det liv, han vil skildre, fra alle sider. Det er den egentlig kunstneriske holdning til tilværelsen. Mens lyrikeren lader sig rive med eller frastødes af virkeligheden og udfolder for os sin sjæls farveskiftninger, så har Pontoppidan forsvoret sig til virkeligheden, således som han med friske sanser erkender den, og dog bundet sig til at afsige dommen over den. For bag hans kunst står der altid en vision. Han respekterer nok stoffet, men han former det også med sit temperament. Som videnskabsmanden har drømt om naturens kræfter, inden han finder dem og deres love, således har digteren Pontoppidan drømt om menneskene, og i lyset af sin drøm gransker han deres ansigter. Glæder og skuffelser skælver i hans stemme, når han fortæller om dem, men han forbliver uforfærdet tro mod det, han så.
Og således har da denne, den mandigste sjæl, vi kendte, givet os sit Danmark igen. Således lever mennesker i hans digtning, at vi har personlige erindringer om en tid, da vi endnu ikke var født. Således lever landet, mørke skove og nøgne højdedrag, veje og fjorde, brede bondebyer og fattigmands rønner, at der går os som et sug af hjemve i hjærtet efter egne, vi aldrig har set. Han er en medvider i vore lønligste stemninger.
Pontoppidan ser dybt i mennesker, men han fortaber sig aldrig i formløse sjælebilleder. Hans personer står ubrudt i kød og blod. Hans viden om drømme og lidenskaber modsvares af sansernes greb om den konkrete verden. Deraf det praktiske i hans kunst. I bevægelse og handling åbenbarer personerne sig, ligesom de lever mellem ting og går fra den faste jord. Men til rummets tre dimensioner kommer en fjerde - tidens. Selv et landskab aflokker ham ikke blot dets form og farver, men også dets historie. Overalt i hans digtning er tiden til stede som en løndomsfuld bevægelse i tingene.