Da Lykke-Per udkom

Af Frederik Poulsen

I Anledning af Henrik Pontoppidans 75 Aars Fødselsdag i Dag skriver Dr.phil. Frederik Poulsen om det Indtryk, den store Samfundsroman Lykke-Per gjorde paa Samtidens Unge, især paa Studenterne fra Provinsen.

Da jeg modtog Redaktionens ærefulde Opfordring til at skrive en Kronik om samtidige Indtryk af Pontoppidans store Romaner, vaktes der hos mig en Følelse, som jeg ellers ikke længer lider under: af at være for ung. Thi for at løse Opgaven tilfredsstillende maatte man være gammel og vis som Kronos – eller i hvert Fald som Henrik Pontoppidan selv. Dog skorter det mere paa Visdom end Alder, thi jeg er i og for sig virkelig Samtidig med Romantrilogien: Det forjættede Land, hvis Betydning beror ikke mindst derpaa, at den skildrer det grundtvigske Folkelag, der en halv Snes Aar senere blev Danmarks Herskere. Men i de Aar, Bogens Dele udsendtes, var jeg Skoledreng, og i Randers lærde Skole var Disciplene udelukket fra al den Litteratur, der laa hinsides den store Lucifer Georg Brandes. Jeg havde i Skolens Bibliotek kunnet laane og læse alt, hvad der var oversat til Dansk af Dante, Shakespeare, Calderon, Corneille og Molière, foruden de danske Guldalderdigteres Værker, men J.P. Jacobsen stiftede jeg først Bekendtskab med i mit Rusaar 1894-95, og Georg Brandes' Hovedstrømninger læste jeg i Vinteren 1896-97 i Göttingen – paa Tysk, foranlediget ved en Forelæsning over tysk Romantik, under hvilken den konservative prøjsiske Professor ikke kunde blive træt af at raillere over: "der jüdische Däne" og "der dänische Jude". Til sidst blev jeg saa nysgerrig, at jeg laante en Bog af den farlige Landsmand i Göttingens Universitetsbibliotek.

Men netop den sene Tilegnelse af Samtidens Litteratur havde for os Provinsstudenter sine store Fordele. Den læstes med en Intensitet i Følelsen, som Nutidens Unge sikkert ikke begriber. Den kom os i Møde med de Problemer og den Tvivl, der var vor daglige Kost, og den moderne naturalistiske Roman blev derfor den kloge Ven og Vejleder, som vi ensomme Studenter fra Provinsbyerne bittert savnede under de første Aars Trængsler i Hovedstaden. Og ingen Bog fik her større Betydning for det unge Slægtled ved Aarhundredskiftet end Pontoppidans Lykke-Per, der udkom i 8 Smaabøger i Tiden 1898-1904.

Den første af Bøgerne læste jeg en graa Vinterdag i 1898 i den gamle Studenterforenings snuskede Læsesal. Egentlig var jeg optaget af Eksamenslæsning, men en Søndag Morgen tog jeg mig Tid og indfandt mig, før Eksemplaret var beslaglagt, og slap ikke Bogen før dens Ende, skønt læsehungrige Studenter knurrede i min Nærhed. En særlig Interesse fandt jeg i Barndomsskildringen, idet Milieuet var min egen Barndoms: Randers By og Omegn, og jeg havde oplevet en næsten sideløbende Omvendelse til Hedenskabet, der gjorde mig ensom ligesom Peter Andreas i den lille, bigotte Fjordby. Dog havde min egen Omvendelse været mere en Frugt af Refleksion end af Trods, og derfor følte jeg den unge Sidenius' Optræden over for Forældre og Søskende som unødig taktløs og udæskende. Dette Indtryk holdt sig ogsaa under de senere Dele af Bogen, og jeg rødmede af Harme og Skam, da Per med Forsæt glemte det Ur derhjemme, som hans svagelige Mor med venlige og følte Ord havde overrakt ham som en direkte Hilsen fra den døde Far.

Men bortset herfra var jeg glad for Bogen og gik frejdigt ud og vidnede derom. Begejstringen gav dog ikke Ekko i de konservative Hjem, i hvilke jeg færdedes, og særlig i Randers' borgerlige Krese var der stor Forbitrelse over Bogen, idet man læste den som en Nøgleroman og uden videre satte Navnet Pontoppidan i Stedet for Sidenius og fandt Karakteristiken af den ansete Præsteslægt baade nærgaaende og uretfærdig. Naa, det samme hændte jo ogsaa Dickens gentagne Gange med hans Romaner, og den Slags Onder raader Tiden snart Bod paa.

Da man naaede til Hovedstaden med Romanens Per og ikke længer kunde identificere, steg Bogens Anseelse, og for os blev Hovedpersonen nu en virkelig Helt, en Fælle, ja en Bror for alle Provinsstudenter, der i Timevis over Toddyglas og lange Piber kunde drøfte hans Skæbne og gætte paa, hvad der vilde blive af den unge Mand. Som Lykke-Per havde vi lært at elske Københavns Smaakaarsfolk, vore Logiværter, og mod Romanens prægtige Højbaadsmandsfamilie stillede én en Smed, en anden en Barber, en tredje en fattig Enke, der sørgede langt ud over Aftalen for den unge Students Velbefindende og ikke kunde tænke sig et Kaffegilde, uden at der blev sat et Par Kager til Side til den Logerende.

I 1899 var der blevet dannet en Klub af Randers-Studenter, og to af dens Bestyrelsesmedlemmer, C. Dumreicher og jeg, blev afsendt i Deputation for at indbyde vor Digter til en Æresaften. Desværre naaede vi ikke længere end til Entrédøren; Henrik Pontoppidan var vanskeligere tilgængelig end selve Tsaren.

Den stærkeste Virkning foruden de glimrende Milieuskildringer gjorde Heltens i Begyndelsen aktive Indstilling. Vi var trætte og kede af de forelskede Drømmere og Driverter, der fylkede sig i Halvfemsernes Romaner, og vi følte os paa den anden Side lidt skræmte af det nye Kraftgeni, Johannes V. Jensen, hvis Betydning netop for den virile Reaktion i dansk Litteratur først senere gik op for os. Men Lykke-Per var os nær og fortrolig, og vi glædede os over alle Træk af mandig Foretagsomhed i hans Karakter og over, at hans Kærlighedshistorier laa i andet Plan, langt under Arbejdet, som det gjorde i vort eget Liv. I Pontoppidans Roman blev ikke alene Fortidens Kærlighedsbavl og Kærlighedslede, men hele Kunstnerslænget af holdningsløse Malere og Digtere til vor Fryd sat paa Plads. Vi følte Maleren og Solderisten Frithjof Jensen, i hvem vi uden Vanskelighed genkendte Holger Drachmann, som et overvundet Stadium, baade hans Letsindighed i Pengesager og hans Anfald af Dødsrædsel under Fuldskaben. Han repræsenterede det foregaaende Slægtled, det første, der var sluppet ud af den protestantiske Kirkes Tugt, og de til Bruddet knyttede Anfægtelser var ens i alle Lande. Der burde skrives en Monografi om Dødsfrygten i Datidens Litteratur med Udgangspunkt f. Eks. i Pierre Loti, hvis protestantisk strenge Opdragelse virkede stærkere end alt hans senere Fritænkeri og gjorde denne elegante Søofficer til en af Litteraturens mest dødsrædde Skikkelser (sml. den tyske Doktorafhandling: Der Todesgedanke bei Pierre Loti af G. Hirschmann-Günzel. Hamborg 1930).

Noget mindre tilfredse var vi med vor Fælle Lykke-Pers Mangel paa Studieplan, og Nutidens Studenter, der under Konkurrencens Pres gennemgaaende tager langt finere Eksaminer end vort Slægtled, maa nødvendigvis trække paa Skuldrene ad Per Sidenius' Foragt for den polytekniske Læreanstalt og hans alt for tidlige Koncentration om et gigantisk Vandbygningsprojekt. Endnu mere vil Pers Trods og Uhøflighed forundre, men her var vor Tid anderledes, Ibsens ensomme Mand og Georg Brandes' trodsige Positurer havde besat os og gjort os uligevægtige. Jeg husker en ellers meget fornuftig ung Mand, der ødelagde sin Chance for et Universitetsstipendium ved at skælde Professoren forfærdeligt ud, da Ekspeditionen syntes ham at gaa for langsomt. Vi var høflige i Hjemmet, men trodsige i det offentlige Liv. Nutidens Unge er ofte nogle værre Labaner inden for Hjemmets Mure, men, bevares, hvor har Nød og Konkurrence lært dem Høflighed, naar de søger Stilling, og Lydighed, naar de fungerer som Underordnede, og det er saamænd godt det samme.

Vore Følelser for Lykke-Per blev endnu mere blandede, naar vi læste om hans forskellige Svineheld. Den usandsynlige Arv fra Dødskandidaten Neergaard vilde vi dog sikkert selv have taget imod, men Pers Optræden og Erobringer inden for den rige Jødefamilie Salomon fyldte os med voksende Uvilje. At vinde en Plads i Samfundet gennem en rig Forlovelse, naar man ikke var i Stand til selv at tjene fem Øre, og under en Studierejse for Svigerfaderens Penge stadig at pønse paa at knibe ud og benytte en gunstig Lejlighed til at bryde med den kloge og retlinede Jakobe, det forekom os moralsk lige saa forkasteligt som at tjene til Studierne ved at være Elsker hos en ældre Dame. Jeg mindes en Diskussionsaften, hvor en Kamerat blev vild og erklærede, at den danske Litteratur var skrevet om Sjovere og for Sjovere, ellers kunde man ikke forklare, at Adam Homos skændige Brud med Alma uden en Forklaring, uden et Par venlige Ord, blev taalt, ikke heller, at en Bog om en fræk og impotent Fyr som Per Sidenius blev læst og gjorde Lykke. Hvad maatte en Udlænding tro om os? Anede Danskerne da ikke, hvad en Gentleman var? Bag de overdrevne Ord laa der en saaret Idealisme, en ungdommelig, instinktiv Forstaaelse af, at Individets Selvhengivelse er lige saa betinget i Naturens Orden som Selvhævdelsen. Men i Pontoppidans Roman var de to Ting fordelt som Roller, Hjælpsomheden var paa jødisk Side, Utaknemmeligheden paa kristen. Det nagede os, saa meget mere som en Oplevelse i vor egen Kreds bekræftede Forholdet. En jødisk Rigmand havde rakt en lovende ung Mand en hjælpende Haand og underholdt ham i to Aar, men da han tredje Aar ikke vilde forny Hjælpen, fordi Vedkommende ikke havde svaret til Forventningerne, fik han Skældsord i Stedet for Tak.

Hvor intensivt en ung Mand i Datiden kunde opleve Litteraturen, viser et andet Tilfælde. En Ven af mig studerede i Tyskland og kom ved at deltage i letsindige Spekulationer i Pengeforlegenhed. En belgisk Jøde hjalp ham da med nogle hundrede Mark, der senere punktlig blev tilbagebetalt. Men forinden tilstod den unge Belgier sin Forelskelse i en Landsmandinde, der studerede ved samme Universitet, og bad den unge Dansker om at være hans postillon d'amour, ja mere end det, blødgøre den Skønne, thi han var selv sky og uerfaren i Kærlighedssager. Danskeren havde Frækhedens Naadegave, skaffede sig en Introduktion og begyndte en regelret Belejring paa den andens Vegne, idet han overvældede hende med Blomster, Konfekt og Lovtaler, under hvilke han priste den unge Belgiers Fortræffelighed og ædle Forelskelse. Pigen var meget nydelig, og min Ven fortalte mig senere, at han et Par Gange var ved at falde ud af Rollen og operere paa egen Haand. Men da – stod Lykke-Per ham for Øje. Der skulde ikke begaas nogen ny Nedrighed fra kristen Side over for en tillidsfuld Jøde. Saa levende følte han Lykke-Pers Synd, at det var ham en Tilfredsstillelse at foretage en Slags Tilbagebetaling gennem en korrekt Handlemaade. Sig saa ikke, at Litteratur ikke har Betydning for Livet!

Efterhaanden tabte vi Interessen for Lykke-Pers egen Skæbne, og kun Bogens kunstneriske Egenskaber fængslede os. Vi forstod ikke, at en normal Sidenius ved Overgang til Hedenskabet behøvede at sætte sin Slægts gode Egenskaber, dens Retsind og Retssans over Styr. Vi havde selv erfaret, at man kan leve med samme Inderlighed, samme Troskab mod det bedste i Sjælen under de nye Former. Kun paa det erotiske Omraade var vi anderledes end de Troende, overbærende som al sund mandlig Ungdom med lidt Upaalidelighed, med Eros' hvide Løgne. Men var Penge og Forlovelse kædet sammen, kunde Svig ikke tilstedes. Lykke-Per var en Lus i Kærlighed og i Manglen paa aktiv Dygtighed. I de Aar, hvor vi selv Skridt for Skridt arbejdede os opad fra fattige Kaar til taalelige, uden Forbindelser som de Provinsdrenge vi var, og overvandt Hemninger, der efterlod søde Minder i Sjælen, kunde Lykke-Per være blevet os til megen Opmuntring, hvis han bare havde været et nogenlunde perfektibelt Mandfolk. Andersen Nexøs Pelle Erobreren var trods politiske og sociale Skel ganske anderledes vor Kampfælle ved Fremdrift og Retsind. Men Per Sidenius, der var begyndt med den unge Tekniks Tordenkile i Haanden og havde tilraabt Samtiden: "Paa Knæ for Mammon, Folkenes Opretholder og Forløser", krøb ikke alene tilbage i Troens Fjerdyner, men gik socialt og – som vi syntes – ogsaa menneskeligt stadig ned ad Bakke.

Vi havde som sagt haabet efter de givne Forudsætninger at se Helten vokse i aktiv Harmoni og var meget skuffede. Men i Bogens sidste Kapitel beredte Pontoppidan os en uforglemmelig kunstnerisk og menneskelig Overraskelse. I Per Sidenius' efterladte Papirer – en litterær Pendant til Almas Sonetter i Adam Homo – mødte vi noget, der betog os stærkere, end det aktive Livs Pris vilde have gjort, nemlig en Lovsang af den menneskelige Naturs Styrke i Lidelsen, der i al dens Jævnhed er uovertruffet i dansk Digtning. Særlig Afsnittet: "Det store Spøgelse" om den unge Krøbling er sublimt og rørte os til Taarer.

Imens laa Broderen bleg og stille paa sin Baare ude i Parken, omsværmet af sine Venner Fuglene, som aad af hans Haand. Han følte sig slet ikke ulykkelig, pintes kun af dumme Menneskers Medynk og af Tanken paa Faderens Elendighed. Jeg har selv set ham. Han var vel dengang en atten-nitten Aar, og jeg har aldrig kunnet glemme det forklarede Udtryk i hans Ansigt. Det var, som stod der en Lysglans om hans hele hjælpeløse Skikkelse. Til Erstatning for den Førlighed, der var bleven ham berøvet, havde han faaet hin sjette Sans, der skænker Sjælen dens dybeste Nydelser. Den kluntede Dreng med den mutte Trold i Øjet var bleven – ja, en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen, men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro. Og jeg maatte tænke paa hans Fader, hvem Samvittigheden, dette hæslige Spøgelse, havde drevet ind i Mørket, fordi han ikke havde ejet Troen, den sande Tro, Troen paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige, som veed Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden, som – –

Det er en Skikkelse, der staar lige saa fast i Mindet som den lidende Lukerja i Turgenjefs: En Jægers Dagbog.

Da Værket havde faaet denne Afslutning, var vi igen en Kres af unge Mennesker, der gennem Vennen Overretssagfører Erik Henrichsen lod forespørge, om Henrik Pontoppidan vilde lade sig fejre ved en intim Fest. Men atter afslog han med Tak. Dog huskede han det med Taknemmelighed, som jeg nogle Aar senere erfarede, da jeg tilfældig gjorde hans Bekendtskab.

Saadan levede og sloges vi med Lykke-Per. Men kan man forlange mere af en Bog end denne Ungdommens Jakobskamp med den, under hvilken vi afvekslende hyldede den med Beundring og slyngede den vore Anklager i Ansigtet, ret som om den var et levende Væsen, en Broder i Livskampen?

Frederik Poulsen.