Lykke-Per, I-III, 1905 Tredje Del

327

Otteogtyvende Kapitel

Naar man paa Vejen fra Oddesund til Thisted er kommen forbi Ydby med dens mange dystre "Kauer" og "Daase" og herfra søger vestover til den kønne lille By Vestervig med Liden Kirstens Grav1 og videre mod Nord, kommer man til et fattigt, vejrpisket Land, hvor Faarene selv ved Midsommertid har ondt ved at bjerge Føden. Det er en Klit- og Sumpegn, ens af Udseende Vinter og Sommer, blaagrøn af Marehalm, rødlig af Skavgræsser eller Lyng, der alene modstaar Havgusens Saltlud. Ufarbare Kærstrækninger tvinger Vejen ud i store Buer, og naar det en sjælden Gang er stille Vejr, driver der en tung Røg henover dem som over en Brandtomt.

Hist og her ligger der en lille Gaard eller en lyngtækket Hytte; men der er ofte flere Kilometer mellem Husene, og Byer findes ikke. Et enkelt Sted ses dog Begyndelsen til en Sammenflytning. I en Lavning, hvor der har dannet sig lidt Eng paa begge Sider af et Moseafløb, ligger fire Huse, af hvilke det ene er en Skole. I det andet bor en Engmester. I det tredje en Skomager. Det fjerde er tomt.

Fra det sidste bar man nylig Liget af en midaldrende 328 Mand, der i en Aarrække havde beskæftiget Sindene deromkring. Han var en Fremmed paa Egnen og havde aldrig skøttet om at fortælle om sin Fortid. Ellers var han ikke egenlig ordknap, omend lidt but, og han havde mange Venner rundt omkring og ingen anden Uven end Præsten. Han var ugift og havde levet ene i sit ret store Hus sammen med en gammel Husholderske, en gammel Hest og noget Fjerkræ. Skønt han var en ulærd Mand, havde han mange Bøger; men sin meste Tid tilbragte han ene med sig selv og sine Tanker ude paa Landevejen, naar han i Embeds Medfør kørte rundt med sin stridhaarede norske Fjordhest, der var næsten blind af Ælde. Manden var Vejassistent, og aldrig havde Distriktets Veje været i saa god Stand som i hans Tid.

Trods sin Ensomhed, og skønt han i mange Aar havde haft et svagt Helbred, der nødte ham til en streng Regelmæssighed i sin hele Livsførelse og navnlig til at forsage alle saadanne haandfaste Nydelser, hvormed andre af Egnens Folk søgte at bøde paa Naturens Barskhed, syntes han altid rolig og tilfreds. Dette undrede Folk og foruroligede dem tillige, saa meget mere som han ikke søgte Trøst i Religionen, aldrig gik i Kirke, endsige til Herrens Bord, og derfor af Præsten blev betegnet som en af de ulykkelige, der var hjemfalden til den evige Fortabelse.

En af dem, paa hvem hans Personlighed havde gjort stærkest Indtryk, var hans Genbo, Skolelæreren, en yngre Mand med en opvakt Aand. Denne havde (med lidt belagt Samvittighed forresten) holdt af at smutte over til ham om Aftenen for at faa sig en Passiar om alvorlige Ting. Skolelæreren var en Mand, der endnu ejede sin 329 Barnetro ubeskaaren, og da han tillige beflittede sig paa i alle Forhold at leve som et ærligt og redeligt Menneske, mente han at turde haabe paa engang at faa Del i den evige Salighed. Men trods disse gode Udsigter, og skønt han levede det hyggeligste Familjeliv med Kone og Børn, havde han dog mangen Gang baade triste og trætte Timer, ja han havde ikke kunnet skjule for sig selv, at hans gudløse Genbo i al sin Ensomhed syntes lykkeligere end han. Da han engang havde taget Mod til sig og tilstaaet dette for Assistenten, havde denne paa sin korte og rolige Maade svaret, at han i saa Fald ikke havde fundet sit naturlige Voksested, hvor han alene vilde kunne lære den højeste Menneskelykke at kende: at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst. Men da Skolelæreren derefter spurgte ham, hvorledes man bar sig ad med at søge dette Voksested, svarede han, at herom kunde det ene Menneske ikke meddele det andet Raad, her maatte enhver frygtløst give sig det Selvudfoldelsens Instinkt i Vold, der var nedlagt i alt det skabte.

En anden Gang trængte Skolelæreren ind paa ham for at faa ham til at udtale sig om, hvorledes denne "højeste" Lykke da føltes; men herpaa vilde han heller ikke indlade sig nærmere. "Spørg Deres Præst!" havde han ironisk mumlet. Bagefter havde han dog sagt, at hvad det for ethvert Menneske kom an paa, var at bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andres Organer, saaledes som f. Eks. ogsaa de gjorde det, der levede paa overleverede Forestillinger. Et saadant, virkelig levende Forhold til Livet var den nødvendige Forudsætning for at kunne høste frisk Erkendelsesglæde af enhver 330 Oplevelse, den ringeste saavel som den største, ja selv af den smerteligste. Den, der ikke af Erfaring kendte den Lykke, som det var, naar en – omend nok saa lille og betydningsløs – hidtil uoplukket Afkrog af Tankens eller Virkelighedens Verden oplodes for En, vidste overhovedet ikke, hvad det var at leve.

Disse Ord havde Skolelærer Mikkelsen ofte maattet tænke paa i Assistentens sidste Leveaar, hvor denne trods frygtelige Kræftlidelser holdt Modet oppe uden fremmed Trøst. Med levende Optagethed havde han studeret sin Sygdom og fulgt dens Ødelæggelser rundt om i hans Legeme. Under selve Smerteanfaldene kunde han være ynkelig nok og jamre sig, saa man i de tre omliggende Huse maatte gaa omkring med Bomuld i Ørene; men naar man bagefter kom ind til ham, laa han med et Udtryk i sit Ansigt som En, der har haft en rig og dyb Nydelse. At Livet virkelig intet Øjeblik havde syntes ham helt uudholdeligt, bekræftedes ogsaa efter hans Død, da man fandt en ladt Revolver skjult i hans Natbordsskuffe.

De sidste Dage laa han stille hen og vilde ikke se Nogen. Men indtil det sidste beskæftigede Opløsningsprocessens Forløb hans Tanker. Da han mærkede Dødskulden i sine Ben, bad han om et Spejl for at iagttage Udtrykket i sit Ansigt.

"Det er snart forbi," sagde han let klagende til Husholdersken, idet han gav hende Spejlet tilbage, – han havde allerede næsten mistet Synet.

Kort efter begyndte Dødskampen. Det var ved Aftenstid i stygt Vejr af Sydvest. Vinden peb som en syg Hund henne i Sprækken over Dørtærsklen, og Regnen slog mod Ruderne. Et Lys brændte 331 ved Sengens Hovedgærde. Paa den nøgne Væg tikkede Faderens store Sølvur.

Den gamle Husholderske havde sendt Bud over til Skolelæreren, fordi hun ikke turde være ene med den Døende. Men der havde ikke været noget for ham at udrette. Assistenten laa de sidste Timer ganske stille og sov med en snorkende Lyd. Kort efter Midnat sank hans Hoved til Siden. De hørte kun et lille Suk, og han var død.

I det skønneste Oktobervejr med blaa Himmel og næsten stille Luft blev han Ugedagen efter sænket ned i Kirkegaardens Sand. En Snes Mennesker fulgte ham. Der blev sunget et enkelt Salmevers, men nogen Tale blev der ikke holdt, og Kirkeklokken hang stum i sin tjærede Galge. Saadan havde den Afdøde selv bestemt det. Den Fanfare, han havde forlangt at faa blæst over sin Grav, havde Præsten til Gengæld ikke villet give'1 Tilladelse til.

To af hans Søskende havde indfundet sig til Begravelsen. Det var Departementschef Eberhard Sidenius og Provsten Thomas Sidenius, begge uden Uniform. Efter Jordfæstelsen blev hans Testamente aabnet. Til de to Brødres Overraskelse og Beklagelse havde han taget den Bestemmelse, at hans Efterladenskaber skulde tilfalde "Jakobe Salomons konfessionsløse Skolehjem" i København, – det var en Virksomhed, ingen af dem fandt fortjenstfuld. Og nu viste det sig ovenikøbet, at der foruden Bohavet og adskillige Kontanter var et Par Sparekassebøger, alt tilsammen til en Værdi af en halv Snes Tusinde Kroner. Den strengt regelmæssige og asketiske Levevis, som den Afdødes svage Helbred havde paabudt ham, og som iøvrigt passede godt for hans Tilbøjeligheder, havde tilladt ham at henlægge henved 332 Halvdelen af sin Aarsløn foruden al sin Ekstrafortjeneste, deriblandt Afstaaelsessummerne for et Par smaa Opfindelser, han havde gjort.

Brødrene var forbavsede.

"Det er jo virkelig en betydelig Sum," udbrød Departementschefen et Par Gange, først med megen Respekt, derpaa noget betænkelig.

"Ja, det er virkelig en ikke ringe Kapital," ytrede Provsten med samme Toneskiften.

De to Brødre saae paa hinanden.

"Forhaabenlig er han kommen redelig til den."

"Derom har vi visselig ikke Lov til at tvivle."

**
*

Da Departementschefen var vendt tilbage til København, drev en vis Nysgerrighed ham til personlig at overbringe Frøken Salomon Meddelelsen om den Arv, der var tilfalden hendes Skolehjem.

En Dag gik han ud paa Nørrebro, hvor Frøkenen havde opført sit meget omdisputerede "Børnenes Hus" midt i Fattigkvarteret. En Portnerske førte ham over en stor Legeplads med Træer og Bænke, og da det viste sig, at Bestyrerinden i Øjeblikket var beskæftiget ved Undervisningen, udtalte han Ønsket om at kunne benytte Ventetiden til at se sig lidt om "paa Etablissementet".

En Lærerinde kom hen imod ham og tilbød at vise ham rundt.

I den ene Ende af den store Bygning laa en højloftet, lys og festlig Spisesal, hvor den ene Halvdel af Børnene netop fik Mad, mens den anden var paa Skolen. Ved Siden af var der et Par Systuer, hvor Børnene – baade Drengene og Pigerne 333 – lærte at bøde deres Tøj, stoppe deres Strømper, lappe deres Sko. Ovenover var en Række Badekamre. Hver tredje Dag – forklarede hans Ledsagerske – fik Børnene et Bad. Lys, Luft, Vand og regelmæssige Maaltider var overhovedet de Midler, hvormed Skolen opdrog Børnenes moralske Sans og erstattede Religionsundervisningen.

"Naa saaledes," indskød Departementschefen og rømmede sig.

Børnene boede ikke paa Skolen; det var netop Meningen, at de med deres rene Kroppe, deres velholdte Klæder og gode Manerer skulde virke rundtom i Hjemmene som smaa Missionærer for Troen paa Renlighed, Orden og Tugt. Men Skolen stod aaben fra tidlig om Morgenen, naar Fabriksarbejdet begyndte, og Børnene fik deres fulde Forplejning der for en Betaling, som ikke var helt ringe men iøvrigt afpassedes efter Forældrenes Evne.

Ja, tænkte Departementschefen ved sig selv, alt dette kunde jo være meget godt, men –.

I det samme kom der Bud om, at Bestyrerinden ventede ham inde paa Kontoret.

Jakobe Salomon var nu en Dame paa henimod Fyrre; men til Trods for, at hun havde bevaret sin ranke, knejsende Holdning, saae hun ikke saa lidt ældre ud. Man kunde se paa hende, at den Virksomhed, hun her havde skabt med saa mægtig en Energi og under megen Modstand og Mistænkeliggørelse fra forskellige Sider, havde kostet hende mere end hendes Formue. Den Kampens Lod, hun i sin Ungdom havde ønsket sig, var i fuldt Maal bleven hende til Del. Det Ansigt, som hendes Beundrere i sin Tid havde kaldt et Ørneansigt, hendes Uvenner og Misundere 334 et Papegøjefjæs, var nu ubestridelig rovfugleagtigt. Med sit allerede næsten hvide Haar, sin gullige Hud, sine store, mørke, opspilede Øjne, sin høje Hals, sin enkle, brune Kjole, blot pyntet med en bred, hvid Krave, lignede hun en Kondor, der fra en Fjældtinde skuer milevidt ud over Sletten.

Da Departementschefen kom ind, gik hun ham hurtigt imøde henne fra sit Skrivebord.

"Jeg kan tænke mig, at De kommer i den elskværdige Hensigt at meddele mig Deres Broders Død. Jeg har dog allerede faaet Underretning derom gennem andre, der havde set Dødsanmeldelsen i en Avis."

"Hvis jeg ikke havde haft anden Anledning, skulde jeg dog ikke have ulejliget Dem med et Besøg. Saa meget mindre, som min Broder eller hans Skæbne jo næppe kan gøre Krav paa nogen Deltagelse fra Deres Side."

"Deri tager De ganske fejl. Jeg skylder Deres Broder mere, end han selv nogensinde har haft Forstaaelsen af. Paa Afstand har jeg da ogsaa fulgt ham, saa godt jeg kunde. Vi gled jo i Aarenes Løb i mere end een Henseende bort fra hinanden. Om hans sidste Leveaar veed jeg slet intet. Nu maa De fortælle mig derom. – Tag Plads, Hr. Departementschef. – Og fortæl mig om hans Sygdom og Død. Det har været mig saa underligt slet intet at vide."

Men Departementschefen vilde ikke sætte sig. Den ligefremme Tone, som denne noget tvivlsomme Dame tillod sig overfor ham, fik ham til at stramme Munden, hvorved hans store, uskønne Underbid blev endnu mere fremtrædende.

"Jeg skulde, som sagt, ikke have ulejliget Dem, 335 dersom jeg ikke havde haft en ganske særlig Anledning. Men jeg skal fatte mig i al Korthed. Deres Formodning om, at min afdøde Broder mere og mere havde fjærnet sig fra Dem ikke alene i bogstavelig Forstand men ogsaa med Hensyn til Anskuelser og Tænkemaade, synes – De vil forstaa, at jeg for mit Vedkommende maa sige det med Beklagelse – ikke at være helt rigtig. I hvert Tilfælde har han i sit Testamente, mod hvis Lovformelighed der dog kan rejses alvorlige Indvendinger, indsat Dem eller rettere Deres … Deres Institution, eller hvad man nu skal kalde det … til Universalarving. Da min Broder jo efterlader sig Børn, fødte i lovligt Ægteskab, er Testamentet i Virkeligheden ganske ugyldigt; men jeg har bragt i Erfaring, at der ikke fra Arvingernes eller deres Formynderes Side vil blive rejst Indvendinger imod, at hans sidste Vilje tages til Følge. Det drejer sig om en Kapital paa en halv Snes Tusinde Kroner, om hvis Oprindelse jeg iøvrigt ikke ser mig i Stand til at oplyse noget. Jeg har fundet, at det var min Skyldighed personlig at underrette Dem derom. Ogsaa for af Deres egen Mund at erfare, om De overhovedet ønsker at modtage denne Gave."

Jakobe Salomon stod ved Siden af en Stol og lænede sig med Albuen til dens Ryg. Hun var dybt greben. Ungdomsminderne strømmede ind over hende. Hun, hvem kun faa Mennesker havde set græde, kunde i dette Øjeblik ikke holde Taarerne tilbage.

"Hvorfor skulde jeg dog ikke modtage den?" sagde hun stille. "Deres Broder og jeg var meget forskellige, og jeg har ofte tænkt paa, at jeg vist i Grunden kun daarligt har forstaaet en Natur 336 som hans. Men des taknemligere er jeg for den Hilsen, han her har sendt mig."

"Tør jeg maaske i denne Forbindelse – Frøken Salomon! – minde Dem om en Samtale, vi havde med hinanden for en sejsten-sytten Aar siden. Jeg anvendte ved den Lejlighed omtrent de samme Ord om Deres og min Broders Forhold som De nu. Jeg tror, De nu maa indrømme mig, at det havde været bedst for alle Parter, om De dengang havde haft mere Tillid til min Dømmekraft."

Hun løftede Hovedet og saae stolt paa ham.

"Der tager De igen ganske fejl, Hr. Departementschef! Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod som en stor Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den Glæde og den Sorg, han forvoldte mig, fik mit Liv først rigtig Indhold. Det Værk, De ser her omkring Dem, er i Grunden lige saa meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham inderlig taknemlig."

"Ja, – hm – herom kommer De og jeg jo næppe til nogen Forstaaelse. Jeg skal derfor heller ikke opholde Dem længere. Jeg byder Dem Farvel!"

**
*

En Aften en Ugestid efter Begravelsen opholdt Skolelærer Mikkelsen og Engmester Nielsen, der tillige var Stedets Sognefoged, sig inde i den Afdødes ellers vel tillukkede Hus for efter hans bortrejste Brødres Anmodning at udfærdige en Fortegnelse over det efterladte Indbo. Hvad der havde været af Værdipapirer, Breve og lignende Ting, havde Brødrene taget med sig; men i et Bord, der tilfældig havde staaet med Skuffen 337 vendt ind mod Væggen, fandt man nu et tykt Hefte, næsten en lille Protokol, fuld af Optegnelser, skrevne med Assistentens halvt ulæselige Haand.

Skolelærer Mikkelsen kunde ikke dy sig for at kigge i den. Mens Sognefogden gik rundt i de andre Værelser med Lampen og skrev op paa sin Liste, sad han inde i Soveværelset ved et Lys, der var stukket i en Flaskehals, og gennembladede Bogen.

Det var en Slags Dagbog, som Assistenten havde ført i alle de Aar, han havde boet der paa Egnen, og hvori han havde nedskrevet sine Tanker og i det hele ligesom ført Samtaler med sig selv om alt, hvad der var hændt ham.

Paa et af Bogens første Blade stavede Skolelæreren sig besværligt gennem følgende:

"Saalænge vi er unge, stiller vi saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formaalet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, saa uendelig 338 led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Drømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker, er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket, ubesmittet. Eller er det altsammen lige meget mig selv? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare en forbifarende Stemning, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, noget, der er afhængigt af Barometerstanden eller Torvepriserne? Eller har vi lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose? Hver Gang Posen rystes, kommer en ny tilsyne: en Nar, en Hugaf, en Natugle … Jeg spørger! Jeg spørger!"

Skolelærer Mikkelsen var forbavset, han kendte ikke sin Mand igen i disse mistrøstige Linjer. Men idet han nu søgte fremefter i Bogen for at komme til de Optegnelser, der skrev sig fra de senere Aar, stødte han paa et Brev, som havde ligget gemt mellem Bogens Blade. Han saae paa Udskriften. Der stod "Hr. Vejassistent P. Sidenius", og af Stemplet paa Frimærket kunde han se, at Brevet kun var et Par Maaneder gammelt.

Efter en kort Samvittighedskamp trak han Papiret ud af Omslaget. Det var en Damehaand. Som Adresse stod der øverst paa første Side "Budderuplund", og Brevet lød:

Jeg hører, at du er syg, meget syg. Jeg bryder derfor den Tavshed, du har paalagt mig, jeg kan ikke blive rolig i mit Sind, før jeg faar sagt 339 dig min uendelige Tak for alt, hvad du har ofret for min Lykkes Skyld. Jeg forstaar dig nu helt, forstaar, at du kun har villet mit Bedste, og jeg kan aldrig takke dig nok derfor. – – Fra vore tre Børn kan jeg bringe Hilsen, de har det godt, ligesom mine yngste to. Hagbarth er nu Student, han vil være Ingeniør og har efter alles Sigende ualmindelige Evner, er dertil en kæk og stærk Dreng, saa han vil nok komme frem i Verden. Ingeborg blev konfirmeret sidste Høst; hende og lille Lise har jeg endnu herhjemme. De kender dig jo ikke; du har jo villet det saadan, og det er maaske ogsaa rigtigst. – Endnu engang min inderligste Tak for alt. Gud give dig Kraft til at bære, hvad der maatte komme!

Inger.

Skolelærer Mikkelsen nikkede stjaalent hen for sig og puttede derpaa stille Papiret ind igen i Omslaget. Hvad det dog har været for en sær Mand! tænkte han.

Den sidste Del af Dagbogen bestod mest af udaterede Smaastykker, og flere af dem endte med den samme Sætning, der hist og her var understreget: "Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig!" Paa disse Steder genkendte Mikkelsen let baade Tanker og Udtryk fra sin Vens Tale. Saaledes i et Stykke som dette:

"Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, 340 der kaldte paa denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius, alle mine Dage."

Eller et andet Sted:

"Kristi Liv og Historie lærer os i Virkeligheden intet ud over dette (som er en gammel Visdom), at der kun er eet, der overvinder Lidelsen, og det er Passionen."

Paa et tredje Blad stod der:

"Ære være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa."

Et Sted læste han disse Linjer:

"Aviserne meddeler idag, at Hr. Steiner er bleven udnævnt til Etatsraad. Hvordan? For et helt Liv, forspildt i Løgn og hæsblæsende Svindel – bare en Etatsraadstitel! Verden er en slet Betaler. Stakkels Hr. Steiner! Om De anede, hvor jeg i min Navnløshed føler mig kongeligt fri og ukrænkelig, vilde De forstaa, at det er Dem, som blev den narrede. Men nu aner De det ikke og er glad. De lykønsker Dem selv og drikker stolt Deres Berømmelses Skaal i Champagne. Thi Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig."

Et Sted stod der følgende under Overskriften "Om Gud".

"Der tillægges Voltaire det Ord, at dersom Gud ikke var til, maatte man opfinde ham. Jeg finder mere Sandhed i Sætningen, naar den vendes om. Dersom der virkelig skulde være nogen Gud til, maa vi se at glemme ham, og dette ikke af Frygt for vore onde Gerninger og deres Straf, men for at opelske Mennesker, der vil gøre det gode for det godes egen Skyld. Hvor kan man med rent Hjerte give den Fattige en Almisse, naar 341 man tror eller har Interesse af at tro, at der sidder en regnskabsførende Gud i Himlen og ser derpaa og nikker bifaldende?"

Nedenunder stod der under Overskriften "Mere om Troen".

"Vi omgiver os i Livet med saa mange Ting, som er bleven vor Ejendom ved et Tilfælde. Vi opdager en Dag, at vi trænger til en Kommode, gaar saa ind til en Snedker og køber en, der tilfældigt staar fremme. Vi mønstrer den med Ligegyldighed, den er maaske ikke engang efter vor Smag, men i samme Øjeblik, vi har besluttet os til at købe den og den er bleven vor, foregaar der en hemmelighedsfuld Forvandling med den og med os. Varsomt stryger vor Haand henover Polituren, med Kærlighed og Ængstelse følger vort Øje den, naar Flyttefolkene bærer den ned ad Trapperne, og tvinges vi senere i Livet til at skille os af med den, er det for os, som om vi mistede en Del af os selv. – Dette er Besiddelsens Mysterium. Er det ikke ogsaa Troens?"

Fra hans sidste Leveaar skrev sig en Optegnelse, der havde Overskriften "Det store Spøgelse".

"Et Sted ovre paa Mors forefaldt der for en Del Aar siden følgende Begivenhed. En Herremand havde to Sønner, to Smaadrenge. Den yngste var en mut lille Fyr med et trodsigt Sind, som Faderen vilde bøje. En Dag i Drengens tiende Leveaar, da han igen havde forset sig og derfor skulde tugtes, søgte han Tilflugt oppe i et højt Træ i Haven. Ør af Ophidselse og – som det ogsaa paastaas – af for megen Vin (han var netop kommen hjem fra en Jagtfrokost i en Nabogaard) stod Faderen nedenunder med sin Ridepisk og befalede ham at komme ned. Men 342 hvor meget han end raabte, og hvor stærkt han end truede, blev Drengen deroppe, krøb tilmed i sin Angst stadig højere tilvejrs, tilsidst saaes han helt oppe i Toppen. Saa hørtes pludselig et Skrig. Den Gren, hvorpaa han havde søgt Fodfæste, knækkede, og Drengen styrtede til Jorden. Han blev Krøbling for Livstid, og Samvittighedsnag gjorde Faderen vanvittig, han sad indtil sin Død indespærret i en Galeanstalt.

"Imidlertid voksede Sønnerne op. Den ældste blev en sund og rødmosset ung Junker, ret hvad man kalder en Kærnekarl, der giftede sig med en køn Pige, satte et Kuld raske Børn i Verden, drev Ejendommen op til at blive en Mønstergaard og i det hele gjorde sin Skyldighed som velvoksent Mandfolk. Imens laa Broderen bleg og stille paa sin Baare ude i Parken, omsværmet af sine Venner Fuglene, som aad af hans Haand. Han følte sig slet ikke ulykkelig, pintes kun af dumme Menneskers Medynk og af Tanken paa Faderens Elendighed. Jeg har selv set ham. Han var vel dengang en atten-nitten Aar, og jeg har aldrig kunnet glemme det forklarede Udtryk i hans Ansigt. Det var, som stod der en Lysglans om hans hele hjælpeløse Skikkelse. Til Erstatning for den Førlighed, der var bleven ham berøvet, havde han faaet hin sjette Sans, der skænker Sjælen dens dybeste Nydelser. Den kluntede Dreng med den mutte Trold i Øjet var bleven – ja, en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen, men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro. Og jeg maatte tænke paa hans Fader, hvem Samvittigheden, dette hæslige Spøgelse, havde drevet ind i Mørket, fordi han ikke havde ejet Troen, den sande Tro, Troen 343 paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige, som veed Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden, som – –."

Skolelæreren blev afbrudt i sin Læsning ved, at Sognefogden kom ind.

"Ja, saa er vi vist færdige, Mikkelsen. Hvad er'et, De der sidder med?"

"Det er bare den Bog, vi fandt her i Skuffen. Hvad skal vi gøre ved den? Det er jo skrevne Sager, saa den kan da ikke gaa til Avktionen, og til at brændes er den da egenlig for god. Tror De ikke, Nielsen, at jeg med god Samvittighed kan ta' og beholde den? Saa havde jeg dog en Slags Minde om Assistenten. For – sandt at sige – saa vil jeg mangen Gang komme til at længes efter ham; og her staar netop saa meget om det, vi har siddet her og passiaret om, saa det er, ligesom jeg opfriskede det altsammen."

"Tag De den bare, Mikkelsen. For skrevne Sager har vi ingen Ansvar. Og den har jo ingen Pengeværd."

Saa tændte Sognefogden en Lygte. Lampe og Lys blev slukket, og de to Mænd traadte ud af det tomme Hus og lukkede det omhyggelig efter sig.

 
[1] Liden Kirstens Grav: En gravsten på kirkegården fra det 13. årh. forbindes af den folkelige tradition med folkevisen om "Liden Kirsten", en kongesøster der ikke må få sin broders svoger Boris, men tværtimod bliver dræbt af sin bror. tilbage
['1] villet give < villet tilbage