Lykke-Per, I-III, 1905 Anden Del

173

Sejstende Kapitel

En tidlig Formiddagstime, nogle Dage før Per ventedes hjem, forsamledes hos Overretssagfører Max Bernhardt den samme lille Kres af Pengemænd, der engang før havde givet Møde her for at drøfte Mulighederne for hans vestjyske Frihavnsprojekts Gennemførelse.

Ogsaa Ivan var tilstede, rigtignok med et meget fraværende Ansigtsudtryk. Mens de andre Herrer stod i livlig Samtale henne ved et Vindu, gik han ensom og bleg omkring i Værelset og fingrede nervøst ved de fremlagte Aviser og Bøger.

Han var meget nedslaaet over sit mislykkede Forsøg paa at mægle mellem Oberst Bjerregrav og Per. Han havde ganske vist ikke selv ventet, at denne skulde kunne lade sig overtale til straks at gøre en ligefrem Tilnærmelse; men den Maade, hvorpaa Per i sin Svarskrivelse havde omtalt Obersten, udelukkede overhovedet ethvert Haab om Forsoning. Med den Løssluppenhed, der prægede hans italienske Breve, havde han fyldt en halv Side med humoristiske Haansord mod Obersten og anbefalet at male ham grøn og sætte ham 174 op paa Vor Frelsers Kirketaarn "til Skræk og Advarsel."

Men Ivan havde i denne Tid ingen Sans for Pers Humor, som da forresten ogsaa gjorde et noget anstrengt Indtryk. Han forstod ikke den Ligegyldighed, Per paa det sidste havde lagt for Dagen overfor sit eget Værk og dets Skæbne. Da han i sin Tid meddelte ham den glædelige Nyhed om Max Bernhardts Tilslutning og senere udviklede sit herpaa grundede Haab om snart at se et pengestærkt Konsortium dannet, havde Per kort svaret: "Der drog engang en Mand fra den By Jerico, og han faldt imellem Røvere."

Efter at man havde taget Plads omkring Bordet, hvor de sædvanlige Tegneruller, Kort, Overslag o.s.v. i Forvejen var lagt frem, indledede Max Bernhardt Forhandlingerne med den Meddelelse, at det uheldigvis endnu ikke var lykkedes Hr. Salomon at bilægge den Tvist mellem Oberst Bjerregrav og Hr. Sidenius, der foreløbig dannede en Hindring for den førstes Medvirken. Der maatte derfor nu tages bestemtere Stilling til dette Spørgsmaal, for at man kunde naa til en endelig Beslutning om Sammensætningen af det eventuelle Selskabs Direktion.

Ivan tog umiddelbart derefter Ordet og mindede om, hvorledes han allerede ved det første Møde havde stillet sig tvivlende overfor Tanken om et Samarbejde mellem dette Projekts unge, geniale Ophavsmand og Teknikere af den ældre Skole. Han bad indtrængende om, at man trods det negative Resultat af hans Henvendelse til Obersten ikke vilde se mindre forhaabningsfuldt paa Foretagendet. Han var overbevist om, at dets overordenlige Betydning vilde gaa op for den store Almenhed ogsaa uden forældede og misundelige 175 Avtoriteters Bistand, naar Sagen blot blev sat i Scene med fornøden Kraft og man navnlig ved tilstrækkelig Averteren – og maaske ogsaa paa anden Maade – sikrede sig Pressens Medvirken.

Max Bernhardt svarede med den Bemærkning, der fik de Andre til at le, at han havde stor Tillid til Pressens Indflydelse, mindre derimod til Almenhedens Dømmekraft. Han erklærede sig dernæst ganske uenig med Ivan i Opfattelsen af den foreliggende Situation og af Muligheden for et Samarbejde som det ønskede. Obersten havde jo vitterlig tilsagt dem sin Medvirken og kun stillet visse, i og for sig meget rimelige Betingelser, som endnu ikke var bleven opfyldte. Han vilde derfor foreslaa en ny og bestemtere formuleret Henvendelse til Hr. Sidenius om at bringe sit rent private Mellemværende med Obersten ud af Verden hurtigst muligt.

Ivan modsatte sig utrætteligt. Han gjorde gældende, at der ikke var Tale alene om at udjævne Følgerne af et personligt Sammenstød. Konflikten laa dybere. Det var en Gentagelse af den evigt standende Strid mellem det ældre og det yngre Slægtled. Oberst Bjerregrav og Hr. Sidenius tilhørte baade som Teknikere og Personligheder helt forskellige Udviklingsstandpunkter, der ikke lod sig forlige.

Max Bernhardt afbrød ham og sagde, at de tilstedeværende Herrer vistnok ikke ønskede denne altfor teoretiske Debat fortsat. Den var jo ingen Verdens Nytte til. Da de nemlig alle var enige om, at Oberst Bjerregrav absolut var den, der bedst vilde kunne yde Foretagendet den Støtte, som det nu engang ikke kunde undvære, og da Obersten ogsaa havde erklæret sig villig hertil, 176 kunde der fornuftigvis ingen Tvivl være om deres Stilling til dette Spørgsmaal.

De øvrige Herrer gav Max Bernhardt deres fulde Tilslutning. Og da denne Sag dermed mentes at være bragt i Orden, gik man over til at tale om Øjeblikkets Pengemarked og Aktiekonjunkturerne.

Tilsidst foreslog Max Bernhardt, at de nu skulde betragte Selskabet som endelig dannet, og at der derfor ikke skulde tøves med at lade Meddelelse herom tilflyde Pressen; og til Trods for, at de andre Herrer – med Undtagelse af Vekselerer Herløv, hans Fortrolige, og den unge Sivertsen, hans Ekko, – ytrede stærke Betænkeligheder ved saaledes at foregribe Begivenhedernes Gang, indeholdt forskellige københavnske Blade allerede den følgende Morgen under Overskriften "Et nyt Nationalværk" en fanfareklingende Notits om Pers Projekt.

Pers Navn blev dog slet ikke nævnet i Notitsen, der i det hele havde en ganske foreløbig Karakter og kun fremtraadte som "et Forlydende i Børskrese". Allerede den næste Dag kunde dog de samme Blade meddele, at "en Række betydelige Mænd og højtansete Pengeinstituter" stod bag det store Værk.

Naar Max Bernhardt havde haft et saadant Hastværk med at paakalde Offenlighedens Opmærksomhed for et Foretagende, hvortil han selv kun havde ringe eller slet ingen Tillid, og som han for sit Vedkommende agtede at lade falde, saasnart det havde udtjent efter hans Hensigt, var det stadig i Haabet om, at det skulde kunne lykkes ham at kvæle det københavnske Frihavnsprojekt allerede i Moders Liv. Og naar han i sine Meddelelser til Bladene havde undgaaet 177 at nævne Per, var det for saa længe som muligt at fortie, om hvilken Plan Talen var. Desuden havde han ingensomhelst Tro til Per som erobrende Kraft, fordi han overhovedet ikke havde noget tilovers for Afkommet fra de danske Præstegaarde. Han havde engang truffet Per i et Selskab hos Salomons, hvor Ivan havde været meget ivrig for at føre dem sammen; men han var hurtig kommen paa det rene med, at denne højtalende, seminaristisk selvopfyldte unge Mand ikke var skabt af den Slags Stof, som han kunde bruge.

Han var da ogsaa betænkt paa i Nødsfald at skyde Per helt tilside og erstatte ham med en anden, ham mere tjenlig Person; ja han havde allerede en saadan i Kikkerten, en vis Ingeniør Steiner, der nylig var optraadt i et Provinsblad med et andet vestjysk Havneprojekt, der ganske vist var laant for ikke at sige stjaalet fra Per, men som dog i Enkelthederne var ret selvstændigt og i hvert Fald var godt nok til den Brug, der her skulde gøres af det.

**
*

Allerede i de første Dage af Maj var Salomons flyttet ud til "Skovbakken", skønt Foraaret havde været vaadt og stormfuldt.

Det var Hensynet til Jakobe, der havde fremskyndet Opbrudet fra Byen; hun havde selv udtalt Ønsket om at komme paa Landet. Hun vilde derud ikke alene for at have Fred, men ogsaa for den friske Lufts og de lange Spaserevejes Skyld. Hun, som trods alle sine legemlige Lidelser altid havde vanskøttet sit Helbred, fordi hun ikke havde nogen Tro paa Bedring, var i den 178 senere Tid bleven næsten overdreven omhyggelig med sig selv. Nu, da hun havde faaet saa meget at leve for, havde hun ogsaa vundet Haab om ny Kraft og Sundhed for sit stakkels, ømtaalige Legeme.

Blandt de mange forskelligartede Bøger og Tidsskrifthefter, der altid laa opstablet paa hendes Bord, fandtes nu ogsaa lægevidenskabelige Værker og Sundhedstidender, som hun ivrig studerede. Heltemodigt gennemgik hun for Tiden en spartansk Hærdningskur med iskolde Bade og timelange Fodvandringer. Allerede inde i København var hun begyndt at gaa tidlige Morgenture ud ad Langelinje paa Trods af Vejr og Føre, – til stor Morskab for Familjens Bekendte i Bredgade, der fra Vinduerne betragtede hende, naar hun ved Nitiden vendte hjem, skridtende afsted i pligtmæssig Ilmarsch under en drivende Paraply.

Og al denne Ihærdighed havde saa alligevel ingenting frugtet. Alle kunde se det, hvordan hun sygnede hen. Hendes Længsel var for stærk. Hun kunde tilsidst næsten ikke taale Synet af Mennesker. Og Nætterne var uendelige som en Evighed. Selv naar hun sov dybest, vækkedes hun af en Flues Summen.

Alligevel var hendes Sind kun sjelden nedstemt. Som hendes Breve til Per aldrig indeholdt mindste Klage, var hun selv – endog i sine svageste Øjeblikke – fuld af Haab. Hun var fra Barnsben saa vant til legemlige Plager, at de ikke længer paavirkede hende sjæleligt. Hun var i Aarenes Løb ligesom kommen paa Kammeratskabsfod med sine Lidelser. – Værre for hende var derfor de skjulte Bekymringer.

Hun var bleven mere og mere overbevist om, at hun var frugtsommelig. I Modstrid med, hvad 179 hun af Hensigtsmæssighedshensyn havde svaret Moderen, som var begyndt at gøre hende intime Spørgsmaal, havde der vist sig Tegn, der bestyrkede hendes Formodning. Til Per havde hun dog endnu intet nævnet derom, og noget sikkert vidste hun da heller ikke, idet hendes naturlige Funktioner altid havde været præget af stor Uregelmæssighed. Selve Forestillingen om at være Moder ængstede hende egenlig kun forsaavidt, som hun til Tider frygtede for ikke at have Kræfter nok til at føde et Barn til Verden. I enkelte Øjeblikke kunde den endog vække en egen lys, lidt vemodig Glæde i hende, ligesom fylde hende med et blegt Solskin. Men i det hele og store beskæftigede Sagen hende langt mindre, end hun paa Forhaand vilde have troet. For hver Gang hendes Tanker drejede sig om hendes Tilstand, kresede de hundrede Gange omkring Per. – Langt mere angribende og ødelæggende for hende var stadig hendes uovervindelige og ubeherskelige Skinsyge.

I forøget Uro og Spænding havde hun levet, siden der var bleven Tale om at kalde Per hjem. Ikke med et Ord havde hun dog søgt at paavirke hans Afgørelse, skønt Ivan oftere havde tilskyndet hende dertil. Og dog begreb heller ikke hun Grunden til hans fortsatte Ophold i Rom, der oprindelig slet ikke var taget med i hans Rejseplan, og hvor han jo næppe kunde have noget specielt at gøre. Dersom det virkelig (som han skrev) alene var af Hensynet til den paabegyndte Byste, han lod sig holde tilbage, forekom det hende utilgivelig ubetænksomt.

Nu havde han tilmed i de sidste Dage sendt hende et Par underlig usammenhængende Breve, der vel paa ingen Maade var ukærlige, tværtimod, 180 men som dog havde givet hende meget at tænke paa. Men alle Ængstelser forsvandt, da Telegrammet kom, der meldte, at han om faa Dage vilde være i København. For at være helt alene gik hun ud i Skoven, og for første Gang i sit Liv savnede hun en Gud, til hvem hun kunde opsende Tak og Lovsange.

Den Dag, Per ventedes, stod hun op allerede ved Daggry og klædte sig paa med den dvælende Ro og Betænksomhed, der var hende egen under stærke Sindsbevægelser. Flere Timer før Vognen skulde køre til Stationen, var hun færdig til at tage afsted. Per vilde komme til København med Formiddags-Iltoget, og hun var angst for at komme forsilde.

Vejret havde været smukt de sidste Dage. Ogsaa denne Dag skinnede Solen helt sommerligt, da hun naaede ind til Byen med Skoletoget.

Per havde imidlertid sat Foden paa hjemlig Grund og rullede nu op gennem Sjælland. Han var i en urolig og splittet Stemning. Endnu ved Afrejsen fra Rom havde han været fast besluttet paa at hæve sin Forlovelse; men det afgørende Ord havde han dog ikke faaet skrevet dernede. Han havde ligesom ikke kunnet faa Ro dertil under Indpakningens og Opbrudets Travlhed. Han havde da bestemt at gøre et Ophold paa Hjemvejen enten i München eller i Berlin for her at samle sig til en endelig Forklaring.

Men efterhaanden som han paa sin Rejse var kommen nordpaa, og navnlig da han nærmede sig de skovbevoksede Bjerge, der for blot et Par Maaneder siden havde dannet Rammen om deres paradisagtige Kærlighedsliv, fik Minderne mere og mere Magt over ham. Den Nat, da han kørte over Alperne, sad han vaagen ved Kupevinduet 181 og stirrede ud over de maanebeskinnede Bjergsider. Han genkendte her en skovklædt Højderyg, hist en sneglitrende Tinde, som de havde haft for Øje paa deres elskovsglade Vandringer … og hans Hjerte blev tungt derved.

Og han var begyndt at tinge med sig selv. Med en ikke helt bevidst, sideniusk Farisæisme havde han søgt at retfærdiggøre en Overgivelse ved Betragtninger af rent praktisk Art. Han spurgte, om det nu ogsaa var klogt netop i dette Øjeblik at bryde en Forbindelse, som dog kunde være ham til uvurderlig Nytte under den Kamp, der uden Tvivl forestod. Turde han, alt vel betænkt, give Afkald paa den Støtte, som Forholdet til det Salomonske Hus sikkert allerede havde været ham i denne Sag? Hensynet hertil maatte jo dog foreløbig være det ene afgørende. Det store Slag til Sejr eller til Nederlag skulde nu udkæmpes. Og han længtes efter at tage fat. Der vaagnede under Kørslen op forbi Tysklands hammerslaglarmende Fabriksbyer med deres vældige Stationsbygninger og Skove af rygende Skorstene en utaalmodig Virkelyst hos ham, en formelig Arbejdsfeber efter den lange, romerske Lediggang. – Vilde det nu kunne forsvares, spurgte han sig selv, om han satte sit Livsværks Skæbne paa Spil eller bare udsatte det for Forsinkelse for et smukt Kvindelegemes Skyld?

Han havde haft god Tid til fornyede Overvejelser paa sin næsten tre Døgn lange Jernbanerejse gennem Evropa; og han kørte først München og siden Berlin forbi uden at gøre Ophold. Han havde overvundet sig selv. Han vilde for Tiden undgaa alt, hvad der kunde hemme endsige standse hans Sags Fremgang eller vanskeliggøre dens endelige Sejr. Foreløbig i det mindste skulde 182 alt ofres for det store Fremtidsværk – ogsaa Elskovsglæderne. Selv om Jakobe ikke længer var den, der passede bedst for ham, saa bød Klogskab ham at lade det have sit Forblivende med det engang trufne Valg. Det fik da gaa med den huslige Lykke, som det bedst kunde. For Folk, hvem Skæbnen havde betroet et stort Kald, galdt nu engang ikke den almindelige, borgerlige Lov. De havde i Hjerteanliggender ligesom kongelige Personer en Forpligtelse til at opofre1 deres private Følelser for højere Hensyn.

Da Toget bruste ind for Københavns Hovedstation, befandt han sig dog endnu i en delt og nervøst ophidset Sindsstemning. Men her mødte der ham noget uventet.

Idet han fik Øje paa Jakobe, der stod paa Perronen og spejdede efter ham i de forbifarende Kupevinduer, foregik der et pludseligt Gennembrud2 i ham. Han blev helt3 varm ved Gensynet. Uvilkaarligt rakte han sig ud af Vinduet og svang sin Rejsehue.

Jakobe saae nu ogsaa udmærket4 godt ud. Hun havde faaet en ny, meget bredskygget Sommerhat, der klædte hende usædvanlig godt, og Sindsbevægelsen og den friske Morgenluft havde givet hendes Kinder Farve. Hun bar en let, lys Dragt med en Cape af luftige Silkeblonder, der lod hendes slanke Skikkelse fremtræde med en vis Fylde, … og det var alt dette, der straks talte indsmigrende til den Følelse hos Per, som altid havde været den stærkeste i Forholdet til hende, Forfængeligheden.5

Han6 sprang ud af Kupeen. Og skønt Perronen stod fuld af Folk, stak han sin Arm ind under hendes uden at tænke paa, at deres Forlovelse endnu var hemmelig; hvorpaa han skridtede afsted 183 med hende ud gennem Ventesalen7. Han kunde ikke komme sig af sin Forbavselse over at finde hende saa meget yngre og smukkere og tillige saa langt mindre jødisk af Udseende, end han under Indtrykket af Nannys Person havde hidset sig op til at tro.

Jakobe selv havde for lutter Lykke endnu ikke kunnet sige et Ord. Men hendes Blik var ufravendt løftet op mod ham; og mens de nu trængte sig gennem Forhallens Menneskemylr, hamrede hendes Hjerte, saa Per kunde mærke det helt op i sin Arm. Han smilte og saae hende ned i Øjnene. Ogsaa de vakte saa mange fortrolige Minder. Og han trykkede hendes Arm ind til sig og hviskede: "Du kære –."

Saa puttede de sig ind i en lukket Droske; og da Jakobe her kastede sig8 til hans Bryst, overgav han sig ganske. Drosken rumlede afsted; og før nogen af dem rigtig fik sig besindet igen, holdt den udenfor Hotellet.

Jakobe blev siddende i Vognen, mens Per gik ind og bestilte Værelse og fik gjort et hastigt Toilette. Derefter kørte de lige ud til "Skovbakken" uden at benytte Jernbanen. De havde endnu for meget at fortælle hinanden til at ville have Ørevidner omkring sig.

Ude paa Strandvejen lod de standse for at faa Vognens Kalesjer slaaet ned. Solen var bleven hed nu i Middagstimen, og der rørte sig ikke en Vind.

Per aandede dybt ud. Hans Væsen ligesom strakte sig med en lykkelig Følelse af Befrielse efter den lange Pine i Tvivlraadighedens Spændetrøje, og hans Hjerte var opfyldt af Taknemlighed mod Jakobe, der ved sin Skønhed og sin Gensynsglæde saa ganske havde retfærdiggjort ham. I Virkeligheden var han ogsaa ganske tilfreds 184 med saaledes paany at have sin Livsbane liggende afstukket foran sig. Den Overvindelse, det havde kostet ham at træffe sin Afgørelse i dette Samvittighedsanliggende, var ikke netop saa stor, som han gerne vilde tro. Dertil kom saa Tryghedsfølelsen ved at være hjemme og igen at høre Modersmaalet rundt omkring sig. Som han sad der med Jakobes Haand i sin og saae ud over det kendte Land med den lige udsprungne Skov og Sundet med de mange Sejlere, gik der ham formelig en øjeblikkelig lille Bedsteborgerfølelse gennem Sindet. Synet af et Flag, der vajede over en af Villahaverne, gjorde ham endog let rørt.

"Herregud – gamle Dannebrog!" udbrød han.

Men nu gav Jakobe sig til at tale om Dyhrings.

"De kom hjem igaar," sagde hun. "De har jo fartet frygteligt om. – Ja, det er sandt, du traf dem jo i Rom. Hvad Indtryk fik du egenlig af deres Forhold?"

"Indtryk? … Jeg veed saamænd ikke."

"Jeg tror, de allerede er færdige med hinanden. Nanny har i hvert Fald aldeles det samme flagrende Væsen, hun altid har haft. Hun kommer vist forresten ud til Middag. Hun talte om, at hun glædede sig til at opfriske sine italienske Oplevelser med dig."

Per, der havde siddet med bortvendt Ansigt, søgte at smile men svarede ingenting. Og behændigt fik han Talen ført over paa andre Ting.

Nanny indfandt sig ganske rigtigt til Middagen, det vil sige, hun kom næsten en halv Time efter, at man havde sat sig tilbords, og tog bort igen før Kaffen, fordi hun skulde til Aftenselskab. Hun syntes at være i ypperligt Humør og saae 185 glimrende ud i en gulblomstret Kjole med en spansk Trøje af blodrød Silke.

Helt kunde hun alligevel ikke staa for den Kritik, hvormed Per paa Forhaand havde væbnet sig mod hende. Det var hendes Væsen, navnlig hendes københavnske Talestrøm, den, han dernede i Rom havde følt som noget morsomt hjemligt, der her frastødte ham. Med Tilfredshed konstaterede han for sig selv, at han fandt hende tarvelig.

Alligevel følte han det som en stor Lettelse, da hun var borte. Han havde, saa længe hun var tilstede, haft den største Møje med at beherske sit Ansigtsudtryk og ikke røbe sig overfor Jakobe.

Rigtig tilfreds blev han nu dog heller ikke efter hendes Bortgang. Tiltrods for, at han ingen Grund havde til at klage over den Modtagelse, han havde faaet paa "Skovbakken" (Philip Salomon havde endog i Dagens Anledning ladet skænke Champagne ved Middagsbordet), var den Hjemkomstglæde, han i de første Øjeblikke havde følt, lidt efter lidt og ligesom ad skjulte Veje svundet bort her og havde efterladt en lidt melankolsk Følelse, – en Tomhed, et Savn, – han vidste ikke selv hvad.

Han havde kendt lidt til det samme ogsaa i Fortiden, – forstod han nu. Saa vel tilmode han gerne havde følt sig i sine Svigerforældres Hus, nogen rigtig Hjemmefølelse havde han dog aldrig kunnet faa her. Der var i Familjens Levevis og Omgangsformer saa meget, der stadig virkede fremmedartet paa ham. Det var ikke særlig det jødiske eller gammeltestamentlige (hvilket ikke i nogen fremtrædende Grad prægede Hjemmet eller dets Omgangskres); det var netop snarere det Pust fra det moderne Evropa, der til Stadighed 186 strøg derigennem, og som kunde virke paa ham som en kold Træk. Da der saaledes nu, efter Middagen, som sædvanlig kom Bekendte i Besøg fra de omliggende Villaer – hovedsagelig Jøder – havde han ganske Fornemmelsen af endnu at befinde sig i Udlandet.

Sammen med Jakobe gik han ned i Haven. Med hinanden under Armen blev de ved at gaa frem og tilbage i Alleen nede ved Vandet, hvor de var mindst udsatte for at blive overraskede af de Fremmede.

Forresten brød Jakobe sig ikke længer om at skjule deres Forhold for Folk. Der skulde en af de nærmeste Dage være stort Selskab paa "Skovbakken" i Anledning af Nannys og Dyhrings Bryllup, og hun vidste, at det var Forældrenes Ønske at benytte denne Lejlighed til at offenliggøre Forlovelsen. Særlig havde Moderen været ivrig derfor og sagt, at det vel snart var paa Tiden at tænke paa Giftermaal. Jakobe havde da ogsaa nu ført Per herud i Haven for at snakke med ham herom og samtidig betro ham, hvad hun nu ikke længer tvivlede om, at hun var frugtsommelig.

Foreløbig talte hun nu ikke meget men gik med sit Hoved lænet mod hans Skulder og rakte ham hvert Øjeblik sin Mund til Kys. Med nogen skjult Forlegenhed gengældte Per hendes stedse mere lidenskabelige Kærtegn. Han mærkede nemlig, at Nanny alligevel endnu helt beherskede hans Sanser. Hvergang Jakobes Læber løftedes mod hans, gled Søsterens Billede ind imellem og forvirrede ham.

Uvilkaarlig paavirket af hans Tilbageholdenhed følte Jakobe sig lidt trykket ved at skulle rykke frem med sin Betroelse, ogsaa fordi hun 187 ikke var helt sikker paa, hvordan Per vilde modtage den. Tilsidst bestemte hun sig da til at vente dermed til den første Gang, de igen helt tilhørte hinanden.

Hun standsede paany og sagde, idet hun trykkede hans Haand til sit Hjerte, at han skulde holde sig hjemme den næste Formiddag, hun vilde da komme ind og besøge ham.

Per lod først, som om han ikke forstod Meningen, og sagde:

"Det er desværre umuligt, kære! Gennem Ivan har jeg netop faaet Tilsigelse til et Forretningsmøde hos Max Bernhardt imorgen Klokken ti. Nu kommer Arbejdets Tid!"

"Men saa senere paa Dagen. Naar det bedst passer dig."

"Nej, det gaar skam ikke an, du! Vi maa være forsigtige her."

Hun saae overrasket paa ham. Der var noget i den lille Latter, hvormed han ledsagede disse Ord, der saarede hende.

Saa gik hun videre og talte ikke mere derom.

De forlod nu Alleen og gik ud paa Stranden. Her – tæt ved Vandet – stod der en Bænk med en halvrund Skærm omkring. Solen var netop gaaet ned. Sundet laa metalblankt under en rødskyet Himmel. Grusskrænterne ovre paa Hveen glødede. Inde fra Dyrehaven lød den kogende Brusen, der kan holde sig i Skovene længe efter, at alle Vinde har lagt sig. Ellers var der ganske stille. De kunde aldeles tydeligt høre Aareslagene af en Robaad langt, langt ude.

For at undgaa flere Spørgsmaal gav Per sig til at slaa Smut. Det havde han været en Mester i som Dreng, og det morede ham nu at mærke, at han efter saa mange Aars Forløb ikke 188 havde glemt "Taget". Jakobe sad henne paa Bænken, foroverbøjet med Haanden under Hovedet, og saae til. Hvergang Per efter et vellykket Kast vendte sig om for at indhøste hendes Bifald, smilte hun og nikkede; men i Mellemtiderne var hendes Ansigt alvorligt, Udtrykket tankefuldt og fraværende.

"Saae du? … Otte Smutter!" raabte Per stolt.

Han var bleven helt ivrig. Med stor Omhyggelighed udsøgte han de Sten, han skulde bruge. Tilsidst trak han endog af Frakken. Hin Hjemglæde, der var svunden bort for ham deroppe i Villaen, genfandt han her ved den aabne Strand. De bløde Klunk af Bølgerne paa Breddens Sand, Lyden fra det kogende Skovdyb derinde bag ham, disse dumpe Aarestød fra den usynlige Baad langt ude paa Vandet, – der var i alt dette noget, som fik ham til at lytte og gjorde ham glad. Han nævnede intet til Jakobe derom; men det var, som om der herigennem lød det hjemlige, fortrolige "Velkommen", han havde savnet.

**
*

Per havde truffet den Aftale med Ivan, at han den næste Morgen skulde komme til ham paa Hotellet, hvorfra de saa vilde følges til det berammede Møde hos Max Bernhardt, til hvilket ogsaa de andre interesserede Parter havde faaet Tilsigelse. Dødtræt af Dagens mange, hinanden bekæmpende Indtryk og af de foregaaende Døgns Rejsestrabadser tog han tidlig hjem fra "Skovbakken", gik straks i Seng og vidste ikke af sig selv at sige, før han den næste Morgen vaagnede ved Sporvognenes Kimen.

Da det gik op for ham, hvor han var og hvilke 189 betydningsfulde Ting der forestod, blev han lysvaagen og stod straks op. Trods det Ubehag, han stadig følte ved Tanken om disse fremmede Geschæftsherrer, hvem han nu skulde gøre til sine Fortrolige og ligesom prisgive noget af sit eget inderste Selv, var han utaalmodig efter at tage fat; og det var hans Haab, at han ved sin personlige Nærværelse skulde kunne indgive de aabenbart meget ængstelige og nøgterne Pengepugere noget mere Mod og bibringe dem et større Syn paa den Opgave, de her var bleven stillet overfor.

Idet han hængte sit Barberspejl op paa Vinduesposten, faldt hans Blik ned paa Torvet udenfor, og han blev staaende nogle Øjeblikke med Sæbekosten i Haanden og saae paa Menneskene, der gik forbi dernede. Det var det saakaldte Halmtorv, en udstrakt Plads, der med sin uregelmæssige Form og i sin forsømte Tilstand var som et Billede paa den Ufærdighed, der i det hele endnu prægede Byen. Midt imellem en Række hastigt opsmurte "Pragtbygninger" i moderne evropæisk Kaffehusstil saaes Levninger af Byens gamle Fæstningsvold med en Stump Alle af bredkronede, hundredaarige Træer, ja et Sted knejsede i ganske landlige Omgivelser en Vejrmølle, hvis Vingers Skygger under Omdrejningen strejfede Torvets Brolægning.

Et iøjneskærende Solskin laa over den store Plads, der endnu var vaad og smudsig efter en Nattebløde. Det var den travle Morgentime, da den indre By sugede Forstadens Befolkning til sig med sine Butikker, Kontorer, Skoler og Systuer. En Strøm af Mennesker hastede ind fra Vesterbro over de to Rækker Flisesten, som dannede Vej gennem Sølen.

"Det danske Folk! … Mine egne Sidenius'er!" 190 tænkte Per og betragtede smilende disse firkantede Skikkelser, der alle syntes ham bekendte og dertil at ligne hinanden som Brødre og Søstre.

Og han faldt et Øjeblik i Tanker.

Altsaa skulde der virkelig nu begyndes paa hans store Reformationsværk! Det var helt underligt at tænke paa. Efter de mange Ensomhedsaars brydsomme Overvejelser, efter saa mange Forberedelser og forgæves Tilløb skulde endelig idag – den fjortende Maj – Grundstenen lægges til det nye Rige, som han Stykke for Stykke havde udformet af sin Tankes Kaos, egenlig lige siden han var en Dreng paa elleve Aar. Og dernede gik det intet anende Folk – Raastoffet til Fremtidens Danmark, det døde Ler, som han lig en Gud drømte om at omskabe i sit Billede og indblæse sin frigjorte Aand.

Han smilte igen, idet han endelig gav sig i Færd med at sæbe sine Kinder ind.

Der var lidt Galskab heri, – han saae det godt nu. Men det skræmmede ham ikke. Det var ham tværtimod en Tilfredsstillelse og Betryggelse at vide sig i Besiddelse af det Gran Vanvid, hvorom den lille verdenskloge Maler i Rom havde sagt, at uden det vandtes ingen store Sejre mellem Menneskene.

Efter tilendebragt Barbering ringede han paa Jomfruen, der bragte ham hans Morgenkaffe og Dagens Aviser. Han var sulten, og den hjemlige Opdækning skærpede yderligere hans Appetit. Hvor nød han det efter saa mange Maaneders Forløb igen at faa Rugbrød og dansk, saltkærnet Smør! Ikke længe havde et Maaltid smagt ham som dette! – Med Aviserne blev han derimod hurtigt færdig. For Landets indre Politik havde han ingen Interesse, og de mange Artikler om Teater, 191 Literatur og Maleriudstillinger sprang han af gammel Vane over.

Pludselig gav det et lille Sæt i ham, og Udtrykket i hans Ansigt stivnede. Hans Øjne var tilfældigt faldet paa en Bekendtgørelse, under hvilken han fandt sin Søster Signes Navn. "Elever i Musikens Begyndelsesgrunde" stod der som Overskrift, og under Navnet var hendes Bopæl opgivet, – det var et Sted foran paa Vesterbro i en af de smaa Sidegader ved Gl. Kongevejs Begyndelse.

Under hans Ophold i Italien havde hans Familje igen været ligesom udslettet af hans Liv. Det vil sige, det var i Rom et Par Gange hændet ham (ligesom i sin Tid i Dresack), at han midt om Natten vaagnede med et nervøst Ryk, fordi han havde drømt om et eller andet derhjemme fra Præstegaarden; men i vaagen Tilstand havde han de sidste Maaneder ikke bekymret sig om sin Slægt. Han havde igen som i sine unge Dage med fuldt Overlæg gjort sig upaavirkelig for Erindringen om den. Dog skyldtes dette ikke længer Trods, knap nok nogen dybere Uvilje mod den; men han havde indset, hvor nødvendigt det var (og havde været) for ham at frigøre sig for al Familjefølelse for at kunne bevare sin Suverænitet ubeskaaren. Og han havde forsvaret sig med, at han i dette Stykke paa sin Vis fulgte selve Kristus, der bød hensynsløst at forlade Fader og Moder og følge den indre Kaldelse, som førte til Selvets Fuldkommengørelse.

Hans Øjne blev hængende ved den lille Petit-Annonce. Han huskede nu godt, at det ved Faderens Begravelse havde været paa Tale af Hensyn til hans yngre Brødre, Tvillingerne, at flytte herover til April Flyttedag. Den ene af dem 192 havde dengang netop faaet Plads paa et af Byens Apoteker, den anden hos en af dens Boghandlere. – Moderen og Størsteparten af hans Søskende var altsaa her i København!

Der blev i det samme banket paa hans Dør. Og som skudt ud af en Kanon tumlede Ivan ind med sin store Dokumentmappe under Armen.

Han bragte Blomster og Hilsen fra Jakobe og tilføjede paa egen Haand en Hilsen fra Svigerforældrene for at faa Lejlighed til at sige Per den Behagelighed, at disse havde været særdeles glade ved at se ham igen, hvad iøvrigt ikke var usandt. Navnlig havde Philip Salomon været overrasket over, som Per havde udviklet sig.

"Men nu til Forretningerne!" afbrød Per ham lidt utaalmodigt og rejste sig, – han gik endnu halvpaaklædt omkring i Skjorteærmer og Morgentøfler.

"Ja – til Forretningerne!" gentog Ivan mat og kastede sig uroligt i en Stol, mens han tog sig til Halsen, som om der var noget, der pludselig klemte ham om Struben. Han vidste ikke, paa hvad Maade han skulde faa det sagt til Per, hvor slet hans Sag i Øjeblikket stod, og faa ham forberedt paa det ubetingede Krav, man ved det forestaaende Møde vilde stille til ham.

For at vinde Tid gav han sig da til at fuldstændiggøre det Referat, han i sine Breve havde givet af det første Bestyrelsesmøde og de forskellige Udtalelser, der ved den Lejlighed var faldet om Projektet.

Per indskød nu og da gryntende en Bemærkning. Han stod igen henne foran Spejlet paa Vinduesposten i Færd med at binde sit Slips. Nogen udelt opmærksom Tilhører var han iøvrigt ikke. Hans Tanker var hvert Øjeblik igen hos 193 Moderen. Han kunde ligesom ikke finde sig tilrette i den Forestilling, at hun boede her i Byen, ovenikøbet i hans umiddelbare Nærhed, maaske ikke tusinde Skridt herfra! – –

"Maa jeg gøre dig et Spørgsmaal?" begyndte Ivan efter et Øjebliks Ophold, – hans Stemme lød helt klynkende.

"Værs' artig!"

"Sig mig … vilde det … kunde det … jeg mener, vilde det være dig ganske umuligt at gøre en Tilnærmelse til Oberst Bjerregrav?"

Per vendte langsomt Hovedet om imod ham. Han vidste i første Øjeblik ikke, om han skulde give sig til at le eller blive vred. Han valgte det første.

"Hør, lille Børn!" sagde han, idet han atter vendte sig mod Spejlet. "Jeg tror, det gamle Skøvl har gjort jer kulrede! Dersom han har bildt jer ind, at vi ikke kan undvære hans Assistance, saa kan I hilse ham fra mig og sige, at han kan – noksagt. Bliv bare ikke nervøse! Naar Bæstet bjæffer, er det, fordi han ikke tør bide."

"Jeg giver dig – paa en Maade – naturligvis ganske Ret," svarede Ivan. "Det er selvfølgelig – i en vis Forstand – ganske sindssvagt at tillægge hans Tilslutning – i hvert Fald nogen afgørende Betydning. Men – paa den anden Side – naar nu vore kære Medstiftere ikke kan bringes bort fra den Ide, at netop han er uundværlig; og naar han selv har erklæret sig villig til – paa visse Betingelser – at støtte Foretagendet, saa – –"

"Hvad saa?"

"Saa … jeg mener … saa," gentog Ivan og vred sig som i Mavekrampe, "saa vilde det jo unægtelig 194 lette Sagens Gang betydeligt, om du kunde bekvemme dig til en saadan … saadan … Tilkendegivelse, som han har … har … ønsket."

"Sludder, min Ven! Du veed ikke, hvad du taler om. Men nu faar jeg jo selv de meromtalte kære Medstiftere under Behandling, og de er vel ikke dummere, end at de kan bringes til at forstaa, at jeg hverken kan eller vil finde mig i nogen Slags Formynderskab."

"Men derom er der heller ikke Tale, kære! Det er jo kun af Hensyn til Publikum, at de har ønsket at faa hans Navn med. Og jeg kan garantere dig den mest overstrømmende venlige Modtagelse hos ham. Siden Bladene har haft Meddelelser om Foretagendet, har han gaaet omkring som en æggesyg Høne. Jeg veed det fra Onkel."

"Ja, det er mig ligemeget. Jeg vil nu ikke høre mere om den Ting."

"Maa jeg blot sige et eneste Ord til? Saa fuldt jeg ellers i alle Maader anerkender dine overlegne Synspunkter, saa tror jeg – undskyld! – at du forregner dig her. Hvad særlig Max Bernhardt angaar –."

Men ved Lyden af dette Navn slap Pers Taalmodighed op. Han vendte sig helt omkring og sagde:

"Aa, lad mig være fri for denne evige Max Bernhardt! Det er dog vel, for Pokker, mig, der bestemmer her! – Du skal ingen Bekymringer gøre dig. Og lad os nu se at komme afsted!"

Da de en halv Time senere kom ind i Max Bernhardts elegante, i Parisersmag udstyrede Modtagelsesværelse, var de andre Herrer – undtagen Vekselerer Herløv og Max Bernhardt selv – allerede kommen tilstede. De stod i en Klynge henne ved et af de høje Vinduer og modtog Per 195 med den særegne, brutale Nedladenhed, man træffer hos Børsfolk.

Per bragtes et Øjeblik ud af Fatning. Han var aldeles uforberedt paa denne Modtagelse. Han havde snarere frygtet en altfor paatrængende Elskværdighed af disse Mænd, der haabede at kunne berige sig ved hans Arbejde. Og saa var det virkelig knap nok, at de værdigede ham en Genhilsen. Den "forhenværende Landmand" begloede ham desuden ganske ugenert med et Par smaa, hvidfrynsede Griseøjne uden at tage Hænderne af Bukselommerne, mens han hilste.

Per maalte ham i den Anledning med et sprudende Blik og sagde, henvendt til Ivan, der forestod Præsentationen:

"Jeg hørte ikke den Herres Navn."

"Hr. Nørrehave," hviskede Ivan, der stod og trippede – ganske betuttet over Pers udæskende Holdning overfor disse Mænd, der skulde afgøre hans Værks Skæbne.

"Ja saa," sagde Per langsomt og blev ved at stirre paa den tykke Bonde, saa denne tilsidst blev rød i Hovedet og vendte ham Ryggen med en haanlig Snøften, – men Hænderne var dog kommen op af Lommerne og flyttet ind bag de brede Frakkeskøder.

Sagen var nu den, at disse Herrer alle var mere eller mindre betænkelige ved at have lovet deres Navn til et Foretagende, som de stadig ingen Tillid havde til, og som kun deres hidtil urokkede Tro paa Max Bernhardt overhovedet havde faaet dem til at indlade sig med. De fleste af dem var ikke langt fra at anse Per for en bevidst Plattenslager, der havde haft det enestaaende Held at stikke Max Bernhardt Blaar i Øjnene. I Virkeligheden spekulerede de bare paa 196 at finde en fin Maade at trække sig ud af Sagen paa uden at gøre sig Max Bernhardt til Uven.

Nu kom denne og Vekselerer Herløv ind fra et Sideværelse. Man fik sig anbragt omkring det store Bord midt i Stuen, og der kom med nogen Vanskelighed en Forhandling i Gang. Til at begynde med drejede Samtalen sig mest om Ting, der stod i meget løs eller i slet ingen Forbindelse med Pers Projekt. I Tilslutning til noget, man forud havde talt om, eller ganske uden Paaknytning fremkastedes der Spørgsmaal om helt andre Forretninger, hvori de forskellige Herrer var interesserede, eller der blev fortalt Børsnyheder og gengivet Gaderygter, ja den unge Hr. Sivertsen sad og underholdt sin Sidemand med en Anekdote, han havde hørt om en af Byens populære Skuespillerinder.

Max Bernhardt maatte et Par Gange banke i Bordet med en Lineal og anmode de Herrer om saa vidt muligt at holde sig til den foreliggende Sag.

"Mine Herrer, vi befinder os i Hjertingbugten! Vi skulde forsøge at sætte vort tidt besungne Vesterhav paa Aktier!" udraabte han med den spøgende og ironiske Taleform, han anvendte selv under de betydningsfuldeste Forhandlinger.

Ivan sad som paa Gløder. Han skottede fortvivlet hen til Svogeren, der sad tilbagelænet i sin Stol med et Ansigtsudtryk, der mindede om en optrækkende Torden. Endnu besvarede Per vel – om ogsaa kort og afvisende nok – de Spørgsmaal, der nu og da rettedes til ham; men han dirrede af Opbragthed. Først havde han søgt at tage det hele overlegent. Han havde sagt til sig selv, at han aldrig burde have ventet sig andet af disse Folk, der jo ikke engang havde 197 lagt Skjul paa, at de kun havde det ene Formaal at tjene Penge. Men han kunde i Længden ikke styre sin Harme. Nogen Nervøsitet sad der ham desuden i Kroppen efter den Opdagelse med Familjens Overflyttelse her til København. Selv om han ikke netop tænkte paa det, laa Bevidstheden derom som et Tryk paa Sindet, der gjorde ham indesluttet og pirrelig. Han havde hele Tiden den største Lyst til uden videre at rejse sig og gaa. Naar han saae disse Børsbanditter sidde der skødesløst og overlegent smaasnakkende og endevende det Værk, der i saa mange Aar havde været hans eneste Tanke, ja udgjort hele hans Liv, havde han en Fornemmelse, som om han personlig blev besnuset og befingret af dem.

Uden at vide det var han imidlertid bleven skarpt iagttaget henne fra Bordenden, hvor Max Bernhardt sad med en Albu paa Stolearmen og støttede sit mørke Hoved paa sin smukke, hvide Haand. Hans store, posede Øjelaag med de blaalige Skygger omkring var som sædvanlig halvt tillukkede, saa man ikke kunde se, hvor hans Blik færdedes, – men det hvilede næsten uafbrudt paa Per.

Det var Pers sammenbidte Mund og de opsvulmede Aarer i hans kraftigt skaarne Pande, der fængslede denne Mand, som plejede at sige, at han ved sin Død vilde udsætte en Præmie for ethvert nogenlunde karakterfuldt Hoved i den Samling Kødboller, der udgjorde det danske Folk. Han var i det hele bleven overrasket af Pers ganske statelige og verdensmandsagtige Ydre, der slet ikke passede til det Billede af ham, han havde bevaret fra hint Middagsselskab hos Philip Salomon, hvor han havde forekommet ham at være en ret usmagelig Mellemting mellem en Seminarieelev 198 og en offenlig Piges Jon. Skulde han have taget fejl af ham? Skulde de danske Præstegaarde undtagelsesvis have udklækket et virkeligt Mandfolk med lidt paalidelig Vilje i Kroppen?

Pers Stædighed overfor Oberst Bjerregrav saae han pludselig i et helt nyt Lys. Han begyndte ligefrem at blive lidt betænkelig ved at have indladt sig med ham. Intet ængstede denne Mand mere end Folk, hvis Vilje han ikke kunde bøje efter sit Behov. I sin udsatte Stilling saae han en Modstander og Medbejler i Enhver, der ikke godvillig gik under hans Aag. Jo længere han betragtede Per, des mere overbevist blev han om, at han vilde kunne blive ham farlig og derfor helst itide maatte gøres uskadelig og skaffes afvejen. Han havde jo den langfingrede Ingeniør Steiner til at erstatte ham; og da han havde været saa omsigtsfuld ikke at knytte Pers Navn til Foretagendet, kunde Personskiftet foregaa, uden at Offenligheden behøvede at faa noget at vide derom.

Imidlertid var Spørgsmaalet om Pressens Bistand bleven bragt paa Bane. Vekselerer Herløv sagde i faderlig Tone til Per, at han endelig straks maatte aflægge Besøg paa de forskellige Redaktionskontorer, helst baade her i København og i Provinsen. Han nævnede Navnene paa en Række af de større Aviser og tilføjede, at det naturligvis vilde være allerbedst, om han fik Bemyndigelse til med det samme at tilsikre Bladene en Sum for Avertissementer, – "det er flere Steder meget velset", sluttede han tørt vittigt.

Per lod, som om han ingenting havde hørt, og vendte Hovedet til den anden Side.

Men nu tog Max Bernhardt Ordet. I Tilslutning til sin Kompagnons Bemærkninger optog han 199 Spørgsmaalet Oberst Bjerregrav til Forhandling. Henvendt til Per sagde han i sin uforanderligt spøgefulde Tone:

"Det er jo særdeles uheldigt, at Obersten og De, efter hvad vi hører, engang har været i Totterne paa hinanden … ja rimeligvis ikke bogstaveligt, da Oberster jo plejer at være skaldede."

Der blev smilet rundt om Bordet, og den unge Hr. Sivertsen opslog en æselsagtig Skryden, der gjorde Per bleg om Munden.

"Jeg finder det, som sagt, uheldigt," fortsatte Max Bernhardt, "fordi Oberst Bjerregrav ubetinget er den af vore mere kendte Sagkyndige, der vil kunne tjene Sagen bedst … ikke at tale om, at han vilde være besværlig, maaske farlig at have til Modstander. Nu har vi jo imidlertid – som De veed – faaet Oberstens Løfte om Tilslutning paa den Betingelse, at de indledende Skridt til et Samarbejde bliver gjort fra Deres Side, – hvad vel, naar hans Alder og sociale Stilling tages i Betragtning, ikke kan siges at være nogen urimelig Fordring."

Alles Øjne var under denne Tale bleven rettet forventningsfuldt mod Per, hvis Holdning efterhaanden havde vakt nogen skjult Raadvildhed mellem de forsamlede Herrer. Han lod dem ikke vente paa Svaret.

"Jeg vil absolut protestere mod enhver Slags Formynderskab," sagde han. "Jeg har udarbejdet Planen uden fremmed Assistance og ønsker heller ikke fremtidig nogen sideordnet Medarbejder."

Ivan sank stille sammen som en hjerteskudt Fugl. Ogsaa gennem de andre Herrer gik der et Stød af Betuttelse, saa usædvanligt var det, at Nogen – endsige en ung og ukendt Mand – saa 200 aabenlyst fordristede sig til at sætte sig op mod Max Bernhardts Ønsker.

Denne selv var ikke langt fra at tabe sin smilende Maske. Han greb den dog i Faldet; og for at give Per Lejlighed til at raade Bod paa sin Forløbelse sagde han med Humor:

"Hr.'1 Sidenius har aabenbart faaet et forkert Ben ud af Sengen imorges." – Og vendt mod Per selv fortsatte han: "Hvor kan De dog nænne at vise Dem saa uforsonlig overfor en Hædersmand som Oberst Bjerregrav, en gammel Krigsinvalid, en Fædrelandsforsvarer! Han maa jo være lige til at kysse!"

I pligtmæssig Beundring opslog Hr. Sivertsen igen sin skrydende Latter, men stoppede pludselig op, da han mærkede, at de andre holdt sig alvorlige. Per tabte herefter helt Besindelsen. Med et Slag af Knoen i Bordet rejste han sig, graa i Ansigtet, og sagde:

"Jeg vil gøre de Herrer opmærksomme paa, at det er Dem, der har haft Bud efter mig – ikke omvendt. Jeg skulde derfor mene, at det tilkommer mig – og ikke Dem – eller nogen anden – at stille Betingelser."

Han satte sig under isnende Tavshed. Alle saae hen paa Max Bernhardt, der atter sad med Haanden under Hovedet og saae ned for sig med halvt tillukkede Øjne. Hans blodløse Ansigt havde antaget det uhyggelige, stivnede Udtryk, som det plejede at faa, naar han i Tankerne udfærdigede en Dødsdom. Han havde i Mellemtiden vekslet et Par hastige Øjekast med Vekselerer Herløv. Denne sad med begge Armene paa Bordet og ludede med sit store, rødfede Hoved, som sov han indvendig; men i Virkeligheden var han 201 lysvaagen og havde med et lille, bekræftende Nik beseglet Pers Skæbne.

"Det er altsaa Deres Mening," – tog nu Max Bernhardt tilsyneladende ganske ligegyldig tilorde – "at De ikke vil gøre Oberst Bjerregrav – og dermed os – den ønskede Indrømmelse?"

"Ja."

"Og det er Deres endelige Svar?"

"Absolut!"

"Ja – mine Herrer! – saa er vi færdige. Vort Forslag er ikke bleven akcepteret, altsaa lader vi Sagen falde. Jeg tager næppe fejl i, at der ikke har været nogen stærk Stemning for den hos de Herrer, saa jeg skal undlade at udtale nogen Beklagelse over Resultatet."

Hermed rejste Max Bernhardt sig. Og en efter en stod nu ogsaa de andre op, de fleste med en Følelse af Lettelse ved saa uventet hurtigt at være bleven befriet for dette i deres Øjne dødfødte Projekt. Enkelte af dem var dog noget misfornøjede med den hovedkulds Afslutning. Navnlig galdt dette Proprietær Nørrehave, der var bleven svært imponeret af Pers Optræden og nu blev ved at følge ham med sine smaa Svineøjne, mens Per – efter en hurtig og skødesløs Hilsen – stormede ud af Stuen fulgt af Ivan.

Saasnart Døren havde lukket sig efter dem, slog Max Bernhardt igen til Lyd og sagde:

"Det er vel overflødigt at tilføje, at jeg ikke hermed har opgivet Frihavns-Tanken. Jeg kan allerede meddele de Herrer, at den i den allernærmeste Fremtid vil blive taget op paa et andet og – som jeg tror – adskilligt fornuftigere 202 Grundlag. Vi sees altsaa med det første igen, mine Herrer!"

**
*

Ude paa "Skovbakken" gik Jakobe denne Formiddag omkring i en lidt trykket Stemning. Den Forventning, hvormed hun de foregaaende Dage og Nætter havde talt Timerne til Pers Komme, havde været altfor stærkt spændt til, at den ikke skulde følges af en Afslappelse. Hun følte sig en lille Smule skuffet af ham, … ja endogsaa mere, end hun rigtig vilde tilstaa for sig selv.

Hun kunde nu heller ikke komme bort fra, at han havde forandret sig. Det meget beherskede, næsten tilknappede, der var kommen over hans Væsen, og som Forældrene havde været saa glade for, tilfredsstillede slet ikke hende, – det mindede hende paa en lidt foruroligende Maade om Tonen i hans sidste Breve fra Italien. Dersom det blot var en Facon, han havde lagt sig til, en tillavet Verdensmandskik, skulde hun snart faa vænnet ham af med den, – den klædte ham i hendes Øjne ikke. Hun elskede ham som den uvorne Bjørn, han var, dengang hun lærte ham at kende, og som han endnu havde været, da de for to Maaneder siden tog Afsked i Laugenskoven. Hun var vant til at sidde med Hjertet i Halsen, saasnart de var sammen med andre, af Angst for, at han paa en eller anden Maade skulde støde an og udfordre Forargelsen, – og hun ønskede sig slet ikke befriet for dette lille Martyrium. Det var næsten, som om hun frygtede for at komme til at elske ham mindre, naar han ikke længer var Genstand for Miskendelse.

Bedst som hun gik med disse Tanker, kom 203 Ivan hjem med Jobsposten fra Mødet hos Max Bernhardt. Hun opholdt sig just i Havestuen sammen med Moderen, da han stormede ind med sin Dokumentmappe.

Det Indtryk, Meddelelsen i første Øjeblik gjorde paa hende, fik hende til at le. Begivenheden kom saa pudsigt dumpende ned som en eftertrykkelig Protest mod alt det, hun lige havde gaaet og tænkt paa; og Ivans Grædefærdighed og Moderens bestyrtede Mine vakte en øjeblikkelig Tilfredshed hos hende. Nu kendte hun igen sin Vildbams!

Det varede dog ikke længe, før ogsaa hun blev betænkelig ved Historien. Ja, da hun havde faaet sig rigtig samlet, og navnlig da hun gennem Ivans Beretning forstod, hvor ganske uoverlagt og formaalsløst Per havde handlet, ærgrede hun sig endnu mere end de andre og følte sig skamfuld paa hans Vegne. Hun tænkte endda mindre paa, hvad han selv og dermed ogsaa hun nu udsattes for, (skønt Udsigten til igen at skulle leve helt paa det uvisse med Hensyn til deres Fremtid under hendes nuværende Forhold slet ikke virkede opmuntrende paa hende) – hendes Vrede galdt især den Ligegyldighed, han ved sin Optræden havde vist for alt, hvad Faderen og især Ivan havde sat ind paa Sagen og udelukkende for hans Skyld.

Ud paa Eftermiddagen meldte Per sin Ankomst ved et Telegram. Hun gik ham imøde ad Stationsstien gennem Skoven, og allerede paa Afstand raabte han smilende til hende:

"Du har vel hørt Nyheden? … Jeg har plagieret Kristus og drevet Kræmmerne ud af Templet!"

Dette Udbrud gjorde Jakobe yderligere forstemt, 204 omend hun nok forstod, at det skjulte en vis Forlegenhed. Havde han nu endda sluttet hende i sine Arme og værget sig mod hendes Bebrejdelser ved at lukke hendes Mund med Kys, – hun skulde da øjeblikkelig have tilgivet ham og glemt sine Bekymringer ved hans Bryst. Men Per gjorde ingen saadan Tilnærmelse. Allerede før de mødtes, havde han læst Misbilligelsen i hendes Ansigt; og til Trods for, at han virkelig nu bagefter var lidt flau over det triste Resultat af en Forhandling, han selv havde imødeset med saa store Forventninger, følte han sig forurettet og krænket af hendes Dadel. Han havde været saa overbevist om, at i det mindste hun vilde forstaa ham og anerkende Betydningen af hans Udfordring til Børsjobberne, hun, som altid havde talt med Uvilje om den Slags samvittighedsløse Udbyttere og beklaget den Rolle, en Mand som Max Bernhardt var kommen til at spille i den offenlige Bevidsthed som en af den ny Tids Førere.

Men i det Punkt var hun altsaa, naar det kom til Stykket, ikke en Smule bedre end de andre, – tænkte han med Bitterhed. Kræmmeraanden laa ogsaa hos hende og lurede paa Stoltheden for ved første givne Lejlighed at overliste den. Ja, – sandelig! – Jøderne havde ogsaa deres Spøgelser! Selv hos de mest frigjorte gemte der sig en overtroisk Ærefrygt for Guldet, der gjorde dem til Slaver af det.

De var kommen nær til Udkanten af Skoven, og Jakobe, der følte sig træt men dog nødig vilde hjem straks, satte sig paa en Bænk, som var anbragt under et af Træerne. Skønt hun ved den Maade, hvorpaa hun trak sin Kjole til sig, indbød ham til at tage Plads ved Siden af hende, 205 vilde han ikke sætte sig. Med Fingerspidserne stukket ned i Vestelommerne blev han ved at gaa op og ned foran hende, optaget af at forklare og forsvare sine Bevæggrunde til at handle, som han havde gjort.

Jakobe lænede sig tavs tilbage mod Bænkens Ryg, paa hvilken hendes ene, udstrakte Arm hvilede. Og mens hun med et vagtsomt Udtryk fulgte ham paa hans Frem- og Tilbagemarsj, slog det hende igen, hvor han dog havde forandret sig. Hvad kan han have oplevet? – tænkte hun, og der skød et Glimt af Mistro op i hendes mørke Øjnes forskende Blik. Skulde der ligge noget utilstaaet under denne sære Holdningsløshed? Skulde Tilbageholdenheden igaar og Pirreligheden idag have den samme skjulte Aarsag? … Og hans sidste italienske Breve? … Hans lange Tøven med at bestemme sig til at rejse hjem? …

Hun strøg sig med Haanden over den formørkede Pande. Hun vilde med Magt forjage alle saadanne stygge Tanker. Hun vilde ikke mistro ham.

"Det gør mig næsten mest ondt for Ivan," sagde hun og saae bort. "Han har virkelig været rørende i sin Iver for din Sag. Jeg tror ikke, han kunde have anstrengt sig mere, om det havde været hans egen Fremtid, det galdt."

Per vilde først ikke svare herpaa. Det var begyndt at ærgre ham, at han altid skulde høre om Ivans Opofrelser, som han ikke tillagde synderlig stor Betydning.

"Ja, det er naturligvis kedeligt. Det gør mig virkelig ondt for din Broder, … men derved er nu ingenting at gøre. Forresten maatte Ivan have 206 kunnet sige sig selv, at med den Slags Folk nyttede det ikke at føre mig sammen."

"Du havde dog selv akcepteret dem."

"Jeg kendte dem jo ikke. – Og saa den plebejiske Storsnudethed, hvormed de sad der, som om de viste mig en Naade ved at være villige til at berige sig ved mit Arbejde! Dersom det er den Slags Personer, der skal være den nye Tids Mænd her i Landet, saa er vi kommen fra Dynen i Halmen."

"Hvad tænker du nu paa at gøre?" spurgte Jakobe efter nogen Stilhed.

"Ganske simpelt – fortsætte, som jeg begyndte. Agitere, skrive, ringe med Stormklokken, indtil Folket hører. Der maa vel engang blive andre at faa i Tale i dette Land end netop Børsrøvere. – Du kan tænke dig, de havde endogsaa den Frækhed at forlange, at jeg skulde gøre Avisredaktionerne min Opvartning. Hvad siger du? At skulle antichambrere hos Pressejoner af Dyhrings Kaliber!"

"Naa ja – Herregud!"

Han standsede og betragtede hende med fornyet Overraskelse.

"Det vinder dit Bifald, tror jeg."

"Dersom det kunde blive til Gavn for Foretagendet – og det vilde det vel – hvorfor skulde du saa egenlig ikke kunne gøre det?"

"Og det mener du virkelig? Jeg maa sige, du forbavser mig idag."

"Jeg mener, at naar man vil tænke paa at skaffe sig Indflydelse – fordi man af en eller anden Grund har Brug derfor – gør man vist klogt i at begynde med at anerkende Magten hos dem, der i Øjeblikket sidder inde med den, 207 uden at fortabe sig for meget i Granskninger over, hvordan de er kommen til den."

"Ja, du maa undskylde mig, men jeg har en noget anden Opfattelse af, hvad man skylder sig selv. Jeg indser overhovedet ikke, hvorfor det skal være mindre beskæmmende at ydmyge sig for Guldkalven end for Krusifikset. Og hvad jeg har oplevet idag, har givet mig en saadan Afsmag for den hele Forretningssvindel, at jeg vist ikke saasnart forvinder det."

Jakobe svarede ikke herpaa. Det pinte hende, at Per blev ved at anstrenge sig for at retfærdiggøre sig i denne Sag. Hun ønskede, han vilde holde op med sine Forklaringer, som i hendes Øjne kun var Udflugter, et krampagtigt Forsøg paa at hævde sig ved Selvbesnakkelse.

Men Per blev ved at tale. Jakobes vedvarende, absolute Misbilligelse af hans Handlemaade, hendes fuldkomne Mangel paa Forstaaelse af, hvad der havde drevet ham til dette Oprør, endelig hans egen mangelfulde Evne til at klargøre for sig selv og for hende de indre Tilskyndelser, hvorunder han havde handlet – alt tilsammen opirrede ham og gjorde ham kamplysten.

"Det morer mig virkelig med den Beundring, du har faaet for Max Bernhardt og hans Kompani. Den er saa ny. Den skulde da ikke være opfunden for Lejligheden."

"Det sidste har jeg overhørt, Per," svarede Jakobe med tilkæmpet Ro, men meget alvorlig. "Forresten veed jeg ikke af, at jeg har udtalt nogensomhelst Beundring, – heller ikke for Max Bernhardt, skønt jeg tror, han er en Del bedre end sit Rygte. Jeg veed tilfældigt, at han i Stilhed skal være meget godgørende og underholde flere fattige jødiske Familjer her i Byen –."

208 "– Som Bod velsagtens for de Ulykker, han gør paa Hundreder af Familjer over hele Landet. Han skal jo allerede have et ganske anseligt Antal ruinerede Hjem paa Samvittigheden."

"Naa ja – han er en Stridsmand. "Krig er min Haandtering" skal han engang have sagt. Han er skaanselsløs og uforsonlig, undertiden vistnok ogsaa grusom. Derfor var jeg en Tid betænkelig ved hans voksende Indflydelse, – deri har du ganske Ret. Men maaske har jeg ikke opfattet ham rigtig og i det hele undervurderet den Slags Folks Betydning. Maaske trænger vi netop til en saadan Mand herhjemme, hvor man synes i Færd med at glemme, hvordan et virkeligt Viljesmenneske ser ud."

"Altsaa alligevel et Ideal, en Læremester for os alle."

"Maaske! I hvert Fald en Erobrer. En Smule af en Cæsar."

"Sig mig, hvormange Selvmord er det, man regner, at han til Dato kan tilskrive sig Æren af?"

"Aa, den dumme Snak!"

"Men du bliver dog nødt til at indrømme –".

"Ja, om saa var? Jeg synes, at netop det Paastyr, der laves, hver Gang han gør Brug af sin Magt til at uskadeliggøre en Modstander eller til at bringe en af sine Medhjælpere frem, tydeligere end noget andet viser, hvor vanskeligt man hertillands har ved at lære at forstaa, at vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlerne – og ikke bestandig tinge om dem – med sig selv og andre."

Per betragtede hende et Øjeblik i Tavshed. Hun havde med sine Ord ramt ham paa en ganske anden Maade, end hun havde haft til Hensigt eller kunde ane.

209 "Du er kæk paa det," sagde han, – og der brændte ham nogle stærke Ord paa Læben. Han fik Lyst til at sige hende, at i Fald han havde gjort Alvor af at følge den Leveregel, hun der gjorde sig til Talsmand for, vilde de to have talt sammen for sidste Gang. Han nøjedes dog med at sige, at det var lidt komisk af hende at optræde belærende overfor ham paa det Punkt. Han kunde forsikre hende, at han for sit eget Vedkommende havde haft rig Lejlighed til at veje Maal og Midler mod hinanden, og det ved betydningsfuldere Afgørelser end denne. Iøvrigt skulde han ikke indvende noget synderligt mod selve Maksimen; det undrede ham kun, at hun steg saa højt tilvejrs for at forsvare en Fyr som Max Bernhardt, hvis Formaal var af den lavest liggende Art, Tilfredsstillelsen af en forfængelig Magtsyge eller maaske slet og ret Pengebegærlighed, og som i sin hele Handlemaade havde vist sig som en endog ualmindelig ondartet lille –.

Han vilde have sagt "Jøde" men tog sig i det og sagde "Børsgrævling".

"Men jeg indrømmer," tilføjede han med en Skuldertrækning og vendte sig bort, "du har jo medfødte Betingelser for at værdsætte en Karakter som hans, hvad jeg derimod mangler."

Jakobe kastede et lynsnart Blik op paa ham, saae derpaa atter bort og tav.

"Men som sagt" – fortsatte han – "jeg finder ikke den hele Sag al den Staahej værd. Det forekommer mig, at du tager den altfor latterlig højtideligt. Du har i det hele faaet en lidt uheldig Svaghed for Konturnen."

"Ko-turnen9, Per … Koturnen!"

"Aa, maa jeg bede mig fritaget for det Vigtigmageri!"

210 "Men du maa dog virkelig respektere Sprogbrugen. Det gaar ikke an, at du udstrækker din Reformeren ogsaa til Videnskaben."

Saadan blev de ved en Stund; det ene bitre og saarende Ord jog det andet frem, – indtil Jakobe med eet lagde Haanden over sine Øjne og tvang sig til at være rolig. – Nej, nej. Hun vilde ikke mistro ham. Hun vilde stoppe sine Øren til for sin Skinsyges Ugletuden. Hun vilde ikke tro paa nogen Fare.

Hurtigt rejste hun sig op, tog Per om Hovedet og nødte ham til at se hende ind i Øjnene.

"Per," sagde hun. "Synes du ikke, vi skulde skamme os lidt, begge to? – Kys mig nu, og saa glemmer vi alle de stygge Ord, vi har sagt. Du maa gerne sige, at det er mig, der har Skylden, naar du kun vil være god igen. Og saa lover vi hinanden, at saadan noget aldrig mere maa ske imellem os. Ikke sandt? Det lover vi!"

Per var hurtigt formildet. Han modstod i disse Dage daarligt et kærligt Ord.

"Du har Ret … det er dumt. Men jeg var saa overbevist om, at i hvert Fald du vilde billige, hvad jeg havde gjort. Og jeg føler, at jeg herefter mere end nogensinde vil trænge til at finde Forstaaelse og Støtte hos dig."

"Det skal du heller aldrig mangle, Per!" sagde hun.

Og de beseglede Forsoningen med et langt Kys.

**
*

Det var alligevel ikke nogen rigtig hyggelig Stemning, der herskede under Middagsmaaltidet paa "Skovbakken" den Dag. Philip Salomon, der allerede inde i Byen havde faaet Underretning 211 om, hvad der var sket, mælede ikke et Ord. Der var overhovedet næppe bleven talt synderligt, dersom ikke Smaabørnene havde været tilstede og med deres frimodige Pludren havde virket lidt fordelende paa Spændingen mellem de andre.

Per sad som i Rustning, hans Mine var kampberedt. Efter den Maade, hvorpaa Ivan og Jakobe havde taget Sagen, var han belavet paa, at Svigerforældrene vilde kræve en Forklaring af ham, ja maaske ligefrem gøre en Slags Ret gældende overfor ham, fordi han for Tiden levede af deres Understøttelse. Derfor var han paa sin Post, – fast besluttet paa med Eftertryk at tilbagevise enhver nærgaaende Indblanding i hans Affærer.

Der blev dog ikke Brug for noget Selvforsvar ved denne Lejlighed. Philip Salomon, der een Gang for alle havde taget Stilling til Per og hans Fremtidsplaner, overvandt lykkeligt den Fristelse, han unægtelig følte, til at give ham en Lektion i, hvad man i Forretningsverdenen ansaae for tilladeligt. Heller ikke Svigermoderen hentydede med et Ord til det forefaldne.

Efter Bordet gik Jakobe og Per ned i Haven. De holdt hinanden under Armen; men trods Forsoningen ude i Skoven vilde den gamle Fortrolighed ikke rigtig indfinde sig igen. Af Frygt for at komme til at sige noget, der kunde genopvække Striden fra før, fortav de deres Tanker for hinanden og talte om ligegyldige Ting. Jakobe kunde derfor heller ikke nu faa sig til at berøre Spørgsmaalet om deres Forlovelses Offenliggørelse, endsige til at betro ham sin Formodning om sin Tilstand; og Per kunde paa sin Side ikke overvinde sig til at fortælle hende om sin Familjes Bosættelse i København, af hvilken han, trods 212 Formiddagens store Begivenheder, stadig var meget optaget.

Desuden gik han i Uro for, at Nanny skulde dukke op herude. Der var ved Middagsbordet bleven talt om, at hun af Hensyn til Selskabet den næste Dag vilde komme om Aftenen og overnatte her. Hele Tiden gik han derfor med et spidset Øre vendt op imod Villaen og maatte samtidigt passe paa, at Jakobe ikke mærkede hans Adspredthed.

Tilsidst satte de sig paa Bænken nede ved Stranden, hvor der var Læ for den stærke Blæst. Det var omtrent i den samme Time, de havde opholdt sig her den foregaaende Dag; men det var en ganske anden Stemning, der hvilede over Naturen denne Aften. Indtil langt imod Nord var begge Kystlinjerne skarpt optrukne. Hveen traadte saa tydeligt frem, at man kunde se Søen brydes under Øens solluende Grusskrænter. Vinden var vestlig, og langs den sjællandske Kyst var Vandfladen næsten rolig, ja paa Steder, hvor Jordsmonnet bag Strandkanten højnede sig, laa den aldeles spejlblank, saa Badebroer og Villahaver tegnede sig deri. Ude paa Dybet derimod gik sorteblaa Bølger med hvide Skumprikker. Nogle Lystbaade tumlede sig derude for halvrebede Sejl, mens en grønmalet Fragtdamper gik støt op gennem Løbet og varskoede Baadene med en hæs Dampfløjte. Den tykke Kulrøg, der blev hængende ned over den som en Sky, fangede Solnedgangsskæret og trak en lang, skummel Skygge efter den henover Vandet.

Ved dette friske Søbillede kom Per uvilkaarligt til at mindes Fritjof. I Tankerne førtes han tilbage til Berlin, til de muntre Aftener med den 213 gale Maler og hans forrykte Kunstbrødre i den hyggelige Stamknejpe i Leipzigerstrasse.

Han forstod i Grunden ikke selv, hvad det var, der havde tiltrukket ham hos disse Folk, saa han i et Øjeblik som dette formelig kunde føle Længsel efter deres Selskab. Han ansaae paa en vis Maade Fritjof for en Nar og manglede tilmed ganske Forstaaelse af hans store og gribende Kunst. Det havde jo heller slet ikke smigret ham, at hans Venner dernede havde ment at finde en vis Lighed imellem dem, ja endog havde antaget ham for Fritjofs Slægtning.

Uklart fornam han dog, at det var selve Fritjofs berygtede Holdningsløshed, som tiltalte ham; at der var noget i hans Meningers og Handlingers lunefulde Vilkaarlighed, der virkede forførende paa ham her som Modsætning til Jakobes og den hele salomonske Familjes stive Ensidighed og upaavirkelige Sneverhed i Livsopfattelsen. Mens man paa "Skovbakken" altid havde sine Tanker og Domme ligesom forlods færdige i en fast og afklaret, ja stivnet Form, der svarede til noget i Hjemmets lyse og stilfulde men for ham saa stemningsgolde Stuer, havde Fritjof hver Dag kunnet forfægte en ny Anskuelse om den samme Ting og stadig med lige stor Overbevisning og med uformindsket Lidenskab. Mens den salomonske Slægt, trods et vist Hang til Ekstravagance, dog altid bevægede sig paa samme Side af Livet, nemlig den, der lod sig opfatte fornuftsmæssig, havde Fritjofs vagabonderende Aand øjensynlig allerede adskillige Gange omsejlet Tilværelsen og lidt Skibbrud baade paa dens Dag- og Natside for sluttelig at finde Lykken i selve sin Hvileløshed.

Per gav sig tilsidst til at tale om ham, og Jakobe 214 fortalte da, at hun for nogle Dage siden havde set ham paa Østergade.

"Saa han er her i Byen!" sagde Per paa eengang livlig interesseret. "Men han sagde i Efteraaret, at han vilde til Spanien og bosætte sig der. Han hadede Danmark, – "det nye Jødeland", som han kaldte det."

"Han har sikkert i Mellemtiden villet rejse til Alverdens Lande og villet bosætte sig i Alverdens Byer, – han kommer dog sjelden længere end en Dagsrejse fra København. Du veed maaske ikke engang, at han for Øjeblikket igen er begejstret Fremskridtsmand, ja revolutionær Brandtaler."

"Hvad siger du!"

"Siden Tyskerne har gjort Stads af ham, er han jo igen kommen paa Mode herhjemme. Med hans Antisemitisme er det nok ogsaa helt forbi. Markus Levi købte nemlig fornylig en hel Række af hans Billeder til sin Samling – jeg tror for tyve Tusinde Kroner – og han skal nu være lutter Lovprisning af jødisk Foretagsomhed og den moderne Storindustris Velsignelser."

Per lo højt.

"Ja, det ligner ham! – Jeg traf ham jo i Efteraaret i Berlin, og jeg maa sige, at jeg til Trods for alle hans Bravader kom til at holde af ham. Men det er unægtelig lidt vanskeligt at udrede, hvor det egenlige Menneske i ham begynder og Komedianten og Vrøvlehovedet og Spekulanten og Posøren holder op."

"Hans "egenlige" Menneske begynder vistnok ingen Steder, – han er Kunstner over det hele."

"Ja, maaske er det Forklaringen. Et mærkeligt Fænomen er han i hvert Tilfælde. Jeg kommer til at tænke paa en Aften for længe siden i salig 215 "Gryden" – du veed. Fritjof havde faaet solgt et Billede og gav i den Anledning Champagne til en hel Masse tilfældigt sammenskrabede Mennesker. Han havde i Forvejen turet om i Byen et helt Døgn, og da det var bleven ud paa Natten, turde Værten ikke servere mere. Saa fik Fritjof helt Bersærkegang. Jeg glemmer aldrig det komiske Syn! Han tog et Greb ned i Bukselommen og hev en hel Haandfuld Guldpenge ud over Lokalet. Der blev selvfølgelig stor Bestyrtelse, Pengene blev samlet op igen, og vi fik ham endelig bragt hjem. Men nu kommer det mærkelige. Af Værten fik jeg siden at vide, at han den næste Formiddag var kommen igen – meget nøgtern – og havde i Fortrolighed spurgt ham, om man ikke ved Morgenrengøringen havde fundet et Tyvekronestykke. Han savnede nemlig nogle af sine Penge; og han havde lagt Mærke til, dengang han kastede Guldstykkerne om sig, at et af dem var rullet ind under en Spyttebakke, – og der fandt man det ogsaa ganske rigtigt. Med andre Ord: skønt han tilsyneladende var ganske fra Sans og Samling og handlede i fuldkommen Vildelse, havde han under al sin Turen ført nøje Regnskab og haft et Øje paa hver Finger. – Hvad siger du til det? Ja – dersom det hele havde været Komediespil; men det var det absolut ikke.10 Det er, som om der er en halv Snes forskellige Personer i ham, der lever hver sit ganske selvstændige Liv. Men det er maaske i mere og mindre Grad Tilfældet med alle Mennesker … i hvert Fald mellem os Nordboere."

Jakobe vilde ikke svare herpaa. Hun havde allerede under Pers Ophold i Berlin været lidt ilde tilmode ved hans tydelige Optagethed af'2 Fritjof, der i hendes Øjne baade var en Nar og 216 en Pjalt, en tragikomisk Falstaff, hvem den ødsle Natur i et mod Menneskene haansk Lune havde indblæst kunstnerisk Geni. Hun anerkendte hans store Evner og enestaaende Virtuositet; men hun vilde ikke lade Talentet gælde som Undskyldning for Personlighedens Brøst. Hun mente tværtimod, at sjeldne Evner forpligtede; og hun saae en Forhaanelse af den virkelige Storhed og en Nedværdigelse ogsaa af Kunsten i den Overbærenhed, hvormed man i Almindelighed talte om Fritjofs ringe Menneskeværd.

– – Ligesom den foregaaende Dag tog Per tidligt bort. Han følte sig træt, og Jakobe forsøgte derfor ikke at holde paa ham. Nanny havde hidtil ikke vist sig. Hun kunde endnu komme med det sidste Tog; men just derfor brød Per op forinden.

Det blev dog sen Aften, før han naaede ind til Byen. Over Halmtorvet laa der endnu en svag Dæmring; men i Gaderne var der mørkt. Ved den ene Side af Pladsen lyste en lang Række Kafevinduer i en af de nyopførte, forlorne Pragtbygninger. Ved den anden tegnede den gamle Voldmølle sig spøgelseagtigt mod den gustne Himmelrand. Set nede fra Torvet lignede den en stor, tyk Troldkone, der med oprakte Arme nedslyngede Forbandelser over den moderne By.

Per gik ikke lige hjem. Saa træt han var, gav han efter for en Indskydelse, der ligesom havde ligget paa Lur under alle hans skiftende Tanker og Stemninger denne Dag og ventet paa dette Øjeblik for at overrumple ham. Langsomt – halvt modstræbende – gik han ud ad Vesterbro, der strakte sig mellem Lygterækkerne med sin sædvanlige støjende Aftenfærdsel.

Ved Bagerstræde drejede han bort fra Broen, 217 ind i de stille Kvarterer omkring Gammel Kongevej. Snart stod han ved Hjørnet af den Gade, hvor hans Moder boede. For ikke at blive genkendt, dersom han skulde møde nogen af Familjen, havde han slaaet Frakkekraven op og trykket Hatten ned i Panden. Foreløbig var der nu ikke et Menneske at se. Først gik han paa den Side af Gaden, hvor Huset skulde ligge; men da han havde fundet det, skraaede han over Kørebanen og stillede sig op paa det modsatte Fortov et Sted, hvor der var Skygge.

Her stod han nu og saae op og ned ad en almindelig, tarvelig, fireetages Bygning med Smaalejligheder paa tre-fire Værelser. Hans Øjne havde straks søgt Vinduerne paa anden Sal tilvenstre for Indgangsdøren; men her var ikke andet at se end en Række overmalede Ruder. Han maatte altsaa have husket forkert. Lejligheden deroppe var aabenbart ubeboet og under Reparation. Saa faldt det ham ind, at saaledes som Trappegangen øjensynlig var lagt i Huset, maatte en Lejlighed "tilvenstre" – som der havde staaet i Søsterens Bekendtgørelse – ligge tilhøjre for Indgangsdøren, naar man betragtede den nede fra Gaden.

Der, hvor han nu flyttede sine Øjne hen, saaes der et svagt Lys bag et af Vinduerne. I den tilstødende Stue var Gardinet ikke nedrullet, og han kunde et Sted oppe under Loftet se en smal Lysstribe, der maatte hidrøre fra, at Døren ind til det oplyste Værelse stod paa Klem. Men forgæves anstrengte han sig for ellers at skimte noget derinde, og han kunde desuden ligesom ikke faa sig til at tro, at hans Moder virkelig boede der i dette vildfremmede Hus.

218 Da fik han Øje paa en Ting, der stod mellem et Par Urtepotter i Vindueskarmen, – og i det samme strømmede Blodet ham voldsomt til Hjertet. Han havde genkendt sin Moders lille røde Træballe til Garnnøgler, den han kunde huske, fra han var saa lille, at den havde syntes ham et formeligt Dyb.

Et Øjeblik efter gled der en Skygge over Rullegardinet deroppe.

"Maaske var det Moder" – tænkte han og kom pludselig til at skudre i Nattekulden.

Efter nogle Minutters Forløb viste Skyggen sig igen men saa flygtigt og utydeligt, at han end ikke kunde afgøre, om det var Skyggen af en Mand eller af en Kvinde. Da der i det samme hørtes Stemmer fra et højrøstet Selskab, der nærmede sig nede i Gaden, gik han bort.

Langsomt vendte han tilbage til Byen ad den Vej, han var kommen.

Da han naaede Hotellet, følte han trods sin helt pinefulde Træthed en saadan Ulyst til, ja næsten Skræk for at komme op til Ensomheden i det fremmede Kammer, at han vendte om i Porten og drev over i Kafeen paa den modsatte Side af Torvet. Her satte han sig hen i en Krog ved et Glas Øl og søgte at samle sig lidt.

Først her, under den endelige Opgørelse af Dagens Resultater, da Spørgsmaalet om, hvad han nu skulde gribe til, ikke længer lod sig affærdige med en Talemaade, gik det tilfulde op for ham, hvor store Vanskeligheder han havde beredt sig. Han maatte indrømme, at der var noget berettiget i den Højtidelighed, hvormed Jakobe og de andre havde taget Sagen. Han stod nu igen paa bar Bund, følte paany et stort, tomt 219 og truende Rum omkring sig og øjnede ikke en Tilflugt. – – Jo, der var dog een. Oberst Bjerregrav. – – Ja, der var i Nødsfald endnu een. Den gale Baronesse.

Det vilde med andre Ord sige: han maatte som Dyhring og saa mange andre ofre sin Selvstændighed, gilde sit eget Jeg og gøre sig til Offenlighedens Eunuk; eller han maatte gaa i Lære hos Max Bernhardt, maatte med Omsigt udvælge sig et Offer og koldblodigt udplyndre det. Jakobe havde ogsaa i den Henseende haft Ret. Der var vistnok ingen andre Udveje. "Og vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlerne."

Nej – han blev nødt til at indrømme det – der var ikke det Stof i ham til en Verdenserobrer, som han havde troet. Han kunde ikke overvinde sig til at betale, hvad den store Lykke kostede. Eller rettere: det gik ham med Navnkundigheden og Magtfølelsen, som det før var gaaet ham med andre af Livets højt besungne Tillokkelser, de tabte paa nærmere Hold i Værdi for ham. Han fandt den Pris, de stod i, altfor latterlig høj.

Der var En, han kom til at tænke paa i denne Sammenhæng … salig Neergaard. Hvordan var det, han havde sagt i sin profetiske Tale hin Dødsnat? – –

Glasdøren ud til Torvet blev i det samme slaaet op. Og ind traadte en to Meter høj, graaskægget Skikkelse i en lys Kappe og med en Kæp lagt som et Slagsværd op paa Skuldren, – Fritjof!

I sin glade Overraskelse havde Per nær raabt Navnet højt. Men som han vilde rejse sig op for at give sig tilkende, fik han pludselig Betænkeligheder og blev siddende. Han tog endogsaa en Avis og gemte sig bag den, mens Fritjof skred forbi ind i det tilstødende Værelse.

220 Det var en vis Undseelse, der fik ham til at skjule sig. Han var kommen til at tænke paa, at Fritjof, naar han først havde berettet om sine egne Triumfer, rimeligvis naadigt vilde spørge til hans Planers Fremgang, hvad der vilde genere ham, fordi han under deres Debatter i Berlin undertiden havde brugt ret uforsigtige Ord om den Opsigt, hans Ideer havde vakt, og om de Forventninger, man i sagkyndige Krese knyttede til deres Gennemførelse.

Det gik i det hele klart op for ham, at han ikke vilde kunne udholde at blive her i Byen, hvor han overalt udsattes for den Slags pinlige Møder. Med formelig Rædsel tænkte han paa den store Festlighed, der næste Dag skulde afholdes paa "Skovbakken", og hvortil næsten hele den salomonske Familjes Omgangskres var indbudt. Det daglige Samvær med Svigerforældrene vilde under de nuværende Forhold heller ikke være opmuntrende for ham, og han havde jo i Virkeligheden ikke mere at gøre her. Den Agitation, han havde bestemt sig til at genoptage, hvad enten det nu blev med et nyt Stridsskrift eller med en Række Avisartikler, kunde han lige saa godt, ja maaske allerbedst føre fra Udlandet. Og saa var der jo dette med Nanny … og det andet … dette uforudsete, at Moderen netop skulde være kommen her til Byen.

Ja, han maatte rejse igen. Og helst saa snart som muligt. Endnu den næste Dag vilde han tale med Jakobe derom. Forresten havde det jo ogsaa hele Tiden været Meningen, at han kun skulde opholde sig her ganske midlertidigt.

Han drak ud af sit Glas og gik bort.

Idet han fra Kafeens Støj og stærke Lys kom ud paa den store, øde Plads, faldt hans Øje paa 221 den gamle Voldmølle. Uden at vide af det blev han et Øjeblik staaende midt paa Torvet, uvilkaarligt fængslet af den melankolske Stemning, der hvilede over denne spøgelseagtige Levning fra Fortiden.

Saa gik han langsomt hjem til Hotellet.

 
[1] opofre/D: ofre tilbage
[2] Gennembrud/D: Omslag tilbage
[3] helt/D: ÷ tilbage
[4] udmærket/D (=A): ualmindelig tilbage
[5] Hun bar … Forfængeligheden/D: ÷ tilbage
[6] Han/D: Per tilbage
[7] hvorpaa … Ventesalen/D: ÷ tilbage
[8] kastede sig/D: kastede sig ind tilbage
[9] Koturnen: egl. den "opstyltede" udtryksform der anvendes i visse tragedier oprindeligt af skuespillere i plateausko (gr. kothornos). tilbage
[10] Det med blåt markerede er strøget i udgaven fra 1918. tilbage
['1] Hr. < Hr tilbage
['2] < at tilbage