Henrik Pontoppidan og Ungdommen
Museumsdirektør, Dr. phil. Frederik Poulsen skildrede i Gaar i vor Kronik Henrik Pontoppidans Indflydelse paa Samtidens Ungdom. Tom Kristensen giver i det følgende sin Vurdering af den Stilling, som Nutidens æstetisk og politisk litterære Ungdom indtager til Henrik Pontoppidan.
For en upolitisk Ungdom har Forfatteren Henrik Pontoppidan ikke betydet væsentligt. Den Passion og Uro, som findes i hans Væsen, og som har været bestemmende for hans Liv, kommer i hans Stil kun frem i køligt omskrevet Form, klaret og forklaret, men med et graaligt Skær over sig. Hans Ord har altid virket som skrevet, aldrig som talt; det har aldrig været Tone. Egentlig kender vi ikke Henrik Pontoppidans Stemme.
Sikkert er dette graa og forstummede noget tilstræbt hos Henrik Pontoppidan. Hvorfor røbe sin Uro mere end nødvendigt? Han har ikke villet være Ordgøgler eller Manipulator, han har vel daarlig nok villet være Kunstner, maaske af en præstegaardsagtig Skyhed for, at det kunstneriske, det lidenskabelige skulde være en af de funklende og farvede Masker, som den almindeligt udbredte Forfjamskelse kan skjule sig bag, og han har derfor i sit Sprog søgt tilbage til en dansk Prosa, der for os ældre Unge og for de helt Unge virker som forældet, uden det gamles Patina, i Slægt med den lige saa urolige Meïr Aaron Goldschmidts Stil, langt ældre end Herman Bangs, ja ærlig talt langt ældre end H.C. Andersens. Og dette Forsøg paa at finde det rolige Udtryk har givet Henrik Pontoppidan et ærværdigt Præg af dansk Litteraturhistorie, som en saa stridig Natur som han slet ikke har fortjent og egentlig aldrig skulde have haft.
For der ligger Lidenskab i hans Bøger, ganske vist som Forstening; men den er saa stor, at man trods Roen aner uberegnelige Øgler og Fortidsdyr. Det sker saaledes, at Torben Dihmers Gaard i De Dødes Rige brænder ned, og da staar der: "Synet af Flammehavet mættede hans Sjæls vilde Sørgmodighed". Og da Jytte Abildgaards Moder ligger for Døden, staar der fredsommeligt: "Midt i Sommerens festligste Tid opløstes Fru Bertha langsomt under mange Slags Pinsler". Det er Lidenskab, men skrevet! Selv da Henrik Pontoppidan forsøger at lade Sproget tone og skildrer Jyttes Følelser ved Dødslejet, er det skrevet: "Hun følte sine egne Livskilder fryse til ved at se den bedste og kærligste af alle Mødre Dag for Dag ligge henstrakt paa Dødens Pinebænk, sønderbrydes Led for Led, martres langsomt som til Forlystelse for en vanvittig og bloddrukken Gud". Men lad det være skrevet i en forstenet Stil, det er dog en vild og ubændig Dinosaurus, som ligger skjult dernede i de dybe Jordlag, der kaldes gammeldags Syntaks og Sætningsbygning. Den upolitiske danske Ungdom vilde faa sig mangt et Chok, hvis den gravede ned i Henrik Pontoppidans Værker og støvede de fundne Knogler af og stillede dem sammen. Det er nemlig meget farlige Dyr, selv om de staar stille. –
Men ingen Musik hos Henrik Pontoppidan har lokket de Æstetiserende til. Han er ingen Forfører – og skal en Kunstner ikke være det? Skulde man derfor sætte et Motto over Henrik Pontoppidans Værk betragtet som Kunst, maa det være Torben Dihmers Ord i De Dødes Rige: "Jeg synes, at Livet mere og mere former sig som en Kehraus til stumt Orkester." Det er dybe Ord, som fuldt ud dækker Pontoppidans Kunst; men ikke Livet, langtfra Livet; dets Orkester er det modsatte af stumt.
Dog er det som sagt farlige Øgler, der er blevet stillet sammen af Henrik Pontoppidans forstenede Prosa, og den politisk og socialt indstillede Ungdom kan derfor ikke og vil derfor ikke glemme dem. Den politiske Ungdom er saa interesseret i dem, at den undertiden maa overse de historisk stivnede Træk. Ikke alene er Martin Andersen Nexø, Harry Søiberg og Harald Bergstedt levende optaget af dem; men de ganske Unge, som nu rykker frem efter femten Aars æstetiserende Pavse, maa nødvendigvis underkaste dem en nærmere Betragtning, se, hvad der er rigtigt, se, hvad der er forkert, og eventuelt slæbe dem ud af Litteraturhistoriens zoologiske Museum paa Trods af Portneren, Professor Vilhelm Andersens Protester. De maa nemlig ud, de Dyr!
Og der er en vis Grund til at tro, at Bøger som Fra Hytterne, Skyer og Det forjættede Land skulde vise sig at være mere end forhistoriske Dyr, mere end Litteraturhistorie. Læser man dem, som man læser "Den nye Saglighed"s Romaner, kommer der nemlig pludselig Liv over dem. Den historiske Forkalkning er ikke saa slem endda. Læseren skal blot være lige saa politisk, som han er æstetisk interesseret, saa vil han opdage, at de kan læses paa en ny Maade, at disse Romaner altsaa er levende, lidt stive, men dog levende. Og da er det, man kommer til at holde af Henrik Pontoppidan, ikke med Begejstring, men med en vis kølig Respekt. For egentlig tog han jo aldrig politisk Stilling, han stillede sig blot i Opposition, han var blot kontrær; han virkede som en kritisk Ligevægt, maaske lidt stiv. Men under sine Forsøg paa Kritik, under sine kontrære Reaktioner skete det, at han som ingen anden dansk Digter blev nødt til at skildre alle Samfundslag i Danmark, og derfor blev han for enhver, som har politisk Forstaaelse, en uvurderlig Forfatter, og han er det endnu.
Men desværre er Henrik Pontoppidans oprindelige Stade saa smuldrende, at han let kan blive gaadefuld. Helt forstaa Meningen med Lykke-Per og De Dødes Rige kan man saaledes ikke. Baade Per Sidenius og Torben Dihmer ender i en isoleret Dunkelhed, som hverken er opmuntrende eller af det gode. Undertiden kan de endogsaa minde om, hvad de Radikale i gamle Dage kaldte "Mørkemænd". Men Henrik Pontoppidans Stade er Præstegaarden. Hvad hjælper det saa, at man er født af et revolutionært Æg, naar man er opdraget i en Præstegaard. Og Præstegaardskulturen, som i et helt Aarhundrede har baaret dansk Litteratur, var i Opløsning, da Henrik Pontoppidan traadte frem. Han er og bliver derfor en af de sidste af en svindende Kultur.
Af den Grund er Henrik Pontoppidans Stilling ofte mere end gaadefuld. I det ene Øjeblik kan det hænde, at man maa protestere imod ham; man kan ganske simpelt ikke forstaa ham; i næste Øjeblik kan man derimod heldigvis give ham sin fulde Tilslutning. Mild har han jo aldrig været, og uærlig har han heller aldrig været. Men vil man vise ham sin Beundring, forvandler den sig straks til en vis forsigtig Ærbødighed. Direkte og aktiv har han nemlig heller aldrig været.
Derfor vil Henrik Pontoppidans Indflydelse for den æstetiske Ungdom ikke blive af nogen særlig Betydning. Lidenskaben, som beherskes og helst skjules, især som hos Henrik Pontoppidan under en træet Ironi, vil aldrig kunne rive med. Men for den politiske Ungdom er Henrik Pontoppidans Værker stadig en levende Opgave. De er nemlig aktuelle endnu, nogle af disse Værker – som Film til et stumt Orkester. Fra Hytterne, Skyer, Det forjættede Land er fulde af Bevægelse. De kan læses af alle, som er oppe i vor Tids politiske Kampe. De har saa stærk en Kraft, at de kan fortolkes ud fra vor Tids Synsvinkel.
Henrik Pontoppidan har derfor kunnet fejre sin fem og halvfjerdsaarige Fødselsdag i den lykkelige Bevidsthed, at den yngste Ungdom er stillet over for Problemer, der minder om hans egen Ungdom. Det er ikke Sønner fra Præstegaarde, der nu er stillet over for disse Problemer. Det er Sønner af en anden Kultur. Men de maa tage ham op til Revision. De kan ikke komme udenom. Og større Lykke kan man ikke ønske sig, naar man fylder fem og halvfjerds.
Tom Kristensen
