Menneskesjælens Tilværelse
I Anledning af C. Langes Bog om Sindsbevægelser
I.
Der er noget, der hedder videnskabelig Kritik. Og det er en Ting, der efter Haanden er bleven saa frygtelig, at dens blotte Navn kan faa Mennesker til at gyse.
Der har ellers været Tider, hvor den videnskabelige Kritik førte en ganske rolig og skikkelig Tilværelse. Den var Fornuftigheden og Ædrueligheden selv, holdt sig inden for sine beskikkede Grænser, passede sin Dont og nød en ubetinget borgerlig Agtelse som et gavnligt Medlem af Samfundet.
Men saa fôr der en ond Aand i den videnskabelige Kritik, og den forvandledes til et graadigt Uhyre, der fløj ud over Verden for at sluge alt, hvad der var en Smule federe end den selv. Ti selv har den altid været af en temmelig slunken Beskaffenhed.
Som naar en Græshoppesværm kaster sig over en Sædemark, saaledes maa nu alt, hvad vi Mennesker har at leve paa, tjene det sultne Udyr til Føde, uden at det dog bliver en Smule federe deraf.
Som Attila, "Guds Svøbe", med sine Hunner kastede sig over Romernes Landskaber, saaledes hærger den videnskabelige Kritik de Borge og Byer, som Menneskeaanden i Tidernes Løb har havt Tilhold i. Ja, baade Hunner, Tyrker og Vandaler er det bare Vand mod den videnskabelige Kritik. Den er det bedste Ødelæggelsesapparat, Verden endnu har set. Alt Nedbrydningsarbejde besørger den saa nydeligt, saa expedit, saa fuldstændigt.
Der er f.Ex. Kristendommen. Den har nu i mange Aarhundreder holdt Stand imod al Verdens Ødelæggelsesforsøg. Spot og Forfølgelse, Baal og Brand, indre Sygdomme, Fristelser og Anfægtelser af alle mulige Slags – alt dette har den staaet for, indtil det en skøn Dag viser sig, at den "ikke kan bestaa for en videnskabelig Kritik".
Dér ligger den!
Hvad kan over Hovedet bestaa for den videnskabelige Kritik?
Man kan rolig svare: Intet af det, hvis Bestaaen har nogen Betydning.
Ikke blot Kristendommen, men selve Troen paa en almægtig og styrende Gud har denne Kritik gjort det af med. Det har vi allerede længe været fortrolige med, at Videnskaben havde opslugt Gud.
Det næste, vi maa belave os paa at se den fortære, er Menneskesjælen.
Der er maaske godtroende Mennesker, der har levet hen i den Indbildning, at de efter at have mistet deres Gud dog kunde faa Lov til at beholde en Sjæl i Livet. Men de vil nok faa at fornemme, at "Videnskaben" er ikke at spøge med. Har den først sagt A, da siger den ogsaa B.
Som det allerede længe har været udraabt vidt og bredt, at der er ingen Gud, saaledes vil det blive forkyndt fra Tagene: der er ingen Sjæl!
Om dette har Videnskaben hidtil mest hvisket i Kamrene. Men i hvad Retning det bærer, ogsaa her til Lands, kan man faa et Indtryk af ved at læse en nylig udkommen Afhandling af C. Lange: Om Sindsbevægelser.
Denne Bog har vakt megen Opmærksomhed, hvilket er let forklarligt, da Forfatteren er en anset Fysiolog*), og, saa vidt jeg véd, især anerkændt som Nervelæge. Da han desuden fører en for en lærd af dette Fag usædvanlig livlig Pen, har han altsaa udmærkede Betingelser for at kunne behandle det valgte Æmne.
*) Fysiologi er Læren om de legemlige, Psykologi Læren om de sjælelige Livsytringer. Hr. Lange kalder sin Bog "et psyko-fysiologisk Studie".
Men de Videnskabsmænd! de Videnskabsmænd! Det passer i Nutiden paa dem, hvad Jerusalems Skomager i "Genboerne" siger om Digterne: "De løber, Gud straffe mig, omkring som brølende Løver og opsluger meget mere, end som de kan fordøje!"
Selvfølgelig indeholder Bogen værdifulde Oplysninger om den Maade, hvorpaa Sindsbevægelserne fysiologisk ytrer sig, Oplysninger, som vel kun Fagmænd fuldt ud vil være i Stand til at paaskønne, men som dog derfor ikke er helt hebraisk for os andre.
Imidlertid er det ikke Bogens egenlige Øjemed at foretage en Sammenstillen og Ordnen af saadanne oplysende Kændsgærninger. Forfatteren har noget ganske andet i Kiggerten. Naar han meddeler sine fysiologiske Iagttagelser, da sker det egenlig kun for der igennem at komme til sit egenlige Problem.
Forfatteren vil have Rede paa Forholdet mellem Sindsbevægelsen og de ledsagende legemlige Fremtoninger (S. 57). Enhver véd noget om, at Sindsbevægelser giver sig legemlig til kænde. Den sørgende hænger med Hovedet, taler med mat Stemme, gaar langsomt. Den glade bevæger sig livligt, synger, ler. Den forskrækkede 60 farer sammen. Den vrede rynker Brynene, bliver rød i Hovedet o.s.v. De fleste har ogsaa en Anelse om, at sligt kommer fra Nærverne, eller, som Hr. Lange forklarer det, at det væsenlig skyldes Innervationsforstyrrelser, d. v. s. "Forstyrrelser i den Impuls, som Musklerne (og til Dels Kirtlerne) erholde gennem Nærverne". (S. 44).
Men hvorledes hænger det sammen med disse Innervationsforstyrrelser? Den almindelige Antagelse er, at Sindsbevægelse er noget, der opstaar i Sindet, i Sjælen. Man modtager et eller andet Indtryk; dette Indtryk paavirker Sjælen, og denne paavirker atter Legemet, idet den fremkalder de nævnte Innervationsforstyrrelser.
Men behøves nu ogsaa dette tænkte Mellemled, som vi kalder Sjælen? Kan vi ikke helt undvære denne Forudsætning? Her staar vi ved Hr. Langes Problem.
Vi har to "sikre og haandgribelige Faktorer": 1) Indtrykket, Sanseindtrykket, som Aarsag, og 2) Innervationsforstyrrelserne som Virkning. "Spørgsmaalet bliver nu: hvad ligger der imellem disse to Faktorer? eller ligger der over Hovedet noget imellem dem? Naar jeg kommer til at skælve, fordi jeg trues med en ladt Pistol, sker der da først hos mig en rent aandelig Begivenhed, skabes der en "Angst", der da er det, som bevirker min Skælven, Hjærtebanken, Forvirring i Tænkeævnen o.s.v. , eller fremkaldes disse legemlige Fænomener umiddelbart af den skrækkende Aarsag, saa at Sindsbevægelsen alene bestaar i de funktionelle Forstyrrelser i mit Legeme?" (S. 59).
Mon nu nogen, der ser dette Problem opstillet, et Øjeblik vil være i Tvivl om, hvad Resultat Forfatteren og Videnskaben her vil komme til? Er der nogen, der har det mindste Haab om Muligheden af, at Hr. Lange paa sin Undersøgelses Vej vil finde Sjælen, eller at han blot vil komme til den Slutning, at man nødes til at forudsætte Tilstedeværelsen af en levende Sjæl, der indvirker paa Legemet?
Nej, vi véd nok, hvad Klokken har slaaet, naar den moderne Videnskab faar opstillet saadanne Problemer. Saadan et Problem er det samme som en ladt Pistol for Brystet af vedkommende Genstand, i dette Tilfælde Menneskesjælen.
Hr. Lange holder naturligvis – ti ellers vilde han slet ikke opstille Problemet – paa sit sidste Alternativ, at "Sindsbevægelsen alene bestaar i de funktionelle Forstyrrelser i mit Legeme."
Altsaa, i Almindelighed vil man udtrykke sig saledes: Naar et Barn bliver glad, f. Eks. ved at se et Juletræ, da giver det sig til at hoppe og danse og klappe i Hænderne. Men dette skulle korrekt udtrykkes saaledes: Naar et Barn ser et Juletræ, da fremkalder dette Indtryk en Forhøjelse af Musklernes Innervation, som medfører en livlig Bevægelighed, en Hoppen, Dansen o.s.v. samt en Udvidelse af de fine Blodkar. Og denne forhøjede Bevægelighed, denne Blodtilstrømning til Huden o.s.v. er Glæden. Kunde man tilvejebringe de samme legemlige Fremtoninger ved at trække i en Snor, vilde Sagen være den selv samme.
Dersom nogen ønsker at vide, hvad Sorg er, da kan den – efter Lange – bestemmes som en Svækkelse af Musklernes vilkaarlige og latente Innervation i Forbindelse med Forsnævring af de fine Blodkar.
Dersom man nøjedes med at sige, at vi her har Sorgens fysiologiske Udtryk, da skulde i det mindste jeg intet have at bemærke dertil. Det maatte jeg lade Fysiologerne om. Men naar det paastaas, at dette fysiologiske er alt, – at Sindsbevægelsen "alene bestaar i" disse legemlige Forstyrrelse, da staar vi ikke over for et fredeligt Stykke Nærvefysiologi, der holder sig paa sit eget Omraade. Nej, vi træffer i Hr. Langes Bog Fysiologien paa Krigssti. Let bevæbnet med det nødvendigste af sin Sagkundskab ser vi den drage ud paa Æventyr i det dunkle Grænseland, i hvilket dets Omraade støder sammen med Psykologiens. Og efter at være kommen i Bevægelse, kan den i sit ufortrødne Mod ikke stanse, før den har underlagt sig hele Psykologiens Rige som sit Lydland.
Sindsbevægelse er Nærvebevægelse, Psykologi er Fysiologi. Her har vi Meningen af Hr. Langes Afhandling.
Man behøver ikke at omskrive dette meget for at faa det til at lyde: Sjælen er noget legemligt d. v. s. den er ikke til!
II.
Naar en Taskenspiller har sat Publikum i Forbavselse med sine Kunster, sker det under Tiden, at han bag efter træder frem og forklarer, hvorledes det hele er gaaet ganske naturligt til. Han tager sine Apparater fra hinanden, fremviser de skjulte Mekanismer og forklarer deres Anvendelse. Det ærede Publikum kan være ganske roligt! Her er ingen Aander og Djævelskab! Al Ting er Behændighed og Mekanik!
Hr. Langes Bog fremtræder paa en noget lignende Maade. Det er dens Opgave at gøre Ende paa al den Hokus Pokus, der hidtil har været drevet med denne Sjæl, der paa en mystisk Maade skulde kunne gøre Kunster med det menneskelige Legeme. Med en Slags Trolderi skulde denne Sjæl kunne faa Øjnene til at le og græde, Ansigtet til at rødme og blegne, Benene til at skælve o.s.v. Men nu kommer Hr. Lange og forklarer, at det hele gaar ganske naturligt til. Han har taget det Apparat fra hinanden, som man kalder et Menneske, og fremviser Mekanismen. Her ser De den cerebrale Mekanisme*). Her henne i Overgangen mellem Hjærne og Rygmarv har vi Nærvesystemets vasamotoriske Centrum. Naar dette Nærvecentrum paavirkes – fra Øjet, Øret eller et hvilket som helst Sanseorgan –, da er det, Sindsbevægelserne fremkommer. Det sker alt sammen gennem Nærver. Ikke Spor af noget, der hedder Sjæl! Alt sammen Mekanisme! Alt sammen ganske og aldeles fysiologisk!
*) Hjærnemekanismen.
En Læser, der er i den rette velvillige Stemning, vil ikke finde noget at gøre Ophævelser over. Men en mere vrangvillig Læser kunde falde paa at bemærke noget om den Behændighed, hvormed Forfatteren slipper hen over, at der i den cerebrale Mekanisme maa indskydes et Led, der hedder Bevidstheden.
Det paavises i Bogen, hvorledes Sanseindtrykkene i de fleste Tilfælde maa ledes ad en Omvej hen igennem de kortikale Centrer i Hjærnen, før de kan komme til at paavirke det ovennævnte vasamotoriske Centrum. Og hvorfor maa Ledningen foretage denne Omvej? Fordi det først er i Kortikalcentret, Indtrykket "optages i Bevidstheden" (S. 79 nederst).
67 Men – undskyld – er Bevidstheden da et fysiologisk Begreb?
Nej, Fysiologien véd slet ikke, hvad Bevidsthed er for noget. Det er for den en bælgmørk Ting. Og naar Fysiologien erkænder, at et Sanseindtryk er nødt til at gaa igennem denne bælgmørke Ting, Bevidstheden, for at en Sindsbevægelse kan opstaa, da er dermed sagt, at Fysiologien til sidst slet ikke véd, hvorledes Sindsbevægelsen bliver til. Om Sanseindtrykket, idet det "optages i Bevidstheden", kommer til at røre ved en evig Menneskesjæl, der paa uforklarlig Maade er sat i Forbindelse med vor Legemlighed, og om det er Bevægelserne i denne Sjæl, der saa atter paavirker det vasamotoriske Nærvecentrum, derom kan Fysiologien absolut intet vide.
Den kan absolut intet forklare om Tilblivelsen af Sindsbevægelser. Den kan altsaa heller ikke godtgøre, at Forudsætningen om en levende Menneskesjæl er unødvendig til Forklaringen af disse samme Sindsbevægelser.
Denne Forudsætning om en Sjæl er ganske vist en mystisk Forklaring af Sagen. Men det er dog en Forklaring. Den rene Fysiologi har derimod slet ingen Forklaring at give. Kun ved Anvendelse af et lille Taskenspillerkneb kan den give sig Udseende af at have det.
Det forstaar sig, sligt indlader den virkelige Fysiologi sig aldrig paa. Noget andet er, at den glubske moderne Filosofi naturligvis ikke har noget imod at laane dens Maske. Den har Hastværk med at komme til at rykke i Marken med alle "Videnskabens" Tropper for at udrydde al mystisk Uklarhed i Menneskenes Tankegang, og den har selvfølgelig ikke al Tid Stunder til i sine Undersøgelser at lægge for megen Vægt paa Grundigheden. Den videnskabelige Kritiks Resultater er i sig selv saa glimrende, saa talende, saa indlysende, at dette sagtens kan bøde paa en og anden Svaghed i den anvendte Metode.
En fysiologisk Eftervisning af, at Sindsbevægelser ikke er noget, der først opstaar i en Sjæl, men at de "alene bestaar i de funktionelle Forstyrrelser i mit Legeme" vil saaledes i sig selv være højst værdifuld for den moderne Filosofi, saa værdifuld, at den sagtens kan tages for gode Varer, selv om, nærmere efterset, den fysiologiske Undersøgelse ikke har bragt Problemets Løsning et eneste Skridt videre.
Det nærmere Eftersyn er næmlig ikke hver Læsers Sag. De fleste vil nøjes med at lade sig overvælde af al den Videnskabelighed; den kan da umulig tænke sig, at en saadan Lærdom kan være stablet op over et tomt Rum. Hr. Langes Bog vil blive en fortrinlig Støtte for den Filosofi, der har Interesse af at gøre Sjælens Tilværelse usikker.
Et Sted antyder Forfatteren, at Løsningen af hans Problem skulde kunne have praktisk Betydning for Lægevirksomheden. "Som det let vil ses", hedder det S. 59, "er Besvarelsen af dette Spørgsmaal ikke alene af indgribende Betydning for Affekternes*) Psykologi, men er ogsaa af den største praktiske Betydning for enhver Læge, som har at gøre med de sygelige Følger af hæftige Sindsbevægelser".
*) Sindsbevægelsernes.
Forfatteren paaviser ikke nærmere denne praktiske Betydning. Han mener, at den "let vil ses". Men strængt taget skulde man jo tro, at Spørgsmaalets Besvarelse ikke vilde faa den aller mindste praktiske Betydning.
Staar Lægen over for et Menneske, der er rystet af Sorg og derfor ikke kan sove, spise eller arbejde, da kan det være af stor Betydning for ham at vide, at det er Nærvesystemets "vasamotoriske Centrum", der er bleven paavirket af den sorgvækkende Begivenhed, og at han ved at anvende Bromkalium kan lamme dette Nærvecentrum og gøre det uimodtageligt for de nedslaaende Indtryk. Men om han tænker sig Virkningen paa det vasamotoriske Centrum udgaaende fra en Sjæl eller blot fra Hjærnemekanismen, dette skulde ikke kunne faa Indflydelse paa hans Behandlingsmaade. Hvad enten han næmlig har den ene eller den anden Betragtning af Sagen, – de faktiske Forhold bliver de samme, og dem er det, han som Læge alene har at tage Hensyn til.
Hr. Langes Undersøgelser er ikke af den Art, at de har nogen umiddelbar praktisk Betydning. Jeg tænker mig, at mangen Læge, der har fulgt dem i Haab om at vinde et praktisk Udbytte for sin Gærning, har lagt Bogen til Side med en Skuffelsens Hovedrysten: "Filosofi! Filosofi!"
Men hvad den praktiske Lægevidenskab ikke har Brug for, det er der andre, der optager med stor Begærlighed.
Der er i Forvejen en Godtkøbs-Filosofi om Forholdet mellem Sjæl og Legeme, der til daglig Dags optræder med Sætninger som: Drømme kommer fra Maven! o.lign. Denne Filosofi vil genkænde sig selv i Hr. Langes Afhandling, og det vil uden Tvivl være den en stor Tilfredsstillelse og Styrkelse at se sig selv optræde i en saa videnskabelig Udstaffering.
68 Men vi andre ser i samme Afhandling et nyt Vidnesbyrd om, at man giver sig af med et ørkesløst Arbejde, naar man vil prøve paa at opklare Forholdet mellem Sjæl og Legeme, og at man især kommer galt fra det, naar man forsøger paa at gøre Sjælen til ingen Ting.