Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 20. november 1885
hos Henrik føler de sig altid som fasttryllet
Fredag Formiddag *Nbr 1885 [Fredag 20.11.18851]
Kjære Margrete!
Denne Gang vil jeg begynde i god Tid paa mit Brev, at jeg dog kan faae noget af det frem, der er i mig og ikke som sædvanligt maa lade det meste ligge fordi jeg er saa ringe til Bestillingen. Endnu er jeg nemlig ikke naaet synderlig frem og gaaer og lister om med smaa Kræfter baade i det legemlige og aandelige. Jeg tænker saa tidt paa den kjære Fru Zeuthen og forstaaer hendes store Svaghed og kan sige mig selv, at den indelukkede Luft og Kakkelovnsvarme, der piner mig, ogsaa maa gjøre hende Dagene trange i Modsætning til det lette Aandedræt i Syden. Det er en lang Vinter at see ud imod. Gud hjelpe og styrke, at vi maa blive holdt oppe paa Veien.
Der er i denne Tid saamegen Sorg 2 og Bestyrtelse over hele vor stolte Hovedstad paa Grund af de store Huses Sammenstyrtning2, at al den politiske Ilterhed er blevet ganske tam. Sligt hjælper bedre end Gendarmer3 og Politi til at hjælpe bringe Folk til Fornuft. Man bedøves og forfærdes naturligviis under de store Brag, men jeg for min Deel kan ikke tilbageholde en tilfredstillende Følelse af, at det sunde og sande nu kræver sin Ret. Og hele Handelstanden er efter min Mening medansvarlig, thi om de end ikke selv forgriber sig, saa lukker de Øinene til. Og det er godt at de, der gaaer varligt og samvittighedsfuldt med deres Sager faaer at mærke, at de dog ikke blot er dumme, hvad man let faaer en Følelse af, naar andre kan svinge saa høit.
Man føler rigtignok i denne Tid, at den fattige er tryg i sin Armod, saa der er dog noget godt ved, at Familiepengepungen er saa sluttet. Og for det første er der ikke Udsigt til, der kommer mere i den, thi allesteder sidder de og balancerer 3 paa Pinden. Morten har jo kun en lille Skole i Aar, og det vel nærmest paa Grund af at Himmelstrup4 er reist; men han er ved godt Mod og ret vel tilfreds med at kunne faae lidt Otium til at udarbeide et og andet, der ligger ham paa Sinde. Det er et godt Stykke, han i Dag har i "Tidens Strøm"5. Jeg har i Forveien sagt Erik, der har anbefalet Langes Bog6 i Morgenbladet, at de Videnskabsmænd er nogle Børn, saa jeg glæder mig naturligviis ved at see Morten sige dem det paa en eftertrykkeligere Maade. – Om det nu vil lykkes ham, i sin egen Sag, at faae Retten til at erkjende, at han har Lov til at kalde Avisens Referat7 "løgnagtigt", det vi nu Tiden vise. Juristerne har jo deres egen Maade at see Tingene paa.
Jeg seer, at Lisbeth har fortalt om Ingers Sammenstød med gl Tante. Jeg veed ikke om hun har været ucorrekt, men det er ogsaa ligegyldigt. Faktum er, at de ikke kan see noget godt, hverken paa den ene eller anden Kant i det, vi her lever for og glæder os ved, og navnlig mener at Morten har forgjort os Allesammen og vel 4 navnlig mig. Det er jo altid godt, at der kommer Sandhed i et Forhold, selv om det gjør ondt; men jeg havde jo rigtignok før troet, at Maanen vilde falde ned, end at gl Marie og Karoline8 kunde komme til at see saaledes paa os, navnlig paa Inger og mig. Jeg har naturligviis ikke kunnet lade være med at lade vore Forhold passere revue og jeg kan ikke finde andet end at alle vore Forhold har deres Rod fra Faders Tid, at alle vore Bekjendtskaber har vi gjennem ham. – Jeg veed forresten ikke hvor den Fanatisme er kommet fra, thi Djørups, Søster Mathilde og Tante Hanne er jo ogsaa gode Høiremænd, men de see os dog ikke som sorte. – Men lad nu det ligge – det er ganske rigtig, hvad Emil skriver; man bliver ilde berørt og saa skriger man op, saaledes gaaer det jo overalt.
Fra Hans Peter har jeg haft godt Brev; han holder sig i Skindet, skjøndt det ikke mangler paa Opfordringer til at faae ham ud af det; der er nemlig et Utal af Forsamlingshuse derovre. Han har nu indgivet Ansøgning, eller hvad det hedder, om at prædike for Dimis9.
5 [ark] No. 2. Holger har tilbragt en længere Tid ude hos Henrik, hvor de altid føler sig som fasttryllet, men paa Mandag kommer han dog hjem og skal jo saa til at prøve paany, om der er Arbeide at opnaa.
Hvor det er trist med Frøken Krog; jeg synes, hun har længe seet meget daarlig ud. Hvor Lisbeth er, Gudskelov! spil-livlig, ligesom Eders unge, og det er meget velgjørende for os Alle. Valdemar er forresten ogsaa frisk og fornøielig trods sit Onkel-Isakske Væsen og en meget kjærlig Søn er han – men det er de da Alle, saa det er ikke saa underligt om de har Magt over mit Hjerte, maaskee meer end godt er.
Min lille Spurverede har dog Værd for dem og kan vel ogsaa nok ly lidt for Verdens Uro og Storm. –
– Vi holder stadig Fest med de deilige Æbler – men nu skal vi snart have gjemt hen til Jul.
6 Dersom Du synes den Æbletale kommer dumpende paa et moersomt Sted, saa er Grunden den, at jeg havde skrevet den i Gaar, for ikke at glemme hvad jeg hver Middag husker paa – Ja – Tak – for de deilige Æbler.
Nu er det blevet Lørdag og jeg maa have mit Brev sluttet; det er jo ogsaa blevet langt. Jeg har paa Morgenstunden læst en Præken, Hans Peter har sendt mig; den er hjertelig og alvorlig, men naturligviis ikke noget extra. Det er saa underligt slet ikke at kjende, hvad Evner han har til at bære Ordet frem.
Nu tusinde kjærlige Hilsner. Tænk paa lille Lisbeth, der i Morgen gaaer ene til Herrens Bord i Helligaandskirken10. Hun kan ikke finde sig i at gaae med Inger i Vartou11.
Livet herinde falder saa underligt i Stumper og Stykker; men med det Samme kommer der en voldsom Selvstændighed. Det er saa forunderligt for mig, der hele mit Liv har været saa fredet og beskyttet baade [fortsætter lodret nedad i venstre margin:] i aandelig og legemlig Henseende. Tusinde kjærlige Hilsner til Mand og Børn.
Moder
[på hovedet øverst på side 1:] God Lykke til Syforeningen, den har jeg megen Sypamti for. Inger har fortiden Pengesorger for sit Børnehjem12 og maa med flere andre gaae Tiggergang.
