Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 3. december 1885

rosende Anmældelser af Henriks Bog

Torsdag Aften *Nbr. 1885 [3.12.1885¹]

Kjære Margrete!

Medens Lisbeth med stor Udholdende bearbeider Tange[nte]rne inde i sit Værelse, vil jeg begynde et Brev til Magleby Præstegaard, thi denne Gang veed jeg det er min Tour. Jeg har hele Dagen gaaet med Tankerne nede hos Eder, thi den skrækkelige Ildebrand² har fyldt mig med Forfærdelse, og jeg længes meget efter at høre, hvorledes alle de stakkels Mennesker, der har lidt derunder, er kommet over denne svære Begivenhed. Maaskee er det gaaet bedre end jeg forestiller mig, men man kan ikke lade være at tænke sig Alt mueligt. Blot ikke Grum er blevet heelt fortumlet; han har jo ikke meget at staae imod med. Blædel kan vel nok tage en Tørn. Man er saa tilbøielig til at vurdere 2 Andres Kræfter efter sine egne og derfor er det maaskee, at jeg saa let bliver forfærdet over, hvad Andre skal bære igjennem; men Guds Kraft fuldkommes jo i Skrøbelighed, saa de smaa Kræfter kommer maaskee tilsidst bedst igjennem. Og dog – jeg kan ikke nægte, jeg bliver lidt mismodig over ~~min~~ Intet at kunne magte, saa jeg maa lade Alt gaae som det kan bedst og aldrig i nogen Retning tør vove mig ud over det allernødvendigste. Alt, hvad der hedder Juletravlhed slaaer jeg for mit Vedkommende en tyk Streg over og maa overlade til Inger og Lisbeth at skaffe lidt Festlighed tilveie. Den kjære lille Lisbeth er jo ihærdig nok, men da hendes Musik har faaet Lov til at staae i 1^ste Prioritet i Vinter, falder der jo ikke ret meget af til det, der kommer næst i Tour. I Søndags var hun da oppe at spille for Rosenhoff og dette har saa langtfra taget Modet fra hende, at da Inger i Dag (Fredag) gik hen for at faae sin Time, misundte hun hende. Han har altsaa ikke gjort noget skrækkende Indtryk paa hende, skjøndt hun nok kunde mærke, at han havde adskilligt at indvende mod hendes Præstation. Den var dygtig nok og han undrede 3 sig over alle hendes Kræfter og raske Løb, men der manglede Fiinhed og Udtryk. Nu kan han vel nok hjelpe derpaa og hun har godt af at komme i andre Hænder; thi hun har altid været saa bange for kun at komme til at spille Andanter som Inger, at hun er gaaet til den modsatte Yderlighed. Det kunde jo synes utidigt, at offre saa meget af Penge og Tid paa den Sag, da Lisbeths Evner jo ikke er særligt fremragende; men vi skylder Inger den Opmuntring for al hendes taalmodige Arbeide, og det kan jo ogsaa faae megen Betydning for Lisbeth at være saa dygtig i een Retning. Maatte jeg nu kunde holde mig saa rask i Vinter, at hver kan passe sit Arbeide med fuld Kraft, saa kan det jo blive meget fornøieligt og jeg skal da nok passe paa, at Lisbeth ikke bliver ivrigere end hendes Kræfter tillader. Jeg er allerede nu paa min Post ligeoverfor Julegaver og haaber at faae hende talt til Fornuft. Den kjedelige Tandlæge er en gruelig Tidspilde, ikke at tale om, naar man skal til at betale ham; men der 4 siger jo Alle, at det er nødvendigt.

Af Dit Brev i Dag seer jeg, at jeg ^ikke√ havde behøvet at være saa urolig for Blædels og Grums; naar det kommer til Stykket er det maaskee fordeelagtigt, som man saa tidt hører; men det er dog en Ynk med alle de Kreaturer. – Nu kom der Brev fra Marie og samtidigt med Dit ^et√ fra Mathilde, saa nu har jeg hørt fra alle 3 Døttre i Dag. Baade paa Samsø og i Hjørlunde har der været lidt Skramleri, men som dog lader til at være overstaaet. Marie kan dog ikke rigtig blive af med sine Mavesmerter, som hun hentede herinde. Gud holde sin gode Haand over hende og dem Alle; det kan nok blive en alvorlig Vinter for dem. – Lille Margrete er meget flink. Ja – jeg har nok at tænke paa med alle de kjære Børn og af og til vil Tankerne jo blive alvorlige nok; men der er, Gud være lovet! ogsaa meget, der bærer. Har Du seet, hvilke rosende Anmældelser³, der er kommet af Henriks Bog; Marie udtaler sig ogsaa meget rosende. Selv har jeg daarligt kunnet dømme om den, da jeg kjendte det meste og Friskheden saaledes var borte. Gid al den Roes maatte hjelpe ham til et Stipendium.

5 [ark nr.] 2/
Louise⁴ fortæller mig, at hun har sendt en af Hans Peter[s] Prædikener ned til Dig. Lad mig vide hvad I synes om den; jeg kjender nok forresten ikke den. Der kan nu rigtignok daarligt dømmes om saadanne skrevne Prædikener, men dem jeg har læst ligner ham selv og gjør derved et troværdigt Indtryk, og det er jo altid godt. Han skal prædike paa Søndag og saa skal han til at tænke paa sin egen Fremtid, skriver han; der maa jo nok være Brug for ham et eller andet Sted. – Der er unægtelig adskillige rodløse Existenser for Tiden, thi Knud, Hans Peter og Holger er ikke meget solidt anbragt, hvad man end vil dømme om de andre. Holger er fremdeles paa Landet og lader til at nyde sin Frihed. Hvorledes det bliver til Julen har jeg ikke Begreb. Juleaften antager jeg, at der er en god Flok samlet her; men senere søges der vist heller end gjerne ud paa Landet, dersom Veiret tillader. Knud gaaer da med Magleby i Tankerne, men om det lader sig gjøre er en anden Sag; mon han kan komme løs, da han forlader Hospitalet 1^ste Februar?

6 Nu er jeg naaet til Fredag Aften, saa Du seer, jeg forhaster mig ikke; men saa faaer Du jo ogsaa et godt langt Brev. Nu sidder Louise og bliver instrueret af Inger og det gaaer godt med hendes Musik, naar man seer hen til, hvor lidt Tid hun har til at øve sig. Hun spiser her hver Fredag og faaer saa Time bag efter. Den samme Confekt faaer Knud om Onsdagen. Naar Du saa husker paa, at Inger ikke spiser hjemme Mandag og Torsdag, saa kan Du skjønne der er megen Variation i vore Middage, men Ulykken er, jeg synes altid der er Nogen at gjøre Stads af, og de 2 Dage, vi er saa faa, synes jeg, det skal være særlig godt fordi vi ere saa faa. Du mener vel, det er ingen god Huusholdning, og saa kommer der endda den Tort til, at jeg sjeldent selv kan spise med. Louise skal der ogsaa passes paa, men nu har hun det ellers meget bedre; hun er en sød En, som vi Alle holde af, og hendes Moder forliger jeg mig ogsaa med.

Med Mathilde Bülow er det ganske godt, men hun skal fremdeles blive paa Diaconissestiftelsen, jeg tænker, det er meest fordi Lægen ikke tør lade hende komme hjem til sin Moder. Min Søster er ogsaa blevet i den Grad skrøbelig og nerveus af Bekymring for Datteren, at det er sørgeligt at see. Hos Djørups har de det derimod godt.

Nu de allerkjærligste til Eder Alle fra mine Huusfæller ved

Eders trofaste
Moder

[på hovedet øverst på side 1:] Inger skal nok sende Dig Pedalstudierne