Sindsbevægelser

Om Sindsbevægelser. Et psykofysiologisk Studie af C. Lange. (Jacob Lunds Forlag).

Af E. P. [Erik Pontoppidan]

Det foreliggende Studie er et særdeles interessant og originalt Arbejde, som man hverken behøver en højere Grad af filosofisk eller medicinsk Fordannelse for at kunne læse med Udbytte og Fornøjelse. Der er ikke Spor af den tysk-filosofiske Jargon, hvori Videnskaben kun altfor meget ynder at indhylle Sjælelivets Problemer, og Fremstillingen af de i og for sig ret vanskelige fysiologiske Forhold er saa kyndig og dog saa simpel og forholdsvis populær, at det næppe vil volde nogen intelligent Læser Vanskelighed at følge den, i alt Fald i det væsentlige og med almindelige videnskabelige og fysiologiske Forudsætninger.

Skjønt Forfatteren som Resultat af sin Udvikling kommer til at betragte Sindsbevægelsen som væsenligt ét med de ydre, legemlige Ytringer deraf, omtrent som en legemlig Smerte ikke kan skilles fra en bestemt Nervevirksomhed, gaar han dog foreløbig for at lette Forstaaelsen ud fra den almindelige Opfattelse af Sindsbevægelsen som noget for sig, der har visse fysiologiske Fænomener i Følge. Han forstaar ved Sindsbevægelser de mere enkelte, usammensatte sjælelige Fænomener, som Sorg, Glæde eller Skræk, altsaa nærmest svarende til, hvad i Filosofien benævnes Affekter, i Modsætning til de mere sammensatte Sindstilstande som Kjærlighed, Had eller Beundring, altsaa komplicerede og reflekterede Lidenskaber.

For objektivt at bestemme de forskjellige Sindsbevægelser har vi deres legemlige, fysiologiske Ytringer. Disse ledsagende Fænomener og deres Forhold til Affekten underkaster nu Forf. en nøjere Undersøgelse navnlig for Sorgens, Glædens, Skrækkens og Vredens Vedkommende.

Forfatteren udkaster et livligt og klart skitseret Billede af disse Sindsbevægelsers ydre Karakterer, hvorved han viser, at de forskjellige Symptomer kan samles under visse Hovedindvirkninger. Som de mest fremtrædende Træk i Sorgens Fysiologi fremhæves saaledes dens lammende Virkning paa det virkelige Bevægeapparat (Musklerne), der frembringer Billedet af det slappe, nedbøjede, knuste, medens en modsat, krampagtig Virkning paa de smaa Blodkars Nerver fremkalder Forsnevring af Karrene og herved Blodfattigdom, Bleghed og mangelfuld Funktion af Organerne.

Disse samme Fænomener i en stærkere og pludseligere, men tillige mere forbigaaende Form, i Forbindelse med en krampagtig Tilstand i de uvilkaarlige (navnlig Indvoldenes) Muskler karakteriserer Skrækken.

Ved Glæden iagttages derimod en Forhøjelse af det vilkaarlige Bevægeapparats Funktion samt en Udvidelse af de fine Blodkar, altsaa det diametralt modsatte af Sorgens Symptomer, hvad der svarer til den glades raske, kraftige Bevægelser og blussende Kinder.

Vreden medfører ligeledes en Udvidning af de fine Blodkar, men tillige af de større Blodaarer, og ligeledes en forstærket Innervation af de vilkaarlige Muskler, men under en mere ubehersket Form og med en vis Voldsomhedstrang i Bevægelserne, samt kombineret med en Nedsættelse af Følenervernes Energi og af Tankernes Klarhed.

Ogsaa andre mindre stærke, d.v.s. i legemlig Henseende mindre udprægede Sindsbevægelser, som Forlegenhed, Spænding og Skuffelse, viser de samme fysiologiske Grundfænomener.

Man kan nu tænke sig det hele foregaa saaledes, at Forstyrrelserne af Karnervernes Virksomhed, hvorved Blodkarrenes Vidde og herigjennem Blodforsyningen af de forskjellige Organer forandres, er den egenlige primære, umiddelbare legemlige Ytring af Sindsbevægelsen, de øvrige Fænomener derimod – Bevægeabnormiteterne, Følelamhederne, Intelligensforstyrrelserne – kun sekundære deraf resulterende Forstyrrelser, idet som bekjendt Organernes større eller mindre Blodholdighed har en væsenlig Indflydelse paa deres Funktioner. Kun maa det i samme Sammenhæng fastholdes, at naar Forfatteren taler om de legemlige Ytringer, der ledsager Sindsbevægelsen, er det kun for at bruge de tilvante Betegnelser for Forholdet. Thi den almindelige Opfattelse er den, at Sindsbevægelserne er noget for sig, ligesom Substanser, Kræfter, der indvirker paa Mennesket og fremkalder de ledsagende legemlige Fremtoninger. Men Forfatteren kan ikke anerkjende dette Begreb.

Hvad der er givet som sikre og haandgribelige Faktorer ved enhver Sindsbevægelse, er for det første en Aarsag – et Sanseindtryk, der i Reglen virker gjennem en Idéassociation eller en Erindring – og dernæst en Virkning, nemlig de omtalte Karnerveforandringer og af disse yderligere følgende Forandringer i de legemlige og aandelige Funktioner. Spørgsmaalet er nu: Hvad ligger der mellem disse to Faktorer, og ligger der overhovedet noget imellem dem?

Den almindelige Antagelse er, at den umiddelbare Følge af Affektens Aarsag er en Modifikation af den sjælelige Tilstand, og at denne sjælelige Begivenhed er den egenlige Affekt, medens de legemlige Fremtoninger er i og for sig uvæsentlige Bifænomener.

Denne rent sjælelige Affekt er i Følge Forfatteren en ufornøden Hypothese. Det viser sig saaledes derved, at Sindsbevægelser kan fremkaldes af mange Aarsager, som ikke har det mindste med sjælelige Rørelser at gjøre. Naar f.Ex. Vin "gjør Hjertet glad", da vil dette kun sige, at Nydelsen deraf frembringer en vis Fyldning af Blodkarrene, overhovedet en fysiologisk Tilstand, der ligner Glæden og medfører samme Sindsstemning. Overhovedet kan forskjellige Sindsbevægelser fremkaldes ved Medikamenter og ligeledes paa Grund af sygelige Tilstande, som udviker sig i Legemet eller arves fra Forældre, som ved Sindssygdommene.

I Virkeligheden ligger Forskjellen paa det Raseri, som Fortidens Bersærk fremkaldte ved Nydelsen af Fluesvamp, Raseriet hos den maniakalske Patient og hos den, der har lidt en blodig Fornærmelse, alene i Aarsagernes Forskjellighed. Men i fysiologisk Henseende er der ingen væsenlig eller afgjørende Forskjel paa Sindsbevægelsernes cerebrale Mekanisme, den Hjærnevirksomhed, hvorved de opstaar, eftersom de er betingede af de saakaldte sjælelige Aarsager eller af rent materielle. Man stiller derfor Sagen paa Hovedet, naar man søger at bestemme de enkelte Sindsbevægelsers fysiologiske Virkninger paa Legemet; thi Sindsbevægelserne er ikke Kræfter, som staar udenfor Legemet og dominerer det. De er uløselig forbundne med Karnervesystemets Virksomhed, dets Reaktion mod forskjelligartede Paavirkninger. Det er dette System, vi kan takke for hele den emotionelle Side af vort Aandsliv, for vore Glæder og vore Lidelser, vore lykkelige og vore ulykkelige Timer. Hos nogle Mennesker sættes det lettere i Virksomhed end hos andre, hos Kvinder og Børn lettere end hos Manden. De saakaldte vilde Folkeslag er heftigere og ustyrligere, de er mere voldsomme i deres Glæde, mere overvældede af deres Sorg, end de mere dannede Nationer. Vi er rolige og tamme i Modsætning til vore barbariske Forfædre. Endelig ser vi en lignende Forskjel mellem de forskjellige Samfundslag af en og samme Generation, saaledes at "Dannelsens" ubedrageligste Kjendetegn er den beherskede Ro, hvormed Tilskikkelser bæres, der vilde henrive den udannede til ustyrlige emotionelle Udbrud. Denne Tilbagetrængen af Følelseslivet gaar ikke alene Side om Side med en stigende Udvikling af Forstandslivet, men er for en væsenlig Del et Resultat af denne Udvikling. I samme Retning virker Opdragelsen ved at lære Individet at beherske eller modvirke de Drifter, der er de umiddelbare Virkninger af vort Legemes Organisation, men som ikke passer ind i de givne Samfundsforhold.

I Aarenes Løb mister da Karnervecentret ved Beherskelse og Mangel paa Øvelse mere og mere af sin Energi i Retning af emotionel Virksomhed, som vi véd, at det saa ofte sker med erhværvede Egenskaber, dette Resultat af Opdragelsen og Forstandslivets Udvikling overføres ved Arv paa de efterfølgende Generationer. Slægterne kommer til Verden med stedse trægere og trægere emotionel Karinnervation, stedse lettere og lettere Innervation af Forstandsorganernes Karnerver. Bliver vor Udvikling ved at fortsætte sig i den begyndte Retning, saa havner den dog sluttelig i Kants Ideal, det rene Fornuftmenneske, der vil føle enhver Affekt, enhver Glæde eller Sorg, Angst eller Skræk – hvis han endnu skulde faa Anfægtelser af sligt – som en Sygdom, en Afsindighed, der ikke sømmer sig for ham.

Det vil altsaa ses, at Forfatterens Hovedmaal og Hovedfortjeneste ved denne hans Undersøgelse er at drage det psykiske ud fra de taagede spekulativt filosofiske Egne og bringe det under et rent fysiologisk Synspunkt. Hans Navn er en tilstrækkelig Borgen for, at dette Standpunkt er holdt svarende til Videnskabens Udvikling nu, og denne er overalt smukt og klart repræsenteret. Kun et enket Sted (Pag. 27) har det undret os at se, at Forf. har ment at maatte renoncere paa en nærmere Forklaring af Angstens Sved eller "den kolde Sved". Efter at de nyeste Undersøgelser har vist, at Sveden ikke alene er et Sekret fra Svedkirtlerne, men ogsaa og maaske mest en Udtræden af det mellem Cellerne i Hudens overfladiske Lag tilstedeværende Vand, ligger det nær at antage, at den samme Sammentrækning af Hudens uvilkaarlige Muskler, som uddriver Blodet af Haarkarrene og frembringer den ogsaa af Forf. omtalte "Gaasehud", tillige udpresser Sveden gjennem Porerne.

Naar Forf. (P. 87) citerer en italiensk Forfatter i Originalsproget uden Oversættelse, turde han trække en vel stor Vexel paa sine Læseres lingvistiske Kundskaber; ud over de tre Verdenssprog og maaske Latin gaar vistnok de færrestes Viden, og desuden – the line must be drawn somewhere.

Ogsaa forekommer det os, at Forf. havde handlet i Læsernes Interesse ved at indskrænke Benyttelsen af den gammeldags Anbringelse af Anmærkninger under Texten, der undertiden ikke er fri for at besværliggjøre Læsningen af det ellers særdeles let læselige Arbejde.

E. P.