Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 7. november 1885
Godt, at der her hjemme er eet Sind
Lørdag *Nbr. 1885 [7.11.18851]
Kjære Margrete!
Jeg vil begynde mit Brev med at bringe Dig Hilsen fra Din Paraply, der i Dag er kommet spadserende ind af Døren til os. Elna havde nemlig faaet opsnuset, at de nede i Stuen gjemte paa en Paraplui, som de havde taget drivvaad ind fra Trappegangen for 14 Dage siden, og ganske rigtig, det var Din. Nu gjemmer vi den omhyggeligt, til der bliver god Leilighed til at sende den, da jeg ikke synes, det kan sendes alene.
See, det var jo en god Begyndelse og Fortsættelsen kan jo ogsaa blive ganske god om den end bliver kort, thi endnu er jeg meget udygtig til Alt hvad jeg skal tage mig for og tør derfor aldeles ikke begynde paa at udtale mig om 2 noget af det Meget, der bevæger Sindene i denne Tid. Godt, at der her hjemme er eet Sind, ellers maatte det ikke være til at holde ud. At jeg naturligviis er beklemt om Hjertet for hvad Tiden skal bringe for mine Kjære, især for Morten2, kan Du nok forstaae, og jeg har jo i det Hele nok at bære frem for Gud i Tro og Taalmodighed; men hidtil har er jeg holdt oppe, om end de mange mørke Vintertimer Nat og Dag ikke er skikkede til at lysne over Tingene. –
Holger3 er i denne Tid deels i Hjørlunde og deels hos Henrik, men kommer vel nok snart tilbage og for at see lidt paa Tingene her, skjøndt der neppe er stort at stille op.
Fra Samsø har vi haft godt Brev i Dag. Marie skriver, at Kampmann taler og tænker ikke paa Andet end de sørgelige Tider. – Hvor det dog var en trang Gjenvordighed 3 for Jespersen med den Indsigelse mod de nye Texter. Jeg kjender nok den Slags Vrøvl fra Salmebogs Forandringen4; men dette er jo værre. Mon de ikke betænker sig?
Jeg er saa træt af at skrive, at jeg kan ikke mere. Kun de kjærligste Hilsner
til Eder Alle fra
Moder
Hvordan har Du det? Det er kun mine Kræfter, det er galt med, ellers er jeg rask.
