Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 10. oktober 1885
mit Mandskab herhjemme er jo meget enige
Lørdag *Septbr. 1885 [10.10.18851]
Kjære Margrete!
Vi har i denne Formiddag forhandlet saameget om det paatænkte store Familiemøde2, at jeg ikke er rigtig klar i min Tanke, nu da jeg skal til at skrive til Dig; men jeg behøver jo heller ikke at skrive om ret meget, da vi nu tør haabe at sees saa snart. Fra alle Sider er Forslaget blevet modtaget med Glæde og der er hidtil ikke Hindring for nogen. Jeg ønsker inderligt at see alle mine kjære Børn samlede, men jeg synes det er saa meget, at jeg næsten bliver bange derfor. Gud give, det nu maa lykkes. – Om Enkelthederne faaer Du snart Brev fra Inger; hun er jo den, der 2 holder Liv i Tingene, men har ogsaa af den Grund meget at betænke. Jeg holder mig udenfor og lader de unge om det.
Gud lægge sin Velsignelse til√ og lade dette lille Møde blive et Lyspunkt i dette mørke Efteraar. Hvor er dog dette Efteraar mørkt i enhver Retning og vi har en lang Vinter ivente, hvor vi saa see hen. Det er dog forfærdeligt som Svendene er ophidsede3 og Kvinderne er næsten værre end Mændene. I Almindelighed mærker vi jo ikke saa meget dertil, da mit Mandskab herhjemme jo er meget enige, men undertiden kommer man dog i Berøring dermed. Morten var herinde igaar; han er meget grebet af Situationens Alvor, men vil gjerne see Estrup afklædt lige til Skindet. Hvad skal det dog blive til?
Holger er fremdeles paa Aunsbjerg4 og lever høit med Høstgilder og Jagter; men naar han saa har givet Greven, saa kommer de alvorlige Spørgsmaal. Jeg troer nok, det vil blive ham haardt, naar dersom han 3 skjønner, at han bør gaae tilbage til Amerika igjen, og det vil ogsaa blive strengt for mig; men Udsigterne herhjemme er vist simple5.
Tak for al den deilige Frugt. Jeg har ikke villet sende Kurven tilbage før I har været her for det Tilfælde, der skulde fyldes noget i den; – og jeg har desværre ikke noget, jeg kan fylde i. Jeg har en lille Spaankurv herinde, som jeg har ladet staa for at fylde nogle Tyttebær deri; men de har hidtil været saa vaade og pjadskede, at det har været umueligt at forsende dem; jeg har ikke engang faaet nogle selv. Men det kan maaskee lykkes endnu.
Af Nyheder har jeg Intet at mælde. Slægten herinde har det ved det gamle. Lille Mathilde Bülow finder sig ret vel paa Diakonisse-Stiftelse. Larsens6 er kommet hertil fra Stokholm og skal bo her i Byen i Vinter. I Aften skal Inger hen at høre Christine Nielson7; det lader til Kjøbenhavnerne tager lidt kjøligt paa hende.
Hils de tusinde Gange
Eders trofaste
Moder
