Henrik Pontoppidan og Poesien

Af Kommunelærer Orla Lundbo

I sine Erindringer fortæller Henrik Pontoppidan bl. a. om sit Møde med Digteren Goldschmidt i Slutningen af forrige Aarhundrede ved et Vesterhavsbadested. Selv om Pontoppidans Portræt af den gnavne gamle Herre ikke er gjort med al for megen Sympati – han var en lidenskabelig Kortspiller og viste kun sin unge Forfatterkollega den Interesse, der tilkommer en Fjerdemand – saa mærker man ligesom en vis medinteresseret Indignation dèr, hvor Pontoppidan skriver om Goldschmidts Rang i den litterære Bevidsthed. Det hedder her: "Flere af det alleryngste Slægtleds litterære Smagsdommere vilde overhovedet ikke anerkende Goldschmidt som virkelig Digter, fordi hans Bøger alle var Prosaarbejder, og han aldrig havde skrevet Vers."

Man forstaar Pontoppidans Forargelse, naar man betænker, at hans eget Forfatterskab er bygget op af mange Tusinde Sider Prosa, der oprindelig og fra Oplag til Oplag har været Genstand for en Tilfiling og Bearbejdelse, der ikke giver nogen Lyrikers noget efter. Men Smagen har ændret sig siden; til Forskel fra Goldschmidt har det ikke manglet Pontoppidan paa Anerkendelse, hverken med Hensyn til at blive læst i vide Kredse eller fra mere officielt Hold. Han modtog i 1917 Nobelpræmien og er i Dag dansk Litteraturs største Navn, Skaber af en moderne klassisk Prosastil, rolig og redelig. Han har selv udtrykt sit Stilideal i Formlen: "Der var engang en Mand, der hed Søren" – jævnt og ligetil skal Ordene være Bærere af Tanken uden stilistisk Loppeteater af nogen Art.

Det ligger lige for at antage, at saadan en Holdning udelukker enhver Puslen med Versefødder, og man vilde let kunne støtte denne Opfattelse ved at vise hen til det ene og det andet Sted i Pontoppidans Værk som en Slags Dokumentation. Lader han f. Eks. ikke i "Nattevagt" den oprørske Maler Jørgen Hallager vrænge: "Lyrik – det er saadan en Slags taaget Hjernedunst, som fremkommer ved Svækkelse og daarlig Fordøjelse. – En Lyriker, det er en Mand med daarlig Mave.'' Ogsaa i "Hamskifte" synes man at spore den samme en garde-Holdning over for Verset som i Tilfældet Goldschmidt, da han fortæller om Ungdomsvennen Schaff, en stærk Personlighed, hvis Paavirkning han ikke kan gøre sig fri for. Schaff var betaget af de store Russere (og paastaar, at al det Postyr, Brandes har vakt i Danmark, svarer til den Sensation, som en Handelsrejsende i Damekonfektion kan foraarsage i Lemvig med Parisermoder fra i Fjor). Disse revolutionære Russere forkastede alle Versformen og overhovedet alt Stilbroderi som Narreværk – og han minder om, hvad "Verskunstens Stormogul" i nyere Tid, selveste Goethe har sagt: at det højeste Maal for en sand Digter er at skrive en mandig, stærk og klar Prosa. Men dertil kræves, at man har et Budskab at bibringe Menneskeheden, at man med andre Ord er Forkynder – dog trøster Goethe – den, der ikke har noget at sige, han kan godt lave Vers og i Rim, hvor det ene Ord da trækker det andet med sig, og til sidst kommer der noget ud af det, der ganske vist ikke er noget, men dog ser ud af noget.

Det er jo tilsammen en temmelig grusom Salve, men hvis man deraf lader sig forlede til at tro, at Pontoppidan og Vers, det er to Ting, der absolut ikke kan tænkes i Forbindelse med hinanden, gør man sig skyldig i en Fejlregning, der ikke har noget med Virkeligheden at gøre. Pontoppidan er alt for sammensat en Kunstner til, at man kan gøre den Slags simple Regnestykker med ham. – Man gør sig overhovedet skyldig i en Misforstaaelse, hvis man opstiller nogen Modsætning mellem Versproduktion og Prosadigtning. De er begge Frugter af, hvad man kunde kalde den verbale Begavelse, den Drift mod Ordet og dets Muligheder, som er lagt visse Mennesker i Blodet. Om den kommer til at ytre sig i den ene eller den anden digteriske Form, kan tit bero paa rene Tilfældigheder.

Men det kan ikke nægtes, at Henrik Pontoppidans Forhold til Verskunsten er af en ganske særlig – man fristes til at sige panisk – Karakter, som fører lige ind i det centrale i hele hans Forfatterpersonlighed. Lærerigt i den Henseende er det, naar han om sin Læsning som 16-aarig fortæller, at han havde en hemmelig Forkærlighed for ,,Hjortens Flugt" – men tilføjer: "Jeg gik stille med mit Sværmeri, fordi jeg halvvejs skammede mig over det." Grunden var den, at denne Betagelse slet ikke rimede sammen med hans Dragning mod Teknik, Matematik, Astronomi o. s. v. – ham var nu engang Rollen som de eksakte Tings Mand tildelt i den ungdommelige Kreds og – hvad værre er – han var altsaa selv i den Grad gaaet ind i den, at der opstaar en indre Konflikt, en Neurose, eller hvad man nu vil kalde den Slags sjælelige Infiltrationer. Han bliver i Rollen nogle Aar endnu, og der er ingen Grund til at betvivle, at han har befundet sig glimrende i den, men kort før han har fuldendt sit Ingeniørstudium, er Spændingen blevet saa voldsom, at han bryder af og "gaar over". Han vælger at realisere alle sine Muligheder i Digtningens Form, eller rettere sagt: han maa, der er i den Situation næppe Tale om Valg, men om Nødvendighed. Her er vi ved Forklaringen paa det mangfoldige og changerende i Pontoppidans Forfatterskab: hans hensynsløse Troskab mod alle de Stemmer, ikke blot en eller to, der lyder inde i ham! Den har betydet Variation og Fornyelse for ham selv som Kunstner – og maaske ogsaa Desorientering hos andre, der ikke har forstaaet, at Forfatteren ikke er eet Sted, men overalt i sit Værk og fremfor alt ovenover det.

Dette Krav om at spille ud træder stærkt frem i Pontoppidans mest personlige Digt, som han har givet den stolte Titel "Memorandum".

Aldrig fæste sig ved sine Mangler,
altid lade Evnen, som man fik den
frit udfolde sig i ondt og godt –
Det er Styrkens Prøve, det er Sejrens Vilkaar.

Et og andet gaar maaske i Stykker,
Sejrens Helteløn bli'r et Par Krykker.
Lad saa være! Fattigt er det Gilde,
hvor der ikke gaar en Stump til Spilde.

Umiddelbart efter sit digteriske Gennembrud, der endnu var af ganske privat Art, gaar Henrik Pontoppidan hjem – og til Trods for at han endnu maa have haft Schaffs Ord i Ørene om, at Russerne foragtede Verset – skriver han sit Opus II som en versificeret Skæbnenovelle (det første Arbejde var et af Det kgl. Teater kasseret Skuespil). Inspirationen dertil var Mødet med en forsumpet Skribent, og den Tanke laa nær, at den samme Skæbne kunde blive hans egen. "Syndebukken" kalder han Digtet. Det handler om et Tilbagefald i en Slægtskæde, et af Pontoppidans store gennemgaaende Romanmotiver. Man hører Tidspræget i Digtet som et Ekko af Paludan-Müllers "Adam Homo", realistisk farvet af Pontoppidans malende, tit drastiske, Billedvalg og den næsten haardkogte Slutningsvignet af Heltens Gravsted vis-à-vis Affaldsbunken.

I de mere end tresindstyve Aar, der er forløbet siden, har Pontoppidan udgivet et halvt Hundrede Prosaarbejder, Noveller, Romaner og Skuespil, men aldrig nogen Digtsamling. Her har vi atter et Billede paa hans Holdning fra Ungdomsaarene. For øvrigt vilde der ikke være noget i Vejen for at sammenstille en (Udgivelse værdig) Samling af de ca. 30 større Digte, som Pontoppidan har afstedkommet udover mindre Pasticher, indlagte Versstumper og smaa lyriske Anslag. Det kunde blive et Hæfte, som ved sin kantede Karakterfuldhed vilde skille sig betydeligt fra det Gros af brusket Lyrik, man er vant til, og saa mangesidet som det Aaremaal, dens Tilblivelse spænder over.

Med Hensyn til Oprindelsen af denne – endnu supponerede – Pontoppidan'ske Digtsamling forholder det sig saadan: I sine Prosabøger kan han lide at live Tryksiden op med Smaavers, undertiden andres, men som Regel fra sin egen Pen og da gerne i omhyggelig Forklædning. Det er med god Grund, Vilhelm Andersen karakteriserer hans Leg med Versets Tunge som havende fundet Sted under allehaande Skalkeskjul. Men hans Frygt for at fremtræde som en lyrisk Vindsæk har alligevel Gang paa Gang maattet se sig overvundet af Ynglingen, der i Smug dyrkede "Hjortens Flugt". Han har erkendt den Magi. den stemningsskabende Magt, der ligger i Ordet spændt i Rim og Rytme. Og hvor har mødt det udmærkede hos et beslægtet Temperament, er han parat med sin Anerkendelse. Saaledes om Stuckenberg: "I hans Digtning findes der Poesier af den sjældne, ophøjede Art, der griber Sindet mysteriøst som et Blik ned i meget dybe Brønde, i hvis Grundvand Stjernerne spejler sig ved højlys Dag."

De Digte, Pontoppidan har føjet ind i sin Prosa, er mest Salmer eller Kærlighedspoesi, indbyrdes meget forskellige i Tone og Stil. Paa visse af de erotiske Situationer og Længselsversene er der arbejdet med forbavsende paatagen formel Strenghed. – Strengene paa hans Salmeinstrument svinger fra Materialisme til gudhengiven Tillid som i den lille altfor lidet kendte og brugte Aftensang: ,,Nu trækker Bonden sit Hors i Stald", der som saa mange af Pontoppidans Digte er Imitation, ganske Ingemannsk i Tonen. Der verserer en Legende om dens Tilblivelse, hvis Ægthed vel maa betvivles, omend den er betegnende. Digteren skulde i en Samtale have udtrykt sin manglende Respekt for den naivt-fromme Salmetone, som behersker saa meget af den religiøse Lyrik, med den Motivering, at det kunde da enhver lave! Hans Modpart tog ham paa Ordet og bad ham gøre det, og Resultatet blev, til Pontoppidans ubetingede Triumf, maa man indrømme, et Stykke religiøst Skønskrift, som kunde gaa ind i hvilken som helst Salmebog.

Men Henrik Pontoppidan har ogsaa skrevet religiøse Poesier, som ikke frister til nogen Art Mytedannelse. De bærer et stærkt Præg af hans egen Haand. Hans specielle mærkelige Blanding af Fanatisme og drilagtig Ironi har f. Eks. frembragt et af de mærkeligste Juledigte, der er skrevet. Det er formet i den ganske enkle toliniede Strofe, som han har skrevet sine bedste Vers i.

Ved Lygtens Skin, imellem Faar og Stude,
blev Jesusbarnet født og svøbt i Klude.

Et Æsel lagde Ørene tilbage
og hilste lydt den Lilles første Klage.

Det var i Bethlehem for længe siden,
og Drengens Ry er vokset stærkt med Tiden.

Hans Fødselsstund er Aarets store Time,
da Festlys tændes, alle Klokker kime.

Men altid gennem Juleaftens Glæde
jeg hører Æslet skryde, Barnet græde.

Digterens Angst for at blive grebet i lyrisk Paaklædning med Slængkappe og Bulehat, der ikke vilde staa til hans øvrige Tilknappethed i Dommersædet, har som nævnt i Novellerne ført ham ind i et Puslespil, der tit kan være morsomt at overvære. Enten dækker han sig bag et Pseudonym, eller ogsaa bryder han bevidst Stemningen med en Grimace. Det gælder f. Eks. det mærkelige Kærlighedsdigt i "Den gamle Adam", der ligesom splintres af et Par Strofer af en ganske udsøgt hæslig Billedvirkning, eller et Stykke fint Elskovspoesi i "En Vinterrejse", hvor Ekkoet i Læserens Erindring ødelægges pure af Pontoppidans veloplagte Beskrivelse af, hvordan det bliver foredraget, saa det virker som et aandeligt Afklædningsnummer. – Det eneste Stykke rene Naturlyrik, der findes fra Pontoppidans Haand, tilskriver han 1896 Digteren Liebmann i "Højsang". Adressen er ikke til at tage fejl af; men Digtet er saa godt, at det bliver en Kompliment til den store samtidige, nationale Skjald.

Cirka Trediedelen af Pontoppidans Poesier, hvoraf Flertallet findes spredt rundt om i Aviser og Tidsskrifter, er fremkaldt ved, at en ude fra kommende Tilskyndelse har trykket Pennen i Haanden paa Digteren, som har fundet det fyndigst at honorere den i metrisk Form. Det er med andre Ord Lejlighedsdigtning, men rigtignok af særlig høj og varig Kvalitet. Det gælder først og fremmest Digtene til Georg Brandes og Hjalmar Bergstrøm, men desuden er der i de politiske Kampdigte og i de rent private personlige Lejlighedsvers nedlagt Tidshistorie og Tanker af almen Interesse. Dette turde være markeret ved Offentliggørelsen af et Par af dem for en halv Snes Aar siden.

Digtet til Georg Brandes paa hans Halvfjerdsaarsdag i 1912 er et af de faa kendte og hyppigst citerede. – Desværre er det ofte Genstand for Misforstaaelse. Man opfatter Digtet som en personlig Dom over Brandes, en Undsigelse. Pontoppidan, der vurderer Brandes som en af vort Lands ejendommeligste Personligheder i det store Format i nyere Tid, har efter Brandes' Død selv imødegaaet denne Opfattelse i et Interview, hvori han betonede, at det, han ved denne Lejlighed har villet, var at gøre det moderne Gennembruds Bo op, vise, at det Lyssyn havde svigtet, som troede, at alt blev godt, naar alting blot blev tilstrækkeligt frigjort. – I Digtet er den talende Stemme maskeret som en Natugles Skrig, og i det formelle har Digteren tydeligt – ved at skifte Rimstilling og Strofebygning – anstrengt sig for at drage et skarpt Skel mellem sin egen Indledning og Uglens Replik. Her har vi altsaa atter det karakteristiske Spil med Pseudonymerne.

Trods sin sparsomme Versproduktion faldt det dog i Pontoppidans Lod at blive den, der i Sang gav Mæle til sin Tids største nationale Oplevelse, Sønderjyllands Tilbagekomst til Moderlandet. Det skete i Genforeningsdigtet fra 1918, ,"Det lyder som et Eventyr", som er gaaet ind i vore Sangbøger paa Linie med vore bedste Fæderlandssange. Det virker saa stærkt i Kraft af en overordentlig stor Enkelhed baade i Indholdet, ved sit gennemførte plastiske Billedsprog og hvad det tekniske angaar; Pontoppidan har atter her anvendt den toliniede Strofe, selve den elementære poetiske Form, i en enkel jambisk Rytme, som Laub i sin enkle Melodi lader runge som Genforeningsklokker.

Henrik Pontoppidans "Memorandum" om ærlig og dristig Selvudfoldelse har han som Prosaskribent nu i snart et Par Menneskealdre realiseret ved at forsvare en Post som ensom kritisk Løsgænger, og hans Betydning er almindelig kendt og anerkendt. Mindre paaagtet har han været som Versets Mand. Her har han ikke blot understreget denne Holdning, men samtidig leveret Forklaringen paa, at det har været ham muligt at gennemføre den i sin alsidige artistiske Omstillingsevne over for Tingene.

Orla Lundbo