Hvem var magister Niels Thorsen

En kritisk undersøgelse af Elias Bredsdorffs påstand om modellen til Henrik Pontoppidans romanfigur i Mands Himmerig

At diskutere modellen til en romanfigur kan være en ligegyldig og pedantisk affære, men da Elias Bredsdorff i sin doktordisputats om Georg Brandes og Henrik Pontoppidan har indledt en diskussion om hovedpersonen i Pontoppidans roman Mands Himmerig fra 1927, og da han på trods af al rimelighed bestrider, at det er Harald Nielsen, der har været model til magister Niels Thorsen, er der alligevel grund til pedanteri.

Som meget andet i disputatsen er Bredsdorffs forklaring et krampagtigt forsøg på at stille tingene på hovedet. I sin egenskab af ortodoks og dogmetroende kulturradikal kan han ikke lide Harald Nielsen, og da han derfor ikke under ham at være den sympatiske hovedperson i en bog af den agtede Henrik Pontoppidan, gør han sig de ihærdigste anstrengelser for at bortforklare, at han er det. I virkeligheden, skriver Bredsdorff, er det ikke Harald Nielsen, men Erik Henrichsen, der har været Pontoppidans forbillede. "Erik Henrichsen – den tidligere radikaler, som i modstanderpressen tog kampen op mod nyradikalismen i Danmark – kan altså med sikkerhed betegnes som et væsentlig forbillede for Niels Thorsens skikkelse", konkluderer han.

Heri tager han imidlertid fejl, men inden dette skal dokumenteres, kan der være grund til at resumere bogens handling. Som bekendt foregår Mands Himmerig i København i det år, da den første verdenskrig brød ud, og den skildrer Niels Thorsens mere og mere forbitrede kamp mod det såkaldte frisind. Det fremgår af den, at Niels Thorsen blev student i årene umiddelbart før århundredeskiftet, at han var en begejstret tilskuer til systemskiftet i 1901, hvor Venstre kom til magten, at han var fører for en flok ligesindede unge, og at han i de følgende år kom i stadig stærkere opposition til den toneangivende radikalisme. Bogen begynder med at berette, hvordan han franarres redaktørstolen i det førende liberale dagblad Friheden (Politiken), der i stedet overgår til hans fjender Rømer (P. Munch) og Jean Minden (Ove Rode), og den fortæller videre, hvordan dette fører ham over til konservatismen og gør ham til redaktør for Døgnet (København). Herfra forsøger han nu at rydde op i de mere og mere opløste tilstande og bekæmpe det omsiggribende pjat, men kampen er for ulige, og da hans venner svigter ham og hans kone begår selvmord, mister han fatningen og dør som en slagen mand, medens modstanderne hoverer over "overløberens" og "kværulantens" skæbne.

*

Det er romanen i store træk, og på hvem passer dette portræt? Ja, da bogen udkom i 1927, var Vilhelm Andersen ikke i tvivl, men skrev i sin litteraturhistorie, at man genkendte "Harald Nielsens Proces imod det københavnske Frisind"1. Han tilføjede ganske vist, at man tillige "i mere intim Nærhed af Forfatteren selv [ser] hans Vens, Erik Henrichsens tragiske Skæbne", men som model for handlingen og hovedpersonen var det ganske klart Harald Nielsen, han henviste til.

Og det burde ikke kunne undre nogen. Læser man bogen opmærksomt igennem, og har man under læsningen Harald Nielsens og Erik Henrichsens levnedsløb i tankerne, kan man simpelthen ikke være i tvivl om, at det er Harald Nielsen, man møder. Næsten alt passer på ham, alder, udseende, stil, handlemåde og udvikling, meget lidt passer på Erik Henrichsen. Hvor den sidste mindst af alt var handlingens, den offentlige fremtrædens og skarpe polemiks mand, var den første det næsten til overmål. Erik Henrichsen forsøgte ikke at samle til oprør mod det kulturradikale diktatur. Det overlod han til Harald Nielsen, idet han indrømmede, at han ikke var manden til det.

Vilhelm Andersens dom vejer så meget tungere som han var en nær ven af Erik Henrichsen og den, der sammen med Valdemar Vedel talte ved hans kiste i 1917. Han kendte ham og kunne vurdere hans skæbne. De var født i samme år, 1865, de havde sammen med Valdemar Vedel dannet en selvstændig og kritisk enklave i den københavnske radikalisme omkring århundredeskiftet, og de mødtes i skepsis over for udviklingen efter systemskiftet. Erik Henrichsen blev efterhånden en fjende af den poserende og triumferende kulturradikalisme. Han var cand. jur. fra 1887, overretssagfører fra 1892, havde været en stor beundrer af Hørups journalistik og personlighed, men foragtede Hørups efterfølgere og tog, bl. a. i Tilskueren, til orde imod dem. En reaktion forekom ham stadig mere påkrævet.

Selv var han imidlertid for sart, for nervøs og for indesluttet til at starte den. Han var en lille, meget lidt køn mand, ugift og med stor skyhed og ængstelighed for den offentlige optræden. Han levede i sine stuer, skrev sine meget betydelige politiske portrætstudier, prøvede på trods af sit væsen at blive valgt til folketinget som moderat venstremand, men faldt og trak sig derefter endnu mere ind i sig selv. Hans holdning til kulturradikalismen var skarp og fjendtlig, men den var ikke aktiv. Også Henrik Pontoppidan var blevet hans ven, og der er ikke tvivl om, at han har fulgt hans personlige tragedie og sluttelige selvmord med deltagelse og betagelse. Som han skriver i et brev, Bredsdorff citerer: "Han og jeg var nær venner, og Indtrykkene fra hans sjælelige Sammenbrud har jeg aldrig forvundet". Disse indtryk spores, som Pontoppidan også selv siger det, tydeligt i Mands Himmerig. Niels Thorsens tragedie er præget af Erik Henrichsens. Det triste og trøstesløse ved Niels Thorsens død er farvet af stemningen fra Erik Henrichsens, og for så vidt har Erik Henrichsen været en forudsætning for Niels Thorsen.

*

Alligevel er Niels Thorsen ikke Erik Henrichsen. Niels Thorsen er beskrevet som en førernatur, hvad Erik Henrichsen ikke var, som en fremfusende og selvsikker polemiker, der foragter dem, som er for fine til at blande sig i døgnets strid. Han er en, der har vilje og evner til at vende strømmen. Det havde Erik Henrichsen ikke.

Men det havde Harald Nielsen, og Erik Henrichsen anerkendte det. "Som den mand hr. Harald Nielsen er", skrev han i Ugens Tilskuer den 24. december 1915, "den fuldt bevidste og i den yngre Generation kraftigst virkende Modsætning til og Reaktion mod den Periode, hvori Forfatningskampen faldt, et han i nogen Grad udsat for den Fristelse, som den, der reagerer, let bukker under for, nemlig at se Sagen paa modsat Maade af den, der har bundfældet sig i den offentlige Mening. Det er blevet hans historiske Kald, at omvurdere Mænd og Tanker fra denne Tid".

På alle væsentlige punkter er der overensstemmelse mellem Niels Thorsen og Harald Nielsen. Harald Nielsen blev student i 1898, nogle år før århundredeskiftet – som Niels Thorsen. Han var en meget høj mand med et frimodigt og heftigt væsen – som Niels Thorsen, "denne lange, rødhaarede Mand med det skødesløse og bryske Væsen". Han var den førende i en kreds af unge, der kom i Studentersamfundet, men trak sig ud af det i opposition – som Niels Thorsen. Da Harald Nielsen med sin første bog Moderne litteratur fra 1904 vendte sig mod brandesianismen, mødte han tilslutning fra mange jævnaldrende, og med Ugens Tilskuer samlede han dem i 1910 om en bevidst reaktion.

Ikke om Erik Henrichsen, men om Harald Nielsen kan det med rette siges, hvad Klemens Junge (Vilhelm Andersen) siger i Mands Himmerig om Niels Thorsen:

Ingen Mand i Samtiden har som han været den fødte Fører. Lad ham have mange Fejl – og det har han – ingen har dog alligevel haft et saa kongeligt Sind, en mere brændende Offervilje.

Det svarer til Erik Henrichsens ord om Harald Nielsen:

Den, der har mødt ham paa hans Vej, vil fra det første Møde med ham mindes dette Blink i Øjet af koldt Staal, dette vibrerende Træk om Munden af æggende Trods, der altid kendetegner den rette Ungdom.

Det svarer tillige til Henrik Pontoppidans ord til Harald Nielsen om, at "Deres Ånds Styrke og frie, adelige Holdning bestandig aftvinger mig Respekt". Den ubændighed, der præger Pontoppidans hovedperson, og som sprænger det ene venskab efter det andet, prægede i høj grad Harald Nielsen og gjorde ham som Niels Thorsen efterhånden til en ensom mand.

Elias Bredsdorff fortæller, at Harald Nielsen reagerede meget vredt og skarpt på et brev fra Pontoppidan, men det har øjensynligt ikke strejfet ham, at Henrik Pontoppidan netop i denne reaktion har fundet et karakteristisk træk til sin hovedperson. Niels Thorsen kender ikke til at skåne sine modstandere, hvad der gør ham til en hadet mand i det københavnske borgerskab. Pontoppidans magister er lige så upopulær som Harald Nielsen, om hvem Helge Rode skrev i 1922:

Magisteren er i store kredse så upopulær som næsten ingen anden, hvilket vel ikke udelukkende skyldes hans fortrin, men dog mest dem. Folk bliver rasende, når man roser ham, og når man dadler ham, bliver de også rasende, fordi man ikke dadler ham meget mere.

En sådan vrede var Erik Henrichsen for passiv og for tilbageholdende til at vække.

Niels Thorsens upopularitet forudsætter en lige så aggressiv og selvbevidst udfordring som Harald Nielsens, og det er nærliggende at opfatte Bredsdorffs forsøg på at frakende Harald Nielsen Henrik Pontoppidans sympati som endnu et udslag af den københavnske kulturradikalismes had til ham. Som den intrigante Inger Grabow i Mands Himmerig på enhver måde forsøger at undergrave Niels Thorsens position, således prøver Elias Bredsdorff et par menneskealdre senere at berøve ham ethvert gran af sympati. For så vidt er han derved et indirekte bevis på, at det er Harald Nielsen, der har været model til Niels Thorsen.

*

Men heller ikke Niels Thorsens udvikling stemmer med Erik Henrichsens. Som nævnt går han i bogen fra radikalismen over til konservatismen og fra Politiken til redaktørstolen i København. Og ganske vist havde Erik Henrichsen været medarbejder ved Politiken i 90'erne, men hans skifte til København havde ikke Niels Thorsens demonstrative og resolutte præg, han blev ingen førende skikkelse på det uafhængigt konservative dagblad og sluttede sig ikke til de konservative. Han var moderat venstremand og blot løs bidragyder til København. Harald Nielsen derimod var med i ledelsen af denne avis, der forsøgte at gøre Politiken rangen stridig og som omkring 1910 var af imponerende høj kvalitet, og han fik omkring 1915 redaktørstolen tilbudt. Han afslog dog tilbuddet, fordi han foretrak at koncentrere sig om Ugens Tilskuer, men vedblev at være virksom i ledelsen og mødte også, som Niels Thorsen, modstand fra bladets ældre journalister, der ikke brød sig om hans skarpe linje. I modsætning til Erik Henrichsen sluttede han sig også åbent til konservatismen.

Det bevirkede, at han af kulturradikalismen blev stemplet som en overløber, for som Erik Henrichsen var han vokset op i Studentersamfundet. Han havde som ung student deltaget i festerne for systemskiftet, men P. Munchs og Ove Rodes opportunisme i forholdet til de autoriteter, de lige havde dødsdømt, virkede frastødende på ham som på Pontoppidan, og hverken Edvard Brandes' eller Ove Rodes smiger og lokkende tilbud formåede at bringe ham ind i Politikens rækker. Han følte sig hjemmehørende i radikalismen og stillede netop derfor strenge fordringer til den, og da misforholdet mellem dem og virkeligheden blev alt for slående, reagerede han så voldsomt som Niels Thorsen og endte med Ugens Tilskuer i åbent oprør mod brandesianismen.

Også Erik Henrichsen blev kaldt en forræder af de kulturradikale, som det fremgår af et brev fra Edvard Brandes, Bredsdorff citerer, og som tillige Politikens nekrolog fra 1917 viser. Men det had, Niels Thorsen møder fra sine tidligere meningsfæller, er stærkere og dybere end den modvilje, Erik Henrichsen var ude for. Kulturradikalismen anså ikke Henrichsens reaktion for farlig og var derfor tilsvarende ligeglad. Harald Nielsens opgør var derimod et omfattende og ærgerrigt angreb på dens toneangivende position og blev mødt med forbitret had. Forskellen i intensitet på den brandesianske fjendtlighed imod de to mænd kan bl.a. aflæses af den omstændighed, at Elias Bredsdorff affinder sig med, at Erik Henrichsen kan være Niels Thorsen, medens Harald Nielsen ikke for nogen pris må have været helt i en roman af Henrik Pontoppidan.

I disputatsen bringer Bredsdorff et brev af Pontoppidan, hvori denne under udarbejdelsen af Mands Himmerig skriver om Erik Henrichsen:

Jeg har også ofte tænkt på vor fælles Ven, mens jeg gik i Gang med en Fortælling, som med det første begynder at udkomme. Det er ikke sådan, at han har været Model til nogen af Personerne – til Hovedskikkelse egnede han sig ikke, og som Bifigur passede han ikke ind i min Pen – men der er i hans og min Hovedpersons Livsskæbne noget fælles, der skaber en vis Lighed.

Her har Bredsdorff Pontoppidans egne ord for, at det ikke er Erik Henrichsen, der har stået model til Niels Thorsen, og man kan ikke lade være med at undre sig over, at han ikke tager ordene alvorligt. Hvorfor skal Erik Henrichsen med djævelens vold og magt gøres til forbillede for en figur, han ikke ligner, og til mønster for et levnedsløb, der ikke er hans? Ville Bredsdorff nøgternt og grundigt undersøge forholdene i dansk åndsliv umiddelbart før første verdenskrig, kunne han ikke undgå at konstatere, at det er Harald Nielsen, der ligger bag Niels Thorsen.

I et andet brev, som Bredsdorff tillige bringer uddrag af, skriver Pontoppidan, at "det er rigtigt nok, at jeg har haft Erik Henrichsen i Tankerne, da jeg skrev den [Mands Himmerig]", og Bredsdorff bruger også dette som et bevis for sin påstand om Erik Henrichsens væsentlige identitet mod Niels Thorsen, men igen må man sige, at Bredsdorff presser sine kilder i en grad, som de ikke kan bære. Naturligvis har Henrik Pontoppidan haft Erik Henrichsens skæbne i tankerne, da han skrev sin bog, og ingen kan være blind for, at det har præget dens stemning, men et blot nogenlunde kendskab til perioden og personerne vil gøre det klart, at det er Harald Nielsen, som Pontoppidan har haft for øje. I en diskussion om hovedfiguren og dens model kan man ikke komme uden om, at det træk til andet er Harald Nielsens person og udvikling, man møder i romanen.

Kun af uvidenhed eller ved bevidst fordrejelse af kendsgerningerne kan man efter min mening bestride dette.

 
[1] Vilh. Andersen: Dansk Litteraturhistorie, bd. IV, s. 413. tilbage