Fortællingens store stil

Af Niels Kofoed

Af alle danske romanforfattere er Henrik Pontoppidan den der har sat sig de dybeste spor i sit lands samtid og eftertid. Han har ikke blot været nationens historieskriver i tiden fra krigen mod Tyskland i 1864 og frem til første verdenskrig, men også dens tolk og sjælediagnostiker. At skrive som Henrik Pontoppidan gjorde det har helt op til vor egen tid været et ideal for mange debuterende forfattere.

For den internationalt berømte proletarforfatter Martin Andersen Nexø stod Pontoppidan altid som det kunstneriske forbillede, og for senere generationer af danske forfattere betød han særdeles meget, indtil modernisterne kasserede både ham og hans klassiske prosa. For Nexø var Pontoppidan bestandig den første danske forfatter der for alvor inddrog fattigdommens verden i sine beskrivelser af klassesamfundet, men medens Nexø gennem at tilslutte sig kommunismen i en alder af 50 år satte sin eksistens som dansk forfatter på spil og i stedet blev en verdensberømt eksilforfatter, søgte Henrik Pontoppidan aldrig ud over landegrænserne. Det blev lærlingen og ikke troldmanden der opnåede verdensberømmelsen.

Pontoppidans placering i den danske og nordiske litteraturs historie kan derfor snarere sammenlignes med den rolle Thomas Mann spillede for tysk kulturliv i mellemkrigsårene. Det er kunstneren opfattet som et forfaldsprodukt af det borgerlige samfund — den sensible ener i hans moderne ensomhed på vej mod undergangen. Ganske vist betegnede Mann ånd og politik som uforenelige modsætninger, men også han gennemløb en udvikling fra at være borgerskabets klartseende skildrer til at blive en moderne humanist og demokrat. I 1927 da Pontoppidan blev 70, skrev Mann følgende ord til en dansk avis: "Lykke-Pers digter er en født epiker og en livets og samfundets kritiker af fuldkommen europæisk rang. Som ægte konservativ opretholder han, midt i en stakåndet tid, fortællingens store stil. Som ægte revolutionær ser han i prosaen først og fremmest en dømmende magt."

Dobbeltrollen som konservativ og revolutionær opretholdt Pontoppidan gennem hele forfatterskabet. Lige som Mefistofeles i Faust er hovedmanden for den dualistiske dogmatiks opfattelse af menneskeslægtens ulykkelige vilkår på jorden, og det på sin egen helt hånlige måde, således ville også præstesønnen Henrik Pontoppidan være sin tids og sit folks kritiske sjælesørger og dommer. Han ville fremstille og udforske de centrale modsætninger og antinomiske strukturer i den vestlige verdens kultur set i en dansk sammenhæng. Han kunne ikke på samme måde som Martin Andersen Nexø fastholde et billede af den store romanforfatter som generalnævner for menneskeheden; han kendte kun altfor godt sin personligheds grænser, når han i sin sidste bog ytrede følgende ord:

Store Bedrifter øvede jeg (…) ikke med Pennen – jeg ved det godt. Men jeg gjorde en række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp.¹

Pontoppidan stillede ikke umådeholdne fordringer hverken til sin berømmelses omfang eller til forfatterskabets udbredelse, men da han i 1917 fik tildelt Nobelprisen sammen med Karl Gjellerup, blev han alligevel optaget på den uofficielle rangliste over verdenslitteraturens mænd og kvinder.

Person og baggrund

Slægten Pontoppidan har talt mange fremragende mænd med rod i dansk litteratur og præstegårdskultur. Vi nævner i flæng biskop Erik Pontoppidan d.æ. som i det 17. århundrede skrev den første danske grammatik affattet på latin, og Erik Pontoppidan d.y. der var salmebogsredaktør, prokansler for Københavns Universitet og romanforfatter. Henrik Pontoppidan (1857-1943) var søn af en præst i Randers og voksede op som mellemste barn i en stor flok af begavede og selvstændige børn. Han opponerede tidligt mod hjemmets tungsindige atmosfære der ikke blot var præget af økonomisk trange kår og pietistisk kristendom, men også af nederlagsstemningen efter krigen i 1864 hvor selve nationens eksistens havde været truet. I 1873 drog han til København for at læse til ingeniør ved den polytekniske læreanstalt, men på en rejse til Schweiz i 1876 forelskede han sig i en bondepige og under en vandring i alperne besluttede han sig for at blive forfatter, selv om hans litterære belæsthed på dette tidspunkt var minimal. Han havde aldrig som sine brødre taget studentereksamen eller studeret ved universitetet. Alligevel afbrød han sin uddannelse lige før den afsluttende eksamen og kastede sig ud i arbejdet som fri skribent.

Han underviste nogen tid som lærer på broderen Mortens nystartede grundtvigske højskole i Nordsjælland og giftede sig i 1881 med en datter af en gårdejer på egnen. I de følgende år ernærede han sig og en voksende familie kummerligt ved at skrive noveller og artikler. Han havde slået sig ned i et lille hus i den landsby hvor hans svigerforældre boede, for at skildre landalmuens sociale vilkår; men hans ægteskab var disharmonisk, og et af børnene døde på grund af de dårlige boligforhold. Da ægteskabet blev opløst i 1892, havde han i flere år boet i en kæmpevilla nær Helsingør. Han giftede sig igen med en kvinde fra embedsstanden og færdedes i de følgende år i hovedstaden i kredsen omkring den store kritiker Georg Brandes. Som fritstående digter følte han sig solidarisk med alle og ingen. Han var ikke nogen partitro naturalist og ubetinget tilhænger af det moderne gennembrud, men heller ikke tilhænger af det gamle. Forfatterskabet er præget af ustandselige opbrud, og følelsen af hjemløshed gav ham et tværpolitisk tilsnit. Den blev ligeledes en af forudsætningerne for hans evne til at skildre alle samfundsklasser og miljøer. Selv udtalte han at den egentlige drivkraft bag forfatterskabet var en trang til at brændemærke og forherlige. Denne tendens forfulgte han undertiden helt ud i det ekstreme og groteske; men bag den samfundskritiske og moraliserende aktivitet finder man en ukuelig frihedstrang, som hænger sammen med hans sympati for anarkismen som politisk teori.

Han debuterede i 1881 med novellesamlingen Stækkede Vinger — og udgav derefter yderligere to bøger med titlerne Landsbybilleder (1883) og Fra Hytterne (1887) samt den første lille roman, Sandinge Menighed. Disse bøger danner grundstammen i den harmfulde skildring af landproletariatets vilkår som udgør første fase i hans forfatterskab. Han havde startet med at skildre en overset og foragtet samfundsklasse. Derefter udvidede han efterhånden sin motivkreds til en stadigt voksende kortlægning af samspillet mellem mennesker, samfundsklasser, politik og religion.

På grundlag af disse udviklingslinjer har man inddelt forfatterskabet i tre perioder:

1. en socialkritisk periode fra 1881-1890 der afsluttes med det første af de tre store romanværker som udgør forfatterskabets hovedhjørnestene, Det forjættede Land (1891-1895). Grundplanen til dette storslåede landsbybillede blev lagt allerede ti år tidligere i 1883.
2. en hjemløshedsperiode fra 1891-1904 hvor hovedstadslivet inddrages og psykologiske problemer dominerer. Hovedværket er romanen Lykke-Per (1898-1904), som udkom i flere dele og udgør et helt Danmarksbillede fyldt med autentisk og selvbiografisk stof. Denne roman om den livsbegærlige eventyrer som lider skibbrud på tilværelsens ydre plan i kampen om penge, kvindegunst og prestige, er blevet opfattet som romanen om Danskeren, den handlingslammede fantast tynget af arven fra forfædrene, en mand der modarbejder sin egen fremgang som følge af en indre splittelse i sindet.
3. en angstperiode 1905-1927 hvor nationens skæbne og den spændte politiske situation i Europa op mod første verdenskrig fremkalder en syndflods- og dommedagsvision af stort format i det tredje hovedværk, De Dødes Rige (1912-1916).

I denne roman tegnes der på det ydre plan et billede af Danmark efter det politiske systemskifte som i 1901 havde banet vej for parlamentarismens indførelse. Siden 1875 havde det politiske højre under godsejeren Estrups ledelse regeret mod Folketingets flertal ved hjælp af mandater i førstekammeret og efter 1877 udstedt provisoriske finanslove. Først i 1901 ophørte denne trafik som Pontoppidan var en forbitret modstander af, og det første liberale ministerium kunne danne regering baseret på et flertal i Folketinget.

De Dødes Rige er nok en realistisk roman fordi den med afsæt i samtiden skildrer en mulig virkelighed, og fordi nogle af personerne i den låner træk fra historisk kendte skikkelser. Her er fortalt nogle begivenheder og skildret nogle menneskers liv fastholdt ved tid og sted. Og alligevel synes både begivenheder, personer og miljø parallelforskudt i retning af et underliggende mønster der lader værkets realisme blive underløbet af en drømmens og en dybdepsykologiens symbolik. Virkeligheden er set gennem en syg mands febersitrende øjne. Det er sagnet om demokratiets krise, embedsaristokratiets undergang, klassesamfundets opløsning og massernes oprør der afspejles i det store musikalsk orkestrerede syndflodssagn om den europæiske kulturs undergang.

Værket består af en seks-syv fortællingskredse som sindrigt griber ind i hinanden. Hovedpersonen, godsejer Torben Dihmer lider af en dødelig sygdom. Et nyt lægemiddel sætter ham i stand til at vende tilbage til et aktivt liv. Dihmer er tiltænkt rollen som kronprins i det liberale regeringsparti. Han træffer sin ungdomselskede, Jytte Abildgaard, igen, men hun er ramt af en psykisk lidelse som bevirker at hun ikke er i stand til at følge ham ind i et ægteskab. På samme måde straffes Dihmer også i forhold til sit arbejde. Han vender sig i lede bort fra hverdagen i praktisk politik, fordi den moderne tilværelse som helhed viser sig for ham som helvedes forgård. Han har i en årrække været borte fra livet og gemt sig på sin jyske herregård, og han er mærket af ensomhed. Samfundslivet er i hans øjne kun et skuffende blændværk, og da Jytte gifter sig med en banal modemaler, er Dihmer færdig med livet. Han undlader at tage sin medicin og går sin udslettelse i møde.

Kernen i denne komposition er slægtssagaen som i Torben og Jyttes historie stilles over for Søren Smeds æt — der repræsenterer den opstigende underklasse. Hvis man betragter Torben som bogens hovedskikkelse, er det hans biografi der fortælles efter sagaens opskrift: heltens liv udgør et hele fra hans fødsel til hans tragiske død. Det heroiske epos tilhører imidlertid ikke den folkelige tradition, men er skabt i aristokratiets kredse. Dets verden er en idealverden, en guldaldertid der har lighed med gudernes verden. Sagaen strejfer myten, men har ikke noget at gøre med folkeeventyret. Medens Det forjættede Land og Lykke-Per var bygget op over folkesagn og folkeeventyr på samme måde som i den engelske roman fra den victorianske storhedstid, således har De Dødes Rige et forhold til sagaen og myten. Men hvor eventyret har en lykkelig slutning, lader Pontoppidan resignationen over for den ydre verden og døden have det sidste ord. Sagaen slutter altid med den tragiske beretning om hovedpersonens død - således også i De Dødes Rige. Den tragiske gravlæggelse er i det hele taget et gennemgående motiv i bogen hvor vi ikke blot overværer Torben Dihmers bisættelse i slægtens gravhvælv, statsministeren Tyge Enslevs pompøse begravelse som den sidste høvding fra en heroisk tid, men også begravelsen af grosserer Søholm, den ny tids mand, skildret som lavkomisk fænomen. Det er i sidste instans skæbnen, stjernerne og skæbnefællesskabet der styrer verdens gang, ikke kærligheden.

De Dødes Rige er en bog hvor den gamle overklasse og den dannede middelklasse kapitulerer over for demokratiet, industrikulturen og massemennesket. De retfærdige går i dækning inden katastrofen ved at vende tilbage til mulden både symbolsk og i direkte betydning. Af digterens fordums kulturradikale og fremskridtsvenlige indstilling var der ikke meget tilbage. Man har i den tredje periode af hans forfatterskab nærmest det indtryk at han tvivlede på resultaterne af det demokratiske befrielsesværk som skulle befri underklassen fra sult og nød og bringe den op på niveau med middelklassen gennem oplysning og uddannelse. Langsomt nærmede Pontoppidan sig en gammeltestamentlig holdning. Han blev sit lands utrættelige revser og dommer, men aldrig dets leder og profet. Skabelonen i de tre store episke værker — Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige viser en mærkelig ensartethed med hensyn til hovedpersonernes skæbne. Personlighedens udvikling er den højeste værdi i forfatterens verden. Alt andet har sekundær betydning, og derfor er kernen i forfatterskabet som helhed af moralsk-religiøs karakter. I hele dets videre udvikling foregik der en forskydning fra det historisk genkendelige tidsbillede mod de sjælelige realiteter.

Den sidste roman Mands Himmerig (1927) skildrer Danmark under første verdenskrig. Hovedpersonen, magister Niels Thorsen, fordømmer det neutrale Danmarks kunstige velstand og ønsker at landet, for at lære virkeligheden at kende, skal inddrages i krigen. Resigneret må Thorsen dog indse, at Nordens kæmpeånd er død og erstattet med demokratiets sejlivede dværge.

Kunstens antifoni

Henrik Pontoppidan som kunstner set i en europæisk sammenhæng

I vores iver efter at se Henrik Pontoppidan som den store idédebattør og kulturradikale skribent overser vi let at han er kunstner på godt og ondt. De inkonsistente og modsigelsesfyldte træk i hans rolle som debattør kan stort set alle føres tilbage til hans rolle som skabende forfatter, hvad der i en vis forstand svækker hans troværdighed, men samtidig er denne objektivitet en forudsætning for at han overhovedet kunne skabe sine værker fæstet i hans samtidsbevidsthed og hele politisk-kulturelle indsigt. Og den blev med årene meget omfattende.

Romanen er for Pontoppidan, som for hele 1800-tallets store europæiske romanforfattere efter Walter Scott og Honoré de Balzac en totalstruktur der definerer et samfunds og en tidsalders religiøse tro, historiske traditioner, kosmologiske spekulationer og politiske forventninger. Forfatterne er altid fra begyndelsen optaget af deres tids væsentlige sociale og politiske spørgsmål, men på en baggrund der lader menneskehedens større problemer vedrørende kulturens oprindelse og skæbne komme til syne. For Pontoppidans vedkommende bliver det således til en paradoksal spænding mellem realisme og mytisering. Jo mere han bestræber sig på at være realistisk samtidsskildrer, desto stærkere træder det underliggende, symbolske mønster frem med de nødvendige afkortninger og forenklinger. Den litterære form stammer ikke fra livet, men fra den litterære tradition. Den indpasser samfundsdebatten og de ideologiske holdninger i en overordnet episk struktur som i bedste fald har en klart antifonisk² karakter. Pontoppidan har selv i kunstnerromanerne Nattevagt (1894) og Hans Kvast og Melusine (1907) indirekte skildret de musikalske og polyfone principper som ligger til grund for hans kunstneriske stræben, og han påminder bestandig læseren om ikke at hænge sig i en enkelt udtalelse i værkerne, men at forholde sig til grundstemningen og helheden. Hans område er ikke alene ideologien, men kunsten og mennesket anskuet på en samfundsmæssig baggrund. I sine erindringer har han sammenlignet romanforfatteren med en billedhugger der arbejder langsomt med at frigøre de enkelte skikkelser i en monumental skulpturgruppe af stenen. Men samtidig ser han også sig selv som en folkelig skribent med dybe rødder i feuilletonromanen og almanakhistorien.

Hans dannelses vej er svær at kortlægge fordi han hævdede at han ikke var særlig belæst fra begyndelsen. Der er imidlertid en klar linje i hans udvikling som tegner en åndshistorisk akse med Rousseau's Schweiz som billede på hjertets og frihedens hjemsted til den ene side og Frankrig som den revolutionære og politiske tænknings hovedland til den anden; men også amerikaneren Henry George's bog Progress and Poverty (1879) har spillet en betydelig rolle. Op gennem 1880'erne så Pontoppidan sit felttog mod godsejervældet som en klar parallel til de russiske forfatteres kamp mod zarens despoti. De tydeligste linjer i hans dannelses vej går derfor fra Rousseau over de russiske anarkister, Bakunin og Kropotkin, til Gogol, Lermontov, Saltykov-Stjedrin, Tolstoj og Dostojevskij. I spændingsfeltet mellem den russiske realisme og den franske naturalisme placerede Pontoppidan sig med nær tilknytning til de store russiske fortællere der netop i 1880'erne løbende blev oversat til dansk. Han lagde sig i sin samfundskritik tæt op ad Tolstojs opfattelse af sin rolle i det bestående samfund især med hensyn til russerens omvendelse til folket, hans modstand mod det akademiske miljø, hans antiklerikalisme, puritanisme og tro på den enkle livsførelses betydning. Ulvesindet fandt Pontoppidan hos Saltykov-Stjedrin, hvis sociale patos, vilje til afsløring af samfundets misforhold og idé om lidenskabens ret i privatlivet giver genklang både i novellerne og de små romaner som han udsendte som en slags forarbejder til de store. Også folkelige skribenter som mecklenburgeren Fritz Reuter, hvis Landmandsliv nød stor popularitet i Danmark, schweizeren Gottfried Keller, hvis landsbyfortællinger Die Leute von Seldwyla (1856) og mesternovellen Romeo und Julie auf dem Dorfe sammen med nordmanden Alexander Kiellands Arbeidsfolk (1881) havde stor umiddelbar indvirkning.

Ser man på forfatterskabet som helhed, tegner der sig allerede fra begyndelsen tre hovedlinjer:

1. den social-realistiske og samfundskritiske tendens i novellerne, f.eks. Fra Hytterne, Skyer.
2. den romantisk-eventyrlige tendens i de længere fortællinger og små romaner som Kirkeskuden, Spøgelser og Vildt og
3. den satirisk-parodiske linje i Mimoser, Minder og Den gamle Adam.

Romancens eventyrverden flettes sammen med den realistiske samfundsskildring i stadigt nye former og fyldes med indhold af mytisk og dybdepsykologisk substans. Pontoppidan genskaber således myten, sagnet og eventyret inden for den realistiske romans rammer i løbet af 1880'erne, og udviklingen i forfatterskabet består kunstnerisk set i en stadig uddybning af denne tendens. Den underfundige fortælletone kaster undertiden en mærkelig tre- eller firefoldig belysning af emnet ind over personerne og deres miljø og har været medvirkende til, at forfatteren ofte er blevet misforstået. Brydningen mellem romantik og realisme går gennem hele forfatterskabet og aftegner stilistisk set en udvikling fra en overvejende folkelig realisme i 1880'erne over symbolismen i 1890'erne til en blanding af senromantik og anticiperende ekspressionisme efter århundredskiftet. Det er imidlertid her på sin plads at fremhæve at kernen i Henrik Pontoppidans sprog er et klassisk dansk skriftsprog med dybe rødder i den akademisk skolede prosa fra midten af 1800-tallet.

Digteren var i virkeligheden et overordentlig receptivt gemyt. I løbet af 1890'erne tilegnede han sig gennem læsning af filosoffen Fr. Nietzsche et uddybet syn på det religiøse livs betydning som menneskehedens åndedræt, og han stillede Nietzsches stærke livsappetit over for Schopenhauers livsfornægtende kulturpessimisme. Ved således at lade modsætninger og modsigelser komme frit til udtryk i forfatterskabet svækkede Pontoppidan til en vis grad opfattelsen af kunsten og litteraturen som et redskab i den politiske kamp. Til gengæld blev han som kunstner i stand til at genskabe og fortolke livet i en dybere dialektisk og poetisk sammenhæng. Han bekendte sig ikke alene til "Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt", men også til lidenskabens ret, hjertets labyrint og den kulturelle og samfundsmæssige balance mellem mand og kvinde. Han var større som litterær kunstner end som debattør og journalist, og det er i hans egenskab af stor fortæller og udforsker af menneskesindets labyrint han vil have mulighed for at indgå i den globale dannelses kredsløb.

Niels Kofoed (august 2001)