Fortællingens mester

Af Niels Kofoed

Indholdsfortegnelse

1. Forord
2. Fortællingens store stil
3. Forfatterens og hans værk
4. Henrik Pontoppidans betydning for Georg Brandes
5. Anarkisten som nøglefigur i forfatterskabet
6. Broderskabsidealerne i De Dødes Rige
7. De Dødes Rige som Tristan og Isolde-fortælling

Forord

Lige siden jeg som tolvårig dreng fordybede mig i Pontoppidans små romaner med glubende interesse har jeg beundret ham som den mesterlige fortæller han er. Novellen En Fiskerrede stod i den læsebog vi havde i folkeskolen, så det må have været dér jeg først lærte ham at kende.

I år fylder han 150 år. Han og Herman Bang er to jævnaldrende præstesønner fra Jylland og tilhører begge den lille, eksklusive kreds af fortællingens mestre, som vi aldrig kan blive færdige med at læse; men trods den store respekt der står om begge, er det, set i sammenligning med den festivitas, der blev H.C.Andersen til del i 2005, ret begrænset, hvad der er blevet udgivet af bøger i anledning af jubilæet. Det kan man så beklage eller glæde sig over - alt efter ens temperament.

Bortset fra en enkelt gedigen afhandling af professor Børge Kristiansen om identitetsfilosofien i Lykke-Per er det småt med udgivelser, der kan påminde os om hvilken gudbenådet fortæller Pontoppidan var.

For at råde bod på denne mangel har jeg samlet seks foredrag og artikler jeg har skrevet siden jeg i 1986 udgav en større bog med titlen Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie, som for længst er udsolgt. Det drejer sig om en broget buket af artikler, skrevet og publiceret over en lang årrække og til en vis grad centreret om det emne jeg oprindelig havde tænkt mig som bogens titel, nemlig Pontoppidan som pessimismens digter. Det er nemlig pessimismen der sammen med temaer som dekadence, determinisme og degeneration gør Pontoppidan og især Herman Bang til ægte naturalister i ideologisk henseende.

En del af artiklernes indhold er holdt som foredrag gennem de seneste år i Pontoppidan-Selskabet, som jeg er stor tak skyldig for den interesse man har vist for mine synspunkter. Resten er af ældre dato, og jeg må derfor bede læseren om overbærenhed med hensyn til overlapninger og gentagelser i teksterne, som jo er fremkommet, fordi bogen ikke er undfanget som en tematisk helhed, men sammenstykket af det foreliggende materiale.

Bogen er tænkt som en lidt forsinket hyldest til mesteren, Danmarks største romanforfatter, en europæer af første rang, en overset digter i verdensklasse, som er dårligt markedsført af sine egne, fordi den gode kritiker er en langt sjældnere foreteelse end den gode skønlitterære forfatter.

I den standende debat om demokratiets værdier og kunstens betydning indtager Pontoppidan en særstilling ved at være den, der mere end nogen anden medvirker til at fremhjælpe personlighedsværdi i sine læsere gennem at gøre kærlighedens transcendens og metafysik til sit forfatterskabs hovedtema.

Til slut vil jeg gerne rette en hjertelig tak til Augustinus Fonden og Velux Fonden for økonomisk støtte til udgivelsen.

Holte d.22.10.2007