Anmeldelse

Flemming Behrendt: Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan. Gads Forlag. 2019. 712 sider. ISBN: 978-87-12-05869-4. Kr. 399,95.

Flemming Behrendt (født 1939) er formentlig det nulevende menneske i Danmark og dermed i verden, der ved mest om Henrik Pontoppidan. I 1967 blev han cand.mag. fra Københavns Universitet med et speciale om "genetisk-tekstkritiske studier" i Pontoppidans forfatterskab. Derefter fik han en lang karriere uden for forskningen som journalist og redaktør, som spillefilmskonsulent ved Det Danske Filminstitut, som informationschef i Dansk Flygtningehjælp med meget mere. I årene 1996-98 havde jeg selv fornøjelsen af at arbejde sammen med Flemming Behrendt, da jeg var redaktør for Berlingske Tidendes lørdagssektion Eksistens, der skrev om filosofi, religion og livstydning; Behrendt var medarbejder ved sektionen på halv tid og skrev fra Paris, hvor han boede.

Efter sin pensionering ved årtusindskiftet vendte Behrendt tilbage til Pontoppidan. Han grundlagde Pontoppidan Selskabet i 2000 og netstedet www.henrikpontoppidan.dk i 2002. Og så tog han fat på at skrive sin store bog om Henrik Pontoppidan. Det tog sin tid, den lod til at svulme op undervejs, nogle har måske i perioder betragtet den som et "evighedsprojekt" eller ligefrem afskrevet den som en bog, der aldrig ville blive, men i 2019 landede Livsrusen med sine 707 meget tæt beskrevne sider på anmeldernes borde. I forordet beskriver han den selv som papirsiden af en triangel, der som sine andre sider har netstedet med sine mange kilder og en studieudgave af biografien i e-bogsform, der rummer endnu mere stof, flere kommentarer og noter end papirudgaven. Et mastodontisk projekt er dermed afsluttet.

Flemming Behrendts livsbane med Pontoppidan er fascinerende. Det er som om han træder ud af det lange og brogede arbejdsliv, ser sig lidt omkring og derefter siger "Nå, hvor var det vi kom fra? Pontoppidan!" Selv fremstiller han det som om det skete lidt mere tilfældigt. Han hørte, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ville genudgive Det forjættede Land; han ville gerne stå for udgivelsen for at tjene lidt penge i sit otium og sendte dem sit speciale. De havde dog givet opgaven til en anden, men han fik i stedet lov til at udgive Pontoppidans små romaner (1999, 2004, 2011). Og så voksede ambitionen om at skrive den store bog. Han har selv i et interview med Kristeligt Dagblad 13. september 2019 formuleret bestræbelsen som at gøre det "som ingen tidligere Pontoppidan-forsker havde formået" – at skrive en bog, der udfordrede Pontoppidans eget selvbillede.

"Jeg står selvfølgelig på skuldrene af alle Pontoppidan-forskerne før mig. Jeg har også arvet flere af deres arkiver, så jeg, som en kolibri kan, har kunnet hæve mig over mine forgængeres ørneflugt, men min egen familie har undertiden tvivlet på, om jeg nogensinde blev færdig med den bog, så det er rart at have fuldendt projektet".

Livsrusen er en mareridtsopgave for en dagbladsanmelder. Vi – jeg taler af mange års erfaring – kan ikke lide alt for store bøger, for vi skal på grund af avisens deadline læse dem meget hurtigere, end vi bryder os om, samtidig med at vi skal passe vore øvrige gøremål. En frustration over arbejdsvilkåret kan let forskyde sig til en irritation over bogen: den er alt for lang, den er uredigeret, den kunne med fordel have været 300 sider kortere osv. Og hvis bogen er lang, er det bedst, at den er "uhyre velskrevet", at den er fortalt, så den suger én igennem sig, at man læser (og er) i flow. Det er ikke så godt, hvis bogen er meget rig på stof og detaljer, for selv om man nok får lov at skrive langt i avisen om en stor bog, er det begrænset, hvor meget man kan nå at behandle, og så bliver man som anmelder ærgerlig over den overfladiskhed, man er tvunget ud i. For man ved jo godt, at forfatteren sidder et sted derude, forventningsfuld, her hvor dommen over så mange års arbejde skal falde.

Alle dagbladsanmelderne sprællede i dette net, da det gjaldt Livsrusen. De havde ikke tid, de havde ikke plads, de vidste nok heller ikke så meget om emnet som forfatteren. Med forskellige vægtninger endte de derfor alle på et dobbelt votum: bogen er uafviselig, det er den ultimative biografi om Henrik Pontoppidan, den vil aldrig blive overgået i nuancer og detaljer. Men den er samtidig utrolig møjsommelig at læse, den er mere "letters" end "life", den forspilder chancen for at blive en folkebog, den bliver mest en ophobning af stof, en materialesamling, en mosaik, Behrendt fortæller ikke eller han gør det alt for lidt, han fortolker heller ikke, han kommer ikke med egne holdninger, i hvert fald gør han det alt for lidt.

Men hvis anmelderne har ret, hvorfor i alverden har Behrendt så skrevet bogen på den måde? En oplagt forklaring kunne være, at den har været så mange år undervejs, og at han har gennemset så mange kilder og oparbejdet så meget stof, at han simpelthen har mistet grebet om materialet. Eller også har han trodsigt nægtet at acceptere den tilskæring og formgivning, som det ville indebære at forvandle materialet til en bog og dermed også spilde det stof, der ikke kunne komme med. Det kunne dog være kommet med over i e-bogsudgaven, som allerede nu rummer 500 sider mere end papirbogen. Spørgsmålet er, om det kan være andre og mere principielle grunde til at bogen ser ud som den gør.

Jeg vil her forudskikke, at jeg finder nogle af dagbladsanmeldernes indvendinger, frustrationer og irritationer berettigede nok. Andre har med ovennævnte læsebetingelser og måske også skæve genreforventninger at gøre. Er Livsrusen overhovedet at betragte som en Henrik Pontoppidan-biografi?

Det fremgik af en samtale med lektor Jon Helt Haarder på Syddansk Universitet 11. november 2019, at Behrendt egentlig ikke selv ville kalde sin bog for en biografi, men han havde i visse situationer set sig nødet af forlaget. Flere af dagbladsanmelderne omtaler den også som en biografi, selv om den på omslaget betegnes som en bog og på følgesedlen som et portræt. Men hvad er så forskellen på biografi og bog?

Livsrusen er virkelig ikke en psykologiserende bog og i den forstand er det definitivt ikke en biografi. Man diskuterer ofte om biografen fatter meget stor sympati for eller – i den evige jagt på sit eget væsen, den gåde man altid er for sig selv – spejler sig i den biograferede, om der bliver "blandet blod" på en eller anden uheldig og uigennemskuelig måde. Det er der ingen fare for her. Behrendt skriver meget distanceret og "objektivt". Hvis det ikke var, fordi det lød for underligt og også er lettere overdrevet, kunne man sige, at han skriver om Henrik Pontoppidan som om han ikke var et menneske, men mere et naturfænomen, f.eks. en bjergkæde, som han kortlægger og beskriver uden at antropomorfisere sin genstand på nogen måde.

Det er utvivlsomt et bevidst valg. Da Behrendt kender Pontoppidan bedre end de fleste, ved han også, hvor svær han er at indkredse: som privatperson, som psykologisk type, som holdningsmenneske, som menneske i det hele taget. Han unddrager sig, selv om det bedømt på hans barndom og ungdom i Randers, hvor han strejfede rundt i byen, blev en naturlig leder i elevforeningen Valhal og var en førende kavalér til danseballeme, bestemt ikke virkede som om det var denne form for skyhed, der blev lagt op til. Sker der noget afgørende, da han bliver forfatter? Opdager han, at han må trække mere på sine indre ressourcer og ikke fortabe sig alt for meget i omverdenen og i udadvendt virksomhed? Måske. Men Behrendt strækker sig meget sjældent fortolkende ind over Pontoppidans "urørlighedszone", som Løgstrup ville have kaldt det. Der er noget næsten usamtidigt over Behrendts kølige distance, så sandt som vi lever i en tid, hvor vi gerne vil "helt ind i sindet".

Fremstår Henrik Pontoppidan som et sympatisk menneske i Livsrusen? Behrendt udtaler sig selvfølgelig ikke direkte om den ting. Nogle af de få bevarede udsagn fra den første hustru, Marie, og fra den anden hustru, Antoinette, rummer en udpræget ømhed – "Han har nu alligevel ikke været så troldet, som mange har troet og ynket mig for", skriver Antoinette i et brev (s. 525) – der fortæller os, at han ikke kan have været en helt skidt karl. Men han gør sandt at sige et tvetydigt indtryk. Han kan virke forfængelig i en meget dyb forstand, som når han i sine selvbiografier retrospektivt tilrettelægger sin egen livsbane, og han kan også livet igennem virke svingende eller direkte illoyal over for mennesker, han møder. Men sagen er nok, at han kæmpede for at bevare sin uafhængighed; andres ønske om tætte sociale relationer kan jo dække over andet end en spontan følelse af sympati og sjælenes samstemmighed, måske vil de selv bekræftes eller have én med i en klub, og det var sikkert fornuftigt nok at holde offentlige åndskæmper som Brandes og Bjørnson ud i arms længde.

Som Lasse Horne Kjældgaard meget præcist skrev i sin anmeldelse i Politiken 21. september 2019: "Henrik Pontoppidans egen styrke og selvstændighed får man et stærkt indtryk af igennem Behrendts grundige gennemgang af hans omgang med Brandes-brødrene og bevægelsen omkring Det moderne gennembrud. Ubesværet og uskadt bevæger Pontoppidan sig ind og ud ad dette kraftfelt, hvor der ellers var enorme ødipale energier på spil. Andre store forfattere – som Johannes Jørgensen, Holger Drachmann og Karl Gjellerup – fik brandsår på sjælen, først som glødende tilhængere af bevægelsen omkring Det moderne gennembrud og senere som mindst lige så glødende modstandere. Det gjorde Pontoppidan ikke. Det var han både for ironisk og individualistisk anlagt til."

At Pontoppidan så også retrospektivt i skildringen af sit liv i sine selvbiografier søgte at foregive en uafhængighed, hvor den endnu ikke forelå, er mere ejendommeligt. Trahimur (Vi føres), sagde han med henvisning til et angiveligt opdigtet valgsprog hos Augustin. Men selv ville han alligevel ikke fremstå som ført af tilfældigheder og vekslende påvirkninger. Han ville på en måde helst slet ikke "ses" af andre. Der er i den forbindelse noget tragisk i petit format over hans død; den yngre forfatterkollega Knud Sønderby har set den ensomme og hvidhårede olding gennem et vindue og fortæller om det i et avisinterview (s. 659), og det tapper tilsyneladende Pontoppidan for hans sidste livslyst at blive udleveret på denne måde, selv om man vel kunne synes, at der ikke var noget skamfuldt over at blive en gammel mand.

Det har været kritiseret, at Behrendt gør så meget ud af dels Pontoppidans mange økonomiske mellemværender med diverse forlag, dels redegør så fyldigt for receptionen af værkerne dengang, de udkom. Er det af nød? Fordi han nu en gang kun vil skrive om det, han kan kildebasere? Det tjener imidlertid også som en affortryllelse af kategorierne "forfatter" og "forfatterskab". Man kan let, ikke mindst i en forfatter(skabs)biografi, komme til at idealisere og heroisere forfatteren, han kæmper med både sig selv, Gud, Fanden og Verdensaltet, han løser Orions bælte, han er prototypen, den første blandt ligemænd, på alle de processer, der har med individualisering, selvrealisering og dannelse at gøre, han er på en eller anden måde ikke af denne verden. Men ud over sygdom og familiære trakasserier er der nok ikke noget, der mere probat end økonomi og forlagsforhold kan minde os om, at forfatteren er en ganske almindelig dødelig, der skal opretholde livet og navigere på et marked, hvor han skal sælge sig selv og falbyde sine varer. Det er fascinerende at se, hvordan en så stor og kanoniseret forfatter som Henrik Pontoppidan næsten kun kunne klare dagen og vejen ved fiksfakserier. Det stærke fokus på datidens reception tjener et lignende formål: vi følger forfatterskabet forfra, vi ser det i døgnets rejsestald og ikke i den form for idéhimmel, som den kanoniske værkliste ofte kan ligne.

Som holdningsmenneske er Pontoppidan interessant. Han kan periodevis og på enkeltområder have meget stærke holdninger, til f.eks. forsvarssagen og det sønderjyske, til provisorieårene og til landarbejdemes forhold, til kristendommen og til kirken og dens mænd. Men han er ikke konsekvent og konsistent livet igennem. Han er heller ikke en konverteringernes mand, der efter en omvendelse pisker sit tidligere jeg ubønhørligt. Han er ikke for fastholdere, som en senere forfatter sagde om sig selv. Ville han gerne være venner med alle og altid give den sidste ærede taler ret? Nej, der er ikke noget, der tyder på menneskefrygt eller behagesyge. Han vægrede sig som nævnt ved at komme under stærke individers indflydelse. Måske er det denne vægring, der kommer til udtryk i hans temmelig ondskabsfulde skildringer af førerskikkelserne, en færgeoverfart med Brandes, en foredragsoplevelse af Bjørnson.

Behrendt forsøger ikke at trænge ind i gåden Pontoppidan. En væsentlig bestræbelse i Livsrusen er at demaskere forfatterens egne selvbiografier og vise, at de i en vis forstand er lige så meget fiktionsværker som de store romaner. Bl.a. argumenteres der overbevisende for, at ungdommens rejse til Schweiz og den mytologiske bestigning af bjerget Faulhom på forskellig vis er fortegnet og dramatiseret i diverse versioner. Jeg tror, at ambitionen om afsløring er afgørende for bogens ikke-psykologiske karakter. Når anliggendet er at afsløre en bestemt type fortælling, kan det virke forvorpent og utidigt at erstatte den med en anden, måske også forsimplet, fortælling. De problematiske selvbiografier skal ikke erstattes af en problematisk biografi, men af en bog alene baseret på det, vi med sikkerhed og sandsynlighed kan vide, bl.a. gennem de talrige brevkilder.

Når man følger Behrendts analyser af selvbiografierne, ser man, hvordan Pontoppidans uafhængighedstrang kommer til udtryk i diverse retoucheringer og omredigeringer af de faktiske forhold i fortiden. Han var hele tiden sig selv, også da han var undervejs til sig selv! Der er en egen poetisk konsekvens i, at den ven, der i ungdommen har størst indflydelse på ham, Schaff, er en opdigtet figur (som det har været kendt længe), reelt Pontoppidan selv som ældre, der optræder i den rolle, der dyrkes i aviser og dameblade, som den der formår at gå tilbage i tiden og give nogle velvalgte råd til sit yngre selv.

Jeg er personligt lidt i tvivl om, hvor moralsk fordømmende man skal være over for denne type redigering i egen fortid. En del af det er måske mindre intentionelt og mindre kalkuleret, end man skulle tro. Forfattere og andre tænksomme personer vil altid være i gang med at grunde over og "processere" deres egen fortid, og visse efterrationaliseringer kan umærkeligt sætte sig igennem, også før erindringer bliver fæstnet på papir. Behrendt er da heller ikke ude på at fordømme. Han vil blot gøre op med traditionen for at betragte Pontoppidans selvbiografier som autoritative sandheder, der så i næste ombæring kan udgøre biografiske fortolkningsnøgler til værket. Som flere anmeldere har bemærket, er det f.eks. en af bogens fortjenester at vise, hvor langt Pontoppidans egne familieomstændigheder var fra de belastende og konfliktfyldte forhold, vi møder hos Per Sidenius i Lykke-Per.

Det er fristende at sige, at Pontoppidan først og sidst var romanforfatter. Hans journalistik og kommentarer er ikke så interessante, og som Behrendt bemærker, rykkede det først for alvor i hans reportagestof, når det kom ind i det litterære værksted. Måske er det ligefrem sådan, at hvor ganske mange forfattere er skribenter, der så også skriver romaner (som kritikeren James Wood har sagt om Flaubert), er det omvendt med Pontoppidan. Han interesserer sig for fiktive verdener, for karakterer og for alt det, der hører romaner til. Og så er han nogle gange også bare skribent for at få brød på bordet, men det interesserer ham ikke for alvor. Ved en forfatter som Martin A. Hansen kan man nogle gange få den fornemmelse, at han næsten hellere ville skrive dagbøger og breve end fiktion. For det var nu en gang så djævelsk brydsomt at skrive det sidste, selv om han beklager sig særdeles meget, måske symptomalt (skammen ved overspringshandlingerne!) over det første. Pontoppidan beklager sig nu også meget i de mange breve, Behrendt citerer fra. Arbejdet går alt for langsomt, der er meget sygdom, han fejler både det ene og det andet. Behrendt antyder sine steder, at det måske er skaberi og røgslør med alt det sygdom. Måske vil Pontoppidan – det er min udlægning – ikke afsløre hvor let det rent faktisk er for ham at skrive, fordi der selvfølgelig altid kan være brug for at købe sig tid, hvis man har lovet sig bort til flere sider eller været lidt for optimistisk, når man solgte en idé.

"Om du lod mig være Digter, Folkets Præst", skrev Martin A. Hansen som yngre til Vorherre i sin dagbog. Med det mente han givetvis, at han så forfattergerningen som en mulig vækkende og folkeopdragende bestræbelse. Pontoppidan blev ikke præst selv om han var ud af en vældig præsteslægt, men Behrendt skriver i sin prolog (s. 10), at "Danmark blev hans sogn". Det skal ikke forstås på den måde, at Pontoppidan alligevel blev en slags forkynder, måske tværtimod. Tilføjelsen lyder nemlig: "Med præstens selvfølgelighed gik han ind og ud af alle miljøer i hele landet." Romanforfatteren er som præsten ikke helt af denne verden. Han er som en fremmed og kan derfor færdes alle steder. Som en journalist eller en sporhund på jagt efter historier. Alt er i en vis forstand materiale for ham.

Det, der f.eks. interesserer Pontoppidan ved kristendommen, er måske ikke så meget at være imod den eller at have en hemmelig sympati for den. Det er radikaliteten i den, der interesserer ham. Han er som en Kierkegaard, hvis man forestiller sig en Kierkegaard, der ikke selv har en "interesse" i kristendommen. At noget så radikalt som evangeliet kan blive establishment, at hykleriet altid ligger på spring, eller virkelighedsforvanskningen eller muligheden for radikalisering. Det er derfor en misforståelse at lede efter hans eget bud på kristendommen eller hans egen jakobskamp. Det samme gælder de politiske lidenskaber, den sociale reformkamp, ægteskab og kærlighed, de personlige relationer. Alt er materiale til brug eller undersøgelse. Romanforfatteren med hans indbyggede refleksive og ironiske overblik vil altid vinde over holdningsmennesket. Det er selvsagt også det, der betinger det berømte "tvesyn". At Pontoppidan på den måde er "ingen" som en anden Odysseus eller altid optræder under maske er baggrunden, tror jeg, for Behrendts fremstillingsmæssige askese, hvad hans personlighed angår.

Behrendt er dog ikke helt konsekvent i sin reservation. Nogle gange lader han en bemærkning falde, en vurdering, en tolkning. Der er noget koket over det, som om han vil sige til den sultende og tørstende læser: Jeg har alt det, du så gerne vil have, men du får kun lige lov til se en flig af det. Eller som Rasmus Vangshardt sagde med en fin formulering i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad 11. september 2019: "Når Behrendt er bedst, bruger han sin beherskelse af det omfattende stof til at fortælle historie i et domsfældende, men let tråd. Det er underspillet alvidenhed med en snert af ironisk fornemmelse for det skæbnesvangre."

Det kan sine steder irritere, at Behrendt bliver stående i kulissen og ikke tager blot et enkelt lille skridt ind på scenen. På side 523 får vi f.eks. at vide, at Vilhelm Andersens bog om Pontoppidan fra 1917 med sit fokus på krøniken "Ørneflugt" og sin introduktion af begrebet "tvesyn" "for næsten altid [blev] bestemmende for almenhedens opfattelse af Pontoppidan". Aner man at Behrendt beklager dette forhold? Måske. Vi får ikke mere at vide. Mere grelt er det, at han på side 354 skriver om Mimoser og Spøgelser, to tidlige romaner, at "Pontoppidan havde i disse to bøger taget af hovedstolen, og derfor måtte de konfiskeres, bortvises fra forfatterskabet og glemmes". WTF som de unge siger. Selve hovedstolen! Det er et voldsomt udsagn med store biografiske og/eller fortolkningsmæssige implikationer, men dem holder Behrendt for sig selv.

Når Pontoppidans søn Steffen på side 617 efter en kilde (Harry Søiberg) citeres for udsagnet "Far har haft mange Piger", indlader Behrendt sig ikke på at fortolke eller spekulere over udsagnet. Det er ikke, fordi jeg er voldsomt nysgerrig efter slibrigheder, men i betragtning af, at Pontoppidan har skrevet så meget om spændingsfeltet mellem ægteskab og kærlighed og i flere tekster skånselsløst hudfletter en forceret idyl i det "lykkelige" ægteskab, i f.eks. "Naar Vildgæssene trækker forbi" og for fuld udblæsning i Den kongelige Gæst, ville det ikke være uvelkomment at høre, hvordan Behrendt forstår sønnens udsagn: tror han at Pontoppidan havde realiserede affærer og kærlighedsforhold uden for ægteskabet med Antoinette, eller var der tale om mere uskyldige relationer, hvor forfatteren nød opmærksomheden fra de yngre beundrerinder, som Behrendt beretter om på de efterfølgende sider? Var Pontoppidan selv uden for idyllen som plaget samvittighed, eller stod han inden for havelågen som den stoisk trofaste, men alvorligt fristede ægtemand?

Andetsteds undrer man sig over, hvor langt Behrendt pludselig går i fri spekulation, som når han formoder på s. 643-44, at det måske egentlig var Pontoppidans første hustru Marie, der udså sig ham og ikke omvendt, som det fortælles i selvbiografierne, og at han måske som lillebror har været erstatning for sin storebror, forstanderen, som Marie meget vel som højskolepige kan have været betaget af, men han var jo gift!

Det er spændende og underholdende, men hvorfor slår Behrendt sig løs lige her og ikke hvad angår "Fars mange Piger" eller så mange andre steder?

Et andet hjertesuk fra anmelderen er, at det kan være svært at bruge Livsrusen som det opslagsværk, den ellers lægger op til at kunne være gennem sin utrolige stofmængde. Som den amerikanske litteraturforsker David Perkins har sagt om det at skrive litteraturhistorie, står man ofte i et genremæssigt valg mellem fortælling og leksikon: fortællingen sikrer sammenhængen, men med store omkostninger på grund af selektion og narrativ konstruktion; leksikonformen sikrer overblik og stofdybde, men parcelleret ud i enkelte opslag og dermed på bekostning af fornemmelsen af forbindelser, sammenhæng, flow. Livsrusen sætter sig mellem de to stole; den er fortælling, fordi den er opbygget kronologisk, men den er samtidig leksikal i sin stofmængde og sin fortællende-fortolkningsmæssige askese. Her ville det have hjulpet med et værkregister og måske også en pointering af kronologien i indholdsfortegnelsen. Det kan afhjælpes ved at inddrage e-bogsudgaven, hvor man kan bruge søgefunktionen som et de facto værkregister, men de, der lader sig nøje med den fysiske bog, kunne godt have været hjulpet lidt mere på vej.

Et tredje problem er de omkostninger, Behrendts kildebaserede, kronologiske fremgangsmåde får for fremstillingsformen. Når han f.eks. skriver om ungdommens rejse til Schweiz, skriver han det, der kan kildebaseres ud fra de samtidige kilder. Pontoppidans fortegninger og versioneringer af rejsen må vi vente adskillige hundrede sider på, fordi de først falder i senere skrifter og i selvbiografien. Det samme gælder mødet med den første hustru Marie. Det forspilder naturligvis nogle muligheder for pointering, når "sandhed" og "digtning", hvad bestemte episoder angår, nærmest står i hver sin ende af den enorme fremstilling.

Trods disse forbehold er Livsrusen en kæmpestor og imponerende bedrift. Her kan man virkelig følge Pontoppidan, år for år, værk for værk, bekendtskab for bekendtskab, vel at mærke ud fra hvad der kan kildebaseres. Men den er krævende. Man kan ikke sætte sig hen i en lænestol med den og tænke: Nu kan jeg endelig få noget at vide om ham Pontoppidan og hans bøger, som jeg aldrig har fået læst. Der skal arbejdes. Jeg ved ikke om man kan kalde bogen "indforstået", som en anmelder gjorde, men den forudsætter, at man enten har et vist kendskab til forfatterskabet eller i hvert fald en meget stor nysgerrighed og appetit på det. Og så skal man tage sig god tid, fordi bogen ikke indbyder til læseflow. Jeg foreslår 10, 20 eller 30 sider om dagen, som man nu har tid og ork til. Man skal glæde sig over stofmængden og detaljedybden, over fornemmelsen af at følge livet-levet-forfra og ikke genopløjet i erindringen, over den nøgterne af-fortryllelse af forfatterhvervet, over den psykologiske og fortolkningsmæssige askese, der giver læseren plads til at tænke og vurdere selv, fordi man ikke her skal bindes forskelligt på ærmet eller se på at der skrives dækningsløse checks ud.

Er det en bog eller en materialesamling? Underholdning eller arbejde? Livsrusen forener denne lidt ufrugtbare modsætning ved at være en arbejdsbog. Selv har jeg taget mange siders notater til Livsrusen, og jeg glæder mig til at genbesøge dem og yde dem større retfærdighed, end man kan i en anmeldelse. Et seriøst fremtidigt arbejde med Pontoppidans liv og værk må nødvendigvis basere sig på denne bog, og e-bogen og netstedet, hele trianglen.

Nogle gange siges det om kristendommen, at man gennem afmytologiseringen skal fjerne den falske forargelse, så den sande kan træde frem. I tilfældet Livsrusen vil Flemming Behrendt fjerne den falske fortryllelse, så den sande fortryllelse kan træde frem. Den sande fortryllelse ved Henrik Pontoppidan ligger ikke i Personen, i Livet, i Forfatteren som en heroisk skikkelse. Den ligger i værket, i kunsten. Og Behrendt ruller livets store sten til side for os, så vi ubekymrede og fordomsfrie kan træde ind og se på værket i dets egen ret. På lidt paradoksal vis er der derfor en stærk anti-biografisk impuls i denne meget omfattende biografi, nej nu forglemmer jeg mig, det er jo slet ikke en biografi.

Nils Gunder Hansen