Michael Falch til Flemming Behrendt
13. januar 2020

nærmest patologisk selvrådighed

13. januar 2020

Kære Flemming

Så lukkede jeg din velvoksne munkesten om vores Pontoppidan for sidste gang. Hele efteråret og vinteren har den været min gode godnatlæsning, og nu vil jeg savne de rituelle træf med dig og ham og mig selv. Og den daglige styrketræning, for den er sgu tung at ligge med!

Det er et vildt projekt, du har gennemført, og jeg har læst med den største glæde. Og hvad der mest har undret mig er egentlig, at det langt fra er idoldyrkelse, svarere tværtimod. Og havde jeg bildt mig ind, at jeg kendte ganske godt til Pontoppidan, litterært og biografisk, så måtte jeg tro om.

Ærefrygten har været for stor. Selv Pontoppidan var altså bare et menneske. Med store fejl, hårde svigt og en vel nærmest patologisk selvrådighed. Og en forfængelighed omkring sin fremtoning i eftermælet, der overraskede mig.

Tak for turen gennem forfatterskabet og privatlivet. Det har været helt forrygende for mig. Kun savnede vi vel noget saftig dokumentation for hans svinkeærinder omkring kvinder, men det er måske mere et kulørt behov.

Du har skrevet bogen om Pontoppidan og hans forfatterskab. Jeg har læst alle de andre. Og du har som den eneste seriøst læst ned under alle de ukritisk overdragede, vedtagne forestillinger og ærbødige klichéer om Pontoppidan. Han nikker nok selv imponeret fra Rørvig: Der fik De mig sgu, hr. Behrendt!

Kærlig hilsen
Michael