Lær nu lektien

Hvornår lærer vores politikere det pensum, de giver børn og unge?

Henrik Pontoppidan har skænket dette land et litterært værk, vi aldrig bliver færdige med. I skolen siger vi til eleverne, at de skal lære af den litterære visdom, sproglige kraft og sjælsdybe indsigt, som Pontoppidan lod flyde så frit og frydefuldt gennem sine noveller og romaner.

Vi kender titlerne: Lykke-Per, Fra hytterne og Det forjættede land. Og i denne uge fik vi mulighed for at lære forfatteren at kende i hidtil ukendte detaljer med Flemming Behrendts 700 sider lange Pontoppidan-bog, Livsrusen, der åbner nye sider af Pontoppidans liv og litteratur.

Under min læsning stod det stedse mere klart, at Pontoppidan inkarnerer et nutidigt paradoks, som bør få det til at gibbe i undervisningsminister Pernille Rozenkrantz-Theil og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Danmark har i dag et af verdens bedste skole- og uddannelsessystemer. Det er vi stolte af. Med god grund. Men skræmmende mange børn og unge kæmper med mistrivsel, stress, skolevægring, afbrudte uddannelsesforløb, knækket selvværd og bristede drømme. De falder igennem. Det er hjerteskærende på det personlige plan. Det er en falliterklæring på det politiske og institutionelle plan.

Henrik Pontoppidan var en af dem, der ikke passede ind i det skolesystem, der i dag kanoniserer hans værk. Han faldt ikke ind i skolen. Han faldt ud. Han faldt igennem. Gang på gang.

Pontoppidan måtte gå et klassetrin om, og han blev taget midlertidigt ud af skolen. Han kunne ikke sidde stille. Han kunne ikke koncentrere sig. Vild skaben brusede i årene, og fantasien flød i tankerne.

Med et moderne skolepædagogisk udtryk ville man nok sige, at han hverken var undervisningsmoden, tilpasningsduelig eller skoleparat.

Henrik Pontoppidan fik bundkarakter i dansk stil, og han fik aldrig en studentereksamen. Heller ikke på sin videregående uddannelse blev Pontoppidan fremkaldt som en succes: Under sin afsluttende eksamen på ingeniørstudiet drejede han rundt på hælene. Han kom aldrig igen.

Pontoppidan var det, man i dag ville kalde en sen drop-out. Han passede ikke ind i det uddannelsessystem, vi i dag tilpasser efter hans litteratur.
 

Uden at tage Pontoppidan til indtægt for vor tids uddannelsespolitik kaster hans liv lys på nogle af de udfordringer, politikerne her med halvandet århundredes forskydning stadig forsøger løse. Med nye handlingsplaner, regler og optagelsessystemer.

Kære Pernille Rozenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen: Hvornår tager I konsekvensen af den gamle sandhed om, at det ikke lader sig gøre at skabe uddannelsessystemer, der rummer og repræsenterer alle typer og temperamenter.

Hvornår lærer I det, vi forsøger at lære vores børn: At der er mange forskellige måder at udvikle sig og udfolde sig på. Hvor længe skal vi kvase vores børn og unge i konforme strukturer, der efterlader dem med stress og dårligt selvværd? Det er ikke tilstrækkeligt at sige ’menneske før system’ og ’kultur før struktur’. Det skal operationaliseres og praktiseres.

Bare fordi man ikke kan sidde stille, får dårlige karakterer i dansk og dropper ud af skolen, kan der godt komme noget godt ud af det. Blandt andet eviggyldig litteratur og en nobelpris.